Wow, hvor skal man starte? David Gress rammer fuldstændigt hovedet på sømmet! Oikofobi (det ord må jeg huske) virker mest udpræget på venstrefløjen, hvor det jo er decideret udtalt, men det kan undre at så mange borgerlige passer på diagnosen.

Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at DF på sigt kan vise sig at have været Danmarks redning, medens hele Europa vil sidde i lort til halsen og skrige racister efter os.
Det er jo i virkeligheden ikke et fremtidsscenarium. Beskrivelsen viser også nutiden…

Kan nogen komme med et forslag til en anden vej??

Vi skal nok ikke regne med efterløn om 10 år.
Men nærmere regne med, at skulle betale minimum 50%, i Dhimmi skat.

Så sandt, som det står skrevet.

Hvordan er DF Danmarks redning? Flere velfærdsordninger og flere ældre checks? Nej DF sammen med resten af folketinget er en del af problemet.

Walter Laqueur og David Gress hovedpointe er at velfærdsstaten har skabt et kæmpe demografisk problem som har ført til indvandringsproblematikken. Så længe hovedparten af europæer og dansker hænger fast i velfærdsstatens hængedynd ser Europas fremtid sort ud.

Tja, løsningen er ligetil.

Lad være med at give så mange penge til folk der ikke arbejder. På den måde lærer de “skik følge er land fly”. Hvis vi ønsker at disse indvandrere skal være en del af samfundet skal de tvinges til det. Hvis de ikke får mulighed for at holde sig for sig selv, bliver de nødt til at være en del af det omgivende smafund.

Problem Solved.

Til 5 (www.borgerlige.dk).
En sådan sammenkædning er uklog og umoralsk. Det svarer til at afbrænde huset for at riste svinet. Du mener vi skal spare mere på de svageste i samfundet, fordi fremmede snylter på vores gæstfrihed. Dit argument frikender tilvandringen for enhver problematisk virkning på samfundet og reducerer det hele til for meget velfærd. Glem det, der er en grund til at landsbytosserne i Ny Arrogance fik færre mandater end DF. Hvis du er den samme, som skriver over på 180grader.dk under samme pseudonym giver din holdning dog mening.

Artiklen viser bare konsekvenserne af den stigende islamisering af Europa.
Langsomme nationale selvmord…

Selvfølig skal vi da have et system der tager sig af de svageste, og dem der af forskellige grunde ikke kan arbejde mere, så selvfølig er DF løsningen, for mig bekendt var det da ikke en så stor byrde før div kulturer fandt ud af at det var en god foretning at bruge sin opsparing på en billet til scandinavien til evig forsørgelse.

Det bla var en af de ting DF fik stoppet ved stramninger, det hjælper selvfølig ikke på dem der er her og nyder godt af vores velfærdssamfund.

Men Danmark er godt nok blevet et sølle sted hvis vi ikke kan hjælpe andre Danskere, men efterhånden er vi vel kommet dertil hvor hattedamerne fra venstre mod højre (og lige på dette punkt er højrefløjens hattedamer sgu de hykleriske) køber aflad ved at forære geder,høns og vandkander i julegaver til andre (wow en gave at få hva så kan alle se hvor god og from afsenderen virkelig er)som med bævende stemmer forlanger u-lands donationerne forhøjet,alt imens de ville skide højt og flot et af de 90.000 Danske børn som ligger under fatigdomsgrænsen (og nej de sulter måske ikke ligefrem, men derfor kan man sikkert godt sætte sig ind i at de børn har mange savn deres rigere kammerater er forskånet for).

Min mening (men jeg er selvfølig også mere eller mindre en socialistisk facistisk nationaltsindet DF vælger)er at man hjælper i sit eget land først, er der mere at give af går man videre til naboerne og først derefter kan man dele det sidste ud, og hvorfor er det sådan en synd ?

jeg mener, og nu tænker jeg ikke lige på Afrika, (jo måske de nordafrikanske muslimske lande)fx palæstinenserne, hvorfor er det lige at EU og USA samt Israel skal betale deres underhold når resten af muslimerne i de islamiske lande ellers altid ævler om deres palæstinensiske brødre der har det så hårdt, ja ord er meget billige, men stadig forbavser det mig at muslimer godt kan bruge dem til at holde kog i had-gryden men de ville aldrig bruge så meget som en eneste petro-dollar på deres fattigere islamiske brødre og søstre.

Det samme kunne man sige om mange af de islamiske afrikanske lande, altid er det vesten der betaler regningerne mens Saudi arabien nøjes med at sponsorer terrorudklæknings centralerne kaldet moskeer, så kan folk jo bede deres sult væk, nå ja og svovle lidt over de vantro ikke giver mere.

Vi så det under flodbølgen (Indonesien ) Kuwait og to lande til gav ikke engang en femtedel (tager forbehold for at jeg husker galt)af hvad lille Danmark gav, måske var det også det der gjorde at Danskerne ikke hev pungen op i samme stil da det galdt Pakistan, eller også var det at Pakistan valgte 100 nye kampfly højere end deres befolkning (men hvorfor skulle de også det vesten betaler som sædvanligt, og de ved jo at hattedamer fra hele det politiske spektrum i europa klukker og klynker for at den vestlige befolkning skal tage regningerne fra de lande der kun kan finde ud af at reproducere sig)

Måske skal det til at stoppe nu, jeg mener det er jo alligevel de samme mennesker om de er her eller i Pakistan, så til en start kan vi jo starte med at trække minimum 75mia fra før vi sender resten til nødhjælp, for det er sådan ca pt det beløb vore indvandrere koster os årligt.

Men når jeg tænker over det og ser kommentarene ja så er jeg ikke så sikker på at de borgerlige ikke også bærer et langt større ansvar for den katastrofe der er skabt, venstrefløjens og de radikales motiver kender vi jo uvidenhed blandet en stor portion naivitet garneret med en stor klat selvfedhed og bedrevidenhed, men hvad var de borgerliges motiv udover altså at få en ny underklasse til at trykke lønnen.

Tja noget kunne tyde på at det var den brækstang der skulle bruges til at nedbryde det Danske velfærdsamfund som vi kender det, eliten ligesom lort flyder jo altid ovenpå og har man midlerne ja så eksisterer problemerne bare ikke i samme størrelse som hos dem der ingen har, og volia et ultra liberalistisk samfund til glæde for de få.

Så findes den store underklasse der, og i et samfund uden sociale sikkerhedsnet er man sikker på at folk ville arbejde for brødkrummer, men for at disse mennesker stadig kan føle sig gode og hellige donerer man lige en ged til nevøen (Porchen har han sikkert alligevel)bare lige for at vise at man skam er et godt og anstændigt menneske der tænker på andre, og så længe man kan gøre det fra tryg afstand får man ikke snavsede hænder og baciller.

Det sidste blev frit lånt fra godaften Danmark hvor man havde adralin-gåsen betina Aller inde for at fortælle hvilket godt menneske hun var og alle de geder og æsler hun skulle forære familien.

Så kogt ned spørger jeg bare hvad fanden sker der for de mennesker der skider på deres eget folk og land men gladeligt betaler til folk på den anden side af kloden (det kan vel ikke være vores fejl at deres naboer og islamiske brødre og søstrer kun er gavmilde i ord, især når det kommer til at være krænket på deres vegne)
Kort sagt jeg fatter det bare ikke, at man prioriterer folk der for de flestes vedkommende afskyer vesten højere end sine egne landsmænd.

Min prioritering lyder som følger.

familie.
venner.
Omgangskreds.
Landsmænd.
Andre europæere.
og så først her resten af verden.

Men sådan er vi jo så forskellige.

Jeg spekulerede på om der kunne være et eller andet alment fænomen bag Vesteuropas konfliktskyhed og den islamiske verdens aggressivitet? Om det måske bunder i det samme?

Kunne det tænkes at vore grumme historiske erfaringer med krige, katastrofer, sygdom, elendighed og død har skabt en så dybtliggende rædsel i os alle at vi griber til diverse irrationelle afværgehandlinger for at beskytte os eller ihvertfald føle os en smule mere trygge. Frygten for at miste kontrollen er det centrale, hvadenten det er kontrollen over sig selv, sin familie, menigheden eller hele befolkningen.

Men de forskellige trusler synes at have udløst forskellige reaktioner:

I den islamiske verden har den enkelte haft truslerne tæt inde på livet, som forsvar har man så gennem århundreder udviklet et brutalt og rigidt lovsystem og bygget det ind i sin religion og derved følt at man opnåede en vis tryghed, og de der anfægtede denne tryghed gjorde man kort proces med. At det så er blevet et afskyvækkende system, som undertrykker en stor del af verden og nu også truer Europa med at brede sig hertil er noget vi ikke bør lukke øjnene for.

Hos os standsede en tilsvarende udvikling, til gengæld har de 2 brutale krige i første halvdel af forrige århundrede været ekstremt angstprovokerende på almindelige mennesker og i særdeleshed på vore politikere. Men reaktionen har været den modsatte af den islamiske verdens, man er blevet konfliktsky indtil det absurde, her er nogle konventioner nærmest blevet politikernes lovreligion som man ikke tør bryde med af frygt for at falde tilbage til fortidens barbari. Hertil hører også illusionen om en verdensorden som man klamrer sig til og som modparten udnytter på det groveste.

Problemet er bare at når den ene part udlever sin frygt i en voldsom aggression, mens den anden part viger lige så frygtsomt tilbage så lægges kimen til den næste store voldelige konflikt. Som om Chamberlain og hans fiasko er ved at blive gentaget overalt i Europa for tiden.

Min forestilling er at frygten for tilværelsen er vi fælles om, hos de muslimske indvandrere viser den sig ved at alt er styret af en stivnet lovreligion, hos de europæiske politikere viser det sig ved at de er lammet af frygt fra den nærmeste fortid og ingen af parterne er tilsyneladende i stand til at komme over deres frygt og begynde at tænke og handle rationelt.

Dette var ikke et forsøg på at imødegå David Gress’ udmærkede indlæg, blot en tanke, vistnok fra en julefrokost: når man går på druk, mister man kontrollen og så kan katastroferne ske.

Problemet er både velfærdssamfundet og oikofobien (og den heraf afledede islamofili). Der er ingen udsigt til nogen løsning, da der ikke er nogen politiske partier der troværdigt vil modarbejde både velfærdsstat og oikofobi.

Roden til velfærdssamfundet og oikofobien er – og her risikerer jeg en hylekoncert – er feminismen. Den moderlige velfærdsstat der hjælper alle der har det dårligt, og især hvis de har store våde hundeøjne. Oikofobien lidt af omveje, da det er i en kvindes interesse at øge udbuddet af mænd, uden at øge det konkurrerende udbud af kvinder. Til det virker muslimer ud fra en overfladisk betragtning ideelle, og efterrationaliseringen ligger så lige for.

Hvis Vesten skal have en fremtid, må vi reformere feminismen.

Hvorfor er det moralsk forkert at kvinder er hjemmegående en del af deres liv, eventuelt deltids, hvor de føder børn og opdrager dem? Det er i min optik bedre at de opdrager deres børn selv, end at vi overlader den opgave til staten. Lad børnehavepladser koste den reelle pris. Ingen medfinanciering over skatten. Så vil flere vælge selv at passe sine børn. Og ja, det kan så lige så vel være manden der bliver hjemmegående hvis det er det man finder ud af i familien, og hvis det ifølge arbejdsmarkedet er det økonomisk mest fordelagtige. Men hvis ikke vi vesterlændinge blot vil være en parantes i historien, så forstår vi at se problemerne i øjnene og agere rationelt ud fra det.

#8 Pakistan valgte 100 nye kampfly højere end deres befolkning

Ved jordskælvet i Pakistan blev der, så vidt jeg husker, via et stort arrangement i fjernsynet sendt 50 mio kr afsted. Kort tid senere udbød man fra pakistansk side 1 mio kr i præmie pr styk dansk tegner slået ihjel.

@PerH
Jeg sagde “ikke give SÅ MANGE penge til dem der ikke arbejder”

Lad være med at gøre det så lukrativt at undlade at arbejde.
Det kan gøres på mange måder.
1. Lad være med at give disse folk der kan, men ikke vil arbejde, rede penge. Giv dem madkuponer i stedet. Så kan de ikke sende pengene hjem til deres familier i langtboristan.
2. Stil krav. Hvis du ikke kan dansk om et år, eller ikke lever op til nogle mindstekrav, så vups er understøttelsen væk. Ingen kære moster.
3. Giv kun børnepenge til 3 børn, og kun til dem der rent faktisk har brug for dem.
4. Lad forskellen mellem at være på offentlig førsørgelse og arbejde, være på mindst 6000,-.

Kort sagt, lad være med at gøre det så forbasket nemt at være på offentlig forsørgelse.

Se udviklingen i Danmark:

Voldsmose
Gjellerup
Askerød (Hundige)
Tåstrupgård
Akacieparken (Valby)
Mjølnerparken (Nørrebro)
Tingbjerg
Nivå/Kokkedal

Seneste udvikling med bandeopgør med skyderi, endda med dræbte!

Jeg ser kun én udvej: islam ud af Danmark. For det er islamisk kultur der er byggematerialet for ghettodannelse, danskerhad og religiøs racisme.
For mange politikere har lefter for meget for længe for muslimerne, og nu tror de (muslimerne) at de bare kan kommandere, så får de i hoved og røv!

Islam er uforenelig med dansk lovgivning, men retssystemet nægter at tage et opgør med koranens ordlyd.
Vore børn kommer til at takke nutidens centrumvenstrefløj for at de kommer til at leve som slaver (dhimmier) i et nymuslimsk Danmark (Europa).

->8 whodares

”Min prioritering lyder som følger.

familie.

venner.

Omgangskreds.

Landsmænd.

Andre europæere.

og så først her resten af verden.

Men sådan er vi jo så forskellige.”

Kunne også lyde således:

Islamisternes prioritering lyder som følger.

Trosfællesskabet.

Familieforøgelsen.

og så først her,
de Uundværlige Vantro Dhimmier,
der er behov for at malke.
Til Familieforsørgelsen.

Men sådan er vi jo så forskellige.

Jeg vil,
fuldt og helt tilslutte mig,
Din/vores udgave.

med venlig hilsen

OFF TOPIC

Nu vi taler om katastrofer….

FN´s klimachef brød grædende sammen i nat,- meget tydeligt at han arbejder med hjertet og ikke hjernen, måske derfor han er savlende tilbeder i Church of Gore..

Betænkeligt at en der arbejder i sådan en stilling, lader sig bevæge den vej, dagens vind blæser..

Han burde få et job som Bondams sekretær, de kan sikkert få det sjovt sammen

Læste godt den udmærkede og skræmmende artikel i JyllandsPosten og kom til at tænke på om en Birthe Rønn Hornbæk mon fik den læst – man kan jo kun håbe og at tørklædet ikke sidder alt for meget i vejen.

God weekend.

Sikke noget snak – London har ikke været verdens største by de sidste 350 år. Allerede i midten af 1600-tallet blev den overhalet af Buenos Aires og senere af Sao Paolo.

Da de allerfleste af de herboende muhamedanere er økonomiske bekvemmelighedsflygtninge, skal de meget hurtigt ekspederes ud af Danmark. De kriminelle udlændinge skal dog først sendes ud af landet efter overstået straf.

-> whodares

Charity begins at home.

Naturligvis giver man ikke penge til mennesker eller kulturer, der bare venter på en mulighed for at dreje halsen om på en en mørk nat.

[...] Til slut er der David Gress’ klumme på jp.dk om Walter Laqueurs bog “The Last Days of Europe”. Ikke munter læsning. Hat tip til Urias. [...]

PeterK.

Tja tilsyneladende er det ikke så naturligt, det troede jeg ellers også

Sandheden er jo at vi er ved at løbe tør for tid….

Men hvad kan vi gøre?.

Vi er jo ikke særligt organiserede, vi begrænser os jo bare til at være enige med hinanden her inde på Uriasposten.

Jeg ville ønske der var et sted hvor man aktivt kunne gøre en forskel, fordi sådan som jeg ser det har vi max 10 år tilbage før “all is lost”.

Der er naturligvis mange indgangsvinkler til en analyse af det opslittede danske samfund, som på grund af índvandringen er ved at blive revet fra hinanden. Men i dybeste forstand kan vi efter min opfattelse finde en del af svarere i det humanistiske menneskesyn, som har udviklet sig til en rendyrket ideologi.

Lad mig med min artikel derfor give min forklaring på, hvorfor tingene går ad helvede til. Den er lidt lang, men de korte forklaringer er jo ikke altid nok.

Om kulturpolitikken og andet godt.

I sin bog “Kulturens byrde” Fra 1935 stiller Freud det spørgsmål, om mennesket er i stand til at elske næsten som sig selv. Spørgsmålet var bl.a. dikteret af erfaringerne fra første verdenskrig, hvor Freud i de meningsløsslagterier så den endelige afslutning på Oplysningstidens positive livssyn.

Freud stillede ikke spørgsmålet, fordi han mente, at dette bud ikke er prisværdig i en kultur, hvor det aggressive og voldelige menneske udviser uhørt brutalitet imod sin egen race, men fordi budet er i fundamental modstrid med menneskets oprindelige natur. For som han siger: “Når omstændighederne er gunstige for aggressionen og de modstående sjælelige kræfter, der ellers hæmmer den falder bort, ytrer den sig også spontant og afslører mennesket som et vilddyr, der står fremmed over for at vise skånsel mod sin egen art.”

Samtidig tilføjer han, at selv om det er på baggrund af disse driftsmæssige aggressioner kulturen opstiller den fordring, at mennesket skal elske næsten som sig selv, så “ kan vi alligevel ikke undertrykke en følelse af overraskelse og forundring: Hvorfor skal vi gøre det? Hvad kan det hjælpe ? Men frem for alt: Hvorledes skal vi bære os ad med det”? Et spørgsmål fra 1935 og aktuel som aldrig før i 2007.

For enhver forsker må opgaven være, når det drejer sig om mennesker at forsøge at komme bevidstheden om virkeligheden nærmere. Hvilket også vil sige at reducere sine evt. illusioner og komme ned under overfladen til problemets rod. Men både fra videnskabelig hold og fra politisk hold holder man fast i de gamle dyder. De fremmede er vores venner, alle kulturer er lige gode, og det universelle abstrakte menneskesyn – som omklamrer alle jordens 192 nationer – er uden nationale grænser. Alle andre tankegange er forkerte eller ligefrem ekstreme, som forhenværende svenske integrationsminister Mona Sahlin en gang udtrykte det.

Det såkaldte kulturmøde har derfor fremmet diskussionen om tværkulturelle forskelle i forskellige holdningstyper. Den såkaldte Universalisme eller Evolutionisme. Dvs. 1) tankegangen om at alle kulturer i virkelighedens ens eller 2) de menneskelige evner er i grunden ens, men har udviklet sig i forskellig grader i de forskellige kulturer. Når de fremmede er integreret i vor kultur er de ligesom os, for bagved farven banker det samme hjerte.

Denne holdnings forståelse i Danmark er bl.a. et resultat af den etablerede socialvidenskab. Dvs. de humanistiske videnskabsmænd, sociologer, etnografer, antropologer osv, der alle prøver at skabe et nyt forståelsesunivers, som de forskellige kulturelle verdener så kan blive fælles om.

Man kan godt sige, at de sociale videnskaber bygger på humanismen og dens menneskesyn. Det er deres etablerede værdigrundlag. Derfor eksisterer der udover en politisk kritik også en videnskabelig og filosofisk kritik af de holdninger som modstandere af fremmedpolitikken ligger for dagen.

Og det er naturligvis helt afgørende, for uden en sådan ekspertvurdering ville ingen politiker eller offentlighed ( pressen ) i længden kunne opretholde det menneskesyn, der ligger bagved accepten af tilstrømningen til Danmark.

“De gode” er derfor tilhængere af den såkaldte Etnocentrisme hvis basis er, at de fremmedfjendske måler og vurderer andre kulturer ud fra deres egen værdiskala. Fx ud fra tanker omkring det nationale og vor kulturs måde at fungere på i en folkelig sammenhæng.

Det er ifølge kulturforskerne nemlig en forkert holdning, fordi vi derved overdriver vore egne værdier og derved automatisk forstærker dem. Vi skulle hellere ændre vores holdning og ikke betragte de andre kulturer med fjendskab. Vi skulle tværtimod skabe en broforbindelse eller en tværkulturel øjenkontakt og indse, at enhver fremmede er vor ven, og at kulturelle forskelle blot er et spørgsmål om den rigtige integration.

Men lykkedes integrationen vil alt til gengæld ende godt, for med tiden vil danskerne glemme deres fremmedfrygt. Den viste sig blot at bestå af en lige blanding af uvidenhed og fordomme. Også de fremmede vil føle sig hjemme i vor kultur, når vi rækker vore hænder frem. Med andre ord ligger hele problemet ligger i menneskesynet og ikke hos Freuds “naive” biologiske teorier driftsteorier.

Det er dette humanistiske ideologiske menneskesyn, der styrer fremmedpolitikken. Derfor er kritik af ovenstående humane nonsens nærmest ikke eksisterende – set fra videnskabens udkikstårn. Det ville nemlig være fagligt selvmord offentligt at kritisere tidens menneskesyn og humanismen.

Også fra det store politiske flertal sker der en uhæmmet manipulation i de europæiske befolkninger. Europæerne skal forbedre deres menneskesyn, så det er i overensstemmelse med Europas indvandrerpolitik. Hvad der ellers foregår under overfladen i befolkningerne er af mindre interesse.

Med Freud i baghovedet kan man udtale, at denne politik er et forsøg på at gennemtvinge idealfordringen om at elske næsten som sig selv. Kulturens fornemme forsøg på at gøre verdens befolkniger til en stor familie. Skabelse af et nationalt Babelstårn. Driftsaggressionerne skal tæmmes og kærligheden dyrkes, så folkeslagene kan forenes i følelse og tankegang.

Problemet er derfor at undersøge, hvor dybt humanismens værdier ligger, hvilket også vil sige at undersøge dybden af den subjektopfattelse som humanismen har udviklet siden Oplysningstiden. For det er naturligvis helt sygt at tro, at “fremmedfrygten” i befolkningen blot er et spørgsmål om, at anskaffe sig et andet menneskesyn.

Ganske vist skifter folk holdninger, som de skifter sko, men uden at diskutere den eksistentielle årsag til folk tilegner sig en anden livsanskuelse er det klart, at den humanistiske livsanskuelse ( eller ideologi) blot vil være endnu en disciplin i den erkendelsesteoretiske diskussion om mennesket, som har foregået siden den Græske Oldtid. Og som blev forstærket i Oplysningstiden – en tid som vi stadig lever i.

Uanset hvor velkommen humanismen var i en tid i Europa, hvor barbariet herskede på alle planer, så er moralske og etiske spørgsmål stadigvæk et spørgsmål om, hvordan vi skal forholde os til primære forhold som følelser og fornuft. Forhold der både i den videnskabelige livsanskuelse og i Kristendommens religiøse tradition er blevet underkendt som ligeværdige parter, når samfunds ideerne skal diskuteres eller bare forståelsen af den menneskelige fornuft skal fortolkes.

For at forkorte diskussion, så er vejene filosofisk set skilt der, hvor humanismen fra sin oprindelige følelsesmæssige ståsted i 1800-tallet er gået til naturvidenskaben, mens folk som Nietszche, Søren Kierkegaard, Marx, Schopenhauer og Freud ( i psykoanalysen) har rehabiliteret følelserne ved at påstå, at der ikke eksisterer nogen ren eller sand omverdens-erkendelse forud for begæret, da dette bestemmer interessen i erkendelsen. Eller at erkendelsen er afhængig af subjektets intentioner.

En opfattelse som også Rosseaus lagde til grund for sine tanker om en ny form for demokratisk samfund: mennesket må først og fremmest forædle sine følelserne, da det er dem og ikke fornuften der behersker de menneskelige handlinger. En forudsigelse som er af enorm betydning og som tjener Rousseaus til den allerstørste ære.

Følelser kan nemlig aldrig holdes tilbage fra erkendelsen, for ellers forstår vi ikke sammenhænge og helheder. Naturvidenskabens udvikling og den rationaliserings proces, der overalt skaber grobund for nye værdier er netop kendetegnet ved, at det man undersøger fraskrives enhver mening i sig selv. Men på trods af denne rationelle fornuftsdyrkelse er det følelser, værdier og oplevelser, der tilsammen tegner en kulturs enhed.

Kulturen eller det mentale foregår oppe i hovedet på folk, men det er følelserne, der først og fremmest opdager krænkelserne. Derfor er det den daglige praksis, der forudsætter og konstituerer den moralske dialog. Hverdagens trængsler er moralens store moder.

Man kan sige, at moral er vores grundlæggende måde at være på. Men hvis magthaverne eller systemet kræver at moralen både skal være medfølende og fornuftig, så kræver det også at den danske befolkning har noget fælles at udtrykke sig igennem.

Der vil selvfølgelig altid være mennesker, der gør kærlighedens gerninger, fordi de ikke kan lade være. Og der er ingen grund til at lægge deres gerninger på briksen. Hvem vil anklage en moder Therasa. Næstekærlighedens lys brænder nu engang stærkt hos nogle mennesker, hvilket vi andre må bøje os for i respekt og ærbødighed.

Men kærlighedens gerninger gør ikke bestemte moralske dyder til folkeeje eller får magthavernes godhedsideologi til at fremstå som evige sandheder. Man kan blot sige, at engagere sig i livet er en grundstruktur i den menneskelige væremåde, og at engagementet igennem den fælles livsførelse konstituerer det sociale fundament, som vor – og enhver anden – kultur bygger på.

Det betyder, at vor måde at handle på også er styret af regler. Ikke kun tekniske regler men regler der er skabt igennem vore fælles menneskelige erfaringer. Regler der opstår ved det samspil, der foregår med andre mennesker igennem erfaring og samtale i hverdagen. Hvilket også vil sige igennem den tillid, medfølelse og kærlighed der altid er mennesket iboende som en mulighed og derfor ikke kræver noget svar på hvorfor verden eller medmennesket er til.

Når normer ikke kan tillægges almen gyldighed, er det fordi det kun er de billeder vi skaber af hinanden der kan få os til at “forstå” virkeligheden. I denne “forståelse” er det kun erfaringen, der genkender mennesket, hvilket også vil sige, at det er traditionens erfaringer og oplevelsens lange linje der har tvunget os til at stille krav og forventninger til vort syn på det omkringliggende samfund og vort syn på medmennesket.

Dvs. til moralen. Altså den viden og erfaring der giver moralsk kompetence, fordi mennesket ikke skaber sit eget liv i tanker og handlinger men opdager det gennem samvær med andre. Eksistensen tvinger påtvinger os at vælge en moral, der passer til vor kultur.
I dag er mennesket imidlertid undertrykt af dets egne ideer, dets videnskab og moral.

Mennesket har overgivet sig til magter, som det i stigende grad ikke kan kontrollere. Og hertil lægges nu et krav om at gøre op med den kultur og de traditioner, som mennesket er født ind i. Og her er det humanistiske ideologi, der er den store forbryder. Den humanisme som sætter mennesket i centrum og derfor også har tilegnet sig det universelle abstrakte menneskysyn, der er i fuld gang med at rive det danske samfund fra hinanden.

Det moderne menneske skal derfor forføres til godheden. Til inderligheden. Til budet om at mennesket skal vende den anden kind til for at opnå saligheden. Til løgnen om at udviklingen er uundgåelig, og at mennesket for næsten skyld må ofre sig for verden.

Bagved Europas syge fremmedpolitik ligger derfor humanismen som vor tids psykologiske og sociale sygdom. Den er blevet et redskab for en falsk ideologisk forskønnelse af virkeligheden, og har nået det punkt som alle store ideologier på et tidspunkt når: virkeligheden overhaler dem indenom.

I det 18 århundrede måtte ideologier som liberalisme/kapitalisme og socialisme modereres og forandres, fordi de kom i modsætning til menneskenes og samfundenes behov. Og i begyndelsen af forrige århundrede førte socialismen som politisk ideologi til samfundets forstening og menneskemishandling.

Afvisningen af humanismen og næstekærligheden som ideologi er naturligvis ikke afvisningen af barmhjertighed og fællesskab. Men sand næstekærlighed har den forudsætning i sig, at mennesket har opdaget den hemmelighed, at det gør barmhjertighedens gerninger, fordi det genkender sig selv i handlingen. En opdagelse der så at sige er moralens store moder.

Det er naturligvis rigtigt, som filosoffen David Hume engang skrev, at når vi glædes over andres lykke og græmmes over deres ulykke viser det, at disse følelsestilstande er mennesket iboende.

Ingen vil anfægte Hume, men problemet ligger i, at fænomener som medlidenhed, barmhjertighed og solidaritet ikke automatisk kan blive det basale indhold i et menneskesyn eller i en rigtig samfundsmoral, for en sådanne findes ikke. Tværtimod er det netop illusionen om at skabe den rette moral hos danskerne, der først og fremmest er skyld i at udlændinge politikken kører af sporet.

For selv om vi kan harmes over en uretfærdighed eller forfærdes over menneskelig lidelse, kan følelser nu engang ikke sættes ind i et skema over rigtige handlinger. Reaktioner af den slags er intuitive og øjeblikkelige og er udtryk for selve følelseslivet.

At vide af andre forudsætter at man har viden og erkendelse om sin egen situation og ikke som nu, hvor mennesket tvinges til at orientere sig ud fra falske livsvilkår og derfor skaber den følelse, at man ikke føler sig hjemme i sit eget samfund. En tilstand der skaber utryghed, identitetsproblemer og angst. Og værst af alt, en angst som har mistet sin genstand, fordi mennesket ikke kan finde sig selv og ikke ved, hvad er bange for. En angst som på et tidspunkt vil føre til følelsernes oprør.

Italieneren Pico Della Mirandas tanker om at opbygge en livsanskuelse, hvis grundholdning var kærligheden til den frie vilje, var humanismens første vaklende skridt. Et kæmpeskridt mod Europas filosofiske, videnskabelige og humane udvikling og som førte til Europas kulturelle og materielle stade.

Men humanismen har også ført til et multikulturelt samfund, til dyrkelse af menneskerettigheder, menneskesyn, lighedsbegreber og tolerance ud over alle grænser. Til en indtrængen af intolerante og middelalderlige kulturer. En udvikling som stort set er sket i lyset af godhedens og menneskekærligheden ideer.

Religionsfilosoffen Løgstrup skrev engang: “ På grund af vor overseelse af historiens betydning skal samfundet alene give tilværelsen mening, men den byrde kan samfundet ikke bære, fordi samfundsforandringer ikke i sig selv er forankret både i det metafysiske og i det historiske indhold af traditioner og overleveringer.

Derfor er det naturligvis en katastrofe, at udviklingen i stigende grad tømmer menneske og samfund for mening og efterlader mennesket tomt og identitetsløs uden noget værdi-fællesskab at knytte sig til.
Derer bla. derfor, den ideologiske humansime har fået så stor tilslutning.

Men endnu engang. I historien er menneskets liv bundet sammen af kollektive sammenhænge, af livsmønstre og traditioner. Her igennem får tilværelsen mening og betydning. Det betyder, at moralsk ansvar ikke kan begrundes ud fra en ydre pligtetik ( et menneskesyn ) med præcise regler for ,hvad der er ondt eller godt.

For værdier er bundet til bestemte historiske vilkår og situationer i dagliglivet. Hvilket også betyder at den menneskelige praksis konstituerer det sociale fundament. Moralske handlinger bliver derved til sociale kategorier eller sagt på en anden måde: Værdi og menneskesyn bliver skabt gennem det sociale livs konkrete handlinger, som vi kender og føler os trygge ved.

Derfor eksisterer det universelle menneskesyn kun i fantasien, ganske enkelt fordi der ikke findes noget ansvar for menneskeheden. Ansvar for menneskeheden er alene et politisk problem. Det er ikke et moralsk problem.

Racismen og indvandringen er kun detaljer i kulturudviklingen. Og når vi studerer denne udvikling, hvad enten det er i vor egen verden eller i den større, kan vi kun samstemmende udtale med Nietszche: Vilddyrene angriber hinanden, for deres niche fungerer ikke. Og jeg er bange for, at den aldrig kommer til at fungere, i fin overensstemmelse med “Har Europa en fremtid?

M.v.h.
Kurt Rosenstrøm
Jeg kan iøvrigt henvise til min hjemmeside, hvor det vrimler med samme slags ovenstående ukorrekte artikler.

Enig med den første Nielsen. Dokumentation er der nok af. Den såkaldt borgerlige regering har haft 6 år til at stække multikult-propagandaen fra DdR, TV2 m.fl., samt til at rense ud på diverse undervisningsuddannelser. De har intet gjort.

Hvad gør vi? Nyt parti med klarere barske forslag til reformation af folkeopdragelsen, samt skrappere rets- og fremmedpolitik? Eller hvad?

Tiden går, muslimerne formerer sig.

Der er ikke noget at gøre. Det er for sent. Det store europæiske opgør – borgerkrigen venter forude.