15. december 2005

Danmark: Sagesløse licensbetalere forulempet i eget hjem

Man kan næsten ikke stille ind på P1 i disse dage, uden at blive belemret med den mest virkelighedsfjerne apologi for islam og multikultur.

  • 10/12-05 Dokumentarzonen – Tema: Hadet er en livsbetingelse. (150 min)
  • “For 10 år siden sluttede krigen mellem Kroatien, Bosnien og Serbien. Tre lande, der tidligere havde været en del af Jugoslavien. 14. december 1995 blev fredsaftalen underskrevet i Paris, men krigen havde efterladt dybe sår. Programmet vil behandle krigens sår. Her vil være tre portrætter af kvinder, der stadig er ofre for krigen. Alle tre har været på flugt, og alle tre forsøger nu at skabe sig et liv der, hvor de er endt. Hiba er bosnisk muslimsk. Hun måtte flygte med sine fire børn. Hun bor i dag i samme by som sin mands morder. Liljana er serbisk bosnier og måtte flygte fra Kroatien. Hun bor i dag på 10. år i et flygtningcenter i Beograd med sin mor og sine tre børn. Ivona er kroatisk bosnier, men måtte flygte sammen med sin far og mor og lillesøster fra hendes fødeby Foca. De blev tvunget væk af serberne. Udsendelsen handler om kroater, serbere og muslimer. En udsendelse om livet i dag 10 år efter krigen og om fremtidsudsigterne for det splittede land. Reportager og interview fra Bosnien bliver kommenteret i studiet af bl.a. Birte Weiss, historikeren Karsten Fledelius, journalisten Thomas Hjortsø, filosoffen Safet Bektovic og leder af Den Danske Helsinki Komité For Menneskerettigheder Ole Richter. Tilrettelæggelse: Claus Vittus. (Genudsendelse fra lørdag).”

  • 14/12-05 Orientering (Hanne Foighel) – Fred og ro i et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. (8,53 min.)
  • “Canadiere, der ikke tilhører de to såkaldte grundlæggende canadiske kulturer, nemlig den franske og den engelske, udgør i dag over halvdelen af landets indbyggere. Der lever omkring 50 såkaldte ‘andre’ kulturer i landet og det gør Canada til et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. Alligevel hører vi stort set aldrig om fremmedhad, integrationsproblemer eller raceuroligheder i Canada. Orientering har talt med redaktøren for Canadas største nyhedsmagasin The Walrus, David Berlin om multikulturalisme og – på baggrund af debatten om Muhammedtegningerne i Jyllandsposten – ikke mindst om ytringsfrihed i et multikulturelt samfund.”

  • 14/12-05 Orientering (Natascha Ree Mikkelsen) – Hjørnet: Muslimerne og mistænkeliggørelsen (20,14 min.)
  • “Moderate muslimer føler sig mistænkeliggjort, når de blander sig i den offentlige debat og stiller op som politikere her i Danmark. For går de nu ind for indførsel af en islamisk stat her i Danmark – og for sharia-lovgivning med dødsstraf og håndsafhugning? Det er anderledes i England, hvor der ikke konstant stilles spørgsmålstegn ved, om man kan forene Islam med demokrati – og på trods af bombeangrebet i London sidste sommer, kan de fleste briter godt kan kende forskel på de fundamentalistiske muslimer og de moderate og demokratisk sindede. Hvorfor er der så stor forskel på Danmark og Storbritannien? Det spørgsmål har Natascha Rée Mikkelsen stillet professor Jørgen Nielsen. Han er er dansker af oprindelse, men har i mange år været leder af et islamisk kristent center på universitetet i Birmingham. I dag bor han i Damaskus som leder af Det Danske Institut. I indslaget medvirker også dr. Naseem, der er leder af Birmingham Central Mosque.”

    <14/12-05 Orientering (Lars Hedebo Olsen) – Australsk selvransagelse efter race-uroligheder. (9,39 min.)

    “Siden mere end 5000 unge mennesker gik amok på en strand i Sydney i søndags, har australierne spurgt sig selv, hvordan det er kommet så vidt at hvide unge mænd samles, iklæder sig det australske flag og går til angreb på libanesere og andre indvandrere. Australien, der siden begyndelsen af 1970’erne officielt har haft multikultur på den politiske dagsorden, bryster sig normalt af 20% af befolkningen er født uden for landets grænser og at der tales mere end 120 forskellige sprog på det store kontinent. Kampene mellem libanesere og hvide autraliere, angreb på kristne kirker og overfald på muslimske kvinder tegner imidlertid et billede af en splittet nation, hvor integrationspolitikken er slået fejl og racehadet lurer lige under overfladen. Regeringen afviser imidlertid at urolighederne handler om racisme og med en helt ny antiterrorlovgivning, har politiet fået ekstraordinære magtbeføjelser, som blandt andet betyder fængselsstraffe på op til 7 år for personer der bærer t-shirts med opfordringer til vold.”

  • 15/12-05 Lige lovligt. (45,01 min.)
  • “11. september, Al Quada og danske terrormistanker har på én måde gjort det sværere, – og på en anden måde gjort det lettere. Sværere, fordi de fleste muslimer føler sig udsat på grund af de ekstreme muslimers handlinger. Lettere, fordi nu kommer flere og flere moderate muslimer på banen og tager afstand fra fundamentalisterne. Det bliver med andre ord muligt i offentligheden at høre og se forskel på muslimer… og muslimer.

    Det betyder samtidig, at der internt blandt muslimer er et større opgør i gang om, hvad Islam egentlig er. De ekstreme muslimer mener for eksempel det er syndigt – eller Haram, som det hedder i Koranen – at deltage i de demokratiske valg og chikanerer de muslimer, der stiller op til valg.

    Det er også de ekstreme muslimer, der i skøn forening med højrefløjen i Danmark har fået lov til at bestemme definitionen af begrebet Sharia, som de fleste i Danmark nok forbinder med dødsstraf, håndsafhugning og stening. Men sådan ser de tre politikere, der er i studiet i dag, slet ikke på det. De har alle muslimsk baggrund – og mange erfaringer med at deltage i det danske demokrati og at være i dobbelt-ild….

    I studiet: Mona Sheikh, tidligere folketingskandidat for Det Radikale Venstre. Asmaa Abdol-Hamid, medlem af Enhedslisten i Odense. Ben Haddou, konservativ fra København.

    Iøvrigt medvirker: Kamal Quereshi, medlem af folketinget for SF. Lederen af Birmingham Central Mosque, Dr. Naseem. Lasse Jensen, redaktør af P1 programmet Mennesker og Medier.”

    P1 sender i døgndrift, og selvom det hele burde transkriberes til glæde for eftertidens historikere i eksil – så er det desværre umuligt. Spredte kommentarer til ovenstående.

    Jeg kom ind til den afsluttende kommentar i Balkan-udsendelsen, og overhørte følgende ordveksling (citeret efter hukommelsen):

    Vært, DR: Hvad er så læren af krigene?

    Birthe Weiss: At nationalisme skal bekæmpes med kæp og stok.

    Det et næsten et årti siden Samuel P. Huntington hudflettede utopisterne med tesen om at kultur i sidste ende er det der skiller og forener folk. Weiss har set blod, men har intet lært – en typisk eksempel på hvorledes ideologi kan blokere for selv de mest indlysende slutninger. Selvfølgelig var Milosevic en ond nationalist der drømte om et Stor-Serbien, men det hele grunder i demografiske forskydninger, og det faktum (som Huntington pointerer) – at kulturer enten domineres eller dominerer. I begge tilfælde er der indbygget konfliktpotentiale, ikke mindst når demografien ændrer styrkeforholdet over tid. Skillelinien er først og fremmest etnisk, ikke nødvendigvis national.

    Orienterings beretning om multikultur i Canada var underholdende. Konklusionen var selvfølgelig skrevet på forhånd – den canadiske multikultur er en succes, fordi canadiere ikke hader muslimer. Ikke et ord om velfærdsstat kontra openborder-liberalisme – Orientering er jo ikke en udsendelse hvor man roser liberalisme og fejrer overgangen til minimalstaten, men derimod et program hvor man med alle midler går i rette med folk som ikke bifalder multikulturen. Avisredaktøren som blev interviewet fortalte at multikultur i Canada var helt uden konflikter, og lidt kedelig. Forstået på den måde, at de forskellige etniske grupper stort set ikke havde kontakt med hinanden. De talte forskellige sprog, boede forskellige steder, læste forskellige aviser, og selv politiet ansatte nu kinesere til kinesiske distrikter og fremdeles. Så meget for multikulturel harmoni.

    Det er ikke mere end nogle få måneder siden prof. Jørgen Nielsen sidst kørte halal-rutinen i en Søndagsorientering. Fra sit multikultur-promoverende institut i Birmingham gør han sig også ekspert i danske forhold. Manden har intet væsentligt skrevet om islam, men kan til gengæld recitere Edward Saids post-koloniale had til den vestlige kultur som ingen andre.

    Indslaget om urolighederne i Australien var fuldstændigt håbløst. Korrespondenten Lars Hedebo Olsen konkluderede efter en solid gang halve sandheder, at man ikke rigtig vidste hvad der var gået galt. Om det var dårlige sociale forhold for indvandrerne, australiernes racisme eller noget lokalt.

    Et af de store problemer med P1 i forhold til islam, er deres valg af moderate muslimer. Lige lovligt havde idag Mona Sheikh (Minhaj ul-Quran), og Enhedslistens Asmaa ‘jeg giver ikke hånd til mænd’ Abdol-Hamid. Som fundamentalister er de i sagens natur uegnede som sandhedsvidner i forhold til herboende muslimers moderathed/radikalitet. Problemet er stort, når selv Sherin Khankan ligestiller ytringsfrihed med hendes egne religiøse følelser (Ahmediya-muslim, sekt som afviser jihad – anerkendes ikke af andre muslimer. DR, Deadline 2. Sektion, 11/12-045)

    Kamal Qureshi og Lassen Jensen kender vi alt for godt. Den første taler om racistiske drab uden at kunne give et eneste eksempel, og den anden mener det er hetz at spørge til muslimske politikers forhold til anti-demokratiske bevægelse – selvom denne går til valg på lige netop dette.

    Mon det er det vellykkede valg i Irak, der gør det nødvendigt at fjerne fokus fra regionen?

    8 Comments »

    1. Angående Canadas befolknings-sammensætning.
      Roman Catholic 42.6%, Protestant 23.3% (including United Church 9.5%, Anglican 6.8%, Baptist 2.4%, Lutheran 2%), other Christian 4.4%, Muslim 1.9%, other and unspecified 11.8%, none 16% (2001 census)

      Kilde:www.cia.gov/cia/publications/factbook/geos/ca.html

      Kun 1.9% Muslimer.

      Kommentar by DMX — 15. december 2005 @ 22:58

    2. Er Sherin Khenkan admadiyyah ?

      Det med den gode debat tone kan man vist sige er prøvet til bunds i Sverige.

      Problemet vokser nok nærmere når tusinder eller titusinder ender i deres lille Bauhaus/Stalinistiske beton kokon i et samfund hvor der ikke er arbejde og de får råd til at både overleve, gå til kampsport, købe våben og biler samtidig med. Groft sagt, altså.

      Derudover er det naturligvis islam, vil det også blive i Canada, en islamisk folkemasse er som tønde bensin der venter på en gnist – eller måske skulle man sige en dårlig undskyldning alá muhammads dårlige undskyldninger for at angribe denne stamme eller hin.

      Kommentar by Thomas Bolding Hansen - Denmark — 15. december 2005 @ 22:59

    3. 1) Så har medierne jo overgået sig selv i halve sandheder. 1,9 pct…

      2) Jeg kommer helt i tvivl mht. Sherin Khankan, for det er jo ikke ligefrem noget hun skilter med. Mener at have læst det et sted (andre der ved mere?). Hun betragtes ikke som muslim af den rare fundi Fatih Alev.

      Kommentar by Kim Møller — 16. december 2005 @ 00:05

    4. Her er lidt fra Khankans hånd. Ahmediyaerne beskrives ofte som værende en synkretistisk trosretning. Dvs. en blanding af kristendom, islam og panteisme.

      ———

      Når tro bliver politisk (Berlingske Tidende 1. juni 2001)

      Kronik: I stedet for at fortsætte diskussionen om dødsstraf burde man stille de muslimske radikale spørgsmålet, om de tager afstand fra den diskrimination af ahmadi-muslimer, der finder sted i Danmark og Pakistan.

      Af A.C. Sherin Khankan

      Man kan godt være praktiserende muslim og radikal politiker. Kritikken af unge muslimers tilhørsforhold til Minhaj-ul-Quran bliver kædet sammen med debatten om, hvorvidt islam er forenelig med det moderne danske samfund, der bygger på pluralisme, demokrati og sekularisering. Kritikken er ikke ny, men går langt tilbage til tiden, da hele den islamiske verden var koloniseret af de europæiske stormagter. Viden er magt og dermed ikke harmløs, især ikke når den bruges til at skabe fordomme. At man i dag overhovedet diskuterer, om islam er forenelig med modernitet, er derfor et udtryk for, at mange stadig tænker i forskelle og ønsker at bevare forestillingen om en modsætning mellem »dem« og »os«.

      Muslimer i Danmark er begyndt at markere sig i dansk politik. De er dermed med til at bestemme, hvordan den danske virkelighed skal se ud. De etablerede politikere med anden etnisk baggrund end dansk har ved at understrege, at de er »kulturelle muslimer« holdt tro og politik skarpt adskilt. Dermed har de undgået de problemstillinger, som praktiserende muslimer af partiet Det Radikale Venstre nu befinder sig midt i, efter at deres tilhørsforhold til Minhaj-ul-Quran er blevet afsløret. Minhaj-ul-Quran er en pakistansk bevægelse, der blev grundlagt i 1980 i Lahore i Pakistan af bevægelsens nuværende religiøse leder Muhammad Tahir-ul-Qadri. Ul-Qadri var politisk aktiv under Zia ul-Haqqs islamiseringsforsøg, og han sad i den juridiske kommission, der var med til at udforme retningslinjerne for sharia-systemets (den af Koranen afledte jura) genindførelse som den pakistanske stats juridiske fundament. Bevægelsens mål var dengang at skabe en verdensomspændende revolution for at genindføre islamisk overherredømme. Men det er vigtigt at forstå, at der er forskellige måder at lave revolution på hvad angår islamiske bevægelser. Islamismen består dels af de moderate bevægelser, som ønsker at genislamisere samfundet nedefra og indføre sharia som lov, dels af de radikale, som afviser ethvert kompromis med statsmagten, og som ønsker at islamisere samfundet oppefra og ned ved at indføre samfundsrevolution.

      Minhaj-ul-Quran er inspireret af den iranske revolutions evne til at etablere en islamisk republik. Men til trods for deres ønske om at etablere en islamisk stat definerer de deres »revolution« moderat, ved at tage udgangspunkt i målrettet uddannelse og genindførelse af spirituelle værdier. Reformen består i lighed med andre islamiske bevægelser først og fremmest i en kultivering af moralen og de islamiske principper. Der er ikke tale om en samfundsrevolution, men om en individuel omvendelse, der bygger på princippet om, at mennesket må ændre sig, før samfundet kan ændre sig. Vægten ligger på det enkelte individ, hvor der stilles krav om engagement og bevidsthed om det at være muslim.

      I Danmark har Minhaj-ul-Quran været aktiv siden 1980erne. Bevægelsens aktiviteter fokuserer på uddannelse af især pakistanere og arbejder på at skabe en syntese mellem Koranens åbenbaringer og den moderne verden. Samtidig mener bevægelsen, at en islamisk stat kun kan virkeliggøres i en stat, hvor majoriteten er muslimer. Da Muhammad Tahir-ul-Qadri gæstede Danmark i efteråret 2000, holdt han en tale i Diamanten. Han forekom mig ikke at være særlig tolerant. Dette skyldtes nok min baggrundsviden om hans tro på at besidde den eneste sande tolkning af Koranen og hans manglende accept af grupper uden for og inden for islam, der afviger fra sunni-islam. Her tænker jeg især på ahmadiyya-islam, der som minoritet nægtes retten til at kalde sig muslimer. Ahmadiyya-bevægelsen er en retning inden for islam, som blev grundlagt i Indien i 1889 af Mirza Ghulam Ahmad, der hævdede at være den forjættede Messias og reformator af islam. Ahmadiyya-muslimer adskiller sig fra andre muslimer i deres teologiske tolkning af Messiasbegrebet. De tror i lighed med andre muslimer på, at Muhammed er den sidste lovgivende profet og dermed profeternes segl. De tolker imidlertid begrebet »profeternes segl« på en ny og anderledes måde, som tillader, at der kan komme profeter efter Muhammed, dog ikke med en ny lov. De mener, at Gud altid vil sende profeter for at vejlede og forene menneskeheden. Det er især på disse punkter, at de afviger fra traditionelle og vedtagne dogmer inden for islamisk teologi.

      Problemet ligger ikke hos de muslimske radikale. Tværtimod. (…) Problemet ligger hos de danskere og muslimer, der i teori og praksis ikke anerkender religiøs mangfoldighed , I Danmark findes der ca. 500 ahmadi-muslimer, som overvejende er pakistanere og som står bag Skandinaviens første moské, der i 1967 blev opført i Hvidovre under navnet Nusrat Djahan Moskeen. De har også stået for den danske koranoversættelse af A.S. Madsen. Ahmadiyya-bevægelsen opfatter sig selv som en renæssance af islam, men er gennem de seneste årtier blevet stemplet som ikke-muslimsk af den Muslimske Liga og af resten af den islamiske verden. Bevægelsens nuværende leder lever i eksil i London, fordi han var udsat for religiøs forfølgelse i Pakistan. Minhaj-ul-Qurans leder Muhammad Tahir-ul-Qadri understregede i sin tale i Diamanten, at der ikke finder forfølgelser sted i Pakistan. Han kritiserede derefter det danske samfund for at diskriminere minoriteters rettigheder. For mig at se ligger problemet i, at Minhaj-ul-Quran prædiker tanker, der er gensidigt uforenelige.

      De arbejder bevidst for at indføre en islamisk stat i Pakistan og definerer samtidig sig selv som en apolitisk organisation. De hævder at ville forene muslimer og arbejder ihærdigt for teologisk at forene sunni- og shia-islam. Men langt værre er det, at Muhammad Tahir-ul-Qadri i 1984 var med til udarbejdelsen af de blasfemilove, som har været medvirkende til forfølgelser af ahmadi-muslimer. Ifølge Amnesty Internationals rapport fra 2001 er der fortsat forfølgelser af ahmadi-muslimer i Pakistan. Men hvad har alt dette så med Danmark og dansk partipolitik at gøre? Skal vi spærre vejen for unge progressive kræfter i dansk politik, blot fordi de er en del af en sammenhæng, der i enkelte tilfælde strider imod vore universelle ideer om det gode og retfærdighed? Skal de tvinges til at vælge? Nej, men vi kan godt stille krav om, at disse mennesker tør være kritiske over for deres egne i lige så høj grad, som de forholder sig kritisk og nøgternt til problemstillinger i det danske samfund, og at de klart definerer, hvad deres holdning er til forhold, der står i modstrid til dansk politik.

      Når det ikke er så ligetil for nogle muslimer kategorisk at tage afstand fra ting, de måske inderst inde ikke bryder sig om, skyldes det ofte, at de tilhører et særligt religiøst og kulturelt fællesskab, som de skal stå til regnskab for. En religiøs leder som Muhammad Tahir-ul-Qadri er meget mere end en leder. For mange troende muslimer, som er medlemmer af en religiøs organisation eller bevægelse, spiller religiøse ledere en afgørende rolle for deres identitet og sociale virkelighed. Muhammad Tahir-ul-Qadri har som andre religiøse ledere nærmest helgenstatus, og tilhængere af hans bevægelse står dermed i en vis forstand til ansvar over for ham. Det er svært at kritisere disse religiøse ledere, som i kraft af deres religiøse viden og position rangerer højere end almindelige mennesker.

      Ahmadi-muslimer i Danmark bliver ikke forfulgt. Men de er genstand for en chikanering, der går på værdier. Anti-ahmadiyya-kampagner over internettet og udelukkelse fra muslimske organisationer er blot nogle af de symptomer, der kendetegner den danske virkelighed internt blandt muslimer. Veluddannnede unge som Mazhar Hussain, den radikale politiker og læge, som er valgt ind i Københavns amtsråd, har personligt været ansvarlig for udelukkelsen af visse muslimer, da han i 1990erne som formand for POM (Pakistansk Organisation for Medicinstuderende) nægtede ahmadi-muslimer på medicinstudiet adgang til det muslimske fællesskab med henvisning til, at de ikke er rigtige muslimer. Dette er et konkret forhold, der strider imod værdier om lighed og tolerance, og det er folk som ham og ikke de tre radikale, der er i mediernes søgelys, man bør sætte spørgsmålstegn ved.

      Det er naturligvis væsentligt at diskutere, om man tilhører en organisation, der tolererer dødsstraf. Men når man officielt har taget afstand fra dødsstraf, som Mona Sheikh har gjort, bør diskussionen ophøre, og det bør ikke være afgørende for ens politiske succes. Et vigtigere spørgsmål, som man kunne stille de muslimske radikale, er, om de tager afstand fra den ideologiske diskrimination af ahmadi- muslimer, der finder sted i Danmark og Pakistan. Denne afstandtagen er væsentlig for at opfylde de radikale principper om tolerance. Synliggørelsen af islam har indtil for nylig været den omstændighed, som skabte størst bekymring hos danskere. Når noget bliver konkret, bliver det samtidig meget virkeligt. Tanken om moskeer, begravelsespladser og en dansk imamuddannelse vidner om en synlig og mærkbar forandring. Religionsfriheden tillader os at indarbejde og forankre den religiøse mangfoldighed, som er en realitet i samfundet.

      Men hvad med den ideologiske islam? Skal der være grænser for, hvorledes man ønsker at praktisere sin religion, når der ikke er tradition for at sammenkæde politik og religion i dansk partipolitik? Problemet ligger ikke hos de muslimske radikale. Tværtimod. De giver islam et menneskeligt ansigt og er med til at nedbryde gamle fordomme om muslimer. Problemet ligger hos de danskere og muslimer, der i teori og praksis ikke anerkender religiøs mangfoldighed og derved konstruerer skæbnesvangre konflikter, som er med til at holde os adskilte. Folk, som erkender men ikke anerkender forskellighed i udlægning og praksis af islam, kan ikke forventes at være med til at bygge bro mellem danske og muslimske værdier, som et langt stykke ad vejen er de samme.

      Kommentar by Kim Møller — 16. december 2005 @ 00:15

    5. Euro – admadhisme :)

      Kommentar by Thomas Bolding Hansen - Denmark — 16. december 2005 @ 00:39

    6. “…mellem danske og muslimske værdier, som et langt stykke ad vejen er de samme…”

      Det er de måske nok, og det narres de Radikale idioter og Socialbanditerne af hele tiden.

      Hvorfor: Venstrefløjens manglende forståelse for HVOR vigtig vores kristne udgangspunkt er for vores samfund (lov, demokrati, tolerence, ligestilling, goder osv.), fatter jo -af gode grunde- heller ikke dermed hvor vigtig den muslimske tro er for déres samfundsidé/opbygning/prioriteringer. For når man er semi-maxist, så er man per definition teknokrat, og disse kender ikke til / accepterer ikke religionen som ledetråd.

      Og hér har vi problemt; den ignorance der udvises fra venstrefløjen, er (sgu) fordi de ikke selv har et afklaret holdning til deres kristendom. “Den betyder ikke en skid for mig” kunne man høre mega-fjolser som Mette Frederiksen og sine vælgere råbe. Nej, måske ikke direkte, men en aller pokkers meget indirekte, hvilket de ikke forstår de stakler.

      Og dermed er de ved at sætte hele dynen (samfundet)over styr, fordi de ikke opfatter hvor stor en trussel skiftet fra én religion(kristendom) til en anden(islam) er.

      Giver det mening?

      Kommentar by ck — 16. december 2005 @ 11:48

    7. En kommentar vedr nationalisme på Balkan: Man skelner på de kanter ikke mellem etnicitet og nationalitet. Det at være serber er noget medfødt, noget indfødt – noget etnisk. Der er tale om et blods- og historisk skæbne-fællesskab, hvor vi på vore kanter ikke fokuserer videre på blod, men på det andet led. Med andre ord fødes man som serber, og forbliver det for altid, mens man kan groft sagt kan blive dansker senere hen, selvom man er født i et andet land. Peter Sugar har skrevet “East European Nationalism, Politics and Religion” (1999), som blandt andet behandler dette forhold. Man kan forøvrigt også læse William Dorich “Kosovo” med Sugar for øje.

      Kommentar by sfw — 16. december 2005 @ 11:57

    8. Jeg kan læse at det vist er meget godt, at jeg aldrig lukker op for P1, for det er vist stadigt noget man får ødelagt sin dag på !

      Kommentar by whodares — 16. december 2005 @ 21:45

    RSS feed for comments on this post.

    Leave a comment

    Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper