13. november 2019

Guldfuglen – I krig med AK81 (2015): “Som lille var Martin blevet mobbet og plaget på legepladsen…”

Det fylder ikke meget i historien i dag, men Anders Breivik levede og boede midt i multikulturen, og havde i sin ungdom problemer med indvandrere. Han var blandt andet ven med en pakistaner, indtil vennen en dag udsatte ham for tæsk og ydmygelser. Jeg kom til at tænke på Breivik, da jeg hørte lydbogen ‘Guldfuglen – I krig med AK81’ (2015), en biografi over HA-rockeren Martin Fryd Petersens liv.

Det udpensles ikke i bogen, men krigen mellem rockere og indvandrerbander handler i vidt omfang om kriminelle aktiviteter. Modsætningsforholdet lå dog indgroet i indvandrernes opdragelse, og indirekte også i Martin Fryds.

Herunder en række citater, særligt fra de formative ungdomsår.

Som lille var Martin blevet mobbet og plaget på legepladsen mellem boligblokkene i Vognmandsmarken, hvor familien i løbet af 1980’erne blev en af de eneste i opgangen med dansk efternavn. Hans forældre kunne ikke gøre andet end at trøste, når han kom grædende hjem, dirrende af ydmygelse og afmægtigt raseri over uretfærdigheden. De andre børn talte sammen på sprog, han ikke forstod. De var mange, han var alene – og hvis han prøvede at forsvare sig mod de jævnaldrende, havde de alle sammen storebrødre, der kunne sætte tingene på plads.

Det var en befrielse, da familien kunne flytte til et parcelhuskvarter i Roskilde i begyndelsen af i990’erne. Da var Martin 7 år. Han kom på østervangsskolen, der lå ganske tæt på Vognmandsmarken, så der mødte han nogle af ungerne fra det gamle kvarter igen. Men nu var han ikke den eneste med et dansk efternavn. Og han var ikke helt så lille længere. Martin lærte tidligt at slå fra sig. Volden var bare et sprog, han tilegnede sig og blev god til. På legepladsen og gangstierne mellem boligblokkene, i skolegården og på sodavandsdiskotekerne blev et par på munden en naturlig forlængelse af skænderier og hanekampe blandt drengene. Ligesom på fodboldbanen var han stærk og stædig, hurtig og hidsig.”

“Da 2001 blev til 2002, holdt han nytårsfest med nogle af sine gamle venner hjemme i kælderen, da et par uindbudte gæster dukkede op omkring midnat: Charlie og Emre, den yngste af de to tyrkiske brødre som han ellers var begyndt at lægge lidt afstand til. Martin havde ikke inviteret dem, for hans andre venner brød sig ikke om dem, og selv var han i virkeligheden også lidt bange for Emre og hans storebror, Yunus.

De andre kammerater begyndte at sive, men Emre festede, som om det var hans sidste dag, og ud på natten betroede han Martin, at han havde haft en voldsom nytårsaften: Han havde stukket en mand ned ude i boligkvarteret Rørmosen. Manden havde brokket sig over, at Emre og hans venner fyrede fyrværkeri af inde i en opgang, og så havde Emre trukket sin kniv og stukket ham flere gange. Han var nok hårdt såret, for det var dybe stik, fortalte Emre. Politiet var efter ham.

Manden i opgangen døde af knivstikkene. Han var 44 år. Nytårsdag blev Emre anholdt, sigtet for drab. Han var 17. Sagen blev omtalt i de lokale aviser, rygterne løb, og nogle dage senere blev Martin ringet op af Yunus, der gav ham besked på at holde kæft med, at Emre havde været hjemme hos ham i kælderen til nytårsfesten. Martin kunne ikke rigtig lide det. Det var trods alt noget mere sindssygt end det, han normalt selv var en del af. Nok sloges han, men han gik aldrig med kniv.

Men han kendte Yunus og hans ry godt nok til at frygte konsekvenserne, hvis han sladrede om Emre. Derfor var han ikke i tvivl, da politiet et par uger inde i det nye år dukkede op derhjemme. … Det gik let med Emre, for han var varetægtsfængslet og fik siden seks års fængsel, fordi han var under 18, da han begik drabet. Yunus var det ikke så let at slippe af med.

Martin havde lært Emre og Yunus at kende igennem en veninde, han havde gået i skole med, og som også altid havde været tiltrukket af de farlige typer. Hun kom sammen med Emre og var endda lidt stolt af sin nye status som kæreste til en morder. Hun var med, da Martin og en kammerat hyggede sig med nogle piger hjemme i kælderværelset en mandag aften først på sommeren. Alle var småfulde og flirtende, da veninden begyndte at tale om at ringe efter nogle af Emres venner. Martin sagde nej. De udlændinge var ikke til at stole på, mente han, dem gad han ikke være sammen med. Det blev Emres kæreste sur over. Hun skældte Martin ud og skred. han løb efter hende udenfor, hvor hun hidsede sig mere op: ‘Du er ikke en skid, Martin, du kan bare vente dig,’ råbte hun og slyngede flere fornærmelser i hovedet på ham. …

Pludselig dukkede en fyr fra Emres slæng op: ‘Hvad er det? Går du og slår på piger?’ spurgte han. Martin nåede kun at forsøge at benægte, så slog fyren ud efter ham. Martin undveg, slog hurtigt igen og ramte ham lige på næsen. Han faldt, men i det samme sprang seks andre frem fra mørket og trak Martin ud på vejen, hvor de slog og sparkede ham. Emres kæreste deltog også.”

Det had, der var blevet grundlagt på legepladserne, da han var lille, voksede i ham. Han foragtede perkerne. Altså ikke enhver med en anden hudfarve eller religion, han havde også gode venner med indvandrerbaggrund. Men de dér mindre eller mere kriminelle typer med både udenlandsk og dansk baggrund, der førte sig frem som smågangstere i grupper, chikanerede folk og opførte sig som om de styrede byen. Dem hadede han. Det var ikke synspunkter, der skabte politiske uoverensstemmelser ved middagsbordet eller foran fjernsynet derhjemme. Hans forældre var heller ikke begejstrede for indvandrere, slet ikke efter at de havde oplevet at blive en minoritet i deres eget kvarter og magtesløse så til, når det gik ud over deres egen søn. Men for Martin var vreden mere end politik. Det er ikke nogen, der kan hjælpe mig her, tænkte han. Han blev nødt til at gøre noget ved det, mente han, og dt var et spørgsmål om at stå fast om han så skulle stå helt alene. Han ville ikke finde sig i at blive trynet af en flok perkere, lige meget hvor farlige de var. Han var ikke bange for at slås, og han nægtede at være bange for dem. Aldrig mere ville han føle sig som den lille dreng, der løb grædende hjem, fordi han ikke kunne forsvare sig mod overmagten.”

“… ‘Du kan bare vente dig, din nar,’ råbte de efter Martin. Han trak hånligt på skuldrene, vendte ryggen til dem og gik grinende derfra. Det ville få konsekvenser, det vidste han. Men det føltes alligevel godt.

“Han sad fanget mellem tre store indvandrere i en BMW, og tankerne for gennem hovedet på ham. Det kunne ende med hvad som helst. Håndlangeren havde ry for at være bindegal, og Yunus kendte han godt nok til at frygte. Bare lad ham slå løs, sagde Martin til sig selv igen og igen, mens han kæmpede for at holde fast i det, han havde besluttet: At han aldrig mere ville finde sig i deres pis.Køreturen med Yunus kom til at stå for ham som det, der fuldbyrdede hans had til perkerne. Han sloges endnu mere end før, og fjendebilledet blev helt skarpt. Der var mere på spil nu, og attituden var ikke til at tage fejl af, når Martin gik i byen med armene godt ud til siden og en nærmest ikkeeksisterende lunte. Han var klar til at tæve enhver, der gav ham den mindste anledning, og var der ikke nogen, der bød op til dans, endte han ofte med selv at tage initiativet.”

“Hun var noget lækrere end luderen, og Fryd prøvede at flirte lidt med hende i baren, da hun blev hængende efter showet. Men han blev hele tiden afbrudt af Kølle – et af de nye prøvemedlemmer, som var kommet til, mens Fryd sad inde. Kølle havde kærestet lidt med stripperen før, men det vidste Fryd ikke. Han syntes bare, det var skide irriterende, at fjolset hele tiden prøvede at få hans opmærksomhed. ‘Hvad så, Fryd! Hvor fedt du er kommet ud, nu skal vi sgu ud og banke nogle perkere,’ sagde han og hev Fryd i armen. ‘Hold nu op, jeg er lige kommet ud, jeg vil bare gerne hygge mig lidt,’ sagde Fryd, mens han forsøgte at koncentrere sig om pigen. Men Kølle blev ved med at hænge over ham og distrahere. Fryd blev mere og mere irriteret, så til sidst fik Kølle hans knytnæve lige i ansigtet og gik i gulvet med blodet strømmende fra den brækkede næse.”

“… hende her var anderledes. Godt nok kendte hun lidt til klubben oppe i Aalborg, men hun var ikke rigtigt en del af miljøet, hun kunne bare godt lide at feste. Hun var kvik i hovedet, og de snakkede godt sammen. Hun delte Fryds foragt for indvandrerbanderne og deres slags, ligesom hun bestemt ikke tog afstand fra den måde, han og hans klub bekæmpede dem på. De kunne let blive enige om, at sådan nogle perkere bare skulle have nogle bank. Oveni var hun lækker med sin veltrimmede krop og sit lange, blonde hår. Og pludselig havde Fryd fået sig en kæreste. “

“Mjølnerparkens røde boligblokke var blevet et af Københavns mest velkendte symboler på bandehærgede ghettoer. Der havde tæskeholdet fra Svanevej bestemt regnet med at finde vagter eller hashhandlere, de kunne overfalde. Men lige denne dag var der ikke skyggen af oplagte mål. De steg ud af bilerne for at diskutere alternativerne, inden de kørte videre og kastede et hurtigt blik på græsplænen foran blokkene. Heller ingen fjender. ‘Hvor er du?’ skrev Fryds kæreste. ‘Ude og tæve perkere,’ sms’ede han tilbage. Han var høj på stemningen og følelsen af klubbens overlegne styrke. Måske var der også lidt pral i det over for kæresten. For selv om hun tit brokkede sig over, at klubben fyldte så meget, og at meget af det, der foregik, lød latterligt og børnehaveagtigt, havde hun respekt for AK81’s oprindelige mission og deres kompromisløse vilje til at bruge vold for at bekæmpe perkerne.”

“Fryd var ligeglad, han spurgte Thor. Det var trods alt ham, der havde fået korset først, men man lagde ikke så meget mærke til det på Thor, fordi han i forvejen var tatoveret i ansigtet. De besluttede, at de to københavnere måtte kopiere korset, så var det noget, de fire havde sammen. Hvis andre ville have det lavet, måtte de spørge om lov hos den lille loge. Det var der flere, der gjorde. Korset bredte sig blandt AK81’erne og blev også bemærket hos deres fjender. Fryd hørte, at banderne udviklede en vild teori om, at det var et symbol på, at man havde slået en muslim ihjel.

Oploadet Kl. 11:46 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/105832/trackback

10 Comments »

  1. Når individualisme forbydes,sejrer flokmentaliteten.

    Kommentar by Nielsen — 13. november 2019 @ 14:05

  2. Perkerne har slået rigtig mange danskere ihjel, der er et kæmpe mørketal

    https://www.bt.dk/krimi/skideballe-gjorde-17-aarig-til-morder

    Kommentar by Johnson — 13. november 2019 @ 14:23

  3. “Om 20 år er de som os.” (Zenia Stampe)

    Kommentar by Revisoren — 13. november 2019 @ 16:01

  4. Er man stor nok til at slå ihjel med kniv, så er man stor nok til livstid….også når man er perker.

    AK81 og moderklubben HA er nok den sidste “hvide” klub i gangsterland. De er sikkert ikke meget bedre end de andre når det kommer til kriminalitet, men alene det de åbent erkender perkere (Sjakaler) er af det onde fortjener ros.

    https://hells-angels.dk/presseinfo/sjakal-manifestet-2008/

    Kommentar by redneck — 13. november 2019 @ 16:02

  5. Hellere 10 rockerborge end én moské…

    Kommentar by Revisoren — 13. november 2019 @ 17:36

  6. Vi er mange tusinde danskere som er vokset op med truslen fra indvandrermiljøet…foragten ligger dybt i os….

    Kommentar by FrafaldenModerat — 13. november 2019 @ 18:42

  7. Skrækkelig at vore børn skal vokse op med den voldskultur, og man skal passe på hvor man færdes efterhånden. De skal ud, hader synet af dem.

    Kommentar by IES — 13. november 2019 @ 20:17

  8. > Vi er mange tusinde danskere som er vokset op med truslen fra indvandrermiljøet…foragten ligger dybt i os….

    Amen! Jeg er selv én af dem. Vokset op i en ghetto, gået på en ghetto-skole det meste af mit skoleliv. Kan genkende alt det beskrevne. Det beskriver så ubehageligt præcist en virkelighed jeg selv har oplevet.

    Jeg flygtede fra det i stedet for at vælte over i den anden grøft, blandt andet fordi jeg har nogle færdigheder som gjorde det muligt. Ikke alle er så heldige.

    Kommentar by Quark — 13. november 2019 @ 21:55

  9. Og værsgo til np, der naturligvis mener at rockere er værre end perkere

    Kommentar by Træt — 13. november 2019 @ 23:32

  10. OT – Tip til Kim: https://www.bt.dk/udland/usa-ekspert-om-foerste-hoering-der-kom-en-afsloering

    Den såkaldte USA-ekspert er tydeligt anti-Trump og det er altså niveauet for medierne, i dette tilfælde Ritzau og BTs egen manglende faktatjek af såkaldt ekspert. Tjek Facebook hvor ’soft spot’ for Joe Biden går igen.

    Kommentar by Dansk Stolthed — 13. november 2019 @ 23:59

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper