7. november 2019

DR forklarer etikette: “Højreorienteret betyder blot, at han af værten betegnes som ikke-socialistisk…”

Det er på sin vis ganske rimeligt at kalde Berlingskes Bent Blüdnikow for ‘højreorienteret’, men DR ville aldrig give Bludnikows politiske modpol etiketten ‘venstreorienteret’, og da slet ikke forklare brugen af etiketten med at det skal forstås i betydningen ‘ikke-borgerlig’. Fra DR.dk – P1 omtalte fejlagtigt jødisk debattør som ’kalotbærende’.

“P1 Debat omtalte en jødisk samfundsdebattør som en højreorienteret, kalotbærende jøde. … I programmet debatterede gæsterne blandt andet forholdene mellem forskellige grupperinger på Nørrebro. I løbet af debatten nævnes, at man ikke kan vide sig sikker, hvis man er ‘højreorienteret, kalotbærende jøde’ og går på Nørrebro i København. Umiddelbart efter associerer værten klageren ved navns nævnelse med at være ‘højreorienteret, kalotbærende jøde.’

Klageren blev med navns nævnelse bragt frem i diskussionen af værten som eksempel på en jøde, der kunne blive udsat for hetz fra venstrefløjens nørrebroske grupperinger, lød forklaringen fra DR. Den omtalte debattør nægter både at være højreorienteret og kalotbærende. DR burde ikke omtale debattøren som kalotbærende, fremgår det af afgørelsen. Det får han medhold i.

Derimod giver lytternes og seernes redaktør ham ikke ret i, at betegnelsen ‘højreorienteret’ er ukorrekt og en fejl. I afgørelsen lægges der vægt på, at klageren er en kendt debattør, som gennem en årrække har kritiseret venstrefløjens metoder og retorik.

– Højreorienteret betyder blot, at han af værten betegnes som ikke-socialistisk, og det ligger inden for værtens ytringsfrihed og ret til bedømmelse, at han betegner Klager som ‘højreorienteret’, skriver Jesper Termansen.”

Oploadet Kl. 23:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/105770/trackback

10 Comments »

  1. Højreorienteret betyder en del mere end blot borgerlig, og det ved DR naturligvis godt.

    Kommentar by Odo — 8. november 2019 @ 03:38

  2. Hvis jeg (indenfor min ytringsfrihed og ret til bedømmelse) skriver, hvad jeg mener om løgnhalsen Jesper Termansen, kan jeg komme i klemme.

    Kommentar by Bastardo — 8. november 2019 @ 08:24

  3. Hør nu her i følge journalisten.dk, journalisternes eget “fagblad” så stemmer 80% af journalisterne rødt! Et flertal endda mørkerødt! Enhedslisten og Radikale Venstre ville kunne danne regering med SF som støtteparti! Velbekomme!
    Der er ikke ret mange programmer på DR, som ikke har alvorlig politisk slagside, det venstreorienterede siver ud sf revner og sprækker, ordene, holdningerne er jo det som de sidder og siger til hinanden i kantinen.
    DR er er tendentiøs så enkelt er det! Neutral og seriøs nyhedsformidling glem det!

    Kommentar by Den Nervøse — 8. november 2019 @ 08:37

  4. Og jeg som troede at den globale venstrefløj går ind for at folk kan identificere sig som man vil. Det gælder moské kun venstrefløjen?

    Kommentar by Santor — 8. november 2019 @ 09:12

  5. DRs journalister – de største Danmarksødelæggere.

    Overskriften stammer fra en artikel, som salig Mogens Glistrup fik offentliggjort, den 05. september tilbage i 1986.

    På trods af de mange år er artiklen desværre stadig værd at læse.
    https://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/05/drs-journalister-de-storste-danmarksodelaeggere/

    Kommentar by Anonym — 8. november 2019 @ 09:24

  6. DRs journalister – de største Danmarksødelæggere

    Overskriften stammer fra en artikel, som salig Mogens Glistrup fik offentliggjort, den 05. september 1986.

    På trods af alle årene der er gået fra dengang til idag, så er artiklen desværre stadig højaktuel.

    Interesserede kan læse artiklen ved at benytte dette link:
    https://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/05/drs-journalister-de-storste-danmarksodelaeggere/

    Kommentar by Karsten Lund — 8. november 2019 @ 09:30

  7. “P1 Debat omtalte en jødisk samfundsdebattør som en højreorienteret, kalotbærende jøde.”

    Mon medie-kommunisterne på DR nogensinde vil omtale : sharia orienteret tørklædebærende muslim.

    Luk DR. Luk TV2. Luk LOUD. Luk 24syv.

    Og ellers:
    Opsig konventionerne.
    Start repatrieringer.

    Kommentar by Neuhammer — 8. november 2019 @ 12:46

  8. Lad os tage ondet ved dets rod:

    Luk de såkaldte journalistuddannelser.

    Kommentar by Bastardo — 8. november 2019 @ 13:20

  9. De glemmer at skrive, at han er hvid.

    Kommentar by Hodja — 8. november 2019 @ 13:42

  10. I de gode gamle dage da marxisterne regerede kaldte de venstreorienterede bl.a.i Information konsekvent Bent Blüdnikow for “Bent Blod” udover at kalde ham ‘højreorienteret’.

    Han havde tilladt sig at kritisere de rødes meningsterror og palæstinensernes og arabernes terror. De kunne Informations læsere ikke lide.

    Bent Blüdnikow dokumenterede bl.a palæstinensernes og arabernes terror og de hjemlige venstreorienteredes begejstring for den og for RAF’s og deres dyrkelse af deres ‘heltinde’ Ulrike Meinhof.

    Bla.a i disse glimrende bøger dengang:
    ->Bombeterror i København. Trusler og terror 1968-1990 af Bent
    *Bent Blüdnikow i Iformation (Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning! :-)

    BUPL støttede dengang den palæstinensiske terror, som de kaldte ‘frihedskamp’. Næsten alle børnehavepædagoger gik dengang med ‘palæstinenser tørklæde’ for at vise deres støtte til palæstinenserne.
    De var også seksuelt frigjorte og flere børnehaver havde indrettet ‘bolle-rum’, hvor pædagogerne og deres besøgende (også palæstinensiske:-) mandlige venner kunne gå ind og bolle med de dengang altid kvindelige pædagoger i arbejdstiden.

    I juli 1989 blev den danske børnehave pædagog Ulla Lyngsby* anholdt i Israel, hvor hun blev beskyldt for at ville smugle 75.000 dollar ind til en palæstinensisk organisation. Hun blev løsladt og sendt tilbage til Danmark senere samme måned.

    Klip fra KRONIK i Information 7. november 2009. “Terrorfaren var alvorlig

    Af mange grunde tegner Blekingegadebanden i høj grad billedet, når man taler om terroren i Danmark. Banden samarbejdede med den palæstinensiske organisation PFLP, og mordet på den unge danske politimand Jesper Eigtved Hansen har gjort banden og dens aktioner til de helt centrale aktører, når man tænker på terrorisme i Danmark. Sagen er fortsat et mysterium, fordi ingen blev dømt for dette mord, ligesom samtlige af PFLP’s folk gik fri, fordi man under retssagen droppede alle internationale aspekter.

    Imidlertid var perioden fra 1968 præget af andre terrorgrupper, der var mere farlige end Blekingegadebanden og PFLP. PET-Kommissionen har stort set udeladt fortællingen om den internationale terror i sin betænkning. Men hvis man skal forstå Blekingegadebanden og tidens farer, må man tegne et billede af den samlede terrortrussel.

    For der var tale om en lang række terrorgrupper, der hvilede i enten Danmark, Tyskland eller Sverige og slog til andre steder i Europa. Terroren kendte ingen grænser. Den gruppe, der i 1985 sprængte to bomber mod et amerikansk flyselskab og synagogen i København, holdt til i Uppsala i Sverige og blev fængslet og dømt i 1989 i Sverige.

    Terroraktionen er stadig Danmarks alvorligste, hvor en blev dræbt og 27 såret. Den dræbte var en algerier ved navn Rached Hamdi. Hans død var ikke mindre tragisk end den danske politibetjents, men nu er hans navn glemt. Terrorgruppen havde forbindelser til en PFLP-General Command, som var en radikal palæstinensisk gruppe anført af Ahmed Jibril, og som en tid lang var mistænkt for at stå bag Lockerbie-katastrofen i 1988.

    Faktisk er en af hovedmændene bag bomberne i København, Abu Talb, der nu er fængslet i Sverige, stadig mistænkt for at have været involveret i Lockerbie-tragedien.

    Organisationen PFLP-General Command havde tidligere haft en anden gruppe hvilende i Sverige, der i samarbejde med svenske kvinder havde planer om at myrde El Al-personale i København i 1980 og sprænge Knesset i Israel i luften. En ganske hard core gruppe.

    De fleste angreb blev forhindret, således også en mordplan mod USA’s forsvarsminister Caspar Weinberger, der skulle have være myrdet af libyske terrorister i 1986 under hans besøg i København. Hvis den mordplan var lykkedes, havde dansk historie set væsentlig anderledes ud. Men andre angreb blev gennemført, selv om de nu er glemt. Der var et bombeangreb mod en jødisk forretning i september 1985, og i 1988 blev en polsk-jødisk klub udsat for et alvorligt brandattentat.

    Gik i glemmebogen
    En af periodens mest alvorlige og betændte affærer var den såkaldte *Ulla Lyngsby-sag. De fleste læsere kan måske svagt huske noget med en dansk pige, der ifølge avisernes omtale skulle have smuglet 75.000 dollar i en ost til Israel, hvor hun blev arresteret af israelerne i 1989.

    Da hun kom hjem i april 1989, var sagen af samme medie- dimensioner som sagen om Blekingegadebanden, som også blev afdækket samme måned. Ulla Lyngsby-sagen gik dog hurtigt delvist i glemmebogen, men den var på sin vis lige så alvorlig som Blekingegadebande-sagen.

    Aviserne kunne dengang i 1989 – takket være solide kilder i PET – afdække, at seks-syv medlemmer af Yassir Arafats elitekorps, Force 17, havde etableret sig på PLO-kontoret på Alperosevej på Amager. Det viste sig, at gruppen havde planer om at myrde Israels præsident Chaim Herzog, overrabbiner Bent Melchior, chefredaktør Herbert Pundik og den israelske Mossad-agent Sylvia Rafael, der boede i Norge.

    De samme Force 17-folk havde sandsynligvis også haft et samarbejde med en Force 17-gruppe i Storbritannien om at myrde en kendt palæstinensisk karikaturtegner ved navn Naji al-Ali, der havde været så fræk at tegne Yasser Arafat. Naji al-Ali blev skudt i hovedet på kort afstand og døde efter kort tids hospitalsophold.

    Da *Ulla Lyngsby i 1989 blev anholdt i Israel, vakte det utrolig stor opsigt i både Israel og Danmark. Pressen mente først, at der var tale om en uskyldig dansk pige, der havde været udsat for israelsk tortur og afpresset til at tilstå terrorplaner.

    Efterhånden dukkede flere og flere oplysninger op i pressen om, at hun havde samarbejdet med Force 17-folkene, og at hun havde været impliceret i mordplaner.

    Efter en del offentlig polemik fremsatte statsminister Poul Schlüter en erklæring, hvor han sagde, at der ganske rigtigt havde været en gruppe, der havde haft konkrete mordplaner mod både danske og udenlandske statsborgere, og at man gennem aflytninger havde været klar over dette i et stykke tid.

    Sagen syntes at være klar, men intet skete hverken med Ulla Lyngsby eller Force 17-folkene. De fik med enkelte undtagelser lov til at blive i Danmark. Forklaringen kunne meget vel være, at Danmark havde indgået en aftale med Yasser Arafat og Force 17.

    Det kom nemlig frem, at PET havde haft et møde med Force 17’s ledere, hvor Force 17 havde givet PET oplysninger om terrorplaner mod Danmark, der skulle udføres af en anden palæstinensisk gruppe. Mødet mellem PET og Force 17 fandt sted den 2. april 1989 i Zürich, og dagen efter var der terrorvarsel i alle tre nordiske lufthavne, hvor PET havde detaljerede oplysninger om en gruppe terrorister fra Damaskus.

    Fik dokumenterne at se
    Vi ved en hel del om sagen, for SF’s Pelle Voigt, der havde været PLO’s fremmeste fortaler i Danmark, var draget af sted til Tunis for at møde Arafat og spørge, om der virkelig var terrorister på PLO-kontoret i København. Heldet ville, at Arafat troede, at Pelle Voigt kom som en slags udsending for den danske regering, og derfor blev Voigt og hans rejsekammerater forevist alle dokumenter fra mødet i Zürich. En række palæstinensere, herunder formanden for Det Palæstinensiske Nationalråd, bekræftede, at en sådan aftale eksisterede, og statsminister Poul Schlüter erkendte, at et møde havde fundet sted, men han sagde dog, at der ikke rigtigt var kommet noget ud af det.

    Nu var aftaler med terrorgrupper ikke usædvanligt i Europa. Faktisk havde lande som Italien, Grækenland, Frankrig og Belgien aftaler med palæstinensiske terrorgrupper.

    Man tillod dem at have sikre huse og våbenlagre, blot de ikke lavede aktioner i gæstelandene. Man undlod også at anholde formodede terrorister, for den slags udløste erfaringsmæssigt blot nye aktioner for at befri fængslede kampfæller. Fra 1968 og indtil midten af 1990’erne forsøgte Danmark ikke en eneste gang at rejse tiltale mod mistænkte terrorister, selv om man havde fat i en hel del. Sandsynligvis fordi man ikke ønskede at risikere nye aktioner.

    Man har i Danmark fokuseret ensidigt på Blekinge- gadebanden og PFLP, og man har undret sig over, at to PFLP-folk i 1983 ikke blev udleveret til Danmark, selv om de i Frankrig var blevet pågrebet med seks millioner kroner på sig fra Lyngby-kuppet, som Blekingegadebanden stod bag. Der er nok ikke så stor årsag til at undre sig. De fleste europæiske lande havde fat i terrorister, som man bagefter lod smutte ud ad bagdøren. Ingen var rigtigt interesseret i at have terrorister siddende i fængsler. Sagen fra Frankrig med de to PFLP-folk var blot normal praksis.

    Den megen tale om Blekingegadebanden har til dels indsnævret vor forståelse af terrorismen i tiden efter 1968. Det er afgørende at forstå, at der konstant var alvorlige trusler, at terroren ikke kendte til landegrænser, og at danskere kunne myrdes både i Danmark og uden for.

    Bent Blüdnikow er historiker og journalist. Han udgiver den 10. november bogen ’Bombeterror i København. Trusler og terror 1968-1990’ på Gyldendal”

    Kommentar by A-mad — 10. november 2019 @ 10:28

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper