26. september 2004

Atter en politiserende dokumentar i DR Udefra: Jenin, Jenin

DR Udefra sendte tirsdag aften endnu en politiserende dokumentar, atter engang omhandlende Israel-palæstina-konflikten og det kan næppe overraske, som programomtalen røber – at “filmen skildrer begivenhederne set fra de palæstinensiske beboeres side.” Titlen var Jenin, Jenin – og indholdet var set før i utallige varianter.

Når nu dokumentaren tager palæstinensernes parti, som Udefras egen Tyge Pedersen også plejer at gøre – hvem mon DR så har inviteret ind som modpart i debatten. Jov, det blev såmen Vestbreddens danske islæt, Michael Irving Jensen. De var et kønt makkerpar. Tyge startede med at fortælle at israelerne ‘betragtede’ Jenin som base for militante islamister, og kort herefter kunne Irving Jensen supplere vinklingen med følgende sammenligning: “palæstinensiske modstandsfolk skråstreg terrorister”. Den israelske regering fik den sædvanlige motivanalyse, og det at palæstinensiske selvmordsbombere myrdede civile israelere – blev uden videre vendt til Sharons fordel – der med mordene nu lettere kunne gå hårdhændet til værks i de besatte områder. [smlgn. evt. med “er der ikke andre de kan genere?”] Der er jo en grund til at israelerne overhovedet er i Jenin! Den palæstinensiske civilbefolkning var gidsler mellem to radikale grupper” – terroristerne og “Sharons højreregering” lød det endvidere fra Irving Jensen – og jeg var tæt på at slukke.

Plottet kort fortalt. Den israelske hær foretog i november 2002 en razzia i Jenin efter terrorister, som havde valgt at forskanse sig blandt civilbefolkningen. Lidt over 50 dør, langt de fleste terrorister. Jenin, Jenin giver et helt andet indtryk, og blev derfor forbudt i Israel, som oprindeligt krævede syv ting ændret for at give den tilladelse til at blive vist i biograferne. Forbud nytter intet, uanset at kritikpunkterne ikke var i småtingsafdelingen. Der lyves og overdrives, en anelse mere groft end normalt for genren. De syv punkter, her i urimeligt kort abstrakt fra en artikel af David Zangen:

1) Filmen hævder at hospitalets vestfløj blev bombet. Hospitalet har ingen vestfløj.

2) En grædende 75-årig mand påstår han blev skudt. Det blev han ikke, men hæren bragte ham til et hospital hvor han blev behandlet for en kronisk hjertesygdom.

3) Et barn blev eftersigende skudt hvorefter kuglen fortsatte ud gennem kroppen, og døde da israelerne nægtede ham behandling. Barnets identicitet er uvist, ingen har set liget – og såfremt historien var sand, ville han have været død på stedet.

4) Et vidne omtaler flere forhold, som ikke fandt sted.

5) Filmen omtaler en massegrav hvor israelerne gemte palæstinensiske lig af vejen. Ingen kan bekræfte eksistensen af den, og undersøgelser har påvist at der døde 52 palæstinensere den dag. Tyge taler om 54, og palæstinenserne taler om 56 døde. Palæstinenserne vurderer selv at 48 af de døde var militante. Tyge fandt ingen grund til at nuancere tallene.

6) Filmen påstår at Jenin blev bombet. [Eks. “Flyene beskød de øverste etager”; “hvert tredje minut slog et missil ned fra flyene”; “hjemmefra kunne jeg se flyene skyde”] Der blev slet ikke anvendt bombefly i aktionen.

7) Produceren har manipuleret med billederne, herunder vist optagelser fra helt andre situationer.

Læs også Lee Kaplans kritik: PLO Propaganda film : “Jenin, Jenin”.

Nogle caps fra filmen:

Der er ingen grund til at beskrive filmen yderligere – det var den sædvanlige kobling mellem grædende oldninge, frustrerede mænd og ophidsede børn. De faktuelle oplysninger mere eller mindre usande, konteksten helt forvredet, og politiseringen udtalt.

Faktum er at terrorister fra Hamas, Islamisk Jihad, mfl. skjulte og stadig skjuler sig i Jenin – der er fundet våbenlagre i byen – og det var med denne by som udgangspunkt – nogle få måneder forinden optagelserne, at en palæstinensisk terrorist brutalt myrdede 29 civile israelere med en bombe i Netanya. Efter filmen at dømme var befolkningen radikaliseret i en grad så det givet må have været svært for soldaterne at skelne – at der kun døde få ikke-militante må tilskrives israelernes dygtighed. Såvel en yngre pige, som en af de interviewede mænd giver klart udtryk for at den israelske anti-terrorstyrke blev bekæmpet fysisk af den gennemsnitlige Jenin-borger, ikke bare af terroristerne. Som altid dyrkes fjendebilledet, mens man selv tager offer-rollen – og børnene… ja, de tages som altid når islam er involveret som gidsler [+ “da jeg hørte Sharon havde været her…”].

Jenin, Jenin har en længde af 54 min., hvad Udefra havde afkortet lidt (for at gøre plads til ‘debat’), som forventet ikke de passager de må have vidst var direkte forkerte. Debat kan det i sagens natur ikke blive hvis begge er enige i ‘filmens morale’, og kritikpunkterne blev da også ignoreret, og kun af omveje omtalt overfladisk – som ting israelerne vil have ændret. Den afsluttende debat blev således ikke, som man i det mindste kunne forvente – en gennemgang af israelernes kritik, men Tyge og Irving Jensen der med én stemme gjorde sig selv til apologeter for filmens ensidige fokus.

Tyge Pedersen mente ligefrem at man ikke kunne “beskylde filmen for at være anti-israelsk”, hvad Irving Jensen uddybede med det lattervækkende ‘argument’ at dokumentaren gav en ‘bevidst ensidig forestilling’ – hvorefter han fablede om at det jo var “nødvendigt at give ofrene en stemme”.

Der produceres masser af dokumentarer om nyhedsrelaterede emner, og der er slet ingen grunde til at DR skulle bruge licenskroner på en ‘dokumentar’ der ikke har sandheden som et mål i sig selv. Problemet forstærkes selvfølgelig når den hidkaldte ekspert er Hamas-vennen Michael Irving Jensen. En mand som nægter at skelne mellem terrorisme og legitim modstandskamp, og følgelig godtager producerens pointer. Pointer der iøvrigt er affødt af sammes slægtsforhold med palæstinensiske terrorister.

Lee Kaplan gav i sin artikel et godt perspektiv på problematikken:

“The Palestinian Authority’s official death toll from the Jenin battle was 56, of whom 48 were armed combatants. In their own media, the Palestinians claim the battle was a great example of their bravery against the Jews. But in the Western world, they suffered a massacre.

Oploadet Kl. 20:41 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer

6 Comments »

  1. Filmen kan ikke undre. Tyge Petersen- åh hvad, når han dukker op skal man på arbejde med den rene aritmetik. Og hans debatører er som for de fleste andre studieværters vedkommende af nogenlunde samme snit : man ved på forhånd hvordan den debat vil køre.
    Hver gang er det SÅ forudsigeligt .
    Læg TV´s anstrengelser for at belyse sammen med hvad som sker rundt omkring os, selv i Danmark , sidder man tilbage med tanken : hvordan kan det være de så stædigt bliver ved med deres udstilling af egne poltitiske holdninger ?
    Efterhånden er de fleste vel klare over, at Gyngemosen er fuldstændig upålidelig – og ulidelig !

    Kommentar by vivi andersen — 27. september 2004 @ 09:20

  2. Hvorfor ikke invitere en gæst som repræsenterer modparten, eks. Dan Harder eller en fra Nu er det nok (.dk).

    Kommentar by Kim Møller — 27. september 2004 @ 09:31

  3. Glimrende, Møller – nu mangler jeg bare at læse linksne :)

    Kommentar by IL KIMPO — 27. september 2004 @ 14:14

  4. Hvis Tyge lukkede en kritisk stemme med researchen i orden ind i studiet, risikerede han jo, at DR ville blive udstillet for at bruge penge på løgnagtige dokumentarudsendelser. Det kunne jo underminere troværdigheden, når de senere skal sende Fahrenheit 9/11 og andre mesterværker.

    Hvilken forstemmende ensretning i det palæstinenske samfund. Man kan tilsyneladende stille sig op på ethvert gadehjørne og få en anti-israelsk og anti-amerikansk svada serveret. Spektret af holdninger forekommer at være skrøbet lige så meget ind som i Irak under Saddam – eller i DR’s kantine. Over for omverdenen er der ingen refleksion over egne mangler. Derfor får en dokumentarfilm som “Jenin, Jenin” uvægerligt karakter af et propagandastykke. Ingen tør åbent at konfrontere terrororganisationerne, som var den blodige baggrund for IDF’s aktion i Jenin, og det var da heller ikke instruktørens intention overhovedet at berøre den slags ubehagelige realiteter.

    Introduktionssnakken mellem Tyge Pedersen (for god ordens skyld hedder han ikke Petersen) og Michael Irving Jensen var slet ikke så grel endda. Måske kunne de et eller andet sted godt selv se, at det var lidt grotesk, at to pro-palæstinensere sidder og diskuterer et anti-israelsk manifest i licensfinansieret tv. Da dokumentaren var færdig, var det dog slut med at holde sig tilbage, og vi skulle indlægges til den sædvanlige Sharon-bashing. Likud har aldrig haft en stor stjerne i Irving Jensens skriftlige værker om Mellemøsten, mens det kun tager ham to sekunder at sige “besættelse” og “desperation”, når talen falder på den systematiske palæstinenser-terror.

    DR’s begrundelse for at sende dokumentaren synes at være, at den havde været genstand for en retssag i Israel. De fokuserede meget på, at ytringsfriheden derfor vandt, selvom det kunne skade Israel. Selvfølgelig vandt ytringsfriheden, men det afgørende kriterium for Danmarks Radio burde vel være, om sandheden også vandt? Ytringsfrihed omfatter jo også friheden til at lyve og fordreje.

    Kommentar by Sargsian — 27. september 2004 @ 15:31

  5. Til Sarg.

    Du har ret. Tyge hedder Pedersen til efternavn. Er ændret.

    Kommentar by Kim Møller — 27. september 2004 @ 19:10

  6. Jeg har selv rodet rundt i det et par gange, derfor var jeg tilfældigvis opmærksom på det denne gang.

    Kommentar by Sargsian — 27. september 2004 @ 20:03

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper