Det er tyve år siden Nørrebro blev forvandlet til en krigszone, da 2-300 venstreekstremister barrikerede flere gader og gik til angreb på politiet med brosten. Når man ser DR’s dækning af årsdagen, så er det historien om ‘vrede demonstranter’ og et politi der svigtede. “Nogle gange er oprørerne faktisk helt almindelige lovlydige borgere”, skriver Videnskab.dk i en tema-artikel, og den bliver svært at overgå.

Da Anders Breivik lave fagter i retten, blev det omtalt som en ‘højreekstrem hilsen‘, og hvis ikke gadekampe orkestreret af Antifascistisk Aktion er udtryk for venstreekstremisme, så eksisterer begrebet ikke i MSM’s terminologi. Interview med René Karpantschof i dagens Berlingske – Aldrig mere 18. maj.

“I ugerne op til 18. maj 1993 mødes den 29-årige Rene Karpantschof med sine gamle BZ-venner. Det er efterhånden nogle år siden, at de for alvor har været aktive i gadebilledet herhjemme, som under storhedstiden op gennem 80erne. Godt nok har de året forinden stået side om side med svenske antifascister i Lund i modprotest mod nynazisternes årlige hyldestmarch på dødsdagen for Karl XII af Sverige, der endte i sammenstød, men på hjemmefronten er den gamle garde af BZerne flyttet i kollektiver og har droslet ned på de ulovlige aktiviteter.

Den 18. maj er der nok en gang grund til at organisere kræfterne og samle den politiske modstandsfløj i fælles flok. Nok er de ikke længere BZere i ordets oprindelige forstand, men for dele af bevægelsen fortsætter den politiske kamp. …

Allerede inden valgstedernes åbning er formodningen, at folkeafstemningen vil falde ud til fordel for ja-sigerne. Derfor bliver der i ugerne op til indkaldt til »stormøde« blandt de gamle og fortsat politisk aktive BZere og den nye gruppe af autonome udspringere fra BZ-bevægelsen. … Det diskuteres, om demonstranterne i protest skal søge mod magthaverne på Christiansborg, men på selve aftenen kommer det aldrig på tale. I stedet bliver det besluttet, at man i tilfælde af et ja vil forlade tilhørsområdet omkring Blågårds Plads og barrikadere Nørrebrogade ned mod Dronning Louises Bro med skurvogne og erklære området for EF-fri zone. …

Om aftenen den 18. maj 1993 bliver planerne fra tegnebrættet effektueret, da det allerede tidligt står klart, at resultatet er en klar sejr til ja-siden. …

Rene Karpantschof er én af de få hundrede demonstranter, der har taget turen væk fra Blågårds Plads og søgt mod Dronning Louises Bro. På vejen er butiksruder og ruder til banker blevet smadret med kasteskyts. Højst to mindre politidelinger har på det tidspunkt indfundet sig på broen, og demonstranterne udbygger ufortrødent deres barrikader.

Omkring klokken 23.20 har politiet dog fået organiseret sig og samlet nok mandskab til at storme barrikaden. Med hjælp fra store mængder tåregas får politiet hurtigt og effektivt sat sig på strækningen fra Nørrebrogade ned til Fælledvej. Demonstranterne forsøger at svare igen med brosten, men tåregassen splitter dem i alle retninger. Rene Karpantschof selv fortrækker op i et BZer-kollektiv nær Fælledvej til sin højgravide kæreste. Herfra overværer han resten af aftenen, som den udvikler sig mere og mere voldeligt.”

“Vi følte ikke, at de fredelige demonstrationer gjorde en forskel, siger René Karpantschof, som aldrig har fortrudt, at han deltog i urolighederne og kastede med sten mod politiet 18. maj. … Mens han var i fuld gang med at kaste brosten mod de uniformerede betjente, tog en af hans venner fat i ham… jeg vil ikke fordømme det, vi gjorde, fordi jeg selv troede på, at det var det rigtige.” (den senere ekstremismeforsker i Ekstra Bladet)

(MX, 16. maj 2013, s. 3)

Jeg har tidligere blogget om ‘grooming-sager’ med høj Mo-faktor, eksempelvis Rochdale, Derbyshire og Rotherham. Daily Mail har endnu en sag, denne gang fra multikulturelle Oxford – Horrific ordeal of ‘Girl D’ who was raped injected with heroin, branded and sold for sex at £600 an hour.

“The ordeal for one of the victims began after she became desperate for love and attention because she was forced to care for her sick parents. So when Mohammed Karrar entered her life, bought her perfume and treated her like an adult, she believed in him. But the ‘nicey-nicey honeymoon period,’ as she described it, would last barely a year.

After grooming her, Karrar made sure she was ‘out of it’ on drink and drugs before raping her on his sofa.

From that moment she became his ‘property’ and a sex slave loaned out to abusers around the country for up to £600 an hour.

Over five years she was repeatedly attacked in what she described as ‘torture sex’. Injected with heroin, she was sold to groups of Asian men who violently gang-raped her in bedsits and guesthouses around Oxford and elsewhere.

The victim identified as Girl D for legal reasons, frequently broke down in tears giving evidence via videolink as she described her horrific ordeal. …

On one occasion, Karrar branded her flesh with hot metal.

He took a hairpin from her hair, scraped off the paint, bent it into the shape of the letter M, for Mohammed, then held it over a lighter flame.

‘After heating it for a while, he stuck it on my bum, so that I belonged to him,’ the girl said. ‘He was branding me so that if I ever had sex with someone else, people would know I was his.’ …

Over the following four years Karrar took the girl around the country and sold her for ‘£600 a time’.

She was made to wear short skirts and bikini tops before being repeatedly raped. Parties were held at which she was asked to meet the sexual requirements of up to 15 ‘important guests’.”

(Akhtar & Anjum Dogar, Kamar Jamil, Assad Hussain, Mohammed & Bassam Karrar, Zeeshan Ahmed)

Tirsdag blev politipatruljer ved to uafhængige episoder angrebet med flaskekast i Vollsmose, skriver Fyens Stiftstidende. Ingen blev anholdt. Her en historie fra BT - 18-årig ryger bag tremmer for politivold og trusler.

“Efter gentagne gange at have både slået, skubbet og truet uniformerede betjente i arbejde, har Retten i Odense bestemt, at en 18-årig mand fra Vollsmose skal varetægtsfængsles i fire uger. …

»Det er det markant store antal overtrædelser i løbet af en kort periode, der gør, at vi har besluttet at fremstille den unge mand i grundlovsforhør med krav om fængsling. Hans opførsel minder mest af alt om chikane og provokation,« lød det fra anklageren før grundlovsforhøret.”

Nemo har sendt en opfølgning på historien om de fem somaliske gaderøvere.

2. retsdag i sagen om gaderøveri i Middelfart den 23. februar 2013

2. retsdag begyndte med afhøringen af det sidste vidne, en af de politiassistenter, der var med til at anholde de fem tiltalte på banegården i Middelfart. Han redegør for, hvordan han er vidne til at to af de tiltalte skaffede sig af med to mobiltelefoner, der tilhørte de forurettede. Derefter går vi over til redegørelsen for de tiltaltes personlige forhold.

Tiltalt A er 18 år, og har ingen tidligere afgørelser. Under personundersøgelsen har han fortalt, at han er samboende med begge sine forældre, og har haft en tryg og god barndom i en søskendeflok på seks. Han har færdiggjort en uddannelse [ikke specificeret hvilken] på handelsskolen, han har gode venner, og han er glad for at bo hjemme, hvor han har sit eget værelse. Han har en stabil indtægt i form af løn for sit arbejde på en produktionsskole (1000 kr. hver anden uge), og han planlægger at søge ind på uddannelsen til social- og sundhedsassistent for på længere sigt at blive sygeplejerske. Han har været åben og høflig over for undersøgeren, og han skønnes egnet til betinget dom og samfundstjeneste.

Tiltalt B er 18 år gammel og født i Danmark. Hans straffeattest rummer en dom på seks måneders betinget fængsel for et røveri. I forbindelse med den afgørelse skulle han også yde 100 timers samfundstjeneste, og han er stadig i prøvetiden. Personundersøgelsen fortæller at han er nummer syv af elleve søskende. Hans forældre var samboende indtil de blev skilt, mens B gik i 4. klasse. Han startede sin skolegang i folkeskolen, hvorefter han efter sin mors ønske skiftede til en privatskole. Det gik lidt skævt med hans skolegang i 10. klasse, og han vendte tilbage til folkeskolen og tog 10. klasse forfra. Han går nu i gymnasiet og tager sin skolegang meget alvorligt. Han får lommepenge af sin mor og har ingen gæld. Bor hos sin mor i eget værelse, men vil gerne flytte over til sin gifte storesøster for at føle sig mere voksen. Har en kæreste der går på gymnasiet, træner thai-boksning og tager sin sport meget alvorligt, har en flok gode venner hvor næsten alle er i gang med udd. Indtager kun alkohol ved særlige lejligheder (ca. 1 gang per måned), er psykisk sund og rask, tager ikke stoffer. Vil med tiden gerne flytte til Kbh. Vil gerne lave samfundstjeneste, virker seriøs og alderssvarende under samtalen. Giver ikke samtykke til at der kan indhentes oplysninger om perioden hvor han gik i 10. klasse første gang. Skønnes egnet til samfundstjeneste.

Fortæller gennem sin advokat, at han synes det er uretfærdigt, at han er blevet sigtet for noget, han ikke har gjort. Det er socialforsorgens skyld, at han ikke har afviklet samfundstjenesten fra første dom. Jeg får senere kendskab til at to ældre søstre er hhv. sygeplejerske og farmaceut.

Tiltalt C er 19 år. Han har en betinget dom fra oktober 2005 for tyveri og forsøg på tyveri. Personundersøgelsen, som er et supplement til en tidligere foretaget undersøgelse, fortæller at han sammen med sin familie flygtede fra Somalia i 1995. De har boet i Danmark siden 2000. Han er nummer to af seks søskende, og han har et godt forhold til sine søskende. Moderen er meget skuffet over sagen, og han har haft en god og tryg barndom. Bor med sin mor og stedfar og søskende og halvsøskende i en 90 kvm lejlighed. Ingen afsluttende eksamen. Vil starte på teknisk skole eller VUC til august. Kom i dårligt selskab i 2010 og rejste ned til sin familie i Etiopien, hvor han var et år, hvorefter han kom hjem og fravalgte sine dårlige venner og fik nogle bedre. Får bistandshjælp, og har gæld til et teleselskab. Ingen stofmisbrug, drikker alkohol ligesom jævnaldrende, ryger hash en sjælden gang. Vil gerne i skole eller arbejde. God til at arbejde med hænderne. Godt informeret om betingelserne ved betinget dom og vil gerne i et positivt samarbejde med kriminalforsorgen. Egnet til helt eller delvist betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Han oplyser desuden i retten, på sin advokats foranledning, at han gerne vil være murer eller brandmand.

Tiltalt D er 17 år. Han fik i 2011 en bøde for tyveri, og senere en række dagbøder for brugstyveri. Hans hjemkommune har sendt en omfattende udtalelse (og i øvrigt en sagsbehandler, som sidder i retten hele dagen): Hans mor har seks hjemmeboende børn plus en udeboende. Faderen er død. Moderen er gift igen. Moderen går på sprogskole to gange fire timer om ugen. D er tæt knyttet til moderen, som er bekymret for hans fremtid, fordi han nu igen er fængslet i surrogat. Han er færdig med 9. klasse, men har haft stort fravær. Går på produktionsskole med meget sporadisk fremmøde. Bestod ikke optagelsesprøve til HF. Ikke alderssvarende fagligt. Ukoncentreret og uengageret. Laver ikke lektier, pjækker. Har tidligere været varetægtsfængslet i 6 måneder efterfulgt af frifindelse. Under den tidligere fængsling i surrogat blev han bedømt som jeg-svag, og som en meget sårbar unge mand, der har svært ved at tage ansvar for sig selv. Fungerer langt bedre under klare og faste rammer med voksenstyring. Vurderes at have potentiale med den rigtige støtte. Der er forsøgt at iværksætte omfattende socialpædagogisk støtte i henhold til serviceloven, men D vil ikke samarbejde. Mangeårig bekymring for udvikling og trivsel. Tidligere adskillige sigtelser uden afgørelser.

Også den institution, hvor han i denne omgang har været fængslet i surrogat, har lavet en vurdering: D er velformulerende både mundtligt og skriftligt og læser adskillige bøger i sin fritid under fængslingen. Føler sig ofte og nemt forurettet, når personalet ikke efterkommer hans ønsker. Udtrykker dog kun sin vrede verbalt, og er aldrig truende, hverken mundtligt eller fysisk. Indgår i sociale relationer og indgår gerne i længere tid. Han har ikke helt styr på de fire regnearter, men har trods det et vist begreb om brøker og procentregning. Han har sans for tal og matematik og når ofte det rigtige resultat på sin helt egne, selvopfundne måde. Institutionen vurderer, at det er realistisk, at han tager en HF-eksamen.

D forklarer til dommeren, at han ikke samarbejder med kommunen, fordi han er uenig med dem.

Tiltalt E er 20 år. Han har ingen tidligere afgørelser. Han er ud af en søskendeflok på fire, og forældrene blev skilt, da han var 12 år gammel. Han har i dag ingen kontakt til faderen. Har afsluttet 10. klasse. Startede på grundforløbet til social- og sundhedsudd., men det interesserede ham ikke, og han skiftede til produktionsskole, hvor det går godt, og hvor han er velkommen tilbage. Fysisk og psykisk sund, intet misbrug, egnet til samfundstjeneste. Han oplyser, at han gerne vil starte på HF til august.

Efter redegørelserne for de personlige forhold kommer anklagerens bevisbedømmelse: Hun gennemgår beundringsværdigt klart og pædagogisk de beviser, der er fremkommet, vægter de forskellige vidneudsagn mod hinanden og ender med at konkludere at de alle fem medvirkede til røveriet og derfor skal dømmes for det.

For tasketyveriets vedkommende nøjes hun med at pege på tiltalt C, som ved anholdelsen var i besiddelse af præcis det kronebeløb, forurettede sagde, at hun havde haft i tasken.

Dernæst anklagerens strafpåstand: Hun understreger, at sagen handler om TO røverier, om fornyet forsæt, hvilket er skærpende. Det er også skærpende at være flere om at begå en forbrydelse i forening, og hun redegør for præcedens ved at henvise til forskellige domme, der tidligere er faldet i lignende sager.

Hun lægger desuden vægt på, at forbrydelsen ikke har præg af tilfældighed – de fem havde kommunikeret indbyrdes sammen på deres fælles modersmål forud for forbrydelsen, mens de stod sammen med de to røveriofre.

Hun konkluderer at der skal takseres til 8-12 måneders ubetinget fængsel på grund af de skærpende omstændigheder. Tiltalt D, som kun er 17, skal naturligvis have lidt mindre, mens tiltalt B skal have en fællesstraf der tager det tidligere røveri i betragtning plus gentagelsestillæg, hvorfor han bør have mindst 18 måneders fængsel.

Nu taler forsvarerne deres respektive klienters sag. Det kan jeg ikke redegøre for fyldestgørende, men de fastholder naturligvis deres påstand om frifindelse og hævder, at anklageren ikke har løftet bevisbyrden. Samtlige påpeger de indbyrdes meget modstridende vidneudsagn og usikre identifikationer. Et par stykker peger på manglen på tekniske beviser og rejser tvivl om, hvorvidt der overhovedet var en kniv involveret. For dem, der er fundet i besiddelse af penge (lige netop de beløb og seddelstørrelser der blev taget fra forurettede) gøres opmærksom på, at pengene jo ikke kan identificeres.

Gennemgående fastslår de hver især, at der nok, formentlig, fandt et røveri sted, men at lige netop deres klient ikke medvirkede og ikke var klar over hvad de andre foretog sig. Kaya synes at antyde, at de overhovedet kun begik røveriet, fordi de ikke måtte komme ind på diskoteket.

Efter tre kvarters kombineret votering og frokost vender retsformanden og de to lægdommere tilbage med følgende afgørelse:
Tiltalt A: 6 måneders fængsel
Tiltalt B: 12 måneders fængsel (fællesstraf)
Tiltalt C: 6 måneders fængsel
Tiltalt D: 6 måneders fængsel, hvoraf tre bliver gjort betinget grundet hans alder og på betingelse af, at han samarbejder med kommunens socialforvaltning. Dommeren gør det helt klart for ham, at de tre måneder vil blive udløst, hvis han ikke samarbejder med først kommunen (til han fylder 18) og derefter kriminalforsorgen i samlet et år fra dags dato.
Tiltalt E: 6 måneders fængsel

De nu dømte skal desuden betale sagens omkostninger og erstatte de penge, der er stjålet fra Rasmus og Asmus.

Samtlige frifindes for tasketyveriet, fordi det ikke er muligt at fastslå, hvem der udførte det.

Retsformanden er fuldstændig klar i spyttet og udtaler: ”Der var fem somaliere, og det var jer, og I har gjort det i fællesskab.”

Tiltalt A modtager dommen, mens tiltalt B vil anke til en højere instans. De øvrige tre udbeder sig betænkningstid.

Anklageren forsøger nu at sikre, at de dømte forbliver varetægtsfængslet og afsoner deres domme straks, men retsformanden løslader dem alle på nær tiltalt B, hvor anklagerens påstand om en gentagelsesrisiko måske har noget på sig. Også denne afgørelse vil for B’s vedkommende blive anket til landsretten.

I søndagens Jyllands-Posten satte Mikael Jalving ord på udviklingen i Sverige: “Mens kristendommen er udskilt fra staten, integreres islam løbende i statens love, regler og bekendtgørelser. Den svenske stat er sekulær på overfladen, men hellig indeni, og de politiske fløje har simpelthen byttet plads. Mens højrefløjen har tabt troen, har venstrefløjen fået en ny.”

Fra Kristeligt Dagblad – Kirke inviterer imam til at tale ved pinsegudstjeneste.

“Selvom pinsen er en fejring af kirkens fødselsdag, kan man sagtens bede en muslim om at tale til menigheden under den kristne højtid. Det er holdningen i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København, hvor sognepræst Louise Britze Kijne med provstens og menighedsrådets velsignelse har inviteret imam Abdul Wahid Pedersen til at tale under temaet fred. Det sker i forbindelse med en formiddagsgudstjeneste anden pinsedag, som foregår i kirkens have.

Planen var først, at imamen skulle tale under selve gudstjenesten. Men ved nærmere eftertanke har præst og imam besluttet at lægge talen umiddelbart efter gudstjenesten, fortæller sognepræst Louise Britze Kijne.

”Det er ikke vores mening at være kontroversielle…,” siger Louise Britze Kijne.

Muslimer tror ikke på Helligånden, som ifølge Bibelen er Guds ånd, der efter Jesu himmelfart møder disciplene og giver dem kraft til at grundlægge den kristne kirke. Men det er ikke noget problem, mener Louise Britze Kijne.

”Bibelens pinseberetning viser, at vi er åndsvæsener, og at vi derfor kan forstå hinanden og dele troen på at være skabt i Guds billede – på tværs af sprog og kultur, der ellers kan skille os ad. Det er vigtigt, at vi får vist, at vi som kristne og muslimer kan stå skulder ved skulder og tale over et fredstema. … og tilføjer, at valget faldt på Abdul Wahid Pedersen, fordi han er en god repræsentant for muslimer i lokalmiljøet.

[...]

Hverken biskop i Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen eller provst i Nørrebro Provsti Gert Blak Mogensen kan dog se et problem. Biskoppen kalder gudstjenesten for et ”rigtig fint og imødekommende initiativ”, mens provsten siger:

“Det er fint, at der eksperimenteres med sådan en gudstjeneste på højmessens plads. Imamen skal tale om fred…”

Blandt de mere artikulerede i det venstreradikale queermiljø, er Mads Ananda Lodahl, der har dedikeret sit liv til at bekæmpe Kristendommen, danskheden og alt relateret, herunder den såkaldte ‘hetereosexisme’. Fra Mads Anando Lodahls blog på Denfri.dk - Homofobisk overfald forhindret i Ørstedsparken.

“I sidste uge stødte min ven, Mikkel Storgaard Knudsen, ind i en flok vrede, unge mænd, der gerne ville tæve nogle bøsser. Mikkel sendte mig billedet ovenfor og sin historie. Læs den her…

‘Jeg gik igennem Ørstedsparken, på vej hjem fra en bytur natten til torsdag. Inde midt i parken, faldt jeg i snak med to mænd, da en trejde person pludselig løb op til os og opfordrede os til at stikke af. Der var nemlig en gruppe af fem vrede fyre, som gik rundt i parken, og var ‘helt elektriske,’ og ‘ude på hate crime.’

De to mænd og jeg diskuterede, om det var fejt at stikke af, eller om man skulle lade som ingenting. I stedet bestemte jeg mig for at ringe politiet op på 114. Mens jeg talte med politiet, begyndte gruppen at råbe efter mig. Jeg skulle ‘komme her’ og ‘blive stående,’ mente de. I stedet for gik jeg mod udgangen, mens gruppen af mænd satte farten op efter mig. De gav ret kraftigt udtryk for, at jeg var et klamt svin, og at jeg skulle komme hen til dem.

Til sidst løb de faktisk efter mig, med kraftige tilråb – de var 10 meter bag mig, da jeg var nået i sikkerhed ved parkens udgang ved Shacksgade.

Mændene stod i porten og råbte efter mig, mens sirenerne fra politibilerne kom nærmere og nærmere. … Det hele ender med, at de fem mænd bliver sigtet efter §121 i Straffeloven – de kan ikke få en hårdere straf end dette, da gruppen ikke decideret råbte voldstrusler efter mig. Det er til trods for, at jeg er hundrede procent sikker på, at det var endt ret galt, i tilfældet at de havde ‘fanget mig.’

[...]

Det her har intet med hudfarve, religion eller etnicitet at gøre. Hadefulde mennesker findes i alle farver og i alle sprog – inklusive hvidt og dansk – og jeg anmoder om, at den her sag ikke bliver blot én af mange, der bliver kapret af højrefløjen til endnu engang at gå til angreb på danske muslimer. Fordi had ikke kan bekæmpes med had.‘”

Tilsendt fra Nemo, der har været endnu en tur i retten. Interessant er det blandt andet, at Kammeradvokaten har kritiseret Fyns Politi for at ignorere trusler mod Michael Ellegaard, med baggrund i ‘forventet trusselsniveau’ for en mand med hans politiske holdninger. Jeg bloggede anklagerens famøse kommentar sidste år, og kan konstatere at ingen medier har fundet det nødvendigt at gengive Kammeradvokatens kritik.

Michael Ellegaard idømt seks måneders fængsel

Historien om Michael Ellegård som den blev oprullet i byretten i Odense i dag, er ganske enkelt tragisk.

Den aften, det drejer sig om, den 21. februar 2012, har han drukket tæt fra sidst på eftermiddagen sammen med en bekendt. De har til sammen sat halvanden eller to flasker vodka til livs, og muligvis også nogle øl.

Ifølge ME’s forklaring bliver kammeraten træls og aggressiv, og de kommer i en smule håndgemæng, men det lykkes ME uden noget nævneværdigt besvær at sende kammeraten ud ad døren. ME vil så gå i seng, og tager derfor sin medicin, som består af et stærkt sovemiddel, og en Alopam, som er et meget kraftigt beroligende middel.

Han ved udmærket godt at virkningen forstærkes af den alkohol, han har indtaget, men det er jo lige meget – han er på vej i seng. Nu hører han så, igen efter eget udsagn, nogen der tager i håndtaget i bagdøren. Han råber ’hvem er det?’, og ingen svarer. Han henter så et luftvåben til 6,35 mm hagl og skyder mod den eller de personer, der står ved bagdøren. Han er angiveligt meget, meget bange, og han gør det kun for at skræmme dem. Han skyder ifølge eget udsagn med vilje lavt, og våbnet er angiveligt det mindst kraftige han har.

I dag ved vi alle sammen, at det var politiet han skød imod, men beretningen om, hvorfor politiet kom til stede, er lidt af en historie i sig selv. Den kammerat, han havde lempet ud, havde nemlig ifølge dennes forklaring hallucineret. Han har ingen erindring om at have været i håndgemæng med ME – tværtimod. Han var sikker på at adskillige fremmede mænd, fjender af ME, var kommet ind i huset og havde overfaldet dem begge to. Kammeraten P havde taget benene på nakken og var flygtet over til nabohuset, hvorfra han havde slået alarm. Det er en vogn med to hundeførere, der får besked om at køre til et spektakel på den pågældende adresse. De ved ingenting om det anstrengte forhold mellem politiet og Michael Ellegård, som bor på den pågældende adresse.

Betjentene, der møder P uden for nabohuset, bliver af P kraftigt advaret imod 3-4 farlige mennesker og henvist til at gå om til bagdøren.

Michael Ellegård har altså ingen grund overhovedet til at vente politiet i denne sene nattetime, og da slet ikke ved bagdøren.
Da han har afgivet det ulyksalige skud, ringer han til sin kæreste, som han beder om at køre forbi for at se, om der er nogen omkring huset. Da hun ankommer, er der sort af betjente – 6-7 patruljebiler er meget hurtigt kommet til stedet. Den besked får han telefonisk af hende, og bliver dermed – igen, ifølge eget udsagn – først nu klar over at det er politiet han har skudt imod.

Her mister han så evnen til at overskue situationen. Han går ovenpå og tager noget mere sovemedicin. Han er angiveligt bange for politiet, som i forbindelse med en tidligere anholdelse har brækket hans arm.

Der følger nu et forløb, hvor politiet ruller hele apparatet ud med forhandler og indtrængningshold. ME reagerer overhovedet ikke på forhandlerens opkald, og da politiet vælger at skyde pebergas ind i huset, har det ikke den ønskede virkning. Han kommer ikke ud. Til sidst bryder indtrængningsholdet gennem bagdøren og finder ham bevidstløs inde i stuen iført skudsikker vest, med luftgeværet hen over skødet og en gasmaske på gulvet ved siden af sig.

Så vidt, så godt – problemet er løst, ingen er kommet noget særligt til skade.

ME bliver puttet ind i en ambulance der har stået standby, og bliver kørt til traumecenteret, hvorfra han næste dag bliver overflyttet til psykiatrisk afdeling. Den meget sympatiske unge hundefører, der blev ramt af haglet fra luftgeværet, bliver også undersøgt på OUH. Han havde et ganske lille, rødt mærke på albuen, og projektilet var end ikke trængt gennem stoffet i hans jakke.

—

Men hvorfor var ME så bange at han skød ud gennem et vindue mod folk, der tog i hans dør? Og hvorfor ringede han ikke til politiet?
Tja. Han har en lang forhistorie, både med vold og våbenlovsovertrædelser, og med et særdeles anspændt forhold til politiet. Da terrorsagen rullede i Vollsmose, viste det sig, at han var blevet omtalt ved navn mellem to af de involverede som én, de kunne tænke sig at slå ihjel. Han følte sig i den sammenhæng svigtet af PET, som ikke underrettede ham om denne trussel. Han havde senere oplevet et overfald, som politiet henlagde, og senest, så sent som i januar samme år, havde han meldt en række trusler, modtaget per sms, til PET.

Anklageren læste den mail, han havde skrevet til PET, op i retten. Mailen viser tydeligt en afsender, som var ude af balance, og som benyttede lejligheden til at beklikke PET’s hæderlighed og kompetence, godt krydret med sprogets mindre pæne gloser. I mailen gør han det også klart, at han har ladte våben over alt i huset, og har vilje til at bruge dem, så hvis politiet vil ham noget, må de hellere komme ved dagslys.

PET havde sendt sagen videre til Fyns Politi, og de havde så, kun ti dage før denne hændelse, skrevet til ham, at de henlagde sagen med den begrundelse at han måtte finde sig i den slags, når han havde de politiske holdninger, han nu engang har. Det klagede han til kammeradvokaten over, og fik medhold, men det medhold kom først i maj samme år. Han havde altså god grund til at tænke, at politiet ville blæse på truslerne imod ham – og det er hvis vi forudsætter, at han vitterlig frygtede for sit liv.

Det er utroligt svært at vide, hvad der er op og ned i den her sag. De to første betjente på stedet siger, at de naturligvis gav sig tydeligt til kende og ikke hørte nogen indenfor råbe om, hvem de var. Læser man ME’s egen hjemmeside er alle de domme for vold, trusler, frihedsberøvelse o.a. han har modtaget, en perlerække af justitsmord, og det undergraver jo unægtelig hans sag.

Dommerkollegiet valgte at lægge til grund for dommen, at de ikke troede på, at Ellegård ikke vidste, at det var politiet, der stod uden for døren. Personligt hælder jeg til, at han ikke vidste det. Er hans historie løgn, digtene han den i hvert fald hurtigt, for han fortalte den allerede da han vågnede næste morgen til en ung betjent, der bevogtede ham på traumecenteret på OUH. Jeg kan faktisk godt forestille mig, at en mand, der er påvirket af den mængde alkohol og medicin, han havde indtaget, ikke opfattede et enkelt råb om at det var politiet.

Det forekommer mig også uforståeligt, at vagthavende på politigården i Odense sender to betjente ud til adressen uden at informere dem om både hans generalieblad og det særdeles anstrengte forhold mellem Fyns Politi og Ellegård.

Michael Ellegård har gennem sin advokat, Claus Ewald, meddelt, at sagen vil blive appelleret.

1. maj-uroligheder gav fokus på Enhedslistens bagland, men for hovedstadens venstreradikale, var det ren rutine. ‘Aktionsuge 19‘ gav mere gadeuorden, hærværk og en enkelt BZ-aktion. Herunder en helt absurd artikel fra venstreradikale Modkraft.dk – EL afviser klapjagt på 1.maj-ballademagere (linker ikke).

“Episoden fik dagen efter SF og Socialdemokraterne til at henvende sig til Enhedslisten for at få partiets opbakning til en fælles fordømmelse af det, der kaldes ‘antidemokratiske kræfter’ og ‘fascisme’ på den yderste venstrefløj.

Da Enhedslisten først skulle behandle henvendelsen på et bestyrelsesmøde udsendte de to partier deres egen udtalelse.

Mandag den 12. maj holdt Enhedslisten i København så bestyrelsesmøde – og partiet har besluttet ikke at støtte fællesudtalelsen, men i stedet formulere en selvstændig afstandstagen fra politisk vold generelt. …

Samtidig ønsker Enhedslistens ikke at støtte SF og Socialdemokraternes forslag om at lave en fælles strategi partierne imellem for at bekæmpe de ‘antidemokratiske’ og voldelige ‘revolutionære kræfter’, man mener florerer på den yderste venstrefløj. …

Formand for SF København Rasmus Rose ærgrer sig over, at Enhedslisten ikke vil være med til at sætte ind overfor ‘ekstremisme’ på venstrefløjen.

– Enhedslisten mangler stadig at svare på, hvad man vil stille op overfor de antidemokratiske tendenser på venstrefløjen, og jeg undrer mig over, at man åbenbart ikke vil bekæmpe de venstreradikale sammen med os andre, siger Rasmus Rose til Modkraft.”

Forleden dag hørte jeg Naser Khader forklare, at udviklingen i Syrien overraskede ham, fordi han under sine besøg i landet havde fået det indtryk, at parterne ønskede en ‘sydafrikansk løsning’, en ikke-voldelig overgang til demokrati. Analytikere så aldrig skriften på væggen, selvom den er mejslet i granit. Fra DR Nyheder – Puks dagbog fra Syrien: Imamens dilemmaer.

“Han vil gerne fremstå moderne og udadvendt og er det måske også. Så den unge sheikh Hassem finder en lap papir og en kuglepen frem. … en politisk løsning på konflikten virker langt væk. Det kræver, at begge parter stopper med at slå hinanden ihjel.

[...]

Ved indgangen til moskeen, hvor sheikh Hassem prædiker, hænger et skilt med bogstaver hugget i sten. Budskabet er blevet sat op efter, at oprørerne har taget kontrollen i området. Der står:

- Ordet “sekulær stat” relaterer ikke til islam. Så sørg for at koncentrere dig om de gemte aspekter i den henseende. Lad dig ikke føre væk fra sandheden, som Gud valgte for os, som er kalifatet.

- Et civilsamfund, der er baseret på en sekulær stat, der separerer religion fra det demokratiske systems regler og krav, er alle opfundet af mennesket, og det er vores største bekymring.

- Vesten beder os gøre vores land til en fri og moderat nation. Men husk at tilfredsstille din Gud og dermed få den sande sejr. …

Med andre ord går denne moske ind for det verdensomspændende islamiske herredømme. Gad vide, hvad byens kristne befolkning vil sige til det?”

(Militsleder Khalid al-Hamad spiser indvolde fra alewit-modstander; Liveleak)

“I swear to God, soldiers of Bashar, you dogs – we will eat your heart and livers! Takbir! God is Great! Oh my heroes of Baba Amr, you slaughter the Alawites and take their hearts out to eat them!” (Khalid al-Hamad, ‘Independent Omar al-Farouq Brigade’; The Atlantic Wire)