13. august 2004

Niels Lillelund giver eksempler på P1s propaganda

En af de bedre journalister på Jyllands-Posten er uden tvivl Niels Lillelund, der modsat andre borgerlige journalister ikke har berøringsangst overfor ‘farlige’ emner. Fra torsdagens JP København – Vi er jo alle én stor familie på P1, her nogle udklip:

“Eksperten er Jonas Christoffersen, adjunkt i menneskerettigheder på Københavns Universitet. Han vurderer, at regeringen formentlig vil vinde de sager, der er anlagt ved den europæiske menneskerettighedsdomstol. Interviewet slutter, og så kommer besværgelsen fra studieværten: ‘Og han understreger, at han ikke tilslutter sig regeringens politik.’ Der står sætningen og blafrer i æteren, så underligt alene. Måske har Jonas Christoffersen på
interviewerens helt usædvanlige ihærdighed fornemmet, at han var ved at bevæge sig ud på dybt vand
.”
[29/7-04 OrienteringUdlændingelov til domstolene]

“Dette er Orientering på Danmarks Radio program 1, det er blidt og sagligt, og det er svært ikke at elske det. De vil os det godt. De oplyser. Om menneskelige forsøgskaniner i Indien, om fupbanker på nettet, om Israel, der igen ignorerer FN, om John Kerrys muligheder i USA, om en motorvej i Congo, om udeblevne tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, der var betænkeligt bekvemt for regeringen, om voldelige mænd, der skal fjernes. Talrige emner fra nær og fjern, så forskelligt og vidt favnende. Og dog så sært ensfarvet, som var billedet af hele den brogede verden blevet blidt retoucheret, så det passede ind i en spisestue med en ganske bestemt farveholdning, som det hedder i indretningsarkitekturen.

“Når man tænder for P1, er ånden, vor ånd, over det hele; den vælter ud af højttalerne og sætter den lyttendes usikkerhed og famlende holdninger i relief. Ånden er stærk, og det var vel også den, Jonas jeg-er-ikke-tilhænger-af-regeringens-udlændingepolitik Christoffersen pludselig mærkede, da han slagen af rædsel prøvede at gøre skaden god igen. For det er jo ikke det, at her er holdninger på P1. Holdninger er af det gode i journalistikken, ja, de er nødvendige for kvaliteten. Det er heller ikke det, at holdningerne og vurderinger optræder sammen med det faktuelle. Det går fint, så længe man kan skelne. Men det er dette, at holdningerne skygger for det faktuelle, slår den kritiske tanke på munden og efterlader en dyb foruroligende tavshed dér, hvor kritiske spørgsmål skriger på at blive stillet. Sådan er P1-ånden også. Den er tavs og fordømmende og tvinger urene tanker på flugt.”

At være kritisk, og også selvkritisk, er naturligvis enhver videnskabsmands fornemste pligt, men det passer sig ikke på P1. Her betyder kritisk det samme, som det gjorde for 68-oprøret, nemlig at være kritisk på en ganske bestemt, på forhånd fastlagt måde, mod nogle ganske bestemte ting og aldrig mod sit eget udgangspunkt. Det er også P1’s ånd. Den inviterer nok lytterne inden for, men betingelsen er, at man affører sig en eventuelt medbragt kritisk sans og i stedet ifører sig det ganske stramt siddende jakkesæt, værtinden står klar med.”

“‘Du er jo en gudbenådet skribent,’ udbrød Rahbek henført. Det kan lyde som en nærmest folkelig litterær nøjsomhed hos intervieweren, men kan også hænge sammen med, at Birgitte Rahbek takkes i Treholts bog som den, der i Danmark utrætteligt har kæmpet for hans løsladelse. Båndene er tætte, og skam få den, som tænker ilde derom. [27/5-04 P1 Morgen 17.15-25.00 min.Synsfelt m/Arne Treholt]

“Og Georg Metz og Kjeld Koplev bliver halvt fnisende enige om det pudsige i, at danske jøder rejste til Sverige og angiveligt blev modtaget med åbne arme, og tænk så på, hvordan vi modtager i flygtninge i dag! For ikke sandt, det er helt det samme, Somalia i Danmark og flugten over Øresund, ingen anfægter den parallel. Hvem skulle det være? Hvis der er nogen, der kan, så er de ikke inviteret, og de vil ikke blive det.[15/1-04 – Koplevs Krydsfelt m/Georg Metz]

Oploadet Kl. 20:12 af — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper