16. februar 2005

Arthur Christensen: Politik og Massemoral (1911) – nogle notater

Arthur Christensen udgav fra omkring år 1900 til slutningen af 2. Verdenskrig adskillige oversættelser af persiske eventyr, og fik udgivet flere bøger om samme på fransk. Fokus var rettet mod Persien og persisk kultur, og det er ikke meget fra hans hånd som direkte omhandlede Muhammed og islams historie. Han var som flere lærde på denne tid, også interesseret i politik, og skrev flere bøger hvori han uddybede sine synspunkter. En af dem var Politik og Massemoral udgivet 1911, hvori han gav en meget subjektiv “Belysning af aktuelle Problemer” indenfor politiken.

Arthur Christensens politiske overbevisning er elitær og særdeles kynisk – og han mener ikke at parlamentarismen vil kunne overvinde de indbyggede svagheder, såsom stemmeret til kvinder og den brede masse (‘hære af enere’) der udelukkende stemmer udfra erhvervspolitiske interesser. Han gør sig således til talsmand for en slags korporatisme, hvor kun arbejdsduelige har stemmeret, hvor staten har erkendt klassemodsætningerne, hvad i sidste ende vel kun kan fungere med en stærk førerskikkelse. Det virker ikke som om han iøvrigt er præget af nationalistiske stemninger, og han er klart præget af illusionsløshed både i forhold til politikens midler og mål.

Historien har ikke givet ham ret, men flere problematikker han berører er stadig til debat. Kritikken af Rousseau minder en del om Søren Krarups kritik af Demokratisme og Kai Sørlanders kritik af konventionsfundamentalismen.

Islam omtales ikke direkte, men han er afgjort imod kolonialisme, som han mener blot avler en nationalistisk modreaktion. Ligeledes forholder han sig til ‘religiøs suggestion’, og betoner her religionernes evne til at samle folk på tværs af øvrige skel. At der eksisterer civilisatoriske forskelle er han helt på det rene med, men selvom Vesten havde teten i materiel henseende, så mangler vi ifølge ham noget åndelighed. Den vestlige civilisation har så at sige mistet evnen til at forsvare sig selv. Man skulle næsten tro han havde læst Oswald Sprenglers dystre profeti i Untergang des Abendlandes, som dog først udkom efter 1. Verdenskrig.

Herunder nogle citater fra bogen:

En politisk Anskuelses Rigtighed kan jo ikke bevises med Logik; der vil altid kunne anføres nøjagtigt ligesaa mange Argumenter for som imod enhver Anskuelse.” [s. 14f]

“Her er det virkelige Virkefelt for Valgretoriken med dens Sandhedsfordrejelser, Perfidier, tomme Løfter, og hvad andet dertil hører. Med Samfundsvellet fanger man kun nøjagtigt de Stemmer, som man kan overbevise om, at den projekterede Samfundslyksalighed først og fremmest byder dem selv personlig Fordel. Frihedsidealet trives fortræffeligt – i Teorien. I Praksis er det gaaet samme Vej som andre Samfundsidealer fra andre Kulturperioder; man opgiver Friheden for i kompakte Sammenslutninger at Tilkæmpe sig Magten, hvad der vil sige: Raadigheden over Samfundsgoderne, Friheden til at fordele dem efter Forgodtbefindende. [s. 15]

Masserne er de for alle selvstændige Tanker blottede, blinde Redskaber til den historiske Udvikling, de er Hære af navnløse Enere, og deres grove Skyts er de kollektive Livsanskuelser, hvad enten disse kaldes Romeraand, Muhammedanisme, Kristendom, Renæssanceaand, Romantisme, eller de kaldes Lutherdom og Katolicisme Konservatisme og Liberalisme, Nationalisme, Socialisme o. s. v.” [s. 19]

Massen er blottet for Logik, handler impulsivt, uberegneligt, svingende efter alle de Suggestioner, der frembyder sig paa dens Vej, og opflammes let af Begejstring eller Fanatisme – Forskellen mellem de to Begreber er vel nærmest den, at vi kalder Begejstring hos os selv og vore Meningsfæller det, som vi kalder Fanatisme hos vore Modstandere, ligesom vi taler om Patriotisme hos os selv og vore Landsmænd, medens det samme Fænomen hos en os usympatisk Nation kaldes Chauvinisme…” [s. 33]

Den religiøse Suggestion er meget sammensat og berører alle de nævnte Sider af Massernes Sjæleliv. Der er for det første Selvhævdelsen… Eksempler derpaa er den ‘hellige Krig’, som Muhammed, Typen paa de store religiøse Suggestionører, hvis Styrke ligger i deres Selvsuggestions Intensitet, og hans Efterfølgere satte i Gang, og som i faa Aartier skabte et Rige, større end Romerriget paa dets Højdepuntk, og paa den anden Side Korstogene, som er udgaaede af en af de mest gigantiske Suggestionsbevægelser i Kristenhedens Historie.” [s. 34]

“Overalt i den muhammedanske Orient møder vi al-Halladj-Typen, lige ned til vore Dage, hvor Profeter prædiker den ‘hellige krig’ i Marokko og andensteds. En saadan Helgen med politisk Anstrøg, i hvis Karakter Selvsuggestion og bevidst Bedrag flyder over i hinanden uden faste Grænser, formaar her altid at fremkalde Masse-Bevægelser, der undertiden kan udvikle sig til regulære Krige og true baade Stater og Dynastier. [s. 36]

Parlamentarismen er vel den mægtigste af alle Milieu-Suggestioner i vor Tid. Den er vokset op af Liberalismens og Demokratismens Jordbund, vokset op som en ny Livsanskuelse, hvis Magtmiddel ikke er Religionen, ikke Frygten for det hinsidige, men Politiken, den grundlovsmæssigt legitimerede Masse-Virknings Tvang, en upersonlig og ubarmhjærtig Tvang, der skjuler sig under Frihedens Navn. [s. 43]

“Det er aabenbart netop denne Sammenfalden i Tid mellem Parlamentarismens Herredømme og Væksten i Civilisation og dermed i Ydre Magt i den evropæisk-amerikanske Verden, der har slaaet de orientalske Folk saa stærkt, at de en efter anden har indført Parlamentarismen som det store Bodemiddel for alle Ulykker og al Nød. Imidlertid er det jo ikke pa Forhaand givet, at der er nogen Aarsagssammenhæng mellem Demokratismen og det 19. Aarhundredes civilisatoriske Fremskridt… [s. 52]

“Man maa vel vogte sig for den almindelige Overtro, at der udenfor absolutisme og Parlamentarisme ikke skulde gives noget tredje.” [s. 54]

“Staten er opstaaet som et Instrument til Rov og Afværgen af Rov, altsaa ikke for at standse ‘alles Krig mod alle’, men for at bringe Krigen ind i fastere Former og gøre den mere virkningsfuld.” [s. 59f]

“Det fordømmelige ved de kolonipolitiske Metoder stiger i samme Grad, som de Folk, der undertvinges, er kultiverede og har Bevidsthed om deres nationale Egenart. Indere, Kinesere og Persere har deres egne Kulturer; hvad Evropæerne kan byde dem, bliver ikke – eller dog kun i ringe Grad – Kultur, men kun en udvortes Civilisation, og den evropæiske Maskin-Civilisation har nu en Gang kun Værdi som Middel, ikke som Maal. Derfor er det ved en Anneksion af et Kulturland altid højst tvivlsomt, om der, set fra Verdenskulturens Standpunkt, ikke slaas mere i stykker, end der vindes. Evropæisk Civilisation, indpodet paa en ikke-evropæisk Kultur, vil i de fleste Tilfælde give disharmoniske Resultater, og Disharmoni plejer i Folkenes Historie at resultere i Revolutioner og Krige.” [s. 73]

I Forholdet til Folk af fremmed Kultur ligger en Hovedvanskelighed i Race- og Kultur-Idiosynkrasier. Evropæeren er altid tilbøjelig til i en fremmed Kultur at se en underlegen Kultur eller endog Mangel paa Kultur; for Gennemsnits-Evropæeren er det ikke-Evropæiske lig Barbari, Ikke-Evropæerne er ‘vilde’. At den Indfødte overfor den brovtende og hensynsløse Uforstand hos Civilisations-Evropæerne anlægger en tilsvarende Maalestok, er kun naturligt. Den Indfødtes ensidige snæversyn overfor Evropæeren er mere tilgivelig end Evropæerens overfor den Indfødte, fordi denne sidste i Evropæeren i Reglen kun faar Lejlighed til at stifte Bekendtskab med den mer eller mindre brutale Undertrykker. Mangen Evropæer, der udstyret med omfattende Magtfylde sendes til orientalske Kolonier, lader vel ogsaa sin Kulturfernis blive hjemme.” [s. 80]

“Hvor fortræffelige disse Mænds Hensigter [kolonisatorernes] end kan være, saa føres de med usvigelig Sikkerhed ind i Politikens Atavisme: Undertrykkelsen.” [s. 118]

“Parlamentarismen bliver paa Fastlandet ofte til en ufejlbar Lære, en Religion, hvis Kultus overholdes paa det strængeste i de mindste Enkeltheder. Parlamentarismen har sin Ortodoksi og sine Farisærere.” [s. 127]

“Man tror paa parlamentarismens Læresætninger som paa en Katekismus, selv om man ikke altid har begrebet dem. Mange, som har ophørt med at tro paa Mirakler fra Himlens Side, tror paa Folkesuverænitetens Mirakler.” [s. 128]

“I en Stat, hvor det folkevalgte Kammer ikke har nogen Modvægt i et paa anden Basis sammensat Kammer eller i Statsoverhovedets Veto, vil Majoritetens Herredømme ikke kende nogen anden Skranke end den rent moralske, der ligger i visse opinionsmæssige Imponderabilia. Men denne Faktor kan ikke hindre, at ethvert Majoritetsherredømme bliver til et Majoritetstyranni, da det ligger i enhver Masses Natur at misbruge den Magt, den har i Hænde. [s. 131]

“Fastlandsparlamentarismen [eks. Folketinget] fører til Kammerdespotisme, den engelske Parlamentarisme til Premierministerdespotisme.” [s. 154]

“Begrebet ‘Folkesuverænitet’ er den skæbnesvangre Gave, som Rousseau har skænket den moderne Verden.” [s. 157]

“Den Sum af naturlige Rettigheder, som absorberes af Folkesuverænen ved den sociale Kontrakt, er paa sin Side intet andet end Kongernes gamle guddommelige Ret i nyt Klædebon.’ Saaledes forpupper Ludvig XV’s Despotisme sig i Folkesuverænen, som Rousseaus Arvtagere satte paa den ledige Trone. [s. 158]

“Politiken bliver en ‘Kamp i Mørke, som ender med, at Flerheden knuser Mindreheden med Tallenes stupide og stemme Brutalitet’ (Ch. Benoist).” [s. 159]

At hverken Besiddelse eller Eksaminer i og for sig giver Indehaveren større politisk Indsigt, er ofte nok blevet fremhævet. Men ligesaa sikkert som det er, at virkelige Kriterier for, hvem der besidder den til Stemmeafgivningen ønskelige politiske Indsigt, ikke kan findes, og at alle kunstige Grænser kun virker i Klassepolitikens Tjeneste, ligesaa vist er det, at alle saadanne Grænser strider mod Folkesuverænitetens Princip. Ved Erhvervsgruppesystemet vil hele Stridsspørgsmaalet derimod falde bort.” [s. 165f]

“Helt berøvede Stemmeret vilde da kun de Individer blive, som ikke tjente Samfundet ved nogen Art positivt Arbejde, og de vilde heller ikke med nogen Ret kunne kræve at gøre deres Indflydelse gældende i politisk Henseende. [s. 167]

“Det nyes Suggestion kan skabe baade latterlige og skadelige Moderetninger, de humanitære Ideer kan f. Eks. føre til en blødsøden Pædagogik, der virker moralslappende, og til en overdreven Forbrydervenlighed, der gør Skaar i de fredsommelige og hæderlige Borgeres Retsbeskyttelse og til en vis Grad forkludrer Retsbevidstheden; men det er dog kun den offentlige Menings Vildskud.” [s. 172]

“… ‘at præsentere Uvidenhed i Videns Form’…” [s. 172; dagspressens metie ifølge forfatteren]

“Det gælder for den, der lever midt i dette moderne Kaos, at holde Hovedet klart og ikke lade sig vildlede af det Kulturfjendskab, som avles af Kontrærsuggestion og næres af ‘Realpolitikerne’. At Nationer og Stater voksede op, modtog og producerede Kultur i deres bedste Alder for derefter at ældes og dø? Døden var da ingen Følge af Kulturen, men en Naturens Orden, som selv Kulturen ikke formaaede at trodse… Livskampens sidste og yderste Konsekvens er Resignationen. Men den Nation, der dør efter at have opfyldt sin Kulturpligt, har ikke levet forgæves og fortjener ikke at smædes af Historien. Yngre Kræfter vil tage Arven op efter den og føre Kulturen videre: Graecia capta ferum victorem cepit.” [s. 179f]

Flere citater fra Arthur Christensen: Politik og Massemoral. Til Belysning af aktuelle Problemer (1911).

1 kommentar »

  1. ved at kalde nogen dum, grim, eller elitær eller kynisk så fortæller du blot at du er politisk korrekt.
    Jeg finder nu bogen korrekt, og at livet og politikken er noget yderst vanskeligt hvor selv de klogeste danskere har en del vanskeligheder med at forklare hvorfor 2 millioner ubelæste vælgere tænker klarere end en eneste belæst mand

    Kommentar by Svend Rom — 18. februar 2014 @ 18:02

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper