Lars Hedegaard har oversat en artikel af Nidra Poller fra New English Review, og her bliver der fortalt en del sandheder om det medierne kalder ‘Det Arabiske Forår’. Fra Sappho – Vær velkommen, søde sharia.

“Den dødbringende fortælling om Det Arabiske Forår spiller på den vestlige kulturs gode ønsker for alle. Det forekommer langt mere anstændigt at håbe, at folk, der så længe har været undertrykt, omsider vil kunne ånde frit, end at erkende, at de simpelthen er blevet trætte af den gamle kalif og vil have en ny. …

Den 20. oktober… bliver Muammar Gaddafi slæbt ud af et rottehul, bliver voldtaget med en kniv, overgivet til den blodtørstige pøbel, slået til blods, skudt eller tæsket ihjel eller begge dele. Hans rådnende krop bliver dækket med et iøjnefaldende tæppe og i dagevis udstillet i et ikke længere så koldt kølerum i et supermarked i Misrata.

Familier står i kø for med foragt at betragte liget og tage billeder med deres mobiltelefoner. Fædre med småbørn på armen venter tålmodigt i den hede sol på den fornøjelse det er at kunne vise den døde diktator til deres børn. Stanken er næsten synlig på vore tv-skærme, mens en nyhedsoplæsere med honningstemmer beskriver sceneriet under ledsagelse af arabisk forårsmusik

Erklæringer fra ledere af Det Nationale Overgangsråd, der sværger på, at den libyske diktator blev fanget i en krydsild, da oprørere ville bringe ham til hospitalet, afveksler med optagelser af Gaddafis bloddryppende endeligt for pøbelens hånd. …

Jubelscener i Libyen, veltilfredshed i Europa og udskældning af George W. Bush blev orkestreret under skamløs medvirken af medierne. Historien lød sådan her:

Til forskel fra den grimme og skydeglade Bush’s brutale og unilaterale invasion af Irak, blev denne multilaterale NATO-invasion – som havde deltagelse af Qatar, var sanktioneret af Den Arabiske Liga og af en FN-resolution – gennemført med overlegen dygtighed.

I stedet for at påtvinge en vrangvillig befolkning et demokrati, havde vi oplyste vesterlændinge dygtigt bistået modige oprørere, nu havde befriet deres land. Sådan som det skal gøres. Mustafa Abduljalil, den skeløjede, tidligere præsident for Det Nationale Overgangsråd, var allerede ude med erklæringer om, at Libyen herefter skal styres efter sharia-loven. Det ødelagde ikke festlighederne.

Medierne hadede “krigen” i Irak. De elskede “befrielsen” af Libyen. Allahu akbar blev et reklameslogan. Uhyggelige og usoignerede krigere, der skød op i luften og gjorde V-tegn, blev til elskelige maskotter. Intet var grusomt nok til at ødelægge idyllen. …

Begreber som “uforholdsmæssig voldsanvendelse”, der systematisk anvendes om Israel og fra tid til anden om De Forenede Stater, forsvandt sporløst. De professionelle grædekoner fra NGO’erne, der fælder tårer over ofrene for israelske og amerikanske soldater, holdt gråden tilbage.

FN anklagede ikke NATO og dens lokale håndlangere for krigsforbrydelserog sanseløs ødelæggelse af ejendom og infrastruktur. Hvad har kaoset i Libyen at gøre med kaoset i Irak efter Saddam Husseins fald?

Hvorfor var det mere chokerende at se Saddam Husseins åbne mund, efter at han var blevet halet ud at sit rottehul, end at se Muammar Gadaffi blive voldtaget med en kniv, efter at han var blevet halet ud at sit?

Hvorfor blev Israel lagt for had for angiveligt at have opfordret til “invasionen” i Irak og nu hængt ud for ikke at falde i svime over Det Arabiske Forår i Libyen og hvor det ellers er brudt frem?

Ved slutningen af en shakespearsk tragedie er scenen overstrøet med lig. I dette neo-shakespearske reality-drama er scenen overstrøet med de kommende ofre for sharia-loven. …

Alle de vesterlændinge, der for et år siden råbte “islamister, hvilke islamister?”, har nu travlt med at lovprise “moderate islamister”. Den kunstige skelnen mellem islam og islamister slår ikke til i lyset af denne nye udvikling.

Demokratisk valgte, moderate islamister vil nu regere efter den moderate sharia-lov, kaste sig ud i moderat jihad, gennemføre moderate halshugninger, begå moderat massemord og på moderat vis tvinge kvinder ind i moderate niqab-bure.

I skøn samdrægtighed antog medierne, regeringstalsmændene, kommentatorerne og eksperterne en “håb og forandrings-holdning” til folkelige opstande i muslimske lande. Deres iagttagelser, analyser og forudsigelser var ikke bare fejlagtige, de var hule, overfladiske og kogt sammen uden forsøg på rationel tænkning.

Selvom bevismaterialet hobede sig op, blev det afvist med et lad-os-håbe-det-bedste skuldertræk… Aldeles malplacerede sammenligninger blev påklistret en muslimsk verden, der var i færd at foretage en cyklisk bevægelse i nøje overensstemmelse med islams historiske fortilfælde (se f.eks. Bat Ye’ors værker; Andrew Bostom: The Legacy of Jihad og Paul Fenton og David Littman: Exil au Maghreb).”

Kronik af Urias-kommentator ‘machiavelli.

Den multikulturelle tragedie.

En større gruppe indvandrere overfaldt fire unge ved Folkets Park på Nørrebro i København. De fire unge var på besøg fra provinsen og kørte forkert. Og når man kører forkert ind i et område, hvor indvandrerne hersker, vanker der smæk og det, der er værre. Fx en kniv i maven.

På den baggrund mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen, at ”Der går en lige linje fra tidligere tiders slappe udlændingepolitik og til dagens overfald” Samtidig mener Martin Henriksen, at regeringens politik på indvandrerområdet ”vil medføre flere lignende situationer i fremtiden.”

Men den udtalelse får dog de radikales udlændingeordfører, Zenia Stampe til at ryste på hovedet og udtale: ”Det er fuldstændig absurd og smagløst at misbruge den her situation til politisk propaganda.” ( Ekstrabladet-05. maj 2012).

Nu kan man selvfølgelig generelt diskutere, hvornår noget er absurd og smagsløst indenfor politik, men efter min opfattelse er der hverken noget absurd eller propagandistisk i Martin Henriksens udtalelser, tværtimod er de ret præcise og afspejler den multikulturelle tragedie, som de radikale politikere åbenbart er helt ude af stand til at fatte.

At Zenia Stampe finder sammenligningen mellem overfald og indvandring absurd, er der ikke noget overraskende i, for det hænger selvfølgelig sammen med den udlændingepolitik partiet fører. Det er jo ikke længe siden, vi fik at vide, at de radikales ordfører elsker hele verden. (TV 2 Nyhederne. 2. april 2012), en kærlighed der da også afspejler sig i parties politik i form af tekster og ytringer for at skabe det rette underlag for korrekt multikulturel tænkning. Et massivt ideologisk pres hvor danskerne får at vide, de har primitive instinkter, fordi de ikke elsker multisamfundet.1*

At der derfor skulle være en logisk sammenhæng mellem den abstrakte kærlighed til verden og så sammenbruddet af den hjemlige sociale orden er naturligvis helt hen i vejret. Og når antallet af fængslede indvandrere i Vestre fængsel (Kriminalforsorgen 2012) udgør over halvdelen af de i alt 550 fanger, så er det uden for al tvivl også udtryk for absurd politisk propaganda at drage den slags tal ind i udlændingedebatten.

Ifølge den forgående regering er der 29 ghettoer i Danmark, der mere eller mindre har udviklet sig til rene parallelsamfund, hvor indvandrerne stort set hersker og kalder området for deres. Odense politi udtalte til Fyens Stifistidende, (24/01-2012), at danskerne i stigende grad presses ud af det udsatte område i Vollsmose, fordi 9 ud af 10 indbrud bliver begået mod danskere. Og til BT forklarede en grådkvalt beboer fra Vollsmose ghettoen:

… Vi er på grådens rand. Jeg tør ikke være her alene når min kæreste er på arbejde. Jeg er hunderæd for at være her om natten, og går aldrig ud om om aftenen, da jeg frygter at blive slået ned. Selvfølgelig er vi bange…” (BT Onsdag den 1. februar 2012.)

Er det også udtryk for politisk propaganda at påpege, at danskerne lever under den slags forhold i deres eget land? Er det helt forbudt at smide denne håbløse og naive idealisme overbord og erkende, hvordan virkeligheden er indrettet og fungerer for den almindelige dansker?

Sandheden er, at multikulturen kan ganske enkelt ikke kan fungere, og ser vi bort fra de radikale og deres universelle kærlighed til verden, så skaber kulturer nu engang grænsedragninger og identitet. Alle mennesker bliver socialiseret ind i en selv-identifikation, der også skaber gruppens følelsesmæssige grænser. Uden denne selv-identifikation er der ingen fastholdelse af identitet til selvhævdelse af gruppens eller kulturens enhed. Dette gælder ikke mindst indvandrerne fra den islamiske kultur, hvor mange unge svømmer rundt i ingenmandsland land.

Som den amerikanske Harvard politolog Robert D. Putnam (f. 1941,) har dokumenteret, så har Indvandring og etnisk mangfoldighed en ødelæggende virkning på et samfunds sammenhængskraft. I takt med at det multikulturelle og det multietniske øges forsvinder sammenholdet og tilliden mellem mennesker. Multikulturen opsplitter og nedbryder det folkelige fællesskab. I mine øjnene begås der ganske enkelt kulturovergreb mod danskerne i deres eget land. At blive overfaldet fordi man kører forkert er simpelthen horribelt.

Danskerne er et kulturelt homogent folk, men det behøver det jo ikke vedblivende at være, for ligesom der skal være cement til at kitte et hus sammen, skal der også være nogle fælles interesser eller følelser, der holder befolkningen sammen, så det enkelte menneske opfatter sig som en del af et folk.

Når de radikale politikere derfor bevidst arbejder på at opsplitte en ellers homogen befolkning, der holdes samlet af en fælles national identitet, så får det naturligvis en psykisk effekttilstand der viser sig ved en stigning af aggressioner og had, der i længden ikke kan holdes nede. Tager man indholdet ud af disse identifikationer, der binder danskerne sammen som folk, laver man en opskrift på, hvordan man splitter et samfund op.

For at føle noget for sit samfund – for sit land – må man have noget at genkende, noget at føle for. Men man kan ikke føle noget for abstrakte ideer uden substans. Det gælder indvandrerne og det gælder danskerne. Kan indvandrerne ikke identificere sig med Danmark og danskerne – er der ingen tillid – kommer rodløsheden op til overfladen sammen med aggressionerne. Det er derfor vi ser dens slags overfald som ved Folkets Park i København.

Men radikale politikere som Zenia Stampe vil have danskerne til at glemme, så de bedre kan være forberedt på at rumme det multikulturelle samfund. Det er det samfund, der med Putnams ord nedbryder tilliden mellem mennesker og derfor opløser fællesskabet. Det er der, det absurde ligger begravet og ingen andre steder. Danskerne skal være en del af den universelle menneskehed – selv om de hellere vil være danskere*2.

Hvis mennesket mangler selvtillid, selvfølelse og selvagtelse, og derfor ikke føler, at det behersker omgivelserne, så slår det ofte om i frustrationer, had og vrede mod omgivelserne. Det er en almen menneskelig tilstand. Problemet er bare, at mange muslimske indvandrere – særligt de unge – er aggressive overfor danskerne og deres omgivelser, fordi de ikke føler sig hjemme i den danske kultur med sekularisering og demokrati. Det er den multikulturelle tragedie som ikke kan løses.

I realiteten styres vi af naive politikeres håbløse menneskevenlighed, der er ved at ødelægge det danske samfunds fællesskabsfølelse med de uhyggelige konsekvenser det kan få for en stigning i sindssyg kriminalitet, vold og drab. Men 30 års stereotyp indvandrerpolitik har gjort, at bordet fanger, således at ingen politikere – bortset fra Dansk Folkeparti – af frygt for vælgernes dom tør se skriften på væggen og erkende, at det multikulturelle samfund er døden for ethvert velfungerende samfund.

1* ”… fremmedfjendske danskere tænker med stenalderhjernen… Fornuften har på mange områder tøjlet de primitive instinkter. Hvorfor skulle det samme ikke kunne ske, når det handler om en irrationel fremmedfrygt…” (19. april 2011, Politikken. Zenia Stampe).

2* ”En omfattende undersøgelse fra Ålborg Universitet fra 2008 viste, at ud af 26 sammenlignelige lande ligger Danmark helt i toppen, hvad angår danskernes afvisning af multikulturalisme. Hele 77 procent foretrækker monokultur.”

I sidste måned mistede det kulturkonservative Danmark en af sine mest markant skikkelser, da Dansk Kulturs Rolf Slot-Henriksen pludseligt døde under et ferieophold i Barcelona. Nogle dage senere kunne man i Jyllands-Posten læse, at Overbibliotekar Lars Otto Kristensen har kræft i fremskreden fase. Her en klumme af sidstnævnte, trykt i JP Århus, torsdag i forrige uge – Ikke nok at være frisindet (3. maj 2012)

“Jeg har kendt homoseksuelle af begge køn i hele mit liv. Men da det ikke er det, jeg har skullet bruge dem til, har jeg været ligeglad, akkurat som jeg ofte har snakket med kvinder om andet end deres seksuelle orientering gående ud fra, at de også havde andre interesser.

Når nogen stikker en bar rumpe op i hovedet på mig og spørger, om ikke jeg synes, at det er dristigt og grænseoverskridende, vil jeg have lov til at sige, at jeg synes, at han (m/k) er ulækker. Og når de gør det i flok, vil jeg have lov at spørge, hvorfor det bør interessere andre end dem selv.

De fleste af os bryder os nu engang ikke om at blive rørt ved af en af samme køn. Det er muligt, at vi ikke burde være sådan, at vi bare er bornerte og snyder os selv for en masse muligheder. …

Folk er ikke, som de burde være. Og samfund, der har forsøgt at skabe os om til idealmennesker, er altid endt med at blive totalitære, som samfund bliver, når frisindet skal marchere i takt.

Jeg har aldrig haft forestillinger om idealsamfund med rigtige og gode og åbne og frisindede mennesker og bliver skeptisk, når nogle med statsmidler vil det modsatte af at lade den enkelte være i fred i det daglige. Uden at blive opdraget på, i fred og fri for hele tiden at være optaget af ”det gode og rigtige”.”

En ikke-offentliggjort undersøgelse af journaliststuderende fortæller, at hele 90 procent er ‘noget eller meget’ interesseret i politik. Klumme af Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske Tidende – Myten om ’centrum-venstre’.

“I årene 2001-11, hvor den parlamentariske midte befandt sig et sted mellem Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, og hvor noget sammenligneligt gjorde sig gældende i de fleste europæiske lande, anvendtes begrebet ’centrum-venstre’ ifølge Infomedia-databasen ikke færre end ca. 8.000 gange i danske medier, heraf knap 1.800 gange i landsdækkende dagblade. Kun ca. 5.500 gange talte man i samme periode om ‘centrum-højre’, hvoraf færre end 1.000 gange i de store dagblade. Referencer til ’centrum-højre’ fandt man mest talrigt i Jyllands-Posten og denne fine avis, men væsentligt mindre i f.eks. Politiken, Information og det marxistisk-leninistiske Dagbladet Arbejderen. ’Centrum-venstre’ anvendtes derimod hyppigst i Politiken og Information, men med Berlingske og JP ikke så langt efter.

Men hvad har man så ment med ’centrum-venstre’? For at det skal give mening at betegne noget politisk som værende ’centrum’, må det jo være tilfældet, at dette også kan siges at være ’midten’ – men hvad er denne så? I praksis bruges betegnelsen ofte som mere eller mindre synonymt med Det Radikale Venstre…

Men kan ’midten’ så betyde noget mere end blot en relativ parlamentarisk placering? Måske. Her gav det også i mange år god mening at tale om De Radikale og undertiden også Socialdemokraterne som ’midten’. Splittede man i meningsmålinger om enkeltspørgsmål vælgerne op på dem, der var for eller imod et forslag, og så man på partiernes syn på dette, ville det ofte være et af disse to partier, der havde den ’midterste’ vælger.

Sådan er det bare heller ikke mere. Valgforskere har i årevis kunnet dokumentere med stadig flere data, at De Radikale ikke er ’midten’. På indvandringsspørgsmål og andre såkaldte ’værdipolitiske’ emner ligger partiet og dets vælgere pænt til venstre for Socialdemokraterne, undertiden tæt på Enhedslisten. På fordelingspolitiske spørgsmål kan der omvendt argumenteres for, at partiet ligger længere til højre end bl.a. Dansk Folkeparti.

Men hvorfor er ’centrum-venstre’ så populær en etiket og måske særligt i medier med et tilhørsforhold til partierne i den nuværende regerings bagland? Måske har det noget med selvforståelse at gøre. En surveyundersøgelse for nogle år siden viste, at journalister ofte opfatter sig selv som placeret ’i midten’, også selvom de stemmer på partier pænt til venstre. Så måske venstreorienterede føler sig mere som moderate, uanset hvor relativt langt ude på venstrefløjen de er. En anden mulighed er knap så idyllisk: at man på venstrefløjen simpelthen ønsker at fremstille synspunkter til venstre i det politiske spektrum som værende det ’normale’ – dét der er spiseligt for de fleste.

Uanset motiverne kan der være god grund til at smide udtrykket ’centrum-venstre’ på møddingen: Det fortæller os ikke noget, vi ikke kan kommunikere på anden vis.”

Tillid er godt, kontrol er bedre, men intet stikker fotodokumentation. Fra BT – iPad-mysteriet: Hvem er denne mand?

“- Kender du ham her? Så vil jeg meget gerne vide hvem han er – han har en iPad som ikke tilhører ham, skriver Kenneth Kjær på Facebook.

Han så sidst sin iPad på Burger King på Strøget i København, men glemte den desværre, da han gik. Da Kjær vendte tilbage for at lede, var den væk, men ikke uden spor. Billedet, som du kan se ovenfor, dukkede nemlig pludselig op i Kenneth Kjærs billedsamling på iCloud.“

Forleden kunne BT afsløre, at fem markante medlemmer af Socialistisk Folkeparti Ungdom (SFU) havde lagt detaljerede planer for hvordan de ville tage magten i Danske Gymnasielevers Sammenslutning (DGS). Det er selvfølgelig problematisk at et politisk parti forsøger at kuppe en interesseorganisation, men havde de have haft held til det, så ville det i demokratisk henseende, pudsigt nok, være et skridt i den rigtige retning.

Langt op i 70-80′erne var DGS domineret af politiske ekstremister på den yderste venstrefløj, herunder de fleste tilknyttet Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). Blandt DKU’erne kan nævnes DR’s tidligere nyhedsvært Reimer Bo Chistiansen (næstformand 1971-72) og TV-avisens nuværende chef Naja Nielsen (formand 1986-88).

Kommunisterne forsvandt dog ikke med Murens fald, og to revolutionære fra foreningen har i dag sæde i Folketinget – Johanne Schmidt-Nielsen (næstformand 2002-03) og Rosa Lund (formand 2006-07). Nævnes må også Johannes efterfølger på næstformandsposten – Julie Malling Laursen, der også varetog hvervet som ‘levevilkårssekretær’. Den dag i dag er hun aktiv i Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD).

Socialistisk Folkeparti er måske nok et eks-kommunistisk parti, men alternativet er endnu ringere.

“Kommunisme er fremtiden! Altså, jeg tror på, at kommunisme er eneste vej ud af den krise vi er vidne til lige nu.” (Julie Malling Laursen, 2011)

“…når der tale om en kommunistisk utopi, er det i forståelsen af et samfund, hvor man ikke tjener penge på andre menneskers arbejdskraft, og hvor rigdommen fordeles ligeligt. Det er en smuk fremtidsvision, synes jeg.” Johanne Schmidt-Nielsen, 2011)

Det er tilsyneladende svært at finde rollemodeller, og nedenviste eksempel matcher til fulde Lars Løkke Rasmussens møde med Askerød-gangster, december 2010. Bemærk de fantastiske billeder der illustrerer BT’s artikel – Anders Foghs rollemodel blev ekstremist.

“Den unge indvandrer Yonas Kiros blev i 2006 fremhævet af Anders Fogh som en rollemodel for det danske samfund. I dag er han medlem af Hitzb ut-Tahrir.

Yonas Kiros med rødder i Eritrea skrev i 2006 en grundlovstale, da han meldte sig til en konkurrence udskrevet af det daværende integrationsministerium. Den unge, der dengang studerede jura, vandt klart. Hans tale var så god, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen tog ham med på sommerturné i Danmark, hvor han fremhævede ham som rollemodel for Danmark.

I dag ser det desværre noget anderledes ud. Yonas har vendt sin familie ryggen, er konverteret til islam og har meldt sig ind i fanatiske muslimske organisation Hitzb ut-Tahrir.“

(Berlingske Tidende, 10. oktober 2006: Yonas Kiros er en mønsterbryder); P1, 25. juli 2006)

“Yonas har skiftet sit glatbarberede look ud med et taleban-lignende fuldskæg… Yonas Kiros har droppet jurastudiet. Angiveligt fordi Hizb ut-Tahrir er imod overhovedet at interessere sig for landets demokratiske love.” (BT, 14. maj 2012, s. 6: Rollemodel blev ekstremist)

Klassisk eksempel på det man kalder agensforskydning. Fra Lokalavisen – iPad “stod af” med den forkerte: Ung mand bestjålet i Kystbanen.

“”En ung mand fra Ålsgårde sad onsdag morgen ved 08-tiden i Kystbane-toget med retning mod København, og ved siden af sig havde han lagt sin iPad 2 på en taske,” fortæller Henrik Hattel.

Den 18-årige kiggede ud af vinduet, og var tilsyneladende ikke opmærksom på sin iPad:

“Overfor den 18-årige sad en cirka 20-30 år gammel mand af anden etnisk herkomst, som ved 08-tiden stod af på Kokkedal station,” siger vice-politikommissæren. Umiddelbart efter opdagede den 18-årige mand, at hans iPad 2 var forsvundet…”

I sidste uge kunne medierne fortælle om 14-årige Emil, der flere gange var blevet overfaldet af ‘ældre elever’ på Herstedlund Skole i multikulturelle Albertslund. Medierne er påfaldende tavse om gerningsmændene, men kilder tæt på begivenhederne fortæller at skolen længe har været plaget af “en hård kerne af indvandrerdrenge”. Ofrene er danskere.

Fra Ekstra Bladet – 14-årige Emil må gå i skole med sine voldsmænd.

“På under et halvt år er 14-årige Emil Kerff Michelsen to gange blevet overfaldet, slået og forsøgt kvalt af elever, der går en klasse over ham. Men ledelsen på Herstedlund Skole i Albertslund, hvor Emil går i 8. klasse, har ingen planer om at fjerne de to voldsmænd. … Efter det første overfald, der skete i oktober sidst år, blev den ansvarlige dreng bortvist fra skolen i en uge og fik senere en betinget dom for overfaldet. Drengen overfaldt helt umotiveret Emil inde i et klasselokale og tog kvælertag på ham.

I februar i år var den gal igen, da en anden dreng fra skolens 9. klasse brækkede næsen på Emil og sparkede ham, mens han lå på gulvet.”

Fra TV2 Nyhederne – Nikolaj undervises hjemme efter overfald.

“… Emil ikke er den eneste, der har oplevet voldelige overfald på Herstedlund Skole i Albertslund. Rene Kjeldsens søn, Nikolaj, blev overfaldet på samme skole sidste år – også af en ældre elev. Konsekvensen blev, at Nikolaj i dag får hjemmeundervisning. Sådan har det været siden han i oktober blev sparket ned på skolen. …

“Han tager mig i min skoletaske, holder mig tilbage og sparker mig tre gange. Så drejer han rundt med mig og kaster mig ind i en væg,” fortæller Nikolaj Kjeldsen til TV 2 | NYHEDERNE. … Familien leder nu efter en ny skole til Nikolaj. Indtil da fortsætter undervisningen hjemme.”

(Skeand, han)