“fulde unge” står der i overskriften. På trods af, at der kort nede i teksten af en af parterne udtales, at man ikke kan sige noget om, hvem der begår ugerningerne. Journalisten har dog ment, at det var mest betryggende, hvis hun bildte læserne ind, at der var tale om unge danske fulderikker. Man er vel islamofil og/eller politisk korrekt i den danske journaliststand, når man har våde drømme om en stilling på Politiken.

I bussen søndag, da jeg skulle til hovedbanegården, oplevede jeg to perkere der stod og pralede, de havde først sprøjtet flødeskum i ansigtet på en hjemløs, da han vågnede og rejste sig op og spurte hvorfor, havde de gennembanket ham.

Havde jeg ikke haft min søn med, så var jeg gået amok.

Jeg fatter ikke at der er Danskere der stadigvæk tager disse svin i forsvar.

»Det er en udvikling, der for alvor tog fart i 1990’erne, og den er ikke ved at stoppe«, advarer Marie Færk fra Århus Lærerforening.”

I sandhed. Udviklingen er kun lige startet. Og nu piver SF’erne derude på lærerværelserne.

Når det bliver hverdag, koger jeg sandsynligvis i helvedes racist-frituregryder, men det vil lindre lidt, at se de skyldige få som fortjent. Jeg vil lukke øjnene for de uskyldige.

Mvh. Børge.

4. Jeg er med Boerge.
Lad bare laerene faa alle de prygl de kan af allahs utilpassede afkom. De har fortjent dem. Og saa skal holde kaeft med det og ikke rende til politiet, det ville jo vaere racistisk.

Lærerne har jo muligheden for at stemme på DF, hvis de ellers kan se hen over kraven på deres Islændersweaters.

Da jeg gik i skole, var der ofte slåskampe mellem drengene, og de kloge lærere lod dem slås et stykke tid og helst afgøre deres mellemværender selv. Var kampen meget ulige, var der gerne større drenge, der blandede sig. Når den ene af parterne lå ned, var kampen i alle tilfælde slut. At spartke til en, der lå ned, var uhørt og forekom ikke. De æresbegreber kan være urgamle.

Men det er mit indtryk, at vores eget ros i dag bliver brutaliseret yderligere af det ugræs, der er føget over hegnet. Og om nogle år tænker jeg, at de gode lærere flygter til en masse nye privatskoler, der vil skyde op som paddehatte, og at man vil stille krav om, at børnene opfører sig ordentligt, så at de kan få lært noget og holde hinanden ud. Den slags skoler findes allerede, og århusianske børn skrives fra fødslen på deres ventelister. De normer, der er i høj kurs i øjebliket i kommunalt regi, har ofte meget tilfælles med dem der praktiseres af psykopater med ultrakort lunte.

Der er noget sygt i den samfundsånd, man støder på i alverdens sammenhænge. Det er ikke tit, jeg læser ugeblade, for jeg bliver lidt træt af at blive konfronteret med alt det, som bladet mener, at jeg burde gøre og især gøre anderledes.

Mit hjem var tidligere nogenlunde helstøbt stilmæssigt, men det er det ikke mere efter diverse flytninger i diverse lande, to bodelinger og arv. Nu er det et hjem præget af levet liv og flere generationers vidt forskellige smag, og dermed meget langt fra de udstillingspanoramaer med sort hvide gravkapeller, som pt. ses i Bo Bedre og lignende steder. Min sofa er tomatrød, og her konfronteres man i entreen med en plakat fra Pompidoucenteret af et Kandinskymaleri fra 1911 og ryger derefter ved ingangen til stuen i armene på en japansk pige med krysantemer malet i sit hjemland i 1895 og iført en guldramme, hvis pragt og bredde først fik det til at sortne for mine øjne. Hver dag fortæller jeg mig selv, at mine forældre syntes om hende, og at hun såmænd er et morsomt stilbrud med Aaltobordet i birk. Ser man til venstre får man øje på et kobberstik af København bomabardement, og kikker man til højre er det et litograf af Carl-Henning Pedersen. Sådan er det hele vejen igennem. Mens perfektionen breder sig i samfundet, forsvinder den her.

“Vi vil ha det hele”, “Vi vil ikke acceptere grænser” osv. osv. jubler de unikummer, der interviewes i vore medier, og hvis man kender lidt til dem i forvejen, ved man at det meste er løgn og facade.

Forleden så jeg min ældste venindes barnebarn udtale sig til et ugeblad om sin garderobe, og at hun sandelig ikke kunne drømme om at iføre sig en t-shirt fra Bilka, hvilket aldrig har generet resten af familien. I dag er hun vist typisk for sit “segment” og går kun i kreationer fra de store modehuse. Ugebladet havde fotograferet hende i en sidelæns positur med et opblæst ansigt blottet for smil, arrogant som bare det. The Lady of the Manor. En lille snotunge på ti år. Ganske vist løber der blåt blod i hende, men der løber også meget andet, og hvorfor er hun ikke ude at lege?

De hjemløse skulle iføre sig brune skjorter, skrårem og støvler og marchere rundt i byen, hvor turistene kommer. Det ville ikke vare længe før deres boliganvisning kom på højde med asylansøgeres.

Til 6 (DaLi).
Glem det, helvede fryser til før det sker.
Jeg kender flere af slagsen, og et mere hyklerisk og selvfedt folkefærd findes ikke., det skulle da lige være pædagogerne, der taler om afmagtsreaktioner og tager afstand fra et
nultolerancesamfund. Heldigvis får mange af dem kærligheden at føle i disse år.

Det er vanskeligt som helhed at have ondt af lærere og pædagoger, de ligger, som de har redt. For de fornuftige af dem er det sikkert ofte helvede på lærerværelserne, og som sagt tipper jeg, at de snart ender på privatskoler, mens de kommunale går alt kødets gang med raketfart.

6. DaLi

Jeg griner lidt over den der med islænderen.

For den er mit yndlingsovertøj, vinter som sommer, sammen med en goé gammeldags anorak, vind og næsten vandtæt, med stor lomme foran.

Jeg tror, jeg har en 8-9 trøjer og en 5-6 anoraker.

Jeg bliver af og til, p.g.a. nævnte beklædning + mine kraftige vandrestøvler og bukser med mange lommer,og ved andre lejligheder qua min uddannelse, antaget for at være sådan en venstreorienteret type.

Jeg såmænd blot er en aktiv terræn-rytter, eller gænger med hesten i træktov når det passer bedst, der klæder sig på den mest fornuftige og praktiske måde.

Det er tillige mægtig sjovt at iagttage folks reaktioner når de opdager jeg samtidig med mit temmelige landlige udseende – støvler med hestlort og mudder, eller støv og hestehår, til op til knæene, på venstre hånd bærer hvad de fleste kvinder ikke aldrig, nogensinde kommer i besiddelse af.

Sådan er der så meget modsætningsfyldt her i tilværelsen .

Nogen gange er det gevaldig sjovt – andre gange uhyggeligt med dets sandsynlige konsekvenser.

Børn idag mangler røvfuld som straf.
Derfor giver de lærerne røvfuld.
De får jo alligevel ingen straf!

Det er takken for den pædagigiske frie opdragelse fra 68 !

Det kan godt være at de ikke mangler kæft og trit, men de mangler fanme retning.

Tænk sig at verden er blevet så værdi-relativiseret, at man ikke som pædagog må sætte en unge på plads og fortælle ham hvor skabet står uden at blive beskyldt for racisme.

“den er ikke ved at stoppe.”

Næh, for ingen gør noget ved det.

En af mine favoritmetoder, som Bertel Haarder også har været fremme med, er at trække forældrene i sociale ydelser, hver gang (hver eneste gang), deres børn laver lort. Det skal nok ‘bringe forældrene på banen’, så vi kan få en bedre by med gladere mennesker.

Man kan undre sig over, at pædagoger og lærere så ofte stemmer på venstrefløjen, men desværre er mange af dem uhelbredelige, også selv om virkeligheden indhenter dem selv. Det var dog til at leve med, hvis pædagogiseringen ikke havde infiltreret hele samfundet. Bliver grænsen ikke sat i skolen, kunne den sættes af samfundet senere, men sådan går det ikke.
Politiet er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå.
Jeg hørte, at politiet udmærket er klar over de lovløse tilstande i visse indvandrerområder og overkriminaliteten i visse brancher, men at de undlader at gribe ind, fordi det vigtigste er at dele sol og vind ligeligt. Det var måske en ide at sætte et loft over antallet af studerende på diverse bløde humanistiske uddannelser. Jeg har eksempelvis aldrig helt forstået, hvad Dansk Pædagogisk Universitet har at bidrage med til integrationsdebatten. Det eneste man har hørt fra dem er den sædvanlige gang self loathing, om hvordan danske værdier skader de stakkels indvandrerbørns selvværd. I en sådan optik er det subjektive selvværd vigtigere end den faktiske kunnen, så naturligvis er det uudtalte budskab, at samfundet er racistisk,
fordi det ikke anerkender indvandrerfamiliernes værdigrundlag som ligeværdige med danske værdier. Så hele problematiseringen lægger fra starten op til en politisk positionering, som er lige skadelig, uanset om det er ophavsmandens hensigt at positionere sig.
Og naturligvis er den slags sludder gangbart, fordi samfundet direkte subsidierer skoler og børnehaver og uddannelsen af stærke politiske faggrupper. Vi ville ikke have det problem i samme grad, hvis der var reelt frit valg med hensyn til skoler og børnehaver og synlige kvalitetsmålinger af de ansattes præstationer. Men de ansattes faggrupperne skal nok sørge for, at det aldrig sker.
Det var muligt fra 2001 til 2007, men det ville have krævet at VK havde turde føre rigtig værdikamp og udfordret venstrefløjens støtter i de faglige organisationer. Men i stedet for gik det som det gjorde, en historisk chance forspildt. Nu kan Søvndal glæde sig, for når venstrefløjen kommer til igen, skal den nok sørge for at sætte sig endnu tungere på folkeskolen og børneopdragelsen. De borgerlige får aldrig chancen igen.

Feminiseringen af pædagog-rollen har sine konsekvenser. Ingen grund til medlidenhed med flagellanter. Men det er et problem for de uskyldige fattigrøvsdanskere som ikke har råd til at gå i privatskole. At gribe ind overfor den symptomatiske vold uden at gribe ind overfor lærer- og pædagoguddannelsers massive fordummelse, er dog spildt ulejlighed. Den type uddannelser producerer kun mentalt affald og kan roligt lukkes, endda inden man har sat noget andet i stedet.

Det hedder jo og også at man går på semi-nar. Altså nærmest halv-idiot…

Lasse

Fulde unge? Er det så også fulde unge som tæver deres lærere? Og hvordan kan det være at de begyndte i 90erne, altså samtidig med at islams grimme fjæs for alvor begyndte at vise sig?
Jeg sætter hvad som helst på, at det er perkere som sparker på de hjemløse og ligeledes dem som tæver lærerne.

Danske unge har som helhed aldrig været så flinke, fredelige, hensynsfulde og velopdragene som i dag, men mediernes “unge” (aka perkere) er nogle af de mest hensynsløse mennesker man kan finde på denne jord.
Det er ikke de danske unge som skal have “røvfuld” og jeg kan godt garantere for at det får mine børn aldrig og jeg var meget tæt på at fare i flæsket på en mand der slog sin lille datter fornylig, hvis ikke det var for risikoen for at komme i kambolage med de lokale myndigheder, og selvom han vist ikke fattede en brik af hvad jeg sagde, så fattede han vistnok godt pointen.

Man skal ikke slå børn, men perkerungerne skal ud af vores land, så vi kan fortsætte den gode udvikling vi påbegyndte efter krigen.

-> Mette

angående de ‘ugræs der føg over hegnet’, og som jo er et citat fra Sønderjyllands Nationalsang ‘Det haver så nyeligen regnet’.

Sangen som jeg holder meget af, og som synges ved enhver given lejlighed syd for Kolding – Esbjerg, gled ud af den sidste udgave af ‘Højskolesangbogen’. Den udgives af Højskolernes Fællesråd eller noget i den dur, som holder til på Vartov i København. Jeg har flere gange skrevet ind og spurgt hvorfor den nu er væk. Der er andre der stod mere for tur, og en hel del af de nye der kom ind, fortjente det ikke. De har aldrig nedværdiget sig til et svar. Gad vide om man skulle prøve en gammel højskolemand som Berthel Haarder, han er ikke allerværst. Hvad laver han i Venstre efterhånden, partiet der solgte ud af alt arvesølvet for at opfylde statsministerens våde drømme.