4. oktober 2004

Frants Buhl: Muhammeds religiøse forkyndelse efter Quranen (1924) – nogle notater

Der er med tiden udgivet mange bøger om islam og den islamiske kultur, men meget få tekstnære gennemgange af Koranen. Jørgen Bæk Simonsen gav en yderst selektiv, og lidet omfattende pk-tolkning i Det retfærdige samfund (2001), som jeg tidligere har gennemgået.

Som Koranen er skrevet og opbygget er den noget nært umuligt at få et overblik over den ved simpel gennemlæsning, og vil man have et indblik i bogen som betyder så meget for muslimerne, vil det være langt bedre at læse tolkningerne. Ingen gør det bedre end Frants Buhl, som udover at have et forkromet overblik over perioden har solidt styr på de tidligere religioner herunder Kristendommen og Jødedommen. Kort fortalt, kan man sige at Koranen er meget selvmodsigende, og således med mere eller mindre rimelighed kan tages til indtægt for alt fra fredelig tolerance til krigerisk intolerance.

Buhl udgav i 1903 sin beretning om Muhammeds liv som jeg også tidligere har gennemgået, i 1910 den første danske oversættelse af Koranen og i 1924 så endelig Koran-gennemgangen Muhammeds religiøse forkyndelse efter Qurânen – hvad er emnet for denne kommentar.

Det skal være sagt med det samme, at Buhls gennemgang er strengt baseret på historiefaglige dyder, hvad gør at bogen er fyldt med kildehenvisninger, direkte citater – ligesom Buhl vurderer den generelle tendens, og ikke mindst den kontekstuelle sammenhæng det hele udspillede sig i. Her undgår man ikke at dekonstruere religionen, et forhold der gør at muslimer historisk set har skelnet mellem muslimske- og ikke-muslimske Koran-tolkninger. Forstået i den forstand, at Shi’iterne har deres tolkning, Ahmadiyya’erne deres og fremdeles – og Vesten den kildekritiske.

Buhl skelner mellem Muhammed i Mekka, og Muhammed i Medina. I Mekka var Muhammed en idealistisk bodsprædikant, som talte for døve øre. I Medina forenede han islam med det politiske liv, og blev på den måde en østerlandsk despot, med alt hvad dette indebærer. Han stod for plyndringer af karavaner, regerede enevældigt, og levede efter udsagnet om at målet helligede midlet. Moralen var lav og Muhammeds væsen relativt utiltalende, og det er nemt at se hvorledes Muhammed i praksis anvender åbenbaringerne i politisk øjemed. Buhl afviser at Muhammed var en bedrager, men omvendt så fremhæver han netop de mange eksempler på at åbenbaringerne tilrettes efter de skiftende politiske forhold.

At muslimernes hovedværk basalt set er en fortolkning af jødisk-kristne tekster dokumenteres overlegent og det er tydeligt at den tidlige islam blot var en jødisk-kristen sekt, der udelukkende blev en selvstændig religion på grund af de realpolitiske forhold på Muhammeds tid. Essentielt for udviklingen var Muhammeds brud med jøderne og hadet til samme, der opstod som et resultat af deres manglende anerkendelse af ham.

Selvom Buhl ser mange lighedspunkter mellem islam og de tidligere religioner, så vurderer han at islam på afgørende punkter adskiller sig fra eksempelvis den kristne ditto. Fokus er rettet langt mere på straf og love, og mindre på kærlighed og tolerance. Når Muhammed prædiker eksempelvis udviser tolerance, så er det først og fremmest med et realpolitisk formål for øje, ikke et humanitært. Da Koranen skelner skarpt mellem troende og ikke-troende, og ofte er retorisk modbydelige mod sidstnævnte – så kan det tillige næppe undre at de tolerante og humane dele af Koranen specifikt rettedes mod Muhammeds egne tilhængere.

Her en længere række citater fra bogen:

“Muhammeds Forkyndelse havde gennemgaaende en ret tilfældig Karakter, idet den bestandig rettede sig efter Øjeblikkets Krav og de skiftende Forhold.” [s. 3]

Saa ganske blottede for historisk Værd disse Fortællinger om de tidligere Profeter end er, saa har de dog haft en overordentlig Betydning for hans Bevidsthed og i høj Grad bidraget til at give ham Kraft og Udholdenhed under de pinefulde Kampe med hans Landsmænds Vantro, hvad ogsaa taler for, at han har overtaget i alt Fald Grundlaget for dem fra en eller anden religiøs Kreds og ikke selv skabt det…” [s. 21]

“Saaledes opfattes Natans Parabel som en virkelig Begivenhed 38, 20 ff. Naar det 21, 80 hedder, at Allâh lærte David Kunsten at smedde Pansere, beror det vel paa en Forveksling med en Mand af samme Navn, efter hvem de ‘davidiske Pansere’ var opkaldte.” [s. 24; Note]

Saa urigtigt alt dette er i historisk Henseende, saa ligger der bag ved det en urokkelig Overbevisning om hans paa hans hemmelighedsfulde Aabenbaringer hvilende profetiske Kald, der er hans egentlige Styrke og Forklaringen af den Virkning, han udøvede. Uden at have Forstaaelse herfor er det umuligt at bedømme ham paa retfærdig Maade, og enhver Fremstilling af ham som bevidst Bedrager er grundfalsk, saa vanskeligt det end ofte kan falde os at bevare Sympathien for ham, efter at den første ideale Begejstring begyndte at tabe sig, og især efter at han i Medîna optræder som en Politiker, der var alt andet end kræsen i Valget af sine Midler. Med Overbevisningens fulde Styrke hævder han i Mekka overfor sine Landsmænds Spot og Mistænkeliggørelse, at han ikke er dæmonbesat…” [s. 35f]

Denne bevisførelse forudsætter ret naive Tilhørere og har næppe virket imponerende. Men Modstanderne i Mekka ramte ham desuden paa et meget saarbart Punkt, naar de henviste til, at han plejede Omgang med fremmede, der underviste ham. De kaldte ham en, der gaar i Lære, en forrykt…” [s. 38]

“De forskellige Træk, der her er sammenstillede, forener sig til et klart Billede af Profetens Opfattelse af sig selv. Gaar man ind paa den overalt til Grund liggende Forudsætning, de modtagne Aabenbaringers guddommelige Oprindelse, saa viser han sig fuldkommen ærlig og fri for alt Hykleri. Bortset fra disse Aabenbaringer er han et Menneske som alle andre og ikke udrustet med særlige Evner, thi alt hvad han udfører, formaar han kun ved Allâhs beskyttende Hjælp… Imidlertid kan man ikke blive staaende ved dette svmpathiske Billede, der væsenligt møder os i hans Udtalelser fra den mekkanske Periode, hvor han endnu var gennemtrængt af en ren Idealisme. Gaar man derfra over til hans Virksomhed i Medîna, viser der sig en ret utiltalende Forskydning i Billedet. I en Henseende hersker der ganske vist en fuldstændig Overensstemmelse, idet Muhammed vedblivende var urokkelig overbevist om at være Allâhs udvalgte Profet, hvis Kald det var at meddele Menneskene hans Vilje. Men vi befinder os ikke mere i den rent religiøse Verden, men midt ude i politiske Brydninger, hvor det drejer sig om hans Magtstilling i det af ham skabte Samfund overfor indre og ydre Fjender. Dette maaatte nødvendigvis lade hans Person træde mere i Forgrunden end tidligere og faa ham til at stille Krav, hvorom der i Mekka ikke var Tale. Som den, der paa Allâhs Vegne styrer Menigheden, kræver han nu først og fremmest ubetinget Lydighed af sine Omgivelser (s. S. 153).” [s. 45ff]

“I denne Fremstilling er der meget træffende, men den den egentlige Gaade ved den i Medîna indtrædende Forandring kommer dog ikke tilstrækkeligt frem deri. Den bestaar i, at de religiøse Tankers Kilde, der ganske vist flød sparsomt mod Slutningen af Opholdet i Mekka, nu ganske udtørres… Der møder os nu Sider af hans Væsen, der, saavidt vi kan se, i Mekka havde været latente, hans politiske, diplomatiske Evner, der vel arbejder med det i Mekka samlede religiøse Stof, men ikke giver det nogen virkelig Udfoldelse eller Berigelse. Og at hans Karakter undergik en gennemgribende Forvandling, lader sig ikke benægte, selv om man søger at dække derover ved en mildnende Fremstilling. Det skæbnesvangre laa i, at han overførte sin Overbevisning om at modtage Aabenbaringer fra Allâh paa det rent verdslige Omraade og derved drog den ned i en lavere og uren Sfære, noget, som ældre gammeltestamentlige Profeter ganske holdt sig fri for. [s. 46; note]

“Særlig giver Allâh forskellige Bestemmelser vedrørende Profetens Hustruer. Hvorvidt der 4, 3 opstilles et Maximum for det Antal Hustruer, en almindelig Muslim maatte have, er paa Grund af den forvirrede Udtryksmaade tvivlsomt; men i et Tilfælde tilstaas der 33, 49 Profeten den størst mulige Frihed paa dette Omraade, ’som en særlig Ret med Udelukkelse af de andre troende’. Først det aabenbart senere tilføjede V. 52 forbyder ham yderligere at forøge sine Hustruers Antal, men tillader ham derimod at tage saa mange Slavinder til Medhustruer, som han vil. Og over sine Hustruer vaager han skinsygt. De maa kun tale med de troende bag et Forhæng og kun vise sig for deres nærmeste Slægtninge (33, 53; 55). Efter hans Død maa ingen ægte dem (33, 53)…” [s. 48, om polygami]

“Formelt optræder han altsaa nu som Reformator og ikke som Stifter af en ny Religion; men da den af ham rekonstruerede ‘Abrahams Lære’ med sin Blanding af hedenske, jødiske og kristne Elementer i Virkeligheden var et rent Fantasiprodukt, løb Bevægelsen dog ud i en religiøs Nyskabelse, der gør Krav paa at være den sande og fuldkomne Religion, medens alle andre er mere eller mindre uægte.” [s. 49]

“Selv mod Slutningen af sit Liv drømte Profeten sikkert ikke om, at den af ham grundlagte Magt efter kort Tids Forløb skulde kuldkaste de mægtige Riger i Byzans og Persien; og da han kun omtaler Islâms Sejr som Frugten af Kampe, ikke af Missionsvirksomhed, saa bør man ikke imputere hans Tanker, der dengang savnede ethvert Fodfæste.” [s. 51; Buhl mener at Muhammed tænkte udover Arabien]

“Imidlertid. vilde det sikkert være urigtigt uden videre at identificere de i Qurânen foreliggende Foredrag med det, den hemmelighedsfulde Stemme talte til ham. Det kunde i det højeste være muligt ved de ældste ganske korte Afsnit, endskønt det er sandsynligt, at ogsaa de først fik deres Form, f. Eks. deres Rim, ved en Udarbejdelse i en roligere Tilstand. Men i alt Fald er det indlysende, at en saa lang Fortælling, som den om Josef Sur. 12 eller andre af Profethistorierne ikke kan være meddelt ham i en saadan Udførlighed i de omtalte Øjeblikke, hvad ogsaa gælder om de detaillerede Lovbestemmelser i den medinensiske Periode.

“En Slags, indirekte Bekræftelse af Overleveringens Sandhed tør man dog søge i Modstandernes Beskyldninger for at være en forrykt, en dæmonbesat eller en Troldmand, da der vel sigtede til en abnorn Optræden, der havde en udvortes Lighed med de hedenske arabiske Sandsigere eller Besværgere.” [s. 52]

“Jo længere man kommer ned i Medînatiden, desto føleligere bliver imidlertid Vanskelighederne ved at fastholde Foredragenes Aabenbaringskarakter.” [s. 55]

“Med Muhammeds mærkelige Forkærlighed for hemmelighedsfulde Ord, som han opnappede fra andre uden at forstaa deres virkelige Betydning, siger han, at…” [s. 62]

“Han stod ikke som i Begyndelsen fuldstændig frit, men maatte tage Hensyn til, hvad han tidligere havde sagt. Nu hævder han ganske vist oftere, at det, han foredrog, var en klar og tydelig Qurân, hvori der ikke er noget kroget (18, 1; 39, 29)… Men Virkeligheden honorerede ikke altid disse Paastande, og han mødte ikke sjeldent en Kritik, der holdt ham hans tidligere Udtalelser for Øje og paaviste Modsigelser, hvori han gjorde sig skyldig… [s. 66]

“For Muhammed selv med hans Opfattelse af Allâh som den absolut suveræne, der ikke var bundet af noget og heller ikke af tidligere Udtalelser, frembød dette aabenbart ingen Vanskelighed. Men unægtelig kunde det synes uforeneligt med Forestillingen om et himmelsk Urskrift, hvor alt fra Begyndelsen af var optegnet, og hvoraf Qurânen var et Uddrag; men hans Forestillinger om Himmelbogen har aabenbart været saa uklare og lidet gennemtænkte, at det ikke har hindret ham i at rette sig efter de skiftende Forholds Krav.” [s. 67]

“Den dogmatiske Formulering af Stridsspørgsmaalet lød, om Qurânen var skabt eller evig og uskabt. Det første hævdedes af de mere rationelt anlagte Theologer, medens det andet forsvaredes af de bogstavbundne med deres Forkærlighed for ret massive Forestillinger… Disse sidste fandt en stærk Støtte i Qurânens Udsagn om det velforvarede Tavle i Himlen o. lign., og der kunde heller ikke gøres noget væsentligt gældende derimod, saalænge Talen var om selve det himmelske Grundskrift; men hermed nøjedes Orthodoxien ikke, idet den hævdede, at Uskabtheden ogsaa gjaldt det med Blæk skreven Qurânexemplar og den Tekst, der ved Gudstjenester fremsiges af den menneskelige Stemme. .. Herimod protesterede den i Begyndelsen moderate al-As’aris Tilhængere, der holdt paa, at den skreven Qurân kun er et Referat af Allâhs Ord!, ikke dette selv. Men da skete det mærkelige, at deres Mester i den sidste Fremstilling af sin Dogmatik i alt væsentlig gik over til den bekæmpede Opfattelse og erklærede, at den skrevne og oplæste Qurân i sit Væsen er identisk med det Guds Ord, der findes uskabt, fra Evighed af paa den himmelske Tavle, i Virkelighed, ikke billedligt, ikke i den Forstand, at alt dette er en Kopi, et Citat eller Referat af den himmelske Original; nej, alt dette er identisk med den himmelske Original hvad der gælder om denne, gælder ogsaa om hine tilsyneladende af Mennesker frembragte Fremtrædelsesformer i Rum og Tid’. Her er der, som man ser, til Forherligelse af Qurânen slaaet en Streg over alt, hvad den siger om Forholdet mellem det himmelske Skrift og det arabiserede Udtog deraf, som Muhammed fik at høre; men ikke destomindre er dette blevet den sejrende Orthodoxis sidste Ord om denne Sag. [s. 68f. i note]

“Tilsammen giver disse Egenskabsopregninger et Gudsbegreb, der i det væsentlige falder sammen med Jødernes og Kristnes og sikkert ogsaa er overtaget fra dem.” [s. 78; om Gudsegenskaber]

“Naar der saaledes ikke findes nogen højere selvgyldig Lov, efter hvilken Allâh retter sig, nærmer Forestillingen om ham sig til Billedet af en menneskelig Selvhersker, der kun følger sin egen Vilje, og overfor hvem man ikke kan appellere til en højere Instans. Disse Træk træder stærkere og stærkere frem, efterhaanden som Muhammed selv forvandledes fra en af Tanken om Gud begejstret Bodsprædikant til en Hersker over et religiøst Samfund med voksende politisk Karakter. I Stedet for at skildre Gud som det Væsen, hvori alle Idealer er Virkelighed, begyndte han at forme sit Gudsbillede efter sit eget Billede og tillægge Allâh Egenskaber, der udsprang fra hans egen uudviklede moralske Sands. Allerede i Mekka omtaler han Allâhs Fremfærd mod dem, der ikke ikke vilde bøje sig for hans Forkyndelse, paa en Maade, der drager ham ned i en lavere Sfære, som naar han siger om de vantro…” [s. 80f; flere eksempler på at Allâh lyver udfra dogmet om at hensigten helliger midlet.]

“I første Række kommer naturligvis Guds Mildhed de troende til Gode, hvis Synder han naadigt tilgiver… Men han udstrækker ogsaa sin Godhed og Naade udenfor denne Kres. Hans mange Velgerninger i Naturen, som Muhammed aldrig bliver træt af at omtale, omfatter alle Mennesker, baade gode og onde; og paa samme Maade kan ogsaa hans Fjender faa Del i hans Tilgivelse, naar de angrer. Dog forringes Værdien heraf, naar det drages ned i Muhammeds politiske Forhold og tjener hans Bestræbelser for at vinde sine Modstandere, som naar det efter det uheldige Slag ved Uhud hedder: ‘i Følge en Barmhjertighed fra Allâh har du behandlet dem (de fejge og uvillige) lempeligt; havde du været streng og haardhjertet mod dem, saa havde de skilt sig fra dig; saa tilgiv dem da og bed om Forladelse for dem og raadfør dig med dem om Forholdene!’ (3, 153). Til en bærende Væsensbestemmelse ved Gudsbegrebet som i Evangelierne bliver Guds faderlige Kærlighed ikke; dertil overskygges den, naar ikke særlige Formaal gør sig gældende, for meget af Tanken om Allâhs Vrede og Iver for at hævne og straffe. [s. 82f; smlign. eksempelvis med citat s. 90]

“‘Hvor mange Engle findes der ikke i Himlen, hvis Forbøn intet hjælper, med mindre Allâh tilsteder den for hvem han vil, og for den, i hvem han finder Velbehag’ (53, 26f.). Det er ganske Billedet af en østerlandsk Tyran, hvis Naade afhænger af hans Lune og personlige Velvilje.[s. 93]

“Hvad Allâhs Hensigt dermed var, var Satan paa det rene med, som det fremgaar af hans Ord: ‘ved din Magt, jeg skal bringe dem alle til fald undtagen dine oprigtige Tjenere!’ Hvortil Allâh svarer: ‘jeg vil fylde Helvede med dig og dem, der følger dig!’ (38, 80 ff.); ‘forfør dem af dem, som du kan, med din Tale og overfald dem saa med dine Ryttere og Fodfolk!’ (17, 66). Forsaavidt det er Allâh selv, der giver Satan Fuldmagt til at bringe Menneskene til Fald, minder denne Fortælling om Prologen til Ijobs Bog, men med den betegnende Forskel, at Guds Hensigt i Digtet om Ijob er at konstatere den fromme Ijobs urokkelige Troskab, medens Allâh her kun har det Maal for Øje at fylde Helvede med fortabte Syndere. [s. 97]

“Ogsaa hans Omtale af Maaden, hvorpaa Allâh har skabt: ‘paa den Dag, da han siger: bliv! og det bliver’… minder om gammeltestamentlige Udtryk (Ps. 33, 9)… I Tilslutning til den bibelske Beretning lader han Allâh skabe Verden i seks dage (7, 52; 10, 3; 11, 9; 32, 3; 50, 37; 57, 4). Men i den videre Udførelse deraf, skiller han sig fra dette Forbillede, idet han giver en temmelig konfus Fremstilling af Fordelingen paa de enkelte Skabelsesdage, hvad vel kan skyldes hans mangelfulde Kendskab til den gammeltestamentlige Beretning.” [s. 106]

Til nogen Arvesynd kender Qurânen intet. Den menneskelige Syndighed udledes ikke af Adams Syndefald, men af Satans stadige Forførelser, der sker i Kraft af hans Overenskomst med Allâh, og Adam fremstilles kun som et advarende Eksempel…” [s. 115]

“Dog hedder det ogsaa: ‘vi har skabt Mennesket efter den bedste Normalitet (taqwîm), men derpaa har vi gjort det til den usleste af de usle, undtagen dem, der tror og handler fromt’ (95, 4). Ved Udtalelser, som de her anførte, føres vi ind i et Spørgsmaal, der har sat Muhammedanernes Sind i den stærkeste Bevægelse og fremkaldt de lidenskabeligste Stridigheder, indtil det sluttelig lykkedes Orthodoksien at bringe de mere frisindede til Tavshed, uagtet disse ikke lededes af rationalistiske Tendenser, men af renere og finere religiøse Begreber end deres mere grovkornede Modstandere. Paa talløse Steder i Qurânen træffer man Udtalelser, der paa afgørende Maade fornægter den menneskelige Frihed og gør Mennesket til en afmægtig Genstand for Allâhs vilkaarlige Bestemmelser… [s. 116]

“Smlgn. endnu 7, 178, hvor Tanken er udtrykt med al ønskelig Klarhed: ‘vi har skabt en Mængde Ginner og Mennesker for Helvede [dem som ikke tror på Allah]; de har Hjerter, hvormed de ikke forstaar, Øjne, hvormed de ikke ser, Øren, hvormed de ikke hører, de er som Dyrene, ja, de er endnu mere vildfarende, de er ligegyldige!‘” [s. 118]

“Dog kan Muhammed efter sin impulsive Natur undertiden ogsaa true med en dobbelt Straf, navnlig overfor dem, der hindrer andre i at slutte sig til hans Religion (11, 22, smlgn. 25, 69). Forsaavidt nogle af disse Udtalelser sigter til Løn eller Straf i den kommende Verden, voldte de ikke Muhammed nogen Vanskelighed, da han kunde udmale dette efter eget Tykke. Anderledes forholdt det sig derimod med den jordiske Gengældelse, som han tilsiger sine Tilhørere. Her maatte han nemlig gøre den samme pinlige Erfaring, der tidligere havde voldet de gammeltestamentlige fromme saa store Anfægtelser, at Virkeligheden ofte stod i Modstrid med, hvad man maatte vente efter Dogmet om Guds absolute Retfærdighed. [s. 121f]

“I sine Skildringer af Helvedes Rædsler og Paradisets yppige Glæder giver Muhammed sin Fantasi frie Tøjler og tegner Billeder, der vel var i Stand til at gøre voldsomme Indtryk paa primitive Tilhørere.” [s. 133]

Spørgsmaalet om, hvo der faar Adgang til Paradisets Glæder, er let at besvare. Det er dem, der tror paa Profeten følger hans Forkyndelse og i den medinensiske Periode dem, der uden Vægring adlyder ham. Og efter at den hellige Krig var blevet proklameret som en Hovedpligt for de troende, loves Paradiset til dem, der ofrer Gods og Liv for Allâhs Sag i Kampen med de Vantro (2, 215; 4, 97; 61, 11 f.), særlig dem, der falder som Martyrer i Kampene (2, 149; 3, 163). Derimod hedder det om de vantro og ugudelige med en skæv Anvendelse af Jesu Ord Matth. 19, 24, at de ikke vil komme derind, før en Kamel er gaaet gennem et Naaleøje, d. e. aldrig. [s. 140]

“Derimod opstilles en bestemt Gradation blandt Paradisbeboerne, naar det 4, 97 siges, at alle troende skal faa Del i Paradiset, men at de, der ofrer Liv og Gods i den hellige Krig, skal indtage en højere Rang end de andre. Det gjaldt jo den Gang om ved alle Midler at opflamme Profetens Tilhængere til at drage i Kampen for Islâms hellige Sag.[s. 141]

“‘Allâh har foreskrevet Eder’ eller: ‘det er foreskrevet Eder’ er en Formular, der staar foran mange af Qurânens Bestemmelser. Muhammedanismen bliver en Lovreligion, der paa alle Omraader, religiøse og verdslige, lærer Menneskene, hvad de bør gøre, og hvad de bør undgaa for ikke at paadrage sig Allâhs Mishag. [s. 144]

“Til en Opfattelse af Kærligheden som en Væsensbestemmelse for Gud, som det sker i det nye Testamente, naar Muhammed intetsteds.” [s. 151; note]

“Ved Beregningen af Maanederne tvang han derimod Udviklingen tilbage paa en uheldig Maade ved udelukkende at holde sig til Maanen og forkaste de Skudmaaneder eller Skuddage, hvorved Kulturfolkene dengang paa Grundlag af den gamle babylonske Astronomi søgte at udjævne Forskellen mellem Maane- og Solaaret, en Uvidenhedens Egensindighed, der havde til Følge, at det store Kulturrige, hvortil Islâm senere udviklede sig, paa dette Omraade kom til at staa tilbage for den øvrige Verden.” [s. 172]

“For det første bruger han her som ogsaa ellers det Middel at imputere Fjenderne en Overtrædelse af den gamle Vedtægt og saa tillade sine Folk at gøre Gengæld… Men tillige annuleres alle Forpligtelser ved, at Bekæmpelsen af Hedningerne er en religiøs Pligt, der gør det ellers ikke tilladte tilladt: ‘de spørger dig om den hellige Maaned og Kampen deri; sig: Kampen deri er en svær Synd. men at strænge andre ude fra Allâhs Vej og ikke at tro paa ham og paa den hellige Bedeplads og Fordrivelsen af Beboerne derfra er en større Synd for Allah, og Forførelse er en større Synd end Drab’ (2, 214)…” [s. 173]

“Islâms Karakter som Lovreligion har medført, at forskellige Ting, der andet Steds falder ind under den moralske Opdragelse eller befrugtende Fremstillinger af det sædelige Ideal, her optræder som Allâhs Bud til Menneskene. Til en Sammenfatning deraf under Kærlighedens Begreb som i Kristendommen kender Muhammed intet…” [s. 173]

“Til det evangeliske Ideal af Forsonlighed og Buddet: elsker Eders Fjender, findes der kun svage Tilløb i Qurânen – en naturlig Følge af den polemiske Form, som Islâm efterhaanden antog efter Grundlæggelsen af Profetens Magt. I de medinensiske Afsnit bliver, som nedenfor omtalt, den ‘hellige Krig’ en Hovedpligt for de troende…” [s. 175]

“Saalænge Muhammed opholdt sig i Mekka, søgte han kun at vinde ved sine Modstandere ved sine Ords overbevisende Kraft… Da til sidst Tilstanden blev uudholdelig for ham og hans Tilhængere, bragte han det for Araberne tunge Offer at bryde sine Slægtskabsforbindelser og udvandre til et nyt Opholdsted… paa dette Omraade indtraadte en fuldstændig Forandring, der forvandlede hans Tilhængere fra en lidende Menighed til en ecclesia militans.” [s. 183]

“At dette Sted skulde være i de vantro Mekkaneres Besiddelse, og at de troende skulde være udelukkede derfra, var en utaalelig Tanke, og det maatte blive enhver Muslims Opgave at kæmpe for, at dette unaturlige Forhold kunde ophæves. At faa denne Kamp i Stand voldte Profeten en stor Møje, men det lykkedes ham dog, idet han snildelig benyttede sig af Arabernes store Begærlighed og lokkede dem ved det rige Bytte, som Plyndringen af de mekkanske Karavaner stillede dem i Udsigt, samtidig med, at han lovede dem, der faldt i Kampen en særlig Plads i Paradiset (se S. 141). Dermed var Udgangspunktet givet for et i Mekka ukendt Krav til de troende, der har givet Muhammedanismen et eget Særpræg: den hellige Krig, al-djihâd, egentlig: Anspændelse, Anstrengelse, fuldstændigt: Anstrengelse paa Allâhs Vej, d. e. for hans Sag. Til Kampen mod Mekkanerne kom snart Kampe med forskellige jødiske stammer i Medîna, som Muhammed med Rette eller Urette beskyldte for Forræderi… i at paadutte sine Modstandere onde Hensigter var Profeten en Mester. Han søger gerne at give sine Kampe et Skin af Ret ved at hævde, at det kun er paatvungne Forsvarskampe, og forbyder sine Folk at begynde Krigen; men har man Grund til at tro, at Fjenderne nærer onde Planer, er et Angreb det bedste Forsvar; og selv om man ikke kan paavise noget saadant, saa gaar Hensynet til Allâhs Sag forud for alle menneskelige Hensyn. Krigen førtes paa den skaanselsløseste Maade: ‘naar I træffer de vantro, saa hug dem over Nakken, indtil I har anrettet et Blodbad, og bind (de fangne) med stærke Baand’ (47, 4). De jødiske Stammer i Medîna blev fordrevne eller nedhuggede; og Muhammed satte sig endog en Gang ud over den arabiske Folkeret ved at lade Palmetræerne omhugge: ‘hvad I omhuggede af Palmerne eller lod staa paa Rødderne, det skete paa Allâhs Bud for at ydmyge Misæderne’ (59, 5). Hvorledes han omgik Overholdelsen af de fredlyste Maaneder, er omtalt S. 173. Paa denne Maade blev den oprindelig kun tilladte hellige Krig en positiv religiøs Pligt for de troende. “ [s. 184ff]

“Men samtidig antog den hellige Krig langt større Dimensioner. Med de hedenske Beduinstammer havde han i længere Tid ført en række mindre Krige, men i Aaret 9 stillede han alle Hedningerne i Arabien et Ultimatum i den store Proklamation 9, 1 ff., der gik ud paa, at de, hvis de ikke i Løbet af fire Maaneder antog Islâm, skulde bekæmpes skaanselsløst: ’slaa dem, hvor du træffer dem…’ Paa denne Maade blev den hellige Krig en virkelig Religionskrig, hvis Maal var Islâms Herredømme i hele Arabien; og Muhammed kunde med Stolthed se tilbage paa sit Værk og udbryde: idag har jeg (Allâh) fuldkommengjort Eders Religion og fuldbyrdet min Naade mod Eder og valgt Islâm til Religion for Eder! (5, 5). Denne Religionskrig gjaldt imidlertid kun Hedningerne, idet Muhammed stillede sig anderledes overfor ‘Skriftfolkene’ i Arabien. Vel udtaler han en skarp Dom over dem, fordi de har forfalsket Abrahams rene Religion, og i det senere indskudte Vers 22, 17 siger han: mellem de troende, Jøderne, de Kristne, Magerne (Tilhængerne af den persiske Religion) og Flergudsdyrkerne vil Allâh dømme paa Opstandelsens Dag. Men Skriftfolkene skal ikke ved Vaabenmagt tvinges til at antage Islâm, men kun til at betale Afgift (djizja) og derved anerkende Profetens Overdømme, en Praksis, som Muhammed gennemførte paa sit iøvrigt mislykkede Tog til Tabûk. Her er altsaa den ‘hellige Krig’ blevet til en rent politisk Ordning af Forholdene i Arabien. [s 186]

“Blandt de mange Egenskaber, som Muhammed tillægger Allâh, forekommer oftere, at han er barmhjertig og tilgivende (se S. 79,82). Da Qurânen ikke kender en Forsoningsakt svarende til Kristi Forsoningsdød i Kirken, hviler i Virkeligheden de troendes Haab om Syndstilgivelse paa dette Moment i Profetens Forkyndelse, der virker med stor Kraft, trods alt hvad han ellers siger om Allâhs uberegnelige Vilkaarlighed og hans Fortsæt at ville fylde Helvede med Diinner og Mennesker (S. 97).” [s. 190]

“Hvor Religionen gør sig gældende, ophæver den alle tidligere Forbindelser eller Modsætninger; nu er der kun én Modsætning, den mellem de troende og de vantro (smlgn. 60, 7 ff.).” [s. 196]

Flere citater fra Frants Buhl: Muhammeds religiøse forkyndelse efter Qurânen (1924).

Oploadet Kl. 13:42 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper