Man hører ofte i debatten, at æresdrab blot er en slags jalousidrab. Intet kunne være mere forkert ifølge Kultursociolog Mehmet Ümit Necef, der har en langt tætpakket artikel om emnet i seneste udgave af Weekendavisen. Herfra en smagsprøve – Det kollektive mord (kræver login).

“En forskergruppe ved Tigris Universitet i Diyarbakir i Sydøsttyrkiet er i gang med en større undersøgelse om æresrelateret vold og mord i Tyrkiet. De tyrkiske forskere sigter på at forstå, hvad der har motiveret de volds- og morddømte til at begå deres handlinger, og hvordan deres ugerninger bliver modtaget af omgivelserne. De har interviewet 150 af i alt 200 indsatte, som er blevet dømt på grund af en æresrelateret forbrydelse. Sociolog Mazhar Bagli fra forskerholdet var for nylig i Danmark for at præsentere de foreløbige resultater af undersøgelsen.

De mest dramatiske resultater er, at kun ganske få angrer mordet, og at der i forbindelse med disse drab har været bred opbakning til drabsmanden fra omgivelserne: hele 93 procent fortryder ikke gerningen, og 78 procent ville gøre det samme igen.

89 procent fik opbakning fra deres familier, og 64 procent fik positiv respons fra deres øvrige omgivelser, efter at de havde begået mordet. Ud af de 150 har 53 myrdet deres koner, 32 deres søstre, 2 deres mænd, 19 et nærtstående familiemedlem, og resten har truet en søster/kone eller har tilskyndet en til et mord på den pågældende. Med hensyn til de morddømtes baggrund har 6 procent læst på universitetet, 19 procent har en studentereksamen og knap halvdelen har en uddannelse på max 5 år…

Der er to alvorlige problemer ved vulgærfeminismen. For det første tager den ikke højde for, at mænd også kan være ofre for æresdrab eller æresdrabsforsøg… For det andet overser vulgærfeminismen, at kvinder ligesom mænd kan opfordre til æresdrab på deres søstre eller døtre, der opfører sig usømmeligt. Det mest slående eksempel herpå har vi set i en æresdrabssag i Berlin. Da lillesøsteren til den myrdede Hatun Sürücü var på vej til at forlade retslokalet i Berlin, lavede hun et V-tegn til pressefotograferne og tv-kameraerne, som gik verden rundt. I den pågældende æresdrabssag var kun Hatun Sürücüs lillebror blevet dømt efter at have tilstået ugerningen. Men retten fandt ikke beviser nok til at dømme de to andre brødre, som ifølge anklageren havde været involveret i drabet. Og det var ikke et udbrud af søstersolidaritet, at lillesøsteren gjorde V-tegnet. Nej, det handlede om vores, de ærbare tyrkere og kurderes, sejr over jer, tyskere. Vores værdiers sejr over jeres usømmelige, ære- og skamløse værdier…

En god forklaring på, hvorfor nogle søstre, mødre og tanter ikke viser søstersolidaritet, men tværtimod er med til at planlægge eller bifalde et mord på en pige, der ikke har opført sig ærbart, gemmer sig i nogle af de betragtninger, som henholdsvis en ung arabisk og en ung pakistansk kvinde kommer med i bogen Mødom på mode af ægteparret Aamand og Uddin. En arabisk kvinde, der som helt ung blev voldtaget af faderens bedste ven, fortæller:

»I vores kultur betyder en brudt mødom og et dårligt rygte alt for kvinden og hele hendes familie. Hvis sandheden om den dag i Brahims bil kom for dagen, så ville det blive svært for mine søstre at finde en passende ægtemand … Jeg er en trussel mod familiens gode navn og rygte.«

En piges »usømmelige« opførsel bringer ikke kun skam over familiens mandlige medlemmer, men skæmmer også de kvindelige medlemmer i et samfund, i hvilket det forlanges, at en pige bevarer sin mødom intakt, og i hvilket førægteskabelig seksualitet og socialitet med det andet køn er strengt forbudt. Også kvinderne betragter den usømmelige piges opførsel som en risikofaktor, der bør udryddes.

Lignende overvejelser, men dog ikke ud fra en sammenlignelig dramatisk kontekst, kommer fra en pakistansk kvinde, som kommer til orde i Mødom på mode:

»Den første generation af indvandrerkvinder, som kom til Danmark, er særdeles vedholdende, når det gælder om at bevare skik og brug fra hjemlandet. Faktisk er det kvinderne, der er kulturens tovholdere, og oftest er det mødrene, som forventer og kræver, at deres børn lever op til et tankesæt omkring ægteskab og kvinders rettigheder, som i vores øjne er både undertrykkende og intolerante.«

Disse to kvinders overvejelser tyder på, at aldershierarki og kultivering af personlige interesser har mere forklaringskraft end de endeløse gentagelser af bestemte teoretiske positioner om mænds dominans over kvinder, og om at æresdrab blot er endnu et eksempel på mænds vold imod kvinder.

Den anden forklaringsmodel til æresdrab har rødder i postkolonial teori. Dens overordnede svaghed er, at den overbetoner det hierarkiske og dikotomiske forhold mellem Østen og Vesten og – som en underafdeling af denne overordnede opdeling – modsætningen mellem indvandrere, ikke mindst indvandrere fra muslimske lande, og danskerne.

Forskere, der abonnerer på denne teoretiske ramme, bruger i relation til æresdrabsproblematikken mere energi på at kritisere danskerne, danske politikere, forskere og medier, som i deres optik generaliserer, stereotypificerer, andetgør, marginaliserer osv. indvandrerne, end på at kritisere de brødre, fædre, mødre og tanter, der planlægger og udfører et mord.

De påstår blandt andet, at æresdrab ikke har noget med kultur at gøre, men skyldes »sociale problemer« i Danmark. Selv om denne påstand gentages i en uendelighed, præciseres det aldrig, hvad der menes med »sociale« problemer. Men det, der ofte hentydes til, er det danske samfunds racisme, marginalisering og diskrimination af indvandrere. Med andre ord giver man det danske samfund skylden for de æresdrab, der begås i Danmark.

En anden påstand, som ofte gentages, er, at forklaringer, der påpeger kulturen som en vigtig faktor, er racistiske og essentialiserende. Imidlertid er inddragelsen af kultur som en afgørende faktor i forhold til at forklare et socio-kulturelt fænomen ikke i sig selv racistisk og essentialiserende, og de forskere, der fremhæver en kulturel sammenhæng, gør det ofte netop med udgangspunkt i det livsorienterede kulturbegreb med fokus på indvandreres oprør mod traditionelle værdier og normer. Det virker, som om en del af forskerne gerne vil flygte fra kulturbegrebet og i den forbindelse har en tendens til beskylde dem, der bruger kultur som forklaringsmodel, for at være racister, essentialister og orientalister.

Som for vulgærfeministerne er der for disse forskere ikke nogen væsentlig forskel mellem æresdrab og jalousimord – at skelne mellem disse fænomener er at nedgøre muslimske indvandreres kultur. Et af de argumenter, disse forskere ofte anvender, er, at mens der henvises til indvandrernes kultur, når æresdrab skal forklares, henviser man ikke til danskernes kultur i tilfælde af jalousimord – kulturforklaringerne reserveres til »den anden«.

Denne evigt gentagede påstand overser, at det ikke kun er i Danmark, men også eksempelvis i Tyrkiet, at der skelnes mellem jalousimord og æresdrab. Den tyrkiske kvinderetsforkæmper Jülide Aral siger:

»Disse drab er ikke affektmord, hvor manden siger, ’Jeg blev rasende, jeg mistede forstanden, jeg greb kødkniven og jeg dolkede hende ihjel. De er alle planlagte mord. I første omgang opstår der nogle rygter om en kvinde. Fra rygternes opståen til mordet på kvinden kan der gå cirka 3-5 måneder…«

Aral mener, at der i tyrkisk sammenhæng er fem forskelle mellem de to former for drab: hvorvidt der er et bifaldende publikum, hvorvidt mordet er kollektivt besluttet og planlagt, om morderen er kollektivt udpeget, om der er accept og støtte til mordplanerne fra familiens kvinder, og om der foreligger en fatwa eller en tilladelse fra en religiøs lærd, ofte en imam.

[...]

De postkoloniale og vulgærfeministiske forklaringsmodeller kan ikke forklare fænomenet æresdrab. Der er en række væsentlige omstændigheder ved fænomenet, som strider imod de pågældende fortællingers grundteser, og som de derfor ikke kan forklare. De mordinvolveredes kulturelle baggrund skal tages alvorligt og bør indarbejdes i analyser af dette fænomen. Når folk tager deres egne værdier og normer alvorligt, er der ingen grund til, at forskerne ikke skal gøre det.

I den sammenhæng er det nødvendigt at fokusere på de relevante værdier og normer vedrørende kønsrolle-konstruktioner, opfattelsen af en »ærbar« pige/kvinde, holdningen til førægteskabelig seksualitet for henholdsvis mænd og kvinder og holdningen til ægteskab. Og i den forbindelse er det vigtigt at erkende, at konstruktionen af en sådan teoretisk ramme ikke nødvendigvis er hverken racistisk eller essentialistisk.

Når fænomener ude i det virkelige liv ikke passer til teorien, må forskerens opgave være at justere den teoretiske ramme.“

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/wp-trackback.php?p=5772

6 kommentarer »

1. Slutningen:
   “…Når fænomener ude i det virkelige liv ikke passer til teorien, må forskerens opgave være at justere den teoretiske ramme.“ – er vel kun en del af hvad forskerens rolle kunne være, det var i mine øjne retteligt optimalt hvis forskeren efter konstateringer af teoriers egnethed til at forklare de kulturelle, sociale, økonomiske m.m faktores medvirken i drabs udførsel foreslog egnede metoder til eksempelvis at undgå disse drab. Naturligvis er der intet racistisk i en sådan procedure.

   Kommentar af Peter Buch — fredag 2. maj 2008 @ 15:03

2. -> 1 Peter Buch

   Du efterspørger egnede metoder til at undgå disse dødsfald.

   I betragtning af at de fleste af morderne ikke angrede og endda ville gøre det samme igen, er det svært at konkludere andet, end at vi står overfor et dybt indgroet kulturelt princip.

   For os er det især interessant at få klarlagt, i hvor høj grad dette mønster godtages og gentager sig for indvandrernes efterkommere. Men da det er temmelig nyt i DK, at politiet er mere opmærksomme på, at selvmord ofte kan være en form for fremprovokeret “æresdrab” eller måske ligefrem mord, er det sikkert indtil videre småt med materiale til belysning af situationen.

   Totalt set viser forskningen selvfølgelig endnu engang, hvordan råddenskaben har fine vilkår i islamiske samfund.

   Kommentar af Mette (liberal) — fredag 2. maj 2008 @ 15:21

3. Enhver lægmand med fornuften nogenlunde i behold kan tydeligt se forskel på æresdrab og jalousidrab. Argumenterne i teksten underbygger bare, hvad der umiddelbart forstås med begreberne. Det burde slet ikke være til så meget diskussion.

   Alligevel er der forskere, der på finurlig vis prøver at påstå, at æresdrab og jalousidrab er det samme. Det vidner mest om stigende råddenskab i forskningen, der ikke længere tør stræbe efter rationalitet og objektivitet, når det drejer sig om islam.

   En analogi til familens æresdrab på den usømmelige pige, kan man vel finde i ummahens (den muslimske ‘familie’ af brødre og søstre) æresdrab på krænkere af Muhammeds ære. Her gælder det ikke alene en usømmelig pige, men vantro og frafaldne i almindelighed.

   Kommentar af traveler — fredag 2. maj 2008 @ 16:25

4. Vulgærfeminisme… sikke et herligt ord.

   Danmark er hærget af vulgærfeminisme.

   Kommentar af Mallebrok — fredag 2. maj 2008 @ 17:22

5. Mehmet Umit Necefs indspark burde tages alvorligt af både politikere, som forskere.

   Det er i længden uholdbart ikke at forholde sig realistisk til emnet han tager op.

   I det hele taget er det katastrofalt for de Vestlige lande at hovedparten af disses valgte politikere, samt meningsdannere og forskere, ikke vil forholde sig realistisk til Islam og substansen i denne.

   Det er op til os, de meninge samfundsborgere, at få stoppet dem Laissez Faire forholden sig til Islam.

   For det ER Islam, der er problemet all over.

   Kommentar af Vivi Andersen — fredag 2. maj 2008 @ 20:23

6. Der findes måske fredelige muslimer. Det kan de kun være, hvis de har fraskrevet sig, eller er uvidende om, væsentlige dele af Islam, og så er de jo egentlig ikke muslimer. Har man, med stigende kvalme, læst Koranen, og endda med en brækspand ved siden stridt sig gennem bare et par af haditherne, så står det stjerne tindrende klart, at der ikke findes fredelig Islam.
   Helt analogt med at der fandtes masser af fredelige tyskere og russere, men både naizsmen og kommunismen var modbydelige ideologier.

   Kommentar af PeterK — lørdag 3. maj 2008 @ 22:48

RSS af kommentarer til dette indlæg.

Skriv en kommentar

Linjer og afsnit brydes automatisk, e-mail-adresse vises aldrig. Tilladt HTML: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>