Det er vel hvad Mona Sheikh ville kalde et klodset forsøg på dialog. Fra Kristeligt Dagblad – Taleban giver kristne ultimatum.

“I et brev, Taleban har sendt til kristne ledere i Pakistan, giver bevægelsen det religiøse mindretal et simpelt ultimatum.

– Konverter til islam, betal den særlige skat, som islam påkræver religiøse mindretal, eller forlad landet, står der i brevet.

Men brevet omfatter også meget alvorlige trusler mod de kristne, der måtte vælge at ignorere Talebans ultimatum.

– Hvis de kristne ikke accepterer vores ultimatum, vil vi dræbe dem, brænde deres huse og bruge deres koner som sex-slaver, står der i brevet, som afsluttes med ordene: Nu er de kristne selv ansvarlige for deres egen skæbne.”

Mona Sheikh røg ud af Det Radikale Venstre i 2001, da der kom fokus på hendes medlemskab af en radikal islamistisk bevægelse, og hun på opfordring ikke ville gå på kompromis med sin religion. Som ph.d-studerende i islamisk radikalisering var hun fredag aften gæst i den sene Deadline, for at give en ekspertanalyse af den pakistansk-afghanske antiterrorkamp.

Mona Sheikh, Ph.d.: … man kan lidt forsimplet sige, at der er de her to typer fraktioner. Dem der er blevet talebaniseret efter 2001, fordi de er imod fremmede besættelsestropper i Afghanistan, og de anser kun fremmede besættelsestropper for at være legitime bombemål, og på den anden sige, de her, som du siger – transnationale aktivister eller al-Qaeda-relaterede aktivister, som har allieret sig med nogle af de her Talebangrupper, som også, altså kæmper mod et mere symbolsk repræsentation af Vesten.

Mads Brügger, DR2: Du siger aktivister i stedet for terrorister?

Mona Sheikh: Altså, det kommer jo an på hvordan man ser det. Altså de anvender vold, så på den måde kan man sige, at voldsanvendelse er altid problematisk, og derfor kan det være terroristisk, men.. (afbrydes).

Mads Brügger: – men hvad er det der foregår i Pakistan nu. Er det en terrorkampagne, eller er det en islamistisk revolution, er det en frihedskamp, hvis du skal sætte ord på det. Hvad er det så, vi er vidne til?

Mona Sheikh: Jeg tror det vigtigste, er at holde fast i, at Taleban ikke er en enhedsaktør i Pakistan, og faktisk heller ikke i Afghanistan, og der er nogle der kæmper for, blot for at få de her fremmede besættelsestropper ud af Afghanistan, mens der er andre der er involveret i den her lidt større symbolske krig mod Vesten.

(Deadline, DR2 d. 16. oktober 2009)

Mere.

Når nu Mona Sheikh kan få særlig støtte til at forske i radikalisering, så kan intet overraske. Rasmus Glenthøj er i samme eliteforsker-kategori, og hans fokus fremgår af en artikel på videnskab.dk (også offentlig støttet) – Danskhed er en moderne opfindelse. Observant-Henrik har også læst historie, og uddeler akademiske håndmadder. Fra Rasmus Glenthøj og danskheden – en historie om uklart fokus.

“Jeg var så heldig/uheldig at få tilsendt en artikel fra videnskab.dk, hvor Ph.D-stipendiat Rasmus Glenthøj forsøger sig med at dekonstruere danskhed som noget pjat, “eliten” fandt på i 1800-tallet engang. Det er jo sådan set hvad det er – folk har ret til deres egne meninger. Det der irriterer mig ved artiklen er, at manden… ikke engang kan gengive helt basale historiske fakta korrekt. Et par eksempler:

Der var mange i landet, som ikke talte dansk. Danmark var en større stat, end det er i dag. Norge, kolonierne, Grønland, Færøerne, Island og det tysktalende Holsten og Slesvig hørte ind under kronen.

Vrøvl. Manden blander så basalt forskellige begreber som land, stat og krone sammen for at få sit regnestykke til at gå op. Lad os nøjes med at kigge på kronen, eller rettere kronerne:

Danmark var et DOBBELT-monarki, fordi der var to kroner – den danske og den norske. Sidstnævnte omfattede Grønland, Færøerne og Island. Slesvig og Holsten var ikke del af kongeriget, men var hertugdømmer. Holsten selv var endda del af det Romerske Kejserrige af Tysk Nation.

[...]

Danskerne forsøgte at få indbyggerne i Slesvig til at tale dansk og dyrke dansk kultur,

Igen vrøvl. Slesvigs oprindelige befolkning VAR dansktalende, det eneste man fra såvel slesvigsk som folkeligt dansk hold forsøgte var at beskytte de slesvigske danskere mod den fortyskningspolitik, der havde kørt de sidste århundreder. Kongen og centraladministrationen i Danmark forsøgte at sabotere dette ved hver evig eneste lejlighed de havde for at holstenerne ikke skulle være sure – Holsten var den rigeste landsdel, og bureaukraterne ville ikke lægge sig ud med dem. Det har sikkert også noget at skulle have sagt at en enddog meget stor del af bureaukraterne var ud af tysk/holstensk familie. Det meste af den danske adel samt det danske kongehus var også af tysk blod – såvel Christian VIII (konge til 1848) som Frederik VII (Konge 1848-1863) havde tyske mødre.

Uoverenstemmelserne mellem nationalisterne i Danmark og i hertugdømmerne tog til i løbet af århundret. I 1848 førte det til krig mellem Danmark og Slesvig-Holsten.

Vrøvl. Det kom til krig mellem nogle separatistiske elementer blandt den etnisk tyske befolkning i Holsten og det sydlige Slesvig og den danske krone, men stort set hele den dansksindede samt store dele af den tysksindede befolkning støttede kronen. Det er derfor, separatisterne fik prygl, måtte reddes af invasionsstyrker fra Tyskland, og blev knust da invasionsstyrkerne måtte trække sig ud.

[...]

Det korte af det lange er, at hr. Glenthøj er endt med at drage vidtrækkende konklusioner ud fra hans arbejde, der udelukkende har fokuseret på den “danske” elite (snarere eliten i Danmark). Det er ikke faldet ham ind, at bare fordi den danske elite var et multikulti-produkt uden nationalfølelse indtil 1800-tallet, så kunne den almene befolkning uden for hans synsfelt sagtens have den i behold.“

Opdate. Ph.d Jesper Rosenløv sønderbomber samme artikel på Nomos Blog med konkrete eksempler fra den danske historie – Historisk løgn og politisk propaganda på videnskab.dk (13/3-09).

“Som det fremgår er eksemplerne før 1700-tallet overvældende. Tag f.eks. Sven Aggesen, der skriver en Danmarkshistorie i 1180’erne. Heri sætter han gang på gang danskernes kamp for deres frihed op imod tyskernes erobringstrang. Han skriver bl.a. om sagnet om Uffe hin Spage: ”Da nu rygtet om denne hans skrøbelighed [den danske kong Vermunds] havde bredt sig vidt omkring til egnene hinsides Elben, bovnede det tyske hovmod [Teotonica superbia] op i sin opblæstheds svulst [elationis turgiditate], eftersom det jo aldrig kan lade sig nøje med sine egne grænser, og kejseren opæggede sit vanvids raseri mod danerne [Dani], da han havde fået udsigt til at vinde sig et nyt scepter ved at erhverve sig danernes kongerige [Danorum regnum].”

I denne farens stund beretter Aggesen om kongesønnen Uffe, der udbryder: “Lad ikke udæskernes trusler røre os; thi den tyske hovenhed er det væsen [conditio] medfødt [innatus], at de praler med svulst i ord og forstår at kyse klenmodige og svage folk [pusillanimes et imbecilles] med truslers blæst [...] for at jeg endog [...] ene mand kan gå i døden for vort rige [pro regno] [...] Og idet han således stod ene mand som sejrherre over to, aftvættede han på såre glimrende måde den vanrysplet, der for mange tider siden var sat på danerne [Dani].”

Hvis Svikmøllen var et litterært årsskrift, så kunne Mona Sheikhs islam-apologi fint tage midtersiderne. Fra Information (20/12-08) – Selvmordsbombens nye logik.

“Selvmordsbomber er noget af det, der forfærder os mest i den internationale terrorisme. For de fleste er terroristernes brug af selvmordsbomber det afgørende element, der sætter det moralske skel mellem ‘vores sekulære krig’ og ‘deres religiøse terrorisme’. Selvom brugen af selvmordsattentater som krigsførelsestaktik historisk har været domineret af sekulære oprørsgrupper, og muslimske lande indtil starten af 1990′erne har haft de laveste selvmordsrater i verden, forbindes selvmordsattentater alligevel ofte med ’stærk’ muslimsk religiøsitet.

Forbindelsen mellem muslimer og selvmordsattentater er dog relativ ny…

Den Kashmir-orienterede og terrorlistede organisation Lashkar-e Taiba var den første pakistanske bevægelse, der i 1999 begyndte at benytte sig af selvmordsattentater i den indisk administrerede del af Kashmir. Dengang mødte Lashkar-e Taiba massiv kritik for sine metoder, både fra andre jihad-organisationer og religiøse autoriter, der kaldte det for uislamisk krigsførsel…. Selvom den gamle modstandstradition har fået nyt liv i dag, og deobandimadrasserne højlydt støtter Taleban, var holdningen dengang, at legitim jihad kun burde rettes mod ikke-muslimske kombatanter. I øvrigt gik den nye trend imod den klassiske islamiske jura om legitim krigsførsel, der især nævner forbud mod at skade civile, kvinder, børn, dyr, træer og bygninger. Hertil begyndte en diskussion om forskellen mellem ’selvmord,’ der utvetydigt tolkes som værende forbudt i islam, og ’selvopofrelse’ i en højere sags tjeneste. Militante aktivister laver i dag ihærdigt denne distinktion ved at kalde selvmordsangreb for selvopofrende angreb…

Talebans øgede popularitet gennem de sidste par år skyldes, at de i stigende grad er blevet et symbol på legitim modstand, siden de succesfuldt kan insistere på, at de fører en defensiv krig…

Når landets Taleban-aktivister og deres religiøse autoriteter skal argumentere for legitimiteten af selvmordsattentater, skal man grave dybt for at få traditionelle religiøse argumenter på bordet. I stedet er de i langt højere grad strategiske og sikkerhedspolitiske og svære at skelne fra den måde, stater normalt fører sikkerhedspolitiske argumenter for voldsanvendelse i en oplevet trusselssituation. Mens udbredelsen af selvmordsattentater som krigsstrategi har krævet et radikalt opgør med klassisk islamisk jura på området, ser det ud til, at en sikkerhedspolitisk retfærdiggørelse af selvmordsangreb som “nødvendighed,” “selvforsvar” og “sidste udvej” opvejer betydningen af denne afvigelse. Den udbredte opfattelse langs Pakistans grænseområde til Afghanistan er, at de aktive jihad-grupperinger er egentlige folkelige modstandsbevægelser uden mange ressourcer, og netop den opfattelse fortsætter med at mobilisere nye potentielle selvmordsbombere.”

Interessant interview med med den pakistanske fysiskprofessor Pervez Hoodbhoy i gårsdagens DR2 Udland, hvor han beretter om konsekvenserne af den bevidste islamisering af Pakistan under ul-Haqq-regimet. En islamisering understøttet af Tahir ul-Qadri, grundlæggeren af Minhaj ul-Quran, der i i Danmark har flere menigheder. En af de bedst kendte medlemmer er ph.d.-studerende Mona Sheikh, der som eliteforsker får statsstøtte til at “at styrke den empiriske viden om religiøse- og sikkerhedsdiskurser, der betinger radikal islamisme”.

Pervez Hoodbhoy, professor: “Man ser en holdningsændring hos de studerende. De er mindre nysgerrige og ved ikke meget om verden udenfor. De er ikke nysgerrige nok til at ønske at vide noget… Tolerancen for ideer udefra er også blevet svækket meget… Man kan ikke undervise i naturfag, humaniora eller andet uden at tage emner op, der rejser spørgsel og sætter tanker igang. Hvis der er modstand mod tanker, fornuft og logik… så kan vi ikke have ægte universiteter.“

Fra Videnskabsministeriets Eliteforsk.dk.

“Videnskabsministerens EliteForsk-rejsestipendier a 250.000 kr. Prisen gives til de dygtigste og mest talentfulde ph.d.-studerende indskrevet på danske universiteter og skal bidrage til, at de kan få mindst et længerevarende studieophold ved et af de allerbedste internationale forskningsmiljøer.”

Mona Kanwal Sheikh – Københavns Universitet

Religion og konflikt
Fagområde

International Politik og Sikkerhedsstudier

Populær beskrivelse af ph.d.-projekt
Jeg vil i mit projekt undersøge forholdet mellem religion, radikalisering og konflikt gennem et fokus på radikal islamisme. Projektet skal bidrage til 1) at udvikle metode og teori til at undersøge sammenhængen mellem religion og konflikt inden for disciplinerne Sikkerhedsstudier og International Politik, 2) at styrke den empiriske viden om religiøse- og sikkerhedsdiskurser, der betinger radikal islamisme, 3) at analysere udsigterne for en potentiel eskalering af en verdenspolitisk konflikt mellem ’Vesten’ og ’radikal islamisme’ og udvikle effektive politisk-strategiske værktøjer til at deeskalere sådanne konfliktdynamikker. Gennem arbejde i tværfaglige miljøer, der har religions-, sikkerheds- og fredsforskning som omdrejningspunkt forventer jeg, at projektet kan bringe klarhed over sammenhængen mellem partikulære religiøse fortolkninger på den ene side og frygt, trusselskonstruktioner og radikal handlen på den anden side.

DR kæmper hårdt for det islamiske tørklædetvang i disse dage, og hvor frontfiguren tidligere var Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid (Adam & Asmaa), så er det denne gang Samilla Qureishi, byrådskandidat for Socialdemokraterne på Frederiksberg. Det Radikale Venstres Ouafa Rian bar ikke tørklæde, så hun fik som bekendt udenrigspolitikken at lege med (Fredsmissionen, mod Irak-krigen).

Tidligere i dag kunne man i P1 debatten høre Sherin Khankan væve løs over samme tema, som altid væbnet med et højt abstraktionsniveau og en god håndfuld plusord.

Som modgift mod den licensfinansierede islam-apologi, er Kirsten Sarauws kronik fra lørdagens Kristeligt Dagblad yderst velegnet. Politiken ville ikke optage den – deres læsere har det nok bedst med virkeligheden i små doser. Her på Uriasposten er det ofte langt, men altid koncentreret – ‘Er euroislam fremtidens løsen?’ (fuld længde via Snaphanen).

“I marts måned 2007 år fandt en konference om den såkaldte euroislam sted i Wien. Her formulerede de prominente muslimske delegerede en fælles fremtidsvision om et islamisk behersket Europa. Mustafa Ceric, den bosniske stormufti, udmalede sig ved samme lejlighed “en kommende islamisk æra, der med forbillede i det mauriske Spanien og det osmanniske Sydeuropa, skal afløse kristendommen”. Blandt deltagerne var også den allestedsnærværende professor Tariq Ramadan. Han mente, at euroislams mere langsigtede hensigter helst skal skjules for offentligheden.

Ellers enedes man på mødet om, at det første mål, der skal forfølges, er indførelsen af islamisk religions-ret (shari’a) i Europa, “til at begynde med i det mindste som parallelret til den nationale retsorden i de europæiske stater”. Om indholdet af “shari’a” besluttede man så vidt muligt at undgå offentlig diskussion. Sker det alligevel, skal man på forhånd gå ind for en “menneskelig anvendelse”.

Hvad dette sidste så end skal betyde, lades der ellers ikke megen tvivl tilbage om planerne for euro-islam: Islamisk dominans i Europa og indførelse af Shari’a. – i begyndelsen som parallelret, senere som hvad? Dominerende retssystem?

Man kan undre sig over, at konferencens udtalelser ikke har vakt større opsigt end tilfældet er. Måske forekommer den slags fremtidsvisioner om islam så fantasifulde, at de ikke bliver taget alvorligt? Eller også passer de så dårligt til det billede, som især den bedrevidende europæiske kulturelite ønsker at gøre sig af euroislam, at man vælger at fortrænge, hvad der egentlig bliver sagt.

Det samme gælder på sin vis den problematiske professor Tariq Ramadan, som fremkom med den mest bekymrende udtalelse: Euroislams egentlige hensigter skal tilsløres for offentligheden. En mærkelig hårdkogt udtalelse på et møde, som Ramadan må regne med bliver refereret i pressen. Kalkulerer han aldeles kuldslået med “de vantros” almindelige fortrængningsmekanisme?

[...]

Tariq Ramadan er fortsat en hyppig og skattet gæst ved officielle konferencer over alt i Europa, på det seneste ikke mindst i Norden, hvor han bl.a. bliver brugt som ekspert i imødegåelse af radikaliseringen af muslimsk ungdom, og han nyder umådelig stor respekt blandt unge, veluddannede danske muslimer, specielt kan nævnes Tariq Ramadans indflydelse på foreningerne “Kritiske muslimer” med Sherin Khankan i spidsen og “Muslimer i dialog” med fremtrædende medlemmer som Mona Sheikh, Asmaa Abdol-Hamid og Wahid Abdul Petersen. Sherin Khankans bog fra 2006 ” Islam og forsoning – en offentlig sag” er således i lange kapitler stort set ikke andet end en kompilation af Ramadans bog fra 1998 “At være europæisk muslim”.

For at komme på sporet af, hvad denne påvirkning drejer sig om, kan vi jo kigge lidt på indholdet af “At være europæisk muslim”, som er den eneste af Tariq Ramadans bøger, der er oversat til dansk, og som varmt anbefales og sælges ved alle møderne med Ramadan.

[...]

Tariq Ramadan er modstander af muslimers voldsanvendelse i Europa, fordi det ødelægger udsigterne for euroislams mere langsigtede mål. Men som Paul Berman gør opmærksom på, så er Tariq Ramadans udmeldinger angående islamisk vold yderst tvetydige. Tariq Ramadan har f.eks. aldrig taget afstand fra sin ven Sheik Yussuf al-Qaradawi, som i 2003 fremsatte en berygtet fatwa, der godkender palæstinensisk selvmordsterrorisme og drab på civile.

Q. er en af de mest indflydelsesrige sunnimuslimske lærde i Mellemøsten med mangeårig tilknytning til den rabiate islamistiske bevægelse De muslimske Brødre, grundlagt af Tariq Ramadans morfar Hassan al- Banna i Egypten i 1928. Desuden er han fremtrædende medlem af Det europæiske Råd for Fatwa og Forskning, som forsøger at komme til at spille den magtfulde rolle som øverste retsråd for europæiske muslimer. Q. har udtalt, at islams endemål er dominans i Europa såvel som i Amerika ved mission, propaganda, indflydelse via pressionsgrupper etc.

Man regner også med at Q. har sat afgørende fingeraftryk på et papir kaldet “Projektet”… som er dateret 1982, opridser en langsigtet (formentlig 100årig), detaljeret køreplan for islams infiltration og endelige magtovertagelse i Europa (og USA) og samstemmer heri nøje med udtalelserne på Wiener-mødet i foråret. Papiret blev fundet under ransagning (nov. 2001) af en luksusvilla i Schweiz, tilhørende Youssef Nada, mangeårig ven af Ramadanfamilien, international leder af Muslimbrødrene og bankdirektør i Al-Taqwa-banken i Lugano, som efter alt at dømme har finansieret islamisk terrorisme, bl.a. Al-Qaeda og Hamas. “Projektet” har længe kun været kendt af de vestlige efterretningstjenester og blev først tilgængeligt for offentligheden gennem den schweiziske journalist Sylvain Bessons bog “Erobringen af vesten: islamisternes hemmelige projekt” (2005), hvor han nøje gennemgår papiret.

“Sig mig hvem, du omgås, og jeg skal sige dig hvem, du er” hedder et gammelt ord. Samtlige de mentorer og brødre i ånden, som Tariq Ramadan nævner i sit forfatterskab er af radikal islamisk observans og har mere eller mindre åbenlys tilknytning til “De muslimske Brødre”…

Just missionsopgaven vil i flg. Tariq Ramadan kunne gengive muslimerne i Europa deres selvbevidsthed, værdighed og følelse af mening med livet, som så mange, især unge muslimer, savner. Muslimer skal ud af deres defensive position og i stedet springe ind på den offentlige scene som aktive medborgere, der over alt lader deres muslimske stemme høre i de nationale demokratier i kampen for større “retfærdighed”. Med retfærdighed er det værd at notere sig, at TR altid mener “islamisk retfærdighed”, dvs shari’a. Det aktive medborgerskab er også en af “Projektets” helt centrale strategier for infiltration.

I en bog, der handler om at være en europæisk muslim, kunne man forvente, at forfatteren opholdt sig lidt ved de positive europæiske værdier og den rige kulturarv, som muslimer kunne have glæde af at tilegne sig. Især, når han selv kalder sig kultur-europæer, der bare har en anden religion. Men det eneste positive signalement af europæisk kultur, som er at finde i hele bogen er flg. passus:”… disse samfund, hvis mest betydningsfulde egenskaber ser ud til at være deres mangfoldighed og deres multireligiøse og multikulturelle dimensioner.” Der ud over indrømmer Tariq Ramadan, at der i Vesten – i modsætning til mange muslimske lande – findes en frihed, som gør det muligt for muslimer at praktisere deres religion – eller dele af den, for Shari’a, som er en guddommeligt begrundet – og derfor absolut, evig og universel – lovgivning for såvel religionsudøvelse som for samfundsforhold, kan ikke tillades i sin helhed, idet samfundsdelen er i modstrid med den sekulære vestlige retstænkning. Således er “retstilstanden ikke perfekt”, som Tariq Ramadan formulerer det, “men den indeholder i det mindste væsentlige garantier for forsvaret af individuelle og organisationsmæssige rettigheder”.

Hvad Tariq Ramadan anbefaler muslimer er nøje at undersøge de forskellige nationale lovgivninger for at se, hvor langt man kan gå med islamisk ret “inden for lovens rammer”, men, men, men “muslimske borgere har ret og fra et muslimsk synspunkt også pligt til at forvente ægte anerkendelse… og dette kan i fremtiden betyde, at visse loves indhold og omfang må tages op til fornyet overvejelse.” På ægte snyltervis ser Tariq Ramadan udelukkende friheden som et middel for muslimer til at opnå egne religiøse fordele. Angående den europæiske kultur råder Tariq Ramadan muslimer til først og fremmest at forholde sig kritisk.
Tariq Ramadans opfordring til aktivt medborgerskab, “bekendelse”(mission), samt politisk kamp for større “muslimsk retfærdighed” har haft stor betydning for mange unge danske muslimer, som i disse år ivrigt promenerer deres religiøse tilhørsforhold i det offentlige rum. Asmaa Abdol-Hamids insisteren på at ville bære tørklæde i Folketinget er just en prøveklud for politisk islam på, hvor langt man kan gå med shari’a. Tørklædet er selve symbolet på accept af shari’a i sin helhed, og tørklædet er Det muslimske Broderskabs flagskib, som breder sig over alt, hvor Broderskabets ideologi vinder tilslutning. Interessant er også i den forbindelse et punkt i “Projektets” manual, som handler om at udnytte venstrefløjen i Europa (midlertidigt) som trinbræt på vejen til islamiseringen af Vesten. Drømmen om “absolut retfærdighed”, had vendt mod USA og vestlig imperialisme og endelig palæstinensernes frihedskamp kan formentlig være nogle af de fælles kodeord. At “absolut retfærdighed” for politisk islam så er lig med shari’a og begrundet i en transcendent og absolut guddommelig magt, der ikke kan modsiges af mennesker, fatter venstrefløjens religiøse analfabeter åbenbart slet ikke rækkevidden af. Dette ved og udnytter “Muslimbrødrene” aldeles kynisk.

[...]

Mødet i Wien sidste forår er i realiteten en islamistisk krigserklæring mod den gamle europæiske befolkning. Utallige frihedselskende og demokratiske tilvandrere med muslimsk baggrund har længe advaret om den (skjulte) islamofascistiske hensigt. Hvornår ser Europas egen intellektuelle og politiske magtelite skriften på væggen? Endnu kan Europas undergang måske afværges.”

Opdate.

Jeg skal ærligt indrømme jeg er ikke er meget for et ugeblad som Fokus, der ret beset blot er en slags Se & hør for mænd tilsat lidt drengerøv, men seneste nummer er altså en postering værd. Det er yderst sjældent medierne retter kritik af egne eksperter, men Naser Khader, der tidligere er blevet interviewet til ugebladet, leverer i seneste nummer (2006/45) en skarp bredside mod Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen.

Artiklen fylder to dobbeltsider, der nemt kunne kortes ned til 1-2 tekstside.

Fra hovedartiklen Khader har fået nok.

“Efter flere udokumenterede påstande om Demokratiske Muslimer har Naser Khader klaget over Tim Jensen til rektor for Syddansk Universitet.

Det var dråben. Det var langt fra den første negative udtalelse, men påstanden om, at Naser Khaders person står i vejen for tilslutningen til Demokratiske Muslimer var bare en påstand for meget. Det er baggrunden for, at Naser Khader nu har taget det usædvanlige skridt at kræve dokumentation for religionhistoriker Tim Jenses udtalelser om Demokratiske Muslimer.

[...]

Når det gælder sammenblanding af forskerrollen og rollen som politisk aktør, kan Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet… sagtens konkurrere med Tim Jensen, fremhæver Khader. Men nu er det tilfældigvis Tim Jensen, der er kommeget med de groveste påstande mod Demokratiske Muslimer… jeg er tilhænger af kritisk forskning. Men det har ikke meget med forskning at gøre, når de to såkaldte forskere Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen udtaler sig subjektivt og perfidt om Demokratiske Muslimer og mig som person. Som privatpersoner kan de sige om os, hvad de vil. Problemet er bare, at de kalder sig forskere, men optræder som politikere…

- Tim Jensen og Bæk Simonsen har allerede fra den første start været negative over for Demokratiske Muslimer. For dem er de rigtige muslimer dem, der bekræfter alle fordomme om islam – de muslimer. der overdriver islam. Da Abu Laban ‘truede’ med at forlade Danmark, udtalte Bæk Simonsen, at det ville være et stort tab. Jeg vil gerne have han dokumenterer den påstand.

- Den eneste undersøgelse, der er lavet på området, viser, at Demokratiske Muslimer har opbakning fra 14 procent af de danske muslimer, mens Abu Laban kun har støtte fra 3 procent. Alligevel bliver de to – som forskere – ved med at bagatellisere opbakningen til Demokratiske Muslimer.

- Det er derfor, jeg nu har krævet, Tim Jensen dokumenterer sine udtalelser om, at min person står i vejen for større opbakning til Demokratiske Muslimer – og at det var ‘dumt af Anders Fogh at vælge mig som dialogpartner’. Jeg vil gerne se den forskning, der ligger bag de udtalelser.

[...]

Journalister er kritiske over for politikere, men de samme journalister bliver helt benovede, når de står over for ‘objektive’ forskere som Tim Jensen og Bæk Simonsen.

I den ledsagende artikel De kalder sig forskere – men optræder som politikere sættes tingene på spidsen. Som blikfang lyder det tillige: “Vi lytter til deres ‘objektive’ meninger – men bliver måske i stedet præsenteret for deres personlige holdninger”.

“En objektiv ekspertudtalelse til at sætte tingene på plads. Det er en velkendt journalistisk skabelon, når politikerens udtalelser skal sættes i perspektiv. Men hvad nu hvis eksperterne i virkeligheden fungerer som forklædte politiske aktører under forskningens neutrale flag?

[...]

Er de neutrale – eller repræsenterer de i virkeligheden den absolutte yderfløj i debatten? Og kan forskere i det hele taget været objektive?…”

Som dokumentation for Khaders kritik, ledsages artiklen af fem citater, og der spørges hvorvidt “det er en forsker eller en politiker, der taler?” – Spørgsmålet må vist siges at være retorisk.

“Mange vender Demokratiske Muslimer ryggen, fordi Naser Khader igen og igen har talt ned til dem,’ siger Tim Jensen, der mener, at Khaders afgang kan få positiv indflydelse på medlemstallet.” (Nyhedsavisen 7.10 2006)

“Det er direkte primitivt, at Anders Fogh ikke kunne forestille sig konflikten ville nå så vidt.” (Tim Jensen om Muhammedkrisen, Ekstra Bladet 1.2. 2006)

“Det er en falliterklæring for Danmark, han rejser. Og det er dybt beklageligt, at han vil lægge sin energi andre steder.” (Jørgen Bæk Simonsen om Abu Laban til tv. Politiken 11.5 2006)

“Den typiske dansker opfatter jo muslimer som den sabelsvingende tyrk, der bedriver trusler og beder fem gange om dagen, hvor han banker hovedet i jorden. Den typiske danskers opfattelse af muslimer er i bedste fald unuanceret og i værste fald meget, meget negativt ladet.” (Tim Jensen, Information 4.2 2006)

“Vi er som danskere ikke mentalt parate til at være globale. Vi bør gå i dialog med hinanden som mennesker og intet andet. De seneste tre valg herhjemme har været domineret af temaet os-mod-dem. Hvordan dette lille land forsvarer sig mod den islamiske verden. Det er deprimerende, at 5,1 miollioner indbyggere er fanget i det spørgsmål.” (Jørgen Bæk Simonsen, Berlingske Tidende 11.3 2006)

Den anden dobbeltside omfatter interviews med Venstres Eyvind Vesselbo og Tim Jensen.

Fra Eksperten, der blev politiker: De får lov at køre friløb.

“Han har selv prøvet begge roller. Venstres Eyvind Vesselbo optrådte i mange år i rollen som ekspert, før han i 2001 kom i Folketinget for Venstre. Men selvom Vesselbo blot lavede en statistisk fremskrivning af indvandringen (den såkaldte Ishøj-rapport) fik han i den grad kam til sit hår først i 90′erne. Rapportens fremskrivning viste sig siden at være yderst præcis. Men Vesselbo undrer sig nu kraftigt over, at andre eksperter kan slippe godt fra bastante udtalelser ‘uden videnskabelig dokumentation’:

- Det, jeg lavede dengang, var fagligt korrekt, men politisk ukorrekt. Folk som Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen forsøger at dække sig ind under, at de står som neutrale forskere, selvom de optræder ekstremt politisk. Men de bliver skånet, fordi de udtaler sig politisk korrekt, siger Vesselbo.

[...]

Det helt uacceptabelt, de får lov til at køre et friløb, hvor de af politiske grunde tager imamernes parti – og pakker det ind som forskning. Problemet forstærkes af den autoritet, forskere mange steder får forærende, tilføjer Vesselbo.”

- Når Tim Jensen og Bæk Simonsen fremstiller sig som uvildige forskere, får deres ord meget mere vægt end det, politikerne siger. Men den autoritet er jo falsk, når de i virkeligheden optræder som politikere.

Fra Tim Jensen: – Jeg trækker ikke min mening i en automat.

“Såvel Tim Jensen som Jørgen Bæk afviser kritikken – om end med noget forskellig argumentation. Lektor Tim Jensen fra SDU mener, at Khader og Vesselbo forenkler en videnskabelig og mediemæssig kompliceret sag:

- … Det er selvfølgelig vigtigt for forskerens troværdighed, at man udtaler sig så redeligt som muligt, men det er ikke altid lige let at markere, når man går fra tolkning af fakta til fortolkninger og kvalificerede gæt på baggrund af sin viden. Dertil kommer, at udtalelserne ofte bliver strammet i medierne, tilføjer Tim Jensen.

[...]

Kan du dokumentere, at Naser Khader som person står i vejen for større opbakning til Demokratiske Muslimer?

- Det er svært at ‘dokumentere’ sådanne udsagn i gængs forstand. Men jeg kan sandsynliggøre, at en del muslimer – og ikke kun Abu Laban – finder Khaders måde at være muslim på problematisk, og at de mener, han ser ned på dem…”

Historien blev adopteret af Ritzaus Bureau, og nåede således vidt omkring – selv Politiken gengav ordret. I den henseende er det bemærkelsesværdigt, at DR der normalt smider Ritzau-notitser direkte på tekst-tv og DR Online valgte at ignorere historien i sin helhed. TV2 Online valgte til sammenligning at bringe et længere referat af originalartiklen med en selvstændigt indhentet kommentar fra rektor Jens Oddersherre fra SDU: Khader klager over islam-forsker.

Det er indlysende Naser Khader har ret i sin kritik, men han er dog ikke særlig konkret. At Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen er kritiske overfor Demokratiske Muslimer giver lidt sig selv. Alene navnet indikerer jo at muslimer af religiøse årsager kunne tænkes at have et udemokratisk sindelag, hvad i deres optik jo næsten tenderer racisme. Bæk Simonsen og Tim Jensen mener islam pr definition er demokratisk og integrerbar, og derfor ser de som meningsdannere, det som deres fornemste opgave at definere islam spiseligt for den danske befolkning. Tidligere kastede Bæk Simonsen sin apologi i retning af Mona Sheikh og Minhaj ul-Quran, i dag er det Abu Laban og Islamisk Trossamfund, men målet er nu som tidligere at italesætte en demokratiske islamisme. Begge forskere ved at islam næppe kan sekulariseres, og når nu muslimer flest ikke bifalder Naser Khaders ikke-tekstnære Koranlæsning, så må han ofres i multikulturens navn.

Khaders motivation for at udtale sig så bombastisk som han gør, er næppe baseret på forskernes kritik af Demokratiske Muslimer, men nok mere det forhold at begge offentligt har skamrost Abu Laban. Abu Laban har flere gange betegnet Naser Khader som frafalden – en ‘forbrydelse’ der er dødsstraf for blandt islamister. Vi taler om en mand der døgnet rundt lever under politibeskyttelse, og for få måneder siden gik ned med stress.

Det er således nemt at forstå baggrunden for Khaders kritik af det man kunne kalde islamismens nyttige idioter, og det siger sig selv at når han i samme artikel roser Jakob Skovgaard-Petersen for at være neutral, så er hans kritik ikke er strengt rettet mod det videnskabelige aspekt. Skovgaard-Petersens politiserer er godt nok ikke så udtalt som hos de to øvrige, men fordi han deler Naser Khaders ensidige syn på Israel-Palæstina konflikten gør det det ham altså ikke neutral. Iøvrigt mener jeg slet ikke islamforsker-etiketten giver mening i forhold til Bæk Simonsen og Tim Jensen. Begge udtaler sig sjældent om islam, men ofte blot om problemstillinger relateret til integration – altid med herboende muslimer i offerrollen. Måske er det på tide dansk islamforskning dropper Edward Said, og den medfølgende offerrolle-tænkning.

Med tak til rette vedkommende. DRs interne debat på DR Inline om Adam og Asmaa.

6. april 2006
Du taler stadigvæk udenom, Poul F
Kære Poul
Tak for den historiske lektie. Jeg kunne det meste af den i forvejen, så det havde du ikke behøvet. Men uanset, hvor mange ord du bruger, taler du stadigvæk udenom: Hvorfor skal alle muslimer tage afstand fra islamisk fundamentalisme og de terrorhandlinger, der begås i Islams navn? SÅ skal vel også alle lutheranske kristne erklære, at de ikke gik ind for jødeudryddelserne i Tyskland. For det var de såvist, de tyske nazister, danskernes egne trosfæller.

Hvorfor skal en kvinde, der bærer tørklæde, beskyldes for at være islamisk fundamentalist, når en kristen med kors ikke sættes i forbindelse med abort-mordene i USA?

Igen vil jeg anbefale dig at lytte til mit program fra 15. december 2005 på www.dr.dk/ligelovligt (søg under “asmaa”). Der kan du høre svarene på dine spørgsmål til Asmaa og måske selv blive lidt klogere på det der med islam og muslimer.

Med venlig hilsen Helle Schøler Kjær

6. april 2006
Personlige holdninger og journalistik
Kære Klaus
Jeg har svaret på en del af dine spørgsmål i et tidligere indlæg, som jeg håber, er blevet lagt ud. Angående personlige holdninger:
Jeg ville ikke finde det rimeligt, at jeg selv var studievært eller korrespondent, som beskæftigede mig med Sovjetunionen, hvis jeg samtidig var medlem af kommunist-partiet. Jeg mener heller ikke, at man kan optræde i en værtsrolle eller som journalist på DR overhovedet, hvis man er erklæret medlem af nazistpartiet. Mener du?

Spørgsmålet er: Har jeg ret til at sammenligne islamisk fundamentalisme med nazisme eller stalinisme? Jeg mener, at de udtryk for den politiske retning, giver mig ret til det. Det er en menneskefjendsk, intolerant og destruktiv ideologi, der hvis den sejrede – Gud forbyde det – ville føre os tilbage til den mørke middelalder. Det gælder ikke hele islam. Jeg er ikke mod islam, mere end mod alle andre religioner. Men jeg betragter islamisk fundamentalisme som et politisk fænomen, der skal behandles i overensstemmelse hermed! Her handler det ikke om religionsfrihed, men om en politisk kamp om magten!
Med venlig hilsen
Poul F. Hansen, Moskva

6. april 2006
Grundloven er en ramme for vores demokrati
Kære Helle
Tak fordi du endelig kommer til det, der var det centrale i mine indlæg.
Det var Frederik den 7. der underskrev Grundloven i 1849, så hverken du eller jeg har haft tilbudet. Min påstand er, at der er nogle værdier, som er grundlæggende for et samfund. Grundloven er næppe noget demokratisk ideal fordi den er 156 år gammel, men den skaber en ramme for al senere lovgivning og derfor er den vigtig. Hvis du ser på den politiske diskussion i USA så nævnes den amerikanske grundlov, The Constitution: “We the people…” hvert andet øjeblik, og hvis vi ser på det internationale samfund så har vi FNs deklaration om menneskelige rettigheder, der for øvrigt i mange unge lande indgår som en del af deres grundlov.

Min påstand er, at det er nødvendigt med en ramme for vores aktiviteter her på jorden. Derfor har vi en tradition, som går tilbage for romerne for at lave love. De love er blevet udviklet og udbygget gennem århundrederne. Man har haft love mod jøder, mod homoseksuelle, for nu at tage to af de minoritetsgrupper, som ofte bliver nævnt nu om dage, og som ofte var officielt forfulgte. Udviklingen i vores kultur og i det lovsystem, som afspejler det, bygger på nogle grundlæggede rettigheder, som er klarere udtrykt i den amerikanske Constitution og FNs Deklaration om Menneskerettigheder, end i den danske Grundlov. Men ikke desto mindre er den grundstenen for det i stort set meget humanitære eller menneskevenlige lovkompleks, der omgiver os danskere i dag. Det er noget, vores forfædre har opbygget gennem århundreder, mennesker har sloges for – jeg behøver vel blot at nævne kvindelig stemmeret – for at du indser, hvad det har betydet.

Det er noget, som for mig er en selvindlysende ramme for politisk, social moralsk og etisk diskussion i Danmark. Derfor anser jeg det for givet, at du og alle andre værter på DR opererer inden for den ramme, selvom den er både bred og høj. At du anerkender, at alle principielt har samme rettigheder, at man har ytringsfrihed, at man har ret til sin ejendom for slet ikke at snakke om sit liv.

Hvis du ikke mener, at der er rammer for dit arbejde, at du frit kan forfægte racistiske, sexistiske, sadistiske eller andre synspunkter, der falder uden for denne ramme, så har du efter min mening et problem. En ting er at vi – sommetider jf. Grønjakkesagen – vælger at videregive den slags synspunkter, men jeg mener ikke, at DR som institution kan lægge navn til det, og det gør DR, hvis en studievært repræsenterer holdninger, der ligger uden for denne ramme.

Ifølge BT har Asmaa sagt, at hun er for sharia men imod steninger og den slags frygtelig ting. Godt nok. Men hvor går grænsen? Hvilke love gælder? Er det sharia, der skal bruges, når et muslimsk ægtepar skal skilles? Hvad mener socialrådgiveren Asmaa? Jeg formoder, at hun når/hvis hun sidder som socialrådgiver ved, at det er de danske love, hun skal administrere. Men hun er blevet bedt af DR om at tage stilling til ofte meget store moralske spørgsmål, og derfor er det vigtigt at vide, hvor hun står.

Jeg tror på, at Asmaa som person er et godt og anstændigt menneske, men jeg frygter at hun bliver misbrugt – lader sig misbruge at politiske kræfter, der gemmer sig bag religiøse skæg og masker. Jeg pådutter ikke Asmaa medskyld for steninger eller barbariske handlinger udført i islams navn, men jeg kræver, at hun bevidst tager stilling til det, der sker i islams navn. Derfor forventer jeg, at hun tager stilling til sharia, som er grundlaget for den islamiske fundamentalismes krav på magt!

Jeg forventer overhovedet, at danske muslimer tager stilling til det, der sker i deres religions navn. Da Jyllands-Posten offentliggjorde de famøse tegninger, samledes 4000 muslimer til demonstration på Rådhuspladsen i København. Hvorfor demonstrerede ikke en eneste dansk muslim, da 3000 uskyldige mennesker blev dræbt i Allahs navn 11. september 2001. I bor i et land, hvor fredelige danskere ved at samles og synge hver onsdag aften drev danske nynazister ud af Nørre Sundby: ikke med vold og magt, men med deres holdninger, med deres vedholdenhed. Hvis I vil bo i Danmark, så søg at lære noget af det!
Der var mange, der fortrød, at de ikke i tide råbte vagt i gevær mod nazismen og stalinismen i 20’erne og 30’erne. Vi står overfor et fænomen, der ikke er mindre farligt.

Og lige til sidst: det her handler ikke om religion og religionsfrihed. Islamisk fundamentalisme er ikke en religiøs trosretning. Det er en politisk bevægelse, og den skal behandles som sådan, og derfor kan vi ligeså godt først som sidst tage fat ved ondets rod.
Med venlig hilsen
Poul F. Hansen, Moskva

6. april 2006
Debatten ud af huset
Hvordan kan det være, at man i dagens BT side 12, under overskriften “Ny ballade om Asmaa” finder en artikel, der bygger på denne korte debat, der har været her. Artiklen har bl.a. direkte citater fra Helle Schøler Kjær og Poul F. Hansen.
Jeg troede, det hed Inline og ikke Online.

Og så er jeg forresten udmærket klar over, at DRs programetik tillader eksplicit brug af holdningsprægede værter. Men at det har været umuligt for den pågældende redaktion at finde en egnet vært med de ønskede holdninger, som ikke var politisk aktiv er mig en gåde. Som sagt synes jeg, at programmets koncept med to værter, med helt forskellige tilgange til gæsternes holdninger, er spændende.

Men det havde været sjovere, hvis denne debat handlede om programmets indhold og ikke en af værternes personlige forpligtelser. Fx hvorfor programmet i går blot virkede som et talerør for Abdul Wahid Petersen. Kritisk journalistik var alvorligt savnet. Wahid Petersen fik lov til at glide af på sharia-spørgsmålet ved blot at sige, at han ikke var lærd nok til at udtale sig. På trods af, at han tidligere har udtalt, at sharia skulle indføres i Danmark den dag, der var muslimer nok.

Men overordnet skal jeg selvfølgelig ikke bedømme programmet ud fra at have set det én gang.

Henrik Smidt Hansen,
DR Elever

6. april 2006
Hvad tror du på?
Debatten om Asmaa og hendes tro åbner nye perspektiver for jobsamtaler i DR.
Hvad tror du på?
Nå, det – så kan du ikke blive ansat (eller være) i DR!
Om folk går ind for sharia, stjernetydning eller åndemageri er efter min mening uden betydning, så længe de overholder landets love.
Og hvis ikke forskellige synspunkter på livets tilskikkelser blokerer for dig, i dit arbejde, ja så kan du arbejde i DR.

Altså kan Asmaa det, hun er ansat til? Det må være det centrale.
Men det vil da være svært mere underholdende, hvis vi alle 3500 skal vægtes og vejes på vore synspunkter om kvindelig arvefølge til tronen, kvindeundertrykkelse som ”er du holdt op med at slå konen?”, medlemsskab af folkekirken osv. Hvad mener du om Grundloven?

Jeg har ikke set et sekund af programmet med Asmaa, kommer nok heller ikke til det, mens jeg har morgenvagt, så jeg ved ikke om hun kan sit arbejde. Forholder mig kun til, om hun skal holdes uden for, fordi hun har det sindelag, hun har.

Kjeld Pedersen
DR Bornholm

6. april 2006
Det er stadig en privatsag
Kære Poul F. Hansen
Ikke mindst med dit polemiske startindlæg – og din ikke mindre polemiske opfølgning i sort/hvid – gør Asmaa klogt i at holde sine meninger for sig selv, da sagen nu er helt betændt. Hvad hun end måtte svare, kan det næsten kun blive et forkert svar. Især, når hun end ikke må nuancere.

Jeg støtter Helle Schøler Kjærs indlæg og kunne godt tænke mig at fortsætte hendes række af spørgsmål til dig (du har vist heller ikke rigtig svaret).
Har du ingen private meninger? Kan du skrive under på, at du aldrig privat eller offentligt har udtrykt eller vil udtrykke en personlig holdning, og at du heller ikke stemmer ved lokale, regionale eller nationale valg? Hvis du stemmer, har vi da ret til at vide på hvem? Det kunne jo være, at din kandidat havde en politisk holdning, der gik ind for en radikal ændring af Danmarks Riges Grundlov, en kandidat som fx ønskede at erstatte monarkiet med en folkevalgt præsident.
Og du kan selvfølgelig heller ikke som objektiv journalist være medlem af noget kirkeligt samfund, politisk parti eller andre grupperinger, hvor man typisk samles om at udtrykke en holdning. Det er i hvert fald der, glidebanen må ende, når du stiller sagen op, som du gør her.

Man kan altså godt deltage i dette samfund og samtidig have en helt grundlæggende anderledes opfattelse af, hvordan samfundet burde være skruet sammen. Sharia, republik, enevælde, indskrænket monarkisk, anarki, diktatur. Det er en demokratisk ret, at have en personlig mening om dette. Og min forventning er, at det har du også. Grundloven er netop ikke af Gud givet og derfor principielt diskutabel (men i realiteten nærmest indiskutabel – sjovt nok er det lige omvendt med fx sharia og andre udlægninger af forskellige guders ord og gerninger).

Men det er til gengæld også en demokratisk pligt at respektere demokratisk trufne beslutninger. Men det behøver jo ikke at ændre ved ens grundopfattelse. Så hvorvidt Asmaa går ind for sharia er underordnet, så længe hun respekterer de demokratiske processer – og så længe hendes virke i DR ikke kan giver anledning til kritik af den lødighed, research, fairness og etik, der er grundpiller i det jounalistiske arbejde – og DRs troværdighed.

Så Poul F. Hansen: Kan en journalist have en personlig holdning? – uden joh og men. Ja eller nej, sådan som din tone nu engang er.

Klaus Lynbech
DR RSO og kor

5. april 2006
Hvor er Asmaa i debatten?
Der er nu ti indlæg i debatten. Men ingen fra Asmaa.
Arne Notkin har privat gjort mig opmærksom på, at Asmaa har svaret på spørgsmålet om sharia i BT. Men det svar er ikke klart, for her definerer Asmaa sharia som en islamisk trosbekendelse. I lande med sharia erstatter sharia straffeloven, og derfor kan man altså blive dømt efter sharia – også til døden. Så er det ikke en privatsag – som en trosbekendelse – men en offentlig sag. Hvad er din holdning til det, Asmaa? Er sharia et lovkompleks, som du anerkender?

Kan sharia eksistere ved siden af/over/eller under verdslige love, Danmarks Riges Grundlov?

Med venlig hilsen
Poul F. Hansen

5. april 2006
Ingen underskrift på Grundloven

Kære Poul F. og Henrik Smidt Hansen,
Jeg har ikke skrevet under på Grundloven, da jeg blev journalist i DR, og det har du heller ikke, Poul F. Hvorfor skal Asmaa? Bortset fra det er jeg er sikker på, at der er en masse, du ikke ved om begrebet “sharia”, fx at hvert eneste land, der praktiserer dele af sharia som lov, gør det forskelligt, at det for nogen er “lov”, mens det for andre er leveregler.

Går du ind for de 10 bud, Poul F.? Eller hvilke vil du forkaste? Er det et relevant spørgsmål? Hvad nu, hvis man synes, at den danske grundlov er totalt utidssvarende, mangler rettigheder, taler om regeringen, som om den er kongen, er en umulig konstruktion, der er umulig at ændre.
Kan man så ikke være vært på DR?

Og Henrik – point taken. Jeg er helt med på den principielle debat, du rejser.

Mange hilsner
Helle Schøler Kjær, P1

5. april 2006
Det er en glidebane

Kære Malene Grøndahl,
Problemet er jo netop, at Asmaa offentligt afkræves svar på spørgsmålene om religion som privatperson, fordi hun er vært på et DR program. Og det jeg forsøger at anskueliggøre er glidebanen.

Der er sikkert også nogle lyttere, der synes, det kunne være sjovt at høre, hvad jeg mener om forskellige retspolitiske emner, som jeg behandler i det program, jeg laver. Og der er givetvis også nogen, der mener at vide, hvad jeg mener. Men pointen er, at det er ikke det, programmet – eller journalisten – skal bedømmes på. Programmerne skal bedømmes på deres lødighed, research, fairness, etik, og ikke på programmedarbejderes politiske eller religiøse tilhørsforhold eller tilfældige (ukvalificerede) mening om dette og hint.

Jeg er revnende ligeglad med, hvad folk ved om mig. I dag kan man jo også bare “google” hinanden, – så ved man alt. Men jeg nægter at deltage på den præmis, at nogen har ret til at vide alt om mine religiøse følelser og politiske sympatier (og seksualitet måske også???), fordi jeg er vært på et DR (radio-) program. Asmaa svarer venligt på spørgsmål, som alle mulige stiller hende af den slags. Jeg synes faktisk, vi som kolleger burde stå fast og med én stemme forsvare hendes ret til IKKE at svare på noget af alt det.
Mange hilsner
Helle Schøler Kjær, P1

5. april 2006
Det handler om Grundloven

Kære Helle
Når jeg i mit indlæg ikke tager spørgsmålet om Asmaas tørklæde op – således som andre har gjort – så er det fordi, jeg mener det er en privat sag, selvom det er en politisk stillingtagen. Men vores samfund bygger på nogle grundlæggende principper. Vi kalder Danmark en retsstat og alle love skal være i overensstemmelse med Grundloven. I Tyskland hedder sikkerhedstjenesten meget passende Verfassungsschutz, altså spørgsmålet om Statens sikkerhed er et spørgsmål om at beskytte Grundloven.

Hvis man anerkender Sharia, kan man ikke samtidig anerkende, at Danmarks Riges Grundlov er det grundlæggende og ENESTE fundament for lovgivning i Danmark. Og efter min mening så har man dermed sat sig uden for det danske samfund, og så har man logisk ingen plads på et offentligt finansieret massemedium. Jeg har ikke fået noget svar fra Asmaa. Men jeg vil sige det helt klart, at hvis hun går ind for sharia, så er hun lige så lidt velkommen på Danmark Radio som min kollega, som Johnny Hansen fra Greve ville være det. Grundloven kan ikke gradbøjes, der er ingen smutveje “at i nogen tilfælde så er det sharia osv.”

Er det Grundloven, der er fundamentet for al vores samfundsvirksomhed, og de love, som bygger på Grundloven, eller er det noget, som nogen har nedskrevet som Guds ord for snart 1400 år siden? Det må være muligt at få et klart svar på – og derefter er det så op til den enkelte at forholde sig til det?
Med venlig hilsen
Poul F. Hansen, Moskva

5. april 2006
DR skal have rene linjer

Kære Helle Schøler
Politisk medlemskab er bestemt ikke en hindring for journalistik på en public service-kanal.
Fx synes jeg, at det var forkert, at Christina Antorini var vært på DR2, samtidig med at hun fx sad som formand for en tænketank i Videnskabsministeriet.

Connie Hedegaard havde, så vidt jeg erindrer, ingen politiske poster mens hun varetog et job som vært på DR2. I min bog er der forskel på at være menigt medlem og så under ens optræden som vært samtidig at varetage et job som suppleant til Odense byråd, eller for den sags skyld en formandspost i en tænketank.
Det er udelukkende en principsag. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Antorini og Hedegaard varetog deres jobs på DR2 uden at lade sig påvirke af deres politiske engagement, og det gør Asmaa sikkert heller ikke.

DR som public service-kanal skal bare have helt rene linjer og der må ikke kunne stilles tvivl ved om værterne tager parti i en evt. debat. Det kunne være spændende at få et indblik i, hvilke retningslinjer der ligger for ved ansættelse af fx værter til debat-programmer.

Dit “Hvad bilder i jer ind”-angreb ser jeg som et tegn på, at du ikke har evnet at forstå de sidste fire linjer i Malene Grøndahls indlæg.
Henrik Smidt Hansen, HK-elev, DR RSD elever

5. april 2006
Religionsdebat bør ikke være et problem

Kære Helle Schiøler Kjær
Jeg tror, du har misforstået mig. Når jeg synes, det kunne være interessant at høre Adams og Asmaas syn på forskellige spørgsmål omkring religion og samfund, mener jeg inden for programmets ramme – og i deres egenskab af studieværter, som netop er valgt på grund af deres forskellige tilgang til disse emner.

Jeg mener naturligvis ikke, at Asmaa skal afkræves svar på vores nysgerrige spørgsmål. Men jeg synes heller ikke, at en debat om religion behøver at være et problem; det afgørende må være den måde, en sådan debat foregår på. Og her synes jeg, at Poul F. Hansens udlæg var problematisk.
Venligst
Malene Grøndahl, freelancer

5. april 2006
Hvad bilder I jer ind?
Kære kolleger,
Poul F. – ville du stille de samme spørgsmål til en bogstavtro jøde eller til Søren Krarup? Ville du afkræve af nogen andre end muslimer – med og uden tørklæde – at de skulle svare på dine spørgsmål om religion og demokrati og Danmarks Riges Grund-lov? Vil du kræve det af mig? Eller af andre af P1’s medarbejdere, som under ét er blevet mistænkeliggjort af den borgerlige kulturkamp? Og Henrik Smidt Hansen – hvornår er politisk medlemskab blevet en hindring for at drive journalistisk på en public service-kanal??

Så vidt jeg ved, er politikken, at man bliver taget af skærmen under valgkampen, men sådan en er vi vist ikke i lige nu. Malene Grøndahl – jeg synes, du skal invitere til et politisk møde med de oplægsholdere, der vil komme, hvis du vil insistere på at få enkelte medarbejdere til at bekende deres religiøse og politiske holdninger her i DR. Undskyld – hvad bilder I jer egentlig ind??

Jeg vil anbefale jer at høre programmet ”Lige lovligt” fra 15. december 2005. Find det her og søg under “Asmaa”. Der fortæller hun, Mona Sheikh og Ben Haddou om angreb fra fundamentalistiske muslimer og danskere, når man forsøger at deltager i den demokratiske proces her i landet.

Velkommen til Asmaa – hold fast og lad dig ikke slå ud! Jeg har desværre ikke set dit og Adams program endnu, men det vil jeg gøre næste gang.
Med venlig hilsen
Helle Schøler Kjær, P1

5. april 2006
Asmaa et forkert valg – hun er politisk aktiv
Først og fremmest er jeg helt enig med Malene Grøndahl. Om Asmaa går ind for Sharia eller ej er et personligt spørgsmål og hendes omstridte tørklæde er også et personligt spørgsmål.
Men der hvor jeg mener, at kæden hopper af, er, når man ved, at Asmaa er politisk aktiv i Odense kommune.

Det kan ikke være DRs rolle som public service-kanal at give bestemte politiske holdninger mere taletid på landsdækkende tv frem for andre. Konceptet for programmet er spændende, men valget af Asmaa er en om’er, DR.
Henrik Smidt Hansen
DR RSD elever

5. april 2006
Sharia giver ikke lov til at debattere
Kære Malene Grøndahl
Sharia – at love er givet af Gud (Allah) – er efter min mening noget centralt i spørgsmålet om Islam. Hvis man går ind for sharia, så er man – nærmest per definition – ikke i stand til at diskutere på moderne vilkår, fordi alt på forhånd er givet af Gud. Det er hugget i sten og ikke til at ændre. Nu er du kommet med et modspørgsmål, inden Asmaa har nået at svare, men for mig er der en total modsætning mellem sharia og Danmarks Riges Grundlov, og derfor er Asmaas mening vigtig.

Hvis man anerkender sharia, kan man ikke anerkende Danmarks Riges Grundlov og vise versa. Der er efter min mening ingen gråtoner her. Enten er den den verdslige lov, der står øverst, eller også er det den gudgivne. Derfor vil jeg gerne høre Asmaas mening – uden joh og men. Ja eller nej, sådan som love nu engang er!
Med venlig hilsen
Poul F. Hansen, Moskva

4. april 2006
Hvorfor vil du vide, om Asmaa går ind for sharia?
Kære Poul F. Hansen

Hvorfor er det vigtigt, om Asmaa går ind for sharia? Det er et temmelig stort spørgsmål, ikke mindst taget i betragtning, at sharia som begreb defineres meget forskelligt af muslimer. Hvis Asmaa svarer ja, vil vi efter min mening ikke være blevet ret meget klogere. At gå ind for sharia kan betyde alt fra at mene, at man som muslim har brug for visse rammer for sin tro (fx hvordan bønnen bør udføres) til at støtte helt bestemte juridiske udlægninger af begrebet, som de konkret sætter sig igennem i fx Saudi-Arabien.

Men jeg synes da også, det kunne være interessant at høre, hvad Asmaa mener om sharia. Ligesom det kunne være interessant at vide, hvad Adam mener om forholdet mellem stat og kirke i Danmark, kristendomskundskab i skolen m.m.
Venligst
Malene Grøndahl, freelancer

4. april 2006
Asmaa, går du ind for sharia?
Kære Asmaa
Velkommen til Danmarks Radio. Jeg er glad for, at du har fået chancen for at komme til orde og er glad for den mangfoldighed, det er et udtryk for.

Jeg har et spørgsmål til dig. Det er blevet rapporteret, at du går ind for sharia. Er det korrekt? Mener du, at sharia står over verdslige love? Hvis du endnu ikke selv læser debatten her i DRåben, så håber jeg, at en af dine kolleger eller producere fremfører mit spørgsmål til dig. Det er vigtigt, synes jeg.
Med venlig hilsen
Poul F. Hansen, Moskva
Læs på Inline: ’Adam og Asmaa’ i orkanens øje

I samme forbindelse er der rundsendt følgende Q&A. 

Katalog med spørgsmål og svar om debatprogrammet ’Adam og Asmaa’
Her kan du læse en række spørgsmål og svar på debatten om at værten Asmaa bærer tørklæde i programmet ‘Adam og Asmaa’.

’Adam og Asmaa’ er en serie af debatprogrammer på DR 2, der har tro, eksistens og politisk debat som kerneområder. Otte programmer er foreløbigt planlagt.

De to værter er:

Asmaa Abdol-Hamid, troende muslim af palæstinensisk oprindelse. Hun er uddannet socialrådgiver og medlem af Enhedslisten. Hun er 24 år gammel og beboerformand i Vollsmose. Asmaa kom til Danmark som seks-årig og er vokset op i en lille landsby i Sønderjylland. Hun stod i spidsen for den gruppe, der har anmeldt Jyllands-Postens Muhammed-tegninger til politiet. Asmaa har en unik viden om og tilgang til islam og dele af de muslimske miljøer i Danmark.

Adam Holm, som er ikke-troende kritisk rationalist. Han er historiker og har skrevet en phd om højreradikalismen i Europa. Han har arbejdet som journalist og anmelder i fem år og har beskæftiget sig indgående med den arabiske verden og islam. Han støttede principielt Jyllands-Postens offentliggørelse af tegningerne. Han er 36 år og til daglig vært og reporter på Deadline.

Hvorfor vælger DR, at ansætte en erklæret venstreorienteret vært?
Asmaa er ansat som en af to interviewere på denne konkrete debatserie.

DRs programetik (side 32) fastslår, at DR medarbejdere har deres grundlovssikrede rettigheder – herunder retten til medlemskab af et politisk parti. Det er DRs opgave, at vurdere om et bestemt politisk engagement er uforeneligt med konkrete journalistiske arbejdsopgaver. Dette er ikke tilfældet i forbindelse med Adam og Asmaa.

DR2 har tidligere haft værter med tilknytning til et bredt spektrum af politiske partier. F.eks. Connie Hedegaard, Bjarne Møgelhøj, Hans Engell og Christine Antorini.

Samtidig tillader DRs programetik eksplicit brug af holdningsprægede værter, når det sker som led i et redaktionelt godkendt program som dette. Men det er klart, at DR ikke tillader værter at drive parti-politisk propaganda på skærmen.

Hvorfor ansætter DR en vært, der er aktiv i kampagnen mod Jyllands-Posten?
Det er ikke i sig selv en kvalifikation. Men det er netop en af pointerne med dette debat-program at sikre en differentieret, modsatrettet og utraditionel tilgang på værtssiden. I andre af DRs debatformater har en vært ansvaret for at sikre mangfoldighed og alsidighed. I denne debatserie har to programværter med forskellige udgangspositioner i fællesskab ansvaret for at sikre mangfoldighed og alsidighed.

Hvordan kan DR ansætte en kvinde, der af nogen betragtes som muslimsk fundamentalist, fordi hun går med tørklæde, der opfattes som kvindeundertrykkende, og nægter at give mænd hånden?

Asmaa er valgt efter et normalt testforløb ud fra sine kvalifikationer som interviewer og sin muslimske baggrund.

DR foretager ikke sindelagskontrol ved ansættelse af medarbejdere. Der er formentlig medarbejdere i DR, der går ind for dødsstraf, forbud mod abort og finder at homoseksualitet er en synd. Disse synspunkter eksisterer i det danske samfund. Og det ville være besynderligt, hvis DRs medarbejderstab adskilte sig væsentligt fra det samfund, som vi er en del af.

DR kan ikke udføre en speciel ansættelsesprocedure med sindelagskontrol for muslimske medarbejdere. Der er intet i Asmaa Abdol-Hamids offentlige virke, der tyder på andet end et 100 procent demokratisk engagement.

Der er mennesker, der opfatter tørklædet som kvindeundertrykkende. Selv forklarer Asmaa Adbol-Hamid, at hun frivilligt har valgt at gå med tørklædet, der for hende er et religiøst og kvindefrigørende symbol, der fritager hende for at blive betragtet og behandlet udelukkende som et seksualobjekt.

DR tager ikke stilling til tørklæde og religiøs dogmatik. Hverken for eller imod. Lige så lidt som vi blander os i, om medarbejdere spiser svinekød eller går i kirke om søndagen.

Det er lovligt at gå med tørklæde i Danmark. Tørklædet er blevet en del af den mangfoldighed, som DR har pligt til at dække. At tørklædet på nogle seere virker provokerende eller stødende, tager vi til efterretning. Men det har ikke været vores hensigt at støde eller provokere. At give mænd hånden er ikke et ansættelseskriterium i DR.

Kan man forestille sig en vært på TV-avisen eller Deadline, som bærer tørklæde?
Næppe inden for en overskuelig fremtid. Her er der tale om bredt formidlende programmer, hvor værtens formidling ikke må forstyrres af ydre fremtoning. Det gælder både valg af tøj, smykker og udseende. TV-avisens værter kan eksempelvis heller ikke optræde i Søren Ryges mundering.

DRs programetik forbyder politiske budskaber på tøjet. Det er ikke tilladt at optræde med t-shirts, der støtter PFLP eller Christiania. Tørklædet er efter vores vurdering ikke et politisk budskab.

Hvordan kan DR ansætte en islamist?
At bære tørklæde er ikke ensbetydende med, at man er islamist. Vi var interesseret i at finde en programvært, der kunne stille spørgsmål ud fra en dyb og empatisk indsigt i islam og tro-ende muslimers forestillingsverden. DR udøver ikke sindelagskontrol. Men der er intet, der tyder på at Asmaa er islamist. Dermed ikke være sagt, at DR i en konkret sammenhæng udeluk-ker et programformat med en islamist, som interviewer. Men der er ingen aktuelle planer i den retning.

Når DR kan ansætte en tørklædeklædt vært, kunne DR så ikke lige så godt ansætte en nazist i naziuniform?
Nej. For det første er nazisymboler politiske symboler, som DRs programetik forbyder. For det andet har DR ikke grund til at udvikle programkoncepter, der bringer naziværter på tale. For det tredje er der en væsensforskel mellem religiøst betingede beklædningsregler i for eksempel islam og ortodoks jødedom og nazisymboler.

Hvorfor ikke ansætte en moderat muslim?
Fordi vi er gået efter en holdningsmæssig difference og ikke blot en nuance i hudfarve.

Hvorfor har DR ikke ansat en rigtig modvægt til hende? F.eks. en fra Dansk Folkeparti?

Hvad er den rigtige modvægt? Adam Holm er ikke-troende. Han er ikke muslim. Han giver kvinder hånden. Han er ikke medlem af et parti. Og han er kritisk og undrende over for islamismen.

Ville DR drømme om at ansætte en vært fra f.eks. Dansk Folkeparti?
Måske har vi det allerede. DRs medarbejdere bliver ikke spurgt om deres politiske holdning ved ansættelsen, jævnfør DRs programpolitik. DRs medarbejdere mister ikke deres grundlovs-sikrede rettigheder. Og det kan ikke udelukkes, at det i en bestemt debat-sammenhæng ville give mening at gå efter et erklæret medlem af Dansk Folkeparti. Valg af vært/interviewer af-hænger helt af programmets vinkel og fokus.

Da Martin Krasnik producerede dokumentarprogrammer om islamisme var det en bevidst del af programmets koncept, at Martin Krasnik brugte sin jødiske baggrund som en motor og driv-kraft i programmet.

På samme måde var det et bevidst valg, da Hans Engell var interviewer i en række programmer på DR2 – hvor han med sin politiske baggrund havde en speciel indgang til gæster og emner.

Nogle mener, at Asmaa bruger programmet som en platform til at udbrede islam – kan det være rigtigt at licensmidlerne skal gå til ”islam-propaganda”?
Asmaa er ansat til at stille forløsende, udfordrende og kritiske spørgsmål – ikke til at propagandere. Det ligger klart i aftalen med hende. Hverken Asmaa eller programmet skal propagandere for islam eller andre tros- eller politiske retninger. Adam og Asmaa er et kritisk debat-program – hvor formålet er at levere det bedste mulige grundlag for at seerne kan tage informeret, kvalificeret og selvstændig stilling i debatten.

Hvordan stiller DR sig til Asmaas udtalelser på nettet om at hun opfatter sig selv som ambassadør for islams sande ansigt?
For det første: Studieværter kan have mange forskellige motiver og incitamenter til at søge en position som vært: Penge, ønsket om at blive berømt, drømmen om en politisk karriere. Det kan DR ikke granske i. DR skal alene sikre, at værtens skærm-optræden er professionel og program-etisk i orden.

For det andet: Asmaa ved, at hun ikke er på skærmen for at propagandere. Hun har følgende forklaring på udtalelsen. ”Jeg opfatter mig som en rollemodel for andre muslimer. Jeg tror, at jeg føler mig ligesom den første kvinde, der blev ansat som vært på en mandsdomineret tv-station. Ikke alene skal man gøre det godt på egne vegne. Men man skal også gøre det godt på hele kønnets vegne. Det er måske uretfærdigt, men sådan er det.”

Sidste onsdag sendte DR2 den første af otte planlagte udsendelser i serien Adam og Asmaa, som i den forgangne uge helt berettiget har fået meget omtale på grund af den kvindelige studievært.

Emnet var ‘Den farlige multikultur’, og som ventet blev det et frontal-angreb på gæsten Karen Jespersen der tillod sig at mene at ytringsfrihed stod over islamiske dogmer. Herom var islamist-værtinden uenig, og den kritiske ateist til højre for hende var ikke ligefrem demokratiets fortrop – for nu at sige det pænt.

Første problematik var Muhammedsagen, og da Asmaa Abdol-Hamid selv har sagsøgt Jyllandsposten, så må hun i allerhøjeste grad selv siges at være part i konflikten. Det stod da også hurtigt klart, at spørgsmålene ikke tilsigtede en neutral indgang til emnet – men var en offensiv udgave af islamisk apologi.

Hun såede tvivl om Jyllandspostens motivation for at bringe tegningerne, mens Adam Holm talte (som man kunne gætte) om udlandets reaktioner – og vi så her et klassisk eksempel på DRs dækning af Muhammed-sagen. Den værdipolitiske venstrefløj og islamismen i front mod demokratiet som vi kender det. At Asmaa tillige er medlem af Enhedslisten, giver kun den i forvejen uspiselige ret en forrykt bismag.

Asmaa lagde hårdt ud, og hun viste sig at være en teflon-islamist i Mona Sheikh-kaliber, omend aldeles blottet for charme. Trods veltalenhed virkede hun iøvrigt ikke særlig intelligent. Hun havde eksempelvis svært ved at forstå at Kåre Bluitgens bogudgivelse havde noget med Muhammedsagen at gøre, og gentog spørgsmål uden at reflektere over det svar hun allerede havde fået.

Et eksempel på islamistisk apologi…

Karen Jespersen: Når man [Bluitgens tegnere] er bange for at ytre sig, så er det bevis for at der er nogle trusler, man er bange for.

Asmaa Abdol-Hamid, DR-vært: Var det ikke noget man fandt ud af efter krisen kom frem, og ikke før tegningerne blev tegnet.

Adam Holm har tidligere været redaktør på Politiken, og selvom han ikke deltog meget i debatten – så lykkedes det ham alligevel at indflette lidt Seidenfaden-lyrik.

Adam Holm, DR-vært: Risikerer denne her på mange måder logiske kamp mod reaktionære træk indenfor islam, risikerer den ikke meget nemt at slå over i fremmedfjendtlighed, og en forsuret nationalitetsfølelse. Du bliver jo selv skudt i skoene, at du ikke er til at kende fra Pia Kjærsgaard... Skal man (ikke) vare sig for at gå for langt, ellers kammer det over? [retorisk spørgsmål].

Sidst i udsendelsen gik debatten over i integration som sådan, og her viste det sig at Asmaa ikke mente tvangsægteskaber (/’arrangerede ægteskaber’) var problematiske – hun havde derimod store moralske problemer med den postulerede “intolerance” der lå bag 24-årsreglen.

Den påtagede naivitet, illustreres fint her.

Karen Jespersen: … mennesker der undertrykker andre, dem er jeg imod.

Asmaa Abdol-Hamid, DR-vært: Hvem undertrykker?

Asmaas tilgang til debatten var hardcore-apologetisk, der var ingen problemer – og hvis der var, så havde det absolut intet med islam og Koranen at gøre. Rendyrket anti-essentialisme som vi kender det fra yderligtgående antropologer på det kulturrelativistiske overdrev.

Det er nemmere at holde masken, hvis man lukker øjnene…

Set herfra mener jeg det er vanvittigt at DR gør en islamist til værtinde. Det er et helt forkert signal at sende, ikke bare til herboende muslimer, men også til udlandet, der nemt kunne tolke det i uønsket retning.

Asmaa betragter sig sig ifølge Islamonline sig som “an ambassadress of the Muslim faith” - men fordi islam har et dårligt rygte, så er løsningen altså ikke mere licensfinansieret reklame.

Asmaas slør blev efterfølgende en større mediesag, med kritiske kommentarer fra Kvinder for Frihed, Kvindeligt Selskab, og støtte fra de venstreradikale i Feministisk Forum.

• Bom og Bjerke: Barbie eller burka? (I: Udsalg – hverdagsfeminisme i det 21. århundrede. 2002.
• 29/3-06 Zaman Daily Paper – Danish TV Seeks Forgiveness with Veiled Anchor Woman.
• Adam Holm: De lange skygger: Et essay om den europæiske højreradikalisme mellem fortid og nutid. (I: DUPI Fokus 01/02).