30. september 2005

Mareridtets magt, frygtens politik – DR sendte BBC-propaganda mod Bush

Over tre søndage med start den 11. september har DR netop sendt den ialt tre timer lange BBC-dokumentar The Power of Nightmares, der i den danske oversættelse fik titlen Mareridtets kraft – frygtens politik.

Jeg udsatte kun mig selv for første afsnit, og det burde såmen også være nok idet min kritik er mere overordnet. DR betegner i sin præsentation dokumentaren som værende ‘provokerende’, men hvorfor ikke bruge det langt bedre dækkende grotesk.

Dokumentaren indledes med en to minutter lang intro, hvad fortjener fremhævelse, for sjældent har jeg set associationstricket taget i anvendelse så absoslut, ikke blot som et teknisk detalje i propagandaen, men som fundamentet for timelang Bush-bashing.

Således var ordene:

“Men nu har politikerne fundet en rolle der giver dem ny magt og indflydelse, istedet for at få vore drømme til at gå i opfyldelse, lover de at beskytte os mod mareridtet… De siger de vil frelse os fra frygtelige farer… Men politikerne har forvrænget og overdrevet truslen. Det er en myte som har bredt sig i regeringer, sikkerhedstjenester og internationale medier, uden at nogle har betvivlen den. Vi skal se på hvordan myten er opstået, og hvem den gavner… Der står to grupper bag, de amerikanske neo-konservative, og de yderligtgående islamister. Begge har været idealistiske grupper, som har haft en drøm om at skabe en bedre verden, og de har ret entydige forklaringer på hvorfor det ikke lykkedes. De to grupper har ændret verden, men ikke på den måde de har tænkt sig. Sammen har de skabt det moderne mareridts-vision om organiseret ondskab. Det er en imaginær trussel, som de etablerede for at genvinde autoritet i en disillusioneret tid. De der har tegnet det mest frygtindgydende billede, har fået mest magt.”

Svadaen serveres med et tilsvarende upassende billedmateriale – hurtige klip mellem Osama bin Laden & George W. Bush, og lidt senere med islamistiske terrorister og Bush/Blair. Moralen syntes at være, at verden vildføres af to radikalister fløje – islamisterne og ‘de neo-konservative’.

Før en folkevalgt præsident og en terroristisk massemorder kan gøres til et fedt, skal konspirationen først sandsynliggøres. Men mellemregningerne var desværre ikke mere forankret i virkeligheden end konklusionen. Her var jeg i sagens natur forlængst stået af, men det er producerens tese at der i slutningen af 1940’erne kom tilsvarende moralistiske, anti-individualistiske tanker frem fra Bin Ladens ideologiske mentor ægypteren Sayyid Qutb, og de ‘neo-konservatives’ åndelige ophav filosoffen Leo Strauss.

Begge tænkere kæmpede for det gode mod det onde, hvad der trods dokumentarens letskjulte formaninger intet er galt i. Skiftevis blev der klippet fra Qutb/bin Laden til Strauss/Bush, og selvom der med disse absurde præmisser blev forsøgt en dokumentarisk tone – så lykkedes det ikke tilnærmelsesvis. ‘De neo-konservative’ ville opbygge “nødvendige illusioner” for at skabe national enhed – og produceren Adam Curtis havde en konspirationsteori tilpasset ethvert argument.

Strauss så amerikanske westerns og elskede Perry Mason-serien. Det er vist det man kalder antydningens kunst.

Stanley Rosen: “Perry Mason var den her durkdrevne mand, der bruger sin store intelligens til at redde sine klienter, but who could be fooling us, because he is cleverer than we are.”

Henry Kissinger blev bragt på banen, og hvor loonierne ofte smider massemorder-etiketter i hans retning, så blev han i denne udsendelse præsenteret som en sympatisk pragmatiker der ville fjerne ‘frygten’, men som der blevet speaket:

“… en verden uden frygt var ikke hvad de neo-konservative havde brug for…”

Man må rose producenten for at have gjort sit forarbejde grundigt, for stort set alt hvad der kunne kaldes konservativt under Den Kolde Krig indgik i konspirationen. Rumsfeldt, Cheney og Wolfowitz infiltrede Ford-regeringen, og fik nogle år senere Richard Pipes til at stå for et undersøgelsesudvalg som ifølge dokumentaren overdrev truslen fra Sovjetblokken. Kommunismen var i 1980’erne ligesom islamistisk terror idag ikke et nævneværdigt problem, men en konstruktion skabt af ‘de neo-konservative’. Produceren har i andre sammenhænge afvist eksistensen af Al-Qaeda – og i forhold til Den Kolde Krig er dokumentaren apologetisk for ikke at sige ahistorisk. I forhold til islamismen og terrortruslen har benægtelsen desværre ikke kun akademisk interesse, for hvordan skal man kunne bekæmpe islamistisk terror hvis man ikke anerkender eksistensen af samme.

Propagandaen var tyk som denne cap illustrerer.

Ekspertanalyserne blev leveret af ‘de neo-konservatives’ politiske modpoler, og her kunne man fremhæve filosoffen Stephen Holmes der her (meget apropos) docerer sin virkelighed igennem med entydig retorik.

Han fortsætter “Vi er ikke med i en krig mellem det gode og det onde”, hvorefter der der i bedste Moore-stil vises en filmsekvens med blod dryppende ned over en globus.

Stephen Holmes har naturligvis ret til at mene hvad det skal være, men det samme havde Reagan – og om et begreb som ‘Evil Empire’ giver mening – afhænger i sidste instans af ophavets politiske sympatier. Skulle man mene at DDR var en demokratisk republik, så er det klart at det er forkert at betragte Sovjetunionen som et ondt imperium.

Hvad er så grunden til at ‘de neo-konservative’ kom til magten – jov ser du, de “mange millioner kristne fundamentalister” begyndte at stemme på republikanerne på grund af en art religiøs mobilisering. ‘De neo-konservative’ var nu begyndt at tro på deres egen “skrøne” om truslen fra Sovjetblokken, og der blev vist sekvenser med de fundamentalistiske tv-præster Jerry Falwell og Pat Robertson der prædikede mod kommunismen. At hverken Ronald Reagan eller George W. Bush tilhørte/tilhører samme religiøse kategori som Falwell og Robertson kom filmen ikke nærmere ind på. Og det forstå man godt.

Flere fremtrædende ‘neo-konservative’ fik taletid, og selvom de blot redegjorde for deres politiske konservatisme, så var det brugbar når det at være konservativ og anti-kommunist blev betragtet som en reaktionær forbrydelse. Bedst var her Michael Ledeen, der spillede med på legen ved sarkastisk at at aflive konspirationsteorierne en gang for alle – det her er jo ikke “rocketscience”

Del 1 afsluttedes med kort præsentation af del 2 der fordansket fik overskriften Deres indbildte sejromhandlende Sovjetunionens retræte i Afghanistan. Jeg citerer:

“Da de har mistet troen på storslåede politiske idealer, får de behov for at opfinde nye mareridt for at bevare magten.”

Under et minut tidligere var de’ neo-konservative’ blevet betegnet som ‘demokratiske revolutionære’. Det er i min optik et storslået politisk ideal at ville sprede demokratiet…

Alle politiske retninger kæmper for det de betragter som det gode, og ‘de neo-konservative’ adskiller sig først og fremmest fra andre i deres klare retorik. Det kan kun være et problem hvis man dyrker værdirelativismen som ideal, og så er det dog bedre at blive kaldt alverdens grimme ting af kulturrelativistiske dokumentarister.

Overordnet må jeg opponere imod selve filmens ide. Man kan være modstander af Strauss’ moraliseren og Bushs pro-aktive udenrigspolitik – men det burde være indlysende at man ikke med rimelighed kan lave en direkte sammenligning mellem tilhængere af det repræsentative demokrati og terroristiske islamister der har et religiøst despoti som ideal. Churchill og Hitler er ikke to alen ud af et stykke blot fordi de begge malede i sin fritid.

Dokumentaren blev naturligvis vel modtaget under Cannes-festivalen – men som public service-instutition er det ikke DRs opgave at sende dokumentarer med stærk politisk slagside. DR skal ikke nødvendigvis være en dansk kopi af BBC, og det er redaktørernes forbandede pligt at sortere i udbuddet.

Udsendelsen har ikke været billigt af lave, og det kom ikke som en overraskelse at den var researchet af Neil Stevenson – han har haft samme funktion i flere Bush-bashende pseudo-doks. tidligere vist i DR Udefra.

Links:

  • DR præsentation: Frygtens politik – provokerende dokumentarserie fra BBC.
  • BBC Præsentation: The Power of Nightmares: Baby It’s Cold Outside .
  • BBC Præsentation: The Power of Nightmares: The Phantom Victory.
  • BBC Præsentation: The Power of Nightmares: The Shadows In The Cave .
  • The Guardian, 15/10-04 – The making of the terror myth.
  • “The Power of Nightmares seeks to overturn much of what is widely believed about Osama bin Laden and al-Qaida. The latter, it argues, is not an organized international network. It does not have members or a leader. It does not have “sleeper cells”. It does not have an overall strategy. In fact, it barely exists at all, except as an idea about cleansing a corrupt world through religious violence.”

  • Humanisme.dk – Præsentation af Rune Engelbreth Larsen: Terrormyten og det amerikanske imperium.
  • La Times, 11/1-05 Robert Scheer – Is Al Qaeda Just a Bush Boogeyman?.
  • The Nation, 20/6-05 – Peter Bergen: Beware the Holy War: The Power of Nightmares (via Mr Andersson).
  • DR, 11/9-05 – Mareridtets magt – frygtens politik (41 caps, del 1).
  • 2 Comments »

    1. ”men som public service-instutition er det ikke DRs opgave at sende dokumentarer med stærk politisk slagside”

      En public service institution skal selvfølgelig kun servicere offentligheden i forhold til staten. Når staten har tilføjet yderligere 10000 sider love og bestemmelser til de i forvejen 80000 sider EU-love, der tilsidesætter den Danske grundlov, så kan DR informere herom. Det og intet andet er DR’s opgave.

      Tænk om DR hver dag sendte fordummende højreorienteret propaganda og ikke andet. Det ville jeg modsætte mig på det voldsomste.

      Mvh. Børge.

      Kommentar by Anonym — 30. september 2005 @ 14:29

    2. Frygtens politik.

      Nej men ok når vi i dag taler 157 år efter det kommunistiske manifest, 88 år efter den store Russiske revolution, sågar 49 år efter det kom frem hvad Stalin havde begået og der er er stadig, mange, for hvem den totalitære ondskab i form af kommunismen, endnu ikke er pulseret henover lysskærmen.
      Så er det måske logisk nok, at måske selvsamme personer som har svært ved at se manglerne ved marxismen i en eller anden form, også har lidt svært ved at se hvad der gærer i islam og for så vidt altid har gjort det altid siden muhammed med en ca 250 årig svaghedsperiode siden oplysningstiden som nok desværre snart er ovre, ja det er vel logisk nok?

      Verden er ikke delt op i gode og onde bortset fra, naturligvis, opdelingen mellem gode progressive individer fra den kreative klasse, og de onde krigsgale høge på højrefløjen. Og så skal vi lige huske at nævne flertallet af kujoner med hovedet langt nede hullet.

      Perry Mason, glimrende serie iøvrigt og der er ikke mange film som overgår “den gode, den onde og den grusomme”.

      Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 30. september 2005 @ 16:42

    RSS feed for comments on this post.

    Leave a comment

    Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper