10. marts 2005

Orientering i apologi for Tyrkiet mht. det armenske folkemord – hensigten var klar i 1910

Orientering bragte igår beretningen om, hvorledes Tyrkiet nu endelig har accepteret at historikere får adgang til arkiverne, så sandheden om folkedrabet på de kristne armeniere endeligt kan dokumenteres. Jens Reiermanns dialog med Orienterings korrespondent i Tyrkiet Knud-Eigil Hauberg-Tychsen fortjener fremhævelse – idet sidstnævnte leverer et referat af forløbet som ikke bare et lidt ensidigt, men et decideret tyrkisk partsindlæg. Her lidt fra interviewet:

Hauberg-Tychsen: “Man beskylder det osmanniske rige, idag siger man Tyrkiet, men det er det osmanniske rige, om at have begået folkemord i 1915 – det drejer sig om, siger armenierne 1,15 millioner mennesker. Fordi man flyttede dem, det var en tvangsflyttelse, det må man sige, fra armenske områder i Anatolien til Syrien og til Nordirak. Man gjorde det fordi man ville gøre et forsøg på at standse konflikten, standse kampene mellem osmannerne og armenierne.”

Reiermann: … hvad er det så der sker under tvangsflytningen?

Hauberg-Tychsen: “Der sker for det første det, at armenierne bliver overfaldet af kurdere, fordi området som armenierne rejste igennem var kurdiske områder. Og der har altid været et modsætningsforhold mellem kurderne og armenierne. Det andet der skete var at der opstod sygdomme, følgelige epidemier, når man flytter så stor befolkningsgruppe på den måde, og på det tidspunkt i historien, så kan der let opstå sygdomme og epidemier og der var mange der døde der – endvidere så må man jo også sige at mange døde på grundlag af de strabadser de kom igennem – de kunne simpelthen ikke klare det rent fysisk, de kunne simpelthen ikke overleve det.

Reiermann: Hvem var det der stod for folkeflytningen?

Hauberg-Tychsen: “Ja, det er et interessant spørgsmål, fordi man øhh, man siger jo idag at det var tyrkerne der gjorde det, og det er jo ikke rigtigt. Det var den osmanniske regering der gjorde det, og den osmanniske regering var blandt andet tyrkisk, men ikke alene tyrkisk. Og et interessant aspekt er, at det var faktisk de preussiske øhh generalstab der foreslog og anbefalede at man foretog denne folkeflytning. Det er noget man hører meget lidt om. Noget man læser meget lidt om i historien. Det var ikke tyskerne der gjorde det, men det var preusserne…

Reiermann: Det man diskuterer når man taler om der har været folkemord, det om der har været en hensigt, om der har været en hensigt om at armenierne skulle udryddes. Eller, hvor meget kan man dokumentere her?

Hauberg-Tychsen: “Der er ganske god dokumentation for at dette ikke er tilfældet. Det osmannerne, den osmanniske regering ville var at flytte/fjerne den armenske befolkningsgruppe fra det område hvor de boede til et andet område, sålænge krigen varede. Der var ikke nogen tanke om at begå folkemord på befolkningsgruppen. Der er dokumentation for at man fra regeringens, altså den osmanniske regerings side, hele tiden sikrede at de mennesker der blev flyttet blev behandlet ordentligt, at de fik den hjælp der var nødvendig, og at de der begik overgreb imod armenierne blev straffet for de overgreb de nu engang begik. Så der var altså, det er den dokumentation jeg kender – der var altså en regeringsbeslutning om at de mennesker der blev forflyttet skulle behandles ordentligt. “

Reierman: Du siger der ikke har været hensigt… men hvis tager en mere bred definition af folkemord – hvad siger du så til det der skete dengang?

Hauberg-Tychsen: “Ja, hvis jeg tager det i den meget brede definition som vi kender den idag – så vil jeg sige at så er der tale om et folkemord… Men hvis man ser det i forhold til de planer der var dengang, og i forhold til den aktivitet der foregik, så kan man ikke beskylde osmannerne for at have begået et folkemord i 1915.”

Jeg har det seneste års tid læst en del om Tyrkiet, og heraf lidt om folkedrabet på armenierne i 1915. Følgende læste jeg et par timer efter at have hørt Hauberg-Tychsens referat:

“Inden jeg forlod Konstantinopel, lærte jeg en mærkelig Person at kende, som senere skulde spille en stor Rolle i sit Fædrelands Historie. Ved et Besøg i Parlamentet blev jeg forestillet for den Deputerede fra Adrianopel, og den svenske Handelsattaché, som besørgede Præsentationen, havde forinden sagt til mig: ‘Ham skal De lægge Mærke til; han bliver en Gang Tyrkiets Storvezir’. Spaadommen slog til: den Deputerede var Talaat Bey, senere Talaat Pasha, en mægtig og, trods alt det Blod, der kom til at klæbe ved hans Navn, i Virkeligheden sympatisk Personlighed. Talaat var ogsaa i det Ydre imponerende, en smuk, kæmpestærk Mand, der gjorde Indtryk af nok at vide, hvad han var værd. Han var født i Adrianopel 1874 i en fattig Familje og havde i sin tidligste Ungdom været Postkører og blev derefter Telegrafist; han kom ind i ungtyrkiske Kredse, og det fortaltes, at ved Udbrudet af Revolutionen i 1908 var det ham, der havde røbet Sultanens telegrafiske Ordrer om at arrestere de oprørske Officerer i Saloniki, saa at disse fik Tid til at flygte og begynde Opstanden i Monastir. Om dette er rigtigt, ved jeg ikke, men vist er det, at Talaat efter Revolutionens Sejr avancerede hurtigt; han blev valgt ind i Parlamentet som Repræsentant for sin Fødeby, og allerede i 1913 var han Indenrigsminister. Han blev en af dem der fik Hovedansvaret for Tyrkiets Deltagelse i Verdenskrigen paa Centralmagternes Side; i de sidste Krigsaar var han selv Storvezir. Efter Sammenbrudet maatte han flygte; han havde altid været personligt hæderlig og trods sine høje Stillinger havde han intet skrabet til sig; han forlod sit Fædreland som en fattig Mand og havde i et Par Aar en lille beskeden Restaurant i Berlin. Her blev han skudt af en armenisk Student; Drabsmanden blev frikendt, fordi han behændige Advokat gav Nævningerne en veltalende Skildring af de Rædsler, som det armeniske Folk under Verdenskrigen havde maattet udstaa, og som for en væsentlig Del skyldtes Talaats udtrykkelige Befaling; ved disse var ogsaa den Anklagedes nærmeste Slægtninge omkomne. Det havde virkeligt været Talaats Plan at udrydde hele det armeniske Folk, og den var ikke opstaaet som et Udslag af Krigspsykose. Jeg talte gentagne Gange med Talaat i Efteraaret 1910, og blandt meget andet talte vi ogsaa om Armenierne. ‘Ser De’, sagde han, ‘mellem os og dette Folk er der en Modsætning, som ikke kan løses ad fredelig Vej; enten undergraver de os fuldstændigt, eller vi maa tilintetgøre dem. Hvis jeg nogen Sinde faar Magt i dette Land, vil jeg sætte al min Kraft ind paa at udrydde Armenierne’. Seks Aar senere opfyldte han sit Løfte; de Forfølgelser, der sattes i Værk i Aarene 1915-1916, kostede – efter de laveste Tællinger – over halvanden Millioner Mennesker Livet. Og med alt det kunde man ikke andet end synes godt om Talaat; han var Barbar eller Fanatiker, hvad man nu vil kadle det, men der var ikke Svig i hans Sjæl.”

Fra Johannes Østrup: Erindringer (1938). s. 117f.

Her studsede jeg lidt. Orienterings udlægninger er godtnok ofte halve sandheder, men Østrups referat af Talaaet Beys sindelag går jo stik imod Hauberg-Tychsens tolkning. Følgende artikel i Historisk Tidsskrift bekræfter Østrups udlægning:

Denne militære katastrofe krævede både forklaring og handling. Natten mellem 23.-24 april, 1915 blev armenske gejstlige samt politiske og intellektuelle ledere i hovedstaden arresteret. De blev deporteret til Anatolien og myrdet der. Umiddelbart efter iværksatte myndighederne tvangsdeportationer af den armenske befolkning i hele riget, undtagen Konstantinopel og Smyrna, hvor mange europæiske diplomater, missionærer og købmænd var koncentreret. Disse deportationer, hvis mål var ørkenområder i Syrien og Mesopotamien, blev beordret ex post facto af indenrigsminister Talaat Bey i maj, under henvisning til påstået armensk illoyalitet. De deporterede tilbagelagde fortrinsvis den lange march til fods. Undervejs blev de myrdet og voldtaget af deres vagter fra gendarmeriet, overfaldet af løsladte kriminelle under militær kommando – de såkaldte Teshkilati Mahsusa, en organisation oprettet af regimet til dette formål – og hjemsøgt af kurdiske og Cirkassiske stammefolk, der bortførte unge kvinder og børn, dræbte, voldtog og plyndrede. Tusinder af børn blev druknet i floder og i Vansøen. De, der overlevede marchen, led overvejende sultedøden i lejrene omkring Der-el-Zor i den syriske ørken. De tjenstdygtige armenske mænd, forlængst indkaldt til militæret, blev samlet i ubevæbnede arbejdsbattaljoner, der blev sat til vejarbejder o. a. og derefter dræbt.

Folkemordet blev planlagt af triumviratet og nogle få rådgivere. Det blev styret fra Talaats indenrigsministerium, der implementerede det gennem Ittihadpartiets folk og lokaladministrationerne i provinser og regioner. De praktiske foranstaltninger – bevogtning, likvideringer osv – varetog i hovedsagen gendarmeriet, politiet, hæren og de særlige enheder.

Fra Torben Jørgensen: Tilfældet Armenien i Historisk Tidsskrift 2000/1.

Opdate: Andrew G. Bostom (ISIS): The Armenian Genocide was a Jihad.

“The Ottoman Turkish destruction of the Armenian people, beginning in the late 19th and intensifying in the early 20th century, was a genocide, and jihad ideology contributed significantly to this decades long human liquidation process. These facts are now beyond dispute.”

Armenian-genocide.org (solid dokumentation).

Oploadet Kl. 14:11 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer

3 Comments »

  1. Hej Kim

    I forlængelse af dit indlæg kunne jeg godt tænke mig at høre om dit syn på Bernard Lewis’ benægtelse af det armenske holocaust.

    På en hjemmeside der benægter det armenske folkedrab har jeg fundet et forsvar for Lewis. Her citeres han for et interview med Le Monde hvor han blev spurgt “Why do the Turks always refuse to admit the Armenian Genocide?” Lewis svarede:

    “You mean, the Armenian version of the history? There was an Armenian problem for the Turks created by the advance of the Russians, and also there was a population with an anti-Turkish sentiment in the Ottoman Empire who sought independence, and they overtly sympathized with the Russians advancing from the Caucasus. Also, there were Armenian bands, the Armenians bragged about their heroic exploits in resistance, and the Turks had trouble to maintain order under the prevailing war conditions. For the Turks it was necessary to take the punitive and preventive measure against a hostile population in a region threatened by foreign invasion. For the Armenians it was liberating their land. However, both parties agree that the repression was geographically limited; for example, those measures did not affect the Armenians who lived in the other parts of the Ottoman Empire.

    No one has any doubt that terrible events took place; the Armenians, as well as the Turks suffered and perished in equal measure. Yet, no one will be able to tell what the circumstances were like, and how many people died. Consider, for instance, the case of Lebanon [Beirut] that took place recently and in full view of the entire world. During their [the Armenians] relocation to Syria [an Ottoman province at that time] hundred thousands of Armenians died on account of famine and epidemics. However, when you brought up the question of “genocide”, you imply that there was a deliberate policy of extermination, to annihilate systematically the Armenian nation. This is very doubtful. The Turkish documents prove an action of relocation, not extermination.”

    http://www.tallarmeniantale.com/bullied-historians.htm

    Så vidt jeg ved blev Bernard Lewis også dømt ved en eller anden domstol for at have benægtet det armenske holocaust. Ved du mere om sagen eller har et synspunkt på den?
    Selvom Lewis er en meget velkendt professor er det sjældent man hører hans holocaustbenægtelse omtalt. Han har fornyligt fået bøger udgivet på dansk, men jeg har aldrig hørt om nogen i den danske debat der bragte spørgsmålet på bane.

    Sagen er også omtalt på The Armenian Weekly:

    http://www.hairenik.com/armenianweekly/june_july_2002/history001.html

    Kommentar by Doku — 15. marts 2005 @ 15:31

  2. Der sker for det første det, at armenierne bliver overfaldet af kurdere, fordi området som armenierne rejste igennem var kurdiske områder. Og der har altid været et modsætningsforhold mellem kurderne og armenierne.

    Det er da noget fis det har der aldrig været tværtimod kurdere og armenere har altid kunnet lide hinanden, de har begge lidt under den samme rige hvilket efter min mening har været en af det mest grusomme rige, det kan man også se i dag når man kigger på tyrkerne, de er et hjerteforladt egoistisi befolkning. tag bar et kig på Ataturt og hans berømte ord ( det med at der ikke er andre befolkningsraser og der ikke skal være andre end tyrkere så længe tyrkiet findes) hva med kurdere som var der for tusinder af år før?

    du har ellers mange gode pointer..

    Kommentar by Hansi — 14. marts 2007 @ 20:18

  3. Hansi –
    Jeg er dybt uenig. Faktisk var osmanerne dem der underlagde araberne og andre indbygger i mellemøsten mindst smerte (dog påførte de dem noget.) Hvad med de kristene korstog? Araberne blev allerede den gang dræbt af besættelsesmagter i deres eget område. De blev de også af osmanerne, men bare ikke i en så stor grad. Selv i dag kan de ikke leve i deres eget land, uden at blive dræbt af israelerne. Da Araberne gjorde oprør for at løsrive sig fra Det Osmanske Rige, blev der gensidigt på begge fronter dræbt mange.
    Atatürk har aldrig ment det på den måde. Tyrkiet-kritikkere og ultranationalister misbruger ofte hans ord og fordrejer dem til at give en hel anden mening.

    Kommentar by Hysse — 18. maj 2008 @ 22:23

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper