21. oktober 2004

Johs. Pedersen: Frants Buhl (1933) – Tale i Videnskabernes Selskab – nogle notater

Orientalisten Frants Buhl døde d. 24. september 1932 som 82 årig, og kom til at præge den danske islamforskning i et par generationer. I anledningen af hans død afholdte Johs. Pedersen en tale i Videnskabernes Selskabs Møde den 3. marts 1933, som blev udgivet samme år.

Herunder nogle notater fra Johs. Pedersen: Frants Buhl (1933). Ikke alt er lige spændende, men omvendt – er det nødvendigt at vide noget om Buhls udgangspunkt.

Født i København, faderen var skoleinspektør. Fulde navn: Frants Peder William Buhl. Havde interesse i det gamle testamente, forskede i sprog (og dialekter), studerede arabisk under v. Mehrens. Buhl blev præget af arabisten Fleischer og hebraisten Franz Delitzsch – “ypperste ledere af den gamle skole” [s. 2]. Fleischer var elev af den europæiske arabistiks grundlægger de Sacy.

Fra 1800 og frem begyndte man at gå fra det abstrakte syn på Israels historie til at se på landet “som et selvstændigt Hele, der formedes i Kontakt med andre Folk”. Litterærkritikken (af Reuss, Vatke, Graf, Kuenen) konologiserede og udskilte kilderne. Ewald var væsentligste kritiker. “Det overleverede Syn” havde skarp fortaler i Berlin-professoren Hengstenberg (Delitzsch enig, men gav kritikerne visse forbehold).

Mens Buhl læste hos Delitzsch udkom Wellhausens Geschichte Israels I (1878), som påvirkede ham “han befandt sig som ved et Hovedkvarter, hvor der bestandig indkom Melding om at nu var den, nu den faldet fra” [s. 4, Pedersen refererer samtle med Buhl]

Buhls kritiske arbejde med de gamle tekster fandt ingen gehør i Skandinavien, hvor de fleste stod bag Hengstenberg (inkl. Hermandsen). Hengstenberg kaldes en af “apologeterne” (som forsvarede det ældre syn), modsat “Kritiken” som nogen mente drog forhastede konklusioner.

I perioden 1882 og årene frem undgik han skarp stillingstagen, men forsøgte at tilpasse Wellhausen. Oversatte i 1884 hollænderen C. P. Tiele’s Kortfattede religionshistorie til dansk – udelod afsnittet om Israel, da han ikke ville formidle Leidener-Skolens opfattelse (Leidener: Israels historie = naturlig udvikling, ikke åbenbaring)

I artikler fra perioden 1884-86 godtog han i princippet Wellhausens udlægning, men tog forbehold overfor de konsekvenser Wellhausen drog deraf. Buhl ville ikke underkende alt hvad han havde lært, og fastholder at “vor Opfattelse af den israelitiske Religions Aabenbaringerscharacter og dybeste Oprindelse” er ikke forandret – og fastholder (i lighed med ‘Kritiken’) at “den profetiske Side af Historien” er forholdsvis uberørt. Debatten fortsatte i artikler frem imod 1895 – Buhl kunne ofte slet ikke tage kritikken af hans udlægning seriøst, da modparten ikke var nok inde i spørgsmålet.

Det er først i 1890’erne at Buhl begynder at have fastlagt sine standpunkter. 1885-bog fik han oversat til tysk 1891, og engelsk 1892) – en meget omfattende skematisk fremstilling (måske en af grundene til hans dominans – evnen til at forklare indviklede emner på kortfattet måde).

Han fattede interesse for geografien, og foretog i foråret 1889, med støtte fra Carlsbergfondet, en rejse til “Orienten” (interesserede sig ikke for menneskerne eller nutidens Orient, men kun Israel). Udgav 5+ skrifter alene i 1889, arbejdede hurtigt. 1896 udgav han “Geographie des alten Palästina” blandt andet på grundlag af forskningen og denne periodes artikler.

Professoratet i Leipzig betød meget. Her skulle han ikke forsvare sin kritiske behandling af de gamle tekster, men ville derimod stå som den der holdte igen overfor “en ensidig gennemførelse af den” (Wellhausen..) Buhl var produktiv i Leipzig-årene, adskillige udgivelser – herunder kildesamlinger. 1893 udgivedes Det israelitiske Folks Historie, som viste at buhl var kommet videre siden 1880erne – idet han sluttede sig til Wellhausens kronologisering af kilderne til Det Gamle Testamente. Bogen vakte opmærksomhed i udlandet, og blev universitetslærebog herhjemme (udg. fire gange, senest 1922). I forordet til 1. udgave betegnede han sit standpunkt som “at gøre Front mod Rationalismen i dens to skikkelser, den angribende og den apologetiske”. De angribende var dem der mente at Israels Historie var som ethvert andet folks – præget af naturlig udvikling. Apologeterne var dem der helt afviste det (kilde-)kritiske arbejde.

Buhls holdning blev ofte betegnet som den “moderate Bibelkritik”, et udtryk han ikke bifaldte, idet han mente at begge principper havde gyldighed for at nå sandheden. Forskellen mellem fløjene minimeres med tiden, idet Buhls (eller Kittels) tolkninger nu meget lignede Wellhausens (eller Stades).

“Naar Buhl lægger Vægt paa et Udtryk som ‘den israelitiske Religions aabenbaringscharracter’ i Modsætning til en rent religionshistorisk Opfattelse. da betyder at han vil forene Synet på Israels Historie som en indre selvstændig Udvikling med det overleverede kirkelig Syn paa denne Historie.” [s. 15]

I Leipzig fik han ansvaret for udgivelsen af Gesenius’ Hebräisches und Aramäisches Handwörterbuch über das Alte Testament. (et ældre leksikon som skulle opdateres med nyere forskning, herunder den af Nöldeke). Buhl tog ansvaret for det meste arbejde i leksikonet selv, og indflettede en stor forståelse for betydningssammenhænge mellem dialekterne – bedst efter 14. udgave. Buhls arbejde “vidnede om en fuldstændig Beherskelse af alle Sider af den gammeltestamentlige Videnskab” [s. 18] Leksikonets motto passede godt til Buhl: dies diem docet (man lærer på grundlag af tidligere lærdom… cirka)

Buhl arbejde selv efter hjemkomsten til Danmark i 1898 med Gesenius-leksikonet, og bidrag med artikler til flere – herunder den store protestantiske Realezyclopädie (Herzog-Hauck), den engelske Dictionary of the Bible og den amerikanske Jewish Encyclopedia. I København rettedes fokus nu mere på det almindelige semitiske område, med studier af den gamle arabiske litteratur – her faldt han tolkningsmæssigt godt i tråd med Wellhausen/Nöldeke/Robertson-Smith.

“Det vigtigste Resultat af B.s arabiske Studier var han Bog om Muhammeds Liv. I det 19. Aarh. var den gamle Opfattelse af Muhammed som en falsk Profet naturligvis forladt i Principet. Sprenger, som gav den første nyere Fremstilling af Profetens Liv paa Grundlag af Kilderne, mente at han maatte opfattes som Hysteriker, i den nyeste Tid havde Caetani og Grimme ensidigt betonet hans Virksomhed som social Reformator. Nye betydningsfulde Bidrag til Forstaaelse af Profeten og hans Gerning var fremkommet ved Nöldekes, Wellhausens, Goldzihers og Snouck Hurgronjes banebrydende arbejde… Bogen giver en Skildring af Baggrunden for Profetens Optræden og gennemgaar derefter hans Liv ved en minitiøs Undersøgelse af Kilderne, med stadigt Hensyn til den videnskabelige Literatur. Han har saaledes frembragt et Værk der paa een Gang virker som en let læselig Fremstilling og som en tungt vejende stoffyldt Haandbog. Det var Profetens verdenshistoriske Betydning som drog B. til Emnet, ikke nogen større Sympati for Muhammeds Person. Han skildrer med Respekt den unge Ekstatiker der satte alle Hensyn til Side og helt gav sig hen for sin store Sag, men han finder det vanskeligt at forene dette Billede af Profeten i hans mekkanske Periode med Indtrykket af den hensynsløse Selvhersker i Medina, som kunde bryde sit Ord for sin Magts Skyld og som modtog Aabenbaringer der ofte stemte i meget udpræget Grad med hans personlige Tilbøjeligheder. B. lægger her som ellers Vanskelighederne klart for Dagen og foretrækker at lade dem være uløst for at give en Dom han vilde betragte som forhastet eller ensidig, og han søger stadig at vise Billighed med rimeligt Hensyn til Tidens Forhold ved Bedømmelsen af Muhammeds Handlinger. En del af de psychologiske Vanskeligheder han finder, beror vistnok paa at han ligesom den Generation af Orientalister han tilhørte, i sit Inderste stod Orientalerne fjernt, saa at han mere end han vidste og vilde saa paa dem med en fremmeds Øjne. Men den Rimelighed han viser i sit Syn paa Muhammed og den store Omhu hvormed hele Stoffet er fremlagt, giver Bogen en meget betydelig Plads i Muhammed-Forskningen. Sikkert har Snouck Hurgronje Ret, naar han har sagt om den tyske Udgave der udkom 1930, omarbejdet under Hensyn til den nyere Forskning og oversat af H. H. Schaeder, at den længe vilde blive staaende som ‘das Buch über Muhammed’.” [s. 21f]

Buhl bidrog til et festskrift for Nöldeke i 1906, og skrev flere længere afhandlinger om delemner i Muhammeds liv. Buhl skrev herefter flere store værker (1924: Muhammeds religiøse forkyndelse..). Den senere Islam interesserede ikke Buhl, men han havde dog skrevet Muhammedanismen som Verdensreligion (1914). Sideløbende med islamforskningen skrev han flere artikler berørende spørgsmål indenfor den almindelige semitiske forskning. (oversatte flere kilder – eksempelvis Apokryferne i 1920).

Buhl arbejdede intensiv med sine studier gennem hele livet. Personligt nød han lange vandreture i naturen, og gjorde en del i musik – blandt andet ved aktiv deltagelse i det musikalske foreningsliv. Han var udpræget intellektuel, interesserede sig for alt, og havde en unik evne til at overskue og sammenfatte et stort materiale. Han var ikke til “stærke Indtryk” eller “det voldsomme”, men satsede på rationalitet og rimelighed. Krigen gav ham pessimisme.

Buhl var svagelig i godt en halvt år før han døde d. 24. september 1932.

Han blev medlem af Videnskabernes Selskab i 1900, og var formand i den hist.-filos. Klasse fra 1917 til 1928.

“Han vil blive mindet som den der indførte den historiske Behandling af det gl. Test. herhjemme og som den der har givet en stor og betydningsfuld Indsats paa dette og beslægtede Omraader i den hjemlige og den internationale Videnskab.” [s. 25]

En bibliografi over Buhls arbejde Teologisk Tidsskrift 4. Rk. 5. Bd. s. 273-277 (af Prof. J. C. Jacobsen), som senere blev suppleret i samme tidsskrift for 1933. En lille årstals-oversigt:

1850 (6/9): Født i København
1868: Student, Metropolitan-skolen
1869: Bestod den filosofiske prøve, og valgte at fortsætte med teologien
1873: Prisopgave: “behandling af Udtryk for Nægtelse i Arabisk, sammenlignet med Hebræisk” i samarbejde med David Simonsen (senere rabbiner)
1874: Bestod teologisk embedseksamen
1876-78: Studerede i Wien og Leipzig (fortrød at han ikke valgte at læse ved den semitiske filolog Nöldeke.
1878: Disputats: “Sproglige og historiske Bidrag til den arabiske Grammatik”
1878: Første artikel “om det kritiske Spørgsmål” (helt i Delitzschs ånd; rettet mod begge sider- ikke valgt side endnu)
1878-1880: Privatdocent
1879 (22/6): Gift med tyske Frieda Wilhelmine (f. Görnemann)
1880: Docent
1882: Teologisk professor med Det Gamle Testamente som fag (efterfølger Hermandsen)
1884: Buhl inde i en mismodig periode, hvor hans (kritiske) tanker ikke vinder gehør – overvejer at søge udenlands
1884-1886 Flere artikler i Teologisk Tidsskrift hvor han redegør for forskningens stilling
1890 (1/10) Professor, Leipzig (i gammeltestamentelig Exegese) (efterfulgte 87 årige Deilitzsch. Kautzsch anbefalede Buhl pga. frygten for at få en “Wellhausenianer” istedet)
1890 (16/1): hilses af Deilitzsch fra sit sygeleje – om blev mindet om deres enighed “in relativem Antiwellhausenianismus”.
1897: Afslog kaldelse fra det teologiske Fakultet i Erlangen. v/Mehren tog sin afsked, og Buhl søgte hjem til Danmark
1898 (foråret): Professor i i semitisk Filologi

Oploadet Kl. 11:21 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper