25. januar 2005

Birgitte Rahbek Pedersen: Arabiske kvindekår (1977/1982) – Nogle notater

Birgitte Rahbek Pedersen er bedst kendt som en indvandringsvenlig P1-redaktør, men som andre af nutidens apologeter har hun en interessant forhistorie på den yderste venstrefløj. Rahbek blev i 1977 magister med en afhandling om Arabiske kvindekår, som i 1982 blev udgivet af Institut for Kultursociologi (KU), som Nr. 15 i rækken af Kultursociologiske skrifter.

Vi er i en tid hvor marxismen havde inficeret flere af de nye samfundsvidenskabelige og humanistiske fag på universiteterne, og man kan roligt sige at Instituttet for kultursociologi på Københavns Universitet var en af højborgene. Kommunismen blev på trods af den kendte viden om den totalitære ideologis forbrydelser, troligt betragtet som et reelt alternativ, ikke mindst i relation til den tredje verden – hvor synspunkterne på sin vis var gratis. Den Kolde Krigs inddæmning af Sovjetunionen blev følgelig betragtet som ondskabsfuld imperialisme, i diamentral modsætning til den kommunistiske ditto. Dette var i udpræget grad tilfældet i forhold til den arabiske halvø, hvor islam sådan set fungerede som et ideologisk alternativ. Dette alternativ tog vestlige forskere ikke seriøst, og alle uden undtagelse forventede at regionen automatisk ville blive moderniseret med det vestlige demokrati som forbillede. Kommunisterne betragtede ligeledes islam nedladende, men så Arabien og den islamiske modstandsvilje, som en god allierede imod vestlige kolonimagter og det liberale demokrati. Det var næppe et forbundsfælleskab grundet i den fælles kollektive tankegang, men må retteligt ses som udtryk for kynisk realpolitik.

Arabiske kvindekår af Rahbek Pedersen er i overmål et aktivistisk skrift, der med spidsfindige metoder forsøger at bruge islams mobiliserende evner til et ‘anti-imperialistisk formål’ – underforstået at arabiske muslimer nok skulle se lyset i Karl Marx, i takt med at den vestlige indflydelse minimeres. Taberne blev (ikke usædvanligt når virkelighedsfjerne idealister går i aktion), det subjekt de havde til hensigt at redde. Undertrykkelsen af arabiske kvinder, blev ikke set som en naturlig konsekvens af islamiske dogmer, men som en konsekvens af den vestlige verdens undertrykkelse af halvøen. At kæmpe for kvinderettigheder i en islamiske kontekst bliver således først og fremmest et spørgsmål om at få smidt ‘imperialisterne’ ud, så de næste faser i opbygningen af det kommunistiske alternativ kunne påbegyndes. Hvordan får man muslimer til at acceptere en ateistisk ideologi, burde de jo nok have spurgt sig selv. Det gjorde tidens marxister ikke, de havde alt for travlt med revolutionen.

Mit fokus er rettet på politisk stillingtagen, men jeg har også medtaget grove (forskningsmæssige) selvmodsigelser, og flere af de mere subjektive udsagn om islam. Herunder nogle citater fra Arabiske kvindekår:

Flere og flere bøger og artikler har bevæget sig væk fra den traditionelle vestlige ‘orientalistiske’ skole, som betragtede araberne som mystiske tilbagestående væsener med Kvinderne som de passive ofre. Forskernes foragt for mændene og medlidenhed med kvinderne bliver i dag mere og mere erstattet af en forståelse og respekt for en kultur og kulturbærere, som nok er anderledes, men som ikke er mystisk(e), og som ikke unuanceret kan anbringes på den vestlige udviklingsskala.” [s. 1]

“Det er således arabiske kvinders ligestilling – eller manglende sådan – med deres mandlige klassefæller, jeg først og fremmest beskæftiger mig med. Men samtidig vil jeg komme ind på de tendenser til og muligheder der findes for en frigørelse, som jeg ikke ser isoleret fra de arabiske mænds frigørelse. Med frigørelse menes her en tilværelse fri for økonomisk udbytning og kulturel og ideologisk undertrykkelse. Jeg forsøger ikke at sammenligne arabiske kvinders situation med danske eller andre vestlige kvinders, da en sådan sammenligning ofte vil føre til unødig simplificering.” [s. 4]

“Jeg har her valgt at tage udgangspunkt i den dialektisk materialistiske kvindeteori, idet jeg lægger vægt på kvindens rolle i produktionen og på det pågældende samfunds produktionsforhold.” [s. 5]

“Er den arabiske kvinde undertrykt? vil være et naturligt spørgsmål ved behandlingen af dette emne. Svaret kan falde uden lang tøven og lyder ja, men samtidig må man skynde sig at tilføje, at det er den arabiske mand … også. [s. 7]

“Efter flugten til Medina bliver Muhammed mindre voldsom i sine angreb på de rige; man kan således tale om den unge Muhammed (den radikale) og den ældre Muhammed (den mere forsigtige og pragmatiske).” [Note; s. 13]

“Men den indirekte udenlandske indflydelse er fortsat meget stor både på det økonomiske, det politiske og det militære område, og dertil kommer den kulturelle indflydelse, som mange med rette betegner som kulturimperialisme, og som har spillet og fortsat spiller en stor rolle i splittelsen af de arabiske folk – som vi bl.a. har set det i Libanon.” [s. 19]

“I dag har de fleste kvinder i verden fået valgret på lige fod med manden, men der er i de fleste ikke-socialistiske lande fortsat en juridisk diskriminering af kvinden… [s. 27]

“Denne sammensmeltning er – med et andet udgangspunkt – også forsøgt af flere ‘freudo-marxister’, men ofte har kombinationen været på marxismens bekostning. Det er ikke ensbetydende med, at psykologien ikke kan anvendes… [s. 29]

“Denne defensive familieform minder om den, vi finder/fandt i arabiske (og formentlig også andre) lande, der er/var kolonialiserede…” [s. 59; om beduinernes stigende fremmedgørelsen og tyen til rigid mand/kvinde-opdeling]

‘Menneskets væsen er ikke noget abstrakt, det enkelte menneske iboende, men er summen af de samfundsmæssige relationer’, således formulerede Marx i den 6. Feuerbach tese syntesen af den marxistiske menneskeopfattelse. Det korrekte og universelle i denne teori er siden blevet bekræftet af forskning såvel blandt socialantropologer, sociologer, psykologer som kriminologer og raceforskere. Dette er dog ikke ensbetydende med, at racister har opgivet at videnskabeliggøre deres indstilling ved henvisning til arvelæreforskning, en forskning som legitimerede anti-semitismen i Nazi-Tyskland, og endnu i dag tilslører den sande karakter af racismen over for den 3. verdens befolkning.” [s. 84]

“Individets interesser er i ægteskabsanliggender underordnet gruppens interesser – hvilket dog ikke umuliggør, at de kunne være sammenfaldende, og ægteskabet kan kun med modifikation kaldes et tvangsægteskab. Imidlertid findes der en del formildende omstændigheder. Dels vil ægtemanden ikke være en fremmed person, pigen kender ham ofte fra den tidligste barndom og har måske selv ’set ham ud’ for moderen over skillevæggen i teltet – ihukommende de foretrukne valgmuligheder.” [s. 89]

“Da drengene på et ret tidligt tidspunkt udvider deres verden fra hjemmet til gaden, har de her yderligere fået et forum for deres ‘virile’ egenskaber, som ofte vil give sig udtryk i en gadedrengeagtig opførsel over for piger og kvinder. En opførsel, som for mange forældre bliver påskuddet til at kvinder tilsløres på gaden, og som får pigen til at foretrække sløret fremfor en verbal forulempelse. [s. 97]

>”Forholdet til faderen er baseret på traditionel respekt (og angst) og kun i ringe grad på positive følelser. Faderens indirekte rolle skyldes, at meget af det, der foregår i hjemmet, er indrettet på at behage ham og undgå at støde an. Endvidere anvendes truslen om faderens korporlige afstraffelse, et fænomen som ikke er ukendt i den vestlige verden.” [s. 102]

Ifølge islamisk lov er tvangsægteskab forbudt, kvinden skal stiltiende eller eksplicit acceptere manden, men dels overholdes dette langt fra altid (se bl.a. Fadela M’Rabet, 1969), og dels er valget ofte ikke stort p.g.a. kvindens manglende kontakt med mandsverdenen.” [s. 102]

“Hvis pigen accepterer den rolle, der er hende tildelt, vil hun med stor sandsynlighed oplære sine egne børn på samme måde og opretholde det traditionelle familiemønster. Den traditionelle familie har antaget en statisk karakter, som afspejler en forsvarsholdning…” [s. 103]

Ifølge [Hisham] Sharabi vokser det arabiske barn op i en familie (som regel præget af storfamiliemønstret) uden kærlighed, i en atmosfære hvor barnet føler sig undertrykt og uelsket, som formuleret af tuneseren Karawi… ‘Hvem af os (arabere) kan påstå, at han har været anerkendt, elsket, ønsket og accepteret af sin familie, af det miljø hvor han har levet? Ingen, er jeg sikker på. Kan man være elsket, når man kun er en nyttegenstand, produceret for familiens fortsættelse…'” [s. 103f]

“Barnet lærer at skamme sig, men ikke at føle skyld (et ord der ifølge samme forfatter ikke findes på arabisk), d.v.s. at det dadelværdige i handlingen ikke så meget ligger i selve handlingen (som man fortryder), som i at andre har set den, opdaget den.” [s. 105; refererer Sharabi, hvis dom hun ikke uden videre kan godtage.]

“Denne frygt [for fremmedgørelse] gælder for den af oliepenge inficerede over- og middelklasse i nogle af de arabiske lande, hvor den materielle stræben fører til individualisering og hvor mange af de gamle dyder og værdier erstattes med glitrende statussymboler.” [s. 114]

“Det fattige Sydyemens overgang fra antikverede samfundsformer til det 20. århundredes socialisme er lang, og støder på mange hindringer ikke blot fra de omgivende arabiske lande, men også fra folk holdt nede i årtusinders undertrykkelse og uvidenhed.” [s. 134]

Den islamiske religion er ofte blevet fremstillet som hovedårsagen til kvindens (undertrykte) stilling i de lande, hvor Islam er hovedreligionen. For vestlige forskere og journalister har denne forklaring været bekvem, fordi Islam er en af forskellene på vores og deres verden, så hvis man kunne tillægge denne forskel hovedansvaret for diskriminationen af kvinden ville der ingen grund være til at se nærmere på forholdene i ens eget land.” [s. 137]

“Når muslimske piger nærmer sig den kønsmodne alder bliver det dem ofte af familien påbudt at tilsløre sig. Denne skik er til tider blevet fremstillet som en muslimsk skik, d.v.s. en skik, der stammer fra Islam, men i virkeligheden er det en præ-islamisk skik. [s. 140]

I en analyse af Koranens behandling af kvinden, vil jeg anse det for rigtigt og mest nuanceret at skelne mellem Koranens bogstav og ånd. Ånden er ganske vist mindre håndgribelig end ordene og vil i videre udstrækning komme til at hvile på en subjektiv vurdering. Når jeg alligevel vil skelne skyldes det behovet for hele tiden at fastholde Koranens tidshistoriske placering. Ånden i Koranen ændrer ikke på kvindens stilling som objekt for manden. Men læsning af Koranen efterlader alligevel andet og mere end en oplevelse af kvinden som undertrykt, nemlig en oplevelse af kvinden som en person, der er omgivet af respekt og ømhed… Med andre ord, hvor Koranens ord, bortset fra enkelte konkrete punkter, ikke ændrer stort ved den præ-islamiske holdning til kvinden, så er Koranens ånd præget af en mere liberal og progressiv holdning til kvinden. [s. 145; citerer Sura 2, 188; 3, 15; 4, 35;26, 167]

“Når der i dag stadig findes ‘æresmord’ sted i de arabiske lande, så er det næppe sandsynligt, at nogle af disse mordere kan leve op til Koranens krav om bevisførelse.” [s. 147; smlg. med citat s. 145 om Koranens ‘ånd’ kontra ‘bogstav’]

“Som eksempel på en positiv fortolkning af Islam i dag vil jeg tage den tunesiske højesteretsdommer Mohamed Salah Rached Sammari, som mener at Islams iboende retfærdighed har ligestillet den muslimske kvinde, før det – som tilfældet var i Vesten – var nødvendigt for samfundet p.g.a. behovet for kvindens arbejdskraft.[s. 152]

“Et grundigt historisk studium af Islam, som f.eks. foretaget af Maxime Rodinson, fører frem til den konklusion, at Islam ikke er stærkere end andre ideologier, og det vil sige, at Islam spiller en sekundær rolle i forandringen af verden, hvorimod ‘produktionsforholdene er de primære simpelthen fordi de udgør strukturen for samfundets oprindelige funktion…'” [s. 154; Rodinson var dedikeret marxist, tidl. medlem af det franske kommunistparti]

“Selvom Dr. Adonis’ udlægning af Koranens holdning til kvinden, og kærlighed versus sex, uden tvivl er korrekt, er en sådan konstatering ikke videre anvendelig eller tilstrækkelig for dem, der arbejder konkret og praktisk med at bevidstgøre kvinden i lande og miljøer, hvor Islam har et stærkt greb om befolkningens bevidsthed. Da er der mere taktisk og frugtbart i en overgangsperiode at vende de reaktionære fortolkeres våben imod dem selv, d.v.s. i lighed med apologeterne at foretage en ensidig fortolkning af Islam og en fortolkning, som understøtter ens interesser, idet man fremhæver Islams ligestilling af kvinden, som den ganske rigtigt er formuleret, hvor talen er om den troende mand og den troende kvinde. Dette er da også, hvad de progressive bevægelser og partier i den arabiske verden har gjort og gør på dette og andre områder, d.v.s. overbetone de områder, hvor Islam er i overensstemmelse med socialisme og underbetone de områder, hvor den er i modstrid… Når denne taktik kun bør være anvendelig i en overgangsperiode, skyldes det, at målet for kvinden såvel som for mandens frigørelse også må være at frigøre hende/ham for behovet for religion… [s. 155f]

Religionen Islam kan aldrig blive katalysatorer for fremskridt, uagtet af tyranner måtte blive væltet i dens navn. I perioder vil den være en nogenlunde passende afspejling af samfundet, og til andre tider vil den fremstå som et ideologisk efterslæb, der bestræber sig på at hæmme en progressiv udvikling.” [s. 157]

Da clitoridectomy (kvindelig omskærelse) ikke er et islamisk fænomen, hører det egentlig ikke med til dette kapitel…” [s. 157]

“Ikke-kapitalistisk er en upræcis betegnelse… Det betyder først og fremmest at den privatkapitalistiske sektor ikke dominerer, uden at man kan tale om en samfundsmæssig overtagelse af produktionsmidlerne med arbejderkontrol o.s.v. Udviklingen i de 3. verdens lande, som har valgt denne vej, viser som regel, at det ikke er noget levedygtigt alternativ til socialismen.

“Nogle taler om en marxistisk nationalisme, hvilket er et selvmodsigende udtryk, da marxismen er universel og international, men der kan her menes, at nationalismen er en del af en frigørelse fra imperialismen og en frigørelse, som skal føre til opbyggelse af socialisme. [note; s. 177]

Med hvad marxismen i sin helhed mangler i identitets- og modsætningsprincip, det findes til gengæld i Lenins imperialismeteori, der desuden også rummer totalitetsprincippet. – Her er der ingen vanskeligheder med at finde ud af, hvem der er hvem: En rig, teknisk veludviklet verden, der plyndrer den 3. verden… Det er derfor også denne del af marxismen, som har vundet mest genklang i den arabiske verden. Det er dog ikke ensbetydende med, at man forkaster resten af marxismen, denne accepteres af stadigt flere som den ideologi, der bedst kan forklare samfundets udvikling i sin helhed.” [s. 178]

“Der er således næppe den politiske bevægelse, der ikke har en holdning til Isalm, det lige fra kommunisternes respektfulde ateisme…” [s. 179]

“Som nævnt tilfredsstiller Islam identitets- og oppositionsprincippet, ikke alene p.g.a. det religiøse, men også fordi det arabiske sprog og dets udbredelse har været så tæt forbundet med Islam (Koranen)… ‘ Det betyder, at den arabiske nationalisme har tendens til at lukke religionen ind ad bagdøren. [s. 179]

“Politisk set var de to bevægelser imidlertid ret forskellige. Ba’athpartiet, som i 1952 blev slået sammen med Houranis Arabiske Socialistparti, blev til det Arabiske Socialistiske Ba’athparti, og forsøgte fra begyndelsen af at forene marxisme og nationalisme, et ægteskab som imidlertid kom til at gå mest ud over marxismen. Men alliancen betød, at perspektivet gik videre end til national politisk befrielse. Målet var således enhed, frihed og socialisme.” [s. 183]

“Hvor Ba’athpartierne i dag lægger ideologi til nogle af de småborgerlige arabiske regimer…” [s. 186; Saddam Hussein havde haft magten i det irakiske siden 1968]

“Hvis vi skal konkludere om kvindens stilling i et kolonisamfund, må det være, at ligesom manden her er ekstra meget undertrykt er kvinden det også.” [s. 190]

“‘Jeg har håb for det palæstinensiske folk, for det har ret. Forestil Dem, at udlændinge kommer og jager Dem ud af Deres land, hvorefter De bliver flygtning – kan det være muligt, at det skulle være tilladt? Nej, det er ikke muligt.'” [s. 201; Rahbek citerer en palæstinensisk kvindesagsaktivist over otte sider- kun perifært berøres kvinderettigheder.]

‘Så I kan se, hvorledes deres plan har været forberedt længe. I kan se, hvilken aggression. De har ikke engang respekteret delingen af Palæstina, de har taget mere, og der har været 2 yderligere aggressioner i 1956 og 1967, de er tilmed gået over kanalen. Det er rædselsfuldt. Alle de massakrer, de har begået. Det er forfærdeligt, og de har ikke ret til at gøre det mod de arabiske lande, for de har aldrig lidt her, vi er selv semitter, og vi har aldrig gjort det imod dem…'” [s. 205; mere fra Cezanne Nabarawi)]

“Jeg har ønsket at bringe denne beretning i sin helhed, da det er et historisk materiale, en beretning fra en af hovedaktørerne og en beretning, der ikke findes på tryk. Mødet med denne kvinde var en betagende oplevelse. Ikke mindst fordi den kamp, som hun selv indledte i 1919 endnu ikke var slut, og det gælder både kampen for kvindens rettigheder og kampen for fred. Metalringen på fingeren, som hendes vietnamesiske kammerater havde foræret hende, vidnede om, at det ikke kun er freden i Mellemøsten, hun kæmper for.r>

“Årsagen til den egyptiske kvindes undertrykkelse skal ikke så meget søges i religiøse og traditionelle fordomme som i nutidens økonomiske og politiske situation.” [s. 208]

“… alligevel har historien vist, at en bevægelse, der er organiseret nedefra og op er den eneste, der kan give en befolkning og befolkningsgruppe en vedvarende styrke, som også kan modstå senere anslag. F.eks. skortede det på kvindesolidaritet, da regimet for nogle år siden med mord, tortur og fængsling gik til angreb på kommunistiske kvinder (og mænd). I den forløbne periode har man forsøgt at sætte ind på alle fronter uden at overskride de grænser, der er sat af såvel Islam som af Baathpartiet.” [s. 209; det problematiske i samarbejde med regimer, her Ba’athpartiet i Irak]

“Min personlige interesse skyldes, at jeg har mødt repræsentanter for hovedparten af de nævnte grupper, og at jeg er blevet betaget af deres kultur og deres mod og nærer dyb respekt for dem og for deres kamp for retfærdighed. Sidstnævnte forhold gør ikke nødvendigvis forskningen mere forudindtaget, men det stimulerer nysgerrigheden og skaber større engagement.” [s. 221f]

Det palæstinensiske samfund er blevet tvunget ind i det kriseramte israelske kapitalistiske system, hvor lønningerne – især arabernes – på ingen måde kan holde trit med prisstigningerne og den raketagtige inflation.” [s. 224]

“Den ideologiske virkning af det kvindelige lønarbejde er kompliceret. På den ene side kunne man forestille sig udviklingen af en klassebevidsthed, som kunne føre til solidaritet og fælles kamp mod jødiske arbejdersker. Men på den anden side overtager arabiske kvinder ofte jobs, som er blevet forladt af jødiske kvinder, der er blevet forfremmet til bedre jobs i den offentlige sektor og i servicesektoren, hvilket ikke skaber basis for fælles kamp. En anden og endnu stærkere årsag til den manglende fælles kamp er de jødiske kvinders overlegenhedsfølelse skabt og støttet af den zionistiske ideologi. [s. 225]

“En reaktionsmåde, og den de israelske myndigheder synes at frygte mest, er bibeholdelse af en af verdens højeste fødselsrater. Når dette kan betragtes som en reaktion og ikke blot som en passiv og traditionel handling, er det fordi erfaringerne fra andre steder i tredje verden viser, at en stigning i uddannelsesniveauet og erhvervsaktiviteten fører til lavere fødselsrate. Men blandt palæstinensiske kvinder betragtes det næsten som en national pligt at føde så mange børn som muligt, børn som skal udfylde de pladser, der efterlades af martyrer. [s. 227]

Revolutionens politiske side synes at være trængt i baggrunden til fordel for konkrete handlinger. Dette er imidlertid en realistisk vurdering af revolutionens behov på den tid, og blandt de militære martyrer fra Tel Al Zaater i august 1976 kunne der tælles 250 palæstinensiske kvindelige guerillaer.” [s. 239]

“Det betyder, at der ikke er råd til afledningsmanøvrer i form af sociale eller feministiske kampe.” [s. 246; p.g.a ‘den nationale frihedskamp’]

“Problemet synes uløseligt set herfra og nu, men hvis man ser blot et årti tilbage er der grund til en vis optimisme. Efter hvert nederlag rejste palæstinenserne sig stærkere…” [s. 246]

“Hvad angår den materialistiske teori, at kvindens rolle i produktionen i sidste instans er afgørende for hendes eventuelle ligestilling, mener jeg, at denne bog har vist, at denne teori også holder, når vi bevæger os til den arabiske verden. Måske fremgår det tydeligst i negativ retning, idet vi nemlig finder, at kvinden er mindst ligestillet og mest undertrykt, der hvor hun ingen rolle har i produktionen og i den offentlige sfære i det hele taget. [s. 249; islam kunne her ligeså godt være brugt som forklaringsmodel]

“Men jo længere Islam vil fjerne sig fra samfundets basis og den politiske overbygning, jo svagere vil dens indflydelse som ideologi blive..” [s. 250]

Flere citater fra Birgitte Rahbek Pedersen: Arabiske kvindekår (1977/1982).

1 kommentar »

  1. Total idiot og jeg gider ikke argumentere.

    Kommentar by kurt rosenstrøm — 19. juni 2006 @ 15:28

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper