9. februar 2010

Ole Hyltoft: “Kald det nationalfølelse. Der er intet ondt i det ord.”

Kronik af Ole Hyltoft i lørdagens Kristeligt Dagblad – Nationalfølelsen er god nok (kræver login).

“At være i et fællesskab er uundværligt for mennesker. Kan EU erstatte tidligere tiders varme partipolitiske fællesskaber? Nej, EU føles som noget nødvendigt, men også som noget fremmedartet og uoverskueligt…

Hjemmet udgøres af ens kære og ens venner. Men også af ens modersmål, boligen, hjemegnen og vejrliget. Og så af den historie og den kultur, nutiden er vokset ud af. Han, der bor i Holbæk, har bronzealderens fisker i Isefjorden som et tilstedeværende medlem af sin egen familie. Københavneren skal huske, at hans fader stod her i Vester Voldgade den kolde nat den 11. februar 1659 og affyrede sin muskedonner ind i brystet på den svenske officer, som Carl X Gustav havde beordret til – sammen med 10.000 andre – at indtage, voldtage og plyndre København.

Vores hjem er ikke kun vores egen gade eller hus, men alle de steder, hvor vores sprog tales, og hvor vores historie har fundet sted… Jo bedre vi kender alt dette, jo mere vi indoptager det i os, jo mere er vi vores egen kulturarv, jo mere er vi vores land, jo mere har vi derved mangfoldiggjort vores liv. Kald det nationalfølelse. Der er intet ondt i det ord. Det har intet at gøre med nationalisme, den ophidsede massesuggestion, stormagternes befolkninger gik i krig med i 1914. Nationalfølelse er hjemlighed. Det er naturligt. Det er en rolig lykke at kende sit hjem, værdsætte det, tage sit udgangspunkt her.

Nationalfølelse peger ikke kun bagud. Den indbefatter også fremtiden. Vi skal identificere os med vores efterkommere… Nationalfølelse er ånd… der forbliver en længsel i os efter ånd, som går dybere end, at enhver må blive salig i sin tro og i øvrigt hytte sit skind, så godt han kan. Af de mange faldne fællesskaber står det nationale stadig oprejst…

Nationalfølelsens værdi nummer et er, at den frigør os fra egoismen. Den rummer denne magiske dobbelthed, at vi er os selv. Men vi er også de andre omkring os. Velfærdsstaten siger, vi er forpligtet over for fællesskabet. Men nationalfølelsen siger noget mere. Nemlig, at vi er et med vore medmennesker. Ikke i fysisk forstand. For fællesskab er en åndelig tilstand.

Men det åndelige fællesskab giver sig fysisk til kende. På fortovet griber vi efter den forbipasserende, der snubler. Vi rækker en arm til den blinde, der skal over gaden. Vi trøster et grædende barn. Vi klapper vores ven på ryggen. Vi kysser en veninde. For livet er en hård affære. Og alle omkring dig er kød af dit kød, blod af dit blod…

Dette betyder ikke fjendskab over for folk uden for den nationale samhørighed. Den identitetsskabende nationalfølelse er bare ikke til stede mellem for eksempel indonesere og sjællændere. Det internationale er et samarbejde. Det nationale er en fælles følelse, der overskrider jeg’et.”

Oploadet Kl. 22:02 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
Arkiveret under:

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/11941/trackback

27 Comments »

  1. Vel skrevet, og jeg har ofte undret mig over fy-ordene nationalisme/nationalfølelse. Nogle harcellerer ofte over danskernes nysgerrighed overfor fremmede; altså hvor de kommer fra. Jeg har nogle gange nævnt det og spurgt om det. Får blot at vide, at de jo er danskere eftersom de jo bor hèr!!! Selv er jeg fra Mors og har boet 30 ud af 50 leveår i Århus. Er jeg så Århusianer? Hvis jeg nu flyttede til Bornholm i morgen, hvornår er jeg så bornholmer? Måske irrelevant; jeg er DANSKER, synes egentlig at vi har gjort det ganske vel her, og det vil vi vel nødigt ha` ødelagt. Og go` bedring til Kim!!

    Venligst Erik bp

    Kommentar by Erik Balle Povlsen — 9. februar 2010 @ 22:34

  2. Ole Hyltoft beskriver det godt. Ens hjemstavn betyder noget for alle mennesker.
    Hele artiklen kan læses på hans hjemmeside
    http://www.ole-hyltoft.dk/art0196.htm

    Kommentar by boppo — 9. februar 2010 @ 23:40

  3. Det var ikke nationer eller nationalisme der førte til 1. verdenskrig. Det er bare noget man lærer i skolen.
    Det var imperiemagter og kejserriger der kastede Europa og Verden ud i krig. Men naturligvis søgte de deltagende magter at mobilisere befolkningerne ved at appellere til nationale følelser (gerne lig med had til nabostaten, som franskmændenes til tyskerne efter nederlaget i 1870).
    Centralmagterne:
    Østrig-Ungarn. Dobbeltmonarki dybt splittet af etniske modsætninger mellem bl.a. østrigere, ungarere, tjekker, slovakker, polakker, rumænere, italienere, ukrainere,serbere, kroater, bosniere m.m. Krigens anledning var den bosniske nationalist Princips mord på det østrigske tronfølgerpar. Om noget var Østrig imod nationalisme!
    Det tyske kejserrige: Et enormt nysamlet konglomerat af tyskere af forskellig observans, franskmand, polakker, danskere.
    Det osmanniske Rige: Enormt rige med talrige modsætninger mellem tyrkere, grækere, sydslaviske folk, albanere, bulgarere, armenere, kurdere og arabiske folkeslag.

    Heroverfor Ententen:
    Zarriget Rusland med utallige folkeslag fra nuværende Polen, Finland, Estland, Letland, Litauen, Ukraine, Rusland til Centralasiens og fjernøstens utallige folkeslag. England med englændere, irere (Irland var helt under England) og skotter og kolonier alle vegne. Frankrig med en nogenlunde homogen befolkning, men med talrige kolonier i bl.a. Nordafrika, Vestafrika og Fjernøsten.

    De egentlige nationer i 1914 er fx Danmark, Norge, Sverige, Holland, Belgien, Portugal m.fl. Ingen af dem har del i krigsudbruddet i 1914, Men der var givetvis mere national følelse og sammenhold i disse nationer end hos de krigeriske magter!

    Det er først med Verdenskrigens afslutning i 1917-18 at Europa og Mellemøsten bliver opdelt i små nationer på ruinerne af de opløste kejserriger: Rusland, Tyskland, Østrig-Ungarn og Osmannerriget.

    Kommentar by Niels P. — 9. februar 2010 @ 23:58

  4. Ja han beskriver det så smukt og så rigtig, jeg tænker tilbage til min yngre dage da jeg læste og købte bøger af alle de danske national romantikker, vil jeg vel kalde dem, de bragte mig i så en glad og vemodig tilstand, jeg kunde se for mig heden, bonden, hytten. vesterhavet, limfjord fiskeren, københavn og dens beskidte gader hvor kloakken var rendestenen, fattigdommen var voldsom,jeg kunde se for mig herskabet som tripede forsigtig langs muren for at ikke svine de nysselige sko.
    Og så bliver jeg bragt brutaldt til nutiden når jeg læser om bokse kamp og kultur berierne som vil smadre det hele når de ikke får deres vilje ligesom et lille barn der ikke får sin vilje, de kan ikke skrive og tale ordenlig dansk selvom de er født i landet, de kan kun geberde sig som en hjerne skadet individ som de vitterlig er.

    PS,der er stave fejl og jeg kan ikke hitte ud af den (jeg er begyndt at bruge min mac book) det er sidste gang at jeg køber mac.

    Per N.

    Kommentar by Per N. — 10. februar 2010 @ 11:07

  5. Så sandt, så sandt Ole, men det er ikke den agenda, der fremstilles i vores monopol fjernsyn, her er det at kalde sig dansker noget provinsielt og nedladende, flovt og grinagtigt som molbohistorierne fra Mols, halm i træskoene – man er vel kosmopolit og multikulturel. At kalde sig dansker, være stolt af sit land, sit flag, det er simpelthen for dumt.

    Du er oppe mod stærke kræfter i dit arbejde i bestyrelsen for fjernsyn og radio – her ser man helst landet fyldt op med kulturberigende analfabeter, voldsmænd og nasserøve fra mellemøsten og Nordafrika og helst af muslimsk-socialistisk observans.

    De fascistisk/socialistiske ungdomsgrupperinger samt deres venner, de muslimske mørkemænd har vist vejen til vores derute: Vold og smadrede bydele, plat og svindel ud over alle grænser, had mod alt, der er dansk.

    Hvis du synes, jeg lyder al for mørk og sortseende, så er jeg desværre ikke i stand til at undskylde – det punkt er forlængst passeret.

    Et eller andet sted inde i dig selv, ved du det også godt, det er vel derfor du har meldt dig ind i Dansk Folkeparti – gøre en forskel for landet?.

    Kommentar by T. Klitgaard Fuur — 10. februar 2010 @ 11:58

  6. # 4
    Jeg har samme oplevelse som Per N.

    At føle sig bundet til sin hjemstavn Danmark har for mig at gøre med
    landskabet – kysterne, havet, fjordene, bakkerne, øerne
    skibene, broerne, markerne, udsynet
    planterne – dyrene
    lyset på denne breddegrad
    sæsonernes kommen og gåen
    det omskiftelige vejr
    fortidstegnene – runesten, bautasten, gravhøje
    sproget
    historien – samhørigheden med tidligere slægtled
    litteraturen – sangene og salmerne
    malerne
    foreningerne
    kirkerne og kirkegårdene
    folkestyret
    lunet og fredsommeligheden

    Jeg har sikkert glemt noget. Det er vanskeligt at sætte ens fædrelandskærlighed på ord.

    Kommentar by boppo — 10. februar 2010 @ 12:11

  7. Ole Hyltoft har med sin kronik skrevet et smukt og rigtigt forsvar for nationalfølelsen, og han har ganske ret i, at nationalfølelsen er en kvalitet af åndelig karaktér. Kvaliteten har oven i købet både historiske, kulturelle og sproglige rødder, der er stærkere og går langt dybere end åndelige værdier som ytringsfrihed og personlig frihed, der politisk uden videre kan vælges til og fra inden for det nationales åndelige grænser.

    Forsøgene på at blive nationalfølelsen kvit kræver i modsætning til frihed en mental dekonstruktion, som siden tresserne er blevet forberedt meget omhyggeligt. Den proces kan give bagslag, som det er ved at ske, og fordi den slags er sprængfarligt, forgår sådan noget altid politisk og mest i det skjulte. Men bestræbelsen rummer i sig rodløshed, tomhed og formålsløs omkringfaren.

    Ytringsfriheden kan du bruge til hvadsomhelst. Friheden giver dig mulighed for at forlade hvemsomhelst, mens nationalfølelsen er fortællingen om, hvem du er, hvor du kommer fra, og hvor du hører til. Og i det fremmede – hvem bliver man først opmærksom på? Blandt kinesere i Kina? – en hvid person, der midt i det hele pludselig taler dansk.

    Ytringsfrihed og personlig frihed er i langt højere grad politisk tilkæmpede rettigheder, vi dagligt må kæmpe for, men det er også nationens udtryk for graden af indbyrdes tillid til, at det går alligevel, samt et vidnesbyrd om, hvor oplyste, vi er, og hvor vi befinder os kulturelt og som civilisation.

    I sproget, nationens rygsæk ligger vor nationale historie gemt i alle de mange værktøjer, vi bruger, når vi meddeler os til hinanden. I sproget genkender vi hinanden og vor nationale baggrund øjeblikkeligt – og overalt på kloden, hvor vi tilfældigt måtte møde hinanden.

    Også jeg er konservativ i national henseende. Jeg har ikke i mit lange liv set noget bedre, som man kan sætte i stedet.

    Med venlig hilsen

    Kommentar by Emeritus — 10. februar 2010 @ 12:27

  8. # 5
    Jeg har desværre også samme vrede i mig som T. Klitgaard Fuur, når jeg ser, hører og læser, hvad der sker i vores fredsommelige fædreland.

    Kommentar by boppo — 10. februar 2010 @ 12:35

  9. # 7 Emeritus

    Jeg kender heller ikke til steder, hvor jeg hellere ville bo. Kun hvis dette uvæsen af antidemokratiske kræfter fortsætter og får lov at sprede sig, så kan det blive nødvendigt at overveje andre græsgange, hvor det så end måtte være.

    Kommentar by boppo — 10. februar 2010 @ 12:54

  10. Ole Hyltoft skriver altid klart og ukunstlet fra hjertet. Han rammer den danske folkesjæl.
    DESVÆRRE består den meningsdannende “elite” (jvf. Lars Olsen) ikke af normale danskere. Den består af 68-generationens selvpromoverende venstreorienterede samfundsnassere, der betrægter sig selv som en elitær intelligensia, der ser ned på normale danskere, fra deres høje slot.
    Samme “elite” står bag Danmarkshistorien største katastrofe: Importen af 500.000 muslimer.
    Selv idag, hvor ethvert selvtænkende menneske kan se, hvor det bærer hen, benægter de fakta. F. eks. påstår de, at vi kun er blevet beriget med 200.000 muslimer.
    Det er SYGT.

    Kommentar by Ramses-2 — 10. februar 2010 @ 13:13

  11. Til (10) Ramses-2

    Berigelse? – Der er skam tale om berigelse, men ikke den, 68-generationen forestiller sig. Importen, du taler om, har beriget os i den forstand, at vi specifikt på grund af den hver dag bliver mindet om, hvilke værdier, vi har fået i arv, at vi risikerer at miste dem, hvis vi ikke passer på dem, og at vore værdier langt overgår, hvad importen kan præstere, eller hvad de importerede har med sig.

    Med venlig hilsen
    fra en monokulturel nationalkonservativ, som hverken er racist eller fremmedfjendsk, men som til gengæld er modstander af enhver total- (og -elitær) tankegang.

    Kommentar by Emeritus — 10. februar 2010 @ 15:44

  12. Mine skriblerier kommer ikke igennem?

    Kommentar by Børge — 10. februar 2010 @ 15:48

  13. #11, Emeritus

    Jeg er til dels enig med dig. Det virker dog som om de yngre generationer er blevet flasket op med feministisk føle-føle ævl, og “der er ikke noget der hedder dansk kultur” m.v. Disse mennesker har ikke lært om værdier der er gået i arv. De har lært at det ene kan være ligeså godt som det andet. Men “berigelsen” har da sat gang i diskussioner rundt omkring. Alt er ikke tabt.

    Kommentar by Peter R — 10. februar 2010 @ 17:20

  14. # 11 Emeritus skrev:
    “… at vi specifikt på grund af den hver dag bliver mindet om, hvilke værdier, vi har fået i arv, at vi risikerer at miste dem, hvis vi ikke passer på dem,”

    Ja, det er en øjenåbner at blive opmærksom på sin arv. Det gik man jo ikke sådan og tænkte over i det daglige tidligere :-)

    Mit Danmarksbillede kan ingen ændre (nedfældet i kommentar 6). Heller ikke den definerende klasse, som Ralf Pittelkow kalder den eller den meningsdannende elite, som Lars Olsen kalder den eller den herskende klasse, som Jørgen Dich allerede skrev om i 1973.

    De kan ikke flytte Solen, og de kan ikke fjerne erindringerne. Nogle af dem gør sig ganske vist store anstrengelser for at omskrive og maltraktere danmarkshistorien, hvilket er flovt for dem. Dog – så længe, vi kan huske, og så længe, der findes biblioteker, vil det ikke lykkes.

    Men de kan være med til at gøre livet uudholdeligt for almindelige mennesker, hvis disse nye antidemokratiske kræfter får lov at sprede og brede sig, og det ser det ud til, at eliten har tænkt sig at fortsætte med.

    “Eliten” er så flot et ord. Til dem regnes journalister!!! Mange af dem er ikke andet end flokdyr, der går efter bekvemmeligheden (deres egen), og som ikke tør træde uden for den definerede “meningssti”.

    Uvæsenet forstået som de indvandrere, der ikke er andet end ballade med, bliver ikke stoppet, for det er “synd” for dem. Nej, det eneste, der er synd, er, at næsten ingen i eliten fortæller ballademagerne, at de er ganske uønskede. Det gør de ikke af angst for at blive kaldt racister. Det er da ellers så ligetil at lægge afstand til ballademagere, skulle man mene. Så for mig at se findes racismen kun hos eliten, idet de ikke regner de “stakkels indvandrere” for noget – i hvert fald kan man ikke stille krav til dem. Det minder mig om skolelæreren, der lader lille Peter i fred i klassen, fordi han har svært ved at læse. Det er jo “synd” for ham.

    Kommentar by boppo — 10. februar 2010 @ 17:54

  15. 13.Peter R

    Når disse unge bliver ældre vil deres opfattelse, for mange af dem, have ændret sig.

    Desværre kan der undervejs nå at ske ret så mange ubehageliger for Danmark.

    Kommentar by Vivi Andersen — 10. februar 2010 @ 19:39

  16. Til (3) Niels P

    En meget interessant betragtning, som sætter de fremsatte tanker om rige, (stat), nation og nationalfølelse i relief. Hvornår er tilhørsforholdet magtpolitisk tvungent og hvornår ikke?

    Med venlig hilsen

    Kommentar by Emeritus — 10. februar 2010 @ 19:51

  17. Til (14) boppo.
    ‘…Men de kan være med til at gøre livet uudholdeligt for almindelige mennesker, hvis disse nye antidemokratiske kræfter får lov at sprede og brede sig, og det ser det ud til, at eliten har tænkt sig at fortsætte med…’

    Uudholdeligt? – Til den klagesang vil multikulturens tilhængere med et skuldertræk svare: – ‘Velkommen til virkeligheden’. Den attitude kan de indtage i forvisning om, at de har gjort alt, for at kreere netop denne nye ind imellem uudholdelige multikulturelle virkelighed så fjernt som muligt fra det Danmark, vi kendte, og som de hånligt – og bevidst ureflekteret betragter som Morten Korch-idyllen – og for at betone, at det trætter dem at være danskere i en nation af lutter danske. Hvor KEDELIGT. Nu, hvor der er ankommet nogle andre, de bedre kan spejle sig i, ser de til stadighed kun det eksotiske, multikulturelle spejlbillede, de forestillede sig fra begyndelsen. Sig selv.

    Det er ellers et hovedproblem, at meningsdannerne er så umanérligt rastløse og har det med at kede sig. De har ingen hvile, men vil se forandringer, nye projekter hele tiden. Spørger hele tiden efter, hvad nogen nu har fundet på. Sker der dog ikke snart noget, man kan tage stilling til. Vi har jo fuldkommen glemt, hvad der skete i sidste uge.

    Man efterlyser et nyt projekt fra regeringen. Som skal vise vej. Hvorhen? Ligemeget. Man vil se visioner. Ikke virkeligheden, men visioner, skønt tiden ikke er til visioner, men i høj grad til at se nøgternt på virkeligheden i stedet for. Virkligheden det billige skidt. Den kan bare laves om. Det har vi gjort før.

    Med venlig hilsen

    Kommentar by Emeritus — 10. februar 2010 @ 20:29

  18. Lidt om det nationale menneske.

    Få tænker over, hvad det er for et svineheld at være blevet født. Over hver dag at kunne stå op til livets store gave. Ikke en guldske i munden, men muligheden. At selv kunne få drømmene til at blive virkelighed. Den største af alle gaver. Friheden til at forme sit eget liv. Til at gøre hver dag til en sejr. Uanset hvor lille.

    Den ramme, der bedst realiserer gaven, er nationen. Fællesskabet, hvor der ikke er brug for skrevne aftaler, men hvor tilliden er en selvfølge. Rammen hvor vi tillader hinanden succes. Hvor vi hjælper hinanden.

    Man behøver ikke at hedde Darwin, for at indse, at en sådan ramme er optimal. For alle. Vi bliver ikke lige af det – men vi får alle lige mulighed, og det er det skabelsens mål. Vi lever ikke for ens niveauer, men for ens muligheder. Hvem siger, at naboens mål er mit?

    Min trygge ramme – mit land – er Danmark. Her følte jeg, at anstrengelsen bar frugt. I hvert fald følte jeg det, indtil for 30 år siden. Nu er der ikke længere sammenhæng mellem indsatsen og udbyttet. Når det bliver en forbrydelse at kæmpe for livets gave, det – at skabe en bedre tilværelse for sig selv og sine nære, uden omkostninger for andre, så eksisterer nationen ikke længere.

    Når jeg i dag ved festlige lejligheder synger om ”min pige, der er så lys som rav” så føler jeg sorg. Sorg over at hun er død.

    Kommentar by Børge — 10. februar 2010 @ 20:37

  19. # 17 emeritus

    Jeg er meget enig med dig.

    En række af vore landsmænd inden for ”eliten” har udtalt sig som følger:

    “Danskernes ry som racister er fortjent. […] Folk er så uopdragne. […] Og nu har det udviklet sig, så vi har en tone i debatten, jeg er flov over. Det er flere år siden, jeg har været stolt over at komme fra Danmark. Vi er efterhånden blevet kendt som en racistisk nation.” – Søs Egelind, skuespillerinde, JP 5-5-06

    “Det er da fuldstændig ligegyldigt, hvordan det går i Danmark fremover, det er ikke vores problem!” – Leif Bork Hansen, præst. TV interview. 2000

    “Den aften var jeg af den overbevisning, at Danmark ville være et dejligt land uden danskere. Jeg ville elske det, hvis det var fuldt af tyskere, arabere, italienere, englændere, amerikanere, afrikanere, kinesere, japanere, polynesere, grønlændere og lapper. Jeg tror også de ville synes Danmark var et dejligt land uden danskere. Man kunne flytte danskerne op til Grønland, der ville være masser af plads og alt for koldt til at trække bukserne ned og vise den store hvide røv frem.” – Morten Sabroe, forfatter og journalist. Politiken 20-6-99

    “Se dog de fantastiske og flotte mennesker, der kommer ud af blandingsforhold i f.eks. de tidligere franske kolonier i Nordafrika. Tilførsel af nyt blod er et sundhedstegn. Hvis vi kun dyrkede hinanden, havnede vi i indavl og incest med en farlig degeneration med deformiteter som hareskår, misvækst, skæve hoveder og korte arme til følge… For mig eksisterer der principielt ingen grænser… det har gennem historien vist sig, at de fremmede stille og roligt har assimileret sig…” – Klaus Rifbjerg, forfatter, JP 11-1-94

    ”Tænk på, hvad vi kan lære af muslimerne, jeg synes, at vi skal lade verdens flygtninge vælte ind over vore grænser, og labbe al deres kultur i os.” – Gregers Dirckinck-Holmfeld, journalist og forfatter. EB 3-10-86

    “Jeg var i Frankrig ved nytårstid, da landet skiftede til den nye europæiske møntfod. […] Jeg åbnede min pung og så på de danske kroner, der lå mellem de nye euroer. Jeg regnede med, at de lå og rødmede af skam. Det gjorde de ikke. I stedet gjorde de noget andet. De stank. Normalt siger man, at penge ikke lugter, men disse mit fædrelands mønter gjorde altså. De stank af sur komælk, fordærvet flæsk og Pia Kjærsgaards harske parfumer. De stank af gammelmodig nationalisme, hykleri og virkelighedsfornægtelse.” – Carsten Jensen, journalist og forfatter. Politiken 6-1-02

    “Jeg synes, danskhed er det grimmeste ord, der overhovedet findes.”- Paprika Steen, skuespillerinde, november 2001.

    [Om Dannebrog] – “det danske svastika. Det burde samles ind og afbrændes” – Lars von Trier, filminstruktør. TV-Zulu, 24-3-01

    “Svenskerne er mere danske end vi er! Så er vi jo ikke os – vi er nogle skide svenske fremmedarbejdere, er vi!. Vi skulle tage hjem, hvor vi kom fra!” – Poul Nyrup Rasmussen, politiker. Under Socialdemokratiets kongres 30-4-00

    “Som situationen er nu, er der en masse tegn på, at danskerne tror, at vi ejer dette land, fordi vi har arbejdet i det. Gu´ gør vi ej. Vi ejer det ikke mere end kineserne gør. Den hjemmefølelse skal suppleres med åbenhed. Hvis der kan være flere mennesker i det her land, hvorfor skulle de så ikke have lov til at være her.” – Peter Seeberg, forfatter. Politiken 19-11-97

    “Idiotiske danskere…de helt store, blafrende tåber og idioter..et grænseland, hvortil kloge, dygtige mennesker kom rejsende fra syd for at udvikle og hjælpe de primitive nordboere…selv vort nationalsprog er et mixmask af påvirkning fra plattysk, hollandsk og en masse europæiske sprog. Hvad er en dansker? Og hvad er det dog, vi bilder os ind? – Hva’faen er det for et land, mit skib er fortøjet til?” – Erik Wedersøe, skuespiller. Berlingske Tidende 3-3-85

    Det er beskæmmende, og man forstår jo godt på en måde, at Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet har sagt, som han har sagt, om at vi husker det. Jeg gør.

    Og ja, de bevæger sig fra det ene til det andet. Nogle af dem aner vel ikke engang, hvad de har sagt, for de forstår det ikke. Historie- og rastløse, som de er. Endelig skal de jo også holde sig på “meningsstien” for at blive talt med i det gode selskab.

    Kommentar by boppo — 10. februar 2010 @ 22:00

  20. “Man binder os på mund og hånd
    Men man ka’ ikke binde ånd
    og ingen er fangne, når tanken er fri
    Vi har en indre fæstning her
    som styrkes i sit eget værd
    når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’
    Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
    Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel’
    Det lover vi med hånd og mund
    i mørket før en morgenstund
    at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi.

    PH

    Kommentar by M109 — 10. februar 2010 @ 22:46

  21. # 18 Børge

    Selv for den herskende klasse gælder Brorsons ord fra 1734:

    Gik alle konger frem på rad
    i deres magt og vælde,
    de mægted ej det mindste blad
    at sætte på en nælde.

    :-)

    Kommentar by boppo — 10. februar 2010 @ 22:48

  22. Til (19) boppo
    Føj for en ulykke af en citatrække. Højforrædderisk tale under beskyttelse af ytringsfriheden. End ikke Corfitz Uhlfeldt udtrykte sig på den måde. Han forrådte sit land, fordi han var selvisk og bundupålidelig måske sociopat, men intet tyder på, at hans handlinger udsprang af foragt for sine landsmænd. Han var i stand til at forråde hvem som helst for egen vindings skyld.

    Hvem er de, at de kan svinge sig op til at se ned på det folk, de er en del af, og som har givet dem alt, selv det sprog, der hænger så hæsligt ud af deres hals.

    Til (13) Peter R
    ‘…De har lært at det ene kan være ligeså godt som det andet…’
    Ja, come-together-pop, ligemageriet er typisk, og intet kan være mere forkert. Man må tværtimod kunne diskriminere på forskelle, hvilket bestemt ikke er det samme som at GØRE forskel.

    Med venlig hilsen

    Kommentar by Emeritus — 10. februar 2010 @ 22:51

  23. # 20 M109
    Tak fordi at du gjorde opmærksom på den.
    Hør den her
    http://www.youtube.com/watch?v=sr7vQOMlat0

    Læs også kommentarerne under videobilledet.

    Kommentar by boppo — 10. februar 2010 @ 22:57

  24. Hvad er det her:

    http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article/28453819/

    Muslimsk sharia råd i Danmark dækker over pædofili for danske myndigheder samtidig med at de “landsforviser” den pædofile.

    Mine spørgsmål er:

    1) Vi har åbenbart allerede parallelle sharia retssystemer i Danmark. Er det acceptabelt?

    2) Er det acceptabelt at sådanne sharia råd dækker over kriminalitet?

    3) Hvis sharia råd kan landsforvise uden ståhej, hvorfor himler alle muslimer og venstrefløjstosser så op om at det skal man ikke i det officielle retssystem?

    Indgriben fra DF ønskes – på forhånd tak.

    Kommentar by Sigwar — 11. februar 2010 @ 09:25

  25. Det her er en af de mest opbyggelige tråde, jeg har set på Uriasposten.

    Tak til Ole Hyltoft for hans arbejde.

    Og godt at se, at Kim Møllers redaktionsevner ikke er blevet slået ud af kurs af overfaldet fra voldspsykopaterne.

    Kommentar by Gunnar Biering — 11. februar 2010 @ 10:07

  26. Til (9) boppo

    ‘…så kan det blive nødvendigt at overveje andre græsgange, hvor det så end måtte være…’

    Den glemte jeg. Ja, hvor? Jeg var sammen med en canadier i januar. Samtalen kredsede i lang tid om emnet. Efter hans mening var problemet blevet det samme overalt (underforstået bredt sig ‘overalt i Vesten’). Med andre ord er der ikke længere nogen steder at tage hen – i høj grad takket være de utaknemlige 68’ere, der allerede som unge gjorde op med arven efter deres forældre. Intet var værd at samle på, alt skulle rives ned, og de har med deres beslutninger gjort op med den ubrugelige fortid lige siden. Den fortid og de samfund, de skammer sig over at være en del af. Tjald og Himalaya-generationen. Woodstock og blomsterbørnene. Yoga og guru-disciplene. Chillum-marxisterne.

    Som Benny Andersen (selv en af dem) lader et fyrtårn spørge i ‘Kamera med køkkenadgang (vi befinder os i nuet på en strand): ‘…Hvor findes skønnere sted end her? – En søstjerne peger i alle retninger.’

    Med venlig hilsen

    Kommentar by Emeritus — 11. februar 2010 @ 10:44

  27. 19

    Sikke nogle citater. Det virker så gammeldags at sige som diverse kunstnere har sagt.

    Godt skrevet af Hyltoft, men for mig at se behøver forelskelsen i og stille glæde over eget land, sprog og kultur ikke at være så kompliceret, indviklet eller højt ragende. Det er bare en god, fortrolig og velkendt følelse af at herfra min verden går – før, nu og måske også fremover.

    Enten er den følelse der vel eller også er den der ikke. Hos mig er den. Og det er ikke fordi jeg har prøvet på at fremtvinge den eller lokke den eller trylle den frem. Den er der bare. Jeg har ikke gjort noget krav på at have den. Den vil åbenbart bare følges med mig. Og det får den så lov til. For den er rar at følges med.

    Kommentar by Liva — 11. februar 2010 @ 18:56

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper