9. juni 2004

Carl Axel Skovgaard Petersen: Landet hvor kilderne sprang (1923) – Nogle notater

Spring denne post over

Kort efter Anden Verdenskrig rejste den danske teolog Carl Axel Skovgaard Petersen på en slags udvidet Pilgrimsfærd til Palæstina. Oplevelserne udmøntede sig i tobindsværket Landet hvor kilderne sprang, udgivet i 1923 – som vel nok er den mest omfangsrige rejsebeskrivelse fra Arabien udgivet på dansk til dato. Forfatteren er en konservativ evangelisk kristent, og værkets gennemgående tråd er en accept af monotoismens præmisser. Kristendommen er afgørende forskellig fra både Islam og Jødedommen, og kompromisser er ikke bare svære – men på afgørende teologiske (og hermed) kulturelle stridspunkter helt og aldeles umulige at løse. På godt 770 sider beskriver han hvorledes de tre monoteistiske religioners kultur og religion udspiller sig i praksis, ligesom religionernes historie omhyggeligt gennemgås med udgangspunkt i Palæstina. 

Skovgaard Petersen er hård mod både Islam og Jødedommen, og gør sig ingen illusioner om at det er muligt at skelne skarpt mellem kultur og religion. Kristendommen kritiseres dog også, mest for ikke at være tro mod det, han mener er troens sande idealer. Islam beskrives om værende kulturelt underlegen kristendommen, præget af overtro, lovløshed og med udbredt fatalisme – bevirkende at religiøs fanatism og ‘kristenhad’ historisk set, og så stadig [ca. 1920] havde gode vækstbetingelser. Rent åndeligt er ‘muhammedanerne’ århundreder bagud, kvinderne behandles eksempelvis som slaver – og i et opsummerende kapitel betegnedes Islam som værende ‘Den døde hånds regimente’. Jødedommen får et noget bedre skudsmål, men flere gange falder han udenfor mønster og blotlægger egen (tidstypiske) anti-semitisme motiveret af teologiske stridigheder. Kristendommens manglende held til at bevare det hellige land på egne hænder, især korsfarernes manglende succes – tolkes som værende et direkte resultat af kristenhedens manglende rettroenhed. Det er så at sige Guds dom, mere end resultat af militære nederlag.

I 1923 var Israel ikke grundlagt, men selvom forfatteren er positivt stemt overfor en Israelitternes stat, så nærer han ingen illusioner – igen motiveret af den dybe religiøsitet og fanatisme som præger Arabiens befolkning – ikke mindst muslimerne. Meget tankevækkende, her 80 år senere hvor problemet stadig er højaktuelt. Monoteistiske religioner og deres tilhængere vil pr definition ikke lade sig underlægge anden religions overherredømme, og fanatiske tilhængere har nemt ved at vinde den brede befolknings sympati, i ly af religionen.

Skovgaard Petersens erkender at hans vurdering af konkurrerende religioner og kulturer er subjektiv, og udover de tidstypiske problemer præger hans religiøsitet klart tolkningen. Eksempelvis virker det noget søgt, at anskue korstogstanken som en slags foreløber for Reformationen 300-400 år senere.

Forfatteren er i øvrigt i familie med Jacob Skovgaard Petersen, nuværende lektor på Carsten Niebuhr-instiuttet ved Københavns Universitet. Hvor den ældre (og afdøde) Skovgaard Petersen hverken kendte eller erkendte kulturrelativismens relevans, så flirter sidstnævnte i takt med nutidens politiske korrekthed med samme. Hvor tolerant er den islamiske kultur – tja, døm selv. Her er små 30 citater fra de to bind. Fra Bind I bl.a. skarpe betragtninger fra Hebron, og fra Bind 2 bl.a. hårde vurderinger om ‘den døde hånds regimente’ og beretninger om Romernes indtog i Jerusalem:

Bind I

"Vi mente at vide, at den engelske Regjering, efter at den havde faaet Magten i Palæstina, havde paabudt, at ligesom de Kristnes hellige Steder var tilgængelige for Muhammedanerne, saaledes skulde ogsaa de Kristne have Adgang til Muhammedanernes hellige Steder. Vor Moskévægter rystede imidlertid skadefro paa Hovedet… Saa maatte vi altsaa vende om og sjokke af igjen. Og Spot og Skade følges jo gjærne ad. Nogle Murere, der sad oppe under Trappeopgangens før omtalte høje Hvælvinger, morede sig med at stænke Kalk og Mørtel ned over os. Vi fik saaledes paa forskjellig Maade en lille Mundsmag paa den fremmedfjendske fanatisme, der er et saa fremtrædende Træk hos Muhammedanerne i Hebron." [s. 64f]

"Jeg har tidligere set Livet paa Hebrons Gader skildret som særlig præget af alle den islamitiske Aands sletteste Sider. ‘Gadescenerne i Hebron’, skriver en engelsk Forfatter, ‘var i alle Maader det mest utiltalende, vi saa’ i nogen By. Kvinderne, vi mødte, tog deres Slør til Side for at forbande os, idet de gik forbi os. Sten blev kastet efter os af usynlige Hænder, bag Hegn og Mure. Midt inde i Byen stod en Mand og vred Armen om paa en stakkels Dreng, idet han samtidig slog ham som en rasende oven i Hovedet, slyngede ham hen ad Gaden, sparkede ham, trampede paa ham og rejste ham igjen – for saa at begynde forfra med det hele!‘ Slet saa ufordelagtigt er mit Indtryk ikke. Der blev sendt os adskillige onde, fjendske Blikke og en enkelt Sten; men derved blev det." [s. 72; genvej til afsnittet Hebron]

"Den By, der engang har huset de troendes Fader, er nu en af Islams faste Borge, en Overtroens og Vantroens By – Missionærer, der har haft deres Arbejde i Hebron, véd at fortælle om, at muhammedanske Mænd til Tider kunde kaste sig udenfor deres Hus og raabe højt til Allah om Hjælp mod disse Vantro; og Kvinderne kunde gaa i Optog gjennem Byen og synge Sange, hvis Omkvæd var en Bøn om, at de kristne Hunde maatte blive jaget ud af deres hellige By. Og den sidste Mufti i Hebron døde for en Snes Aar tilbage med følgende Bekjendelse paa sine Læber: ‘Jeg dør som en god Muhammedaner; jeg har brændt alle de Bibler, der kom i min Nærhed; jeg har aldrig ladet en Kristen komme over min Tærskel, og jeg har befalet, at ingen til Kristendommen omvendt Muhammedaner maa blive i Live her i Hebron.’ Dette er Muhammeds Aand; Fatalismens og Sværdets Religion." [s. 80]

"Han fortæller, at han er ugift. ‘Se’, siger han, ‘jeg kunde jo ikke gifte mig, da jeg var Soldat. Og nu efter Krigen véd I jo, at alle Varer er steget i Pris, Konerne med!’ Dette blev, vel at mærke, ikke sagt som en Vittighed, men i melankolsk Alvor!’ Vi spørger: ‘Hvad koster da en Kone nu til Dags?’ ‘Ja, skal det være en, der duer noget, saa koster hun 150 Pund (c. 3000 Kr.); og det er en stor Skilling. Men jeg sparer sammen til en Kone og haaber at kunne faa hende i Løbet af dette Aar!’" [s. 126]

"Da vi kommer op paa Jaffavejen med de store nye Jødekvarterer, møder vi en Mængde Jøder, unge og gamle… De unge Mænd har jævnlig et mærkeligt paagaaende Ydre. Og af sig selv vækkes denne Dobbeltfølelse i mig, som jeg kjender saa godt fra mange andre Lejligheder: Jeg drages mod denne Race ‘for Fædrenes Skyld’; og jeg frastødes alligevel. Jeg kan ikke gjøre for det, saadan er det. Saadan er det for mig, og saadan er det for mange. Og saadan vil det blive ved at være indtil den Dag, da hele det jødiske Folk tager sig Johannes Døberens Præken til Hjærte: ‘Omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær!‘" [s. 137]

"’I halvandet Aar’, fortsætter Munken, ‘kom der et Par Gange om Ugen en lille Afdeling tyrkiske Soldater – en tolv, femten Stykker ad Gangen, – og de tog alt, hvad her var. Alt spiseligt tog de. Alt brændbart tog de. Der er ikke en Pind af Klostrets Træ; De tog Vinduesrammerne, Dørene og Dørstolperne, Stole og Borde og Bohave. De tog de gamle Helgenbilleder, som var malede paa Træ (tre af disse var over 800 Aar gamle!), og lige for vore Øjne huggede de dem til Pindebrænde. De tog vort Bibliothek og brændte de gamle skjønne Bind; et Par var meget sjældne. De knuste Kirkens Billedvæg og Lysekroner, røvede de gamle Malmstager, sønderslog nogle kostbare Marmortavler og stak Øjnene ud paa Frescobilledernes Helgenskikkelser. Ogsaa Træværket paa vore Altaner tog de; – se, hvor Jærnbjælkerne stritter tomme som ribbede Skeletter ud over Afgrunden!… ‘Men den store Klokke dér har Tyrkerne da ikke taget’, udbryder jeg glad, da jeg fra Tagterrassen ser en smuk gammel Klokke hænge i sit Stillads. ‘Nej, underligt nok’, svarer Munken; ‘men de har dog moret sig med at skyde til Maals efter den; se her -‘ og han peger paa adskillige Mærker af Bøssekugler, hvoraf dog ingen gaar helt igjennem." [s. 161ff]

"Over to hundrede Blomsterarter i Palæstina har Pigge og Torne. Selv Naturen væbner sig herude. Og som Naturen, saa Menneskene. Næsten alle Vinduer i palæstinensiske Huse har Gitre, alle Døre har store Laase – vor Yderdør i Johanneshospitset i Jerusalem har ikke mindre end fem Jærnslaaer og Laase! – alle Kvinder har tætte Slør, og alle Mænd her i Bjærgene har Vaaben, skjønt Englænderne søger at forhindre det. Jævnlig kommer der en Beduin sprængende forbi paa sin Hest med Bøsse paa Ryggen og Pistol ved Siden. Man føler: det er en Verden, hvor Magt er Ret." [s. 264]

"Røvere er Bethaniens Indbyggere ikke, men de er paagaaende og ubehagelige og tilsyneladende ganske blottede for de Værdier, som vi efter bibelsk Tankegang forbinder med Navnet Bethanien. Bethanien er i vort Nye Testamente det gode kristne Hjems By, Byen hvor nogle af Jesu bedste Venner boede, og hvor han tilbragte nogle af sine bedste timer. Naturligvis lever disse Minder videre ogsaa i Nutidens Bethanien, og de har sat deres Spor i Bethaniens Historie, – men snarere i Form af Ruiner, end i Form af Aandens Frugter." [s. 291]

"Men den gyldne Ports Historie er næppe forbi endnu. Allerede paa Korstogenes Tid hviskedes der om, at den gyldne Port havde en hemmelig Indskrift saå lydende: ‘Naar en lyshaaret Konge fra Vesten engang kommer hid, vil jeg aabne mig af mig selv!’ Og i det femtende Aarhundrede blev det Sagn almindelig udbredt, at en kristen Sejrherre (eller maaske Kristus selv) engang vil holde sit Indtog i den hellige Stad gjennem denne Port, og da vil Islams Herredømme for stedse være brudt… Er Sagnet om en kristen Sejrherres Indtog her kun et Sagn, – eller er det et Varsel om, hvad der engang skal komme? Skal Hosiannaraabene atter engang give Gjenlyd under denne Ports søjlebaarne Hvælv? Gud alene véd det. Men det skulde ikke undre mig, om vi engang i en af Verdenshistoriens største Timer igjen hører Nyt fra den gyldne Port." [s. 303f]

"At man har nænnet det! Jeg tænker ikke her paa Fjenderne. At de brugte Ild og Sværd mod de hellige Steder, var jo i sin Orden. Kunde Fjenderne nagle Mesteren til Korset, saa kunde de ogsaa øve Hærværk mod hans Grav. Det maa ikke undre; det er Kaarene her paa Jorden, saa længe Guds Kirke er en stridende Kirke. Men at Herrens Venner har nænnet det!" [s. 352]

Bind II

"Mangfoldige Gange mindes man, her i Landet, om ‘den sorte Stribe’ i Israels Historie: Guds Folks kroniske Gjenstridighed mod Aabenbaringens Gud… Dommerbogen og Kongebøgerne fortsætter i samme Tone, og Profeternes Bøger er i mange Maader et eneste langt Anklageskrift imod Israels Folk. ‘Israel er et gjenstridigt Folk, løgnagtige Børn, som ikke vil høre Herrens Lov.’" [s. 11f]

