2. marts 2005

Johannes Pedersen (Svend Søndergaard): Islamisk Mystik (1999) – nogle notater

Verdensreligionernes hovedværker er et af de mere ambitiøse danske forsøg på at beskrive religionerne autoritativt. Det blev første gang udsendt i 1920’erne, genudgivet i 1952-54 og enkelte bind – herunder bind 9 og 10 omhandlende islam genudsendt i 1999. Bind 10 havde i de første to udgaver titlen Muhammedansk Mystik, og bestod af en række sufi-tekster udvalgt af Johannes Pedersen. 1999-udgaven bærer titlen Islamisk Mystik, og til udvalget er tilføjet enkelte tekster samt en ny indledning ved Svend Søndergaard fra Carsten Niebuhr Instituttet.

Sufismen er en islamisk retning, som fastholder den strenge tro på islam, og omvendt ikke bekymrer sig meget om ortoksiens hårde krav til den ydre gudsdyrkelse. Fokus er rettet mod den frie tænkning, og det er formentligt derfor de tidligere orientalister fandt dem og deres kunst spændende – og formentligt derfor nutidens apologeter med abstrakte pointer forsøger at gøre sufierne til ’sand islam’. Det er den ikke, men hvis man kunne tale om en ’sand islam’, så ville den være i diamentral modsætning til sufiernes udlægning af kilderne.

Islamisk mystik er en kildesamling, og herunder blot medtaget nogle citater fra Svend Søndergaards indledning:

“Samtidig skabte han ved sin prædiken (det der senere blev til Koranen) og sin islamiske livsform en ny arabisk selvbevidsthed og en religiøs begejstring som vakte beduinerne til sammenhold og store bedrifter… Men der var mange muslimer, som ikke fandt tilstrækkelig religiøs næring i den officielle islams rigoristiske system.[s. 9]

“… Derfor lagde disse søgende mindre vægt på Koranens og hadîth’s ydre mening og dens rette filologiske forståelse end på teksternes dybe indhold og dettes betydning for sjælens dannelse. Der opstod så at sige en ny teologi, en indforstået videnskab om sjælens vej til enhed med Gud.” [s. 10; lidt ala apologeternes helhedslæsning]

Der er meget i al-Hallâdj’s tankegang, der røber kristen påvirkning, og som derfor fordømtes af eftertiden. Men de fleste sufier har betragtet ham som martyr, hvis eneste fejl var at han åbent for enhver udtalte ting, som kun kan fattes af den der selv har haft oplevelsen. Det udtryk man især fandt kontroversielt var hulûl, som mindede alt for meget om det kristne dogme om Guds inkarnation i Kristus, det centrale ankepunkt i islams afvisning af kristendommen. Efter al-Hallâdj’s død spores en vis forsigtighed i sufiske kredse.” [s. 15]

“… for islams store teolog al-Ghazâlî (1058-1111). Denne sidste gav i sit hovedværk Ihyâ’ ‘ulûm al-dîn (Genoplivelse af religionsvidenskaberne) i 40 kapitler en oversigt over alt hvad der hører til islamisk tro og liv, farvet af en sufisk holdning; dette værk har stadig en vid udbredelse. [s. 16f; se DFs valgannonce]

“Der er i sufismen en overvældende skaberkraft og en vidunderlig dristighed. I omgivelser der ville knuse sjælen og gøre den til et intet over for det der er uden for den, har mystikeren hævdet sin sjæl som det centrale og ud af den, på eget ansvar og af egen erfaring, skabt en fuldkommen ny kosmos med en gud som han skaber, og en verden som han bevæger. Han tager intet på overlevering, men danner alt som nyt.” [s. 29]

“… djihad, anstrengelse. I islamisk sprogbrug: kamp til forsvar for islam. I sufisammenhæng tales der om ‘den store djihâd’ som kamp mod synd og urenhed. [s. 170]

Flere citater fra Johannes Pedersen (Svend Søndergaard): Islamisk mystik

Oploadet Kl. 10:14 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer

3 Comments »

  1. “hvis man kunne tale om en ’sand islam’, så ville den være i diamentral modsætning til sufiernes udlægning af kilderne.”

    Øh er det Allah som taler her?

    Kommentar by test — 2. marts 2005 @ 15:48

  2. “Øh er det Allah som taler her?”

    Nope, som det fremgik af ovenstående var det min tolkning. Allah ville iøvrigt ikke have ladet Muhammed ytre tvivl om der fandtes en ’sand islam’. Det var jo den han påstod at formidle.

    Sufismen har traditionelt stået i opposition til ‘de bogstavtro’. Det har flere grunde, og jeg citerede vistnok Søndergaard for et par stykker. For muslimer er en af kernepunkterne, at der kun er én Gud. Kristendommen og jødedommen er således ikke bare falske fordi de har den forkerte Gud, men fordi de har flere profeter som Muhammed betragter som gudeskikkelser. Islam har så at sige en streng monoteisme. Sufismen baserer sig naturligvis også på Koranen, og er også præget af kristendommen/jødedommen – men er samtidigt i det ydre voldsomt inspireret af panteisme/Buddisme + polyteisme/synkretisme.

    Dvs. når Koranen påstår at være Guds ord i uendelig form, og påbyder at der ingen anden Gud må være – så må sufiernes udlægning nødvendigvis have det svært i forhold til ‘de bogstavtro’.

    Det er pudsigt nok også det historien har vist.

    Kommentar by Kim Møller — 2. marts 2005 @ 19:48

  3. Sufismen har dog tag i folk.
    Den er folkelig bl.a. i kraft af musikken. Især i Marokko og Pakistan har den udbredelse.
    Den (nyligt afdøde) verdenskendte sanger Nusrat Fateh Al Khan, er efter sigende lige så kendt og populær i Pakistan/Indien som Kim Larsen er her. (Han har bl.a. indspillet for Peter Gabriel, og har spillet med mange vestlige musikere). Han var tilnyttet sufismen.
    Hans sange (qawali) er både religiøse, kærlighedssange og beruselse indgår (også sprut).
    Hvilken modstand han har mødt ved jeg desværre ikke, men jeg kan ikke forestille mig at ‘klerikale kredse’ og de gamle sure mænd med langt skæg ikke har været efter ham. Hans rod i det folkelige har måske ‘reddet’ ham fra ballade ?

    Kommentar by michael — 3. marts 2005 @ 11:36

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper