19. juli 2010

Forsker: Frihedsrådets kommunister ville have et retsopgør med den demokratiske elite

Artiklen er ikke ligefrem overbevisende, men det er sjældent historien belyses med den vinkel. Fra Videnskab.dk – Modstandsfolk truede dansk demokrati.

“Da Nazityskland angreb Sovjetunionen 22. juni 1941, indledte kommunisterne i Danmark en partisankrig, som Frihedsrådet tilsluttede sig. Ligeledes var Frihedsrådets efterkrigsprogram ‘Når Danmark atter er frit’ udtænkt af kommunister…
Deres totalitære holdninger havde stor indflydelse på rådets politik…

Blandt andet tilsluttede Frihedsrådet sig kommunisternes krav om et omfattende efterkrigsopgør med de folk, som modstandsbevægelsen mente gik nazisternes ærinde. Et opgør, som kunne bringe kommunisterne tættere på magten i Danmark…

I november 1943 – godt halvandet år før Danmarks befrielse 5. maj 1945 – havde Frihedsrådet fremlagt det såkaldte efterkrigsprogram, ‘Når Danmark atter er frit’.

På overfladen handlede programmet om, hvordan Danmark efter krigen kunne vende tilbage til demokratiske tilstande. Og hvordan vejen tilbage til demokrati gik gennem et opgør med såkaldte »skyldige og medansvarlige for krænkelsen af Danmarks selvstyre og retsgrundlag under besættelsen«.

Nærlæser man programmet, bliver det tydeligt, at de store ord om et ’opgør’ dækkede over en udrensningsstrategi.

Hvis programmet blev gennemført fuldt ud, ville det føre til et opgør med de demokratiske politikere og de embedsmænd, der var loyale over for dem. Altså Danmarks demokratiske magtelite. Retsopgøret skulle være et opgør med demokratiske politikere.

[…]

Hans forskning viser, at rigsretssagerne ville være vand på kommunisternes mølle. Udrensningen ville ramme de eliter inden for politik og administration, som kommunisterne gerne ville afløse. Og derefter ville kommunisterne have mulighed for – via nye love – at sætte sig tungt på magten.

I det kommunistiske efterkrigsprogram, ‘Folkets vilje – landets lov’ fra 1944, står, at Danmarks Kommunistiske Parti efter krigen ville indføre en lov, der forbød al modarbejdelse af folkestyret.

»Eventuelle rigsretsanklager kunne tjene som argument for den lov. En farlig ting, for når man som magthaver først har sådan en lov, er det let at skille sig af med politiske modstandere – man skal bare anklage dem for at modarbejde folkestyret,« siger Michael Kjeldsen…

»Frihedsrådet fik ikke held med sit opgør – og tak for det, siger jeg. I min forskning prøver jeg at opridse logikken i, hvad de havde gjort, hvis de havde fået magt, som de havde agt. Det havde truet demokratiet og kunne have åbnet vejen for kommunisterne,« siger Michael Kjeldsen.”

Oploadet Kl. 19:56 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/16217/trackback

25 Comments »

  1. Det var måske derfor at man på det skammeligste overlod Bornholm til de sindssyge kommunister.

    Kommentar by Fritz — 19. juli 2010 @ 20:20

  2. Kjeldsens karriere er allerede forbi!

    Kommentar by Slyrgraff — 19. juli 2010 @ 21:03

  3. Mogens Fogh benægtede jo altid, at DKP ønskede at blive “befriet” østfra, og drømte om en magtovertagelse. Muligvis talte HAN sandt, men alle DKP ere gjorde næppe.

    Andre var skeptiske. De militære modstandfolk Hjalf og Schiødt Eriksen stolede ikke på dem. De forholdt dem sendinger af Husquarna maskinpistoler i besættelsens slutning. Den såkaldte Hjalf- eller Lille Stab-sag, der blev diskuteret helt op i 70 erne. Man må undersøge den selv, for at finde ud af, hvem man tror.

    Kommentar by wied — 19. juli 2010 @ 21:28

  4. ps: Oberst Schiødt Eriksens erindringer hedder forresten “På en Uriaspost”

    http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1849-1945/Svend_Schj%C3%B8dt-Eriksen

    http://da.wikipedia.org/wiki/Svend_Schj%C3%B8dt-Eriksen

    Kommentar by wied — 19. juli 2010 @ 21:31

  5. Michael Kjeldsen er ude i et politisk ærinde – derfor forsvarer han samarbejdsolitikken og sviner modstandsbevægelsen til. Det er jo dagsordenen for de venstreorienterede og især radikale historikere. Jeg undrer mig over, at Uriasposten kan falde for det nummer.

    Det er korrekt, at kommunisterne spillede en stor rolle i modstandsbevægelsen. Men det gjorde det nationalkonservative parti Dansk Samling skam også. Derimod var der meget få socialdemokrater og absolut ingen radikale med. De samarbejdede i stedet med nazisterne.

    Frihedsrådets program var ikke kun udarbejdet af kommunister, men også af folk fra Dansk Samling.

    Kommentar by Anne Larsen — 19. juli 2010 @ 21:53

  6. -> Anne Larsen

    Jeg læste det også som et angreb på kritikere af samarbejdspolitikken, men valgte at se det positive i historien.

    Kommentar by Kim Møller — 19. juli 2010 @ 22:01

  7. PS. Frihedsrådet havde ca. 8-10 medlemmer. Heraf var to kommunister. Resten var borgerlige, og en enkelt – Frode Jakobsen – var socialdemokrat. Bevares, kommunisterne – især Mogens Fog – var dygtige, men kommunisterne dominerede altså ikke Frihedsrådet, hvor formanden for Dansk Samling, Arne Sørensen, også var medlem. Dansk Samling havde et fortrinligt samarbejde med kommunisterne, selv om de to partier ideologisk stod hinanden fjernt. Men de var altså enige om med væbnet magt at bekæme besættelsesmagten for igen at få et frit Danmark.

    Kommentar by Anne Larsen — 19. juli 2010 @ 22:02

  8. Anne Larsen:

    Dansk Samling var – uheldigvis – en samling dilettanter hvad angår det man kan kalde politisk nærkamp. De stillede, som du siger, med en stor del af folkene i modstandskampen, men modsat kommunisterne forstod de sig aldrig på den politiske nærkamp i organisationerne. Det var sådan DS mistede sin indflydelse over Information og over Holger Danske. Og det var sådan, kommunisterne fik hovedindflydelsen på Frit Danmark.

    Michael Kjeldsens grundtese holder, men han lider af den samme forveksling som langt de fleste danske historikere, der beskæftiger sig med 30erne og 40erne: han ligestiller parlamentarismen i socialdemokratisk aftapning med demokrati. En udrensning til tops såvel som til bunds ville man nok have kunnet gennemføre uden at give køb på demokratiet.

    Kommentar by Henrik — 19. juli 2010 @ 22:14

  9. @Kim Møller

    Ja, det er en del af de kulturradikale hisorikeres værdikamp at lægge modstandsbevægelsen for had. Den var jo også national og gik ikke på kompromis med fjenden og hans totalitære ideologi. I modsætning til især de radikale (især Scavenius), der var den ledende kraft i samarbejdet med nazisterne. De kulturradikale har jo altid været anti-nationale og svage overfor totalitære ideologier. Dengang var det nazismen, senere blev det kommunismen og i dag er det som bekendt islamismen. Dengang var de tilhængere af Hitlers Neuropa – i dag er det EU.
    Hvad angår Frihedsrådets krav om en udrensning i magteliten af de folk, der havde optrådt unationalt i deres samarbejde med besættelsesmagten, så var der i hele Frihedsrådet enighed herom. Desværre indgik man – angørt af især socialdemokraten Frode Jakobsen -et kompromis med samarbejdspolitikerne, så den nødvendige udrensning aldrig blev gennemført.

    PS. Det er nok ikke helt tilfældigt, at historikeren Michael Kjeldsen er ansat netop på RUC.

    Kommentar by Anne Larsen — 19. juli 2010 @ 22:16

  10. @Henrik

    Dansk Samling bestod af hæderlige mennesker, og sådanne er jo ikke så gode til intriger m.v. For Dansk Samling var det den nationale frihedskamp, der var det afgørende, og ikke partiegoismen.

    Dansk Samling eksisterer iøvrigt stadigvæk, og i modsætning til Dansk Folkeparti går de ikke på kompromis, når det gælder kampen imod EU og for en stram indvandrerpolitik:

    http://www.dksamling.dk/

    Kommentar by Anne Larsen — 19. juli 2010 @ 23:00

  11. psps: Jeg husker selvfølgelig forkert. Titlen var optaget af E Thune Jacobsen.

    http://da.wikipedia.org/wiki/Eigil_Thune_Jacobsen

    Oberstens bog hedder “På en udsat post”.

    Kommentar by wied — 19. juli 2010 @ 23:04

  12. Udrensningen ramte kun de der var så letsindige at følge samarbejdspartiernes råd under krigen – uden at vide hvad samarbejdspartierne mente efter krigen.

    Magt er ret – også i Danmark – også i dag.

    Kommentar by Fogh og Kaos — 20. juli 2010 @ 00:36

  13. @ 9 Du skriver: PS. Det er nok ikke helt tilfældigt, at historikeren Michael Kjeldsen er ansat netop på RUC.

    RUC er jo kendt for at være ret så venstreoreienteret. Så din bemærkning finder jeg noget malplaceret.

    Kommentar by Ak ja. — 20. juli 2010 @ 06:55

  14. Rent sprogligt opfattes det ikke, som en velvalgt formulering at ville benævne professionelt ansatte politikere og embedsmænd- en demokratisk (magt)elite. Hvem garanterer disse skulle være specielt demokratiske? Der var tale om ansatte i og tilknyttede et demokratisk system hvilket vel ikke per definition gør sådanne individer til demokratiets elite?

    Kommentar by Peter Buch — 20. juli 2010 @ 08:34

  15. Artiklen er et vidtløftigt angreb på Frihedsrådet. Der er ikke noget nyt i at rådet ønskede et bredt opgør (retsopgøret kom jo også, men ramte ikke politikerne, da det politiske opgør i stedet blev syltet i den parlamentariske kommission, som udgav sin rapport i mange bind i 1955). Det er noget sludder at Frihedsrådet var en trussel mod dansk demokrati. Artiklen er blot et af de mange forsøg på at nedgøre modstandsbevægelsen og promovere samarbejdspolitikerne, som vi har set blandt historikerne i de senere år (især som reaktion mod Anders Foghs tale i 2003). Bemærk også hvordan artiklen nærmest beskriver Vilhelm Buhl som geni.

    Jeg har aldrig set nogen tegn på at en kommunistisk magtovertagelse var nærliggende. Der var ingen kommunister i militæret og politiet (derimod mange nazister) og heller ikke ret mange i embedsapparatet. Så en eventuel kommunistisk revolution skulle have støttet sig kraftigt på en sovjetisk invasion, med nogle få danske marionetter. Det ville altså have været en ny besættelse, ikke et magtskifte efter østeuropæisk model. Kommunisterne fik 12,5 % i 1945 og 7 % i 1947. En meget lille brøkdel af disse nye kommunister ville have været parat til at støtte en sovjetisk invasionshær – de fleste ville være konverteret til glødende danske patrioter i tilfælde af en invasion.

    Kommentar by Casper | Borgerlig bums — 20. juli 2010 @ 10:21

  16. @Ak ja

    RUC er domineret af kulturradikale forskere. Og hos de kulturradikale historikere er det poltisk korrekt at forsvare samarbejdspolitikken og tilsvine modstandsbevægelsen. Det afholder dem dog ikke fra at antyde, at dem, der kritiserer samarbejdet med nazisterne, i virkeligheden er nazi-sympatisører.

    Det var jo især de radikale og socialdemokratiet, der samarbejdede med besættelsesmagten under besættelsen, mens modstandsbevægelsen bestod fortrinsvis af nationale og kommunister.

    Kommentar by Anne Larsen — 20. juli 2010 @ 12:48

  17. Casper

    Hvormange nazister der var i alt i militæret er givet svært at bedømme eksakt, dog i følge hr. Lauring i http://jp.dk/opinion/kronik/article2096758.ece her lidt omformuleret af undertegnede- ud af hærens i alt 2.300 officerer og befalingsmænd aktive såvel som af reserven, meldte kun 77 sig til tjeneste i Frikorps Danmark. Af de 77 var blandt andet Kryssing ikke nazist.
    77 er mange, men stadig ikke engang 4% ud af en gruppe på i alt 2.300.
    Ja, der kunne være nazististiske befalingsmænd der ikke meldte sig til Frikorpset. En nærmere oversigt med rubricering over poltiske sympatier i gruppen, hærens befalingsmænd kender jeg ikke til eksistensen af.
    Oplys mig venligst såfremt De ved noget.

    Kommentar by Peter Buch — 20. juli 2010 @ 15:08

  18. @Casper

    Jeg er meget enig med dit indlæg.

    Kommentar by Anne Larsen — 20. juli 2010 @ 18:02

  19. Også jeg vil helhjertet tilslutte mig Caspers kommentar (#15). Den omtalte artikel i “Videnskab.dk” er en lysende demonstration af det forhold at humanistisk videnskab er vor tids oxymoron – en contradictio in terminis. At Frihedsrådet allerede i 1943 udgav de retningslinier som skulle danne grundlag for retsopgøret efter besættelsen må siges at være ‘rettig omhu’, således at medløberne fra da af ikke efterfølgende kunne påstå god tro. Og det at være ‘demokratisk valgt’ er mig bekendt ikke et carte blanche til landssvigende virksomhed. At artiklen forarges over at landssvigerne skulle ‘udrenses’ er tankevækkende: ja, hvad ellers?

    Tilsviningen af Modstandsbevægelsen er oppe i tiden – og det er nok ikke tilfældigt. Fiffigheden med den kommunistiske konspirationsteori er ikke alene let gennemskuelig (undtagen måske for Kim Møller), men også sjofel. Uden DKP og dets organisatoriske talent var der ingen modstandsbevægelse af betydning. De store sabotageaktioner blev orkestreret af BoPa. hvor ‘Holger Danske’ primært tog sig af stikkerlikvideringerne.

    På ét punkt må jeg dog give artiklens forfatter medhold: når det skal være belastende at Frihedsrådet også bestod af kommunister, så er det fordi også han har indset at datiden kommunister intet – intet som helst – har at gøre med vor tids nyttige idioter på den lallende, såkaldte venstrefløj. De ville rotere i deres grave, dersom de så nutidens sammenrend af islamo-fascister, apologeter, Einhetzliste-Sturm-Abteilunger og RUC-kaoter.

    Jeg ser tilsviningen af modstandskampen som et klart tegn på at de ‘toneangivende kredse’ er ved at være klar over hvor det bærer hen. De er bange. De prøver at hytte deres skind. En ny modstandsbevægelse skal som den gamle sværtes til, men af mangel på kommunister kan man så bruge f.eks. Dansk Folkeparti og den slags, I ved nok…

    Det er nok også ved at være sidste udkald for vor tids landssvigere:
    http://hodja.wordpress.com/2009/09/03/naar-danmark-atter-er-frit/

    P.S. Denne kommentar er skrevet af Skjoldungen fra Hodjas Blog og ikke den anden Skjoldungen, som kommenterer her på siden.

    Kommentar by Skjoldungen — 20. juli 2010 @ 22:20

  20. Hvad nyt bringer denne forsker for dagen? At kommunister ikke er demokratiske og ikke til at stole på, har de fleste vidst siden krigen.

    Yngre forskere, der for første gang sætter sig ind i et stof, bilder sig ind at de opdager noget nyt. Det er bare deres uvidenhed der spiller dem et pus.

    Kommentar by Niels P. — 20. juli 2010 @ 23:03

  21. -> Anne, Casper, Skjoldungen

    Vi har hver især vores fokuspunkter, og jeres er tydeligvis den moralske kritik af samarbejdspolitikken (forsvaret for modstandsbevægelsen). Jeg er ikke videre uenig, men jeg noterer med tilfredshed i min korte præsentation, at forskeren jo rent faktisk tænker ud af boksen ift. kommunisme (marxisme). Jeg ser den klassiske nænsomme behandling af kommunismen/kommunister, som en konsekvens af den mere overordnede skævvridning. Selvfølgelig var kommunismen totalitær i sin kerne, men det er også på tide denne banale slutning får faktiske konsekvenser for hvordan højre/venstre-skismet formidles af forskerne og i medierne.

    Slut herfra.

    Kommentar by Kim Møller — 21. juli 2010 @ 04:25

  22. @Kim Møller

    Man kan kritisere kommunisterne for mange ting, men altså ikke for deres strålende indsats i modstandsbevægelsen under besættelsen. Bevares, indtil Tysklands angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941 forsvarede de vist mest Hitler, men siden da var de altså på den rigtige side af kridtstregen. Og der var et stort set gnidningsfrit samarbejde mellem kommunisterne og den nationale fløj i modstandsbevægelsen. Der findes heller ingen indikationer af, at de pønsede på et kommunistisk kup efter befrielsen, selv om en kreds af officerer, der samarbejdede tæt med samarbejdspolitikerne, brugte denne konspirationsteori som påskud til ikke at give de aktive modstandsgrupper som Bopa og Holger Danske våben, men i stedet lade de såkaldte ventegrupper få dem.

    I maj 1940 – altså efter Tysklands besættelsen af Danmark – kaldte Politiken på lederplads Churchill for “en farlig mand”, fordi han ikke ville kapitulere overfor Hitler. Senere hyldede Politiken Frikorps Danmark, da de rejste til Tyskland i 1941. Men allerede i 1938 blev Poul Henningsen – bedre kendt som PH – fyret fra Politiken, fordi han skrev for kritisk om nazismen. Der er altså intet nyt under himlen. Politiken har altid stået for tilpasning – dengang var det overfor nazismen, i dag er det overfor islamismen.

    Kommentar by Anne Larsen — 21. juli 2010 @ 07:46

  23. Det er ligeledes en oxymoron, hvordan mange modige aktive modstandsfolk, nationale og frihedskaempende, kunne ende op (i 70’erne og til idag) som hard core tilhaengere af VS, SF og holde Information.

    Jeg har alsrig forstaaet denne loebebane.

    Anti-sharia

    Kommentar by anti-sharia — 21. juli 2010 @ 07:49

  24. Besættelsen kan stadig fremkalde stærke følelser.
    Men nogle ting skal fremhæves.

    Vi har haft et retsopgør med nationalsocialismen, men aldrig med kommunismen. Hvis antallet af drab eller kan tages til indtægt for tyraniets størrelse, var kommunisme et større tyrani end nationalsocialismen.

    M.H.T.
    Samarbejdspolitikken, kan man være enig eller uenig i, men Scavenius havde ikke behøvet et udtale sin beundring for de tyske sejre.

    Samarbejdspolitikken betød også at Engelske og Amerikanske unge mænd døde for vores frihed, medens vi loppede os, og kun med nød og næppe blev regnet som alieret efter krigen.

    Den del af debatten, som kommunisterne altid undgår er, at nok kunne vi blive enige hvad vi kæmpede imod, men hvad kæmpede vi for?

    Kommentar by Andreas — 21. juli 2010 @ 11:40

  25. Folks oprørthed over historikerens Michael Kjeldsens nærlæsning af det kommunistiske tankegods i Frihedsrået efterkrigsprogram må bero på uvidenhed. Selv Niels Wium Olesen, der vel næppe kan kaldes antikommunistisk historieker, må efter en nærlæsning af Mogens Fogs strategiske overvejelser så tidligt som ’43, noterer:

    “Derfor må det kunne udledes af hans breve, at partiet (og naturligvis Fog selv) ønskede at bruge besættelsestidens nationale modstandskamp som et afsæt for øget politisk indflydelse efter krigen, ja om muligt en magtovertagelse. Dernæst også, at vejen hertil
    vurderedes at gå over regeringsdeltagelse i en folkefront, hvor Christmas Møller skulle spille rollen som den figur, der kunne mobilisere brede middelklasselag, mere moderat indstillede arbejdere og borgerlige, der var blevet vakt nationalt af besættelsen. Via kontrol med statsapparatet skulle man så ved en gunstig lejlighed
    ”gribe tøjlerne”.”

    http://www.hum.au.dk/cek/kontur/pdf/kontur_18/niels_wium_olesen.pdf

    Op til befrielsen var der ikke deciderede kupplaner fra DKP’s side, men det skyldes, ifølge Wium Olesen, at DKP’s ledelse overvurderede partiets popularitet i befolkningen. Man troede simpelthen at DKP ville vinde stort ved det første valg efter besættelsen.

    Man kan sige, at DKP hele tiden skævede til muligheden for et væbnet kup i forbindelse med befrielsen, men p.g.a. af egen fantasteri ikke tog konkrete skridt i den retning.

    Det var derfor heller ikke uden grund, at de demokratiske partier og den “lille generalstab” nærede en vis frygt for et kommunistisk kup. Men historien om den skæve våbenfordeling er tilsyneladende en skrøne – http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=76382 .

    Kommentar by Dog of God — 22. juli 2010 @ 05:03

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper