25. maj 2005

Jørgen Flindt Pedersen fuldførte sin anti-israelske trilogi med ‘Tortur – en tikkende bombe’

TV2 sendte igår den danskproducerede dokumentar Tortur – en tikkende bombe, og da jeg ikke først bemærkede titlen – så gik mine tanker på hvorvidt det her var et program om de israelske ofre for palæstinensisk terror.

Mine forhåbninger blev dog hurtigt bragt til skamme, for emnet var som titlen indikerer tortur – der i producerens (Jørgen Flindt Pedersens) forvredne optik er langt mere foragteligt end selvmordsbombende palæstinensere.

Blandt de hidkaldte eksperter var erklærede pacifister, og venstreradikale ikoner såsom Gideon Levy – og det siger sig selv, at ‘dokumentaren’ var et frontalangreb mod Israel og Sharon-regeringen.

Det bedste i udsendelsen var uden tvivl den israelske afhørningsofficer Michael Khoubi, som mente Israel agerede pragmatisk i forhold til truslerne. Herom kunne man kune give ham ret. Såfremt Israel af humanistiske årsager undlod at anvende ‘moderat fysisk pres’ mod terrormistænkte, så ville det betyde flere uskyldiges dødsfald. Det er trods alt bedre at terrorister får rettigheder (de ikke selv anerkender) krænket – end at uskyldige teenagere dør på et tilfældigt pizzaria i Tel Aviv.

Overordnet må man, på trods af en mere fair priotering, konstatere at Jørgen Flindt Pedersen med denne dokumentar har fuldført tredie og sidste del i hans anti-israelske trilogi. Fokus var godt nok også rettet på israelske ofre, men det var kun for at understrege baggrunden for det Flindt Pedersen vel kunne kalde for ‘israelernes irrationelle handlinger.’ Foromtalen lader ikke megen tvivl tilbage om dokumentarens tendens:

“I Israel anvender myndighederne “moderat fysisk pres” ved afhøring af fanger i forbindelse med mistanke om terroraktioner. Reportage fra landet, hvor regeringen mener man kan gradbøje tortur.

Selvfølgelig kan man gradbøje tortur – definitionen er skrevet af mennesker, og det springende punkt, ikke mindst for israelerne må være om målet helliger midlet. Alt andet er lyrik fra den yderste venstrefløj grundet i en bizar empati for simple mordere, en genre få danskere mestrer bedre end Jørgen Flindt Pedersen.

1 kommentar »

  1. Det er utroligt at så mange journalister mener de skal agere som advokater for terroristerne. Det er slående at der tilsyneladende er så få der ser det ekstraordinære dilemma israelerne vælger ud fra når de beslutter sig for at gøre så meget som muligt for at få information ud af terroristerne og derved redde menneskeliv.
    Der er mange djævlens advokater i europæisk journalistik – folk der istedet for at tage ofrenes parti tager parti for diktatorer (Saddam Hussein f.eks) og terrorister (Guantanamo fangerne og de palæstinensiske terrorbevægelser).

    Jeg siger: ofrenes rettigheder først !

    Kommentar by Thomas (aka Den Kutteklædte Hævner) — 26. maj 2005 @ 09:35

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper