25. maj 2006

Lene Kühle: Muslimerne er nogenlunde ligeså religiøse som kristne danskere

Jyllandspostens Rambøll-kampagne motiverede en solid gang integrationshalal i Weekendavisen, atter med adjunkt Lene Kühle i halal-teten. Fra os og os:

“På opdrag fra avisen har Rambøll Management loddet holdningerne hos 680 muslimer herhjemme, og svarene afliver for eksempel enhver myte om, at indvandrerne klamrer sig til religionen fra det gamle hjemland. I hvert fald går kun 13 procent af muslimerne fast til fredagsbøn i moskeen for at høre, hvad menighedens religiøse leder har at sige. I det hele taget er praktiseringen af islam blandt indvandrere en vid størrelse. Hver anden muslim i Danmark beder dagligt. Men hver tredje beder aldrig.Svar som disse afspejler for så vidt, at graden af muslimernes dyrkelse af religionen ikke ligger så langt fra gammeldanskernes hang til at søge styrke i kristendommen.Som optakt til store bededag i forrige uge meddelte Kristeligt Dagblad for eksempel, efter at analyseinstituttet Epinion havde forhørt sig hos knap 1.000 mennesker, at danskernes religiøsitet er vokset i de senere år. 57 procent af danskerne siger i dag, at de undertiden beder en bøn.

[..]

Ifølge adjunkt Lene Kühle fra afdeling for religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, der for nylig har kortlagt miljøet omkring de i alt cirka 120 moskeer herhjemme, tyder tal som disse altså på, at de etniske minoriteters grad af dyrkelse af islam svarer nogenlunde til danskernes dyrkelse af kristendom.

Hun finder det også værd at bemærke, at danske muslimer ikke beder så ofte. For i den islamiske idealforestilling er det obligatorisk for både mænd og kvinder at bede fem gange om dagen.Kühles egen undersøgelse af forholdene i moskeerne bekræfter samtidig, at fredagsbønnen i moskeen ikke er noget stort trækplaster. I moskeerne var det kun cirka seks procent af muslimerne, der mødte op til bøn om fredagen.”

Det kræver sikkert flere midler, men hvis de findes, mon så der ikke kommer en dag hvor undersøgelser påviser at kristne danskere er mere troende end herboende muslimer.

Opdate. Blot to timer efter jeg oploadede ovenstående, kunne man på Politiken Online læse at muslimske kvinder ofte er Fanget i ægteskab trods skilsmisse:

“Det er virkeligheden for mange af de muslimske kvinder, som kommer på Dannerhusets krisecenter i København. Men problemet med den manglende anerkendelse af en gyldig, dansk juridisk skilsmisse gælder også andre muslimske kvinder end de voldsramte.

Mens manden kan blive skilt blot ved at gentage tre gange i vidners nærvær, at han vil skilles, er det meget vanskeligt for kvinden at kræve og få en skilsmisse uden mandens accept. »I realiteten betyder det, at disse kvinder lever i uopløselige ægteskaber«, siger direktør i Dannerhuset Vibe Klarup Voetmann.

Oploadet Kl. 19:27 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer

6 Comments »

  1. I princippet mener jeg at folk er fuldt berettiget til at tro på hvadsomhelst. Det er en foruroligende tendens i et samfund at mennesker tror på guder og andre ting der strider imod alle sanseindtryk, men så længe folk der tror på alfer og deslige, ikke kobler deres tro sammen med ideer om hvordan samfundet skal indrettes, ser jeg ingen problemer.

    Problemet er når mennesker der tror på guder, forsøger at spille bold med alle os der spiller inden for de kridtstreger som empiri og rationalitet opstiller. Det er i den situation at man skal sige fra. En side der har moret mig en del, er Khilafah.dk, Hizb-ut-Tahrirs skønne hjemmeside. Prøv f.eks. at læse den her artikel. De vil gerne spille med de rigtige spillere i Superligaen, selv om de blot er et ølhold fra Slagelse der ikke kan holde bolden på banen – og i den sammenhæng hjælper det jo ikke at sige at man er bedre end Ronaldo, man er også nød til vise det. Religiøse argumenter hører ikke hjemme i samfundsdebatten, på samme måde som pilsnere ikke hører til på bænken under en Real Madrid-kamp – for der findes kun eet eneste religiøst argument og det er argumentet om at min Gud siger det og derfor er det sådan.

    Khilafah-drengenes problem er at de er intellektuelt korrupte, prøv f.eks. at læse den her passus ( fra en artikel om ytringsfrihed ) :

    En liberalist kan for det første ikke give et rationelt bevis for, at ytringsfriheden er gyldig til alle tider og steder. Han kan ikke engang bevise, at ytringsfriheden gælder her og nu. Vi kan eksempelvis til enhver tid og sted bevise Guds eksistens, ikke udfra vores kultur og historie, men udfra selve realiteten. Det kan en liberalist ikke. Han kan kun referere til hans historie om middelalderen, og forsøge at legitimere ytringsfriheden udfra en bestemt begivenhed, der har fundet sted i Europa. Han kan ikke bevise frihederne udfra selve realiteten, uafhængig af tid og sted, men han argumenterer således: ”Fordi kirkens undertrykkelse i Europa under middelalderen forhindrede velstand og fremgang, var det nødvendigt at adskille religionen fra livet og indføre frihederne, herunder ytringsfriheden”.

    Vi kan eksempelvis til enhver tid og sted bevise Guds eksistens. Den religiøs-neurotiske klangbund der er i en sådan sætning, er svær ikke at nyde. Det er en sætning der skal fungere som et skjold mod den religiøse fanatikers største problem, at det hele er totalt make-believe. Alt det andet vås om liberalisten der begrunder de liberale frihedsrettigheder udfra begivenheder i middelalderen, er jo en tyk stråmand.

    Så problemet er ikke folks tro, men i højere grad folks forestillinger om at deres tro også vedrører mig og at jeg på nogen som helst tænkelig måde skal indrette mig efter deres fantasier.

    Kommentar by Tim — 25. maj 2006 @ 20:27

  2. ” …de etniske minoriteters grad af dyrkelse af islam svarer nogenlunde til danskernes dyrkelse af kristendom. ” -Jamen, det da en lettelse at vide at JP ikke har fornærmet herboende muslimer med deres tegninger af profeten.

    Kommentar by Peter — 25. maj 2006 @ 21:19

  3. –> Peter

    “Jamen, det da en lettelse at vide at JP ikke har fornærmet herboende muslimer med deres tegninger af profeten.”

    Forskeraktivisme skal være mindre absurd, hvis det skal fungere i praksis.

    Kommentar by Kim Møller — 25. maj 2006 @ 21:30

  4. For mig er kristendommen en befriende antireligion, der sætter mennesket fri af diverse religiøse forskrifter, der giver skin af at være et endeligt, ufejlbarligt fundament for menneskelig eksistens og samfund.
    Kristendommen sætter mennesket inklusive dets rationalitet i frihed. Den er et gennemført generalopgør med al fundamentalisme af hvad art den måtte være. Jeg er helt med på at afvise det religiøse, der fratager mennesket dets ansvarlighed og frihed, men jeg betragter det som et dybt ironisk udslag af uvidenhed og en eklatant fejltagelse, hvis hvis man vil afvise kristendommen af den grund. Uden kristendommen kommer politisk/religiøs fundamentalisme tilbage i nye forklædninger. Det er også den grusomme lære af det 20. århundredes forfærdelige udskejelder. Man kan ikke sy uden at fæste ende, som Kierkegaard sagde.

    Kommentar by NAN — 25. maj 2006 @ 22:21

  5. Bemærk: Når andelen af muslimer, der besøger moskeen jævnligt er så lav, så skyldes det bla, at 86 procent af kvinderne aldrig kommer i moskeen. 24% af mændene kommer i moskeen fast hver uge. 12 procent mindst en gang om måneden. 36 procent plejer altså meget jævnligt omgang med imamerne, hvis tankegang vi jo efterhånden har lært at kende. Der ligger selvfølgelig ikke i de tal, at kvinderne er mindre religiøse end mændene. 61 procent af kvinderne beder mindst en gang om dagen mod 44 procent af mændene. Fra JP´s seneste undersøgelse, der også viser flg:

    47% vil ikke acceptere, at deres datter bliver gift med en ikke-muslim (29,8 for drenge)

    62,4% mener, at koranens anvisninger skal følges fuldt ud

    46,7% mener ikke, at Koranen kan fortolkes individuelt

    20,7% mener, at en blanding af Grundloven og Koranen skal være fundament for dansk lovgivning

    92,7% siger, at JP handlede forkert ved at trykke tegningerne

    50,9% siger, at ytringsfriheden aldrig må stå højere end hensynet til religiøst funderede regler og traditioner

    Kommentar by Ulla Nørtoft Thomsen — 25. maj 2006 @ 22:27

  6. -> NAN

    For mig er kristendommen en befriende antireligion, der sætter mennesket fri af diverse religiøse forskrifter, der giver skin af at være et endeligt, ufejlbarligt fundament for menneskelig eksistens og samfund.

    Det er en interessant diskussion som jeg på ingen måde føler mig teologisk rustet til at deltage i, men here goes : )

    Den beskrivelse af kristendommen du giver, forbinder jeg især med Tidehverv – og mange af deres holdninger synes jeg giver god mening: anti-farisæisme, modstanden mod abstrakte ideologier og alt det der. Jeg kan bare ikke se at kristendommen skulle være et nødvendigt udgangspunkt for den slags holdninger. Jeg mener også, som Søren Krarup, at menneskerettighederne gør mennesket til en art gud. Men modsat de Tidehvervs-kristne mener jeg ikke at man skal gøre noget som helst til gud, jeg mener ikke at man skal tro på en almægtig og skabende gud, på samme måde som man ikke skal tro på fugle med vinger af bly.

    Det er også mit indtryk at din forestilling om kristendommen står i grel modsætning til den herskende teologi i folkekirken, Kjeld Holm og Anders Gadegaard fisker i hvert fald i andre og mere mudrede ideologiske moser. Så hvis kristendommen er et generalopgør med fundamentalisme, er det ikke et budskab der er slået igennem i alle kredse der kalder sig kristne.

    Kommentar by Tim — 25. maj 2006 @ 22:50

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper