14. marts 2006

Samuel Rachlin om karaktermordet på Danmark af Bob Simon og Seidenfaden

Samuel Rachlin om CBS’ absurde karakteristik af Danmark – set på Punditokraterne. Her lidt fra The Correspondent’s New Clothes:

“The picture of Denmark presented by CBS and its 60 Minutes magazine on American TV as a country of aggrandizing, arrogant bigots, blond models and happy-go-lucky fools out of tune and touch with the real world has nothing in common with the country I call home. […] What we got was a presentation so biased, distorted and corrupted by so many inaccuracies and innuendos that it was impossible to recognize Denmark.  I am sorry to say it, but it is shameful for the profession that both Bob Simon and I belong to.

Contrary to what we were told, Jyllandsposten, the Danish paper that published the cartoons, has actually printed cartoons of Jesus Christ too, and yes, they have also rejected some. Contrary to what was said, Danish Muslims have graveyards all over the country. They have been offered a plot for a cemetery, but have not been able to agree among themselves or to raise the funds to operate it.

Contrary to Simon’s story, there are many mosques, but the 19 Muslim communities in the country have not been able to agree on building a new mosque or raise the necessary capital. Many in these communities operate their own schools with 75 percent of their budgets covered by public funds.

Both national and international polls, as documented in a 1999 survey by the European Values Study of 31 European countries, show that Danes have some of the least xenophobic attitudes among European countries. A poll by the analysis bureau, Catinét Research, showed that more than 66 percent of immigrants feel well integrated into the Danish society. More immigrants than ever are seeking entry to Denmark. […]

The editor of Politiken, Toger Seidenfaden, who was presented by Bob Simon as a defender of Jyllandsposten has, in fact, been one of the fiercest critics of the paper, a competing paper. Seidenfaden is an adamant campaigner against the government. He is now being charged with having launched a vendetta against the government, and his paper has lately been busy with publishing numerous corrections of major errors in its coverage of the cartoon scandal. In the TV story, he gets away with saying “They (Jyllandsposten) explained on their front page that they were doing this, and I quote, “To teach religious Muslims in Denmark that in our society, they must accept to be scorned, mocked and ridiculed.” He is committing one of journalism’s worst sins, misquoting a source.

This is what Jyllandsposten wrote on its front page: “The modern, secular society is being rejected by some Muslims. They demand an exceptional position when they insist on special consideration for their religious feelings. This is incompatible with a secular democracy and freedom of expression where one must be ready to take scorn, mockery and ridicule.” One may agree or disagrees with that view, but it definitely is not what Seidenfaden said. […]

Too bad that Bob Simon’s own view of reality was so blurry that he lost sight not only of the freedom of speech at the core of this entire problem, but also of what Denmark is about. He set out with a preconceived view to tell a story about the weak and the strong, the good and the bad and he painted a picture of a divided society with fearful, victimized immigrants among paranoid Danes in fairy tale land.

Despite the references to H.C. Andersen, the correspondent seems to have missed the point of The Emperor’s New Clothes, one of my favourite stories. It reflects something crucial about Danes and their mentality: we don’t care much about “The Authority” and speak our mind when we are faced with dogma, fakery or doctrinaire thinking whether we deal with royalty, governments or some other hierarchies.

We have this disrespectful streak which sometimes gets us into trouble. But quite frankly, we don’t give a damn and, like the little boy in the fairy tale, we will tell anyone that they are naked, if that’s what they are. We don’t care if it is an emperor, an editor – or a correspondent.

Mere af den slags, tak.

Oploadet Kl. 22:46 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer

11 Comments »

  1. Det er jo intet mindre end vidunderligt. Gad vide om det nogensinde vil blive hørt af CBS.

    Kommentar by Mr. Deeds — 15. marts 2006 @ 01:33

  2. “More immigrants than ever are seeking entry to Denmark”

    ?????????

    Kommentar by The man — 15. marts 2006 @ 06:15

  3. Det er sjældent at jeg er 100% enig med Samuel Rachlin men…
    BRAVO! Vel talt!

    60 minutes har altid været mere optaget af sensationsværdi end fakta (hvem kan huske deres “afsløringer” af satanisme i 80’erne? eller Rathergate her for nylig?). Men programmet om Danmark var i en kategori for sig selv. Det var så langt ude på overdrevet at det mest af alt mindede om et afsnit af Jerry Springer…

    Kommentar by Qwerty Uiop — 15. marts 2006 @ 08:26

  4. –> ‘The Man’

    “More immigrants than ever are seeking entry to Denmark”

    Jeg mener heller ikke set står så slemt til længere.

    Indvandring kommer i flere former:

    1) Arbejds/studieindvandring – næppe faldende, bedre muligheder siden 2001

    2) Familiesammenføringer – næppe faldende søgning, men dårligere mulighed for

    3) Asylansøgere – stort fald i søgningen e. 2001, som en konsekvens af manglende mulighed for asylbehandling/opholdstilladelse

    Rachlin opstrammer som jeg ser det virkeligheden. Han har formentligt ret i at flere gerne vil ind i Danmark (eksplosiv udvikling 1998-2001) – men kan i sagens natur ikke dokumentere det idet VK-regeringen jo nettet lukkede hullet som en konsekvens af indvandringens omfang. Intet, absolut intet tyder dog på det modsatte – at færre ønsker at bo i Danmark pga. debattens ‘tone’ etc.

    Kommentar by Kim Møller — 15. marts 2006 @ 09:27

  5. Jeg tror han henviser til en forsideartikel i JP forleden, hvor det oplystes at flere udlændinge end nogensinde nu har opholdstilladelse i Danmark – blot gives tilladelserne nu ikke til især asylanter og familiesammenførte men til udlændinge, der er her for at studere og arbejde.

    Kommentar by NAN — 15. marts 2006 @ 09:53

  6. Artiklen er her: http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=3560582/

    Kommentar by NAN — 15. marts 2006 @ 09:56

  7. Politiken omtalte ikke unaturligt programmet som stor patos.

    http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=439411

    Spørgsmålet er så, hvem er proviensielle ?

    Kommentar by Christian — 15. marts 2006 @ 11:19

  8. nød altså også denne kronik i politiken i går. (har kigget efter den herinde)
    http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=443301

    “Kroniker13. mar 2006 kl. 09:00
    Muhammed og sværdet
    Ingen i Danmark har sat spørgsmålstegn ved Jyllands-Postens ret til at publicere billederne. Men heller ingen har sat udråbstegn ved kunstnernes pligt til at tegne dem. Det første er en selvfølge – det andet er en undladelsessynd!
    Af Erik Nielsen Send artikel Print artikel Fakta
    Erik Nielsen er mag.art. og fhv. universitetslektor
    Se også
    Hjertesuk fra Basra (15. mar.)
    Ny beskæftigelsespolitik i EU (14. mar.)
    Min egen spinddoktor (12. mar.)
    Nu har Danmark chancen (11. mar.)
    Efter den kolde krig: to lange … (10. mar.)
    Bondejokker (9. mar.)
    Muslimers kvindesyn (8. mar.)
    Litteraturen og markedskræfterne (7. mar.)
    Verdens største miljøkrise (6. mar.)
    Vi vidste ingenting. Vi havde rejst rundt i Nordvestindien i et stykke tid uden mulighed for at læse aviser eller se tv, og uden at vi mødte nogen danskere, som havde kunnet fortælle os, hvad der fandt sted derhjemme.

    Det var først, da jeg senere på rejsens slappe af-afslutning i Goa satte mig til rette i et køligt konditori i byen Panjim for at læse alle de aviser, der var lagt frem, at jeg fandt ud af det. Og endda kun langsomt.

    Lokalt kørte der, forstod jeg af de mange blade, en diskussion om kvindelig anstændighed. Sagen var begyndt på et af de større universiteter i Bombay. Et par kvinder var blevet stærkt chikaneret af deres mandlige medstuderende, fordi de var mødt op til forelæsningerne iført T-shirt. »Kvinder er Satans redskab vendt imod mænd«, var der blevet sagt. Men de forsvarede sig, kvinderne. De var moderne og slog godt fra sig, da jeg om aftenen så dem på tv.

    Det var i denne stort opsatte artikel midt i alle ordene om de arabiske studerendes dress code, at jeg i hjørnet af en bisætning læste, at muslimerne havde det hårdt for tiden, fordi de i ét væk blev tvunget til at tage stilling til deres religions værdigrundlag, »… som nu f.eks. den danske cartoon controversy«.

    Jeg kunne sagtens regne ud, hvad der blev refereret til. Men jeg var forbløffet over referencens selvfølgelighed: at sagen var så alment kendt, at den kunne omtales sådan uden videre, uden formidlende forklaring.

    Et andet sted i The Times of India (13.2.) fik jeg så de chokerende nyheder hjemmefra serveret i selvstændig form. Artiklens forfatter Javed Anand fortalte om tegningerne. De blev ikke gengivet, men to af dem, den med bomben i turbanen og den med manglen på jomfruer, blev kort beskrevet … og så kunne jeg tydeligt huske, hvad jeg ellers troede, jeg havde glemt. Forfatterens synspunkt var klart. Hvad der fandt sted i Danmark, var »ikke blasfemi, men dæmonisering af en hel kultur«. De ord ekkoede ned gennem den kroniklange artikel. Og så læste jeg mere og mere beklemt om afbrænding af ambassader og flag og om billeder af Anders Fogh, der sammen med Bush var afbildet som to hunde for så at blive forhånet og brændt. Der blev kastet med sten. Jeg hørte om de muslimske stemmer, som talte for indførelse af en verdenslov vendt imod blasfemi, så de ansvarlige, Jyllands-Postens tegnere, redaktører og avisejere, kunne blive hængt offentligt. Jeg læste mig ind i et voldsorgie. Men Javed Anand var imod volden. Han advarede imod at opføre sig på en måde, som afspejlede de danske tegninger og legitimerede dem. Med navns nævnelse spottede han bl.a. Hizb-ut-Tahrirs leder Abdul Latif for at forhåne det land, hvis gæstfrihed han nød. Det var et rystende konditorbesøg, og jeg fik end ikke spist kagen, jeg havde købt.

    Hjemme i Danmark igen. Det tog tid at komme gennem avisbunkerne. Og forvirringen både uden for mit hoved og inde i det tog til. Alt, hvad jeg læste, var rigtigt. Den ene dag mente jeg noget. Den næste noget andet. Jeg syntes, alle havde ret i det, de skrev. Jeg kunne ikke finde mine egne ben: Nej, vi skal ikke håne de andre. Men de skal nu heller ikke bestemme over os og forsøge at gøre deres alternative værdiforestillinger til vores norm. Jo, vi skal værne om retten til at ytre os og endog diskutere religion, når det falder for. Men ikke ytre os negativt om de andres allerhelligste værdier. Det er vigtigt at sikre et anstændigt debatklima, undgå racistiske nedgøringer og tale ordentligt om indvandrere og flygtninge. Vi skal lave integrationslove, som passer til den tolerance og anstændighed, vi altid har ment, vi selv besidder … få religionerne væk fra det offentlige rum og for himlens skyld ikke mobilisere den ene tro imod den anden.

    Man kan ikke altid sætte sig ind i alting og mene noget om det hele. Under normale omstændigheder læser jeg min avis, og det er så det. Politiken har jeg jo valgt at abonnere på, fordi jeg hen gennem årene har erfaret, at jeg er enig med den i det meste – i hvert fald i det vigtigste. Men denne gang falder åbenbart uden for normale omstændigheder. For hver gang jeg (i mit forsøg på at indhente nutiden) havde læst et par aviser fra den store stabel, sad der en usikkerhed tilbage i mig – en tvivlrådighed, som hele tiden bare øgede min forvirring.

    Nået til 12.2. gik jeg tillidsfuldt i gang med chefredaktørens lille bagsideartikel: ‘Hvem er nu kulturradikale’? Og som sædvanlig morede jeg mig og gav TS ret i de bærende synspunkter: Religion er en lidt finere form for overtro, der vil dø ud i takt med moderniseringens fremmarch. Og: Religiøse argumenter har ikke nogen særlig autoritet. Og: Gud eksisterer jo helt oplagt ikke. Så vidt, så godt. Men igen dukkede den lille orm frem. TS havde forladt det første af de tre bonmot’er, forklarede han. Og jeg tænkte, hvordan kan han så hævde religionernes »uomgængelige og respektable« plads i samfundet, al den stund religion er gudstilbedelse, og Gud »helt oplagt ikke eksisterer«. Jeg troede ikke på det: Respekterer Seidenfaden virkelig mennesker, som tilbeder noget, som ikke eksisterer. Mener han i fuldt alvor, at dette indholdstomme »er en kilde til både mening og værdier«, som ikke er eksistentielt ringere end andre kilder. Er ‘respektabel’ ikke en lige lovlig stærk glose? Brugt i denne sammenhæng trækker den jo sin bruger direkte over i de skinhelliges brigade. Var det den platform, min avis hvilede på? Var dette årsagen til min forvirring?

    Jeg læste videre. 17.2. begrundede Lars Bonnevie i Weekendavisen sin udmeldelse af Dansk PEN i en afstandtagen fra foreningens støtteerklæring til Jyllands-Posten. »Dansk PEN’s erklæring«, skrev LB., efterlader det indtryk, at bestyrelsen og dermed foreningen opfatter forsvaret af ytringsfriheden som foreneligt med forhånelse af et religiøst mindretal. // Den har dermed valgt side i et indenrigspolitisk spil, hvor fronterne trækkes skarpt op mellem dem, der med Dansk Folkeparti i spidsen mener, at enhver brug af ytringsfriheden er tilladt«.

    Her er der også noget galt. Citatets udslaggivende synspunkter forekommer begge for lette. For det første står det endnu tilbage at bevise, at offentliggørelsen af Muhammedbillederne (og PEN’s forsvar heraf) er udtryk for »en forhånelse af et religiøst mindretal«.

    Mindretal??? Den halve verden synes at være i gaderne.

    Når man som jeg har taget debatten i ét stræk, er det slående, at der intet steds er nogen muslimsk sorg at spore – og det hverken lokalt eller globalt. Det er had og krigeriskhed, som demonstreres – ikke sorg, som vel ville være svaret på en mindretalsforhånelse.

    I skrivende stund synes det at ligge klart, at det først var, da Fogh sagde nej til at mødes med de 11 ambassadører, og da den danske imamdelegation derefter tog på rundtur i Mellemøsten for at sætte lus i skindpelsen, at sagen tog fart. Og det var bestemt ikke noget »krænket mindretal«, som gav lyd. Det var hele den islamiske verden fra Atlanterhavet og østover gennem Pakistan og Indien helt over til Indonesien, som rejste sig i en voldsom (og voldsomt overraskende) voldsbølge af ild og sten og boykot og had og adskillige dræbte. Det var de diktatoriske regimer og de ekstreme fundamentalister, som for en stund indstillede de lokale stridigheder for at vende sig mod Danmark (og senere imod hele Vesten) i en aggressiv afbrænding af flag. Jeg er overbevist om, at tegningerne ikke har skadet en sjæl – en muslimsk sjæl vel at mærke. De har for mange tværtimod været en kærkommen politisk anledning til at overskride en kritisabel hverdag og tænke på noget andet.

    Som Javed Anand i The Times of India kan også jeg kun huske to af tegningerne: den, hvor profeten er afbildet med en bombe i turbanen oppe over de vildt opspilede øjne, og den, hvor han råber efter et par selvmorderbombemænd: »Hej stop! Vent! Vi har ikke flere jomfruer«. (Var det ikke sådan?).

    Igen. De to billeder er da ikke på nogen måde vendt imod hverken en religiøs minoritet eller majoritet. De har faktisk ikke meget med religion at gøre. Og jeg kan slet ikke forstå, hvordan nogen kan læse dem sådan. Billederne handler om terrorisme. Det er så banalt, at jeg er helt flov ved at skulle sige det. Billedernes emne er de islamiske terroristers misbrug af deres hellige ikoner til destruktive formål. Som sådan er tegningerne udtryk for en solid, effektiv og relevant ideologikritik vendt imod en forkrøllet og pervers voldsteologi. De kommenterer de tidligere begivenheder i New York, Madrid, Mellemøsten og London, og de advarer mod de kommende.

    Allerede i 1739 havde Ludvig Holberg fat på denne karakteristiske side af den muslimske kultur. Så man kan næsten tale om en dansk tradition for advarsler. Holbergs fortolkning af islams voldelige tilbøjeligheder kan læses i hans ‘Helte- og heltindehistorier’, hvor han fortæller, hvorledes araberne på Muhammeds tid krævede, at den kommende religionsstifter skulle bekræfte sin lære og profetstatus gennem mirakler, ligesom Moses og Kristus havde gjort det. Da han ikke hverken opvakte de døde eller fik »de stumme til at tale og de døve til at høre«, begyndte hans tilhængere at forlade ham. Så »greb han til sværdet«, skriver Holberg, »idet han påstod at Gud havde givet Moses og Kristus magt til at udføre mirakler da han sendte dem til verden, men da menneskene fremturede med at foragte deres lære, havde Gud omsider sendt ham for med sværdet at tvinge vantroende til den rette tro. Han befalede derfor sine tilhængere, at de i stedet for at indlade sig i orddyster skulle kæmpe for Guds sag med sværdet i hånden, for at de kunne erhverve martyrkronen. Herfra kommer den tro blandt muhamedanerne, at de alle er udset til at kæmpe for troen, og at den kun kan udbredes med sværdet. Derfor plejer deres prædikanter at have et draget sværd i hånden«. (Bd. 1, s. 309-10 i Henrik Stangerups genfortælling).

    Skal vi tro på Holberg? Skal vi tro på at islams hengivenhed til vold så at sige ligger gemt i generne? Bonnevie kender Holbergs ord, som han i en boganmeldelse i Weekendavisen (6.5.04) karakteriserede som »en nuanceret opfattelse af Muhammed«, der »viser et grundigt kendskab til islams religiøse skrifter«. Krumsablen er så bare, for at afspejle vores århundrede, blevet opgraderet og skiftet ud med en bombe.

    Ingen i Danmark har sat spørgsmålstegn ved Jyllands-Postens ret til at publicere billederne. Men heller ingen har sat udråbstegn ved kunstnernes pligt til at tegne dem. Hvor det første er en selvfølge, er det sidste en undladelsessynd.

    Det andet punkt i Lars Bonnevies citat, som jeg vil kommentere, er hans konstatering af, at Dansk PEN med sin støtteerklæring dermed valgte side »i et indenrigspolitisk spil«.

    Ja, jeg forstår virkelig godt, hvad LB mener. Mit eget ubehag, da jeg læste mig igennem 25-30 eksemplarer af Politiken på én gang, har at gøre med de samme forhold. For pludselig kunne jeg ikke længere holde med alle dem, jeg plejer at holde med. Med ét befandt jeg mig i et selskab, hvor jeg ikke brød mig om at være”

    “…For det første er det ikke hensigtsmæssigt, at man hver gang, Dansk Folkeparti mener noget, føler sig tvunget til (for en sikkerheds skyld) at mene det modsatte. Det resulterer jo på en bagvendt måde i, at man lader netop det parti bestemme ens meninger.

    For det andet er det en både farlig og forkert politik (og etik) at agere sådan. Den kreative venstrefløj har både ret og pligt til, som Jyllands-Postens tegnere, at udøve en tilbundsgående ideologikritik, først og fremmest over for den totalitære islamisme, hvis volds rækkevidde er global; men også over for enhver religions undertrykkende funktioner”

    elsker når politiken bliver revset af sine egne.

    Kommentar by anders j — 15. marts 2006 @ 13:33

  9. damn, dårlig kopi-paste håndtering. Beklager. Det var ikke meningen hele kronikken skulle smides ind. Undskylder meget for rodet :O

    Kommentar by anders j — 15. marts 2006 @ 13:34

  10. Da jeg var ung, var jeg kommunist. Ja rigtigt – medlem af DKP med partibog og emblem. Dengang skrev Hans Scherfig om de forlorne prælater, de religiøse hyklere og de vægelsindede intellektuelle. Herluf Bidstrup tegnede i Land og Folk og hans “cartoon” af “Samarbejds-Politiken” var konsekvent : en billig luder, “Tante Berlinger” en vindtør, snerpet hattedame. Otto Gelsted og Hans Kirk hudflettede de frelste, de skinhellige og hele det bedrevidende Parnas. Og alle mere end antydede ordet “landsforrædere” når talen kom på Det Ridikyle Venstre

    Hvad i hele, hule, helvede er der sket med den Danske venstrefløj ???

    Kommentar by kepiblanc — 15. marts 2006 @ 20:33

  11. #10

    Tak for din ærlighed :-)

    Svaret på dit spørgsmål er “Kapitalismen”.

    Den sammen med demokratiet har sikret at vi alle har et nogenlunde fornuftigt niveau af livstil uanset de traditionelle klasser, som netop kommunisterne før yndede at dele os i. Nu til dags kan man ikke kende forskel på en specialarbejder, en funktionær, en mellemleder eller tør jeg sige det en efterlønner ved at kigge på deres respektive huse, biler, skjorter eller koner.

    Dermed er venstrefløjen løbet tør for “ofre” (designated oppressed groups) hvis kampe de kan føre. Altså blev deres kamp *imod* “kapitalismen” snarere end *for* nogen, og man skal helt ud i den tredje verden før de kan finde nogen at aflire deres “solidaritet” på.
    Igennem denne kamp imod kapitalismen skvattede de dog over en ny gruppe efter bedste “min fjendes fjende er min ven”, nemlig islamiske ekstremister. Her kan man tale om en gruppe der virkelig – og åbenbart af god grund – ikke føler sig som en del af det etablerede samfund (men vel snarere som en gruppe af super-borgere højt hævet over alle andre), men ikke desto mindre har venstrefløjen med god hjælp fra Marianne, Carsten, Thøger og udenlandske “eksperter” dog hurtigt fået overbevist denne gruppe af traditionelt meget maskulint, aggressivt og magtfokuseret kulturelt bagland af de i virkeligheden er …, ja, *ofre*.

    Man ved ikke om man skal grine eller græde.

    Alt dette beviser blot at venstrefløjen (alt til venstre for Karen Jespersen, stort set) kæmper for nul og en skid andet en sig selv. Det er en selvopholdelseskamp, hvor man kæmper for egen eksistens i parlamentet og dermed retten til at blive hørt og respekteret. Ofrene ? De er et værktøj i en desperat kamp for at påvise, at den ideologiske baggrund ikke er død endnu. Hvilket rationelle mennesker dog ganske logisk vil mene at den da netop ér, hvis man da ligefrem skal *lede* efter ofre.

    Kommentar by DaLi — 16. marts 2006 @ 17:13

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper