10. april 2006

David Favrholdt: Kulturrelativisme og menneskerettigheder er svært kompatible

Ulla Nørtoft Thomsen henviser i en postering til en gennemgang af kulturrelativismens historie i Weekendavisen. Den havde jeg overset, så her er lidt fra David Favrholdts En streg i sandet.

“Omkring år 1700 dukkede oplysningsfilosofien frem i England, Frankrig og de tyske stater. Den var et oprør mod religiøse og politiske autoriteter, båret af et håb om, at man gennem forskning og oplysning én gang for alle kunne afskaffe religionskrige, tortur, undertrykkelse, udbytning og plyndring af sagesløse befolkningsgrupper m.m., – kort sagt komme al verdens ondskab til livs. Det måtte kunne lykkes at bringe menneskeheden til fornuft, at nedkæmpe al indoktrinering, at få alle til at forstå, at alle mennesker er født lige, og at magtstrukturerne hverken er naturgivne eller indstiftede af Gud. […]

Alle religioner var lige dårlige, alle var de, som David Hume senere skrev, menneskelige opfindelser. Men så længe de ikke blev brugt til politiske formål, skulle de alle i tolerancens navn stilles lige. Man måtte gerne antage, at Gud havde skabt verden, det gik selv Voltaire med til, men derudover var alle trosartikler noget vås. Religioner måtte tolereres, men ikke respekteres.

Dette syn på religionerne blev af den tyske filosof Johann Gottfried Herder i 1780erne udvidet til at omfatte ikke blot religionerne, men også politik, retsvæsen, kunst, normer for daglig adfærd og endog videnskab. Han sammenfattede alle disse områder under begrebet kultur. Hver kultur har sin folkesjæl, mente han, sin »Volksgeist«, som gennemtrænger alle disse områder, og da der ikke kan findes nogen overordnet instans, der kan dømme om nogen kultur er bedre end nogen anden, så er de alle ligeberettigede i enhver henseende. Hermed fødtes begrebet kulturrelativisme.

Siden den græske oldtid var begrebet relativisme kendt som et modstykke til sikker, rationel erkendelse. Protagoras og andre sofister hævdede 400 år f.Kr., at der ikke findes nogen absolut sandhed om noget som helst, men kun meninger. Denne lære passede fint ind i etnografernes og antropologernes studier i tiden efter Herder. Man indså, at man ikke uden videre kunne karakterisere flerkoneri, omskæring af pigebørn og halshugning af homoseksuelle som barbari – blot fordi de var fremmede for den vesterlandske kultur. De kunne kun fortolkes korrekt, når man lagde sine egne fordomme til side. Og inspireret af den efter 1910 fremspirende gestaltpsykologi anlagde man i alle undersøgelser en holistisk betragtningsmåde. Enhver del i en kultur måtte forstås ud fra den kulturelle helhed, som den indgik i. Ethvert ritual, ethvert påbud, havde en funktion i helheden og måtte alene vurderes ud fra denne. […]

MEN på ét punkt var der et problem: kunne man virkelig mene, at alt er tilladt i moralsk henseende? Vi har ikke svært ved at tolerere, at man nogle steder dyrker Buddha, andre steder Allah og profeten og atter andre steder Jesus og Jomfru Maria. Men skal vi tolerere kvindeundertrykkelse, »æresdrab«, hængning af kvinder, der ikke er jomfruer ved ægteskabets indgåelse? Skal vi tolerere, at over fem millioner jøder blev gasset og brændt i Nazi-Tyskland med en kompendiøs bemærkning om, at sådan er tysk kultur jo? Vi kan lige nu være nødt til for verdensfredens skyld at tolerere, at man i henhold til den religionsbaserede sharia stener kvinder til døde. Men kan vi respektere det? Her må man ifølge oplysningsfilosofien svare nej. Og det var netop med holocaust i erindring, at man udformede FNs charter om menneskerettighederne i 1948. Men det var ikke nok til at skrue ned for kulturrelativismen. Tolerance var for mange stadigvæk noget, der måtte have højere prioritet end frihedsrettighederne. Det er først nu med internationaliseringen og globaliseringen, med overbefolkningen og forureningen, med den ulige fordeling af verdens goder, at man indser, at vi alle har at gøre med den samme virkelighed, og at vi må finde frem til fælles spilleregler inden for etik og retsvæsen, hvilket igen betyder, at vi må igennem en ny sekularisering, hvor der må trækkes en streg i sandet mellem religion og ideologi og imellem tro og rationalitet.

Alt dette betyder et farvel til kulturrelativismen på såvel det teoretiske som det praktiske plan. Men der er lang vej igen. Sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger viser med al tydelighed, at problemerne fremover ikke kan løses med gensidig tolerance, endsige respekt. Den viser også, at vi ikke er kommet ret langt i forståelsen af, hvad fri forskning og oplysning betyder for menneskehedens fremtid. Kan folk såres af nogle tegninger, så er dette intet imod, hvad de vil føle, når de bliver bekendt med den nyeste genetik, religionshistorie og religionspsykologi. Rationaliteten godkender hverken engle eller åbenbaringer.

Den frie forskning trues fra mange sider. F.eks. af intelligent design-bevægelsen og af generel politisering. For få bevillinger, for meget formynderi og pap-filosofi à la »Fra Forskning til Faktura«. Men også af krav om politisk korrekthed, som vi så det herhjemme med UVVU’s behandling af Bjørn Lomborg. Det er alt sammen forstemmende. Vi står midt i de største problemer i menneskehedens historie. Tænk blot på forholdene i de mange samfund syd for Sahara. De kan slet ikke reddes med affabel kulturrelativisme eller med den nuværende u-lands bistand. De kan heller ikke reddes ved, at man beder til Allah fem gange om dagen eller synger »Vor Gud han er så fast en borg« i Frue Kirke. De kan kun reddes gennem forskningsbaseret teknologi, sociologi og sundhedsvidenskab – gennem fri forskning uden leflende selvcensur.

Oploadet Kl. 09:51 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer

9 Comments »

  1. De kan kun reddes gennem forskningsbaseret teknologi, sociologi og sundhedsvidenskab – gennem fri forskning uden leflende selvcensur.

    Sociologi?!?!? Hvornår har en sociolog nogensinde reddet nogen og fra hvad? Den sunde fornuft?

    Kommentar by Ole — 10. april 2006 @ 10:20

  2. “Sociologi?!?!? Hvornår har en sociolog nogensinde reddet nogen og fra hvad? Den sunde fornuft?”

    Jeg snublede også over det, men har egentligt samme holdning – desuagtet at jeg inden længe har kompetence til at undervise i faget på gymnasieniveau.

    Kommentar by Kim Møller — 10. april 2006 @ 11:21

  3. Nøgleordet er “forskningsbaseret” sociologi.
    Og det kunne såmænd være interessant hvis de danske universitet engang tog og prøvede det…

    Kommentar by Qwerty Uiop — 10. april 2006 @ 11:46

  4. Alle kuturer er ligeværdige – javel?
    Kan vi blive enige i, at alle kulturer indeholder noget godt og noget skidt?
    Hvis alle kulturer indeholder noget godt og noget skidt, så kan de ikke alle indeholde lige meget godt og lige meget skidt.
    Hvis nogen indeholder mere godt end skidt og omvendt – så må vi konkludere, at nogen er bedre eller (mindre dårlige) end andre.

    Kommentar by Hodja — 10. april 2006 @ 12:17

  5. @ # 4 Hodja: Right on!

    Jeg opfatter i høj grad kultur som en “teknologi”, der i sidste instans resulterer i livskvalitet, levestandard og økonomisk fremgang. Eksempelvis ser det ud til, at en kultur, der traditionelt betoner lærdom og konsensus (mere eller mindre “frivillig”) leder til succes. – Det ville naturligvis kræve en hel bog at definere og nuancere dette. F.eks. hvis man sammenligner Korea og Danmark, så har de udviklingsmæssigt meget til fælles, men hvad “konsensus” angår, så er Korea givetvis præget af en “lidt for stor” konsensus med rod i konfucianismen. Danmark er omvendt mere “frivilligt” og med udgangspunkt i lighedstanken og “ved jorden at blive” osv.

    Eksempler på en patologisk kultur er der så utallige eksempler på i historien og nutiden. Hvis vi ser på det historiske, så ser der ud til at være en vis “survival of the fittest”. F.eks. når befolkningen på Påskeøen nedkaldte et økologisk holokaust over dem selv ved at bruge alle ressourcer på at opstillehundredvis af tåbelige statuer. Eller Rwanda/Burundi, hvor overbefolkningen i høj grad var en konsekvens af en forældet kultur [og mange sågar var så indviklet i denne kultur, at de bagefter ytrede, at folkemord på “sig selv” var en nødvendighed for at begrænse overbefolkningen]. Det største problem i nutiden er naturligvis den arabisk-islamiske patologi. Ingen grund til uddybning – der er rigeligt dokumentation for enhver, der tør se den barske virkelighed i øjnene.

    Rationaliteten godkender hverken engle eller åbenbaringer.
    Christ! [eller hvad man nu siger i denne sammenhæng?!]. Hvad så med muhammeds bevingede hest, Buraq, der er arabiske imperialisters vigtigste argument for deres aggression mod Jerusalem. – “Buraq” er også navnet på et libysk luftfartsselskab, der regnes for et af de farligste i verden med deres “flyvende ligkister” – de behøver ikke engang at anbringe bomber ombord (jf. Lockerbie), de falder ned helt af sig selv.

    Og “åbenbaringer”? Tja, muhammede opfandt jo en stor del af dem efter behov [såkaldte ad hoc- eller hovsa-åbenbaringer]. Hvis han virkelig har tror på nogen af sine åbenbaringer, så kan det kun forstås i en psykopatologisk sammenhæng.

    @ Sociologi: Jeg er enig i, at sociologi på linie med antropologi i praksis ofte forfalder til noget uvidenskabeligt og sekterisk demagogi med ekstrem marxistisk slagside. – Det var således også helt i sin orden, at Sociologisk Institut blev lukket. Instituttet var ganske enkelt blevet offer for en intellektuel nedsmeltning, hvor mantraet var “Marx er Gud og empiri er fascisme”.

    Omvendt kan sociologi skam nemt rehabiliteres såvel abstrakt/teoretisk som konkret/empirisk. Webers studie af Den Protestantiske etik og Kapitalismens ånd er f.eks. stadig relevant – også globalt, jf. ovenfor. Og hvad godt sociologisk håndværk angår, så er der et skrigende behov for hæderlige og værdifrie undersøgelser af basale samfundsforhold (om end f.eks. Rockwool og Vesselbo har givet nogle fornuftige indspark).

    Kommentar by Jens-Peter Jensen — 10. april 2006 @ 14:44

  6. Inspireret af Hodjas ekvilibristiske syllygisme ovenfor:

    Two’s a company, three’s a crowd
    Four is two companies
    Five is a company and a crowd
    Six is two crowds
    Seven is a crowd and two companies
    Eight is either four companies or two crowds and a company
    Nine is three crowds
    Ten is either five companies og two companies and two crowds

    – tilskrevet rumvæsenet Alf. HAAAA, HAAAR, HAAAAAR!

    Kommentar by Jens-Peter Jensen — 10. april 2006 @ 14:56

  7. Eller for nu at skære det ud i pap:

    Heste kan flyve, det kan libyske flyvemaskiner ikke, ergo skal lillemor stenes

    Kommentar by Jens-Peter Jensen — 10. april 2006 @ 15:02

  8. syllOgisme …

    Kommentar by Jens-Peter Jensen — 10. april 2006 @ 15:48

  9. Oooooooooo…….K Hmmmmm !

    Kommentar by whodares — 11. april 2006 @ 18:42

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper