20. oktober 2004

Henny Harald Hansen: Islam (1964) – nogle notater

Blandt de mere markante af de tidlige kvindelige akademikere må henregnes Henny Harald Hansen, der udover at være Danmarks første kvindelige etnograf, i 1979 blev æresdoktor ved Københavns Universitet. Allerede i 1930erne studerede hun islam, og blev i 1957 en del af Dokan-ekspeditionen under ledelse af professor Jørgen Læssøe, som begik feltarbejde i Irakisk Kurdistan. Flere bøger om islam fulgte i kølvandet på opholdet, ikke mindst koncentreret omkring kvindens rolle i islam.

I efteråret 1964 fik hun til opgave at give seks radioforelæsninger, som samme år blev en del af udgivelsesrækken Søndagsuniversitetet udgivet på Munksgaard. Det har sine begrænsninger i form af manglende plads til uddybelse af svære emner, ligesom bogen nødvendigvis må virke noget mere populariseret end deciderede akademiske skrifter.

Det skal være sagt med det samme, at Henny Harald Hansen i Islam. Den yngste af de store verdens-religioner i lighed med størstedelen af nutidens humanistiske forskere, i forhold til islam indtager et kulturrelativistisk udgangspunkt. Det præger kraftigt bogens sidste to kapitler om Islams kvinder og Islam og Europa, hvor hun tenderer rendyrkede apologetiske holdninger, som med nutidens fokus på menneskerettigheder fremstår noget kynisk, eller naiv om man vil. Kvinderne er ikke undertrykte, sløret giver dem respekt, frihed og fremdeles. Det antydes at Koranen misbruges af fanatikere, og det bagvedliggende præmis er uden tvivl at Koranen udtrykker åndelig frihed, tolerance, demokratisk sindelag og medmenneskelighed. Hun citererer dog kun i enkelte tilfælde fra Koranen, ligesom der i sagens natur ikke er gjort brug af noter. Litteraturlisten er forholdsvis omfattende, og ikke entydigt noget der understøtter hendes tolkning, hvad gør det nærliggende at antage at hun er stærkt påvirket af hendes feltarbejde. Hvor man kan sige at det ikke er helt optimalt at teologer (Frants Buhl mfl.) eller kristne pilgrimme/opdagelsesrejsende satte sig på den tidlige islambeskrivelse, så må man sige at det er decideret problematisk at en etnograf er sat til at give et historisk overblik over islam som kultur og religion.

Udover det noget naive forhold til islams kvindesyn, så vil jeg mene at forfatteren giver et næsten skønlitterært billede af islam efter Muhammeds død, ikke at det skrevne isoleret set er forkert, men snarere udtryk for en selektivitet der intet har med historieforskning at gøre. Det kan eksempelvis godt være at Maurerne (i Spanien) gav jøderne gode (/bedre) vilkår, eller at kristne sekter underlagt Byzans fik lempeligere vilkår under islam – men er det udtryk for islams tolerance? Er det ikke nærmere udtryk for at den hellige krigs hærførere fandt det formålstjentligt i en given historisk kontekst at skabe venner blandt det tidligere regimes undertrykte mindretal.

Bogen er som jeg ser det delt i to dele. De fire første kapitler om islams oprindelse, tidlige historie, religiøse indhold og teologiske grene – holder sig til de mere forskningsbaserede kilder, selvom udvalget tydeligvis er rettet imod en ’spiselig’ fremstilling. De sidste to kapitler præges som tidligere skrevet af kulturrelativismen, formentligt et resultatet af forfatterens etnografi-uddannelse. Andre kulturer skal observeres, ikke bedømmes – og da slet ikke sammenlignes med den vestlige. Den islamiske kultur reduceres således til at være et forskningsobjekt for vesterlændinge, og kvinderettigheder noget relativt. Muslimer bliver på denne måde umyndiggjort som en gruppe ‘ædle vilde’.

Her en længere række citater fra bogen:

“Den religion, han skabte, kaldes som regel hos os Muhammedanismen, betegnet efter sin skaber i lighed med fx. Buddhismen.” [s. 7]

“Spotten afløstes derfor af vrede og frygt rettet mod dette urovoldende element, som man følte, at man måtte uskadeliggøre. Dræbe denne samfundsforstyrrer lod sig imidlertid ikke så let gøre. Mekka var – også i hedensk tid – ‘haram’ et helligt område, inden for hvilket intet drab måtte finde sted. Men man kunde jo sulte ham og hans tilhængere ihjel. Derfor udsatte man dem for boycot. Ingen måtte handle med Muhammad, hans familie og den lille menighed; ingen måtte have noget med dem at gøre. [s. 15f]

“I Medina bliver profeten Muhammad til statsmanden af samme navn. Den lille undertrykte og forfulgte muslimiske menighed bliver til en politisk-religiøs statsdannelse. [s. 17]

“Jøderne bliver imidlertid Muhammads store skuffelse. Man vil ikke anerkende hans lære, men spotter ham for visse misforståelser vedrørende både personer og begivenheder i såvel Det gamle Testamente. Begge har Muhammad åbenbart kun kendt i mundtlig overlevering og rimeligvis fra folk, hvis kendskab dertil ikke har været alt for dybtgående. Mere og mere går det op for Muhammad, at hans religion ikke er en videreførelse af Jødedom og Kristendom, men er en ny og selvstændig religion. Han bryder med jøderne. De forjages fra Medina eller dræbes. [s. 18]

“Målet for Muhammad bliver nu ved djihad, den hellige krig, at erobre Mekka og rense helligdommen for de afgudstøtter…” [s. 19]

Som en brand skulde Islam og Araberne i de følgende årtier brede sig over de omliggende lande og riger. Er brand forudsætter imidlertid for at brede sig explosivt, at der findes brandbart materiale.” [s. 21]

“Af disse mindretal blev derfor senere Araberne og Islam, der viste sig tolerant, modtaget som befriere.” [s. 22; religiøse mindretal i undertrykte del af Arabien fik bedre vilkår under islam]

“På et vist tidspunkt ser kampen afgjort ud til at falde ud til Alis fordel. Hans modstander får derfor den idé, at lade nogle hundrede exemplarer af Koranen, Islams hellige skrift, sætte på spidsen af sine krigeres lanser. [s, 26; ‘Kamelslaget’, kampen om at blive Muhammeds efterfølger]

“Mongolerne erobrede og sved bort, udslettede for altid ikke alene denne vidunderlige blomst af arabisk-islamisk kultur.” [S. 30; om Umajjaderne]

“… samtidig bæres Islams fakkel frem mod nye erobringer.” [s. 31]

“Medens Islam gennem århundrederne og mange steder lige op til vore dage i det uendelige har varieret de sækagtige overdragter og de ansigtskjulende slør og masker, som jeg skal komme til under omtalen af Islams kvinder…” [s. 43]

“Koranen, altså samlingen af åbenbaringer, sunna, altså samlingen af traditioner, danner i forening med hvad menigheden til enhver tid kan blive enige om – kaldet idjma – og hvad der igennem tiderne er blevet sædvane – kaldet qiyas – de fire ‘rødder’, hvorpå Islams juridiske systemet, kaldet Fiqh-systemet, er bygget op og som udtrykkes i den hellige lov, sharia. Denne lov omfatter alle livets forhold. Islam er ikke blot en religion, Islam er et helt sociologisk system.[s. 51]

“I det hele taget sætter shi’iterne ikke Islams ydre Ceremonier fuldt så højt som sunniterne. Til gengæld er deres holdning over for de vantro langt strengere. I det sunnitiske Tyrki kan enhver fremmed gå ind og ud af moskeerne, blot man respekterer stedets hellighed ved at tage fodtøjet af. Hos shi’iterne derimod tages Koranens ord i sura IX, vers 28 ganske bogstaveligt. Her står, at hedningerne – underforstået dem, der dyrker flere guder, er for smuds at regne. Vantro – herunder kristne, der regnes for at tro på flere guder – er derfor så godt som afskåret fra at betræde fx. Irans moskeer med undtagelse af moskeerne i turistbyen Isfahan. [s. 54]

“Her er det, den sunnitiske undersekt, wahhabiterne, kommer ind i billedet. Opstået i slutningen af 1700-tallet i Arabien… I 1804 raserede wahhabiterne gravpladsen i Medina og ødelagde imamernes hellig-grave. Stadig den dag idag føler en tilhænger af shi”ismen sig uvelkommen og i fare ved at besøge de hellige byer Mekka og Medina… Også Najaf og Kerbela har været raseret og plyndret af de nævnte fanatiske wahhabiter under påskud af at foretage en udrensning af Islam. Men i dag er her fred – kun som vantro føler man sig absolut uvelkommen. [s. 57ff]

“Årsagerne til, at kvinderne nødigt vil opgive slør, overdragter og hvad disse ting står for, er forskellige. Jeg skal her søge at redegøre for nogle af dem. Jeg skal samtidig forsøge at tage livet af den myte, at slør og harem har noget som helst med undertrykkelse at gøre, selv om denne myte synes højst vanskelig at aflive. [s. 63]

Forfatteren på bogens bagside –>

“Man har hæftet sig ved den muhammedanske kvindes indespærring, tilsløring og derigennem udelukkelse fra mandens verden. Sjældnere hæfter man sig ved, hvorledes det må være for manden at leve i en komplet kvindeløs verden uden for hjemmet, og inden for hjemmet kun træffe sin egen families kvinder. Når en ung muhammedansk mand skal have en kone, får han altså ikke lov til at vælge hende selv. Til gengæld koster hun dyrt.” [s. 66]

“Mandens ret til at ægte flere kvinder samtidig, indebærer muligheden for at opsuge samfundets kvindeoverskud. [s. 69]

“I den muhammedanske verden har en mand ifølge Koranen ret til at have flere koner på samme tid. Baseret på en ret tilfældig udtalelse af Profeten er antallet blevet sat til fire. [s. 69; smlg. med s. 72]

Store følelsesmæssige forventninger til og romantiske forestillinger om et ægteskab baseret på den store kærlighed existerede ikke i det muhammedanske kulturmønster med den risiko for skuffelse, som disse forventninger rummer... Desuden er sådanne to unges ægteskab, arrangeret af familierne, og deres samliv levet inden for en storfamilies rammer udsat for langt mindre belastning end mange ægteskaber i vor vestlige verden, der er indgået på de to impliceredes eget ansvar og henleves i isoleret tosomhed i en lille lejlighed. Med hensyn til religionen indtager den en ligeså stor plads i den muhammedanske kvindes liv som i mandens.” [s. 70f]

“Oprindelig var tilsløring ukendt hos araberne. Man ser det ofte formuleret således, at hos araberne før Muhammad havde kvinden en mere fri og jævnbyrdig stilling. Men faktisk betød Islam en absolut forbedring af kvindens stilling. [s. 71]

For tilsløringen lykkedes det at finde en religiøs begrundelse i Koranen. I sura 24, vers 32…” [s. 72]

Sløret og den tildækkende overdragt sikrer kvinden den ydre verdens absolutte respekt. Det er en uniform i familie med f. ex. en nonnes dragt. Kvinden respekteres ikke som enkeltindivid, men som repræsentant for en hel gruppe i samfundet.” [s. 73]

“Vanskelighederne ved afskaffelse af sløret og hvad den står for, må således søges dels i en indre modstand baseret på fordele for kvinden i retning af en sikkert værnet og højt respekteret stilling og en livsform fastlagt gennem Koranen og i overensstemmelse med religionen, dels i ydre modstand opretholdt af de religiøse ledere inden for samfundet, der i en uddannelse af kvinden og ændring i hendes livsform ser en direkte trussel mod deres magt og betydning.” [s. 74]

Man møder resterne af Islams højtstående havekunst. Ukendte træer og prydplanter bragte maurerne til Spanien… Et udbygget handels- og pengevæsen bragte orden i landets økonomi. Herved spillede jøderne en stor rolle. Under Islam havde de gode kår i datidens Spanien. [s. 81]

Arabernes universiteter fik fra slutningen af 1200-årene efterligninger nordefter i Europa. Universiteter oprettedes i Bologna, i Padua, i Montpellier, i Paris og i Oxford. Københavns universitet, stiftet 1479, er også et af dem. Arabernes demokratiske indstilling, at alle er lige for Gud som for den af Gud indstiftede hellige lov, fik afgørende betydning for verdslig kristen lovgivning i Europa.” [s. 86f]

Flere citater fra Henny Harald Hansen: Islam. Den yngste af de store verdens-religioner (1964).

Oploadet Kl. 20:41 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper