@Kim

Kunne ikke finde en tipfunktion, men jeg faldt over denne, som jeg tænkte, at du oplagt kunne vride både Journalisten.dk og Journalisten.se elegant rundt i manegen.

Koblingen mellem, at svenske medier ofte skriver, at islam er voldelig, men sjældent, at jøder er nærige, er jo morsom.

Børneopdragelse er vi jo mange, der forsøger med skiftende held. De forskellige og selvmodsigende, modebestemte typer, der kloger sig på området opfatter jeg lidt som Bubber, der nu går både i swingerklubber og bliver genopdraget af én fra jægerkorpset, der forstår “at sætte grænser” for den evige yngling. Bubber kom dog op af badekarret ved egen hjælp? >Læste artiklen. Det er den sædvanlige (svenske new speak). Nu skal alt nivelleres. Kristne – og især katolikker – er ligeså voldelige som muslimer – hvor mange katolikker er det nu lige der er i Sverige? “Undersøgelsen viste også, at koblingen mellem 1.islam og voldelig adfærd er den hyppigste fordom. Aviserne fremstiller kun meget sjældent 2.katolicismen som patriarkalsk, 3.jøder som nærige eller 4.hinduer som udskejende”, skriver Journalisten.se. Jeg deler fordom 1. og måske lidt 3. 2 og 4 er nye for mig, men man skal jo altid være åben for nye fordomme? Spøg til side. Den svenske Journalisten.se giver vel bare sit bidrag til voksenopdragelsen i folkhemmet? Der er ingen, der gider undersøge, hvilken indoktrinering vore børn udsættes for. Man får et indirekte indtryk, når man foreslår sin søn, at han skal foreslå at de skal købe kondomer og sende dem til Kenya for det beløb de samler ind i Operation Dagsværk. Det skal han ikke nyde noget af. Det er jo vores skyld, at de ikke har mad nok til deres eksponentielt voksende befolkningstal! Hørte for et par dage siden en reportage fra Algeriet, hvor det blev fastslået, at de var fattige og arbejdsløse fordi de ikke havde demokrati? Som om de kunne æde demokrati. Ikke et ord om det eksponentielt voksende befolkningstal i Algeriet! Send Vibeke Manniche til Algeriet, der er noget at tage fat på!

“Undersøgelsen viste også, at koblingen mellem islam og voldelig adfærd er den hyppigste fordom. Aviserne fremstiller kun meget sjældent katolicismen som patriarkalsk, jøder som nærige eller hinduer som udskejende”

Er der stadig tale om en fordom, når meningen ikke længere er baseret på forudfattede holdninger, men snarere er baseret på håndgribelige sider i islams hellige bog, Koranen?

Jøder må vel for øvrigt selv bestemme, om de vil solde deres penge op eller ej!!
Til gengæld er det ikke op til den enkelte, om han/hun må være voldelig.

Det er derfor, det vedkommer os, når nogle muslimer er voldelige; og det er derfor, det IKKE rager os, når nogle jøder er påholdende (og er det i det hele taget en stereotype, der holder i dag??)

At katolicismen er patriarkalsk vil jeg hjertens gerne skrive under på, jeg har nemlig selv katolske slægtninge. Der er bare ikke rigtig nogen unge katolikker tilbage, der respekterer patriarken synderligt…

Artsforskellen på disse fire stereotyper er, at den voldelige muslim skader mennesker fysisk, og at de tre andre stereotypers opførsel blot kan være kilde til irritation og ærgelse, der er af psykisk karakter.

Som sædvanlig…

Forskere kommer alt for sent ind på banen, og bliver mest af alt et resignerende blik i bagspejlet.

Min oplevelse, er at der er kørt fri opdragelse siden 1970 og nu betaler vi prisen. Især er venstrefløjen jo glade for lalleriet.

Man må jo kigge på sit barn som en allieret. En elev. Nærvær, nærhed, ærlighed, at tage ansvar for den magt man er blevet tildelt som forælder.

Fri opdragelse, er nemlig reelt diktatorisk opdragelse. Børnene har ingen referenceramme om hvad de skal gøre. I stedet for klart at få dette at vide af forældrene, så må de gætte sig til forældrenes behov, eller køre grænser af, lige indtil forældrene bekender kulør.

Dette efterlader børnene som oplagte mål for forældrenes irritation og syndebuk, fordi forældrene ikke kan forstå at børnene ikke forstår det som de voksne finder indlysende.

Det er sådan en diktator agerer. Andre skal indlysende gætte diktatorens behov, ellers bliver de straffet.

Børnene har ingen chance, de har ikke overblik eller abstraktionsniveau til at tænke som en voksen, derfor gør de tit forkert og bliver meget frustrerede, for der er ingen til at orientere dem, men kun en usagt straf, for at gøre forkert. Lige til at blive skør af.

Endnu værre er det, når forældrene forguder alt hvad børnene gør og roser dem.( for selv at slippe for ansvar ), så lærer børnene at være kejseren med de nye klæder og det er pinligt og sørgeligt, når det engang går op for dem at de er blevet taget ved næsen.

Hvis forældrene derimod er ærlige, sætter rimelige grænser og selv overholder dem, men hele tiden gør klart, at der er forskel på at være voksen og barn, så får barnet tryghed i form af rammer og tilmed en god læremester i at tage opgaver, som er voksenopgaver.

Fri opdragelse, er de jubelidioter til pædagoger og psykologer, som har styret forældre-mentaliteten og som ikke har noget som helst begreb om hvad de selv laver. De er egoister og ubegavede, totalt uansvarlige mennesker.

Tænk hvis man kunne finde en måde at straffe, eller kræve erstatning, for al den lidelse disse mennesker har forvoldt på børn og samfund gennem 40 år?

Straffen må først og fremmest være fuldstændig umyndiggørelse og dernæst fratage dem retten til at arbejde med børn.

Selv undtagelserne skal straffes, for de har ikke råbt nok op om dette.

Men i Danmark, har de i stedet fået en lønforhøjelse på 5%!

Dumheden er venstrefløjens gud.

Pæren falder ikke så langt fra hesten.

Besindige vil sikkert mene, at det er åndssvagt ikke at fortælle børnene, hvad tusinder af års liv på jorden, har ophobet af sunde erfaringer i mennesket. Så der ligger nok noget andet bag galskaben.

I min barndom blev der ikke talt så meget opdragelse. Vi skulle bare gøre, hvad der blev sagt, og ellers vankede der. Helt underligt set med tiden øjne, synes vi børn faktisk, ar det vi fik at vide var fornuftigt. Vi havde heller ikke fantasi til at forestille os, at vore forældre ikke magtede at opdrage os. Eller endnu værre – at de var i ond tro.

Fri børneopdragelse var da heller ikke andet end venstrefløjens forsøg på at nedbryde det dengang velfungerende danske samfund. Der tilbage i 60’erne, efter at nazismen og senere kommunismen fejlede som statsreligion, satte venstrefløjen alle kræfter ind på langsigtet strategi. Langsom men sikker. Hvor det offentlige kunne få fat i vore børn, skulle disse hjernevaskes med det skrappeste opløsningsmiddel – ansvarsforflygtigelse. Kongevand på små barnehjerner.

Fri opdragelse rummede så herligt mange gode perspektiver – Opløsning af familierne, fordummelse og forstakling af børnene. At man ødelagde de svageste ragede socialisterne en døjt, så længe målet kunne nås. Afskaffelse af et rigt civiliseret samfund. Hvad ikke alle kunne lære osv..

Det er en god idé at lægge vejen forbi Spydpigen. Jeg kigger derind stort set hver dag. Gertrud har virkelig fulgt ud – nåh nej afviklingen gennem årene siden 60’erne.

Trist – trist med socialisternes forbandede misundelse.

Mvh. Børge.

Det glæder mig at læse flere og flere indlæg, der omtaler grænser som helt fundamentale områder i opdragelse, og det er korrekt, at mangen en gammel hippie lidt for længe har brølet op om selvforvaltning, børns rettigheder etc.

Det er for så vidt også rigtigt, Børge, at man kan tilskrive halvfjerdserintellektuelle psykologer og andre universitetsstuderende en stor del af ansvaret for en ensidig, unuanceret debat. Mange af disse mennesker hang siden hen fast i de gamle dogmer uanset udviklingen og besætter i dag toneangivende poster såsom Foreningen for børns vilkår, FNs børneråd og så videre – og de skriver talrige bøger om det forkerte i at bestemme over sine børn.

Resultat: forvirrede moderne mødre, der går i dialog med to-årige. Og på lang sigt en ny generation, som ikke evner at indgå i almindelige, ansvarlige relationer, som mangler impulskontrol og er 100 % behovsstyrede.

Men at der i de gryende halvfjerdsere ikke var brug for nytænkning, er jeg helt uenig i. Dengang var nytænkningen i opdragelse en reaktion på den sorte skole, hvor børnene ved Gud blev mishandlet og terroriseret – i hjemmene, i skolerne og i uddannelsessystemet.

Al ideologi er radikal, for det bliver den nødt til for at have gennemslagskraft. Når bølgerne så har lagt sig, skulle diskursen gerne have fundet et leje et sted midt i mellem. Det håber jeg er ved at ske.

Grænser er en mangelvare i moderne opdragelse (hvis man overhovedet må sige ‘opdragelse’, for det sætter jo den voksne over barnet!!!). Grænser er også en mangelvare på et samfundsmæssigt plan, hvor konsekvenserne ikke rigtig er til at finde, hvor man går i dialog med hard core psykopater og så fremdeles. Tag blot Tingbjerg: man belønner dårlig opførsel med en ny klub.

Tak Børge, for henvisning. Det er sgu noget af en øjenåbner.