26. april 2017

Klima-alarmisme: Nattefrost i Danmark i slutningen af april, og DR-kampagne mod global opvarmning

Det virker som om, at klimareligionens disciple alle har fået ansættelse i statsmedierne, for næsten dagligt kan man i radioen høre agitation for adfærdsregulerende tiltag. I 70’erne var det den kommende Istid, man skulle frygte. Så blev det ‘menneskeskabt global opvarmning’, der gradvist blev forkortet ‘global opvarmning’. Nu hedder det så ‘klimaforandringer’, og så kan alle være med – det er altid koldere eller varmere end sidste år på samme tid. Den eneste konstant er behovet for statslig regulering og andre folks penge.

Med parolen ‘Klædt på til klimaforandringer’ fører DR an, men altså, global opvarmning lyder faktisk slet ikke så skidt, når man nu har nattefrost i slutningen af april. Det er svært at spå om vejret, men mon ikke et kommende licensfiansieret tema vil omhandle ‘Klimaflygtninge’. Så går det hele op i en højere enhed. Grædende brune øjne, sultne isbjørneunger og en tv-dokumentar med en bekymret skuespiller.

“Ændringer i det globale klima er en af vor tids største forandringer. 2016 var det varmeste år nogensinde målt på jorden. En rekord som nu er sat for tredje år i træk. I uge 17 sætter DR fokus på klimaforandringer ved at se på både udfordringer og løsninger. Læs mere på dr.dk/klima”

(DR.dk, 25. april 2017: Hvad skal vi sige til børnene: Noget er ravruskende galt)

Oploadet Kl. 15:43 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
Arkiveret under:

Danskfødt tyrker føler sig mere utryg (blandt danskere) i Kolding end (blandt Black Army) i Vollsmose

Problemet er ikke at tyrkiske Ebru Pinar føler sig mere tryg i Vollsmose end i Kolding, men at danskere generelt ikke føler sig hjemme i den del af det østlige Odense der kaldes Vollsmose. Det der giver tryghed for muslimske Ebru, er det der giver utryghed for ikke-muslimer. Vollsmose er ikke multikulturel. Vollsmose er tabt terræn. En historie fra Ekstra Bladet – Beboere i oprør: – Jeg føler mig mere utryg i Kolding end i Vollsmose.

“Der bliver sendt skulende blikke efter Ekstra Bladets udsendte, mens vi bevæger os igennem centret. Selvom flere tusinde mennesker bruger centret, er man ikke i tvivl, når der kommer udefrakommende på besøg.

En større grønt og delikatessebutik er ved at sætte de sidste frugter på plads, mens kunderne langsomt går til og fra den tyrkiske bager, der har haft åbent længe.

Bag disken står 27-årige Ebru Pinar.

Ebru har boet hele sit liv i Vollsmose, hvis man altså ser bort fra en kort afstikker til Kolding. Hun er fjerde generation af en tyrkisk familie, der for mange år tilbage flyttede til Danmark.

– Jeg følte mig mere utrygt i Kolding end i Bøgeparken, hvor jeg bor nu, griner hun.

(Danskfødte Ebru Pinar på Facebook, 2014)

Oploadet Kl. 15:00 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Arkiveret under:

Kolde facts: Dansk aftale med Somalia giver blot mulighed for at hjemsende tolv afviste asylansøgere

Dansk Flygtningehjælp og venstrefløjen problematiserer, at afviste asylansøgere fra Somaliere ikke kan leve frit i Danmark, men det er ikke den store historie. I 2014 søgte 683 somaliere asyl i Danmark, så selv hvis de alle afvises, så vil det med uændret tempo tage hele 57 år at få dem sendt hjem igen. 317 blev samme år familiesammenført.

Fra Politiken – 57 skal sendes hjem til Somalia – i hemmelig aftale kan kun 12 sendes hjem om året.

“For mens de danske udlændingemyndigheder i øjeblikket genbehandler 800 somalieres opholdsgrundlag og foreløbig har besluttet at udvise 57, vil Somalia maksimalt tage imod 12 personer fra Danmark om året.

Det fremgår af fortrolige oplysninger fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om Danmarks hjemsendelsesaftale med Somalia, som Politiken kender indholdet af. Oplysningerne løfter for første gang sløret for det konkrete indhold i Danmarks aftale med Somalia og blev i slutningen af marts leveret til Folketinget på et lukket møde.

Ifølge Dansk Flygtningehjælp er det helt ‘uholdbart’, at Danmark behandler flere hundrede sager, når regeringen på forhånd ved, at der kun kan hjemsendes 12 om året.

‘Det vil jo betyde, at rigtig mange mennesker vil sidde fast på et udrejsecenter i årevis’, siger asylchef Eva Singer.”


Om fætter-kusine-ægteskab: “Du kan ikke lære min dreng her så meget, men det er godt, at han lever”

Kommentar af Lise Egholm i Berlingske – Vi må forhindre de mange fætter-kusine-ægteskaber.

“Det, der undrer mig og har undret mig i årevis, er, hvorfor vi ikke taler om og arbejder med, ja, måske ligefrem forbyder de ganske mange fætter-kusine-ægteskaber?

I mit arbejde som skoleleder på Nørrebro er jeg adskillige gange stødt på hjerteskærende historier, og de er sande, om den ulykke, disse ægteskaber kan resultere i. Som regel er de også arrangeret, og det i sig selv er naturligvis problematisk. …

Jeg har mange eksempler. Her et par: En far fortalte mig med stor glæde, at hans datter nu skulle giftes med hans brors søn, som skulle familiesammenføres fra Konya. Pigen gik i 7. klasse. Jeg undlod ikke at fortælle, hvad det kunne betyde for de mulige kommende børnebørn, men det skete alligevel efter et par år. Om børnene fik handicap eller ej, ved jeg dog ikke.

Efter 2. klasse tog vi på skolen nogle prøver i læsning, og det var heldigvis sådan, at de allerfleste børn klarede testen fint. En lille tyrkisk dreng havde dog kun to rigtige ud af 40 ord. Den dygtige dansklærer var meget bekymret og bad mig deltage i mødet med moderen. Jeg så på elevkortet og undrede mig lidt over, at der i familien åbenbart kun var ét barn. Moderen sagde, at der havde været tre, men de to var døde som små, for ‘vi har dårligt blod’.

Hun forklarede, at hendes mand var hendes fætter, hans forældre var fætre og kusiner, og hendes egne forældre var beslægtet. Hun sagde også: ‘Du kan ikke lære min dreng her så meget, men det er godt, at han lever.’

Disse to eksempler er fra tyrkiske familier, men jeg har mødt samme problemer hos pakistanere og i de arabisk-talende familier.”

Oploadet Kl. 01:35 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


25. april 2017

Maskerede venstreradikale angreb frihedsaktivister, der ville deltage i Redox-foredrag i medborgerhus

Mandag aften havde Redox indkaldt til foredrag om ‘den yderste højrefløj’ i Medborgerhuset på Kapelvej 44. Et af flere tilholdssteder for den radikale venstrefløj på Nørrebro. Rasmus Paludan (Frihedens Stemme), Anders Bruun (Frie danskere) og tre venner tog i samlet flok afsted, men henblik på deltagelse i arrangementet.

(Redox inviterer til foredrag: ‘Hvad sker der på den yderste højrefløj?’ Foto: Facebook)

Det gik hårdt for sig, og de kom ikke engang ind. Anders Bruun blev slået med en kølle, og måtte overnatte på Bispebjerg Hospital. Mere følger de kommende dage.

“Jeg, Rasmus Paludan og 3 andre ville deltage i Redox’s arrangement her til aften omkring den yderste højrefløj. Der sker det at vi går ind i gården på Kapelvej 44 og op ad trappen. I gården står en del af de kendte aggressive No Pegida moddemonstranter. Vi går op ad trappen og banker på døren. Vi er dog blevet spottet så døren holdes lukket. Jeg banker på ruden for at komme ind, dog uden held. Indenfor kan jeg se at folkene begynder at maskere sig. Jeg siger derfor til de andre at vi skal afsted nu. Jeg går ned ad trappen ud mod udgangen gennem gården. Øjeblikket efter går dørene op og ud kommer flere maskerede folk alle klædt i sort. Den største skubber Paludan hårdt i brystet. Den samme person får så øje på mig og råber Emil. Herefter løber han imod mig. Jeg får benene på nakken, men i porten til gården er jeg indhentet og jeg bliver bagfra slået i hovedet. Jeg når lige at vende hovedet så jeg ser hjem der slår og jeg siger til ham at jeg har et billede af ham. Han slår mig hårdt i tindingen med hvad jeg først tror er en knytnæve. Han havde sorte handsker på. Jeg bliver slået i jorden men vælter ind i en af de biler der står ude på vejen. Herfra kommer jeg på benene igen og løber væk. De 4 andre så alle at det var en sort kølle jeg blev slået med og ikke en knytnæve. Jeg løb herefter væk fra stedet og tog en taxa over til min bil. Jeg sidder nu på skadestuen og venter på at kunne lave en skadesanmeldelse. Jeg har et billede af overfaldsmanden derhjemme men jeg ved ikke hvad han hedder. Jeg har det efter omstændighederne ok.

Både Susanne Dahl og Lisbeth Bryhl advarede folkene inde i huset ude fra gården. Huset hedder medborgerhuset på Kapelvej 44.” (Anders Bruun, sms, 24. april 2017)

(Anders Bruuns skadejournal, Bispebjerg Hospital, 24. april 2017)

Opdate. Anders Bruun fortæller, at manden med køllen er identisk med herren herunder. Det var ham der angreb Tommy Robinson (Min 1,10) under en For frihed-demonstration 26. januar sidste år, og i øvrigt var usædvanlig provokerende overfor de udstationerede betjente, der skulle sikre frihedsaktivisterne mod angribende.

(Anders Bruuns angriber, 26. januar 2016)

Oploadet Kl. 09:40 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen Erik Høgh-Sørensen i Weekendavisen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.



24. april 2017

Filippinsk præsident advarer islamiske terrorister: Jeg æder din lever med ’salt og vinegar’…

Fredag formiddag kom jeg tilfældigt ind i ‘Rene Linjer’ på Radio24syv, hvor en række kunstnere på forskellige måder forklarede, at religion og nationalisme hørte fortiden til, og at deres børn – hver især, af politiske årsager, var blevet vegetar. I kender typen. Folk der der tror modstanden mod islamisk indvandring (kaldet ‘højrepopulisme’) forsvinder, hvis blot Facebook ændrer lidt på algoritmerne.

“Slet, slet ikke i orden!”, skrev statsminister Lars Løkke Rasmussen på Facebook samme dag, som en kommentar til Erdogans disput med en dansk valgobservatør. Danmark er på mange måder et beskyttet værksted. Herunder et referat af en 38 minutter lang tale filipinernes præsident Rodrigo Duterte søndag holdt til et nationalt atletikstævne for studenter, der blandt andet inkluderede studerende fra den selvstændige muslimske region Mindanao.

Fra National Post – Philippine President Rodrigo Duterte says he can be 50 times more brutal than terrorists

“Philippine President Rodrigo Duterte warned Sunday that he could be ’50 times’ more brutal than Muslim militants who stage beheadings and said he could even ‘eat’ the extremists if they’re captured alive by troops. …

‘If you want me to be an animal, I’m also used to that. We’re just the same,’ Duterte said. ‘I can dish out, go down what you can 50 times over.’

The foul-mouthed president said that if a terrorist was presented to him when he’s in a foul mood, ‘give me salt and vinegar and I’ll eat his liver.

The crowd broke into laughter, but Duterte cut in, ‘It’s true, if you make me angry.'”

(Præsident Duterte under Palarong Pambansa 2017, Antique, Philipinerne, 23. april 2017; Foto: YT)


Sygeplejersker: Patienter føler sig intimideret af ‘hospitalspersonale i hijabuniform’

“Vores faglighed er helt afgørende”, forklarede formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen til foreningens tidsskrift tilbage i 2013. Et par sider længere fremme kan man læse en længere researchet artikel af freelancejournalisten Andreas Rasmussen, identisk med lederen af erklærede venstremilitante Antifascistisk Aktion. Senere vikarierede han som pressemedarbejder for organisationen.

Læserbrev i Kristeligt Dagblad af sygeplejerskerne Signe Fagerberg Poulsen og Rachel Adelberg Johansen – Sygeplejersker: Patienter intimideres af religiøse tørklæder

“Debatten om religiøse symboler på hospitalsmedarbejdere i Region Syddanmark er igen aktuel, efter at medlemmer af regionsrådet for Liberal Alliance og Nye Borgerlige har rejst den yderst vedkommende sag.

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, er citeret i Kristeligt Dagblad 28. marts for at sige, at ‘medarbejderne arbejder typisk ud fra et etisk kodeks i deres fremtræden på hospitalsgangene’. Man kan så stille spørgsmålstegn ved, om den islamiske hijabuniform, som visse muslimske ansatte anvender sammen med den neutrale hospitalsuniform, lever op til et etisk kodeks om ikke at pådutte patienterne sine egne trosideologiske symboler.

Den islamiske hijab er ifølge den muslimsk-albanske forfatter Zana Ramadani en problematisk markør, eftersom netop denne markør bliver brugt som tvangstilsløring af kvinder, de steder hvor politisk islam vinder indpas.

Grete Christensen påstår, at hun ikke har hørt om problemer i forbindelse med sine medlemmers ideologiske, politiske eller religiøse tilhørsforhold. Det kan synes påfaldende, eftersom Kristeligt Dagblad netop rejste sagen om forbud mod hijab på hospitalspersonale tilbage i 2009. Det skete på baggrund af, at vi var en gruppe medarbejdere på Odense Universitetshospital, som havde oplevet flere patienter angive, at de følte det grænseoverskridende og intimiderende at skulle konfronteres med hospitalspersonale i hijabuniform.

Vi rejste debatten i tre åbne breve i det interne hospitalsblad til uniformsudvalget, hvor vi påpegede problemstillingen og bakkede patienterne op.

I modsætning til Dansk Sygeplejeråd, der enten ignorerer eller ikke vil se problemerne i øjnene, oplever vi som hospitalspersonale ‘på gulvet’ problemer med med netop trosideologiske symboler, navnlig hijabuniformen, som undergraver den neutrale uniform. De trosideologiske symboler bør lægges i omklædningsrummet eller bæres under hospitalsuniformen i arbejdstiden. Det må være funktionen, som er i forgrunden, og private præferencer i baggrunden i arbejdstiden.

Derfor fortjener regionsrådsmedlemmerne i Region Syddanmark fuld opbakning i sagen om forbud mod religiøse symboler på hospitalsuniformen.”


Vive la France: Marine Le Pen videre til anden valgrunde…

Søndagens franske præsidentvalg er vel overstået. Optællingen er i skrivende stund næste afsluttet, og det ser ud til at den tidligere socialdemokrat Emmanuel Macron vandt knebent foran Marine Le Pen med 23 mod 22 procent. Le Pen vandt suverænt i den østlige del af landet, hvor Macron sejrede i vest. Valget blev hermed historisk.

(Marine Le Pen fejrer historisk valg, 23. april 2017; Foto: FT)

De gamle partier med Fillon (Republikanerne) og Hamon (Socialistpartiet) nåede ikke anden valgrunde, og man kan roligt kalde det et jordskredsvalg. Kommunisten Mélenchon fik op imod 20 procent, og et par mindre venstreradikale partier samlede derudover godt to procent.

Jeg fulgte ikke tv-dækningen af valget, og godt det samme. Medierne er ganske enkelt inhabile i forhold til emner der berører indvandringsmodstand, højre- og venstreorienterethed.

(TV2 Online kalder sortklædte venstreekstremister for ’studerende’, 23. april 2017)

Oploadet Kl. 01:17 af Kim Møller — Direkte link41 kommentarer
Arkiveret under:


23. april 2017

Køln: Flere tusinde venstreradikale ville forhindre AfD-møde, Ritzau udelader ideologisk etikette…

Flere blev anholdt i går, da omkring 10.000 venstreradikale forsøgte at ødelægge AfD’s kongres i Køln. Politiet var forberedt og modstod angrebet, omend en betjent blev såret under sikringen af mødet der havde deltagelse af hele 600 delegerede. Anti-demokrater angriber et lovligt parti. Punktum.

Twitter kan man læse, at borgerligt udseende journalister blev forvekslet med AfD-tilhængere, og antastet på åben gade. Jeg blev kaldt højreradikal, og var ‘tæt på at blive overfaldet’, skriver en dansk korrespondent på Facebook, og fortæller at han sidder ved siden af en journalist Der Spiegel, der blev ‘omringet af Antifa og kaldt nazist’.

Den slags detaljer afspejler sig ikke ligefrem i Ritzaus dækning, der nidkært undgår at sætte ideologisk etikette på moddemonstranterne. Her, paradoksalt nok, sakset fra borgerlige Berlingske – Betjent er såret ved tyske protester mod højrefløjsparti.

“Politi og demonstranter er stødt sammen i den tyske by Köln, hvor det omstridte parti Alternative für Deutschland (AfD) holder kongres. …

4000 betjente er blevet indsat for at forhindre voldsomme sammenstød mellem demonstranterne og tilhængere af højrefløjspartiet. … En betjent blev ramt af en træbjælke i ansigtet, da et medlem af AfD blev eskorteret gennem gaderne frem til hotellet, hvor kongressen finder sted.

– En AfD-delegeret er netop blevet angrebet på gaden. Maskerede mænd slog ud med en træbjælke, siger polititalsmand Wolfgang Baldes til Bild. … Ifølge dpa er en mandlig demonstrant blevet anholdt for episoden.

(Venstreradikale forsøger at forhindre AfD-kongres i Køln, 22. april 2017; Mere: RP Online, JF)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper