3. oktober 2005

Lars Erslev Andersen om Yvonne Ridley, Muslimer i Dialog, Jeppe Kofod mfl.

Lektor Lars Erslev Andersen hører med sin akademiske anti-amerikanisme bestemt ikke til blandt mine favoritter udi forskningen, men han må dog roses for ikke at gå til yderligheder når han lejlighedsvis benyttedes som terror-ekspert i de danske medier. Fra lørdagens Jyllandsposten [via Filtrat] et højest overraskende læserbrev af fra hans hånd om et debatmøde arrangeret af Muslimer i Dialog.

Debat uden dialog

“Mandag aften havde foreningen “Muslimer i Dialog” inviteret til dialog om terrorisme i Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Interessen var stor, og flere hundrede fortrinsvis unge muslimer troppede op. I dagens anledning var salen, et offentligt dansk rum, blevet inddelt i rækker, der var forbeholdt kvinder og andre rækker forbeholdt mænd. Scenen var sat.

Aftenens hovednavn var den britiske journalist Yvonne Ridley, som under en reportagerejse til Afghanistan under krigen i 2001 var blevet taget til fange af talebanere. Hun sad fængslet 10 dage, blev efter eget udsagn behandlet respektfuldt og herefter løsladt. To år efter konverterede Ridley til islam og blev en markant modstander af krigen mod terror. Så markant, at hun ikke vil tage afstand fra terrorisme.

Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, skulle debattere med Ridley, og hele to ordstyrere skulle lede seancen, nemlig imamen Abdul Wahid Pedersen og DR2’s Clement Behrendt Kjersgaard. Som erstatning for David Gress havde jeg selv ladet mig overtale til at deltage i panelet, selv om jeg bestemt ikke befinder mig godt i rollen som debattør. Når jeg alligevel stillede op, skyldtes det, at jeg gerne støtter bestræbelserne på at styrke dialogen mellem de muslimske indvandrersamfund og det øvrige Danmark.

Men der var ingen dialog den aften. Allerede kort inde i Ridley’s tale stod det lysende klart, at hun ikke var kommet for at indlede dialog, men alene for at fremføre en fasttømret ideologi baseret på, at alt ondt i denne verden skyldes USA og Storbritannien, og at terrorisme ene og alene er et resultat af denne vestlige ondskab, mens muslimer er uskyldige ofre. Hendes sammenligning af Tony Blair med Pol Pot taler i denne sammenhæng sit eget sprog.

Jeppe Kofod tog afstand fra hendes synspunkter, men forsøgte ellers med sin venlige imødekommenhed at komme i dialog, men blev dog, forståeligt synes jeg, noget stram i masken, da Ridley belærte ham om, at hans positive syn på det netop overståede valg i Afghanistan og hans negative syn på Taleban-regimet var udtryk for, at han lå under for ondsindet vestlig propaganda. Selv troede jeg ikke mine egne ører, da Ridley på mit spørgsmål, om hun ikke synes, det er et problem, at islamister distribuerer videoer i rekrutteringsøjemed med de slagtninger af gidsler, terroristerne i Irak står bag, svarede, at det var nødvendigt for muslimer at have disse videoer hjemme som alternativ nyhedsformidling til de vestlige mediers propaganda. At betragte disse slagtescener som alternativ og nødvendig nyhedsformidling forekommer mig at være udtryk for en syg tankegang, og at synspunktet oven i købet fremkaldte applaus fra publikum, gjorde mig forstemt.

Mens Jeppe Kofod prisværdigt forsøgte at komme i dialog, og jeg uden større succes forsøgte at bidrage med lidt saglighed, havde Jon Kaldan, der på vegne af det reportagehold, som står bag P1’s udsendelsesrække “Islams ansigter” modtog en pris for programmet, mod nok til at lægge klar afstand til Ridley’s synspunkter, som han med rette påpegede er ødelæggende for den tilstræbte dialog. Om eftermiddagen havde jeg i Statsministeriet ihærdigt argumenteret for nødvendigheden af dialog mellem de muslimske indvandrersamfund og det danske samfund. Jeg må indrømme, at jeg mandag aften tvivlede meget på nytten af en sådan dialog, hvis en person som Yvonne Ridley betragtes som en repræsentativ talskvinde for foreninger som “Muslimer i Dialog”. Så er dialog blot et skalkeskjul for forbenet propaganda.

Det håber jeg sandelig ikke skal være normen for og niveauet i en dialog, som jeg dog stadig tror kan være nyttig.”

Erslev Andersen fik det ikke nævnt her, men debatmødet var støttet af Nej til krig – hvorfor er pacifister så militante?

Oploadet Kl. 08:04 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

1 kommentar »

  1. Det værste var den krænkende kønsadskillese – hvem får fat i nogle politikere der vil rejse denne sag.

    Den bør få personalemæssige konsekvenser hos den der lagde lokalerne til.

    Kommentar by Christian — 3. oktober 2005 @ 22:16

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper