8. marts 2005

Johannes Pedersen: Islams Kultur (1928) – nogle notater

Johannes Pedersen fik international berømmelse med firebindsværket Israel (1920-34), men har ikke som Arthur Christensen og Johannes Østrup stået for udgivelse af islamiske kildesamlinger, ligesom han heller ikke som Frants Buhl har skrevet klassikere møntet direkte på islam. Der er dog en udgivelse som efter min mening fortjener fremhævelse. Islams Kultur fra 1928 supplerer på udemærket vis Buhls klassikere ved at fokusere på kulturen mere end religionen, ikke en nem opgave, men bogen må siges at være et godt forsøg.

Pedersen generaliserer som datidens orientalister, men går ikke langt ud i typologier, og selvom titlen antyder skarpe afgrænsninger, så bruges der mange sider på at beskrive hvorledes den islamiske kultur er blevet til, og med tiden har udviklet sig. Islamisk kunst, filosofi og sufismen får meget plads, men han forsøger ikke at opbygge et forståelseskompleks skræddersyet til bortforklaringer. Den sande islam er for ham, den islam de første muslimer dyrkede i sammenhold til deres fortolkning af de islamiske kilder. Hvilket vil sige, at når sufismen omdefinerede ‘Jihad‘ (den hellige krig) til også at være en indre kamp, så underspilles det krigeriske aspekt ikke med apologetiske formål.

Interessant er det også at læse om forfølgelserne mod kristne der fandt sted inden korstogene, ihukommende at Palæstina før islam blev grundlagt var kristendommens udspring. I det hele taget forsøger han at skelne mellem de forskellige herskere og deres behandling af ikke-muslimer, og bogen kan ikke læses som den ene eller den anden religion. Han kan på ingen måde siges at være motiveret af teologiske uoverensstemmelser, og han roser gentagne gange islam for i betemte perioder at have være tolerant over for anderledes troende. Han er dog overordnet helt enig med den i orientalistikken altdominerende tolkning, at kristne blot havde ‘dhimmie’-status, dvs. var andenrangsmennesker – underordet et arabisk herrefolk. Et herrefolk som man i den praktiske virkelighed ikke blev medlem af blot ved konvertering til islam – man skulle være arabisk muslim (~ ‘race’).

Herunder en række citater fra bogen:

Europas Historie og dens Forløbere i ‘Oldtiden’ er kun et lille Udsnit af en uendelig Mængde Folks Historie som har udfoldet sig i Væxt og i Nedgang omkring paa Jorden. Det man kaldte Oldtiden er atter kun et Led i et mægtigt Sammenspil af Kulturer der i Aartusinder har udfoldet sig i Forasien og Middelhavslandene, og hvis Opstaaen, Væxt og Forfald vi delvis kan forfølge, idet vi iagttager deres gensidige indbyrdes Paavirkning og deres Overgang i nye Former.” [s. 7]

“For at hævde sig som Høvding og befri sig selv og de fattige ‘Udvandrere’ for Beskyttelsens Underlegenhed maatte Muhammed nødvendigvis optræde som Kriger. Med nye Aabenbaringer fremtraadte han som de troendes Opildner til djihâd, Udtalelser der danner Grundlaget for den senere Lære om ‘den hellige Krig’. [s. 11]

“Da Profeten naaede saa vidt i Magt at han forbød ‘Afgudsdyrkerne’ Adgang til Ka’baen, erklærede han Jøderne og de Kristnes Folk for Samfund af anden Rang: ‘Bekæmp dem der ikke tror paa Gud og ej paa den yderste Dag og ikke forbyder det som Gud og hans Udsending forbyder, og som ikke bekender Sandhedens Religion iblandt dem som har faaet Skriften, indtil de giver Skat (djizja) hver især, idet de er ydmyge’ (Sure 9, 29). Her betegnes Jødernes og Kristnes Afgift som en Ydmygelse. I Virkeligheden var den ikke megen forskellig fra det som andre Samfund, der sluttede sig til Islam, maatte betale i Form af ‘Almisse’.” [s. 12f]

De muslimiske Vaabens Fremgang havde samme Karakter i Spanien som andre Steder. Modstanderne svækkedes af indbyrdes Stridigheder, og deres Hær led et knusende Nederlag ved Jerez de la Frontera (711). Goterne herskede som fremmede Herrer over den egentlige Befolkning og var lige saa lidt elsket som Byzantinerne i de østlige Lande.” [s. 20]

“Forklaringen paa dette mærkelige Fænomen [islams hurtige erobringer] har man fra gammel Tid udelukkende søgt i den nye Religion, som med sine Krav om at føre ‘den hellige Krig’ og ved de dertil knyttede forjættelser om Paradiset opflammede sine Tilhængere til at udbrede Religionen med Sværdet og tvinge Verden til Omvendelse. Denne Opfattelse af Islams Erobringer træffer dog ikke Kernen i Sagen. Muslimerne kæmpede ikke for at omvende Folk, men for at skaffe sig Magt. Djihâd, den saakaldte hellige Krig var, som vi har set, ikke egentlig et Middel til at omvende Folk. Den har sin Forklaring i Muhammeds Karakter, hvor Begejstringen for den nys erkendte Guds Sag ikke kan skilles fra hans eget Krav paa at herske. Kampen var nødvendigt for at hævde dette Krav. De fleste af de Folk som de mødte paa deres Krigstogter, var Kristne. Men disse skulde efter Qoranens Bud ikke ‘omvendes’, de skulde blot anerkende Islams Overhøjhed. [s. 21f]

“Alt dette havde intet med den muhammedanske Bekendelse og endnu mindre med dens Udbredelse til de besejrede at gøre. Det var en arabisk Expansion, ikke en religiøs Mission. Og dog kan man ikke tænke sig denne voldsomme Expansion uden Islam. Kraften i det af Muhammed stiftede Rige beroede paa at det, trods sin Løshed og Uensartethed, havde en fast Kerne; og denne Kerne var de troende, der sluttede sig nær om Profeten. Den nye Type han havde skabt, var omsat i dem. De havde Profetens Vilje til at hævde den; Begejstringen for Bekendelsen og Kravet om at herske havde de taget i Arv fra ham.” [s. 21f]

Islam Historie viser os et broget Virvar i hvilket en Mængde Folk og Racer hvirvledes ind. Men ind i Virvaret tegner sig tydeligt de store Linier. Historien viser os i Islams Verden en stadig Assimilation mellem Racer og Kulturer. Umajjadetiden var den store Grundlæggelsestid, i hvilken den østlige hellenistisk-kristelige Kultur arabiseredes samtidig med at den forenedes med den persiske. Herigennem skabtes den muslimiske Grundtype. Under ‘Abbâsiderne flyttedes Centret mod Øst, og Islams Kultur naaede nu sin fulde Blomstring. Den havde voxet sig saa stærk at dens Enhed bestod, skønt dens oprindelige Forudsætning, Rigets politiske Enhed, meget snart gik til Grunde. Centret rykkede imidlertid stadig Østpaa. Tyrkiske Folk trængte paa, først umærkeligt, siden i organiseret Fremmarch. De indordnede sig under den modne og fuldt udformede muhammedanske Kultur, men blev samtidig et Bindeled mellem Islam og Asiens østlige Folk. Denne Forbindelse med Østen blev endnu stærkere, da Mongolerne oprettede deres Rige. Forbindelsen mellem den østlige og vestlige Islam, som havde baaret dens Kulturs Enhed, blev afbrudt, og den østlige Islam kom til at leve sit eget Liv.” [s. 39]

“I det hele var Forholdet altsaa det at de muslimiske Arabere dannede et ret faatalligt Aristokrati af militær Art, medens Rigets store Befolkning udgjordes af de gamle Beboere, altsaa væsentlig Kristne. Angaaende Forholdet til de Kristne og Jøderne havde man Qoranens bestemte Forskrift og Profetens Exempel at holde sig til. Trods den Vilkaarlighed hvormed Profeten var optraadt over for Jøderne ved visse Lejligheder, gik Regelen ud paa, at ‘Skriftfolkene’ skulde behandles som Pagtsfolk, ahl adh-dhimmi, der stod under det muslimiske Samfunds Beskyttelse, for saa vidt de underordnede sig dette og betalte en Tribut. Anerkendelsen af Pagtsfolkenes Ret indskærpes ogsaa af forskellige Overleveringer der henføres til Profeten.” [s. 41]

Der er mange Vidnesbyrd om at Forholdet mellem Muslimerne og de ældre Befolkninger ikke var daarligt i den første Tid. De orientalske Kristne var vant til at blive beskattet og at have fremmede Herrer; nu blandede disse sig i hvert Fald ikke i deres Ritus og Dogmer. I Almindelighed var der ingen stor muhammedansk Fanatisme, mange af Erobrerne stod endog ret ligegyldigt over for den nye Kultus. En modus vivendi maatte findes, og medens Araberne havde Herskermagten, var den gamle Befolkning den overlegne paa alle andre Omraader. Den havde en gammel Kultur og administrativ Tradition og maatte i Følge Sagens Natur blive de nye Herres Lærere.” [s. 42]

“Der var heri intet paafaldende, thi i disse hellige muhammedanske Stæder opholdt der sig Kristne endnu i Umajjadetidens Slutning; de Kristne skal endog have haft en særlig Kirkegaard i Mekka. I Syriens og ‘Irâqs Byer lød Kirkeklokkerne stadig i Umajjadetiden, og Kirkerne laa lige op af Moskeerne. Denne Situation vedblev imidlertid ikke at Bestaa. Allerede ‘Umar skal have udjaget Jøder og Kristne af Arabien med Tilbud om Bosættelse i Syrien og ‘Irâq…[de strenge regler dog ikke efterkommet i fuld udstrækning]… Men i hvert Fald angiver det Retningen i den Udvikling som snart fik frit Løb, og man tillagde Profeten dette Udsagn: ‘Paa den arabiske Halvø maa to Religioner ikke bo ved hinandens Side.’ Særlig blev denne Regel gennemført for de hellige Stæders Vedkommende; kun Muslimer maa betræde Mekka og Medina, og Qoranens Ord (9, 28) om at Polytheister (d. e. de hedenske Arabere) ikke maatte nærme sig den viede Moske, anvendes paa alle Ikke-Muslimer.” [s. 42]

Selv om de Kristne levede nogenlunde fredeligt Side om Side med Muslimerne, var der dog et Misforhold mellem deres kulturelle Overlegenhed og den Plads Islam gav dem, idet den stemplede dem som Borgere af anden Rang. Enhver kunde imidlertid komme til at tilhøre Aristokratiet ved at gaa over til Islam, og det er ikke underligt at mange hurtig faldt for denne Fristelse og opgav deres Fædres Religion. Men i hvor høj Grad Muslimerne i den ældre Tid følte sig som et arabisk Aristokrati, ses af at de nyomvendte betegnedes som al-mawâlî; thi dette var Arabernes Betegnelse for fremmede der sluttede sig til en Stamme, eller for frigivne Slaver der sluttede sig til deres tidligere Herrer. [s. 43]

“Hvorledes man end theoretisk stillede sig, blev det almindeligt at kristne Kvinder der ægtedes af Muslimer gik over til deres Tro, og en muslimisk Kvinde blev aldrig givet til en Kristen der blev i sin Tro. Der fulgte andre Khalifer som gik i ‘Umar 2.s Fodspor. Hârûn ar-Rashîd (786-809), der med saa liden Ret har faaet Eventyrglansen lagt over sin Regeringstid, befalede at de Kristne ikke blot skulde fjernes fra alle Embeder, men ogsaa at de skulde bære en særlig Dragt, der gjorde dem kendelige. Denne Ordre fornyedes senere af al-Mutawakkil (847-861), der i sin orthodoxe Fanatisme rasede mod alle der afveg fra Orthodoxien, enten de tilhørte Islam eller andre Religioner. Han forbød ogsaa de Kristne at have muslimiske Slaver og at benytte samme offentlige Bade som Muslimer, han forhøjede deres Tribut etc. En ægyptisk Papyrus fra 10. Aarh. indeholder et Brev hvis Afsender erklærer at han ikke vil drive Forretning af nogen Art med Kristne. Forbudet mod at give Embeder til Kristne og Jøder fornyedes 909 af Khalifen al-Muqtadir Billâh. Saadanne Forfølgelser kom med visse Mellemrum under ‘Abbâsiderne og i Ægypten under Fâtimiderne og Mamlûkerne. Den Stemning som mere og mere blev gyldig over for de Kristne har afsat sit sluttelige Resultat i den muslimiske Lov om ‘Pagtsfolkene’. En Muslim som forlader sin Religion og gaar over til en af de andre, kaldes murtadd; han skal, efter at være opfordret til at opgive sin Vildfarelse, uværgelig dræbes hvis det ikke fører til noget. En af Pagtsfolkene, en dhimmie, kan ikke vidne, da han ikke er troværdig, og han kan ikke arve en Muslim. Han skal bære en særlig Dragt, eventuelt et Stykke Tøj paa Skulderen, som for de Kristne er blaat, for Jøderne Gult, for Zarathrustrierne sort eller rødt. De maa ikke bære Vaaben, ikke ride paa Heste, ikke bygge høje Huse, de skal altid vige for en Muslim og vise ham Ære. De maa ikke vække Opsigt med deres Religion, f. Ex. ved højt lydende Klokker. Det har været Genstand for Diskussion hvorvidt det er dem tilladt at bygge Kirker. Almindeligst hævdes det at de ikke maa bygge nye Kirker, men nok reparere de gamle; dette sidste vil visse Retninger dog ikke tillade. Regelen svarer til den senere romerske Rets Forhold til Jøderne, der ikke maatte bygge nye Synagoger, men nok reparere gamle.” [s. 43f]

Religionen betragtes i Islam ikke som en Privatsag; den stempler det Samfund man hører til, og bestemmer dets Love. Derfor danner hvert Religionssamfund et Administrationsomraade for sig…” [s. 45]

“De store Indtægter som strømmede ind til Centralstyrelsen, anvendtes til det arabiske Herresamfund, der havde Karakteren af en militær Organisation som har okkuperet fjendtligt Land.” >

I den ældste Tid var i det store og hele Muslim og Araber identisk, og det nye Herredømme føltes mere som et Raceherredømme end et Religionsherredømme. Derved vanskeliggjordes Overgangen til Islam, thi denne var generende for Systemet.” [s. 49]

“… og overhovedet var de Kristne under vilkaarlige Herskere Genstand for frygtelige Afpresninger. Umajjaden Sulajmân (715-717) gav Ægyptens Finansleder Usâma den Anvisning: ‘Malk Mælken til den er til Ende og tap Blodet til de sidste Draaber!’ Denne Anvisning blev omhyggelig fulgt, endda paa særlig grusom Maade, saa Munkene fik et indbrændt Mærke i Stedet for en Ring. Plyndringssystemet medførte at Ikke-Muslimer for at skaffe Penge maatte sælge deres Ejendele til Spotpris, hvilket frembragte et Prisfald. Naturligvis hævnede saadanne Foranstaltninger sig. Den følgende Khalif, ‘Umar 2., der som vi har set ikke var de Kristne venlig stemt, men var en from Muslim, ændrede de skarpe Methoder, der jo heller ikke kunde føre til mere naar Blodet var tappet… Ubillig Udsugning af Ikke-Muslimer fandt ofte Sted, ogsaa i de følgende Perioder.” [s. 49f]

Den staaende Kamp mod Rigsfjenderne, djihâd, førtes navnlig i Persiens Grænselande mod Tyrkere og andre centralasiatiske Folk, og imod Byzans.” [s. 59]

“Det gamle orientalske Kongeideal, som var udformet af Babylonerne og taget i Arv af Perserne, blev saaledes genoplivet af Khalifatet i ny Form og gjort gældende for hele Islams Verden… Vi ser altsaa Khalifatet udvikle sig med den historiske Udviklings indre Logik fra den arabiske Shejks Type til den selvherlige Despot. Under denne Udvikling formedes det muslimiske Khalifideal. [s. 64]

Khalifen var Hersker over Islams Rige, dâr al-Islâm, d. e. ‘Islams Bolig’. Hvad der laa uden for den var dâar al-Harb, ‘Sværdets Bolig’. Det var Khalifens Opgave at forøge den førstnævnte og formindske den sidste. Gennem den muslimiske Krig, Djihâd, skulde han løse denne Opgave og tvinge alle til at anerkende Islams Riges Overhøjhed. Indadtil skulde han være Centrum for Rigets Administration og garantere Gennemførelsen af Islams Lov.” [s. 67]

“Khalifen har aldrig haft en gejstlig Myndighed der kan sammenlignes med Pavens. Han skal hævde og forsvare Islam i dens Renhed, men han kan ikke udforme Dogmer, eller fastslaa hvad der er den rette Islam…” [s. 70]

“Bestikkelser til Embedsmænd har i hele Orientens Historie været anset for næsten lige saa selvfølgelige som nutildags ‘Drikkepenge’ til en Tjener.” [s. 77]

“Udviklingen af Islams Kunstindustri fremhæver paa det smukkeste Grundlinierne i Islams Kulturhistorie. I den ældste Tid fortsatte hver Landsdel sine gamle Traditioner, men Typer og Methoder bredte sig snart, navnlig gennem den dominerende Provins, over hele Omraadet, hvorved der skabtes en vis Ensartethed. De store Fyrster samlede Haandværkets Kunstnere om sig fra alle Lande. Saaledes hentede Tîmûr til sin Hovedstad Samarqand Arkitekter fra Persien, Sølvsmede fra Tyrkiet, Keramikere, Glasmagere og Silkevævere fra Syrien. Ad denne Vej opstod en Række beslægtede og dog forskellige Typer i den muslimiske Kunst.”

Paa S k u l p t u r e n s Omraade har Islam ikke fortsat de gamle Traditioner, fordi det hindredes af Religionens Forbud. I Qoranen siges det at ‘ansâb hører til Satans smudsige Værker (sur. 5, 92). Dermed menes sikkert kun Gudebilleder… “ [s. 111]

“Den officielle Lov har altsaa i hvert Fald ikke været opmuntrende for Billedkunsten, og dette har i høj Grad virket fremmende paa Interessen for den rene Ornamentik… trosivrige Ejere af Bøger har ofte bortraderet Ansigterne eller klistret Billederne til med Papir. [s. 113]

“Almindelige Forbud mod Spekulation nyttede naturligvis i Regelen lige saa lidt som den theoretiske Litteraturs Fordømmelse deraf under Paaberaabelse af Profeten. Men hvis der virkelig var Korn, kunde en kraftig Indgriben være af stor Virkning. Da Djawhar havde erobret Ægypten for Fâtimiderne 969, var der Hungersnød; hans Herre Mu’izz sendte Korn, men Brødpriserne faldt alligevel ikke. Djawhar lod da nogle Møllere offentlig Piske og oprettede en Kornbørs med Tvangssalg under Regeringens Inspektion. Et halvt Aarhundreder senere, da Nilens Stigning var paafaldende lav, og Priserne strax steg til store Højder, samtidig med at Brødet blev sjældent, lod Handelsinspektøren (al-much-tasib) nogle Bagere og Melhandlere piske, hvorpaa der strax atter kom Brød til rimelige Priser. Dette gentog sig flere gange.[s. 128]

“I fjerne Lande uden for Islams Omraade, som i Kina, Indien og Afrika havde Muslimerne – som senere Europæerne – Kolonier, gennem hvilke Handelen besørgedes.” [s. 131]

“Jøderne fik efterhaanden stærke Konkurrenter i Muslimerne, der selv mere og mere blev Handelsmænd, og som havde en gunstigere Stilling i Islams Rige. I sidste Halvdel af 10. Aarh. kom der stadig muslimiske Købmænd til Prag, Hovedmarkedspladsen for Mellemeuropas Handel. En Hovedpart af Salgsvaren ogsaa paa dette Marked udgjorde Slaverne, der hentedes fra de baltiske Egne. Slavonske Slaver var meget yndede i Islams Lande. [s. 133]

“De fremmed kunde drive Handel med samme Frihed som ‘Pagtsfolkene’. Det var dem forbudt at sælge Qoranen og andre af Islams religiøse Bøger, endvidere maatte de underkaste sig samme Love som den muslimiske Købmand og ikke sælge forbudne Varer som Vin og Svinekød. Ved retslige Stridigheder mellem en udenlandsk Kristen eller Jøde og en Religionsfælle der tilhørte Islams Omraade, bragtes Sagen for vedkommende Religionssamfunds Domstol. En Udlændings Strid med en Muslim eller med en anden Udlænding afgjordes af en muslimisk Domstol; her havde de fremmede den Vanskelighed at en Vantros Vidnesbyrd mod en Muslim ikke havde Gyldighed. [s. 135]

“Det var ikke alene Handelen som drog de kristne Magters Undersaatter til Islams Lande. For det kristne Europa var Palæstina det hellige Land, hvorfra dets Historie, dets Kultus og alle hellige Minder havde deres Udspring… [s. 135]

Den Frihed og Selvstændighed de kristne Kolonier nød i Jerusalem og andre Byer, led et Knæk under den fâtimidiske Hersker al-Hâkim, som forbød deres religiøse Processioner og endog ødelagde Gravkirken 1010. Ganske vist fik de atter bedre Kaar, men 1086 erobrede Seldjûqerne Landet, og de var ikke de fremmede venlig sindede. Det kristne Europa følte sig krænket ved at dets største Helligdomme var i Fjenders Haand. Dette gav Anledning til Korstogene, der var en Kamp for Europas Helligdomme og samtidig for dets hævdvundne Handel. Korstogene fik ikke megen positiv Betydning for Islams Kultur, som paa den Tid allerede var fuldt udformet. Men de bragte Islams Lande i intimere Forbindelse med det opadstræbende nye Europa, og Middelhavet fik ny Betydning som Handelsvej.” [s. 136]

“Disse ældste arabiske Mønter er rent byzantinske i Udseende. Khalifen fremstilles med et Sværd, og den muhammedanske Trosbekendelse er anbragt i Randen. [s. 140]

“Bygningens Ydre er uden Prunk, alt er paa orientalsk Vis koncentreret om dens Indre.” [s. 156]

“Organisationen var i Islams Lande saa gennemført at man indtil den nyeste Tid ogsaa har haft Organisation af Tiggere og af Tyve, der havde deres Laugsregler som andre Fag.” [s. 164]

“Al-muchtasib skulde ikke blot passe Butikernes Indretning og Baades Kapacitet og deslige, men ogsaa varetage den offentlige Anstand… forbyde Usømmeligheder som at Mænd talte med Kvinder paa Gaden og lign.[s. 165]

Det muslimiske Ægteskab har vel sjældnere skabt et inderligt Forhold mellem Kvinder og Mænd, men saa meget stærkere var Baandet mellem Kvinder og Børn, og den ugifte Kvinde var en Sjældenhed.” [s. 169]

Islam forbød at gøre en Muslim til Slave. Slaverne var derfor enten født i Slaveri eller indført udefra, idet de erhvervedes ved Køb eller som Krigsfanger. Fra Afrika, fra Europa og Centralasien førtes en Mængde Slaver til Islams Lande. Byerne havde gerne et særligt Torv hvor der købsloges om denne Form for Arbejdskraft; men Slaverne solgtes ogsaa i Husene Mand og Mand imellem. I jævne Huse adskilte Slavens Stilling sig ikke væsentlig fra Børnenes. Han var ufri, kunde altsaa ikke af egen fri Vilje forlade sin Plads, og maatte gøre det Arbejde der anvistes ham. Men det var en Skændsel at være haard imod en Slave og paalægge ham Arbejde der laa over hans Kræfter, og det er Herrens Pligt at sørge for hans Underhold. [s. 170]

“Det maa her erindres hvorledes Khalifens Stilling var i den ældre Tid. Han var det muhammedanske Samfunds Leder, men en Adskillelse mellem Politik og Religion var udelukket, fordi det var Religionen som bandt Samfundet sammen.” [s. 186]

“En dygtig, men voldsom Guvernør som al-Haddjâdj kunde fra Prædikestolen i Kûfa holde Taler der fik ‘Irâq’s Befolkning til at ryste. Han begyndte sin Tiltrædelsestale med et Citat af et Digt: ‘Jeg er den som spredte Mørket og steg op over Tinderne. – Naar jeg løfter Turbanen fra mit Ansigt, vil I kende mig. – O, Kûfa’s Folk! Jeg ser Hoveder der er modne til Afhugning, og jer er Mand for at udføre det. Jeg synes at se Blod imellem Turbanerne og Skægget.’ [s. 187]

“Retssystemet blev saaledes i de Retsskoler som udformede det, holdt i nær Tilknytning til Profeten, og der var ingen Formel Adskillelse mellem religiøs Ret og borgerlig Ret, fordi det hele udgjorde en Muslims Pligter.” [s. 190f]

For at være Vidne maatte man være ‘adîl, uberygtet, d. v. s. ikke have begaaet større Forsyndelser. Dette forudsætter at man er Muslim, hvorfor Bekendere af andre Religioner ikke har Gyldighed som Vidner for en muslimisk Domstol. I de fleste Sager kræves to mandlige Vidner, medens to Kvinders Vidnesbyrd gælder som een Mands…” [s. 192]

“Den store Fredagsmoske i Ispahân, som den persiske Intolerance hidtil ikke har tilstedet Forskerne at undersøge ordentligt… [s. 201]

Lærernes Undervisningsmethode bestod i den ældre Tid ganske simpelt i at diktere et Værk. De havde selv i sin Tid faaet det dikteret af deres Lærer, og naar denne havde overbevist sig om at de havde tilegnet sig det, skrev han en Fuldmagt (idjâza) i deres Exemplar, hvorved de bemyndigedes til at diktere videre.” [s. 209]

Fra de ældre Kulturer arvede Islam en stærk Respekt for Studierne, som den altid har bevaret… Fra den byzantinske Kristendoms Tid var hele Folket gennemtrængt af en dyb Respekt for Tænkningen og dens Argumenteren i Spørgsmaal som angik Religion og Kultus.” [s. 210]

L o v e n har saaledes fra først af staaet i Forgrunden i Islam, fordi Muhammed først og fremmest var præget af Vilje og krævede Lydighed mod denne, enten han selv formede den Krav eller han følte Kravene dikterede af Gud. Loven var derfor Muslimernes væsentlige Omsorg, da Profeten var Død og Islam bredte sig. I alle de nye Situationer stilledes de over for det Spørgsmaal: Hvad kræver den rette Islam at vi skal gøre? [s. 213]

“En ny Kultus i egentlig Forstand bragte Islam ikke, tværtimod var en Kultus som gik ud paa at skabe Livsværdier, ganske imod dens Aand.” [s. 216]

“Naturligvis rejste der sig en stærk Modstand mod Mu’taziliternes Lære, først og fremmest fra dem der stod uden for hele den filosofiske Sfære, der tør formodes at have haft sit særlige Tilhold i Byerne. Modstanderne var de samme som de der modsatte sig Lovens Modernisering. Deres vigtigste Mand var her som paa Lovomraadet Achmad Ibn Hanbal, der da ogsaa var Genstand for Forfølgelse. Det var ikke vanskeligt for disse Folk at vise at Mu’taziliternes filosofiske System var noget ganske andet end Qoranens Forkyndelse. Muhammeds Monotheisme bestod i at hans Gud var saa mægtig en Despot at han ikke taalte nogen ved sin Side og aldrig vilde blive afløst af nogen anden.r>

“Det svageste Punkt i Mu’taziliternes Position var imidlertid ikke saa meget det at dette og hint Qoranvers kunde anføres imod dem, thi her kom deres Fortolkningskunst dem til Hjælp, men enhver maatte umiddelbart fornemme at de havde ændret selve Aanden i den gamle Islam.” [s. 220]

“Fra Inderne overtog Muslimerne det praktiske Talsystem, som ogsaa er gaaet over til Europa.” [s. 223]

Denne Dogmatisme i Tænkningen forenedes godt med den gamle Islams Had til alle som ikke dyrkede den ene og samme Gud, og Islam blev en stiv og ubøjelig Uniform som alle maatte iføres. Kun ved at forbindes med Mystiken blev Islams Filosofi levende, Udtryk for Realiteter.” [s. 233f]

“Den gamle Islam bød kun lidt som kunde give Sjælen Oplevelser og Indhold. “ [s. 236; om grunden til mystikens fremkomst]

Sufismen har ofte været opfattet som en Aandsform der egentlig var Islam fjendtlig, og kun gennem Kompromiser er bleven taalt. Det er utvivlsomt rigtigt at Mystik er ganske fremmed for Qoranen og hele den oprindelige Islam. Men dens Forhold til Islam er ganske som filosofiens. Den har optaget den og omskabt den ved at lægge sit eget Indhold ind i dens Udtryk. I Virkeligheden var Sufismen maaske den strengeste Form for Islam. Hasan fra Basra deltog ivrigt i Diskussionerne om Lov og Lære, og nogle af Sufierne hørte til Islams stiveste Dogmatikere. Den mystiske Oplevelse var det centrale i al deres Virken, men den første Betingelse for at faa Del i denne var den strengeste Overholdelse af Islams Lov.” [s. 238]

Sufilærlingens Arbejde med sig selv kaldes hans djihâd, den hellige Krig, og det er den store djihâd i Modsætning til den der kæmpes af Fyrster og denne Verdens mægtige paa Slagmarken. Vi har her et karakteristisk Exempel paa hvorledes Mystiken kunde optage den gamle Islam og samtidig helt revolutionere den.” [s. 238]

“Mystiken er uden Sammenligning den mægtigste af Islams aandelige Bevægelser. Trods af Blomstring af Islams Kultur, bar den dog bestandig Mærket af den aandelige Fattigdom hvoraf den var rundet, og dens Tænkemaade i Lov og Lære viste hurtigt at det var udslidte Kulturer hvis Arv den skulde leve paa.” [s. 240f]

“Saaledes kom Mystiken til at skabe en Forædling af Islam, og saa uden for sin egen Kreds. Opfattelsen af ‘den hellige Krig’ som en Kamp for sjælelig Fuldkommengørelse er saaledes blevet anerkendt i den officielle Islam ved siden af den overleverede ligefremme Betydning af dette Bud.” [s. 242]

“Heri viste det sig hvor stærk Overleveringen var om Prædikestolen som Statens Talerstol, hvorfra Khalifen talte til Folket…[s. 248]

Flere citater fra Johannes Pedersen: Islams Kultur (1928).

Oploadet Kl. 13:04 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper