Hvis du er for ophængt, er det måske tid at få en vikar blogger igen?

Flot-flot-flot og flot Grundlovstale om danskheden af Kasper Støvring. Kan ikke siges bedre.

“Demokratiet er med andre ord afhængig af en kultur, som demokratiet ikke selv har skabt og ikke selv kan skabe, men tværtimod tærer på som en slags ressource. Det sker, når borgerne påbydes at relativere deres egen nationale kultur i mødet med andre kulturer; når de påbydes at give fremmede samme rettigheder og i det hele taget gøre deres pligt og tolerere det, de ikke bryder sig om.”

Tak for en meget smuk tale. Smuk fordi den har det, som jeg for mig selv kalder “det perlemorsagtige”. Det er, når det ægte følte og den klare tanke fusionerer i et enkelt udtryk, som alle forstår.

Første gang jeg tænkte sådan, var da jeg beskæftigede mig med preamblen til Den amerikanske uafhængigheserklæring. I den siges der i realiteten intet, som andre ikke havde sagt mange gange tidligere på en anden måde, men ordene fik i skribentens hånd en lethed og vinger, så at det af andre føles som et fælles credo.

Tusind tak, Kasper Støvring.

værdig tale, der rammer lige i hjertet.

“

Kasper Støvring: “landet bygger på en veludviklet tillidskultur. Og tillid mellem mennesker, der ikke kender hinanden, er den væsentligste komponent i sammenhængskraft.”
“Det er den kulturelle integration af borgerne, der skaber en stærk medborgerlig samhørighed og vidtstrakt tillid mellem borgere og stat.”

Jeg er enig i at der er en hvis tillid mellem almindelige mennesker, men at påstå at der er tillid mellem staten og borgerne er forkert.
Staten er af natur super mistroisk. Staten truer os med straf i form af fængsel eller bøder hvis vi ikke opføre os ordentligt. Den bruger enorme ressource på at holde øje med hvad vi laver. Den laver love efter lov for at gøre det svært for folk at undgå staten.
Syntes i virkelig at det ser ud som staten har tillid til borgerne?
Jeg syntes selv at det ligner, at staten har en dyb mistro til borgerne.
For resten, kan tillid være ensidigt? Kan man have tillid til en som ikke har tillid til en selv?

Kasper Støvring: “Sammenhængskraft er med andre ord kulturelt betinget”.

Det ville være mere passende at sige, at lydigheden er kulturelt betinget”.

Kasper Støvring: “Den fælles historie har præget borgerne med nogle samlende moralske værdier”

Jeg tror ikke det er historien eller kulturen som lære os basale sandheder som “ærlighed er godt”. De kommer naturligt fra hverdagens oplevelser. Vi har ikke brug for skoler o.lign. for at blive gode mennesker.

Kasper Støvring: “Den danske nationalkultur og den loyalitet, som den fremmer, er bevaringsværdig af flere grunde. Den er nemlig hverken totalitær, abstrakt eller aggressivt selvhævdende”

Haha. Hvordan kan det så være at hver gang man kritisere den danske nationalkultur og loyaliteten, så bliver folk tit irriteret, sure, vrede, hadske, aggressive osv.

Kasper Støvring: “Det betyder ikke, at danskerne elsker staten. Men det betyder, at de har en grundlæggende tillid til den.
Hvad der er nok så vigtigt, så skaber alt dette en positiv grobund for borgernes villighed til at adlyde love og acceptere beslutninger, der ikke umiddelbart er i deres egen eller deres nærmestes interesse.”

Glem ikke at staten smider dig i fængsel hvis du ikke indretter dig. Tilliden ligner mere frygt, hvis du spørger mig.

Kasper Støvring: “Det skal siges, at denne tillid og ansvarlighed også går den anden vej. Altså fra institutionerne til borgerne”.

Jeg kan ikke se denne tillid fra institutionerne. Vi får ikke engang lov til at få udbetalt vores egen løn før staten har taget skatten. Det virker ikke som tillid i mine øjne.

Kasper Støvring: “Hvad har alt dette så med demokratiet at gøre? Hvorfor er sammenhængskraften så vigtig for demokratiet?”

Sammenhængskraften/lydigheden spare staten for en masse besvær (penge) med at tvinge folk til gøre som de ønsker. Staten kan ikke eksistere uden kultur.
Det er derfor at kultur intet har at gøre med sandhed. Det er bare en måde for staten at spare penge og retfærdiggøre sin eksistens. Kultur en samling af løgne og halve sandheder.

Smukt skrevet, men på et par væsentlige punkter falder kæden af. Fordi det er behageligt? Fordi han har læst og ikke tænkt selv? Det kan man ikke vide.

”2. Sammenhængskraft er med andre ord kulturelt betinget.”
Hønen eller ægget? Kulturen er betinget af sammenhængskraften. Det er selvfølgelig en ubehagelig observation, for i Danmark er sammenhængskraften i fuld afvikling, og som følge heraf den danske kultur.

”3. Hvad har alt dette så med demokratiet at gøre? Hvorfor er sammenhængskraften så vigtig for demokratiet?”
Og her kommer den så igen. Demokrati dur selvfølgelig kun, hvor der er afhængighed mennesker imellem. I Danmark er vi kommet så vidt på absurditeternes overdrev, at demokrati opfattes som flertallets ret til at berige sig på mindretallet. Derfor er demokratiet blevet danskernes grav.

Mvh. Børge.

Børge

“Hønen eller ægget”, spørger du.

Men jeg opfattede det på en anden måde, nemlig som et “både og”, et hele der ikke kan adskilles. Det gør jeg nok, fordi jeg har boet i flere lande med gammel kultur, og ingen steder var den gensidige tillid mellem folk så stor som i Danmark. Det er ikke blind tillid, der er emnet, træerne gror som bekendt ikke ind i himmelen, men en meget høj grad af tillid.

Jeg har tidligere berørt dette emne og vil vende tilbage til det, for meget apropos dine beklagelser over det med pengene, er der nemlig økonomer, der i øjeblikket er i gang med at påvise en sammenhæng mellem tilliden og vikingetidens normer. Måske er det ønsketænkning, men den er i hvert fald interessant.

Vi er mange, der mener, at det er en kendsgerning, at der fortsat hersker en forholdsvis gensidig stor tillid i det danske folk. Tilliden er ikke uden sprækker, jeg nærer fx ringe tillid til det danske retssystem, når man er oppe imod personer med mægtige forbindelser og venner indenfor samme, og Birthe Rønn Hornbechs syn på dommere svarer ikke til mit, jeg ejer ikke hendes autoritetstro og i det hele taget ikke den slags tro, dertil kender jeg trods alt mennesker for godt.

Jeg tror heller ikke på skrønen om de troskyldige danskere, der er nemme at narre, når de bevæger sig ud i verden. Derimod tror jeg, at det ligger i mange af os, at vi først prøver med det gode og tillid og ser, om dette kan bære. Hvis ikke, kan vi nemt blive sårede og desillusionerede og sagtens finde dolkene frem, det ved man blandt andet indenfor forretningsverdenen.

Bevares, der findes mange undtagelser, men alt i alt er vi forvænte med venlig imødekommenhed, og den er ganske rigtigt på retur sine steder, fordi narcisserne har spændt buen for hårdt. Her tænker jeg både på vore egne og gøgeungerne.

4.niin

Hvem er staten hvis ikke den er OS ?

Vi har den stat, og det samfund, vi selv medvirker til at frembringe og holde vedlige.

Støvring siger tingene meget smukt og meget rigtigt.

Hans spørgsmål:

” Måske vi har været for hurtige til af afkoble demos fra etnos ?

Altså den politiske identitet som statsborger fra den etnisk-kulturelle nationale identitet.

Et demokrati er jo kun en styreform. Den fastlægger procedurer fpr, hvordan vi skal handle i politiske uenigheder.

Men før dette “vi” kan handle, må der overhovedet være et “vi”.

Vi må altså kunne svare på spørgsmålet : HVEM ER VI ?”

er SÅ væsentligt at få besvaret, fordi vi står med den specielle demografiske udvikling som vi gør !

For mig er det kernepunktet i Kasper Støvrings Grundlovstale .

6.Mette

Jeg har også læst, hos Punditokraterne, om forskningen i de Danske Vikinger og deres tillidskultur som man vil prøve at føre bevis for er nedarvet i deres efterkommere blandt Danskerne i dag.

Personligt finder jeg denne forskning rasende interessant, fordi familiens stamtræ kan føres tilbage til før Vikingetiden.

Sådan som du beskriver nutidens Danskeres måder at udtrykke tillid på kan jeg genkende fra min omverden og mig selv.

M.h.t. den omtalte forskning foreslog jeg Punditokraterne at sørge for vi andre bliver informeret ad hoc eller at de direkte oprettede en speciel blog omkring denne forskning.

-> Vivi Andersen

Staten er ikke os, men den er heller ikke nogen andre. Staten er et system som giver privileger til nogle mennesker på bekostning af nogle andre. Jeg er enig i at vi har den stat som vi selv frembringer og vedligeholder. Jeg syntes dog ikke at Støvring siger noget smukt eller specielt rigtigt.
Efter min mening, burde alle opgive deres politiske identitet og deres kulturelle tilhørsforhold. Det ville være bedre hvis folk bare var individer.
Demokrati er en styreform, som bygger på tvang/vold. Det ville være bedre hvis vi havde et system som ikke byggede på tvang/vold til at løse uenigheder.
Hvad synte du?

9.niin

Det kan siges ganske kort hvad jeg synes :

det du foreslår er utopi.

Det er menneske(dyret) du taler om som skabere og vedligeholdere af noget sådant.

Taget i betragtning hvad vi, qua emperi, ved forefindes af iboende kræfter i dette dyr er det du forslår en umulighed.

PS

Men teorien er smuk.

Hvad jeg finder ganske interessant er imidlertid, at det på trods af vores iboende rovdyrdrifter har formået at etablere hvad vi i dag kan kalde en civiliseret form for samfund.

Uden dets regler og love, som vi gennem demokratiske processer har valgt folk til på vores vegne at udforme og vedtage, var vi underlagt Jungleloven.

Eller vi kan også benævne denne Junglelov som Naturloven : at den stærke altid bestemmer og de svage bliver ombragt.

@ Mette, Vivi oa.

Kultur, gener og alt det der. Hvorfor har vi danskere haft en stærk kultur? Hvorfor står rigdommens vugge i europa?

Det er simpelt alt det her: Efter istiden vandrede vore forfædre nordpå efterhånden som klimaet tillod overlevelse. Kun de allerstærkeste og -dygtigste overlevede. Ren Darwinisme. Udfordringen skaber mennesket. Ingen udfordring intet menneske.

Indtil for bare ca. 100 år siden boede mange mennesker her på egnen stadig i jordhuler. De sultede og frøs ihjel og kun nødens nødvendighed gav nogle få af dem overlevelse. Deres forudsætninger er så fremragende beskrevet af en af egnens og en af Danmarks allerstørste digtere – Jeppe Åkjær. I hans ubeskriveligt store digte kan vi finde summen af de livsvilkår, der skabte Danmark. Allersmukkest og enklest i ”Jeg er havren” og ”Sneflokke”´. Her er hele den danske kultur samlet. Den, velfærdsdanskerne for længst har taget livet af.

Jeg bliver hver dag mindet om mine forudsætninger, når jeg går ud i stalden. Når jeg skal igennem stalddøren, må jeg bukke mig. Den er ikke mere end 170 cm høj. De var små, de var seje, de var danskere.

I dag vil Vivi så give mine penge til et fromt forskningsprojekt, der skal vise at mine forfædre var meget solidariske med nutidens velfærdsdanskere. Meget mere end jeg. For et par dage siden kommenterede jeg et forskningsprojekt, der viste at vi i stort omfang nedstammede fra araberne.

Om ikke alt for mange år er jeg død. Jeg ville gerne fra da af sidde ude på min bakke og se danskerne spise deres eget lort.

Hvor fuglene flyver stegte ind i menneskenes mund, vil der ikke blive tænkt nyttige tanker.

Mvh. Børge.

-> Vivi Andersen

Jeg kan kun snakke ud fra min egen erfaring, men jeg mener du tager fejl. Det er ikke umuligt. Mennesker er ikke nødvendigvis så dyriske og dumme som du tror.
Jungleloven….nah her tager du også fejl. Det meste af vores beslutninger foregår uden at staten blander sig og vi klare os fint. Vi behøver ikke staten til at bestemme hvad vi må og ikke må. Det kan vi sagtens klare selv. Der er ingen beviser for at jungleloven ville træde i kraft.
Hvis flertallet er ligeglade med de svage så vil de også være det i et demokrati. Faktisk ville det være meget være for de svage i et demokrati fordi dem der ikke kan lide de svage kan tvinge dem til alt mugligt.

Vivi, Børge oa.

Det er for varmt at være i haven og at foretage sig noget praktisk.

Jeg holder også af Jeppe Aakjær, hvem gør ikke det, og især jyder. “Jeg er havren” hørte til favoritsangene, da min søn var lille. Men mest holdt han af “Danmark nu blunder den lyse nat” (hele året), og den er vanskelig at synge, ikke mindst når man sidder foroverbøjet på en sengekant. Det er også blevet tradition at afsynge den, når mine studenterkammerater og jeg mødes, for den sang er indbegrebet af Danmark, når det er smukkest som nu.

Efter en varm maj måned er det allerede ved at være tid at plukke hyldeskærme til fortryllet kokkeri og huske Johs. V. Jensens “Envoi”, der starter med nogle af de smukkeste linier, jeg kan komme i tanke om i vor digtning:

“Nu breder Hylden
de svale hænder
mod Sommermånen.

De samme Bøge
og lyse Nætter
den samme Lykke!”

Men du har ret Børge, fattigdommen med al dens sult, fejlernæring og alle dens ulykker er slet ikke så langt borte, og førhen måtte man tit bære kreaturerne ud på græs om foråret, fordi man ikke havde haft nok foder til dem. Der er ingen tvivl om, at såvel mænd som kvinder var gensidigt afhængige af hinanden i det meste, og at de måtte være i stand til at disponere over længere tid, hvis de skulle klare sig gennem vinterhalvåret. Den slags er med til at lære mennesker og en overvejende bondebefolkning som den danske ansvarlighed. Der er oplagte grunde til, at det i dette land betragtes som foragteligt, når folk ikke vil forsørge sig selv, hvis de kan.

Jeppe Aakjær var radikal historiker, og den fik ikke for lidt, når hans sociale forargelse kogte over. Han skrev bl.a. en lang og skrækkelig artikel om en bror til den Mette, som jeg tog mit debatnavn efter, og som jeg ønsker at give oprejsning, hvilket andre også har gjort (lidt overfladisk). Blicher har ligeledes et opgør til gode med mig, og der har Jesper Langballe gjort et lærd og grundigt forarbejde.

Mange vil kunne fortælle om noget lignende, for vor danske verden er til at overskue, og det er et af vore stærkeste kort. Der har aldrig været uoverskueligt langt fra bønderne til kongen, og selv om kongerne har haft en masse fejl, har de åbenbart været tilstrækkeligt gudfrygtige til ikke at løbe helt løbsk, undtagen nogle få der kom under et slags uofficielt overopsyn og værgemål.

Men gud fri mig vel, hvor var det tæt på at gå helt galt under Svenskerkrigene, mere end de fleste har forstået. Der var ikke den krise, som ikke stod i fuldt flor. Jeg tænker tit på det, som man kan finde i datidens bevarede tingbøger, der taler deres eget sprog om et samfund på fallittens rand. I en lang periode blev tingbøgerne slet ikke ført, fordi landets retssystem de facto var ude af funktion med alt, hvad dertil hørte. Og det var meget, eftersom mange havde mistet alt, var blevet dræbt, var døde af epidemier, voldtaget og hverken havde mad eller et sted at bo, manglede såsæd, landbrugsredskaber, kreaturer og meget andet. Men alligevel kom der forholdsvis hurtigt styr på tingene, skønt vi hurtigt efter gik ind i noget, som mange opfatter som 100 års landbrugskrise.

De slesvigske krige var borgerkrige i hertugdømmerne, men i kongeriget Danmark har vi ikke oplevet en borgerkrig siden reformationen. Vi har udviklet os med evolution og ikke med revolution. Set på den baggrund skal man vel ikke undre sig over, at det er svært for os at bryde det mønster i dag, hvor mange vægrer sig ved at erkende, hvilken vej det går.

Det må vel også siges at være forståeligt, at vi vånder os over, at så meget magt flyttes til Bruxelles, for vi er stadig vant til korte kommandoveje og en tradition for at kunne komme i kontakt med magthaverne, hvis vi vil. Det er meget væsentligt for menneskers trivsel, at de føler, at de har indflydelse på de forhold, de lever under. Derfor er det også så dødsensfarligt og kritisabelt, at vi nu er på vej til at blive et mindretal, der druknes i en syg drøm om storriget Eurabia

Jeg har som Vivi en tusindårig danmarkshistorie, og vi har sandsynligvis også meget mere bag os. De fleste af os danskere her har det sikkert på samme måde, det er ofte tilfældigt, om det kan sandsynliggøres. Mange af os er sikkert beslægtede, hvis vi vælger et tilstrækkeligt dybt perspektiv, større er befolkningen jo ikke.

Jeg føler mig forpligtet af denne forhistorie, hvilket jeg kan mærke, at Vivi og også du gør, Børge. Vi har været med på godt og ondt og er ganske rigtigt selekterede til at tåle en masse. Dette er en af de hemmeligheder, som gøgeungerne endnu ikke har fundet ud af.

Når jeg bruger udtrykket gøgeunger, er det ikke fordi jeg er imod al indvandring. Jeg har selv fremmede spor i min slægt, hvilket jeg tror, at de fleste har. Men det var mennesker, der måtte indrette sig og sørge for sig selv, ikke bekvemmelighedsnassere fra fjerne kulturer, som i virkeligheden helst vil lave det hele om, og som bilder sig ind, at de kan gøre det og skabe en ny sammenhængskraft. Indtil videre har de kun demonstreret et klansammenhold, der virker undertrykkende på enkeltindividerne og danner parallelsamfund. De vil ikke assimileres, og alt andet vil trække samfundet i usolidarisk retning, ødelægge tilliden blandt mennesker og til sidst ødelægge vort velfærdssamfund.

Er det ikke en rædselsfuld tanke, at vi i løbet af få år har fået et befolkningstilskud af muslimer, der måske slet ikke er så religiøse og muslimske, at det gør noget, men som ikke tør indrømme det og tage afstand fra al det religiøse hysteri af angst for at blive myrdet af deres egne?

Det er et for os usandsynligt mareridt, der ikke desto mindre manifesterer sig med tiltagende hast. Der er sandelig lagt i kakkelovnen til de yngste generationer af vore egne, som tager de gode forhold som naturgivne.

Vil de kunne klare den forestående moralske krise, eller vil de i desperation for at beholde velstanden fornægte udviklingen og af den grund sætte for sent ind med et tilstrækkeligt hårdt modspil? Jeg synes, at Margrethe Vestager er et ynkelig eksempel på, hvad mental behagesyge, konfliktskyhed og forkælelse kan føre til, og beklageligvis har hun høstet stemmer påd det. I hende har angstneurotikerne fundet en førerfigur.

>14 Mette

“I hende har angstneurotikerne fundet en førerfigur.”

Det er så sandt, som det er sagt. Vestager lider af en realitetsfobi.

Jeg hørte Messerschmidt i Odder. Aldeles forrygende. Har sendt talen til Kim med tilladelse til at lægge den ud. Jeg håber, vi også får den at se.

Tak til Støvrng for en fremragende nationlkonservativ tale, der er en dejlig modgift mod liberlisternes fladpanddede pladder.

Når tillid mellem mennesker er et resultat af de mange sociale bevægelser der har været i Danmark, SÅ ER SAMMENHÆNGSKRAFTEN KULTURELT BETINGET – Børge. Det vil også sige, at danskernes traditioner og normer – vaner og skikke – vores mentale følelsesmæssige opfattelser – er den kultur, vi lever efter. Ingen tillid, ingen sammenhængskraft.

”I et frit samfund må der altså eksistere indre moralske bånd til acceptere, at der er grænser for deres frihed, at den enes ret altså er den andens pligt.”

Kasper Støvrings ord er her meget præcise, for grunden til at danskerne accepterer staten, hviler på tillidsstrukturer, der er sammenhængskraftens altafgørende kerne. Derfor har demokrati og politiske teorier eller opstillede frihedsbegreber ingen reel betydning, hvis tilliden ikke er der.

Og det er her problemet med de fremmede kommer ind. Og jeg bliver jo nødt til at sige vore muslimske venner, som faktisk startede med at destruere den tillid, som er danskernes største personlige og sociale værdi. Årsag: De forkastede danskernes traditioner, vaner og regler ved at kræve særregler for deres egen religion og kultur.

Og når K.S spørger, om demokrati, lighed og tolerance kan holde samfundet oppe i meningsfuldhed alene, så er svaret et krystalklart nej! En demokratisk forfatning alene gør det ikke.

Og hele den fremmedgjorte diskussion om Muhammed tegningerne og ytringsfriheden skaber – sammen med muslimernes særkrav – mistillid mellem dem og os. Hvilket også vil sige, at de ikke dyrker danskernes kultur men tværtimod modarbejder den og derved gør sig selv til fremmede.

Begreber som frihed, lighed og tolerance – som ”muslimernes nyttige idioter” elsker at slynge omkring sig – er derfor dyrkelse af tomme idealer, fordi de er rettet mod et folk, som vi ikke har tillid til. Derfor bliver de selv falske begreber. Enkelt og ligetil.

Der er derfor ingen fremtid, for det Danmark vi kender og holder af, hvis ikke de fremmede kulturer – som er trængt ind i Danmark – anerkender og integrerer sig ind i danskernes tillidskultur og dermed medvirker til at holde sammenhængskraften oppe. Og set i lyset af Islam og deres imamers hidtil historiske optræden på verdensscenen – i lyset af deres Koran – så er det ligeså umuligt som to torsdage på en uge.

Og som Wilder udtrykte det i et interview – og som jeg i al beskedenhed har skrevet til bevidstløshed. Problemet med de tolerante muslimer er, at jo flere de bliver, jo mere aggressive vil de radikale muslimer udfolde sig. Og jo mere vil de mere tolerante muslimer bøje sig. Det er Wilders erfaring i Holland, og det vil danskerne selvfølgelig også efare. Med andre ord, med tiden vil flere og flere muslimer forkaste danskernes værdier. Hvilket også er lige så sikkert som, at efter søndag følger mandag.

Det er fremtiden for Danmark. Hvilket dog ikke betyder, at de nyttige idioter vil forandre adfærd. Det sker først, når samfundet ramler ned over hovedet på dem. Og selv der vil de forsøge sig med nogle af de åndssvage forklaringer, som de allerede for tiden stiller på benene for at forsvare deres frisindede og tolerante holdninger.

Hvis irerne stemmer nej til Lissabon-traktaten, er det deres egen sag. Så kort og lakonisk lyder meldingen fra EU. Alligevel håber jeg inderligt, at det bliver et nej. For det ville være et lillebitte lys i det moralske mørke, der omgiver denne magtmastodont, der for længst er begyndt at afsløre sine reelle hensigter om end de sjældent fremkommer så utilslørede. At bytte om på faktorernes orden uden at ændre på resultatet er mere stilen.

Dertil har man ferme håndlangere, overgagerede EU-embedsmænd med fede diæter udgør et uoverskueligt antal fødselshjælpere, og hvem der overordnet dirigerer denne menage, er ikke nemt at sætte fingeren på, da de små tandhjul arbejder i lukkede enklaver og dagligt har problemer nok med de mange sprog og forvirrede private forhold pga. udstationering. Deres e-mail overvåges, ja, men næppe grundigt for så vidt angår de små og ubetydelige sprog som fx dansk, har jeg ladet mig fortælle.

Hvad er det, der får nogle af de grå eminencer til at få andre, der er mindre grå, til at tale i højt rosende vendinger om den ferme lille hr. Rasmussen fra Danmark, som har ophøjet sig selv til diktator og er lykkedes med via en medgørlig justitsminister og hendes ministerium at få ratificeret en traktat udenom den befolkning, hvis ærinde han foregøgler at gå?

Det skulle ikke undre mig, om den egentlige grund er den, at han er så ivrig, og at de andre helst ikke vil have for meget klinket i det, der forestår. Jeg mener Euromed, atombomber og al det der.

Men Anders vil gerne og viger ikke tilbage fra at betale en national pris i globaliseringens højhellige EU-navn med arabisk accent. Justitsministeriets jurister kan man jo altid koste rundt med. Der er man altid sig selv nærmest, lader det til. .

Indimellem farer Anders Fogh på skærmen og udtaler sig heroisk, så at vi igen kan få vejret for en stakket stund midt i vores påtvungne selvudslettelse. Som nu forleden med Al Qaida eller hvem det nu var, der myrdede og sårede en masse muslimer, for at genere Danmark. Det er sandelig et speget spil, men Anders råbte nej for åben skærm, og det var der sandelig brug for.

Det er ikke fordi jeg er en af Anders Lund Madsens beundrerinder, men nu vil jeg for første gang citere ham, skønt han blot er en af mange melankolikere i dagens JP. Dette er der endnu ikke link til, men det findes på bagsiden af Indblik i hans klumme, som han kalder Udblik, kontrær som han er (og deri er han jo pæredansk).

Lund Madsen skriver om, hvordan den lille mand (det er noget han selv ved noget om) altid får tæsk, når han er modig, og tilføjer, at de små derfor ikke ændrer noget

“i det store billede. Fordi Sverige og Finland og Norge og resten af svagpissernationerne sidder med deres patetiske levealder og mobiltelefoner og dykkerbørn og stirrer ud af vinduerne ud i mørket.

Så jeg synes, at vi skal være glade.

We’re gong down in flames”

Det er det, jeg altid har sagt. Der skal være stil over det.

“Netop fordi disse idealer er blotte abstraktioner, kan man tvivle på, at de har kraft til at sikre statens stabilitet og borgernes følelse af samhørighed – sammenhængskraften, med andre ord. I krisesituationer kan det komme for en dag. F.eks. under økologiske eller økonomiske kriser, under terrorangreb eller når ytringsfriheden for alvor kommer under pres…”

For en gangs skyld en intellektuel, der også er realist…

Herefter går jeg direkte videre til en modig dame, der har fattet, hvad god og hæderlige formidling er og derfor har fået en stor hadeklub. Blandt andet inden for den frelste del af kvindebevægelsen.
Mine damer og herrer, Lone Nørgaard:

“Kronik: Derfor må vi ikke stemme om Lissabon-traktaten

Offentliggjort 08.06.08 kl. 03:00

Hvad der mest bekymrer mig er, at Lissabon-traktaten er styret af en multikulturel utopi, hvis formål er at aflive nationalstaterne, skriver Lone Nørgaard.

Jeg er meget ked af, at vi ikke får lov til at stemme om Lissabon-traktaten. Jeg ville nemlig gerne have af- eller bekræftet i en forudgående offentlig debat, om forfatningens ophavsmand Valéry Giscard d’Estaing har ret, når han i et åbent brev til en række europæiske aviser skriver:

»Lissabon-traktatens indhold adskiller sig ikke fra Forfatningstraktaten, kun formen er ændret. Det Europæiske Råds jurister har betjent sig af sædvanlig fremgangsmåde: Tidligere traktater ændres ved at tilføje ændringsforslag, og Lissabon-traktaten fremstår således som et katalog over ændringsforslag til tidligere traktater. Den er ulæselig for borgerne, der derfor må ty tilbage til Rom- og Maastricht-traktaten, som ændringsforslagene vedrører. Hvad angår indholdet kan ”den gamle” Forfatningstraktats institutionelle forslag genfindes i deres helhed i Lissabon-traktaten, blot i en anden rækkefølge. Konklusionen er, at værktøjerne i Lissabon-traktaten er fuldstændig de samme som i Forfatningstraktaten, altså den traktat som franskmændene ellers stemte nej til. Det eneste, der er anderledes, er opdelingen i værktøjskassen.

Betyder det så, at der slet ingen forskelle er? Ja, bortset fra at ordet “forfatning” og tillægsordet “forfatningsmæssig” er udeladt, og Unionens symboler er fjernet fra teksten. Meningen med den raffinerede manøvre [manipulation?? - LN] er at slippe for at skulle afholde folkeafstemning, samtidig med at forfatningsartiklerne er spredt ud i Lissabon-traktaten, blot ”renset for forfatningsagtige formuleringer«.

Så vidt Giscard d’Estaing. Hans udtalelser kan passende suppleres med:

1. Den nye EU-stat får fælles præsident, fælles statsminister og fælles udenrigsminister – bare ikke valgt demokratisk

2. Kommissionen har eneret til at stille lovforslag, til trods for at medlemmerne ikke er valgt, men udpeget.

3. Landene mister ret til at lovgive, når EU lovgiver.

4. Domstolen dømmer og grundlovgiver gennem nye fortolkninger. EU institutionerne sammenblander den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

5. Grundloven beskytter vælgerne mod politikerne, unionsforfatningen beskytter politikerne mod vælgerindflydelse.

Danmark vil altså blive reduceret til en delstat, når Lissabon-traktaten gennemtvinges. I et statsforbund beslutter medlemmerne alias suveræne stater selv, hvilke områder den fælles myndighed træffer beslutning om. Hidtil har EU været et sådant statsforbund. Med Lissabon-traktaten bliver der tale om en forbundsstat, hvor suveræniteten ligger hos den centrale ledelse. Her vil der blive truffet flertalsbeslutninger. Det betyder, at den danske regering kan blive stemt ned af de andre regeringer i et hvilket som helst politisk spørgsmål. For så vidt angår f. eks. Italiens aktuelle forholdsregler mod kriminelle udlændinge er det ikke spor usandsynligt, at de inden for en overskuelig fremtid kan og vil blive dømt ulovlige af en højere EU-instans.

Magten fjernes altså yderligere fra de nationale parlamenter og går i stedet bl.a. til EF-domstolen. Her er det værd at minde om, at når der fældes dom i retssager, fældes de af mennesker. Ret er noget, der skabes, ikke noget der foreligger. Retskilden findes i dommeren, ikke uden for i loven. Fortolkningen af loves ordlyd er aldrig objektiv, det kan ikke være anderledes. Men når først dommene er fældet, kan dommerne ikke senere stilles til regnskab for deres fortolkninger. Med andre ord: Domstolen dømmer og er med til at lovgive igennem sine fortolkninger, men siden hen skal dommerne ikke stå til ansvar for deres holdninger og (politiske) valg. Det er foruroligende.

Hvad der mest bekymrer mig er, at Lissabon-traktaten er styret af en multikulturel utopi, hvis formål er at aflive nationalstaterne.[...]

På den baggrund bliver det lysende klart, hvorfor vi ikke må stemme om Lissabon-traktaten.”

Arne Rasmusen – chefredaktør for Danmarks reaktionære og uvidende dagblad Ekstrabladet – prygler i dagens avis medlemmer af Dansk Folkeparti, fordi de beskæftigede sig med danskheden og ikke mindst de fremmede på Grundlovsdag.

Nu kan man selvfølgelig sige, hvis ikke danskheden og friheden skulle være oplagte emner,hvad skulle så være oplagte emner?

Men årsagen til brokkerierne er, at chefredaktøren for det reaktionære smudsblad mener, at kartofler, jordbær og asparges er de rette symboler for danskheden. For her ses danskernes sammenhold, ja ligefrem et stamme-sammenhold. Danskeren stopper og køber de gode danske varer og føler sig i hjertet forenet med bondemanden og de andre danskere i samfundet.

Af den årsag skal medlemmer af Dansk Folkeparti ikke bruge eller nærmere misbruge Grundlovsdag til at kritisere det multikulturelle samfund, for det har vi allerede – udbryder chefredaktøren for Danmarks dummeste dagblad.

Tværtimod skal vi udnytte den opdagelse, som Ekstrabladet alene har opdaget: kartofler, jordbær og asparges er sammenhængskraftens sande kernekraft. Og på baggrund af den erkendelse, skal vi skabe det bedst tænkelige samfund. Spørgsmålet er derfor, udtaler vor chefredaktør: Hvordan haler vi demokratiet i land?

Som min gamle mor altid sagde: ingen er forpligtet ud over sine evner, så ordet er tilgivelse. Den opfattelse, at de mange udmærkede grundlovstaler netop rettede kritikken mod det multikulturelle samfund og udviklingen, fordi denne udvikling ikke har det for godt, ligger uden for vor chefredaktørs fatteevne.

Skabelsen af det bedst tænkelige samfund afhænger jo netop ikke af demokratiets tilstand alene, men af de tillidsstrukturer som Støvring taler om og derfor, at danskernes sammenhold ikke kan overleve i længden, hvis vi ikke ser katastrofen med den muslimske indvandring direkte i ønene. Derfor er det naturligvis livsnødvendig at åbne danskernes øjne for denne sammenhæng.

At chefredaktøren for… ikke ser denne sammenhæng er ganske vist ikke overraskende, for det gør større begavelser heller ikke. Men man har vel en pligt – når man er danmarks største dagblad – at undersøge sagerne, før man lufter sin uvidenhed. Fx kan man nærlæse Kasper Støvrings fremragende grundlovstale. Men sandheden med alle “de nyttige idioter” er selvfølgelig, at de IKKE interesserer sig for den reelle virkelighed, selv om de vader i den. Tværtimod udvikler de alle mulige teorier og opfatter alle andre som amoralske nationalistiske amøber.

“Fred være med dem”, som min gamle mor også tilføjede, når hun havde rakket en eller anden ned. Men jeg ved ikke rigtigt, Jeg er jo ikke traditionel kulturhumanist.

@ 18:
“Alligevel håber jeg inderligt, at det bliver et nej.” – me2!
Så gør da noget ved det! Jeg har sendt et ‘obrop’ til de aviser og blogs, jeg i skyndingen kunne finde – p.t. er det gengivet i:
- ‘Bock the Robber’
- ‘Spectator’
- ‘Irish Times’
, men der er sikkert mange flere muligheder!

“Are we out of our minds?
ARE WE out of our collective minds? We are not going to win our money on “the horses” if we say No to the Lisbon Treaty. We bought that nag in the last general election and, yet, here we go again. The latest Irish Times/TNS mrbi opinion poll suggests that we are set to reject the treaty in next Thursday’s referendum.”

Irish Times lie nu.

Hvis noge kan versætte nogle af Lone Nørgaards “punkter” og argumenter og send dem til irske medier, ville det være fint. Jeg når det ikke.

Jeg fik tilsendt dette link til en dokumentar om Lissabon-traktaten:

Er der nogen, der har en samling links til irske medier, hvor vi kan poste kommentarer og dokumentation?

Jeg anbefaler:

Prøv at få nogle adresser hos Junibevægelsen, der allerede er i fuld gang i Irland i radio, tv og aviser, notits i JP i dag. Post gerne link her.

Mette, meget travl