18. marts 2005

Johannes Østrup: Erindringer (1938) – nogle notater

Johannes Østrup døde i 1938, og sluttede kort før sin død en lang akademisk karriere af med udgivelse af sine Erindringer , som ikke er en egentlig selvbiografi – men hans personlige beretning om de rejser han gjorde og de mennesker han mødte.

Østrup rejste i de fleste mellemøstlige lande inkluderet Tyrkiet før og efter systemskiftet i 1923, ligesom han beskrev studierelaterede ophold i Frankrig, Tyskland, Norge og Island. I forhold til de islamiske lande er det interessant, den måde han forener sin respekt for ‘det oprindelige primitive’ samtidig med han kritiserer forsøg på at optage europæiske skikke. Her veksler han skarpt mellem de forskellige islamiske folkeslag, og det er tydeligt at den klassiske orientalistik i 1938 havde flosser i kanten – rent akademisk.

Indirekte påstår han at muslimerne er meget forskellige, men fuldstændig ens – grundet i skiftevis deres fælles religiøse overbevisning eller ‘race’. Der er hårde ord til Atatürks Tyrkiet, som ifølge Østrup, blot har antaget Europas ydre former, og således ikke mere er orientalske på den orientalske måde. Kultur er i høj grad bestemt af religionen, hvad igen er en konsekvens af slægtens forædling igennem årtusinder – hvad igen er en konsekvens af de af geografien bestemte livsbetingelser. Race-tænkningen er markant, og Østrup kører ideen langt ud – bl.a. filosoferes der lidt over lighederne melle araberne og islændingene. Et multikulturelt samfund (~‘nationalitetsblanding’) giver enkelte steder en flot internationalisme, men er generelt opskriften på etniske uroligheder.

Politisk var Østrup konservativ af den gamle skole, en slags Winston Churchill + 50 pct. Han foragtede socialisterne, de nationalliberale og radikalitet af enhver art. Dansk udenrigspolitik skulle bestemmes af nationalitetshensyn, og selvom han flere steder går i rette med stormagterens kolonialisme – så er det mere kritik af den arrogante måde det blev gjort på, end kritik af det rimelige i projektet.

I forhold til demokratiet og demokratisering var Østrup særdeles pessimistisk, uden at han (her) formulerer alternativer . I eksemplet med ‘det nye Tyrki’ roser han Atatürk for at have indført en slags skin-demokrati, idet befolkningen her (som de fleste andre steder) ikke var klar til demokrati. Det er ikke at gå for vidt at betegne ham som elitær, hvad vel er en følgevirkning af hans karriereforløb – han var kun lige fyldt 24 da forsvarede sin doktordisputats om 1001 nat.

Trods det elitære præg, så kunne man alligevel godt frygte at Østrup flirtede med fascismen, men selvom han i sine yngre dage flere gange opfordrede til samarbejde mellem Tyskland og Danmark, så havde han tydeligvis ingen sympati for hverken jødehadet, den overdrevne nationalisme eller den i 1930’erne fremstormende nazisme. Under et officiel begivenhed i Heidelberg i 1936 undlod han, i modætning til den svenske og islandske gæst, at give nazi-hilsen, og undgik ligeledes at at tale tysk til værterne. Nazistisk intolerance og totalitarisme var med andre ord ikke noget han bifaldte, og det må siges at være tankevækkende at han beklagede nazisternes dominans på de tyske universiteter med ord som disse: “… det klinger helt muhammedansk: Der er kun een Hitler, og vi er alle sammen hans Profeter.” (s. 250).

Herunder en række citater fra bogen:

“… men samtidigt med at Europa under Renæssancen søgte tilbage til de klassiske Kilder, gik den muhammedanske Verden i Staa; der tænktes ingen nye Tanker, og saa længe som Menneskene skal adskille sig fra Husmandskøerne, hvis Standpunkt de ganske vist nu og da synes at stræbe tilbage imod, er det dog alene dette, som det kommer an paa, at tænke nye Tanker for at gøre Verden stærkere og bedre.” [s. 10]

“Men til at begynde med blev det Meste en Stræben efter det Ydre; ligesom en afrikansk Negerfyrste tror at blive ligesaa fin som en hvid Mand ved at tage en høj Hat og en stiv Flip paa, troede man ogsaa her, at naar man fik Aviser og Parlamenter og Statsforfatninger med Ministeransvarlighed og det Hele, saa skulde man med et Slag blive ligesaa fremskreden som i Europa. Naa, denne Forveksling af Rammen og dens Indhold er Orientalere ikke de Eneste, der har gjort sig skyldige i.” [s. 11; om den tyrkiske vesternisering ved Atatürk]

“… da vi var naaet den daværende tyrkiske Hovedstad, var min Araberhingst og jeg bleven saa gode Venner, at jeg ikke kunde faa mig selv til at skille mig ved den, og jeg besluttede da at ride den hjem til Kjøbenhavn; Turen hertil fra Istanbul kom til at tage nøjagtigt tredsindstyve Dage.” [s. 16]

“Øjeblikkeligt kom der en Soldat farende ud og raabte mig an, men der var naturligvis ikke Tid til at standse og give Forklaringer; jeg satte fuld Fart paa i Retning af den beskyttende Grænse. Vagtposten skød efter mig, endda to Gange, men jeg hørte ikke en Gang Lyden af Projektilet; jeg vidste, at med de tyrkiske Soldaters Skydefærdighed var det den Gang ikke stort bevendt, fordi der altid blev knebet stærkt med Ammunition til Skydeøvelser.[s. 20]

“I Byerne mærkede man nok her og der Socialdemokratiets stadige Fremgang; men til daglig, og navnlig om Aftenen med Ølglasset i Haanden, var selv en rød Socialist ikke til at skelne fra enhver anden skikkelig Tysker.” [s. 26: om sin hjemrejse gennem Tyskland i 1894]

“Sit Højdepunkt af Indflydelse og Anseelsen naaede Harden, da det lykkedes ham at fordrive det homoseksuelle Slæng, der med Fyrst Philip Eulenburg i Spidsen havde trængt sig frem i Kejserens umiddelbare Nærhed. Det var en Bedrift, som hele Tyskland burde have været Harden taknemmeligt for.” [s. 32]

“I Sommeren 1899 fik jeg, efter det foregaaende Aar at være bleven ansat som Docent ved Universitetet, Lejlighed til at aflægge et længere Besøg i Konstantinobel. Det var sidste Gang, at jeg fik det gamle osmanniske Enevælde at se; da jeg nu Aar senere kom igen, havde Ungtyrkerne faaet Magten, hvilket ingenlunde blev til Landets Bedste. De var i udpræget Grad nationalliberale, og det er vel nok noget af det værste, man kan sige om et Menneske.[s. 35]

“Da Ungtyrkerne kom til Magten ved Revolutionen 1908 og 1909, vilde de europæisere Land og By paa alle Maader, og de gjorde dette, som alt, hvad de foretog sig, famlende og inkonsekvent, saa at det blev hverken helt eller halvt; først med Republikens Indførelse under Eneherskeren Kemal-Atatürk – i Praksis gaar de to Ting udmærket sammen – skabtes der et virkeligt nyt Tyrki, som næsten ikke har noget med Orienten at gøre.[s. 40]

“Der findes mange smukke tyrkiske Kvinder, men de er gennemgaaende ret massivt byggede, noget i Retning af en Følhoppetype.” [s. 41]

“Med den ovennævnte Ahmed Midhat, som i sin Egenskab af Forfatter selv var en god Iagttager, talte jeg oftere om de her berørte Samfundsspørgsmaal. Han var naturligvis interesseret i at fremstille Forholdene i den muhammedanske Verden i et saa gunstigt Lys som muligt, men i det Store og Hele faldt hans Resultater saa nogenlunde sammen med mine egne. Det er ikke Religionerne, der bestemmer Menneskenes Moral. [s. 46]

“Over det britiske Parlament og den Maade, hvorpaa der her tales og forhandles, hviler der en Patina, som ingen anden lovgivende Forsamling i Verden har Magen til. Jeg tænker hermed ikke blot paa det udvendige, det, som man kan kalde Kulisserne, de parykklædte Formænd og Sekretærer, den forgyldte Kølle (the mace), der ligger paa Underhusets Bord som Tegn paa dets Suverænitet, samt alle de midderalderlige og snørklede Skikke, som trofast bevares. Ogsaa alt dette er meget værd; man skal have saa lidt Begreb om Traditionens Betydning som en dansk Radikal eller en russisk Bolshevik for ikke at kunne forstaa, at netop denne Fastholden af overleverede Former er det, som gør den enkelte Generation til et sammenhængende Led af et historisk Hele. Naar vi her hjemme i Danmark har saa liden Pietet for historiske Former, er det ogsaa, fordi vi er bange for at gøre os latterlige. Jeg skal gærne indrømme, at Folketingets Formand med en vældig Allongeparyk kunde give Anledning til nogen Usikkerhed, men Underhusets ‘Speaker’, han kan bære den, og gør netop med denne Paryk sit Folk større og stærkere. Det er saa let sagt: Hvad skal vi med alt det gamle Ragelse? og der er dem, der tror, at de med et saadant Udraab har udført en Bedrift; de forstaar ikke, at det Slægtled i et Folk, der afskærer Forbindelsen med Fortiden, dermed svækker sig selv. [s. 50f]

“Det er jo et i de europæiske Folks Historie lige fra den tidlige Middelalder ofte gentaget Fænomen, at naar der var et eller andet i Vejen, lod man det gaa ud over Jøderne…” [s. 76; relateret til Polen]

“Medens den russisk-japanske Krig stod paa, havde jeg i ‘Tilskueren’ offentliggjort en Artikel ‘Pro Russia’, i hvilken jeg havde fremhævet, at den Krig, som Rusland nu var indviklet i, det var – ganske uanset, hvorledes den var opstaaet – den hvide Mands Krig mod det gamle Asien. Der var i en stor Del af den danske Presse en Tilbøjelighed til at tage Anledning af Krigen til at give Luft for Uviljen mod det despotiske Czardømme. Det har altid forekommet mig ganske urigtigt at lægge den Slags almindelige Følelsesmomenter til Grund for Valg af udenrigspolitisk Standpunkt; dette kan kun tages ud fra dette ene Hensyn: Hvad gavner mit eget Land bedst? Rent bortset fra, at Rusland i den nyere Tid ved alle Lejligheder har været velvilligt indstillet overfor Danmark, var det i dette Tilfælde hele Europas, den hvide Mands, Sag, som Rusland førte, desværre kun ikke med tilstrækkelig Kraft. I den følgende Tid fremkom adskillige Vidnesbyrd om den Begejstring, hvormed man rundt om i Orienten, i Indien, i Persien og i Ægypten, havde lyttet til Budskaberne om Japanernes Sejre. De varslede jo om Frigørelsen fra den hvide Mands Herredømme. [s. 79f]

Det karakteristiske ved Orienten, Foreningen af forskellige kulturhistoriske Perioder, Oldtid eller Middelalder og saa Nutid paa samme Sted – det traadte ikke mindst frem paa denne Rejse. Ombord og ude paa Søen var alt tip-top-moderne; Englænderne har indlagt sig stor Fortjeneste af at forsyne hele dette Farvand med Fyrtaarne og Sømærker, ligesom det Sørøveri, der til langt ind i det nittende Aarhundrede var almindeligt, er bragt fuldstændigt til Ophør. Men saa snart man gaar i Land, kan man med faa Skridt rykke adskillige Aarhundreder tilbage.[s. 92]

“Det er ikke mindst dette, der udgør Orientens Trylleri, at den fjærne Fortid og den jævne Nutid netop i det daglige Liv paa saa mange Maader rækker hinanden Haanden; i Sandhed, Orienten er det Land, hvor tusinde Aar er som en Dag. [s. 100]

“Muhammedaneren maa, i Følge Læresætningerne i den Religion, han er opvokset i, betragte Kristendommen som et i den religiøse Udvikling tilbagelagt Stadium; han føler overfor den kristne Missionær det samme, som vi vilde føle, hvis nogen kom og opfordrede os til at antage Jødedommen. Hertil kommer, at den øjensynlige Kløft mellem Kristendommens Morallære og de kristne Nationers praktiske Vandel, ikke mindst, hvor Talen er om disses Optræden i Orienten og deres Deltagelse i orientalsk Politik, maa gøre dem sky og mistænksom overfor den kristne Forkyndelse; hvad kan det nytte, maa han tænke, at de staar her og siger alle disse kønne Ord, naar de kommer ud paa Gaden, bærer de sig jo ganske anderledes ad. [s. 105f]

“Men selvom Sultan Abdul-Hamid var let at skræmme, var han vanskelig at faa bort fra det, han en Gang havde sat sig i Hovedet. Han troede ikke, at det daværende Tyrki egnede sig til at regeres med lige og almindelig Valgret, og deri havde han saa inderlig Ret; han troede derimod, at han selv kunde gøre det bedre end alle de andre, og deri havde han maaske paa hint Tidspunkt mindre Ret, i alt Fald, hvad den indre Politik angik.” [s. 108]

“Inden jeg forlod Konstantinopel, lærte jeg en mærkelig Person at kende, som senere skulde spille en stor Rolle i sit Fædrelands Historie… den Deputerede var Talaat Bey, senere Talaat Pasha… Det havde virkeligt været Talaats Plan at udrydde hele det armeniske Folk, og den var ikke opstaaet som et Udslag af Krigspsykose. Jeg talte gentagne Gange med Talaat i Efteraaret 1910, og blandt meget andet talte vi ogsaa om Armenierne. ‘Ser De’, sagde han, ‘mellem os og dette Folk er der en Modsætning, som ikke kan løses ad fredelig Vej; enten undergraver de os fuldstændigt, eller vi maa tilintetgøre dem. Hvis jeg nogen Sinde faar Magt i dette Land, vil jeg sætte al min Kraft ind paa at udrydde Armenierne’. Seks Aar senere opfyldte han sit Løfte; de Forfølgelser, der sattes i Værk i Aarene 1915-1916, kostede – efter de laveste Tællinger – over halvanden Millioner Mennesker Livet. Og med alt det kunde man ikke andet end synes godt om Talaat; han var Barbar eller Fanatiker, hvad man nu vil kadle det, men der var ikke Svig i hans Sjæl.” [s. 117f: mere om folkedrabet]

Arabernes overmaade stærkt udviklede Individualisme har saa godt som altid stillet sig hindrende i Vejen for en fast Statsdannelse: Enhver gør, hvad der behager ham, og den Ene er lige saa god som den anden. I særlig Grad gælder dette om Beduinerne, som er de reneste Repræsentanter for det arabiske Blod. Saa vidt mig bekendt, er disse de eneste Mennesker i Verden, hvem det er lykkedes i det praktiske Liv at forene de diamentralt modsatte Begreber Lighed og Frihed. Hin franske Revolutionsmand, der formede den bekendte Frase, vidste aabenbart ikke, hvad han selv talte om; Beduinerne har ikke grublet over Problemet, men de har løst det i Praksis, hvilket er mere, end man kan sige om noget politisk Parti i Europa.” [s. 129]

“Noget af det klogeste som den nye tyrkiske Republiks Skaber har gjort, – og han har gjort næsten lutter kloge Ting – var at sørge for, at alle arabisk talende Befolkningselementer blev udskilte fra det nye Tyrki. Frankrig og navnlig England har med deres Mandatstater faaet at vide, hvad det vil sige at regere over Arabere; derfor skilte England sig ogsaa af med Mandatet over Irak, saa snart dette lod sig gøre.” [s. 130]

“Det viste sig under vor Samtale, at det var gaaet den gamle Historiker, som det ikke saa sjældent gaar Folk med liberale Anskuelser; naar de ikke kan faa Kendsgerningerne til at passe med deres Theorier, saa laver de om paa Kendsgerningerne; for Folk, der har noget at sige, er dette en farlig Fremgangsmaade; naar det kun er en pensioneret Emeritus, der anvender den, gør det ikke saa meget.” [s. 145; om Hans Delbrück]

“… Tyskere har aldrig haft noget imod at blive fotograferede staaende med Foden paa andres Nakke; saa kan man se, at de hører til ‘das Herrenvolk’.” [s. 147]

“Hvis jeg rigtigt har forstaaet [Eduard] Benes, ser han den moderne Samfundsborgers Hovedopgave i den rette Forening af de nationale og de internationale Hensyn; thi fra begge Sider stilles berettigede Krav. Det er nemt nok at sige: Hvad skal vi med alt det gamle Nationalitetspostyr? lad os være Europæere, lad os være Mennesker! Det er saa nemt at tage dette ensidige Standpunkt, at man alene deraf kan være sikker paa, at det maa være forkert; det rigtige er meget sjældent nemt. Den Enkelte bindes til Nationaliteten med to meget stærke Baand, Sproget og Traditionen. Hvis Mennesket ikke vil synke ned til at være som en Ko, der befinder sig lige saa vel paa det ene Sted som paa det andet, naar bare der er nok at æde, saa vil det altid føle Baandene, der knytter det til Slægt og Fædreland og Fortid; denne Følelse kan godt være stærk, fordi den ikke altid er klar, og det er en Kendsgærning, der ikke er til at komme uden om, at adskilligt, ja, maaske det meste af, hvad der er udrettet i Verden af stort og ædelt, har sit Udspring netop i denne Følelse. Den nationale Følelse skyder paa den anden Side over Maalet, naar den svækker Sansen for Andres Ret og Forstaaelsen af Andres Værd, og i vor egen Samtid har vi set, hvilke Betænkelige Konsekvenser det kan føre til. En stor Del af det moderne Europas Ulykker stammer jo netop fra den overdrevne Nationalisme. Lad os være os selv, men ikke os selv nok; deri ligger, som Dovregubben forklarede det for Peer Gynt, Modsætningen mellem Trolde og Mennesker. For at det virkeligt Menneskelige kan udfolde sig, maa den nationale Stræben have sit nødvendige Supplement i det internationale Samarbejde. [s. 150f]

Nu ved man jo ogsaa andet Steds fra, at det ikke er for det Gode, at Studenter vil paatage sig Ledelsen i Politik, det bliver da gerne til meget Skrig og lidt Uld.” [s. 163]

“I ældre Tid optraadte Studenterne i Reglen som Talsmænd for religiøs Reaktion, i nyere Tid har de repræsenteret Nationalismen; de to Ting kunde mødes, fordi Fremmedhadet samtidigt rettedes mod Vantro. Man vil erindre fra det tredje og fjerde Aarhundredes Kirkehistorie, hvorledes den religiøst bevægede ægyptiske Ungdom udmærkede sig ved en stærk Ufordragelighed, og denne Egenskab synes at være gaaet i Arv til den nye Religions Bekendere. Ogsaa Franskmændene kom under Bonapartes Tog til Ægypten til at gøre sørgelige Erfaringer med Ægypternes Fanatisme. Det er ikke Religionerne, der omskaber Menneskene, men de forskellige Racer opfører sig indenfor Religionens Rammer hver paa sin Maade efter deres naturlige Anlæg. [s. 164]

“… læg saa Mærke til, at medens et forholdsvis stort Antal af Kvinderne opviser den nordiske Type med blaa Øjne og gult Haar og granvoksen Skikkelse, saa ser man blandt Mændene paafaldende mange, der frembyder den lappiske Races halvt mongolske Træk med lav Pande, fremstaaende Kindben og undersætsig Figur. Det er i denne Mennesketype Fortidens Trælle, der gaar igen, medens hine Kvinder er den gamle Overklasse… Men hvoraf kommer det, at Overklassetypen blandt de nulevende Mennesker i overvejende Grad er bevaret hos Kvinderne, medens Trælletypen er hyppigere repræsenteret i det andet Køn?” [s. 178; om islændinge]

“Jeg tror at turde hævde, at af dem af Europas Hovedstæder, som jeg kender af Selvsyn, og det er de fleste, er Kjøbenhavn, Reykjavik og Warszawa de tre, der kan glæde sig ved det forholdsvis største Antal af kønne Piger; de grimmeste træffer man i Edinburgh. Foruden det nordiske og det lappiske Element i den islandske Befolkning synes man ogsaa at kunne iagttage Spor af keltisk Iblanding, navnlig ved aandelige Egenskaber. Er saaledes den haardnakkede, historiske Hukommelse ikke et keltisk Træk?[s. 178]

“I Hvælvingen under denne Moske [Omar-moskeen] fandt man for en halv Snes Aar siden nogle Trappetrin, som menes at være Rester af den oprindelige Indgang til det Tempel, som Herodes byggede. Dette afløstes af en Kirke, som selv senere fortrængtes af Moskeen. Alle tre Religioner har saaledes Part i dette Sted, hvor der kun er Plads til den ene af dem; dette er religiøst ganske det samme, som politisk er Tilfældet med hele Palæstina. Næsten tragikomisk er den religiøse Tvist, der knytter sig til den saakaldte ‘Grædemur’. Denne er den eneste synlige Rest, der endnu eksistererer af Herodes’ Tempel; dette blev som bekendt ødelagt ved Romernes Betvingelse af den jødiske Opstand Aar 70 e. Kr. Det, der nu er tilbage, er et Stykke af den ene af Fundamentets Ydersider… Det træffer sig saa uheldigt, at selve Pladsen foran Grædemuren, den Plads, hvorpaa Jøderne forsamles, er en muhammedansk Helligdom. Det fortælles i Koranen, Kapitel XVII, at Profeten Muhammed en Gang fra Jerusalem foretog en natlig Fart paa Vidunderhesten Borak gennem de syv Himle, og Legenden, der i Islam som i andre Religioner altid ved god Besked med, hvor det var, det gik for sig, har udpeget Pladsen foran Grædemuren som det Sted, hvorfra Profeten begyndte sin Himmelflugt; altsaa hævder Muhammedanerne at have Krav paa denne Plads… Dette Forhold er næsten symbolsk og udtrykker Stillingen for hele Landet: Araberne har, i det Store og Hele, den juridiske Ret; Jøderne har en historisk Tradition, hvis Hævd rigtig nok er lovlig antikveret…” [s. 186]

“… den jødiske Indvandring, navnlig tidligere, ikke altid var af allerbedste Kvalitet; det var, hvad tyskerne kalder ‘Øst-Jøder’, Folk fra Rumænien og Rusland, ofte med et udpræget bolshevikisk Element iblandet; af vesteuropæiske Jøder var der ikke mange. Efter 1933 har Fordrivelsen af talrige Køder fra Tyskland bidraget til at give Indvandringen til Palæstina en højere Standard.” [s. 188]

“Af alle Kemal Atatürks politiske Bedrifter er maaske ingen mere beundringsværdig end den Færdighed, hvormed han har opretholdt sine Landsmænds Tro paa de republikanske Indretningers Fortræffelighed, samtidigt med at han selv styrer alt med diktatorisk Myndighed…” [s. 213]

“Ved den næsten fuldstændige Udveksling af Mindretallene blev der paa den radikale Maade, som kun er gennemførlig i Orienten, gjort Ende paa Mulighederne for nye Stridsspørgsmaal, og de gamle var jo bragt ud af Verden…” [s. 217f]

“… jeg rejste for at lære af Menneskene, ikke for at kritisere dem, og man kan, naar man er ude blandt Fremmede, have Lov til at bedømme, men ikke til at dømme.” [s. 221; relateret til en ungarer Østrup mødte]

“Hjemrejsen fra Tyrkiet kom til at foregaa over Ægypten. Jeg havde nu set en Del af, hvad der foregik i den tyrkiske Republik, og paa Grundlag heraf søgt at danne mig en Mening om Fremtiden, ikke mindst for den religiøse Udviklings Vedkommende – det er i Orienten trods al Paavirkning fra Europa endnu stadigt Religionen, som er den vigtigste Faktor, selvom der i det nye Tyrki ikke er meget af den at opdage paa Overfladen… [s. 226]

“Og der stod dette store, en Gang saa skrydende tyske Socialdemokrati og vidste hverken, hvorledes det skulde befæste den pludseligt opnaaede Magtstilling, eller, hvortil det skulde bruge de sydende Kræfter i den unge Slægt. Et mere kummerligt Skue har Verdenshistorien sjældent haft at opvise. Og saa maatte de Unge vente, til der fra Østrig kom en sydtysk Malersvend for at forklare, hvad det var, Fædrelandet ønskede af dem. I Januar 1933, lige før det afgørende Øjeblik indtraf, da den gamle Hindenburg sendte Bud efter denne Malersvend for at bede ham om at tage Plads i Bismarcks Stol, havde jeg haft Lejlighed til, i Anledning af nogle Bibliotheksstudier, at aflægge korte Besøg i nogle tyske Universitetsbyerm Kiel, Göttingen og Berlin. Og overalt havde jeg lagt Mærke til, i hvilken Grad Nationalsocialismen havde fat i Studenterne.” [s. 249]

“Der kan forekomme pludselige Afskedigelser uden nærmere Begrundelse eller forflyttelser, hvis man er saa uheldig ikke at tækkes Studenternes nazistiske Gruppefører – jeg kender personlige Eksempler paa begge Dele. Meningen med dette skrappe Regimente er at gøre Universiteternes Lærerstab til Nazist-Statens lydige Tjenere; det, man vil have, er, at de skal sige og skrive det rigtige. Og det ‘rigtige’, det klinger helt muhammedansk: Der er kun een Hitler, og vi er alle sammen hans Profeter. [s. 250]

Flere citater fra Johannes Østrup: Erindringer (1938).

Oploadet Kl. 00:10 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

1 kommentar »

  1. Vi mangler intelektuelle af den kaliber idag!

    Kommentar by PB — 18. marts 2005 @ 18:53

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper