I Ugerevy’en på P3 sidste fredag, havde Huxi Bach besøg af forfatter og journalist Morten Sabroe. Efter en halv time var stikordet Geert Wilders, og så fik den ellers fuld skrue.

Huxi Bach, P3: … apropos løs forbindelse, så skal vi jo snakke lidt om Geert Wilders nu. Jeg ved du ikke sådan er ubetinget fan af ham.

Morten Sabroe, forfatter: Han er sådan en hvor man bare siger – jeg magter det ikke John John – du ved, han er lidt du ved, sådan en man med fordel kunne udstyre med burka og begrænset ytringsfrihed. Det ville jeg gøre – hvis jeg var chef for journalistforbundet, så ville jeg sige – du skal have en burka på, og så skal du have begrænset ytringsfrihed. Lidt ligesom Camre, ik’. Han er en af de politikere, jeg godt kunne tænke mig at se med burka på, og ikke mere (Huxi Bach griner i baggrunden) – og begrænset ytringsfrihed.

Den her ballade der er nu, den er sådan en politisk ballade. Jeg synes egentligt han bare skal se at få ham ind til ham der, hvis jeg må være så venlig, at sige noget venligt om ham – den pms-ramte hystade Lars Hedegaard, som jo er en af de to personer der har dannet det der Trykkefrihedsforbund…

Huxi Bach: – Trykkefrihedsselskabet.

Morten Sabroe: Trykkefrihedsselskabet ja, hvor de jo godt kan tage imod ham der Wilders, fordi han passer enormt godt ind hos dem. Jeg synes ikke han skal ud til den der konference – hvad fanden skal han der?

Huxi Bach: – og Trykkefrihedsselskabet er jo altså nogle ældre herrer, som jo har lavet et lille selskab, som…

Morten Sabroe: - og ældre damer. Der er en ældre dame med, ved jeg – jeg kan ikke huske hvad hun hedder. Men det er jo i hvert fald nogle mennesker, som ville se meget bedre ud, hvis de alle sammen gik med burka (Huxi Back griner) – de har altså et eller andet med, nu skal man jo ikke sige noget om folks udseende, men der er nogle mennesker, hvor bare man ser dem, ligesom med Wilders, at man får sku’ sådan en dårlig smag i munden. Ik’ (Huxi Bach grynter samtykkende).

Huxi Bach: – Der er også et eller andet med Geert Wilders og det hår der.

Morten Sabroe: Det er ikke så meget håret, det er mere udstrålingen.

Huxi Bach: Jeg synes det der farvede hår?

Morten Sabroe: Er det farvet?

Huxi Bach: – Helt brint, og så er der hele tiden sådan – nu lyder jeg som en damefrisør, men der er sådan en udvoksning som han ikke gør meget for at skjule. Altså ligesom, gerne vil farve sit hår, og gerne vil se arisk ud, jeg ved ikke hvad fanden han prøver?

Morten Sabroe: Ved du om det er er farvet?

Huxi Bach: Det er det da.

Morten Sabroe: Han kunne godt være en slags albino, som jo ligesom så er blevet bitter fordi han er albino. Altså – jeg ved sku’ ikke så meget om Wilders, andet end at han, jeg syntes jo det er langt ude at Khader ligesom bruger ham som en slags maskot for sine egne ting. Nu er Khader jo også dummere end de fleste døre man går igennem, så hvor meget skal man egentligt tage sig af det her. Man kan meget hurtigt finde ud af, at der kører et politisk spil, og det, det hele handler om, og regeringen, som jo selvfølgelig har haft en Muhammedkrise, har problemer med at invitere sådan en stodder til landet, og ligesom lade ham træde ind på en let-fin konference. Altså, luk ham over i Trykkefrihedsselskabet der, eller hvad fanden det nu hedder – hvilket jo er et vildt ord – Trykkefrihedsselskabet for de der typer, jeg synes de er langt ude, og det er han også. Giv dem burkaer på, så ved vi hvor vi har dem (Huxi Bach griner).

Huxi Bach: – Udmærket forslag… Naser Khader er ikke den eneste Geert Wilders har været i kontakt med. Han har jo også haft riven ude mod Lars Løkke… (afspiller glip med Geert Wilders).

Morten Sabroe: Han lød også ubehagelig (Huxi Bach griner)… Hvad fanden har hindret ham der Geert Wilders i at ytre sig, Lars Løkke har ikke – han har bare sagt, at du ikke skal med på den her konference. Jeg ville virkelig heller ikke have ham med på min konference, hvis jeg havde en konference. Og jeg havde også det der, at hvis man nu lavede et satire-program så kunne man godt lave noget med de der journalister der havde været ude og besøge ham, at de havde sådan nogle beskyttelsesdragter på når de kom ind til ham, fordi jeg syntes altså – halløj da. Han kan sige hvad han vil, og det gør han jo også – hvad er problemet? Han kan sige det over i Trykkefrihedsselskabet med de andre hystader . Lad ham sige det derover –jeg er, det er fint – der er ikke nogle der forhindrer dem i det…

Huxi Bach: Så har jeg bare det et sidste forslag Morten, kunne du ikke skrive en mail-bog med ham.

Morten Sabroe: Haha, jeg ville virkelig ikke bryde mig om at skrive en mail-bog med den mand. Virkelig ikke.

Huxi Bach: – Du skulle så starte i første mail – Kære Geert, det går af helvedet til, det her.

Morten Sabroe: Nej, det ville jeg fandme ikke – røre ved ham med en ildtang, men fred være med ham…

Huxi Bach: – Morten Sabroe, journalist og forfatter…

Mere.

Selvom det af og til hævdes at de danske medier er borgerlige, så er det yderst sjældent at venstrefløjen kritiserer medierne – Carsten Kofoeds loonisme i Metroxpress undtaget. I fredagens Politiken var der dog hård kritik af TV2 i et læserbrev af forfatter Morten Sabroe.

Tak til Brinch og TV 2
Tak til Niels Brinch for hans TV 2/Lorry-reportager om brøndgravere og hospitaler fra krigen i Afghanistan; det må kunne skaffe ham en fast stilling på TV 2/Lorrys sommer-tv. Også tak til TV 2/Nyhederne, og især til Jesper Steinmetz, for deres krigspropaganda. At Taleban strømmer ind over bjergene fra Pakistan og myrder løs i Østafghanistan, kan vi vel få en af Tour de France-kommentatorerne til at fortælle os under en af de kedelige etaper: »Øh, for resten …«. Også tak til soldaterne i Fenris Kompagniet, som siger, at de keder deres røv i laser derude. Der er en hel del flere, jeg bør takke for den herlige krigsindsats, men det må vente til en anden god gang propaganda fra TV 2 – danskernes foretrukne tv-kanal, som Sjove-Brian kalder den.

Samme dag var Sabroe gæst i Mennesker og medier på P1, hvor han redegjorde for sit syn på journalistikken.

God journalistik er for ham, det vi andre kalder venstreorienteret propaganda. Godt han skønlitterær forfatter…

Morten Sabroe, forfatter: Hvis du har sådan et skævt blik… så løber du hele tiden i modstrid med dine omgivelser… fordi du vil gennemføre dit blik, dit syn på verden modstand, og hvis jeg har et meget skævt syn på verden, så er det næste trin i det her, at jeg møder modstand ligeså snart jeg har afleveret min artikel. Det har jeg så mødt gennem hele mit liv…

[...]

Morten Sabroe: Der er en ting som er meget fascinerende, det er denne her energi som flytter rundt i medierne. Hvor er energien? I 70erne, i begyndelsen af 70erne var den på Information, så flyttede den over til Press , nu er den flyttet over til DR2 (Den Hemmelige Krig etc). Hvad er grund til at du har sådan nogle rum, hvor der er fuld blus på kreativiteten… og på det rum, der er et frirum – hvad er det der giver den, og hvorfor opstår det.

[...]

Morten Sabroe: Det er noget helt banalt – det er noget med begejstring. Er der en regissør, et lile hold – der behøver faktisk kun at være en eller to, der rummer den her begejstring, der siger, at når du kommer med en ide… Jeg fik jo et møde sidste år med Mette Davidsen, inden hun og Gitte Rabøl forsvandt fra DR2, og jeg havde den her ide, som pludselig opstod, om at jeg ville lave tre Monty Python-agtige udsendelser om døden og dødens univers, og jeg sender en dobbeltmail i min mani, dagen efter jeg får ideen til dem begge to. Jeg får et svar med det samme – vi sidder tre dage efter jeg har sendt dobbeltmailen ude på Skt. Hans Torv, og Mette forklarer, at det kunne ikke lade sig gøre økonomisk, men hun vil gøre alt – en uge efter har hun fundet pengene, og den der tillidserklæring, at der sidder et menneske der ikke kender dig, der siger, go fucking for it. Det synes jeg, den energi, og mulighed for energi er helt fraværende i medierne…

Lasse Jensen: Du taler om frirum, eller steder vor der skabes dynamik ved at det er frit. De har altid eksisteret. Du nævnte så Press, du nævnte Information, og så nævner du DR2 nu, men man kan vel egentligt også nævne Politiken på et eller andet tidspunkt…

Syv citater fra overdrevet. Sakset fra Den Danske Forenings citatsamling, der også har flere om Danmark og danskerne. Se også Nomos-samlingen Stemmer fra Antenora.

“Og det er ganske vist, at kan vi ikke hamle op med invasionen, er det såmænd nok fordi, vi ikke er bedre værd. Vi burde med entusiasme tage imod tilskudet på et tidspunkt, hvor vi – ærlig talt – ikke har så forfærdelig meget at byde på selv.” (Klaus Rifbjerg, forfatter og forlagsdirektør; Politiken 24/4 1988)

“Uanset hvor mange stramninger, vi laver for at bremse strømmen, så kan ingen modificere folkevandringens realitet… Jeg tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved, om det (Danmark) overhovedet er vores… Man kan ikke eje et land, og slet ikke Danmark.” (Suzanne Brøgger, forfatter; BT 21/3 1990)

“Danmark hverken kan eller skal være nationalstat i den betydning, vi hidtil har kendt. På længere sigt er det utænkeligt, at de fremmede ikke vil brede sig over de relativt mennesketomme områder i USA, Vesteuropa og såmænd også Østeuropa. Der er, set pr. kvadratmeter, stadigvæk utrolig mennesketomt.” (Harald Engberg-Pedersen, fhv. højskoleforstander og programchef i Danmarks Radio, repræsentant for Dansk Flygtninghjælp i Flygtningenævnet; BT 25/6 1990)

“Der findes ikke nogen dansk identitet. Vore rødder ligger i det gamle Hellas, i Rom og Frankrig…. Den danske identitet er rugbrød, kogte kartofler og opbagt sovs.” (Johannes Sløk; Jyllandsposten 16/5 1991)

“Mennesker må selvfølgelig have lov at krydse menneskeskabte grænser i en moderne verden. Hvad er overhovedet en grænse andet end en abstraktion… Flere jugoér, tyrkere og perkere, tak! Flere sorte, gule og tværstribede, tak! Flere kvinder med og uden slør på gaden, tak!… Flere kurdiske bjergbønder!… Flere tamiler… Mere sort, tak!… Se på for eksempel New York og Rio de Janiero!… De maddikefarvede danskere kan ikke tåle lyset og solen, de får kræft af den… Hvad med at få nogle flere fremmede hertil, nogle mørke mennesker, så det sarte blot bliver fortyndet, og den rette kulør opnås… Ud med solarierne! Ind med de fremmede!” (Carsten Nagel, forfatter, cand. psych.; Ekstra Bladet 1/12 1991)

“Det er simpelthen en krænkelse af menneskerettighederne at forlange, at de (indvandrerne) skal afstå bare en tøddel af deres ideologiske, moralske, familiære og religiøse identitet… Hvad i alverden bilder vi os ind ved at ville diktere dem vores – på talrige måder – kuldsejlede og fallerede samfunds- og samlivsmodel?” (Hanne Smyrner, fhv. fotomodel, spaniensdansker; Ekstra Bladet 14/1 1992)

“Den aften var jeg af den overbevisning, at Danmark ville være et dejligt land uden danskere. Jeg ville elske det, hvis det var fuldt af tyskere, arabere, italienere, englændere, amerikanere, afrikanere, kinesere, japanere, polynesere, grønlændere og lapper. Jeg tror også de ville synes Danmark var et dejligt land uden danskere. Man kunne flytte danskerne op til Grønland, der ville være masser af plads og alt for koldt til at trække bukserne ned og vise den store hvide røv frem.” (Morten Sabroe; Politiken 20/6 1999)

Fra dagens Politiken. En solid gang sund fornuft fra Morten Sabro – Kritikerne: Om konsensusjournalistik: Hvor levende er den avis egentlig.

“Og så bar de kisten ind. I den lå avisen, der var født i 1884 og faldet 7. oktober 2006, ned i jorden med den. Det var det, jeg ikke forstod. At man kunne låne en avis’ historie ud til et projekt, der var lige så reaktionært som det, det ville angribe. Hvis den engelske tegner Ralph Steadman skulle illustrere de 66 anmeldere over for de 8 politikere, de anmeldte, ville det være i den genre, han i 1968 tegnede Nixon på talerstolen. 74 bare røve, der vendt mod hinanden truttede deres forudsigelige, firkantede og hadefulde budskaber mod hinanden. Politianmelde! Og så så længe efter! My God!

Jeg gav mig til at vente. Det kunne ikke vare længe, før der udbrød mytteri på Politikens redaktion. En borgerkrig ført med skarpslebne penne. Til kamp for den frie ytring. Mod misbruget af avisen, der i de dage ikke var en avis, men et politisk parti.

Der skete ingenting. Jeg forstod det ikke. Manden, der søsatte kampagnen, var så filtret ind i chefredaktøren, at det var umuligt at skille avisen fra politianmeldelsen, hvilket også blev bekræftet i lederen ’Døm selv’. Jeg var ikke i tvivl: Det var ikke kun avisen, det var alle medarbejderne, der var blevet kidnappet til et formål, der var det modsatte af, hvad en avis skal være: fri, uafhængig af politiske partier, kæmpende for ytringsfriheden til sidste blodsdråbe. Det kunne ikke være rigtigt, at 66 fodformede overleveringer skulle repræsentere en avis, hvor mangfoldigheden burde herske.

Men der var ingen, der råbte op. En avis er ikke et politisk parti. Den er heller ikke at sammenligne med et fodboldhold, hvor alle spiller mod det samme mål. En avis er en myldrende organisme, hvor der bliver spillet på kryds og tværs af banen, hvor temperamenter og meninger støder sammen, og hvor sammenstødene skaber noget, der ikke kan skabes dér, hvor alle marcherer i takt, og alle vender blikket mod det samme forudsigelige mål. Dér hvor konsensus hersker. Dér hvor nogen er mere end de andre, og de andre følger trop.

[...]

De journalister, der huserede i Store Kongensgade dengang: Jan Stage, Philip Lauritzen, Lasse Ellegaard og andre, havde aldrig lukket Rune Engelbreth Larsen indenfor. For de var ikke politikere, de var journalister. Den fodformede politianmelder havde fået 35 skrivemaskiner i nakken og taget flugten over i det politiske parti, hvor han hører til. Hvad er der sket, og hvordan kunne det lade sig gøre, at avisen blev til et politisk kampskrift? Det skyldes først og fremmest en svigtende fornemmelse for, hvad journalistik er. Det kan ikke være rigtigt, at journalisterne, hver gang de skal skrive om flygtninge eller indvandrere, lægger den samme skabelon ned over historien, så man bare behøver at have læst én artikel om indvandrere for at have læst dem alle. Det er blevet et mantra på avisen, at den med omlægningen skal skrives af personligheder – men hvad er det for en personlighed, der skriver lige firkantet og forudsigeligt hver gang? Der må være sprækker i ethvert synspunkt og i enhver sag, og det er ikke god journalistik at skjule dem.

Jeg ved, hvor svært det er ikke at falde i fordommenes grøft og ikke lade sine politiske holdninger skinne igennem i reportagerne. Jeg er en af dem, der ikke kan holde Robert Fisks stærkt politiserende reportager fra Mellemøsten ud, og jeg prøvede ikke at lade mine aversioner mod Bush-administrationen skinne igennem, da jeg i 2004 var i Texas op til præsidentvalget. Som Christine Isager påpeger i sin ph.d.-afhandling om ’Skribenter der skaber sig’, stillede jeg i en klumme læserne i udsigt, at jeg ikke ville være »forudindtaget og forudsigelig« i min dækning af præsidentvalget, men da det kom til stykket, magtede jeg det ikke. Set i bakspejlet var det et nederlag, som jeg ikke er i tvivl om, at jeg vil komme til at gentage. Havde jeg bare haft en redaktør, der kunne have holdt mig fast i mit projekt! Men redaktører, der kan det, mangler i den grad i pressen.“