3. juni 2004

Lidt om Lomborg og NGO-konference, samt relevante Martin Ågerup-citater

Miljødirektør Bjørn Lomborgs internationale konference Copenhagen Consensus, fik i medierne ikke mere omtale end NGO’enes alternative konference, som argumenterede for det virkelighedsfjerne synspunkt – at enhver form for prioritering i forhold til miljøproblemer er umoralsk. Hertil er Lomborgs pragmatiske kynisme så langt at foretrække.

Lomborg er som den nuværende amerikanske præsident oppe imod mediepersoner, der udfra en politisk dagsorden vil fremme en sag med alle tilrådighed stående midler – disse midler er sjældent kønne – men fungerer fint på tv. Instruktøren bag katastrofefilmen The Day after Tomorrow – Roland Emmerlich citeres blandt andet for “Min drøm er, at filmen vil tvinge politikerne til at handle” og “Filmen er mere virkelighed end drama”. Sådanne følelsesbetonede tvangstanker er nemme at modbevise, og hvor filmen omhandler flodbølger der ‘tager Manhatten i et bid’ – så opererer klimaforskerne med en temperaturstigning som vil forårsage en global vandstigning på mellem 8 og 100 cm over 100 år. Dvs. ikke 100 meter vand på 1-2 minutter – som filmens plot er baseret på. [se evt. Lomborg/Busk-kronik i Berlingske Tidende: Katastrofefilm uden hold i virkeligheden]

Fremtidsforsker Martin Ågerup udgav for 4-5 år siden bogen Dommedag er aflyst, med undertitlen Velstand og fremgang i det 21. århundrede – hvori han redegjorde for, og gendrev nogle af myterne omkring verdens tilstand i forhold til ressourcer og miljø. At drivhuseffekten skulle have den store betydning, afviser han bestemt – og påpeger at forskerne udfra en næsten aktivistisk holdning vælger at fordreje konklusionerne, ofte med hjælp fra overskrifts-søgende medier. Her to citater fra Ågerups afsnit Hvad der skrives og siges om drivhuseffekten.

I forbindelse med klima-topmødet [Kyoto] holdt miljøminister Svend Auken sig ikke tilbage fra at bruge store ord. I TV-udsendelsen Profilen den 25. november 1997 udtalte han bl.a: ‘Vi vil være del af en altomfattende klimakatastrofe i øvrigt i verden’. Intervieweren (Kurt Strand) spørger, hvad vi kan gøre, hvortil Svend Auken svarer: ‘Vi kan lade være med at spille hasard med klodens fremtid. Det er dét, vi gør nu. Det er det uhyggeligste harsardspil, som overhovedet kan tænkes, hvor vi ikke bare spiller med vores børns, men med vores børnebørns og oldebørns fremtid, fordi vi ødelægger nogle meget fintfølende mekanismer i vores klimasystem… Nogle videnskabsfolk siger: ‘man kan ikke bevise, at det går så galt’, men jeg synes, at det er fuldstændig grotesk, at vi skal leve med en risiko, som bliver mere og mere til vished, bare fordi der ikke er noget endegyldigt bevis. Det er først når katastrofen er indtruffet… at vi kan tale om et bevis, men vi plejer jo ikke at vente med at gøre noget ved brandsikring til huset er brændt ned, eller rette bremsen indtil vi er kørt galt. Vi plejer at rette bremserne, når de er defekte eller brandsikre huset, når det er usikkert, og så virker det på mig fuldstændig absurd, at vi ikke vil gøre noget for at afværge truslen om den største katastrofe, man næsten kan forstille sig’. Svend Auken har ikke ret i, at risikoen bliver mere og mere til vished. Tværtimod har yderligere forskning på området hele tiden ført til ændringer i forudsigelserne, og vel at mærke er de forventede konsekvenser af CO2, løbende blevet nedskrevet. Om noget har forskningen gjort det mere sandsynligt i løbet af de seneste ti år, at den klimamæssige effekt af menneskets CO2-udledninger er tæt ved nul. Mens nogle gisninger for 10 år siden berettigede at bruge ordet ‘katastrofe’ om de mulige konsekvenser af CO2-udledningen, er der i dag intet forskningsmæssigt belæg for sådanne udtryk. Det sandsynlige er en marginal påvirkning af klimaet, hvis konsekvenser næppe vil påvirke menneskeheden mærkbart. Skulle påvirkningen vise sig at blive mærkbar, er det mindst lige så sandsynligt, at den bliver positiv som negativ. Svend Aukens sammenligning med huse og bilbremser holder ikke. Vi sikrer huse mod brand og justerer bilers bremser, fordi vi af erfaring ved, at der er tale om risici af en vis størrelse, som det kan betale sig at bruge en vis mængde ressourcer at sikre sig imod. Men det sker stadig, at huse brænder ned, eller at bremser svigter, for udgiften ved en 100 pct. gardering ville ikke stå i et fornuftigt forhold til gevinsten. Der er ligeledes et utal af risici, som vi ikke garderer os mod, fordi vi vurderer, at det ikke kan betale sig, f.eks. meteornedslag. Vi kan ikke afvise, at et meteornedslag kunne tænkes at slå os ihjel hvert øjeblik, det skulle være. Der er altså en risiko, men det ville være absurd at handle på basis af denne viden. Vi har efter alt at dømme tid til i løbet af de kommende 100 år at omstille os til energiproduktion, som udsender mindre eller ingen CO2. Der er ingen grund til hurtige panik-aktioner i stil med den, som Svend Auken og EU lagde op til i forbindelse med Kyoto-topmødet i december 1997. Hvis vi bruger store ressourcer og en masse opmærksomhed på at sikre os mod små og usandsynlige risici, har vi færre midler til rådighed til en indsats over for langt større trusler.

På en konference om drivhuseffekten den 28. april 1997 kritiserede Jes Fenger ‘den voksende sammenblanding af videnskab og politik’. Og han fortsatte: ‘Nogle gange er det svært at vurdere, om man deltager i en teknisk diskussion eller i et vækkelsesmøde.’

Flere citater: Martin Ågerup: Dommedag er aflyst. Velstand og fremgang i det 21. århundrede. 1991. S. 123-126.

Oploadet Kl. 23:45 af — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper