16. september 2004

Religionsvidenskabeligt Tidsskrift (AU) 1983 nr. 3 – Nogle notater

De fleste danske orientalister har sideløbende med bogudgivelser og andre projekter bidraget med artikler til mere forskningsprægede magasiner. Herunder Religionsvidenskabeligt Tidsskrift, hjemhørende på Aarhus Universitet. I 1983 have november-nummeret Religion og politik som tema, med bidrag fra blandt andre Jørgen Bæk Simonsen. Derudover gode betragtninger af Jeppe Sinding Jensen.

Som det fremgår af nedenstående citater, så havde Bæk Simonsen også i 1983 en noget kulturrelativistisk indgang til islam. Samtidig er det dog tydeligt, at han i sin terminologi har ændret sig en hel del. Han taler om en kulturkamp mellem islam og Vesten, anvender begrebet apologeter om muslimske forfattere og ikke uvæsentligt – betegner muslimernes forhold til politik som værende ‘din wa dawla’ – islam er både ‘religion og regering’. Her en række citater fra udgivelsen:

“Islams rolle i samfundet har altid været et stærkt omdiskuteret emne i den islamiske verden. Siden Muhammads tid har lærd og læg på hver sin måde bidraget til en afklaring af dette for islam centrale emne, thi islam er for en muslim mere end religion i snæver forstand. Det er, som det hyppigt udtrykkes, din wa dawla (‘religion og regering’). Islam har naturligvis at skaffe med gudsforholdet.” [s. 66; Jørgen Bæk Simonsen]

Islam har altså ingenlunde været et definitivt og lukket system, men tværtom et religiøst system eller en livstolkning, der har været under stadig og vedvarende udformning. Alligevel var det gennem 1950’erne og 1960’erne almindeligt at hævde, at islam var på retur i den forstand, at dens betydning for den videre samfundsudvikling stadigt ville blive formindsket… Uden undtagelse blev det taget for givet, at den islamiske verden som alle andre ‘verdener’ uden for den vestlige kulturkreds ville gennemløbe det udviklingsforløb, den vestlige kultur allerede havde gennemløbet. En række fænomener på det socio-økonomiske område var befordrende for denne generelle antagelse. Den islamiske verden forsøgte jo at blive industrilande, den sociale mobilitet blev i løbet af få år mange gange større, og en voldsom urbanisering kunne iagttages. På det intellektuelle plan måtte der derfor med indre logik komme en sækularisering. Men her er det, at det islamiske udgangspunkt om islam som både din wa dawla ganske overses. Gudsforholdet kan naturligvis reduceres til bøn i ny og næ i en moderne moske eller forvises til halvhemmelige broderskaber, men tilbage bliver den fundamentale rolle islam har spillet for de sociale relationer gennem hele den islamiske verdens mere end tusind-årige historie og som – grundet som den er på Koranen og profetens sunna – ikke uden videre lader sig tilsidesætte endsige overse. For den altovervejende del af den islamiske verdens befolkninger er der her tale om reelle og fuldt virkelige værdinormer, der er dybt forankret i traditionen og den islamiske hverdag. [s. 68; Jørgen Bæk Simonsen]

“Problemet er således dobbelt. Muslimen står dels overfor en tolkning og en virkeliggørelse af det guddommelige budskab som både din wa dawla og dels midt i en kulturkamp mod ‘vesten’ og ‘vesterniseringen.’ Denne kulturkamp er lige så gammel som islam selv. Som bekendt hævdes det i Koranen, at islam er det endelige guddommelige budskab til menneskeheden. De ældre monoteistiske religioner – jødedom og kristendom – opfattes som foreløbige, mindre fuldstændige udgaver af den sande monoteistiske religion… For de religiøse lærde og for de muslimske intellektuelle blev spørgsmålet: Hvad giver den vestlige kultur denne overlegenhed? For muslimen var dette spørgsmål dobbelt vanskeligt, thi allerede dengang blev den vestlige kultur beskrevet som materialistisk og sækulær. Spørgsmålet er lige aktuelt idag, og står en række apologetiske, muslimske forfattere til troende, er det moralske forfald i Europa tiltaget. [s. 69f; Jørgen Bæk Simonsen]

“Den islamiske højkultur overtog og videretolkede hellenistiske, gammel-persiske og indiske ideer og skabte en islamisk kultur, der vakte almindelig beundring. Ganske vist var der politiske skår i glæden: de kristne forsøgte sig med en generobring af det hellige land, men uden afgørende held. Bedre gik det med generobringen af al-Andalus (Spanien), men endnu i 1600-tallet var de muslimske hære frygtet af de europæiske magter.” [s. 70]

“Om den så på længere sigt kan fastholdes som absolut fremherskende, vil i nogen grad afhænge af, om det lykkes de muslimske intellektuelle og de muslimske religiøse lærde at nå en meningsfuld syntese mellem islam på den ene side (islam er og vil fortsat vedblive med at være den overvejende del af befolkningens referenceramme) og begrebet modernisering på den anden ide. En forudsætning for, at en sådan syntese kan virke ideologisk overbevisende er, at den viser sig i stand til at indarbejde ‘det bedste’ af den islamiske kulturarv og ‘det bedste’ af den moderne, vesterlandske kultur, især den moderne teknik. Man kun håbe at det vil lykkes. Lykkes det ikke, betyder det ikke at islam afgår ved døden – den vil da blot atter reduceres til en af flere sideordnede kilder, hvorrfra der kan hentes kulturel inspiration. [s. 76; Jørgen Bæk Simonsen]

“En tilegnelse af ny viden må være afhængig af den viden man allerede har, f.eks. at ny information behandles iflg. en religiøs kosmologi eller et naturvidenskabeligt syn på verden. Når sindet giver noget mening sker det i overensstemmelse med hvordan sindet har lært at give mening til det i overensstemmelse med hvordan sindet har lært at give mening til det som modtages. Da en sådan tillæring er kulturbundet er kulturen formidler af individets erfaringer. Kulturen opstiller nogle basale kategorie, i hvilke ideer og værdier er ordnede. Vore klassifikationer er afhængige af den grundlæggende forståelse vi har af vor verden. Her er såvel en religion eller et politisk syn på verden betingelser for hvordan vi klassificerer vor viden. Politik og religion går hånd i hånd som klassifikationssystemer til ordning af information og den viden vor tilværelse baseres på. Virkeligheden er en konstruktion, eller som en buddhist ville sige: illusionen om virkeligheden er en kulturel konstruktion. [s. 120; Jeppe sinding Jensen]

Flere citater fra Armin W. Geertz et al. : Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 1983. Nr. 3.

Oploadet Kl. 13:16 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

1 kommentar »

  1. Godt å vere dansk i Damaskus
    (Forskerforum 7/2004) – Eg trur ein tenkjer betre i vakre omgjevnader, seier direktør Jørgen Bæk Simonsen ved Det Danske Institut i Damaskus. Om det stemmer, tenkjer han sjølv ganske bra.
    OVERGANGEN ER nesten uverkeleg: Den eine augneblinken går du gjennom det infernalske rabalderet i den store basaren i Damaskus, ein mystisk labyrint med eit endelaust utval av dukar, teppe, smykke, antikvitetar, krydder, sauehovud, musikkinstrument, alle varer Midtausten kan by på, på alle kantar pruting og prat, ein handel på gang, latter og skrål.
    I den neste augneblinken går du inn ei diskre, bittelita dør i ein grå mur, og brått er det heilt stilt kring deg. Du kjem til ein sval, open gardsplass med eit springvatn, ei fredeleg, lita verd innramma av vakker, arabisk mosaikk. Og ved eit bord sit ein blid danske og les sakte i ei bok.
    – Velkomen til Det Danske Institut i Damaskus, seier Jørgen Bæk Simonsen blidt. Han er direktør ved dansk forsking sin framskotne utpost i den arabiske verda. Eit gjestehus og kunnskapssenter for forskarar, studentar og kunstnarar, i det 600 år gamle kjøpmannspalasset Bayt al-Aqqad. Det er eit overdådig hus, bygd oppå eit 2000 år gammalt romersk amfiteater – delar av amfiteateret er framleis synlege. Vi drikk arabisk kaffe, tjukk som olje, sterk som krut. Religionshistorikaren Bæk Simonsen har vore direktør her i to og eit halvt år. Eg kommenterer at han verkar som ein lukkeleg mann.
    – Eg er det. Vi har ein heilt eineståande kvardag her. Omtrent alle menneska som er her, er glade, engasjerte og seriøse. Den sure stemninga som kan vere heime i København, finst ikkje her. Det å arbeide i vakre omgjevnader, omgjeven av folk med heilhjarta engasjement, gjer dagen heilt annleis. Eg trur ein tenkjer betre i vakre omgjevnader.

    DET GAMLE kjøpmannspalasset var heilt forfalle da danskane fekk nøkkelen til det i 1997. Det kolossale restaureringsarbeidet vart finansiert av det private Davids fond, medan den danske staten står for drifta. Syria er formell eigar av bygget, men danskane disponerer det i femti år som takk for restaureringa.
    – Instituttet er oppretta for å utvikle vitskaplege relasjonar mellom Danmark og den arabiske verda, og fremje studiar av den arabiske og islamske verda i fortid og notid. Vi har heile den islamske verda som område, fortel Bæk Simonsen.
    Dei sju gjestesengene ved instituttet har fullt belegg det meste av året.
    – Kvar månad kjem det 10-20 gjester hit for å overnatte, kring 70 prosent av dei er frå Danmark. Somme bur her nokre få dagar, andre i fleire månader. I tillegg til mange slag akademikarar, frå arkeologar til sosiolingvistar, kjem òg kunstnarar, arkitektar og fotografar. Det einaste kravet er at dei har eit konkret prosjekt knytt til den arabiske verda.

    – KVA ER DEN største verdien med eit institutt som dette?
    – Det syner at Danmark meiner interessa for den islamske verda alvorleg. Når ein brukar seksten millionar kroner på oppussinga, er det tydeleg at ein verkeleg vil satse på eit samarbeid med denne delen av verda. Midtausten har hatt mykje erfaring med koloniale entreprenørar. Og den tradisjonen har ikkje teke slutt – han pågår framleis for fullt i nabolandet, seier Bæk Simonsen giftig. Han er tydeleg ikkje særleg imponert over invasjonen av Irak.
    – Den danske regjeringa har ikkje berre gjeve retorisk støtte til krigen, men er med som okkupasjonsmakt. Du kan seie det er paradoksalt i høve til det vi driv med her. Men krigen er politikk. Her driv vi med kultur.
    Danmark har hatt ein heftig debatt om innvandring og islam. Kan instituttet på noko vis påverke den debatten?
    – Vel, eit institutt som legg til rette for forskarar og kunstnarar sine opphald i den arabiske verda, kan vere med på å endre biletet av den arabiske verda. Folk kjem gjerne hit med eitt bilete av Midtausten, og har eit anna når dei reiser. Det endrar ikkje verdshistoria, men mange reiser herifrå med eit meir nyansert bilete. Det kan vere med på å rokke ved ein del fordommar og utfordre stereotypiar i både Danmark og andre land, meiner Bæk Simonsen.
    – Vi har kvart år ein del stipend for forskarar og kunstnarar som vil hit og arbeide med prosjekt relaterte til den islamske verda. Og det er interessant at vi har sett ein enorm auke i søkinga på dei stipenda siste seks åra. Det er ein indikasjon på at instituttet har hatt eit visst gjennomslag i ålmenta.

    DET STRENGE diktaturet i Syria skaper ikkje nemneverdige hindringar for verksemda ved Det Danske Institut, seier Jørgen Bæk Simonsen.
    – Det politiske systemet i landet er sjølvsagt med på å setje nokre grenser for instituttet. Systemet her er ikkje nett kjent for å vere tolerant og fleksibelt. Men i avvikling av arrangementa våre har vi ikkje hatt problem. I blant må ein berre vere litt ekstra smidig, som i fjor haust, da vi heldt ei forelesingsrekke med temaet “Framtida til autoritære regime i regionen”. Dette ønskte vi å gjere som ei offentleg tilstelling, men det temaet ville ikkje vere særleg populært hos styresmaktene. Difor spreidde vi informasjon om forelesingane gjennom å invitere studentar og tilsette hos ei rekke av samarbeidspartnarane våre. Slik kunne vi kome nesten like langt som ved ei heilt offentleg tilstelling. Somme krumspring kan vere naudsynte når ein er underlagd eit slikt politisk system som her.
    – Kva slag fagleg samarbeid har de med syriske forskarar?
    – Nivået på universitetet her er eit problem. Her skjer omtrent inga forsking som held mål på internasjonalt nivå. Men vi har arrangert fleire konferansar i samarbeid med Damaskus-universitetet og andre institusjonar i byen. Her er mange fine sjansar til å få ei større kontaktflate mellom den danske forskarverda og Midtausten. I vår kom til dømes ei gruppe studentar i statsvitskap frå København for å møte dekanen og professorar på sharia-fakultetet ved universitetet Da er ikkje det faglege nivået her så viktig, det er uansett spennande for studentar i statsvitskap å møte syriske professorar som arbeider med sharia-spørsmål.

    DET ER SLETT IKKJE berre danske gjestar som nyttar seg av tilboda til Det Danske Institut i Damaskus. Fleire europeiske universitet og andre forskingsinstitusjonar har halde workshops og konferansar her, og nær ein tredel av overnattingsgjestene kjem frå andre land enn Danmark.
    – Det er innlysande at også gjester frå andre land kan bruke lokala her, om det er ledig. Det viktigaste er at institusjonen blir brukt. Det kjem forresten mange svenskar hit, men vi har ikkje så mange besøk frå Noreg.
    – Og om du skal sende med meg ei helsing frå Damaskus til norske forskarkollegaer?
    – Da vil eg seie dette: De kan godt skrive dykk bak øret at sjølv om dette er eit dansk institutt, er det ikkje meir dansk enn at det er plass til nordmenn. Vi toler godt fleire norske gjester her, seier Jørgen Bæk Simonsen.

    Av Per Anders Todal

    http://www.forskerforbundet.no/internett.asp?newmode=6

    Kommentar by Jens Lauesen — 17. september 2004 @ 08:24

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper