Seniorforsker Manni Crone var gæst i Orientering sidste fredag, og selvom man kunne frygte det værste fra en kvinde som redigerer tidsskriftet Dansk Sociologi, så blev det hele en tand mere virkelighedsfjern end Jørgen Bæk Simonsen på en dårlig dag.

Selvfølgelig sker der nogle sociologiske processer i forbindelse med islamisk terrorisme, der er mennesker involveret, men at tale om, at ekstremisterne tilfældigvis er muslimer er absurd, ligesom overskriften på hele indslaget: ‘Det er ønsket om vold som radikaliserer’. Hvis man ønsker vold er man i forvejen ‘radikaliseret’, og der går en lige linie fra rettroenhed til accepten af vold. Koranen er ganske enkelt en glimrende voldsmanual.

“Teksterne i islam adskiller sig klart fra de øvrige religioners tekster ved i højere grad at opfordre til vold og aggression over for anderledes troende… Det er indiskutabelt, at teksterne opfordrer til vold og terror.” (Tina Magaard, phd: Jyllandsposten, 11/9-05: Islam er den mest krigeriske religion)

Den slags kan man ikke ytre uden at ramme fredelige muslimer, men hvor min generalisering sårer følelser, så kommer Manni Crones manglende forståelse til at koste afrevne lemmer i gadebilledet.

For år tilbage, forklarede forskere, at det ikke var et problem at fundamentalisterne tolkede Koranen bogstavtro, for det handlede jo kun om ord der skulle forstås i en særlig religiøs kontekst. 11. september 2001 gjorde nye begreber nødvendige, og for at afgrænse de moderate fra de rabiate, blev man nødt til at hente ‘islamisme’-begrebet frem, for at kunne forklare eksistensen af politisk islam. Senere fandt forskerne ud af, at mainstream-islam ikke anerkendte denne skelnen, og de måtte herefter forklare bekymrede danskere, at islamisme ikke var et problem i sig selv. Fra de islamistiske miljøer knopskød ikke desto mindre voldsparate Koran-læsere, og vi er således nået til næste nuanceringstrin: salafisme.

Om et par år vil forskere forklare, at ikke alle salafister er uforenelig med vestlig demokrati, og når de til sidst opdager de også her tog fejl, så vil de opfinde nye ikke-belastede begreber. Ligesom forskerne for ti år siden var imod brugen af islamisme-begrebet (fordi det associerede islam med politik/ideologi), så kommer de også her til at gå baglæns ind i brugen af jihadisme-begrebet (der associerer muslimernes ‘indre kamp for fred’ med bombebælter og øksekast). Vil man løse problemet, må man først forstå det, og Manni Crone er ikke en del af løsningen.

Delvis transkription.

P1-vært: Terrorister og unge der er på vej til at kunne blive det, beskrives ofte som stærkt religiøst motiverede, men det mener seniorforsker Manni Crone fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), ikke er rigtigt. Hun forsker i radikaliserede miljøer, og mener, at selvom en religiøs ideologi spiller en rolle for de stærkt radikaliserede, er det ikke den religiøse tilknytning eller følelse, der får dem til at gribe til vold. Astrid Fischer har talt med Manni Crone, om hvad det så er der driver dem…

Manni Crone, DIIS: Der har været lidt en tendens til, at vi efter 11. september har forstået islam eller islamisme, som det der i en eller anden forstand udløste terror eller førte til terror. Vi har for eksempel forstået radikalisering, som det at komme under indflydelse af en radikal religiøs ideologi, altså i takt med at man blev mere og mere religiøs, så blev man også mere og mere radikal. Det tror jeg, jo mere jeg kender til det her – jeg tror jeg egentligt ikke, det er det der er på spil. Jeg tror religion betyder flere forskellige ting. For det første kan man sige, at det, er det der i en eller anden forstand strukturerer de her miljøer, hvor der er personer, som gerne vil begå terror. Den her religiøse ideologi udgør i øjeblikket sådan den mest provokerende modstandsideologi, der er på markedet i øjeblikket, altså mod det materialistiske samfund, mod det etablerede politiske system, mod uretfærdighed, mod imperialisme og så videre og så videre. Så hvis man er sådan lidt interesseret i ekstremisme, så er det her helt klart det mest oplagte sted at gå hen.

[...]

Manni Crone: Normalt, så taler vi meget om islamisme, om militant islamisme, men hvis man går lidt mere ned og ser på nuancerne i det her, så kan man godt skelne mellem islamisme og salafisme. Islamisme er sådan en ideologi, en politisk ideologi, som går ind på, at man vil indføre en islamisk stat, og som går tilbage til det muslimske broderskab i Egypten. Det der karakteriserer islamismen, det er at man i høj grad forsøger at fortolke islam ind i nutiden, i den konkrete kontekst, man befinder sig. Hvis man er i i Europa, så ser vi at islamisterne forsøger at definere en europæisk islam, de forsøger at lave en minoritets-sharia, hvor man tager højde for at muslimerne er i mindretal og man derfor ikke kan have en islamisk stat. Salafismen, som de her lidt mere radikale grupper tilslutter sig – det er en lidt anden form for islam, som kommer, sådan i teologisk forstand fra Saudi-Arabien, Jordan, Yemen, og det der er kernen i det her salafisme, det er ligesom mere, det der med at man vil leve fuldstændigt som Profeten og hans [muslimernes profet Muhammed, red.] umiddelbare efterkommere, det er det der er kernen. Det er ikke sådan i udgangspunktet et politisk projekt, det er snarere den individuelle etik, om hvordan vi skal leve. Så er der så nogle salafister, som tilslutter sig sådan en voldelig gren af salafisme, som man kalder jihadisme, hvor det drejer sig om, ja hele diskussionen om selvmord, om selvmord er tilladt, at vold er tilladt, hvor jeg vil sige det politiske forbillede nok mere er noget i retning af det Talibanregime vi så i Afghanistan, eller hen i den retning.

Astrid Fischer: Men hvorfor er det, så her, lige præcis i denne her ideologi, at de unge samles, hvis du siger, at det måske ikke er ideologien i sig selv, der egentligt er den vigtigste?

Manni Crone: Når jeg siger at religion ikke er det vigtigste, eller det der udløser det her engagement, så er det fordi, at hvis man går ned og ser på det lidt mere empirisk, hvad er det egentligt der foregår i de her processer hvor folk tilslutter sig de her miljøer, så er der ikke noget der tyder på, at der sidder nogle unge mennesker derhjemme og sidder og studerer Koranen eller ideologiske tekster og så videre og så videre, og så en dag pludselig finder ud af, at nu er de klar til at skride til handling. Man ser faktisk mere det modsatte. Man ser nogle unge mennesker, som er tiltrukket, de er politisk indignerede, de vil ikke bare sidde og tale om de her ting, de vil ud og gøre noget, og derfor så opsøger de simpelthen de miljøer, som er kendt for at have militante synspunkter.

[...]

Manni Crone: Det vi ser er nogle som søger et militant engagement, som så søger disse her ideologier. Hvis jeg lige må tilføje en ting, så kan man også se, at vi ser lidt at folk krydser over fra andre ekstremistiske miljøer, altså fra venstrefløjsmiljøer omkring Ungdomshuset, autonome, og kommer ind i de her salafistiske miljøer. Eller vi kender også fra Sverige, at personer på den ekstreme højrefløj for eksempel, konverterer til islam, fordi denne her al-Qaeda relaterede ideologi i dag er her hvor det foregår, hvis man er i opposition, hvis man vil provokere, hvis man vil ud og have en militant erfaring.

Astrid Fischer: … salafistiske miljøer… Hvorfor lige der?

Manni Crone: Altså salafist, hvis man er mere militant eller ekstremistisk, så kan man sige at de islamistiske grupper i Europa er blevet meget mere bløde, og går meget mere i dialog med myndigheder og så videre, så de er sådan lidt soft. Det er ikke særligt provokerende at tilslutte sig dem. Der skal man over i de her salafistiske miljøer. Det er også her, at man helt konkret har mulighed for at få adgang til, hvis man nu – og det ser man jo ved nogle af de her unge, de vil gerne ud og have noget konkret militant erfaring ved at tilslutte sig nogle grupper i udlandet, hvor man kan komme lidt tættere på det, som nogle af de her vil, og gerne hænge ud med nogle af de store, eller komme i nærheden af nogle våben, spænding, og så videre, og så videre. Der er ikke noget at hente der, i de mere islamistiske grupper, eller for så vidt en gruppe som Hitz ut-Tarir. Der skal man over til de her salafistiske grupper.

Astrid Fischer: Nu taler du hele tiden om, at de finder et sted at være, eller at de opsøger nogle grupper i udlandet, men er det sådan det foregår, eller ser man også at salafistiske grupperinger i udlandet, for eksempel kunne det jo være Somalia og al-Shabaak-bevægelsen eller al-Qaeda, at de sådan fisker efter unge i de her miljøer, for at få dem over i en mere voldelig retning.

Manni Crone: … de gerne vil have fat i nogle folk med et europæisk pas dansk… men det er ikke mit indtryk, at det er sådan, at der er en eller anden al-Qaeda person, der rekrutterer decideret, jeg tror mere, man ser i dag, at de her processer går nedefra og op. Altså at unge mennesker, som bor i vestlige lande opsøger de her grupperinger i udlandet. Simpelthen fordi, det er det man ligesom kan gøre, det er det der er det hotte, og så er det jo meget muligt, at når de så har været her ude i nogle lande, og måske har været så heldige, i gåseøjne, at få kontakt med nogle af de her grupperinger, at de så bliver sendt tilbage, og bliver bedt om enten at samle penge, eller sendte flere folk ned, eller hvordan det er. Men det er lidt mit indtryk, at selvom al-Qaeda selvfølgelig gerne vil rekruttere, at det mere i dag er at dynamikkerne går nedefra.

Astrid Fischer: Men hvis du siger, at det ikke er ideologien, som er den vigtigste drivkraft, så er det jo stadig svært at forstå – hvad er det som de her unge mennesker vil, udover bare handling og spænding. Altså hvad er det der kan få en mand til at bryde ind i Kurt Westergaards hjem, og måske risikere, at, som det nu er sket, at han ender i fængsel, eller selvmordsterrorister, der giver livet for et eller andet. Hvad er det så de vil med det?

Manni Crone: I stigende grad tror jeg, at man kan forstå det her som en slags ungdomsfænomen, altså det er jo, hvis man ser på de her miljøer, primært unge mennesker, der er i de her miljøer, og vi ved jo at unge i højere grad, måske, flirter lidt med ekstremistiske ideologier, det ved vi jo, hvis vi ser på 30′erne, var der jo unge danskere som flirtede med nazismen. Vi ved fra 60′erne, 70′erne, at mange flirtede med ekstremistiske venstreorienterede og voldelige ideologier. Altså, det er unge mennesker, der kaster sig lidt ud i de her ideologier, og så kommer de ind i nogle miljøer, hvor de får anerkendelse, unge mennesker, og det er især unge mænd, søger også i høj grad, i højere grad, end andre grupper, spænding og udfordrer sig selv, sådan på en lidt ekstrem måde. Enten fysisk eller psykisk. En af de dømte i den der Glasvej-sag, sagde også, at det han havde søgt ved det her, det var blandt andet våben og spænding. Så man kan sige, det har også noget at gøre med, at det her er et ungdomsfænomen. Plus man selvfølgelig får en masse ved at være i de her miljøer, man kommer jo ind i et miljø, hvor der er en meget klar sandhed, nogle meget enkle svar, et godt sammenhold.

Astrid Fischer: Ud fra så din beskrivelse af, hvad der er der driver de her radikaliserede unge, og kan gøre nogle af de unge til terrorister, og til nogle der begår vold, hvor det ikke er ideologien der ligesom er den udløsende faktor. Hvad er det så man skal gøre for at sætte imod, så de ikke ender med at gribe til vold.

Manni Crone: Kernen i det her arbejde, det ser jeg egentligt, som sådan et lidt traditionelt politiarbejde. Altså med politi og efterretningstjeneste, og de arbejder jo også præventivt. Hvis man så skal ud og lave nogle sådan lidt mere langsigtede præventive ting, så tror jeg egentligt, at man i høj grad kan bruge nogle af de instrumenter som man allerede har. Altså hvis det her ikke dybest set er et problem, der handler om religion, og det tror jeg ikke det egentligt er, ja, alle de mennesker, som ved noget om unge mennesker – som arbejder professionelt med unge mennesker, som har en faglighed. Jeg tror de er meget godt udstyret til at takle det her problem, langt hen ad vejen.

Fra torsdagens Berlingske Tidende. Absurd apologi af musik-journalist Thomas Søie Hansen – Tigerspring fra Outlandish.

“Det er henholdvis et halvt og halvandet år siden, Outlandish-medlemmerne Waqas Quadri og Isam Bachiri udsendte solodebutalbum på dansk. Bedst gik det for Isam B, hvis tekster på »Institution« ville noget. Ikke mindst bidrage konstruktivt til den danske integrationsdebat. Han turde der, hvor samtlige popscenekolleger tier…

Resultatet, gruppens fjerde langspiller, fortsætter den musikalske trend fra den tre et halvt år gamle »Closer Than Veins«, som eksponerede et markant stilskift fra hiphoppen i retning af et mere poppet udtryk… Tekstligt set er der dog sket et større tigerspring. Og i dag påtager Outlandish sig ikke eneansvaret for at byde ind på emnerne integration, religion, politik og samfund. Det virker snarere, som om de har haft rigeligt at gøre med at samle følelserne internt og koncentrere sig om det helt nære. Om kærlighed, personlig forskellighed de tre imellem, dagligdag simpelthen. Måske er Outlandish blevet trætte af at høre sig beskrevet som elite 2.G’ere, præmieeksempler på dette og hint, måske er de blevet trætte af altid at være dem, der skal nuancere den debat, der ofte står polariseret herhjemme. Uanset hvad, så forstår man dem godt.”

Flere nuanceringer.

Jeg er har haft citatet i hovedet et par uger, men ville lige vente til næste islam-apologet foldede sig ud. Det blev idag.

“Har I lagt mærke til, at hvis man kritiserer islamisk kultur, så træder en af vore statsanerkendte eksperter i islam straks frem og siger, at islamisk kultur er mange ting. Det med at sige, at islam er mangfoldig, er et udsagn, der skal forhindre kritik og fremme respekt. Hvis jeg siger, at jeg respekterer islamisk kultur, da træder en af de statsanerkendte smagsdommer ikke frem og siger, at det kan man ikke, for islamisk kultur er mange ting. Med andre ord: når man respekterer islamisk kultur er den en ting, men når man kritiserer islamisk kultur, opløser den sig i mange ting.”

Fra P1 Morgen, der formentligt vil sparke åbne døre ind resten af ugen, som et led i det tværmediale DR Tema Din Muslimske Nabo (se evt. Fordomsquizzen).

P1-vært: Tina Magaard, hvorfor kan man ikke bruge imamerne som talsmænd for muslimer i Danmark?

Tina Magaard, islamisme-forsker.: Jamen fordi muslimer i Danmark simpelthen er så forskellige som de er… og derfor giver det ikke mening at tale om muslimer som samlet gruppe, og det giver slet ikke mening at give imamerne ordet som talsmænd for denne gruppe, for de imamer er jo ikke blevet valgt af nogen… det er i virkeligheden ikke ret mange de repræsenterer.

Det tog et par år, men Tina Magaard er nu assimileret rent akademisk. Fra Berlingske Tidende – Muslimske kvinder kontrollerer hinanden.

“Den religiøse mobning og den indbyrdes sociale kontrol blandt unge muslimske kvinder på danske uddannelsessteder synes udbredt. De muslimske drenge er også særdeles aktive i kontrollen, fremgår det af en ny såkaldt kvalitativ undersøgelse, lavet for Velfærdsministeriet, om at være muslimsk kvinde i Danmark…

Ligestillingsafdelingen under Velfærdsministeriet har fået ph.d. Tina Magaard fra Teologisk Institut ved Aarhus Universitet til at lave grundige interview af 34 muslimske piger og kvinder samt 11 ikke-muslimske, kvindelige uddannelsesvejledere på uddannelsessteder med muslimske studerende. Formålet har været at kortlægge, hvordan muslimske kvinder selv oplever problemer om ligestilling mellem kønnene, både når det gælder uddannelse, indgåelse af ægteskab, leveregler, straf m.v.

Tina Magaard understreger, at undersøgelse på 220 sider ikke giver noget fuldt dækkende billede af virkeligheden, og hun advarer derfor politikerne mod at bruge kvindernes og lærernes udsagn som skyts til politiske skærmydsler og en unuanceret debat.

- I rapporten kan begge fløje sikkert finde noget, de kan slå hinanden i hovedet med. Jeg har fokuseret på at lade kvinderne og vejlederne selv komme til orde, og uden at jeg kommer med løsningsforslag, siger Tina Magaard.”

Lørdagens konference på Borups Højskole arrangeret af Danske skønlitterære Forfattere var ikke helt spild af tid, men havde først og fremmest interesse i forbindelse med et studie af venstrefløjen. Emnet var Multikulturalisme, ytringsfrihed og menneskerettigheder, men selvom talerne alle var intelligente og veltalende, så var det meget lidt de kunne bidrage med i forhold til emnet.

Jens-Martin Eriksen lagde ud med at tale om Offentlighed og multikulturalisme, og han forblev højdepunktet. Konklusionerne var afdæmpede, men ikke venstrefløjs-apologi. Den multikulturelle utopi problematiseres med udgangspunkt i konkrete eksempler.

Professor Frederik Stjernfelt talte om Det antropologiske kulturbegreb og multikulturalisme, og havde nogle yderst relevante betragtninger i forhold til multikultur, men der var stor divergens mellem hans fundamentale skepsis i forhold til multikultur, og hans personlige præferencer udi det rent politiske – hvad desværre prægede hans analyser.

Stjernfelt og Eriksen udgiver om kort tid Adskillelsens politik, og den bliver nok en af undertegnede julegave-ønsker, selvom sidstnævnte forfatter, trods det høje reflektionsniveau og dybe forståelse for problemets natur, reelt er en del af problemet. Universiteterne har rigeligt med tre-kvarte Bæk Simonsen’er, men hvor er forskeren der åbent tager konsekvenserne af egen analyse.

Informations chefredaktør Palle Weis talte Om pressens strategier mod censur og selvcensur, og erkendte indledningsvis, at han tog fejl i forhold til Muhammedtegningerne. Tiden har vist, at de var berettiget, men i lighed med Stjernfeldt gik det hurtigt over i tom snak og politisk positioneren. Her var ingen løsningsforslag, men en masse tåbeligheder, såsom postulatet om en lighed mellem Dansk Folkeparti og islamisme. Grundlovens fremmeste fortaler sammenlignet med demokratiets definitoriske modsætning.

Der blev talt en del om en ‘moderat’ tredje vej, og det må være Tøger Seidenfadens: ‘Ja vi har ytringsfrihed, men…’ Den tredje vej er glidebanen til nye niveauer for krænkethed – islamisering som skiver på en salami.

Den svenske Muhammedtegner Lars Vilks talte også (ikke-annonceret), og da han i lighed med Kurt Westergaard udspringer af et venstreorienteret kunstnermiljø, så kunne han tillade sig at tale mere frit fra leveren. Hvis bare den øvrige venstrefløj havde haft samme mod.

Tina Magaard skulle have talt om Strategien for Organization of Islamic Congress… i kampen mod FNs menneskerettigheder, men det blev en overordentlig pinlig affære. Hun indledte sit oplæg med at fortælle, at hun havde boet i Frankrig i femten år indtil hun kom til Danmark i 2005, og så gik hun ellers til angreb på den danske debat. Det hele opsummerede hun på tavlen med et skema, hvor hun opdelte Danmark i to lejre – de højreorienterede og de venstreorienterede. Førstnævnte stod for nationalisme, racisme, intolerance – sidstnævnte for plusord såsom multikulturalisme, tolerance og frisind. Taletiden blev således brugt på at placere sig selv på den gode venstrefløj, og hun følte flere gange behov for at understrege, at hun var motiveret af sympati for moderate muslimer og undertrykte kristne i arabiske lande. Konkret stillingtagen til Danmark anno 2008 var ikke-eksisterende, og jeg følte mig hensat til gymnasietiden, hvor kvindelige SF-lærere også angreb enhver form for borgerlighed fra katederet.

Jeg vidste udemærket at hun var venstreorienteret, men der et eller andet helt galt med den akademiske verden, når en af de mere fornuftige forskere, spilder konference-deltagernes tid med etiketter. Paradoksalt nok, så indledte hun med generel afstandtagen fra mediernes brug af kategorier. Problemet var reelt ikke den polariserede debat og mediernes citatbrug, men det at forskerkollegaer qua hendes islamkritik kunne få det indtryk at hun var højreorienteret.

Myten imødegik hun med diverse hadske udfald mod højrefløjen (ikke-defineret), ingen var mere “anti-national” end hende, og så kunne hun ellers fortælle at hun havde fået trusler fra to DF’ere. Det skulle næppe forstås som medlemmer af Dansk Folkeparti, men var blot et synonym for ond racistisk højrefløj. Man græmmes, og hun må virkelighed have gjort sig sine erfaringer med anvendt islam, når hun med sin manglende civilcourage trods alt ikke jagter lektoratet med kulturrelativistisk abstraktion.

Nu kunne det ikke blive værre tænkte jeg, og det gjorde det så.

Næste taler var ateisten Malene Busk, der skulle tale om Venstrefløjens historiske konception af multikulturalisme, men det blev aldrig relevant. Hun kunne næsten ikke få sig til at bruge I-ordet, og talte derfor mest om den kristne højrefløj i USA og Dansk Folkeparti. Hun talte indforstået som frisindet venstreintellektuel til frisindede venstreintelletuelle – bemærkelsesværdigt, når nu 1/3 af salen var fyldt med borgerlige bloggere fra de nordiske lande (herunder Sara Azmeh Rasmussen – frafalden muslim, lesbisk). Hun lancerede udtrykket “anti-racistisk islamkritik”, og pointen var som hos åndsfællen Magaard, der talte om “hyper-nationalisme”, at enhver form for borgerlig islamkritik var lettere fascistoid. Man forstår fint formålet med insinuationerne, for når nu historien har vist at det ikke er socialisme der skaber velfungerende demokratiske nationalstater, så må man jo associere national-borgerlighed med totalitarisme. De er givetvis klogere end de giver udtryk for.

Jeg forlod arrangementet efter Busk, men det siges at Eva Maria Lassen fra Institut for Menneskerettigheder var endnu værre.

Tilbage står et indtryk der ikke vil forsvinde sådan lige. Jovist påvirkes venstrefløjens intelligensia af virkeligheden, men der er væsentlige ideologiske blokeringer, som bevirker, at nye erkendelser kommer modstræbende – for lidt, for sent, så at sige.

(Eriksen, Magaard, Vilks, Lassen, Stjernfelt og Busk)

Apropos.

Hjemme forfølger de systematisk ikke-muslimer. Ude finansierer de radikale islamisters agitation. – og nu taler de om dialog. Jeg kan ikke den dag.

Fra Kristeligt Dagblad – Kampagne for islam.

“Madrid danner i disse dage ramme om en religiøs verdenskonference, der begyndte i går. Her er 200 deltagere fra de store verdensreligioner kristendom, jødedom, buddhisme, hinduisme og – ikke mindst – islam repræsenteret. Det er den saudiarabiske konge, Abdullah bin Abdul Aziz, som har taget initiativ til konferencen, som han i går åbnede sammen med den spanske konge, Juan Carlos.

Saudi-Arabien har fastlagt programmet, og det lægger op til en positiv forståelse af Islam, mener en af deltagerne den norske islamekspert Jan Opsal fra Missionshøyskolan i Stavanger…

Bestræbelserne på at skabe et bedre billede af islam i Vesten virker. Kirkesamfund verden over valfarter til Madrid, herunder repræsentanter fra Kirkernes Verdensråd, der dog pointerer i en pressemeddelelse, at de er skeptiske over for Saudi-Arabien som vært, da ikke-muslimsk tro er ”bandlyst” i oliestaten. Alligevel vælger Kirkernes Verdensråd at deltage, for ”dialogen er vigtig”.

Det mener også den danske overrabbiner, Bent Lexner, som er positivt stemt over for konferencen.

– Det er udmærket, at kong Abdullah af Saudi-Arabien har taget initiativ til en konference om dialog mellem religioner. Det er der brug for, for her møder folk hinanden på tværs af religiøse skillelinjer, ser hinanden som mennesker, og det kan betyde, at fordomme falder bort, siger han…

Mere kritisk er post.doc. Tina Magaard fra Aarhus Universitet. Hun mener, at dialog er et af tidens modeord trods tvivl om, hvad det egentlig betyder.

– Betyder dialog gensidig forståelse? Eller mission? Eller imagepleje? Eller betyder det, at man har en stiltiende aftale om kun at sige noget pænt om hinanden og derfor ikke berører mere pinagtige emner, såsom Saudi-Arabiens krænkelser af religionsfriheden og brud på menneskerettighederne? spørger hun.

Hos Institut for Menneskerettigheder ser Mu’ayyad Mehyar, projekleder for dialog mellem Europa og Mellemøsten, dog mere positivt på den saudiske imagepleje.

– Alene det, at det finder sted i Madrid, er symbolsk. Her har jøder, muslimer og kristne før levet i fredelig sameksistens. Så budskabet er, at denne fred kan skabes på ny, siger han.”

På overfladen gode faktuelle artikler, men der mangler helt perspektiveringen. Selvfølgelig er det interessant at Tyrkiet under Erdogan drejer væk fra sekularisme, men integrationsperspektivet bør dog være det væsentlige i en historie som denne. Diyanet har moskeer i de fleste større byer, hvorfra de fra Tyrkiet udsendte imamer (hojaer) prædiker.

“Ugifte mænd og kvinder bør ikke være alene sammen, det er forkert at bruge parfume, og Vestens moralske forfald er skyld i lovliggørelsen af abort.

Med disse og flere andre anbefalinger om kvinders opførsel er Tyrkiets statslige Direktorat for Religiøse Anliggender, det såkaldte Diyanet, kommet under beskydning for legitimering af kvindeundertrykkelse og for manglende respekt for Tyrkiets sekulære forfatning.

Reglerne for kvinders opførsel fremgår af en artikel, som Diyanet har offentliggjort på sin hjemmeside. Her kan man blandt andet læse, at flirten svarer til utroskab, at mænd og kvinder på samme arbejdsplads er problematisk, samt at kvinder bør dække sig til og opføre sig anstændigt, så de ikke fremprovokerer seksuelle lyster hos mænd.

– Kvinder, som kommunikerer med fremmede mænd, skal tale på en måde, der ikke skaber mistænksomhed i ens hjerte, og med en sådan alvor og ærbarhed, at de ikke skaber misforståelser hos den modsatte part, og de skal ikke viser deres ynder og deres fugir, og de skal dække sig til på en pæn måde, lyder det blandt andet i udtalelsen, hvor Diyanet også understreger, at islams profet, Muhammed, anså det for amoralsk opførsel, når kvinder bar parfume uden for deres hjem.”

Lene Kühle er den danske islamforsker der ved mest om moskeerne. Tak for ingenting.

“Lene Kühle afviser, at moskeerne i Danmark generelt er varmestue for muslimske terrorister eller yderligtgående synspunkter.

- Selvom der i nogle moskeer kan findes ekstreme synspunkter, virker de fleste moskeer i lige så høj grad som kaffestuer, hvor man har mulighed for at tale tyrkisk eller læse pakistanske aviser.

Hun understreger ligeledes, at idéen om, at udenlandske imamer på det såkaldte forkyndervisum skulle være ansvarlige for at udsprede islamistiske eller fundamentalistiske budskaber, er forkert.

Der er ca. 30 imamer i Danmark på forkyndervisum, og flertallet af disse er udsendt af det tyrkiske religionsministerium, Diyanet, som lægger meget vægt på, at deres imamer skal være ’moderate’. Imamerne kan måske beskyldes for at vide for lidt om danske forhold, men de kan bestemt ikke beskyldes for at være samfundsnedbrydende, siger Lene Kühle.” (Danske moskeer har vanskeligt vilkår; Det Teologiske Fakultet, AU)

Den ene dag lyder det, at islam ingen har med kilderne at gøre, men først eksisterer i kraft af den enkelte muslims individuelle fortolkning i en dansk kontekst. Den næste dag betragtes det som positivt at danske muslimer fremover får mulighed for at få tage en islamisk uddannelse baseret på konsensus i Egypten.

Fra gårsdagens Berlingske Tidende – Islamisk universitet på vej i København.

“Veluddannede danske muslimer skal i København kunne tage islamiske overbygningskurser inden for jura, økonomi og sikkerhedspolitik på universitetsniveau. Og de skal i deres studier kunne trække på religiøs og videnskabelig ekspertise fra Al Azhar-universitetet i Cairo, en af de centrale religiøse og intellektuelle institutioner i den muslimske verden. Det oplyser Bilal Assaad, formand for Islamisk Trossamfund, til Berlingske Tidende…

Al Azhar i Cairo blev grundlagt som en moské i 975, og i løbet af de mere end 1.000 år, der er gået siden, har Al Azhar med sine religiøse og i nogen udstrækning videnskabelige aktiviteter udviklet sig til en af de førende lærdomsinstitutioner i den muslimske verden…

»Al Azhar har i de seneste 50 år udviklet sine sekulære aktiviteter kraftigt, men det er fortsat på det religiøse område, at institutionen for alvor markerer sig internationalt,« siger Rasmus Alenius Boserup, der er direktør ved Det Dansk-Egyptiske dialoginstitut i Cairo…

Ifølge Bilal Assaad vil kurserne i København ikke kun have religiøst indhold. Også jura, økonomi og sikkerhedspolitik vil blive berørt.

»Men det er jo kun naturligt, eftersom det inden for islam er sådan, at man tager »hele pakken«,« siger Assad.

Rasmus Alenius Boserup mener, at det er en »logisk udvikling«, at Islamisk Trossamfund går til Al Azhar for i samarbejde med dem at udvikle sine aktiviteter i Danmark.

»Det er der jo ikke noget farligt i. Det er i sig selv spændende, at man går til nogle af de dygtigste folk, når man søger viden om islamisk teologi og tænkning,« siger Boserup.“

Forleden fordømte Iran, OIC og deres fæller i Vesten Geert Wilders Fitna, der med dokumentarisk billedmateriale illustrerede sammenhængen mellem koraniske vers og islamistisk terrorisme. Hvis Fitna iscenesatte apartheid, baner vejen for holocaust, og derfor er udtryk for nazi-propaganda, som det blev påstået – hvilke ord skal man så bruge om et dukkeshow sendt på al-Aqsa (Hamas) i søndags. Memri dokumenterer (via Snaphanen og Jihadwatch).

Se videoen på Youtube.

“Child: I have come to take revenge with this sword – revenge for my mother and my sisters…

[...]

Child: What can you give me? All I want is one thing. Bring back my father and mother. I don’t want anything from you. I don’t want anything from you, just bring back my father and mother. I place my trust in Allah. I need to kill you.

Bush: No, my dear. Enough. I will give you anything you want. I also… Enough with that. Come with all your friends to the White House. I will give you food and toys. We will sit in the White House and talk. You will get whatever you need.

Child: You are impure, Bush, so you are not allowed inside the White House.

Bush: What are you saying?! Why am I not allowed into the White House?

Child: Because it has been turned into a great mosque for the nation of Islam…

Child stabs Bush repeatedly

Child: Ahhh, I killed him.“

Apropos.

Kritikken af Fitna har kun undtagelsesvis været konkret, omend islamforskere som Jytte Klausen og Thomas Hoffmann begge har kritiseret Wilders brug af koranvers. Et par citater…

“There are also moments of pure source manipulation… And horrifying footage of the planes flying into the World Trade Center is prefaced with another citation from the Koran: “Strike terror into their hearts …” This sura, too, refers to the war with the pagan tribes. The next verse, though, urges the believers to embrace peace when it is offered. “If they incline to peace, make peace with them and put your trust in God.” (Jytte Klausen)

—–

“Han mener, at filmen er dybt tendentiøs i sin omgang med netop Koran-versene.

»Det jo ikke tilfældigt, at han har fundet et vers, som i sin engelske oversættelse anvender ordet terror. Men det betyder, at man skal jage en skræk i livet på folk. Men her fremstiller han det som, at verset har en politisk agenda, altså at muslimer skal anvende det politiske apparat terror«.” (Thomas Hoffmann)

Tankevækkende at forskere der i akademiske sammenhænge hævder at Koranen kun har et budskab i kraft af læseren, i mediemæssige sammenhænge hævder at Koranen er blevet misforstået eller misbrugt. Egentlig en overflødig debat, for sålænge muslimer legitimerer myrderier med koranvers, så er islam og terrorisme forbundet, og det er selvfølgelig det vestlige politikere må forholde sig til. Længere er den ikke.

Ældre artikel om koranens voldspotentiale.

“Om Osama bin Laden har læst sura 4,78 i Koranen under planlægningen af terrorangrebet på de to tårne i World Trade Center, ved kun han selv.

Men han har i alle tilfælde kunnet hente inspiration i teksten:

»Hvor I end er, vil døden nå jer, selv om I også er i høje borge eller tårne«.

Han kunne også have læst sura 16,26 i Koranen :

»Men Allah fattede deres rænkers bygning ved grundvoldene, så at taget styrtede ned over dem, og straffen kom til dem fra den side, hvor de ikke ventede det«.

Osama bin Laden, medlemmer af Al Qaida og andre islamiske fundamentalister kan finde den sproglige og religiøse ammunition for deres terrorhandlinger i rigt mål i Koranen og andre af islams tekster, viser en undersøgelse af 10 religioners tekster, som ph.d. Tina Magaard har foretaget…

»Der er slet ingen tvivl om, at islamiske terrorister kan finde skriftsteder i Koranen , hadith og Muhameds biografier, som de kan bruge som argumenter for at øve terror mod civile. I islam er terror et begreb, der findes lige fra begyndelsen som et legitimt og af og til obligatorisk middel. Teksterne i islam adskiller sig meget klart fra de øvrige religioners tekster ved langt mere at opfordre til vold og aggression. Det har længe været et tabu at tale om i forbindelse med islam-forskningen… Flere steder i de islamiske tekster fremgår det, at man godt må slå civile vantro ihjel,« siger Tina Magaard.

[...]

Begrebet terror går igen i flere skriftsteder i Koranen, viser analysen.

I engelske og franske oversættelser af Koranen oversættes det arabiske ord rub til ordet terror, mens det i den hidtil eneste danske oversættelse hyppigst bliver oversat med ord som rædsel eller advarsel, som det sker i følgende eksempler, hvor den engelske og franske oversættelse er angivet i parentes:

»Vi vil kaste rædsel (terror) i de vantros hjerter, fordi de har stillet guder ved siden af Allah Deres bolig er ilden! Og slemt er de uretfærdiges hjemsted!« (3, 152) Koranen .

»Men Allah kom over dem fra en side, som de ikke regnede med og kastede rædsel (terror) i deres hjerter, så de ødelagde deres hus med deres egne hænder og de troendes hænder. Drag da lære deraf, som har øjne at se med«. (59,3)

I de to andre islamiske tekster, hadith og biografierne om Muhamed, gives deltajerede eksempler på brugen af terror mod civile.

»Muhamed brugte terroren til at skræmme civile i form af eksempelvis handelsfolk i karavaner, hyrder og beboere i oasebyer, inden han kom med sine egentlige hære i kampen for at underlægge sig stadig større dele af den arabiske halvø, da islam vandt frem i religionens første år,« siger Tina Magaard…

»Jeg har ikke mødt begrebet terror mod civile, hverken i kristendommen, i jødedommen eller i nogle af de andre religioners tekster, som jeg har gennemgået,« siger hun.”