"’Hvor kan Du egentlig Tysk fra?’ spurgte de Tolken. Han fortalte synligt smigret, at han havde lært det i det syriske Waisenhus Skole i Jerusalem, ‘og’, føjede han til, ‘I skulde ogsaa sende Jeres Børn i Skole dér’ (der havde efterhaanden samlet sig en større Flok Børn, som saa’ til). ‘Vi har ingen Skole her’, svarede de. ‘Ja, men netop derfor skulde I i det minste sende et Par Stykker af dem til Skolerne i Jerusalem. ‘Aldrig, aldrig!’ raabte de, ’saa bliver de jo Kristne, og det vil vi ikke’." [s. 28]

"Da vi frem paa Eftermiddagen red gjennem Bethel, blev vi budt ind af en Mand, der sad i sin Gaard. Han sad og røg paa sin Vand; pibe, mens han saa’ paa nogle Arbejdere, som murede en Hegnsmur op om hans Hus. Vi fik Kaffe. ‘Allah er god, men det er dyrt at bygge’, erklærede vor Vært." [s. 52]

"Meget har Tempelpladsen oplevet siden hine Dage. Den har været Valplads og Møddingplads; den har set et Jupitertempel rejse sig og synke i Grus; og den har i over 1000 Aar staaet i Halvmaanens Tegn. Men ét har ikke skiftet: Hadet til Kristi Kors. Kun forbigaaende, under de sidste byzantinske Kejsere og i Korsfarertiden, har Kristi Evangelium haft Fodfæste paa den gamle Plads. Ellers har Templet, efter Kristus som før Kristus, været Hjemsted for Kristi Kors’ Fjender; thi Halvmaanen hader Korset." [s. 111]

"Da Saladin havde gjenerobret Jerusalem og drevet Korsfarerne ud, blev Tempelpladsen viet til at staa i Korshadets Tegn. Det gyldne Kors, som de Kristne havde sat over Omarmoskéen, blev under endeløs Jubel kastet til Jorden. I to Dage blev det slæbt gjennem Gadeskarnet i Jerusalem og tilsidst hugget i Stumper og Stykker oppe ved ‘Davidstaarnet’. Med Vand og vellugtende Sager blev Moskéen renset for ‘vantro Besmittelse’; selve Saladins Broder havde dertil skænket fem Kameler lastede med Guldkar og kostelig Rosenolie. Efter Renselsen blev Pladsen indviet paany en straalende Fest. Ved den Lejlighed blev der holdt en Prædiken til Allahs Ære. Prædikanten udtalte bl. a.: ‘Aldrig lod Kristus haant om kun at være Guds Tjener, dét og ikke mere; ligesaa lidt som Englene, der staar for Guds Trone, begjærer at være andet eller mere end Tjenere. Løgnere er de, der siger, at Kristus er ligesom Gud. Gud har aldrig haft en Søn… Rejs derfor den hellige Krig som det sig hør og bør. Sælg  Eders Liv dyrt, I Allahs Tjenere… Den hellige Krig er Pligternes Pligt i Allahs Tjeneste. Hjælp Allah, saa hjælper han Eder! Tænk paa ham, saa tænker han paa Eder!… Rens Verden for disse Uslinge, som vækker Allahs og Profetens Vrede. Hug de vantroes Hoveder af! Udryd deres Rod af Jorden, saa Verden endelig engang kan blive oplyst af Islams Lys. Gud er stor. Gud give os Sejr! Gud give os Fremgang i Krigen! Gud gjøre de vantro til intet!’ Som en Slags Gjenklang af denne kraftige Salve staar der endnu oppe under Omarmoskéens Kuppel paa blaa Grund med gylden Skrift en Række Ord af Koranen, som alle handler om Jesus. Det hedder her bl. a.: ‘Jesus er kun Marias Søn. Tro derfor paa Allah og tænk ikke, at der er tre. Afholder Du Dig fra den Tro, vil det blive bedre med Dig!’ Tempelpladsen, der fordum var Hjemsted for den forhærdede Jødedom, er nu Hjemsted for det islamitiske Kristushad. Men engang vil vel Korset igjen tage Halvmaanens Plads paa Omarmoskéens knejsende Kuppel; thi ét er sikkert: et gjenrejst Palæstina kommer til at staa i Korsets Tegn." [s. 113f]

"Jeg ser paa Baadsfolkene; de er i Sandhed ikke Aposteltyper. Støjende og barnagtige er de. De spytter, ryger, vasker Fødder, fortæller ‘grinagtige’ Historier fra deres Soldatertid og skændes paa Østerlændernes demonstrative Maade trods alt, hvad jeg tysser paa dem. Det er som de af al Magt vil vise mig, at det er en ringere Race, der nu bebor de gamle bibelske Egne." [s. 190]

"Og saa var Cæsar draget ned til Cæsarea ved Havet; de havde hørt om de blodige Skuespil, han dér havde fejret sin Broders Fødselsdag med. Halvtredie tusind jødiske Fanger var paa den Dag blevet flaaet af vilde Dyr paa Arenaen eller dræbt i indbyrdes Holmgang. Hvem der havde været med dér! Man kunde nok trænge til saadan en lille Opstrammer paa et Amfitheater her mellem de tavse Ruiner…" [s. 228]

"Men Du, Du 10.Legion!… Men det Folk, Du gjorde hjemløst, vandrer endnu om fra Land til Land. Nitten Sekler er rundne; mange onde Dage har det set. Men endnu har det ikke tømt til Bunds den Lidelsernes Kalk, som det fyldte for sig selv, da det skreg: ‘Hans Blod komme over os og vore Børn’"  [s. 235; genvej til afsnittet Jerusalems ødelæggelse ved Titus]

"Begejstring for Profeten, Kristenhad, Byttelyst og fatalistisk Foragt for Faren og Døden fyldte disse Ørkenens Sønner. Hvad skulde en fordærvet Kristenhed stilleop mod dem? Under Kampen mente de at se sortøjede Kvinder fra Paradiset vinke ad dem med grønne Silkeslør; eller de trøstede sig med, at deres Aand, naar de døde for Islam; efter Profetens Ord vilde tage Bolig i grønne Fugle, som lever af Paradisets Frugter og læskes af Paradisets Floder. Deres Krigsraab lød: ‘Kæmp, kæmp! Paradiset, Paradiset!’  [s. 240]

"Da Julisolen den Aften for 800 Aar tilbage dalede over den blodige Valplads, blev de kristne Fanger koblet sammen som Kvæg. Fyrsterne og Ridderne var forlængst ført til Saladins Telt. Kong Guido blev ridderlig behandlet; adskillige af de andre, deriblandt alle Tempelherrerne og Johanniterridderne, blev hugget ned paa Stedet. Men trods alt myrderiet var der saa mange Fanger tilbage, at der i Islams Lejr end ikke var Teltreb nok til at binde dem sammen. Mangen en arabisk Rytter kunde den Aften slæbe af med en 30-40 sammenkoblede kristne Fanger. Ved Tiberias’ Havn blev Byttet delt. Dér kunde en Muselmand kjøbe en Kristen for Værdien af et Par usle Sandaler!  [s. 247f]

"Det er ikke blot saaledes, at Gud ved Arabernes Erobring af Palæstina i det 7. Aarhundrede tugtede den byzantinske Kristenhed og ved Korsfarernes Uddrivelse tugtede den vesterlandske Kristenhed; nej, selve det muhammedanske Regimente gjennem næsten 1200 Aar har været som en stadig Tugt, en kronisk Dom over Landet og Livet i Palæstina. Baade Landet som saadant og de Kristne i Særdeleshed har haft onde Kaar under Halvmaanens Regimente. Landet er blevet misrøgtet, og i det hele og store har det muhammedanske Aag ikke lutret Kristenlivet i Palæstina, men snarere kuet og forkrøblet det." [s. 256]

"Muhammedanerne blev mere og mere intolerante og hadske. Værst var det under den gale ægyptiske Sultan Hakim. Han havde de særeste Indfald og Luner, der bl. a. resulterede i en regulær Kristenforfølgelse. De Kristne maatte bære sorte Huer, sort Bælte og et ‘Smædekors’  paa fem Pund fastgjort med Palmetaver omkring Halsen. – En Mængde Kors lod Hakim slæbe sammen og brænde udenfor en af Kairos Moskéer og gav Ordre til, at lignende Baal skulde tændes over hele hans Rige; og tilsidst befalede han, at alle Kirker skulde rives ned. Ved den Lejlighed var det, det gik haardt ud over Gravkirken i Jerusalem. Hele 30,000 Kirker skal paa den Tid være blevet ødelagt i Ægypten, Syrien og Palæstina." [s. 256f]  

"Den islamitiske Troes Frugter i Praksis er ikke tiltalende. Den gjennemsnitlige Muhammedaner, saadan som jeg har mødt ham i mange af Østens Lande, ogsaa i Palæstina, er grænseløs uvidende. Ved det gamle Jesreel, Akabs, Jesabels og Naboths Stad paa Gilboabjærgenes lavere Skrænter, traf jeg nogle af Egnens Fellaher. Jeg spurgte dem, om de vidste, her havde ligget en Kongestad. De svarede: Nej. Jeg fortalte dem da lidt derom. De afbrød og erklærede: ‘Vi véd kun, at vor Landsby er fattig. Her er vi født, og her skal vi dø. Mere véd vi ikke; og mere bryder vi os ikke om at vide!’ – Dette er et ligefrem klassisk Udtryk for den jævne Muhammedaners Uvidenhed og hans totale Mangel paa Oplysningstrang. Han er blevet sløv og er gaaet i Staa. Men hvor Uvidenheden sidder til Højbords, kommer Overtroen til. Den muhammedanske Befolkning er overtroisk til Gavns. Overtroen ytrer sig især som haabløs Skæbnetro og opskræmt Aandeangst… Fatalismen lammer." [s. 259f]

"Og var saa endda Uvidenheden og Overtroen alt! Men hertil kommer en gjennemgaaende Upaalidelighed og Løgnagtighed. Muhammedaneren lyver med den mest smilende Elskværdighed. ‘Løgn er Mændenes Salt’ er et almindeligt muhammedansk Mundheld; og det siger egentlig alt." [s. 261]

"Kvindens Stilling er egentlig kort og godt udtrykt i følgende Ordsprog: ‘Træffer Du en god Kvinde, kan Du være forvisset om, at hendes Dyder er Stokkens Frugter’. – Man skal have set det for at kunne tro, at det virkelig er, som det er… ‘Men’, føjede Føreren til med urokkelig Alvor, ‘kan man vente andet af Kvinder? Kvinder er som Æsler; de er skabte til at bære Byrder. Æslet bærer Byrderne paa Ryggen, Kvinderne paa Hovedet; det er egentlig hele Forskjellen. Allah gav dem et Hoved til at bære med, ikke til at tænke med!‘ Og vel at mærke: alt det sagde han ikke som en Spøg, men som ‘en saglig Karakteristik’. Man forstod, at Manden i det Øjeblik udleverede Kvintessensen af sin Livserfaring. Stakkels muhammedanske Kvinder! " [s. 262f]

"Alt dette er ikke sagt som en Dom over de enkelte; Gud har sit Folk allevegne; ‘i hvert Folk er den, som frygter ham og gjør Retfærdighed, velkommen for ham’. Men ingen, der kjender Forholdene i Palæstina, vil kunne bestride, at det islamitiske Aag i det hele og store hviler som en kronisk Dom baade over Landet og Livet dér. den Dag, ‘Hedningernes Tider fuldkommes’, hæves Dommen, og Aaget brydes. Islams Fald staar allerede hemmelig hugget i Marmor, bevaret gjennem mere end tusinde Aar. Varslet, Forjættelsen staar der! Det er ude i Dasmaskus paa den store Omayadernes Moské. Den Moské var engang en kristen Kirke. Men Islams Folk tog den; og alt, hvad der kunde minde om Kristi Evangelium og Kristi Kors, blev ubarmhjærtigt hugget bort. Blot glemte de flittige Hamre ét. Paa Moskéens Østmur er der en gammel Indgang. Den er nu muret til og har næppe været brugt i den muhammedanske Tid. Op ad Muren er der klinet en Række Bazarboder, hvis stampede, en Smule skraanende Lertag næsten dækker over den gamle Ports Marmor-Overligger. Ved Hjælp af en Stige var jeg oppe paa Taget og henne at se denne Overligger. Paa den staar følgende Ord: ‘Dit Rige, o Kristus, er et evigt Rige, og Dit Herredømme bliver gjennem Evigheders Evighed’. Den Indskrift har Muhammedanerne glemt at tilintetgjøre! Er det ikke næsten som et Æventyr? et meget sigende Varsel om det, der kommer? ‘Den døde Haands Regimente’ er ikke evigt. Men Kristi Rige er et evigt Rige. Det kommer – ogsaa i Palæstina. Og naar dét engang kommer, kommer ogsaa ‘Vederkvægelsens Tider fra Guds Aasyn’ over det forpinte Land." [s. 265f; genvej til afsnittet Den døde haand]

"Vi er tydeligt nok her inde paa Udviklingslinier, som ender i Luthers Theses paa Kirkedøren i Wittenberg og i den reformatoriske Kamp for den frie Naade. Men Reformationen kom først henved halvtredie Hundrede Aar, efter at Korsfarerne havde tabt det sidste Stykke Land i Palæstina. Aandelige Bevægelser har ofte en langsom Opmarsch. – I disse halvtredie Hundrede Aar gik Pilgrimsstrømmen vel stadig sin Gang, men hæmmet og mindsket." [s. 308]

"Jeg føler stærkt Vanskeligheden ved at skrive om dette. Dels er det jo altid vanskeligt at faa et fuldt begrundet Indtryk af et aandeligt Milieu; dels vil man nødig i disse Spørgsmaal sætte sig til Doms over andre; og det faar man let Skin af, især naar Billedet tegner sig ret mørkt for En. Men man faar sige det, som det staar for En som Sandhed, og saa forøvrigt nøjes med Bevidstheden om, at man selv føler sit Skjøns Begrænsning og ikke glemmer, at Dommen hører Herren til." [s. 330]

?derne i Palæstina er en Verden for sig, en ubeskrivelig broget og malerisk Verden. Fra alle Jordens Lande kommer de sammen… Alt dette har frembragt et Utal af Varietéter af den samme Folkestamme; thi Jøder er og bliver de. Der er polske Jøder: langnæsede og hulkindede, smalle og tynde, visne i Teinten…" [s. 344]

"En  ældre Jøde i Rishon le Zion sagde til mig, da Talen faldt paa Araberne: ‘Hvorfor skulde Araberne Hade os?…’ Nej, hvorfor? Men Jesus var ogsaa Israels Velgjører, og de hadede ham endda! Selv ud fra et større – politisk – Synspunkt er det sandt, at Araberne har Fordel af Jøderne… Men raisonnementer hjælper her ingen Ting. Den Dag Lidenskaberne vaagner, er Raisonnementer afmægtige; og der er Lidenskaber paa Spil i Forholdet mellem Jøde og Araber. Anti-semitismen vil blive ved at følge Jøderne i Hælene – ogsaa til Palæstina – indtil Jøderne selv forvandles fra et forkastet til et gjenfødt Folk. -" [s. 398f]

Flere citater fra Carl Axel Skovgaard Petersen: Landet hvor kilderne sprang bd. I & II.

Oploadet Kl. 13:27 af — Direkte linkEn kommentar

1 kommentar »

  1. Den danske forfatter, teolog og præst Carl Axel Skovgaard Petersen, skildrer bibelske personer, på en måde som ingen andre nogensinde har gjort.
    For eksempel siges der ikke meget om Adam og Eva, udover at de var skabt af Jehova Gud, ved hjælp af sin Enestefødte søn, Jesus Kristus, der hed Mikael i sin før menneskelige tilværelse, hvor denne af Gud blev brugt til at skabe alt i himmelen og på jorden, det synlige og det usynlige, ja, Jehova Gud lød sin søn skabe alt til ære for Jehova Gud.
    Jesus Kristus omtales altså som ‘Al skabnings førstefødte, og apostelen Paulus skriver det på denne måde: Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte, for ved hjælp af ham er alt [andet] blevet skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er troner eller herredømmer eller regeringer eller myndigheder. Alt [andet] er skabt ved ham og til ham. Og han er før alt [andet], og ved ham eksisterer alt [andet], og han er hovedet for legemet, menigheden. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han kunne blive den første i alt; for [Gud beluttede at lade hele fylden bi i ham og gennem ham at forlige alt [andet] med sig – hvad enten det er dét på jorden eller dét i himlene – ved at sifte fred ved blodet [han udgød] på marterpælen, (xy’lon) græsk: σταυρός

    Kommentar by Ullrik Lie — 27. juli 2014 @ 08:36

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper