4. februar 2005

Johannes Østrup: Maurerne og Marokko (1928) – nogle notater

Nutidens halalforskere afviser ofte kritikken af islam, med at religionen og kulturen i et historisk perspektiv også kan fremvise eksempler på udstrakt tolerance. Forstået sådan, at den i historien så vel-dokumenterede intolerance mere skulle ses som socialt fænomen i en given historisk kontekst, end noget der specifikt havde med ‘islam’ at gøre. Islam kan jo som bekendt ikke defineres såfremt generaliseringer ikke må anvendes. Lidt sandhed er der klart i apologeternes argumentation, men det nærmer sig ifølge undertegnede ahistorisk kulturrelativisme ikke at erkende forbindelsen mellem teori og praksis.

Johnnes Østrup er som tidligere skrevet, den af de tidlige danske orientalister som nutidige apologeter føler mest samhørighed med. En af grundene er for mig at se, at Østrup havde en klar tendens til at udtrykke sig selvforstærkende grænsende til det skønlitterære. I hans bøger om Tyrkiet er det klart at han opbygger en dikotomi, hvor Tyrkiet fremhæves på arabernes bekostning, og hvor man kan sige at han generaliserer negativt om araberne – så generaliseres der positivt om Tyrkiet. Østrups Maurerne og Marokko. Den vestlige orients Historie fra Aar 711 til vore Dage, fra 1928, må siges at være et ypperligt eksempel på samme.

På det overordnede plan er det dog stadig dem & os-tankerne som dominerer, og han var til sin død orientalist i den negative betydning af ordet. I det nævnte værk er der ingen grænser for karakteregenskaber der tillægges ‘orientaleren’, og man skal ikke grave meget i hans forfatterskab før man fanger ham i grelle selvmodsigelser.

Bogen er opdelt i fem kapitler omhandlende arabernes erobring af Spanien, det spanske kalifatstyre, opløsningstiden samt Marokko før og nu. Kort fortalt. Araberne erobrede Spanien hvor katolikkerne groft undertrykte den jødiske minoritet. Disse blev arabernes våbenfæller, og i 1000-1200 blomstrede den mauriske kultur. Det er herfra Europa får kendskab til de store græske tænkere, som fremmede Europas kulturelle udvikling. Islam i Spanien mistede langsomt terræn, trods støtte fra flere marrokkanske ’stammer’. Det katolske Spanien var ikke så fine i kanten, muslimerne i Spanien langt mere tolerante, men marokkanerne til gengæld tifold værre end begge parter. De sidste var de rettroende.

Herunder en række citater fra bogen:

“Heraf fremgaar det klart, at Begrebet ‘orientalsk’, ‘østerlandsk’ ikke er et geografisk, men et kulturhistorisk. Overalt, hvor Muezzinens Kalden til Bøn lyder fra Minaretens Altan, er Østerland; Islam har haft en sjældent Magt til at præge sine Bekenderes Tankegang overalt, hvor den naaede hen, og denne Tankegang er paa afgørende Punkter bleven den modsatte af den, som den occidentalske, vesterlandske, det vil sige europæiske, Kultur har baaret frem. [s. 7f]

“Da Muhammed første Gang traadte frem med sin Forkyndelse, havde han kun tænkt paa sine Landsmænd som dem, hans religiøse Budskab henvendte sig til, men under Indtrykket af sin Fremgang, der vel kom sent, men derefter saa meget stærkere, ændredes hans Maal: den nye Religion skulde ikke forbeholdes Araberne, men forkyndes hele Verden. Og Midlet til dens Udbredelse var Sværdet; de trosbegejstrede Skarerers Sejr blev…” [s. 15]

“Ved Profeten Muhammeds barske Forkyndelse af, at for den omgivende Verden var der kun to Vilkaar: Antagelse af Islam eller Død, var der nemlig gjort det Forbehold, at Jøderne og de Kristne, der jo begge havde modtaget anerkendte Aabenbaringer fra Gud gennem Moses og Jesus, skulde betale en personlig Skat… Og Islam udviste, i Grunden mod sit eget Væsen, stor Taalsomhed, især mod Jøderne… [s. 17]

“Der er næppe noget Sted i Verden, hvor den muhammedanske Fanatisme i dens mest krasse og stupide Form i vor Tid er saa stærk som i Marokko, og hele Landets Historie er kommen til at bære Præget heraf. Islams overordentligt simple og letfattelige Troslære blev netop noget for Berbernes primitive Tankegang.” [s. 18f]

“Marokkos egen Repræsentant havde man paa denne Konference ikke hørt meget fra; det var ogsaa her gaaet, som en persisk Statsmand en Gang sagde, at man plejer ikke at spørge Kyllingen selv om, med hvilken Sauce den skal serveres. [s. 21; Algeciras-konferencen, 1906]

“Religionen stillede den nye muhammedanske Stat, hvortil Menigheden i Medina havde udviklet sig, overfor den opgave at bringe den hele Verden ind under Islam. Den nye Stat fik altsaa i Følge selve sit Grundlag en Udenrigspolitik af en udpræget angribende Karakter; de folk, som ikke vilde antage Islam godvilligt, skulde tvinges dertil, og de Lande, som paa den Maade erobredes, skulde organiseres som Led af det nye muhammedanske Rige. [s. 23]

I religiøs Henseende var Araberne, som altid, naar de stod overfor Kristne og Jøderne, meget tolerante; Overgang fra Kristendommen til Islam var, som anført, endda ikke velset af Regeringen, fordi den personlige Skat, som de Kristne i Følge Koranens Bud skulde betale, derved gik tabt for Statskassen.” [s. 33]

Fra Spanien – tildels ogsaa fra Sicilien – paavirkede den overlegne arabiske Kultur paa mange Maader Europa, og denne Indflydelse blev endnu stærkere senere i det tolvte og trettende Aarhundrede, da Araberne i politisk og militær Henseende var i afgjort Tilbagegang.” [s. 38]

“For en europæisk Betragtning kan det synes underligt, at det politiske Hensyn, ved forenede Kræfter at søge at hævde det arabiske Herredømme under de vanskelige Forhold, ikke blev det afgørende, men saadan tænker ikke Araberne; deres Verden er Stammen ud over dens lille Kreds naar deres Blik kun sjældent. Sumajl ibn Hatim var efter arabisk Opfattelse en virkeligt betydelig Personlighed; han var højsindet og gavmild, men ustadig og hævngerrig indtil Grusomhed.[s. 42]

“Af al Slags Borgerkrig er den, hvor Gejstligheden fører an, den vildeste.” [s. 56]

“… det skæbnesvangre Præstevælde, der har bragt Spanien saa mange Ulykker, tilhører ikke blot Kristendommen, men havde ogsaa hjemme allerede i det muhammedanske Spanien; dette Samfundstræk maa derfor antages at hænge sammen med Folkekarakteren; det skriver sig ikke fra Religionerne.[s. 57]

“Springet fra Røverhøvding til Politichef var for den østerlandske Opfattelse en ganske naturlig Overgang.” [s. 67]

“… med sin klare politiske Forstaaelse indsaa han fuldt vel, at med Folkekarakterer som Arabernes og Berbernes kunde kun et myndigt, stærkt centraliseret Enevælde holde sammen paa Riget. [s. 80; om Abdurrahman]

Ikke blot i Digtning, men ogsaa i Videnskab blev det arabiske Spanien Europas Læremester. I Enkelthederne kom dette først frem i de følgende Aarhundreder, men Grundlaget for den hele Udvikling kan siges at være tilvejebragt allerede under Abdurrahman III. Den arabiske Videnskab var, bortset fra de theologiske Discipliner, ikke original; den stammede fra Grækenland.” [s. 87f]

“Da Araberne, ved en gammel Misforstaaelse af en Udtalelse i Koranen, tidligt blev afskaarne fra al Billedkunst…” [s. 89]

“I Modsætning til den fanatiske Forfølgelseslyst, som disse havde maattet lide under i de vestgothiske Kongers Tid, havde Araberne i Overensstemmelse med Koranens Foreskrifter givet Jøderne baade Trosfrihed og fuld personlig Frihed…” [s. 92]

“… Mildhed vil af Orientaleren i de fleste Tilfælde opfattes som Svaghed.” [s. 100]

“I denne Hensigt forøgede han Antallet af fremmede Lejetropper, navnlig af Kristne, som han paa alle Maader begunstigede; det gik saa vidt, at i Hæren var Søndagen anerkendte Hviledag ved Siden af den muhammedanske Helligdag Fredagen.” [s. 111; om Ibn Abi Amir]

“Den stadige Berøring, baade i Krig og Fred, med Bekendere af en anden Religion havde aabnet Øjnene for, at det ikke var den dogmatiske Bekendelse, det kom an paa; der var gode og onde Mennesker baade i Islam og blandt de Kristne, og mange begyndte at mene, at Sandheden laa hinsides baade Koranen og Biblen, og førtes derved ind paa en fuldstændig Ligegyldighed i religiøse Sager; det var naturligvis mest i Overklassen, hvor man havde Tid til at læse og tænke, at disse farlige Anskuelser bredte sig.” [s. 126]

“… den religiøse Modsætning til de kristne Naboer mod Nord var i Grunden det eneste, man havde fælles, men ved den hyppige gensidige Berøring var ogsaa denne Modsætning bleven i høj Grad afslebet; de to Trossamfund omgikkes, og man lærte at agte de rent menneskelige Egenskaber hos hverandre.[s. 129]

“… selve Raceblandingen synes ogsaa at have skabt en forøget intellektuel Modtagelighed…” [s. 134; om maurerne]

“Man kan uden Overdrivelse sige, at nogle af de bedste Dele af spansk Civilisation og Kultur er af orientalsk Oprindelse.” [s. 163]

“‘Allah akbar’ (Gud er stor), raabte Boabdil og brast i Graad, men hans Moder Aisha, der i sig havde noget af de gammelarabiske Kvinders Trods, udbrød harmfuld ved Synet af denne kvindagtige Svaghed: ‘Vel maa du nu græde som en Kvinde over det, som du ikke har kunnet forsvare som en Mand.’ [s. 187]

“Den arabiske Erobring bragte Islam, hvilket blev afgørende for hele den følgende Udvikling. Denne Religion med sin klare og let forstaaelige Lærebygning og med sin – i Theoriens fremherskende – Utaalsomhed var netop noget for Berberne; ogsaa for dem, der havde antaget Kristendommen, var Springet fra Donatisternes Lære til Muhammeds i selve Tankegangen ikke saa stort, som det ved en rent dogmatisk Betragtning skulde synes. Berberne, hvis Følelsers Lidenskabelighed til alle Tider var stærkere end Fornuftens dæmpende Kraft, var fødte Fanatikere og som saadanne kulturfjendske.” [s. 191f]

“Der kunde nok udkæmpes blodige Slag – saaledes fortælles, at i 1277 faldt i en Kamp atten Tusind Kristne, og deres afhuggede Hoveder samledes i en Bunke, fra hvis Top Muezzinen kaldte til Bøn…[s. 193]

“… i Marokko var man den Gang som nu i den rene Middelalder…” [s. 204; skrevet i 1922]

Til Forstaaelse, om end ikke til Undskyldning af alt det udgydte Blod, der strømmer gennem Marokkos Historie helt ned til den nyere Tid, maa man huske paa, at Orientaleren betragter dette Forhold paa en ganske anden Maade end Europæeren, tildels netop ud fra hans religiøst betonede Livsanskuelse. Østerlænderen hænger i mindre Grad end Europæeren ved Livet; naar det nu en Gang staar skrevet i Skæbnens Bog, at han skal miste Hovedet, nu vel, er der saa Grund til at gøre saa mange Ophævelser over det og sætte Himmel og Jord i Bevægelse, fordi maaske den Dom, i Følge hvilken dette sker, ikke er saa videre vel begrundet eller maaske slet ikke eksisterer.” [s. 210f]

“Forskellige overfladiske Rejsebeskrivelser skildrer ham som en blodtørstig Tyran; langt snarere var det modsatte Tilfældet, at han var for mild. For de her herskende, endnu rent middelalderlige Tilstande passede nu en Gang bedst de af den gamle Muley Ismail anvendte Metoder; Orientalerne har ikke noget imod at blive regeret haardt, ja, endog grusomt, naar blot han samtidigt mærker en vis Retfærdighed.[s. 228; om Muley Muhammed]

“… denne Omstændighed, som fik Tyskland under den nye Kurs til at kaste sine Øjne paa Marokko; dette Land var jo en af de faa Pletter i Afrika, hvor Pladsen endnu ikke var helt optaget. [s. 235]

“Den anden Tanke udsprang fra et Ekko af Præsident Wilsons højtstemte Forkyndelse om Folkenes Selvbestemmelsesret; den idealistiske Præsident har sikkert ikke selv haft nogen Anelse om den Rækkevidde, som hans Forkyndelser skulde faa, han tænkte vel nærmest paa Czeker og Polakker og andre af Europas hidtil fortrykte Nationer. Men udenfor den hvide Mands gamle Verdensdel blev Wilsons Ord begærligt opfangede af en Mængde farvede Folkeslag og vendt mod Wilsons egne Racefæller: ogsaa vi er en Nation, ogsaa vi har derfor Lov til at indrette os, som vi selv vil, og Europa har ingen Ret til at paatvinge os noget Herredømme eller nogen Slags politisk Vejledning; hvor meget vi har Brug for af Europas Teknik, er noget, som vi nok selv skal bestemme. Saaledes omtrent lød det folkelige Ræsonnement… og Perioden efter Verdenskrigen giver derfor Plads for flere Folkeførere, der søgte at udnytte denne Betragtningsmaade til politiske Formaal.[s. 259f]

“Den 1. April 1925 havde Franskmændene 66,000 Mand under Vaaben i Marokko, den 1. Oktober var Hæren bragt op til 142,000 Mand. Denne Kraftudfoldelse undlod ikke at gøre et vist Indtryk paa adskillige af Stammerne; Orientalerne har nu en Gang i Politik mest Respekt for det, som de kan tage og føle paa.[s. 281]

“Intet sted mere end i Orienten gælder Reglen, at den tabende har Uret.” [s. 286]

“Marokkos Romantik vil snart være uddød, men en i menneskelig Henseende bedre Fremtid synes Landet at have i Vente. [s. 290]

Flere citater fra Johannes Østrup: Maurerne og Marokko. Den vestlige orients Historie fra Aar 711 til vore Dage (1928).

Oploadet Kl. 13:59 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper