18. oktober 2005

DR Udefra (11/10-05) – Saddams vestlige allierede (Det er USAs skyld…)

DR Udefra havde i sidste uge overskriften Saddams vestlige fæller, og den indkøbte franske dokumentar blev som man kunne forvente (Saddam Hussein: The trial the world will never see, CAPA, 44 min., Michel Despratx & Barry Lando).

Fokus var ikke George Galloway, eller andre venstreradikale diktator-leflere motiveret af kronisk anti-amerikanisme, og som de fleste nok efterhånden ved, så spilder Udefra-dokumentarerne ikke tid med casting til skurkerollerne. Emnet var postuleret vestlige dobbeltmoral, USA og ikke mindst George Bush senior.

Dokumentarens fokus var retsagen mod Saddam Hussein, der kun blev sigtet for en brøkdel af sine forbrydelser – og hermed er der rigelig plads til diverse konspirationsteorier. Som Tyge Petersen udtrykte det i introduktionen:

“Der kan ikke herske tvivl om brutaliteten under Saddam Husseins regime, men særdomstolen har ikke rejst tiltale mod alle de ansvarlige for hvad der skete i Saddam-æraen, og agter heller ikke at indkalde vidnerne. Det er ellers et udbredt ønske i den irakiske befolkning… “Men hvad er sandheden. I hvor høj grad har USA og dens vestlige allierede et medansvar for de forbrydelser der blev begået under Saddam Husseins styre. Et svært, men ikke umuligt spørgsmål at besvare.

Totalt ignoreret blev således den indlysende kendsgerning, at man ville undgå en årelang Milosevic-agtig retsag, hvor den faldne dikator kunne udnytte domstolen som platform til politisk agitation til stor skade for landets fremtidige udvikling.

Lidt senere fortsatte Tyge:

“Selvom listen over hans grusomheder er lang, så er der tale om et yderst begrænset anklageskrift. Retten vil først og fremmest beskæftige sig med massakren på 143 shiiter i en lille by nord for Bagdad i 1982… Hvis han findes skyldig her skulle det være nok til at sende ham i galgen. Men en lang række af langt alvorligere forhold er ikke med i anklageskriftet, det ville kunne komplicere retsagen ganske betydeligt og gøre den til en politisk platform for Saddam Hussein og hans forsvarere. Først og fremmest fordi USA og andre vestlige lande som Frankrig og Tyskland ville kunne få ørene alvorligt i maskinen. Der er nemlig overvældende beviser for, at disse lande ikke blot støttede, men direkte opmuntrede deres allierede Saddam til en række af hans grufulde gerninger. Og i det tilflæde, som da Saddam brugte giftgas lukkede man slet og ret øjnene. Mange år senere fik præsident Bush så omsider øjnene op for, hvad Saddam havde gjort, og da var han blevet fjende nummer 1. Men gennem mange år sagde man intet i den amerikanske regering. ‘He is a son of a bitch, but he is our son of a bitch’ hed det i ministerierne. Det gjaldt, specielt dengang Iran var det store dyr i åbenbaringen. En række lidet flatterende forhold bliver nu lagt frem i vores dokumentar i dag fra det franske selskab CAPA. Titlen er meget betegnede Den retsag verden aldrig vil se.”

Hvor fjernelsen af den irakiske diktator var en torn i øjet på venstrefløjen, så er retsagen mod samme pinefuld for kulturrelativisterne – og dokumentaren må betragtes som John Pilgers samlede værker komprimeret og neddroslet agitatorisk 10-20 pct. i retning af virkeligheden.

Dokumentaren, eller anklageskriftet mod USA var opdelt i seks dele der kunne ses isoleret.

Anklage 1: Det er USAs skyld at Saddam Hussein angreb Iran

Det var forkert at Saddam Hussein ikke blevet anklaget for at have iværksat krigen mod Iran der kostede 1 mio. døde, for guess what: “Der er indicier på at USA og dens allierede fra starten støttede krigen mod Iran…”. Indicier har venstrefløjens dokumentarister aldrig haft mangel på, og alt kan tilsyneladende bruges. Vi fik udtalelser fra en tidligere ambassadør ved navn Eric Rouleau, som kunne fortælle: “Det var indlysende at enhver aktion mod Iran, blev hilst velkommen i Washington… så der var ingen tvivl om at Vesten straks forsikrede Saddam Hussein om sin støtte. En sten kan ikke flyve – jeg kan ikke flyve – ergo er jeg en sten.

Shahens Iran faldt i 1979, og Vesten frygtede med god grund at islamistiske revolutioner skulle brede sig i regionen. Intet odiøst i at vestlige demokratier (og arabiske diktaturer) så en fare i Khomeini, og intet odiøst i at man på daværende tidspunkt valgte side til fordel for Irak. Denne påtagede naivitet som giver sig udtryk i en barnlig forargelse over realpolitiske omstændigheder, betegnede Martin Krasnik forleden meget rammende som “Modmagt som reaktionær ideologi” fra folk som får “ondt i testiklerne, så snart noget går ud over nogen”.

Tyge speakede: “Det hævdes altså at Saddam fik USAs støtte til at angribe Iran – det underbygges af et hemmeligt memorandum fra 1982 – til præsident Reagan fra hans udenrigsminister Alexander Hagg.”. Som det fremgår af dokumentet, så var det faktisk et levn fra Jimmy Carters tid. En mand som senere fik Nobels fredspris.

Tyge fortsatte: “Men ikke nok med det. USA skal have hjulpet irakerne med at planlægge deres angreb. Det var her på et hotel i Paris at møderne fandt sted. Det hævder Abolhassam Bani Sadr, der var præsident i Iran på dette tidspunkt. Hans spioner gav ham en kopi af planen.”. Hvorfor overhovedet tro en iraner, der fabler om at konspirationen var iværksat for at smadre “dynamikken i den iranske revolution”.

Efter lidt væven om dokumentets autencitet, fik journalisten Richard Sale ordet, og han bekræftede det med basis i (unavngivne) “efterretningskilder”. I lighed med Seymour Hersh er Sale kendt for at jagte Bush-administrationen minister for minister. Sale var utroværdig – og adspurgte om USA kendte til ‘the battle plan’, svarer han lidet overbevisende “We had access to it at least”. Det lød som et subjektivt skøn – og hvorfor tro venstreorienterede sensationsmagere. Lidt senere lød at “USA opmuntrede ham”.
Hvor det nogenlunde blev dokumenteret at USA leverede efterretninger om Iran til Irak, så var Frankrigs ‘forbrydelse’ langt værre. Den “internationale våbenindustri” fodrede Saddam Hussein, og værst af alle var franske Dessault som producerede Mirage-jagerfly der i flere tilfælde blev fløjet af franske piloter.

Anklage 2: Det er USAs skyld at Irak brugte kemiske våben mod iranske soldater

Så var der lejlighed til at vise Rumsfeld & Saddam:

Rumsfeld fik ordet, og fortalte at han advarede Saddam mod at bruge kemiske våben. Men Joseph (Joe) Trento, en Bush-hadende genbrugs-ekspert havde her som altid gennemskuet Bush-administrationen. (se ham evt. i ARTE-produktionen Operation Hollywood).

Trento var i irak på daværende tidspunkt som krigskorrespondent, og så med egne øjne hvorledes iranere blev dræbt af giftgas fire måneder efter Rumsfelds besøg. “Amerikanske diplomater vidste alt” blev der speaket- hvorefter Trento fortalte at “det var tydeligt, at USA vidst det”. Han gentog sig selv et par gange, og tilsidst havde han overbevist sig selv.

Lidt senere lød det at “Skønt de [amerikanerne] var på det rene med at Saddam Hussein brugte sennepsgas mod sine fjender, forsynede amerikanerne ham med satellitfotos så han kunne lokalisere de iranske troppestyrker. Denne støtte nåede sit højdepunkt i 1988.”. Samarbejdet stoppede da kaptain Rick Francona dokumenterede brugen af nervegas for George Bush senior – et udsagn der er nemt at dokumentere, og går direkte imod diverse postulater fra anonyme kilder.

Anklage 3: Det er USAs skyld at Irak begik massakre på kurderne i Halabja

Rick Francona rapporterede om ‘ting’ “early 1988”, og da Saddams regime i marts 1988 myrdede 500 kurdere – var konklusionen så at sige skrevet på forhånd. Selvom det på ingen måde var bevist endsige sandsynliggjort at USA kendte til Saddams planer, så fortsatte dokumentaren med lige netop denne konklusion, der behændigt blev flettet sammen med Irak-krigen anno 2003 med disse ord: “Det var det der af George W. Bush blev brugt til at retfærdiggøre invasionen af Irak i 2003”.

Som en trold af æsken tonede pacifisten Peter Galbraith frem. Han mente Colin Powell løj i FN under optakten til Irak-krigen 2003, og fred være med det.

Våbenindustrien var “medskyldige” lød det, og her strejfede dokumentaren undtagelsesvis sandheden ved henvisning til det faktum at Tyskland og Frankrig var værst af alle. At våbenindustrien skulle sigtes for at producere våben der fungerede efter hensigten, viser sådan set meget godt tankesættet hos den pacifistiske del af venstrefløjen. Jeg springer hurtigt over næste ekspert – en mand ved navn Gary Milholin, der om irakiske masseødelæggelsesvåben konkluderede at “De [USA, naturligvis] måtte vide det. Eller i det mindste have stærke mistanker”. Samme ekspertpanel der beskylder George W. Bush for bevidst at lyve om irakiske wmd, kritiserer nu Bush senior for ikke at tage konsekvensen af stærke mistanker.

På trods af Rick Franconas udsagn, så måtte man nu høre Tyge speake: “Så at sige overnight i august 1990 blev den tidligere ven som Bush og hans forgængere har plejet kontakter til med et gjort til den værste af alle tyranner”.

Anklage 4: Det er USAs skyld at Irak angreb Kuwait

I et tæt opgør med flere absurde beskyldninger tager denne del af dokumentaren prisen. Atter var Peter Galbraith kilden:

“Der er stærke indicier på at USA var medskyldig i Saddam Husseins overfald på Kuwait. For da Bush blev advaret tidligere om at Saddams styrker var ved at blive mobiliseret reagerede han ikke. Han gav udtryk for at Saddam bare bluffede. Mange [husk kritikken af Foxnews: ‘Some say’] oplevede det sådan at Bush bestræbte sig på at opretholde et godt forhold med den irakiske diktator – idet Irak var et enormt potentielt marked. Bush sender ingen entydige advarsler til Saddam – tværtimod lader han diplomater forstå at USA ikke vil reagere militært på en invasion af Kuwait.”

Det fortælles at USAs kvindelige ambassadør i Irak holdt møde før krigen mod Kuwait fandt sted, og Rouleau fortalte uden at angive kilde at “hun forsikrer at USA ikke vil blande sig”. Herefter var det tid til de næsten obligatoriske partsindlæg fra demokratiske politikere, naturligvis neutralt præsenteret. Først Lee Hamilton, som mente bush senior skulle have givet Saddam noget der ligner en ultimatum. Dernæst Tom Lantos som fortalte at “Højtstående embedsmænd var for venlige mod ham – vi opmuntrede derfor Saddam…”. Mod sådanne ræsonnementer er det vist umuligt at stille sin politiske fjender tilfredse.

Selvom konfliktforskere (proto-pacifister), såsom svenske SIPRI forlængst har dokumenteret at USA som verdens største producent af militært isenkram i perioden 1970 til 1987, blot stod for lidt over en promille af våbensalget til Irak, så lød det næsten henkastet fra Tyge: “USA og dens allierede skulle i kamp mod en fjende, de selv, og deres våbenindustri havde rustet til tænderne”.

Anklage 5: Det er USAs skyld at Irak slog opstanden ned

Herom fortalte Tyge: “Også her bærer USA en del af skylden for begivenhederne”. Peter Galbraith tog ansvaret for den logiske udredning: “Ved at knuse Saddam Hussein militært var muligheden der for opstandene”. Hvis Galbraith var historiker, så ville det kun tage ham et par arkivbesøg at dokumentere hvorledes Bush den ældre stod bag mordet på Prins Ferdinand der startede 1. Verdenskrig.

Bush seniors forbrydelse var at han lod USA uddele løbesedler i nord og syd der opfordrede til opstand, hvad naturligvis betød at USA havde det fulde ansvar for Saddams myrderier da opstandene ikke medførte regimeskifte. Naturligvis burde Bush senior havde fjernet Saddam da han havde chancen, men måske var han bange for diverse dokumentarister der ville have slagtet ham for dette overgreb på Iraks nationale integritet – for nu at bruge FN-fraser.

Det blev Tomas Pickering, en tidligere FN-ambassadør der fik til opgave at trække tråde til Irak-krigen 2003.

Her gik det over i rendyrket propaganda. Flere kurdere tilsyneladende interviewet under en demonstration (2003-05?) talte vidt og bredt om USAs rolle, men når dokumentaren efterfølgende næsten ignorerede de groteske påstande – så er der nok en grund til det. Bare det lugter lidt, syntes at være motivationen for at bringe interviewene.

Eneste faktuelt var henvisningen til en fredsaftale der gav Irak lov til at bruge helikoptere, som de så brugte imod opstandene. Galbraith har dog forklaringen: “USA ville ikke have opstanden skulle lykkes”. Lee Hamilton spillede oliekortet… Men nu over til Galbraith som ikke skuffede (“my country was completely responsible”):

Herefter speakede Tyge henover billederne om “De menneskelige omkostninger ved denne politik” . Ja rigtigt – det han kritiserede USA for var IKKE at fjerne Saddam Hussein udenom FN.

En Rocky Gonzales fortalte at kurderne bare skulle have haft våben til at kæmpe med, hvorefter en kurdisk “oprører” fortalte at “Det var efter ordre fra Pentagon”. Tyge fortalte at “I nogle tilfælde greb USA direkte ind for kvæle opstanden”, men unavngivne vrede kurdere under en demonstration overbeviser ikke undertegnede. Det forlød også (helt udokumenteret) at USA destruerede våben oprørerne kunne have brugt.

I 1989 var Bush senior som bekendt blevet præsident, og for dem som har set Fahrenheit 911 og den utilslørede propaganda mod den nuværende præsident – så var her et dejavu. Moore-klonen Tyge Petersen fortalte: “Mens krisen i Irak udviklede sig i Iraks bjerge tog præsident Bush på ferie”.

For sjov skyld har jeg sammenlignet sekvenserne med Fahrenheit 911. Det er Moores udgave til højre (en sekvens vi også så i Bush-bashende Stupidity sendt på DR2 d. 15. september i år).

Anklage 6: Det er USAs skyld at FN-sanktionerne blev et folkemord

[Opdate 9/11-05: Se Zurückgeschossen ]

Sanktionerne var et “folkemord” lød det fra Denis Halliday, der opgjorde antallet af ofre til et sted mellem 500.000 og 1 mio. At sanktionerne blev indført af FN og ikke af USA afholdt ikke dokumentarens producent fra at spørge looniernes yndling – tyskeren Hans von Sponeck følgende: “Talte de med amerikanske embedsmænd om konsekvenserne?”.

Bush-hadende Halliday påstod uden blusel at USA bevidst bombede de irakiske vandforsyninger, og Tyge speakede: “Dette kan have været planlagt”. Månen kan være lavet af grøn ost – You just don’t know.

Eneste dokumentation var en amerikansk-produceret rapport om Iraq Water Treatment Vulnerabilities, som findes online. TV-mediet er som skabt til halve sandheder – dokumentet er helt neutralt, og kunne ligeså godt bruges som dokumentation for det stik modsatte.

Sanktionerne virkede ikke efter hensigten, Saddam udnyttede dem til egen vinding. I Tyges speak: “Den amerikanske regering var helt på det rene med disse misforhold”

Samtlige eksperter i dokumentaren var bitre modstandere af Irak-krigen og Bush, men ingen stikker dog den irakiske advokat Guzwan Ali Mukhtar, der ligefrem udtrykte tvivl om hvem der var den største morder – Saddam eller US.. sanktionerne. Lidt googling bekræfter indtrykket. Han betragter stadig Irak som værende besat.

Ikke at sigte USA og Vesten får retsagen mod Saddam Hussein til at “ligne sejrherrernes hævn” fortalte en omhyggeligt udvalgt jura-professor. Forventede de virkeligt at der blev nedsat en særdomstol med 50 pct. Saddam-tro jurister? Absurd tåbesnak. Mukhtar var svært at overgå i loonistisk vanvid:

“Saddam er et monster, men Vesten er værre (even worse)”, men som Tyge fortalte så er “det Saddam som skal for retten”. Oh, hvilket paradoks.

Efter godt tre kvarters anti-amerikansk pseudo-dokumentarisme, var der som sædvanlig tid til ‘kritisk debat’. Hidkaldt var David Gress… just kidding – Ole Sippel – og kritik i forhold til dokumentarens spredte postulater var som sædvanligt ikke-eksisterende.

At høre Sippel og Tyge eftersnakke hinanden om dokumentarens lødighed var hård kost. Her lidt fra dialogen:

Tyge: Tegner det sig til at blive en regulær skueproces?

Sippel: Det undrede mig at man tager de efter mellemøstlige forhold mindre forbrydelser, de store forbrydelser som Saddam efter alt at dømme har begået. Det er jo gasmassakren på kurderne. Det er overfaldet på Kuwait. Det er brugen af kemiske våben, nervegas, sennepgas under krigen med Iran. Problemet med de store sager er at der har USA, som vi lige har set – i den iøvrigt meget veldokumenteret dokumentarfilm – der har USA haft fingrene langt langt nede.

Tyge: Ja på den baggrund kan det jo godt virke lidt hyklerisk at Bush igen og igen trækker det frem med gassen, hvis de allerede dengang har været klar over hvad der foregik, og det er der jo meget der tyder på. Specielt da de brugte det mod iranerne.

Sippel: Jov, det vidste man jo allerede den gang. Der var masser af journalistiske beretninger [Pilger..] om at der blev brugt gas mod iranerne… Der blev brugt gas, og det vidste man allerede dengang. Som det fremgik af dokumentarfilmen, så vidste de vestlige magter, først og fremmest USA og Frankrig, så gennem fingre med det og amerikanerne hjalp Saddam i krigsførelsen med satellitfotos og andre efterretninger. Franskmændene havde deres jagerbombere, Mirage-flyene som ovenikøbet i visse tilfælde blev fløjet under aktive krigshandlinger af franske piloter, og vi hørte at amerikanerne har uddannet irakiske elitesoldater…

Tyge (forsøger at tale Saddam tilbage): … men når man nu ser hvordan samfundet splittes op, så kunne det jo godt være der var en eller anden form for nostalgi der – i Saddams tid var der ihvert fald fred, der kunne man gå på gaden, havde man arbejde

Sippel: … der er ingen sikkerhed mere…

Retsagen mod Saddam Hussein er højaktuel, men det er tilsyneladende ikke Saddams forbrydelser der er mediernes fokus.
Her er hvad DR og TV2 sendte om retsagen på blot seks dage:

DR2 11/10-05: Saddams vestlige fæller (DR Udefra)
DR 17/10-05: Horisont: Saddam for retten

“I denne uge indledes den historiske retssag mod Saddam Hussein. Horisont har enestående optagelser af diktatoren i aktion – og forsøger at skildre sagen, som ifølge mange irakere skal ende med at han bliver henrettet. Adskillige gange.”

TV2 17/10-05: Dags dato special: Amerikas bedste fjende

“Historien om en uheldig alliance. Djævelen blev fundet, fanget og udstillet. USA overvandt Saddam Hussein. Tyrannen blev styrtet. Irakerne jublede. Og verden var befriet for ondskab. Sådan lyder “legenden”, men 40 års forhold mellem Saddam Hussein og Amerika fortæller en noget anden historie. Det er beretningen om en mand og en supermagt, der havde brug for hinanden. Om fælles ambitioner, fælles kynisme og gensidig mistillid. Fra Husseins første skridt mod magtens tinde og til hans fald, så han ni amerikanske præsidenter komme og gå. USA ville være Mellemøstens uanfægtede beskytter. Saddam så sig selv som arabernes hersker. Men de supermagten og diktatoren havde mere til fælles end magtbegær – og så langt tilbage, som historien går, har USA og Saddam været et nødvendigt onde for hinanden.”

At give USA (= to gange Bush) ansvaret for Saddam Husseins forbrydelser er absurd, og må betegnes som decideret propaganda når det hele er baseret på indicier, tolkninger fra politiske fjender og et sammenrend af kendisser fra det anti-amerikanske overdrev. Endnu et partsindlæg fra venstrefløjen som aldrig burde være vist på en public service-kanal.

  • Nov. 2004 Le Monde diplomatique – Michel Despratx & Barry Lando: 40 years of western support for the ba’athists. Iraq: crimes and collusions.
  • 11/1005 DR Udefra – Saddams vestlige fæller (38 caps).
  • 7 Comments »

    1. At se Tyge interviewe Ole Sippel er som at se Gøg og Gokke føre en samtale. Der kommer ord ud af munden på dem begge, men det giver overhovedet ingen mening. Efter 15 lange, lange år bliver Ole Sippel i øvrigt sparket ud af Mellemøsten som fast korrespondent til nytår og gemt af vejen i Rom. Her kan han vel heller ikke gøre så megen skade. Eller kan han…?

      Sippel bliver efter sigende erstattet af Steffen Kretz – den pæne mand. To ting er interessante i den forbindelse:
      1: Vil Kretz insistere på at rapportere med vandkæmmet hår og ulastelig Armani-habit i 45 graders varme?
      2: Vil han som Sippel demonstrativt undlade at bosætte sig i det demokratiske Israel og i stedet foretrække Amman?

      Kommentar by G. Christiansen — 19. oktober 2005 @ 01:47

    2. Et par kommentarer, alt sammen fra hukommelsen:

      1) Hvad angår USA´s skyld i at Irak angreb Iran havde Khomeini et en hel del større ansvar. Irak og Iran havde i 1975 underskrevet en aftale om demarkering af den fælles grænse, og tilbagetrækning af tropper fra hinandens territorium (Iran invaderede under Shahen Irak for at støtte et kurdisk oprør 73-75). Da ayatollaherne tog over blev de enige med sig selv om at være ligeglade, og blev altså ved med at besætte adskillige hundrede km2 irakisk territorium. Dertil kom mellem 200 og 500 væbnede sammenstød, fra små ildkampe op til luftangreb der fandt sted før Irak invaderede Iran – begge parter lader til at have været lige gode her, så ingen er uskyldsrene lam.
      Det, der imidlertid lader til at være det der overbeviste Saddam om at det var nu, han skulles lå til var de Iransk-støttede mordforsøg på to irakiske ministre i foråret/sommeren 1980, og massiv agitation for at shiiterne skulles styrte ham. Saddam har om noget vist, at han var villig til at ofre hundredtusindvis af sine undersåtters liv og en hel del territorium, men udfordring af hans status som enevældig hersker reagerede han på.
      Uanset om USA havde sagt buh eller bæh havde Saddam invaderet Iran.

      2) Rumsfeld mødtes med Saddam én gang, men var i Irak en gang mere bagefter. Så hut jeg visker var mødet med Saddam mest diplomatiske pænheder uden det store indhold. Det var under Rumsfelds andet besøg, under et møde med Tariq Aziz at han sagde til Irakerne at USA ikke så med milde øjne på, hvis de rygter der var om at Irakerne brugte giftgas talte sandt. Irakerne holdt derefter i en periode på 2-4 måneder op med at bruge gas, hvilket formentligt reddede en hel del jihadier fra død og lemlæstelse.
      Forøvrigt holder den sædvanlige venstrefløjsmyte med at USA lukkede øjnene ikke. Mens brugen af giftgas kun var Iranske påstande, og FN stadig havde våbeninspektører i Iran for at be- eller afkræfte beskyldningerne agerede Reagan på egne efterretniner, og fordømte Iraks brug af giftgas.

      3) USA solgte ikke våben til Irak under 1. Golfkrig (80-88). Det var decideret ulovligt. Faktisk solgte USA flere våben til Iran.

      4) Mht Halabja var amerikanernes indledende indtryk faktisk, at det var iranerne, der havde gasset byen. Pressefolk havde fundet rester af gasgranater, der havde iranske serienumre, og der er stadig den oprindelige raport fra US War College om gasningen online. Under krigen gik forfatteren ud og bekendtgjorde højlydt, at han stadig stod ved sine konklusioner.

      5) Hvad angår Kuwait-invasionen har jeg endnu ikke fattet hvorfor Glaspie-samtalen med Saddam (der forøvrigt kun forefindes i en irakisk, altså Saddam-godkendt transskribering) er bevis for noget so helst. Glaspie siger, USA ingen holdning har til mellemarabiske problemer som den ballade der på det tidspunkt var omkring kuwaitisk slant-drilling. Mig bekendt har ingen endnu påstået at Saddam smækkede planen for invasionen op på bordet og fik den godkendt.

      6) Hvad sanktionerne angår, så omfattede de aldrig nogen sinde hverken mad eller medicin. Så længe Saddam havde penge til at bygge paladser for, havde han også penge til at købe mad og medicin. Fravalg af dette kan kun lægges ham til last.

      Dertil kommer, at USA allerede i løbet af sommeren og efteråret 1991 igennem FN fik lagt grundlaget for olie-for-mad-programmet. Irak kunne få lov til at eksportere for en milliard dollars olie halvårligt. Istedet for med kyshånd at tage denne chance for at tjene penge til at forsørge sin befolkning for, valgte Saddam at prutte med FN i 4 samfulde år, indtil beløbet blev hævet til lidt over 2 milliarder halvårligt. Det er de 4 år, de hundredtusinder af irakere venstrefløjserne og islam-fanatikerne snakker om døde. Lige så snart Saddam holdt op med sin prutten væltede pengene ind, og nogle af dem blev endda brugt til at brødføde hans undersåtter med.

      Igen, udelukkende Saddams egen skyld.

      Henrik

      Kommentar by Henrik Krog — 19. oktober 2005 @ 01:53

    3. Det der undrer mig mest af alt, er venstrefløjens fascination af pacifistiske idealer når USA er involveret. Såfremt FN-sanktionerne dræbte 0,5-1,0 mio. civile irakere (pacifisterne snakker om helt op imod 2 mio.), så må Irak-krigen alt andet lige være den mest humane løsning. I det regnestykke gør en bilbombe om dagen og 1-2 døde amerikanske soldater ikke den store forskel.

      Her til morgen havde P1 Morgen iøvrigt et længere interview med Ole Sippel om retsagen. Han talte 8-10 minutter, og hvis man ignorerer et par bemærkninger såsom ‘risikoen’ for at Saddam får dødsstraf, og hans afliren af menneskerettighedsorganisationers kritik af Saddams manglende advokatbistand (første forhør) – så var han faktisk ikke så tosset. Det undrer mig meget. For hvis han mener dokumentaren var veldokumenteret og er overbevist om USAs medskyldighed og bagtanke med det korte anklageskrift – hvorfor tør han så ikke konkludere det i hans P1-analyse. Løsningen er soleklar. Sippel ved dokumentaren var venstrefløjsisk propaganda baseret på indicier, tvivlsomme vidneudsagn etc. – og ved så udemærket at den ikke går andre steder end hos Tyge & DR Udefra. Hvor et syn at se disse loonier sammen.

      Kommentar by Kim Møller — 19. oktober 2005 @ 08:52

    4. Tror også mest på ond vilje. Folk i den slags positioner kan ikke opretholde dem hvis de er totalt imbecile. Henrik, du skriver “3) USA solgte ikke våben til Irak under 1. Golfkrig (80-88). ”

      Du mener vel “den iransk-irakiske krig (80-88)”

      Kommentar by IL KIMPO — 19. oktober 2005 @ 14:15

    5. Det er grotesk at man er tvunget til at betale licens, for den gang røde propaganda !

      Man må kunne forvente lidt saglighed fra et public service organ !

      bare det at bruge Sippel…………Ha jeg må le, hans dækning af mellemøst konflikten især Israel-palæstina delen (fra sit trygge hotel værelse)er det værste makværk, jeg længe har set !

      Kommentar by whodares — 19. oktober 2005 @ 19:59

    6. Hej Kimpo

      Nej, jeg mener faktisk 1. Golfkrig. Hvis du husker tilbage til 80erne var det dét, den hed. Kig i en hvilken som helst bog fra dengang, og det er navnet.

      At en flok luddovne ansatte på diverse redaktioner ikke kan blive besværet med at have deres baggrundsviden i orden kan jeg ikke tage mig af.

      For at repetere:
      1. Golfkrig: 1980-88 (reelt 89)
      2. Golfkrig: 1991-2003

      Henrik

      Kommentar by Henrik Krog — 19. oktober 2005 @ 21:56

    7. the war in irak was complted not good an 100 porsent raun and evry body now.bush now al the arab contrys had not clear wopens så wea irak….

      Kommentar by mohamed ajanne — 25. september 2006 @ 14:19

    RSS feed for comments on this post.

    Leave a comment

    Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper