18. januar 2006

Udefra om israelske atombomber – Tyge om problemet med Irak, Iran, Nordkorea og… Israel

En ny sæson Udefra på DR2 blev igår indledt, og selvom layoutet var piftet lidt op, så er der intet nyt under solen.

Tyge Petersen er desværre stadig vært.

Årets første dokumentar blev Bomb in the Basement, the Israeli Nuclear Option (2001, Tura Communications Israel, 79 min., ~ Israels atom-bomber) af den israelske TV-journalist Michael Karpin. Karpin gennemgik historien om Israels atomvåben fra den spæde start i 1950’erne og så vidt jeg kan vurdere er der skåret mere 1/3 af dokumentarens 79 minutter.

At en fire-fem år gammel dokumentarfilm om israelske atomvåben sendes blot en uge efter at Iran brød forseglingen på sine atomfaciliteter er påfaldende – hvad programomtalen blot bekræfter:

Israels atombomber (DR2, 17/1-06)
Irans atomprogram har skabt krise, og Irak er blevet invaderet for at finde masseødelæggelsesvåben. Men der er meget stille om Israels aktiviteter. Landet har uforstyrret været en atommagt i næsten 40 år og har fomentlig et arsenal på over 200 atombomber. Hvordan er det kommet så vidt?

At sammenligne det israelske demokrati, med det irakiske diktatur under Saddam Hussein og den iranske islamisme under Mahmoud Ahmadinejad er en absurditet. Israel er i flere omgange blevet angrebet af arabiske nabolande, og som det fremgik af dokumentaren, så var det et forhold Egypten måtte tage i betragtning da de angreb Israel i 1973.

Tyge lagde hårdt ud, og proklamerede bramfrit at det “vist var første gang den detaljerede historie fortælles om Israels vej til atomvåben”. Det var det (som det fremgår af dokumentarens plakat) såmen også da udsendelsen blev produceret i 2001, men DR sendte d. 9. juli 2003 BBC-dokumentaren Israels Secret Weapons, under titlen Israels hemmelige våben med stort set identisk emne. En udsendelse som ovenciterede programomtale næsten kunne være skrevet til.

Det må siges at den den viste dokumentar var forbavsende reel, og slet ikke i stil med den ensidige propaganda sagesløse licensbetalere ellers fodres med. (eks. trilogien Den lange fredsproces sendt d. 8.-11. januar i år). Her var ingen rekonstruktioner baseret på røde motivanalyser eller hurtige klip og polemiske punchlines, men masser af sort/hvid-footage og stilfærdige veldokumenterede beretninger. At Israel i 1950’erne blev en atommagt skyldtes først og fremmest Frankrig, der hjalp Israel med råmaterialer, for på den måde at kunne presse Egypten der skabte problemer for Frankrig i Algeriet.

Israels arabiske fjender var udemærket klar over Israels ‘atomare option’ – længe før Mordechai Vanunu blev mediernes darling.

– Hvad fik stor, om ikke afgørende betydning for Israel, hvis eksistens altid har generet araberne.

Gæsten var Bertel Heurlin fra Københavns Universitet, som bestemt ikke var det værste valg, omend han ikke sagde noget der røbede større indsigt i emnet. Tyge Petersen kan ikke mere overraske…

“Nu har vi så tre forskellige strategiske scenarier på verdensscenen. Vi har Nordkorea der siger de har en bombe, vi har Iran der siger de ikke vil have nogen, og vi har Israel der hverken vil bekræfte eller afkræfte det…”

“Hvordan kan det egentligt være at Israel har undgået internationale sanktioner, pres og overvågning af deres atomanlæg når man nu har vist at det foregik i så mange år?”

  • Bomb in the Basement, the Israeli Nuclear Option (fransk præsentation, 2002).
  • 23/12-01 Daily Telegraph – (Inigo Gilmore) – Israel reveals secrets of how it gained bomb.
  • 3 Comments »

    1. Ser man bort fra de bovlamme kommentarer fra Heurlin og Tyge Petersen var udsendelsen usædvanlig sober. Mærkeligt at se i hvor høj grad Shimon Perez var involveret…

      Blot savnede jeg en forklaring på skiftet i Fransk politik : fra at samarbejde til direkte Israel-fjendtlighed under de Gaulle og op til vore dage. Resultat af dhimmitude ?

      Kommentar by Kaj Haulrich — 19. januar 2006 @ 11:09

    2. “Blot savnede jeg en forklaring på skiftet i Fransk politik : fra at samarbejde til direkte Israel-fjendtlighed under de Gaulle og op til vore dage. Resultat af dhimmitude?”

      Såfremt dokumentaren havde denne vinkel, så havde Tyge Petersen næppe betragtet den som væsentlig.

      Kommentar by Kim Møller — 19. januar 2006 @ 13:44

    3. Den omvendelse kan muligivis sættes i kontekst med de aftaler som Frankrig senere indgik med de Islamiske/Arab stater, hvor begrundelsen bl.a. kan forklares ved oliekrisen i begyndelsen af 70érne .
      For at få olien til at tilflyde i de mængder der var behov for indgik man fra EFs side med Frankrig i spidsen i diverse aftaler med Arab-Islamiske stater om bl.a. at tage tilbørligt hensyn til Arafat og Palæstinenserne.

      Desuden indgik man også aftaler om, at der skulle lukkes op for indvandring til Europas lande fra de Islamiske lande .

      Der eksisterer nogle arbejdende sammenslutninger der har beskrevet dette – så vidt jeg husker – bl.a. :

      The Euro-Arab dialogue´s Hamburg Symposium of 1983

      The Arab European League

      Euro-Mediterranien = The Anna Lindh Foundation for the Dialogue between the Cultures ( ALF)

      Bat Yeór : ” Eurabia. The Euro-Arab Axis.”

      Kommentar by vivi andersen — 22. januar 2006 @ 08:24

    RSS feed for comments on this post.

    Leave a comment

    Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper