14. november 2004

Historiker Bjørn Svensson optrævler Gert Petersens løgne – og DRs leflen for samme

Et læserbrev af historiker Bjørn Svensson i torsdagens Jyllands-Posten fortæller historien Gert Petersen ikke ville have frem. En fantasifuld løgn – fuld længde:

I artiklen om “Fortidens forsyndelser” har Helle Broberg Nielsen viderebragt Niels Krause-Kjærs hyldest til den gamle SF-fører Gert Petersen, fordi han åbent havde vedstået sin ungdomsforvildelse, nemlig den at han, da Danmark var besat af Tyskland, en tid var ivrig nazist.

Men det er en myte, at Gert Petersen åbent bekendte sin nazistiske fortid. Han løj sig tværtimod fra den i årevis, og han stemplede frejdigt sine gamle nazikammerater som løgnere, da de fortalte sandheden. Til BT erklærede Gert Petersen således 26. august 1977: »Det er det rene vanvid og pure løgn. Jeg har aldrig været nazistmedlem.«

Fantasifuldt forsøg
Da vidnerne blev for mange, skiftede Gert Petersen forklaring. Efter at han havde haft kontakt først med en sagfører og derefter med en professionel reklamemand, erkendte han i Ekstra Bladet 31. okt. 1977: Jo, han havde været nazistmedlem, blot ikke som nazist, men som spion.

Det var en betragtning, Gert Petersen fastholdt så sent som 22. nov. 1985, da han i et indlæg i en aflægger af Næstved Tidende
karakteriserede sit medlem-skab som »et fantasifuldt forsøg på at udspionere nazisterne«.

Det tog ni år, før Gert Petersen indrømmede den fulde sandhed, som var den, at han havde følt sig draget af den nationalistiske romantik, af den socialistiske indstilling og af førerprincippet, tanken om det store menneske, der skulle redde verden. Alt sammen forståeligt og undskyldeligt for en dreng i konfirmationsalderen, som Gert Petersen var dengang.

Derimod er der ingen undskyldning for, at han som fuldvoksen mand og erfaren partileder førte den danske offentlighed bag lyset og tilsnavsede sine kritikere, deriblandt mig, der havde været hovedmanden siden 1986, da jeg genoptog sagen.

Det undrer mig, at Niels Krause-Kjær, der er leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, ikke kender sandheden i
denne sag. Men han kan finde hele det årelange forløb af denne fantastiske historie med alle dens udløbere i dansk presse dokumenteret i min bog fra 1987 om SF , “Røde illusioner”.

Her skal kun nævnes Danmarks Radio, hvis ensidighed jo har været omstridt, men her kan dokumenteres.

Et simpelt redskab
TVA henvendte sig tre gange til Gert Petersen for at få hans kommentar til beskyldningen om, at han havde løjet. Hver gang afviste han at udtale sig, og hver gang belønnede tv ham med at fortie sagen. Da SF imidlertid udsendte et særnummer af “Socialistisk Weekend”, der gjorde mig til et simpelt redskab for en forening (som jeg ikke var medlem af og end ikke kendte, da jeg gik ind i sagen), var det en ganske anden historie.

Foreningen blev præsenteret som »en lukket kreds af mørkemænd, der på internationalt plan stod i forbindelse med det yderste højre«. Det var lokkemad for TVA, der straks sprang til og i flere udsendelser dyrkede historien med mig som skurken, medens Gert Petersen blev fremstillet som den uretfærdigt forfulgte.

Der kom et efterspil. Radiorådet tilkendegav med 20 stemmer imod to, at TVA ikke havde udvist den fornødne kritiske holdning, og Radioankenævnet forstærkede det til, at behandlingen af mig havde været særdeles kritisabel. Men det var naturligvis ikke nyheder, som TVA og Radioavisen fandt egnede til at blive bragt videre.

Oploadet Kl. 22:05 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper