9. januar 2006

‘Den lange fredsproces’ – endnu en ensidig BBC-dokumentar om Israel-palæstina-konflikten

DR sendte igår første afsnit af BBC-trilogien Den lange fredsproces (Israel and the Arabs: Elusive Peace, Norma Percy for Brook Lapping, 2005) omhandlende udviklingen i Israel-palæstina konflikten de senere år. Jeg orker ikke debunking af tre timers pseudo-dokumentar, men der er ellers rigeligt at gå igang med.

Clinton, 1999-2000
Det lykkedes den israelske premierminister Ehud Barak at overtale den amerikanske præsident Clinton til at hellige det sidste halvandet år af sin anden embedsperiode til forsøget på at skabe fred i Mellemøsten. Men Barak fik kolde fødder, hele to gange. Og midt i det hele valgte Ariel Sharon at spadsere en tur rundt om Klippemoskeen i Jerusalem – og så var det slut med den fred. Præsident Clinton, Ehud Barak og Yassir Arafat, deres generaler, ministre og rådgivere fortæller åbenhjertigt om, hvad der skete bag de lukkede døre, da fredsprocessen sandede til og intifadaen eksploderede på ny.

Sharon er jøde, og nytårsbesøget på det meste centrale sted i jødedommen kan naturligvis ikke betragtes som en provokation blot fordi en selvbestaltet profet mener han fløj dertil på en bevinget hest en sen nattetime. DRs Lars Ringgaard har tidligere været ind på det samme, og minsanten om ikke Radioavisen gentog succes’en idag (18.00) i forbindelse med historien om Sharons helbred.

Arafat, 2001-2002
Da Ariel Sharon overtog regeringsmagten i Israel, intensiveredes volden i de besatte områder, og regeringen besluttede at myrde de palæstinensiske guerilla-ledere én efter én. Forslaget om at myrde Arafat selv, blev afvist af Shimon Peres med ordene “Vi ønsker ikke at få endnu en Jesus-historie på vores kappe”. I USA afløste Præsident Bush Clinton, og overtog også bestræbelsen på at skabe fred i Mellemøsten, men kun halvhjertet. Udenrigsminister Colin Powells fredsforsøg blev forpurret af høgene i hans eget bagland og af Arafat selv, der til sidst var ved at drive Colin Powell til vanvid. Præsidenter og premierministre, deres generaler og rådgivere og nogle af selvmordsbombernes bagmænd fortæller åbenhjertigt om, hvad der skete bag de lukkede døre, da fredsprocessen endnu en gang fortonede sig i det fjerne.

At afværge terrorangreb ved definitivt at uskadeliggøre terrorledere, kan i sagens natur ikke betragtes som mord eller noget der ligner. Men ellers den sædvanlige motivanalyse af USA.

Ariel Sharon, 2003-2005
Præsident Bush var fast besluttet på at holde sig helt uden for fredsforhandlingerne i Mellemøsten, men krigen i Irak tvang ham til at finde allierede i den arabiske verden. Det blev derfor nødvendigt at tvinge Ariel Sharon tilbage på fredssporet. Men det varede ikke længe, før freden blev mere end en politisk nødvendighed for den amerikanske præsident. Sådan forklarede Bush sin fredsplan for den noget forbløffede palæstinensiske premierminister Abu Mazen og hans udenrigsminister Nabil Shatth: “Jeg er på en mission for Gud. Han sagde, ‘George, bekæmp terroristerne i Afghanistan’. Og jeg gjorde det. ‘George, stop tyranniet i Irak’. Og det gjorde jeg. Og nu føler jeg, at Gud taler til mig igen: ‘Skaf palæstinenserne deres stat og israelerne deres sikkerhed’. Og ved Gud. Det vil jeg gøre.” Det fremgår også, hvad der lå bag Sharons beslutning om ensidig tilbagetrækning fra Gaza – og hvad han fik til gengæld.

Bushs har aldrig sagt det citerede – her et dementi fra WhiteHouseGov refereret af BBC. Men ellers er der lagt op til hård motivanalyse af Sharon, og da en dokumentar af denne type er stærkt kildebaseret, så er det naturligvis altafgørende hvilke kilder der bruges. I omtalen til første del fortælles af producenten har talt med Arafat, Barak og Clinton – og man må hermed gå ud fra at Bush og Sharon kun repræsenteres af footage. Det er et kendt trick i genren. I omtalen forlyder det endvidere om kilderne…

“Seriens producer, Norma Percy, fortæller om ideen bag projektet: ”Seeren er praktisk talt med på en lytter til alle de samtaler, der har haft betydning, det være sig premierminister Sharons regering, der diskuterer, om de skal belejre Arafats hovedkvarter, eller en Hamas aktivist, der instruerer en selvmordsbomber i at spænde bæltet med sprængstoffer. Disse samtaler er ofte så hemmelige, at det tager ugers research bare at finde ud af, at de har fundet sted. Og man ville aldrig få lov til at filme dem. Men vi interviewer alle deltagerne og med deres hjælp kan vi rekonstruere, hvad der skete.””

Aktivister hænger plakater op. Terrorister myrder civile, forskellen burde ikke være svær at se.

  • 21/10-05 Jerusalem post – David Horowitz: On elusive peace. (kort kommentar)
  • 19/12-05 Camera – Alex Safian: Yet another skewed anti-Israel documentary from the BBC. (lang solid debunking)
  • 10 Comments »

    1. BBC channel 4 kørte i aftes deres mellemøst-mand Simpson af paa alle tangenter. Han er så venstre-orienteret, at han burde søge job ved DR. Jeg tror han ville få det.

      Fy for pokker at man skal betale for at lytte til det pjat.

      Kommentar by ck — 9. januar 2006 @ 21:57

    2. Dateline London (BBC24News) fortsatte med at håne almindelige borgere, denne gang med emnet A-våben & Iran.

      Gudskelov var dér en Israelsk journalist og en kvindelig iranks (fri) kvinde, som kunne sætte de to Lefties (En palistinenser og en britte) på plads. Desværre kan man ikke (som på DR) hente links af programmet. Undskylder…

      Kommentar by ck — 9. januar 2006 @ 22:04

    3. Så var der debat i Horisont om Sharons betydning for Israel og “Israel efter Sharon”. Hvem havde man i studiet? Jo, man havde såmænd inviteret den rabiate Sharon-hader Herbert Pundik, der ikke forstod at Sharon ikke ville forhandle med Hamas og som betegnede den israelske højrefløj som “anti-fredsfløjen”. Som modvægt hertil havde man næstformanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening Fathi El Abed, der uimodsagt fik lov at omtale sikkerhedsegnet (en påviselig succes for civile israelere) som en apartheid-mur (“nogle kalder den en sikkerhedsmur”). Også han stod, ikke overraskende, uforstående overfor Sharons manglende vilje til at acceptere Hamas – en organisation for hvem selv jødiske børnefødselsdage er legitime mål – som en politisk forhandlingspartner. Hvad fejler de mennesker??

      Kommentar by MrSoprano — 9. januar 2006 @ 22:04

    4. I øvrigt, hvis I synes de danske universiter hælder til venstre, så læs lige den her: http://www.nationalreview.com/comment/goldblatt200601090758.asp

      Kommentar by MrSoprano — 9. januar 2006 @ 23:13

    5. Såvel Fathi El Abed som Herbert Pundik har medvirket i Deadline på DR2 i den forgangne uge. Objektivitet eksisterer ikke, men burde det ikke være et mål i sig selv.

      Kommentar by Kim Møller — 9. januar 2006 @ 23:17

    6. Det er skandaløst ringe journalistisk, at man i et program om en så sammensat person som Ariel Sharon vælger at invitere to så unuancerede kritikere som ovennævnte uden modspil. Ovenikøbet i en situation, hvor manden ligger på hospitalet med en svær hjerneblødning.

      Indslagene mellem debatterne var i øvrigt noget af det værste jeg længe har set. Bl.a. blev det uden yderligere uddybning postuleret, at Sharon (i modsætning til Barak) ikke troede på “gensidig tillid” som middel til fred. Bemærkningen var så vidt jeg kunne forstå møntet på perioden, hvor Arafat førte forhandlingerne på palæstinensernes vegne. “Gensidig tillid”… jeg ødelægger snart et eller andet. Derudover blev vi naturligvis præsenteret for de rutinemæssige bemærkninger om “den magtfulde jødiske lobby” og om hvordan “det jødiske mindretal” styrer USAs Israel-politik.

      Kommentar by MrSoprano — 9. januar 2006 @ 23:49

    7. Hver gang DR kommer med een eller anden dokumentar sidder man og tænker : gud ved hvor megen sandhedsværdi der er at finde i dette ?

      Alene fordi det er DR der står for fremførelsen dukker tanken op – hver gang.

      Kommentar by vivi andersen — 10. januar 2006 @ 06:54

    8. Bare rolig – vi er også et par højreorienterede konservative, som ikke kan fordrage Sharon! Og i øvrigt var det det israelske militær, der i 80erne opmuntrede Hamas til at komme frem så man havde en modvægt til Arafat. Israelerne troede dengang, at Hamas ville standse Fatah – de havde blot ikke regnet med den massive opbakning, Hamas ville få i stedet for Fatah – det kan man da kalde skæbnens ironi!

      Kommentar by MrMuslim — 10. januar 2006 @ 07:56

    9. #8. Selv om du skulle have ret i dele af din holdning; hvordan er det så lige at du knytter det du skriver, til det faktum at the Strip lige nu er i reel opløsning, at Hamas som en almen dræberinstitution (helst børn og kvinder), kan tillade at sætte sig ud over selvstyret.

      Er det selvstyre netop ikke (nu) et demokratisk valgt selvstyre? Jo det er det, og Hamas viser bare endnu engang den reele side af Islam; man vil IKKE demokrati.

      Man vil alt andet, f.eks. dræbe og ødelægge i ham dér Allan’s navn

      Kommentar by ck — 10. januar 2006 @ 10:21

    10. Alletiders BBC dokumentar. Endnu et fantastisk pletskud af verdens førende nyhedstjeneste og mest in-partiale og objective neheds and feature-provider!

      Det eneste vi trænger til er at Israel bliver nedlagt. Israel er årsagen til alle problemer i Mellemøsten, og en stor sikkerhedsrisiko for os alle. Selve landets eksisitens har nu kostet 4 krige, invasion i Libanon, en terrorkampagne hidtil uset i omfang (1967-87) da det palæstinensiske lederskab måtte flygte fra avncerende israelske tropper på Vestbredden, og i september 1970 fra Kong Husseins tropper på Østbredden, for i 1983 at blive drevet ud af Libanon af Ariel Sharon,krigsforbryderen som havde ansvaret for ALLE civiles vé og vel, men som lod phalangister rykke ind i Sabra og Chatilla. Her blev 800 kvinder, børn og ikke-våbenføre mænd massakreret. De overlevende blev efter forhør hos israelerne udleveret til phalangisterne. Ialt 1500 døde eller halvdelen af ofrene i angrebet på WTC.

      Kommentar by Sussie Morton — 22. januar 2006 @ 13:00

    RSS feed for comments on this post.

    Leave a comment

    Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper