2. maj 2005

Johannes Pedersen: Den arabiske bog (1946) – nogle notater

En bogs titel siger normalt ikke alt, men i tilfældet Den arabiske bog af Johannes Pedersen udgivet i 1946 er den fyldstgørende, og jeg burde nok som en konsekvens af dens snævre fokus have undladt at granske bogen nøjere. Nuvel, bogen er læst. Herunder en række citater:

“Naar de nordarabiske digte flere gange netop fremhæver Jemeniternes skriftlige virksomhed, da er det et vidnesbyrd om at de saa noget vist fremmed i den, og dette bestyrkes ved deres særlige omtale af Jøders og Kristnes bøger. Vi har set at Labîd’s tanke om skrift og bog er forbundet med tanken om Sydarabere og om munke. Ash-Shammâkh, en beduindigter fra Muhammeds tid, siger om lejrsporene at de er saadan som en jødisk lærd i Taimâ skriver Hebræisk med sin højre haand og henkaster linier. Der er ingen tvivl om at de nordfra kommende Jøder og Kristne har bidraget til at anvendelsen af bog og skrift blev kendt i Arabien.[s. 8]

I ingen religion spiller bogen en saadan rolle som i Islam… Muhammed havde intet dybere kendskab til Jødernes og de kristnes bøger, men han undredes ikke mindre over dem end digterne. Han tvivlede ikke om de var Guds aabenbaring; saa meget mere maatte det pine ham at de ikke var aabenbaret for hans folk i dets egen sprog. Jødernes bøger var jo skrevet paa Hebræisk, og de Kristnes bøger som han eventuelt har set, har antagelig været paa Aramæisk. Da han selv fik aabenbaringer og overbevistes om at de kom fra Gud, var det ham derfor en særlig fryd at fornemme at Gud nu ogsaa aabenbarede sig paa Arabisk.” [s. 10]

Billedkunsten var ikke nogen muslimisk frembringelse, tværtimod var den genstand for Islams fordømmelse. Naar der ikke desmindre findes en muslimisk billedkunst, kommer det af at der i de to mægtige kulturer af hvilke Islams kultur skabtes, nemlig den byzantinske og den persiske, herskede en rig tradition paa dette omraade, og det lykkedes ikke Islam at kvæle den menneskelige trang til at se indtrykkene af omverdenen fæstnet i billedlig form.[s. 81]

“Bortset fra disse lidet betydelige bidrag til malerkunsten, som kun delvis har med bogen at gøre, har Tyrkernes stilling til bogmaleriet været negativ, idet de i regelen har holdt sig til ortodoksien som fanatiske billedfjender, og billedfjendskabet har gennem dem taget opsving i den muhammedanske verden. Dette har undertiden givet sig udslag i en ublid behandling af ældre illuminerede haandskrifter, idet man kan se eksemplarer hvori de menneskelige hoveder er overklistret med papir eller endog skaaret ud. Den nyeste tid har ikke bragt nogen genoplivelse af den gamle kunst.” [s. 99]

“I vore dage er det gaaet med bogbinderiet som med alt andet kunsthaandværk i Islam; af den tidligere herlighed er der kun sørgelige rester tilbage.” [s. 114]

“Det prægtige bibliotek blev allerede forringet under al-Hakam’s søn og efterfølger Hishâm, idet den almægtige rigsleder al-Mansûr for at tækkes de ortodokse religionslærde lod dem udtage og brænde de bøger af biblioteket som var dem imod. Det drejede sig om filosofi, astronomi o.l., altsaa ‘de gamle videnskaber’, den arv fra Hellenismen som altid var den sunnitiske ortodoksi en torn i øjet. [s. 121; om biblioteket i Cordova]

“Han kom dertil fra Khurâsân paa pilgrimsfærd til Mekka. Han blev saa betaget af studierne her at han opgav pilgrimsfærden og endog den muhammedanske religion. Dette viser hvor vanskeligt det var for Islam at assimilere ‘de gamle videnskaber’, der spillede saa stor en rolle i de ældre biblioteker og stadig bevarede deres betydning hos Shi’iterne. [s. 122; om astronomen Abu Ma’shar og hans besøg i Bagdad hos al-Munadjdjim]

“Han undersøgte saa kataloget over ‘de gamle videnskaber’ og fandt bøger frem som kun faa mennesker kendte ved navn og som han ellers aldrig traf paa, hverken før eller siden. Den hellenistiske videnskab øvede stadig tiltrækning, i Øst som i Vest. Dette skulde imidlertid ikke vedblive. De store aandelige kampe, der trods al den samtidige politiske uro gav Islam saa blomstrende et liv i det 9. og 10. aarh., førte til en stærk frygt for det der kunde opløse og det som fjernede interessen fra kærnepunktet i Islam, læren om den sande tro og adfærd. Denne side af studierne havde altid udgjort hovedparten af den lærdom som dyrkedes i moskeerne. Man blev nu fjendtlig sindet ikke blot mod kættersk muslimisk lære, men ogsaa mod hellenistisk filosofi og naturvidenskab som kunde føre paa afveje og som i hvert fald laa uden for den snævre muslimiske interessesfære. Dette kom til at præge bibliotekerne.” [s. 125f]

Ortodoksien udtørrede den kilde hvoraf studierne sprang, og ca. 1500 kan en rejsende, Leo Africanus, berette at Kairo er fyldt med smukt udrustede studieanstalter, men der er ingen der benytter dem.” [s. 128]

“Da bogtrykkerkunsten begyndte at anvendes i Europa midt i det 15. aarh., havde den muslimiske kultur passeret Zenit, og i literaturens verden sporedes ingen bevægelse der unde vække interesse for nye metoder ved bogens fremstilling. Først 3-400 aar senere optog Muslimerne den kunst som i Europa havde muliggjort spredningen af en ny kultur og væksten af en mængde nye literaturer. Endda tilegnede Muslimerne sig kun med uvilje den europæiske opfindelse.[s. 131]

“Den tyrkiske Sultan, som ikke blot var den nærmeste men ogsaa den mægtigste muslimiske hersker, var hurtigt paa det rene med hvad der foregik i Europa, og han frygtede de følger denne nye virksomhed kunde faa blandt hans undergivne. Allerede i 1485 udstedte Sultan Bâjezîd II et forbud mod at have tryksager, og dette forbud blev gentaget og indskærpet 1515 af Selîm I, der kort efter blev erobrer af Islams centrale lande, Ægypten og Syrien, og samtidig herre over de hellige stæder i Arabien.” [s. 133]

“I modsætning til Tyrkiet og Syrien fik Ægypten saaledes sit første trykkeri ved en befaling fra oven. Det blev ikke modtaget med begejstring af befolkningen. Lane fortæller efter sit ophold i Kairo i 1820’erne og 30’erne om den modvilje som trykningen vakte. Man talte om at Guds navn, der findes paa hver side i en muslimisk bog, kunde blive tilsmudset ved denne fremgangsmaade, og man frygtede fare ved at bøgerne blev billige og faldt i forkerte hænder.” [s. 136]

“Naturligvis søgte bladudgiverne, især de Kristne, at undgaa udfordrende udtalelser. Allerede Muhammed Ali sendte unge Ægyptere til Europa for at lære. Navnlig i aarhundredets sidste fjerdedel strømmede unge Orientalere til europæiske universiteter, og har siden gjort det. Dette kom naturligvis til at sætte spor i literaturen. Europæiske bøger blev oversat til Arabisk og trykt, og Orientalerne selv skrev om hvad de havde lært og set. Man søgte veje for en ny tankegang, og søger det stadig, hvad adskillige af de trykte værker bærer vidne om. En afklaring er endnu langtfra naaet, og næppe meget af det som er skrevet i de sidste generationer har blivende værd. Basis for Islams kultur er stadig dens egen tradition, der skabtes 8.-11. aarhundrede; i denne aandelige sfære lever Islams verden endnu. [s. 136f]

Den gamle uvilje mod trykning af bøger er ikke helt forsvundet, idet den stadig gør sig gældende for Koranens vedkommende. Ganske vist er Koranen trykt som andre bøger med enkelttyper, men kun nogle faa gange. I almindelighed har man undgaaet vanskelighederne ved at benytte en anden metode, nemlig litografiet. Her er det jo selve haandskriften som overføres paa papiret, om end med stenen som mellemled.” [s. 138]

Flere citater fra Johannes Pedersen: Den arabiske bog (1946).

Oploadet Kl. 13:43 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper