“Hvis fortolkningen holder fra en hjemmeside i USA, findes der altså måske også i Biblen kan findes citater, der kunne bruges til selvsamme opskrift.”

Jeg vil gerne rose Kristian Ring-Hansen Holt for hans sprog. Det er elendigt og upræcist. Det er en guds (eller Allahs, Kristian Ring-Hansen Holt?) gave, at han er ansat på tv. Der er åbenbart ingen nedre grænse for, hvor kluntet man kan udtrykke sig offentligt.

Med hensyn til Abdul Wahid Pedersen.

Han snakker for sin syge moster. Men han kan ikke tale sig fra, at hans koran indeholder meget had mod anderledes troende og tænkende.

Ikke skyggen af tak fra mig. Jeg bliver altid hvidglødende, når der begås overgreb på kvinder i Islams navn. Ikke mindst på grund af personlig erfaring. Læs her nogle udtalelser fra en, der lyder som en forvirret religiøs idiot. Min opdragelse forhindrer mig i at bruge skarpere udtryk.

“Når Allah har foreskrevet en så voldsom og hyggelig straf, skal det forstås på rette måde.

Og hvad er så de grusomme handlnger, der foreskriver en sådan straf:

“..i Islam forbliver hor og utugt forbudt, uagtet hvilken vej vinden blæser. Der er meget strenge krav til en domsfældelse i Islam. I forbindelse med hor eller utugt skal der være fire øjenvidner til selve handlingen eller en uforbeholden – og gentagen – erklæring om, at man vitterlig har begået en sådan handling.”

Med andre ord, kvinder der får sex uden for ægteskabet skal have sten i hovedet indtil de dør. Stenene må dog ikke være for store. Højest på størrelse med en bordtennis bold. Så kan de nå at tænke over deres forbrydelse inden hjernen bliver slået i stykker.

Dem der kaster stenene er ligesom herhjemme “den almindelige muslim” og må ikke henregnes til at være islamist eller lignende. De fleste forbrydelser i de islamiske lande, forsvares således af “den almindelige muslim.” Før islamisten bliver terrorist, er han en “almindelige muslim”.

Manden der nød utugten bliver mange gange ikke anklaget. Bliver kvinderne voldtaget, kan de dog nøjes med pisk. Forlader hun familien til fordel for en anden mand, skal hun slås ihjel.

Vor humanist – der lyder som en religiøs idiot på fritur – kan dog ikke se noget forkert i den slags handlinger, for sådan foregår det nu engang i de islamiske lande, og det må vi bøje os for, siger den religiøse jurist.

Det er klart, at når vi lader den slags mennesker gå frit omkring og benytter ytringsfriheden til at lufte deres sygelige ytringer, får vi ikke en alvorlig diskussion om denne interessante religion.

Men alt i alt er det tydeligt, at vi har med en religion at gøre som passer godt til den danske nationalkarakter. Nu skal vi bare vente et par år, så skal Sharia nok titte frem i en eller anden bydel hos nogle af de progressive islamforsvarere, som er så frisindet og tolerante, at de objektivt set hører til på en tosseanstalt.

Jeg skal ikke kunne sige hvilken bog der indeholder mest skidt, men det er også ret ligegyldigt når vi kan se ud i virkeligheden og konstatere hvilken religion der i praksis fører til vold, mord og mishandling.

Kim bliver svinet til her som en nazist af en idiot fra SUF:

Studieværten, der konstant lyder somom, han har et overforbrug af svampe!

Abdul Wahid:
Vers 47:4 taler om en situation, hvor der allerede er krig i gang – her forstået en krig, hvor muslimer forsvarer sig mod et angreb rettet imod dem, hvilket er en ret, som alle mennesker har. Der er altså igen ikke tale om en tilladelse – eller en befaling – givet som en generel henstilling, men netop noget, der gælder specifikt i krig. I øvrigt er en almindelig forståelse af den første del af dette vers: ”Når I så møder dem (i krig), som ikke vil kapitulere til sandheden, så skær halsen over på dem…” Dette indikerer således, at hvis muslimerne er ved at få overtaget i en sådan krig, skal de give fjenden muligheden for at kapitulere, og hvis fjenden ikke vil det, så kan de dræbe fjenden.

Han skriver at “dem som ikke vil kapitulere TIL SANDHEDEN…”, betyder det ikke, at man kun kan redde sit liv ved at overgive sig OG SAMTIDIGT konvertere til Islam?? Det vil sige hvis man overgiver sig, men ikke vil konvertere til Islam så bliver man halshugget alligevel??

Anyone????

“Han skriver at “dem som ikke vil kapitulere TIL SANDHEDEN…”, betyder det ikke, at man kun kan redde sit liv ved at overgive sig OG SAMTIDIGT konvertere til Islam?? Det vil sige hvis man overgiver sig, men ikke vil konvertere til Islam så bliver man halshugget alligevel??”

Ja, Wahid er en tve-tunget løgner i traditionen fra Abu Laban og Akkari.

Abdul’s udlægninger af de omtalte Koranvers virker jo meget tilforladelige og besnærende. Men hvordan kan det så være at, at så mange andre muslimer fortolker versene langt mere bogstaveligt og jordnært, manifesteret gennem voldelige terror handlinger både rettet mod Vesten, men så sandelig også mod egne trosfæller? Så længe disse ting finder sted må man fastholde, at de kun kan fortolkes som beskrevet i Fitna, især når der ikke tages håndgribeligt afstand fra dem af ‘lærde’ som jo har myndighed til at udstede fatwas og andre straffeaktioner.

“Warner: We have two ideological enemies—the far enemy, Islam, and the near enemy—the apologist dhimmis. The apologist dhimmis preach that a compromise exists.

Now think about how the near enemy works. It is Islam that demands that Muslims write the “official” history of Islam that will be taught in the kafir schools. But it is an ignorant textbook committee of dhimmis that say, “Yes, only Muslims can write the official version.” So our history courses never report the disaster of the loss of kafir culture in North Africa, the Middle East, Turkey and Hindustan. It is the dhimmis who decide the history, Islamic studies and Middle East departments and pass on lies as truth. It is a dhimmi government of America who has decided to base all of its policies on what the imam says. Islam knocks and we open the door and invite them in. Whatever Islam wants, the school board, textbook committee, zoning board, politician, educator, and media reporter gives them in order to be seen as tolerant.

Dhimmis roll over for all Islamic demands on our civilization. Dhimmis are aiding and abetting implementation of Sharia inch by inch. We are losing the war of annihilation due to the dhimmis, not the Muslims. It is not that Islam is so strong, but that we are so weak. We are weak because we are ignorant.

Who do you know–politician, professor, minister, rabbi, artist–who has read the Sira (the life of Mohammed) or the Koran? The heads of the FBI, military and the CIA have never given the slightest hint that they understand the doctrine or history of political Islam. All of these kafirs are dhimmis because they don’t know Islam.

The place to win the war of annihilation is to attack the near enemy, the dhimmi. Forget attacking the Muslims. That is useless. ”

The Two Kinds of Dhimmis
By Jamie Glazov
FrontPageMagazine.com | Wednesday, April 23, 2008

Desuden er narkosmugleren Reino Pedersen ikke værdig til at udtale sig om andet end de gældende markedspriser på marokkansk hash.

7.Christianity.

Der er den lille hage ved Petersens udtalelser angående angrebskrig – at så længe der eksisterer Vantro områder, lande og befolkninger er disse jvf. Islam at betragte som værende Dar al-Harb.

Og Dar al-Harb betyder Krigens Hus .

I sig selv er tilstedeværelsen af Vantro lande og befolkninger et angreb på Islam.

Men dette har Petersen naturligvis ikke lyst til at informere om.

Pligten for ethvert Islamisk land og enhver Rettroende muslimer er, at medvirke til at få omdannet Dar al-Harb til Dar al-Islam, til Islams Hus.

Så da Khromeini tilbage i 70 érne åbenlyst erklærede Vesten krig var det såmænd bare en præcisering af, at Islam er i krig mod Vesten og vil være det sålænge Vesten ikke bøjer sig ind under Islam Overhøjhed.

Jeg forstår ikke hvorfor journalister og medier er så begejstrede for Abdul Pedersen. Hvem andre ville få samme kærlige omfavnelse hvis de gik ind for det samme som Abdul Pedersen? Hvem andre kunne få lov til at forsvare stening og så alligevel få taletid i DR og P1 og i andre medier, som var de et orakel, en ypperstepræst?

Der ædes mange kameler efterhånden. Eller der danses så tæt med ædel vild kultur. Steningsstraf, flerkoneri, kønslemlæstelse, tvangsægteskaber, religiøs indoktrinering, tørklædetvang til kvinder og piger, kønsapartheid og isolation af kvinder. Det er en rå barbar kultur vi har fået til landet og som flere journalister og godhedsindustrien af et godt hjerte, og fordi de er gode, rummelige mennesker, tager under sine beskyttende vinger.

Ville samme godhedsindustri forsvare tyrefægtning på samme vis og med samme energi?

Eksistentielle reflektioner.

”Troen på Jesus ligger for mig at se tæt op ad dyrkelsen af Hitler«
Lars Loren.

Dette indlæg var oprindeligt tænkt som et indlæg lagt til kapitlet om Lars Norens udtalelse om den fundamentalistiske Kristendom. Men jeg har holdt en pause for at læse lidt mere om knudremanden Søren Kierkegard. Derfor kommer dette indlæg lidt sent og kan i den almindelig brede orientring godt læses ind i andre sammenhænge. Dog benytter jeg citater fra indlæg i den oprindelige tråd. Men til sagen.

Ovenstående citat er ubetinget en mærkelig udtalelse, der dog uden tvivl er søsat som et resultat af den megen kritik af Islam og for megen personlig læsning om Jehovas Vidner. De kristne er nogle slemme fundamentalister, fordi de tror på Jesus. Noren er selvfølgelig ligesom andre kunstnere mærket af tidens politiske korrekthed. Det gælder om at stå på den rigtige side i kulturkampen.

Imidlertid er kunstens inderste funktion – ud over det æstetiske – altid revolutionerende på den måde, at den er med til at bevidstgøre og opløse det herskende samfundsforms identitetstvang og bryde de forstenede begreber som vi er syltet ind i.Og i disse multikulturelle tider bliver vi rigtigt indsyltet.

Imidlertid gør kunstnernes universelle menneskesyn, åbenhed og tolerance over for andre kulturer dem oftest blinde over for den kendsgerning, at man som kunstner i dagens Danmark er med til at forsvare en ideologiske samfundsmæssig produktion af moralsk adfærd, der i de seneste 20 år har vist sig at køre opfattelsen af enhedskulturen og nationalstaten ud på et sidespor.

Måske er disse mennesker ligeglade, måske er de endda overbevist om globaliseringsideen universelle tanke, at verden er et, og at vi alle er brødre på rumskibet jorden. Men så svigter de også som kunstnere, idet de ikke er med til at oplyse og bevidstgøre, om den udvikling vi står i. For at forstå mennesket, må man også forstå dets tid.

De kan naturligvis tilslutte sig globaliseringsideen, men det bortforklarer ikke den kendsgerning, at de er med til at tilsløre og skabe en falsk bevidsthed. Typer som Rifbjerg, Carsten Jensen, Suzanne Brøgger, Noren, og hvad de nu hedder alle sammen, optræder derfor blot som systemets forlængede arm.

De er systemets ideologiske frontkæmpere og holder ikke – som de selv tror – avangardens fornemme og historisk set ofte blodige fane frem. De er systemets spytslikkere, for nu at sige det ligeså fornærmede, som det lyder. De svigter danskerne.

For uanset om man betragter verden i globaliserings lys, så er der kun en kultur i Danmark. Den kristne enhedskultur som Danmark og Europa er opbygget på. Og denne kultur holder Danmark og danskerne sammen i et fællesskab. Derfor er det afgørende, at fastholde den bevidsthed, selvom man vil være åben, tolerant og fordomsfri mod de indvandrende kulturer.

I den sammenhæng er Wilders film ”Fita” – stor kunst eller ej – da også langt bedre i stand til at udvide vor virkelighedsbegreb eller erkendelse og bevidstgøre om den kulturelle situation, vi står i i dag. At filmen heftigt er blevet angrebet af systemforsvarerende kunstnere er dens adelsmærke.

Men for at komme tilbage til Noren så er sammenligningen med Hitler en unødvendig og lidt uretfærdig udtalelse, fordi en sand forstået Kristendom betyder, at den sande troende vender den anden kind til, og at Jesus døde på korset for menneskets skyld. Og af en anden grund er sammenligningen med Hitler kedelig. Hitler var jo ikke Kristendommen ven, som en fra inderkredsen, Joseph Goebbels udtrykte det i sin dagbog fr 1939.

”The Führer is deeply religious, but deeply anti-Christian. He regards Christianity as a symptom of decay.”

Selv om ovenstående citat vel blot skal vise, at fundamentalisme er noget skidt, så tager folk – som reaktionerne viser – sammenligningen til sig. Med andre ord en provokation som ikke var nødvendig.

Men selvfølgelig er folk fundamentalister og de kristne er ikke undtaget. Også folk der tror på naturvidenskaben og den videnskabelige metode er fundamentalister. Den intellektuelle sult som griber mange videnskabs-mænd er på højde med den religiøse troende, som Einstein vist engang udtrykte det.

Men fundamentalismens kerne kan ikke afsløres ved bare at studere de sociale og politiske mekanismer eller bevægelser i samfundet, for vi er i forklaringerne også hindsides teoretiske betragtninger og ude i psykologiske eller ligefrem ontologiske betragtninger, hvilket jeg skal vende tilbage til.

Men i hvert fald kan Kristendommen ikke virke som modvægt mod islams totalitære betragtninger, som også Søren Rasmussen og vist nok US udtrykker det.

” Der er for meget “slap tolerance” i kristendommen.” Og : ”Men jeg stoler altså ikke på, at kristendommen er opgaven voksen at holde den for døren. Kristendommen var ikke opgaven voksen for et halvt århundrede siden, dengang gav mange kristne derimod totalitarismen frit slag.”

Men denne svage Kristendom med dens næstekærlighedsbegreb og barmhjertighed var jo netop årsagen til, at Nietszche erklærede, at Gud var død. Kristendommen – sagde Nietszche – er agent for de svage og hjælpeløse. Den er livsfornægtende, og dens funktion har medvirket til at stække alle livsduelige individer. En betragtning som i lyset af den humanistiske ideologi har vist sig at gå i opfyldelse med krystal klarhed. Hvilket den danske religiøse filosof og fundamentalist Søren Kiergaard var enig i.

I et senere indlæg skriver Søren Rasmussen:

”Ateismen er farlig, når den forsøger at etablere paradis på jorden. Kristendommen ved, at paradis ikke kan skabes på jorden, men udelukkende hører til i himlen. Derfor er den en modgift imod utopiske totalitære ideoligier. Hertil kommer, at kristendommens næstekærlighed og moral også blokerer for det barbari, som de ikke-kristne ideologier står for. Som Dostjojevskij sagde: “Uden Gud er alt tilladt”.

Her løber pennen imidlertid helt af sporet. Når Dostjojevskij udtaler, at ”uden Gud er alt tilaldt” tager han nemlig fejl, for med Gud er alt tilladt. Hvilket Kierkegaard fænomenalt afslører. Herom senere. Og som det vigtigste, Paradiset kan ikke skabes i himlen, før det er skabt på Jorden.

Lad mig derfor i det næste afsnit forsøge – ud fra Kierkegaard – at forklare årsagen til, at vi godt kan tale om en eksistentiel og fundamentalistisk kerne i mennesket og samtidig ”afsløre” – i hvert fald i Kierkegaards optik – hvorfor alt er tilladt med Gud, og hvorfor Paradiset ikke kan skabes i himlen.

Det er jo ingen eksistentiel overraskelse, at vi ikke er i stand til at forstå hvad vi er og hvad målet med livet er. Ja faktisk arbejder videnskaben, teologer og filosoffer hver dag med det problem.

Kierkeggard er ikke så kendt i de bredere kredse, fordi han er svær at læse med sin indirekte meddelsesform, og fordi han bytter om på begreberne i en pærevælling, så to timers læsning betyder en ny hovedpinetablet.

Kierkegaard var på forhånd grebet af rædsel for, at en eller anden professor efter hans død ville fremstille hans filosofi som et fuldendt tankesystem. For som han skriver ”I forhold til eksistensbegrebet røber det altid en sikker takt at afholde sig fra definitioner.”

Men hans erkendelsestænkning er langt forud for sin tid. Essensens af Kierkegårds specielle forståelse afslører han i ”begrebet angst.” Mennesket er angrebet af en troldom, som fornuften hverken kan besjre eller give sig i kamp med, og som også Gud er hjælpeløs overfor. En udtalelse der vil noget.

Kirkegaards sædvanlige svar på troens spørgsmå var, at for Gud er alt muligt. Derfor behøver man blot at tilslutte sig troen på Gud og blive fri for at tænke for meget over, hvordan tingene fungerer eller hænger sammen. Mennesket er fri gennem troen på Gud. Eller for at få troen, må man give afkald på fornuften. ” At troe er just at tabe forstanden for at vinde Gud.”

Men Kierkegaard kom i tvivl, fordi eksistensen stiller mennesket op overfor nogle ubehagelige kendsgerninger, som hverken troen eller fornuften kan hjælpe med at løse. Hvis der nu skulle eksistere en magt, spørger Kierkegaard, et princip eller noget der står over Gud, så kan heller ikke Gud undgå de rædsler, som erfaringen åbenbarer for os. Så er Gud ikke kilde til sandheden. Det er dette paradoks som åbnede sig for Kierkegaard som en sand rædsel i hans forsøg på at vende tlbage til Edens trygge og uskyldige have.

I Uskyldighedstilstanden er der fred og Hvile; men der er på sanmme Tid noget Andet…Hvad er det da? Intet. Men hvilken virkning har Intet? Det føder angest.”

Kierkegaard havde tidligere diskuteret myten om Edens have. Mennesket blev bortvist fra Edens have, fordi det spiste af kundskabens træ. Men derved kom ikke kun ondskaben til verden men også den fri viljens mulighed for at vælge mellem ond og godt. For med kundskabens træ fik mennesket friheden til at søge efter alle de uskabte sandheder, som tilværelsen skjuler og som Kant (bort)forklarede med, at det er den menneskelige fornufts opgave at søge efter de evige sandheder. Som i dag bedst kan ses i forbindelse med naturvidenskaben.

Men, sagde kierkegaard, hvorfor jager menneskets fornuft efter de evige sandheder? Hvorfor eller hvad er drivkraften i denne den spekulative filosofi? Hvorfor er den menneskelige fornuft så syg efter at søge efter sandheden? Kierkegaards svar var, at det er angsten, der er menneskets drivkraft i tilværelsen. Og at denne angst stammer fra Intetheden.

”I Uskyldighedstilstanden er der fred og Hvile; men der er på sanmme Tid noget Andet…Hvad er det da? Intet. Men hvilken virkning har Intet? Det føder angest.”

Den bibelske myte om bortvisningen fra Edens have ( syndefaldet ) skal forklare, at mennesket derefter havde friheden til at skelne mellem ondt og godt. Den frie viljes fødsel. Men den bærende ide i Kierkegaars værker er imidlertid, at der er en helt anden grund til bortvisningen og derfor til syndefaldet. Og denne grund er angsten. Derfor havde slangen et let arbejde, – spis blot af Kundskabens træ, få fornuften og gå ud i verden og led efter de evige sandheder.

Men sagde Kierkegaard: ”Uskyldigheden er på samme tid angest” Underforstået: Jagten på de evige sandheder er ikke givet med fornuften.

Men hvad er angst? kan man være angst for Intet? Allerede Aristoteles forklarede, at grækernes kendte Intet som ”det ikke værende.” Det tomme, materien og derfor, at Intet ikke kan være genstand for tænkning. Men Kierkegaard forklarer: Intet skaber tænkning i ubevidstheden.

”Angst er frihedens svimmel” ” spørger vi nu nærmere hvad angestens genstand er, da maa der svares her som alle vegne, den er Intet. Angest og Intet svarer bestandigen til hinanden. Saa snart Frihedens og Åandens virkelighed er sat, er Angesten hævet.”

For at gøre en lang historie kort, så kommer angsten af den menneskelige erkendelses opdagelse af, at der findes et Intethed, et uerkendt mørke som den menneskelige erkendelse ikke kan trænge igennem og derfor bliver svimmel overfor. ( her kan den fantasifulde godt tænke på Universet – som vi ikke forstår).

Og derfor også den erkendelse, at friheden ikke eksisterer som andet end en mulighed, fordi angsten er det eksistentielle menneskes virkelige drivkræft. En drivkraft der tvinger fornuften frem for at søge efter, hvad der gemmer sig bagved den næste dør.

Det er derfor, at Kierkegaard opdagede, at selv fornuften og moralen bliver angstens lydige tjenere og derfor skaber ondskab ud over alle grænser.

Denne udlægning af Kierkegaard er selvfølgelig blot en ontologisk udlægning med et psykologisk indsnit. For selv om Nietszche erklærede at ”Gud er død”, så lever han i bedste velgående, ligesom den fornuft vi hylder og den godhedens moral, vi prøver at efterleve, og som Kierkegaard forkaster.

Men virkelighedens tilstand gør selvfølgelig ikke Kierkegaards dybe tanker meningsløse. Kierkegaard kaldte selv sin tænkning for eksistentiel, og det kan vi så gøre ved at finde personlig tilfredsstillelse i, at der måske er en reel grund til verdens galskab. Jeg gør i hvert fald.

9.JanChris

Rigtig, rigtig godt gået inde på TV2-bloggen.

Det er lige præcist måden det skal gøres på :

man holder sig til fakta

og man undlader emotionelle udbrud og nedrakning .

Det er bl.a. hvad Bill Warner, fra CSPI, inde på FrontPageMagazine d. 23.04.08 beskriver som metode i modstanden mod Islamiseringen af Vestens samfund.

Både overfor Islams Rettroende, der arbejder ihærdigt på `Projekt Implementering af Sharia`, ved hjælp af Salamimetoden + trusler om vold samt vedvarende og utallige pressioner, i de Vestlige indvandrerlande, men også overfor de Apologetiske Dhimmier, som f.eks. de Radikale og hele vejen ud til og med det yderste venstre og hvor vi ellers kan støde på disse Dhimmier.

Samtidig skriver Warner, at de Vantro skal lære sig at betegne sig som Kuffar, hvilket han modsat Islam udlægger som en hæderstitel !

Dhimmier er spytslikkende og selvydmygende Vantro.

Kuffar er stolte, selvsikre Vantro- uanset deres religiøse tilhørsforhold eller mangel på samme – der ikke har tænkt sig at give så meget som een millimeter indrømmelse til Islam og den Rettroende.

Du er Kuffar fordi du ikke er muslimer – og fordi du ikke er en dhimmi.

Jeg undrer mig præcist som du over TV-journalistens manglende respons på dit veldokumenterede indlæg.

Men hvorfor egentligt – for journalister har givetvis samme tilbøjelighed til at lægge sig under flokdyrs-mentaliteten som Dhimmiere og Muslimer med al ønskelig tydelighed står som eksponenter for.

Så er man jo også behagelig fri for ubehaget ved at skulle tænke selvstændigt.

Ikke at jeg på nogen måder bryder mig om Satre, men han havde fat i noget væsentligt, nemlig eksistentialisme og hvad den fordrer af den enkelte.

Det samme kan siges om rationalitet, pragmatisme og individuation.

Men dette betyder så, at godt nok vil man arbejde for fællesskabet sammen med fællesskabet, men man vil og kan ikke lægge sig ind under flokmentaliteten, hvor man kapper al selvstændig tænkning og personlige udvikling.

Det er præcist, som tidligere nævnt, hvad Islam fordrer af sine muslimer – og hvilket de Rettroende også villigt efterlever.

Resultaterne udebliver heller ikke :

se på de Arabisk/Islamiske landes og befolkningers tilstande.

Tak for rosen, Vivi Andersen, og dine glimrende betragtninger.

” ..og man undlader emotionelle udbrud og nedrakning”. Hm! Janne!

Jae, det er den normale fremgangsmåde. Men hvad nu hvis man har lyst til at rakke ned. Hvad nu hvis man syntes, at personen er et dumt svin?.

Meningen med sproget er kommunikation. Dvs. overbevise modparten gennem en eller anden form for dialog. Dvs. fx bruge fornuften og overbevise den anden om, at hans argumenter ikke holder og derfor, at han tager fejl.

Det er normalt min sædvanlige fremgangsmåde. Men nogle mennesker argumenterer jeg ikke med, dvs. folk uden for pædagogisk rækkevidde. Folk man ikke kan nå gennem kommunikation. Dem kan man imidlertid godt overraskende nå ved at svine dem til, fordi de efter at være svinet til tilstrækkelig mange gange vil overbevise folk om, at de er gode nok.

Men generelt tilhører folk, der fx forsvarer stening af kvinder, de fordømte her på jorden. Dem skal man ikke tale pænt til. Det fortjener de ikke. Kunne man fx argumentere med Hitler eller Stalin. eller med fangevogterne i Nazityskland, når de stod og skulle smide en fange ind i ovnen eller hænge en jøde op i en galge?

Abdul Wahid Pedersen smider ikke jøder ind i en ovn, men man når man udtaler: at “Ifølge islam er stening en afstraffelse, der er blevet forordnet af skaberen selv” så tilhører man den type mennesker, som man ikke argumenterer med men kun rakker ned i helvedet. Så er der i ånden ikke megen forskel på ham og den nazistiske fangevogter.

“..du får ikke danske muslimer til at protestere over selve strafformen. De mennesker, der bor i et område, hvor en sådan lov gælder, er naturligvis underlagt denne lov..”

“Så hvor forfærdelig strafformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den”. Bl.bl.bl.

Desværre er heller ikke Gud i stand til at ændre den, så manden er tydeligvis idiot, ud over at han er uden for pædagogisk rækkevidde.
Og jeg håber, han læser disse linjer.

At begå forbrydelser i Guds navn er psykologisk set bekvemt at fralægge sig ansvaret for egne handlinger. Noget vi i Europa kender alt for godt til. Havde han levet i inkvisitionens tidsalder, havde han været dens første forsvarer. -Smid bare den heks på bålet, hun har ikke Guds tillid.

Alt hans nonsens om folks ret til selv at bestemme er sofisteri af værste skuffe og frelser ham ikke fra den værste moralske fordømmelse. Man begår ikke grusomheder mod medmennesket og derefter bliver stillet spørgsmålet: -Hvad er deres objektive stilling til hr. Abdul Wahid Pedersen, at man smadrer hovedet på en kvinde med en sten, fordi hun har gjort noget ulovligt? Er det nok at tro på Gud?

Hvis jeg troede på reinkarnation, ville jeg ønske han blev en kloak rotte i hans næste liv i et område, der var oversvømmet af katte. Det er min saglige mening om den fyr.

19. kurt

Det jeg mener er, når man er i diskussion med folk der er dhimmi-apologeter, og med Rettroende muslimer, er den bedste metode at holde sig strikt og køligt til fakta, der kan underbygges ved hjælp af Koranen, Hadith, Sunnah og Islams historie.

Der hvor det altid går galt er, når man f.eks. begynder at diskuterer på Mogens Lykketoft-plan.

Altså – det er min opfattelse.

Men der findes ikke noget mere tåkrummende for mig end at opleve de tirader som Lykketoft er mester i.

Jeg er færdig – hvergang.

Gider ikke at lytte efter og trækker billedligtalt stikket ud.

Noget andet er når man sidder i en situation som herinde, hvor man fortæller havd man har læst, hørt eller oplevet og hvordan man har det med det.

Raseriet over at være blevet røvrendt af egne politikere, at være blevet overlistet til en Islamisering af eget land gennem tilvandringer af en inkompatibel kultur og ikke mindst den uforskammede, arrogante og krævende holdning disse indvandrere udviser overfor landets oprindelige indbyggere , det kan sågu da være fuldstændig umuligt at udtrykke på en høflig måde blandt venner!

Ikke 10 vilde Islamiske djævle får mig til at geråde i et verbalt raseri i en direkte diskussion med een eller flere Rettroende.

Der kan jeg godt holde mig afkølet – og det er erfaring.

For den fornøjelse, at jeg mister selvkontrollen, vil jeg som Stolt Kuffar ikke give dem!

Janne!

Ja, det er rigtigt, Lykketoft og “uld i mund” er slemme. Men en mand der siger: “Det siger Gud”, der lades alt håb ude. Der kan man ligeså godt diskutere med en væg. Han er moralsk set ikke stueren.

Men i øvrigt diskuterer jeg aldrig religiøse forhold med en muslim, ligesom jeg ikke diskuterer med fulde folk. De primære psykiske grundprocesser oversvømmer fornuften. Her er der ikke forskel på folk som nazisten Johny Hansen og autonome voldsmænd. Man kan ikke nå dem.

Jeg tager fejl engang imellem, men den nådegave ejer de ikke. Men okay, en gang imellem svømmer jeg også lidt over i retorikken. Så jeg har da taget lidt af kritikken til mig vedr. “den kølige overvejelse.”

Men vold mod muslimske kvinder får mig ned på stenalderplanet.