Er ikke helt med. Jeg mener absolut, at nydansker bruges af multi-kulti forkæmperne. Journalisterne kalder dem, “de unge” og alle os, de “berigede” kalder dem muslimer.
Men, måske har jeg ikke helt forstået problematikken. Was meinst du eigenlich, Kim?

Tiderne skifter. Dengang havde danske myndigheder indsigelse mod udtrykket, som myndighedspersoner benytter sig af i dag.

-> Iznogut

Jeg er helt enig – det er multikulturalisterne der kalder dem ‘nydanskere’, men når udtrykket kritiseres, så er det også multikulturalisterne, blot de mere hardcore ideologiske.

@2
Der står:
“Når brugen af ‘nydanskere’ kritiseres i dag, så kommer det omvendt typisk fra folk der mener forstavelsen er unødvendigt ekskluderende”.

Skulle der måske stå:
Når brugen af nydanskere kritiseres i dag, så forsvares det omvendt typisk af folk, der mener, at forstavelsen er inkluderende.

Okay, I rest my case. Vi er enige om hykleriet.

Danmark fik umiddelbart efter 2. verdenskrig tilbuddet om at rykke grænsen sydpå, også uden folkeafstemninger i områderne. Det ønskede de radigale ikke, hvilket medførte adskillige kriser i danske regeringskredse.
Der er dog ingen grund til at antage, at de tyske flygtninge ville have
fået stemmeret, såfremt man havde ønsket at afholde en folkeafstemning om tilhørsforhold.

Hvilken glæde ville Danmark have haft af at have et stort tysk mindretal?

Etnisk rene nationaliteter fungerer bedst, hvilket fx. Polakkerne kan skrive under på.

Grækenland og Tyrkiet foretog en massiv folkeombytning i mellemkrigstiden – Grækenland for grækere og Tyrkiet for tyrkere, hvorimod balkankrigene medførte at forrevne serbere fra Kroatien tog til Danmark, men fordrevne kroater fra Serbien tog fandeme også til Danmark. Der fungerede det meget bedre efter anden verdenskrig, hvor de fordrevne folketyskere døde som fluer undervejs, og derfor hverken var til besvær i Polen eller Tyskland.

Modstanden mod at flytte grænsen var ganske rigtigt ledet af De Radikale, men også de Konservative og Venstre var der uenighed. Statsministeren Knud kristensen var trods modstand i folketinget stærk tilhænger af, at flytte grænsen, som der iøvrigt også var flertal for i den indfødte tyske sydslesvigske befolkning. Det endte med at knud Kristensen forlod Venstre og senere dannede sit eget parti De Uafhængige. Englændernes holdning var, at danskerne kunne få alt det de ville have, blot de kunne sikre stabilitet. Der var diskussioner om, at Danmark også skulle tage området omring kielerkanalen i Holsten for, at sikre at kanalen ikke var under tysk kontrol. Det var ingen i Danmark for heller ikke de, der, gik for at få Sydslesvig helt eller delvist tilbage. Englændernes forbud mod at bruge dasnk flag i Sydslesvig skal ses som et udtryk for, at de blot var interesseret i at opretholde ro og orden. Som sønderjyde er det valg, den danske regering tog et forræderi og et smerteligt tab.

I 1946 havde ingen endnu fået den åbenbaring, at der er penge i godhed og masser af vellønnede stillinger til folk, der elsker at have med mennesker at gøre.
Tyskerne måtte selv lave deres mad, gøre rent, lappe deres tøj osv. Det ender vel med at den sag kan reducere vort omdømme i udlandet; i lighed med at vi lod de tyske soldater rydde de minefelter, som de selv havde udlagt. Det allermest frygtelige for omdømmet var jo, at når et område var ryddet, blev soldaterne beordret til at marchere hen over området.

Historien ifølge A-mad
Som der står bosatte tyskerne, der flygtede fra den røde hær, sig i SYDsleswig.
“Efter 2. Verdenskrig flygtede mange tyskere fra den røde hærs fremtrængen, og op imod 250.000 tyskere bosatte sig i Sydslesvig. De endte med at udgøre halvdelen af befolkningen, hvad i praksis udelukkede, at danskerne i regionen kunne stemme sig hjem.”

Min kommentar(A-mad):
De var ikke populære blandt tyskerne i SYDsleswig, ja så upopulære at mange tyske SYDsleswigere stemte på det danske parti, danske borgmestre og sågar meldte sig ind i det DANSKE mindretals foreninger også for at få del i fødevarehjælpen fra Danmark – såkaldte ‘Speckdänen’.

Alligevel overtog flygtningene dvs de gns højere uddannede østpreussere pga deres antal borgmesterposterne i mange SYDsleswigske byer.
Den danske grænse (til NORDschlesvig) var lukket for tyske flygtninge efter den tyske kapitulation, bortset fra ved ægteskab med en dansker. Det medførte så mange ægteskaber mellem især østpreussiske kvindelige flygtninge syd for grænsen og giftelystne danskere nord for grænsen. Kender selv en 2g-er fra et sådant ægteskab. Der var ingen integrationsroblemer med de relativt få vha disse ægteskaber indvandrede østpreussere i Danmark. De bidrog formodentlig ovenikøbet positivt til den danske ‘genpulje’ med lidt preussisk arbejdsmoral?

Integrationen af de flygtede østpreussere i SYDschleswig gav dér nogle gnidninger med lokalbefolkningen – der som nævnt nærmest fordobledes ved den preussiske indvandring – for der var i forvejen smalhals i ruinerne fra krigen og preusserne var i forvejen ikke populære, da indbyggerne – både dansksindede og tysksindede først og fremmest opfattede sig som slesvigere og egentlig helst ville have deres hertug tilbage i Gottorp Slot, så de kunne blive fri for at blive regeret af danskere udenfor hertugdømmerne eller preussere.

(Hvis vi idag kunne bytte vores indvandrede muslimer med preussere, ville jeg selvfølgelig begejstret gå ind for det! )

Træt:

Folkeombytningen mellem Grækenland og Tyrkiet gik på religion, ikke etnicitet. Der var masser af tyrkisktalende kristne der udvandrede til Grækenland, og omvendt masser af græsktalende muslimer der flyttede den anden vej.

At fremmede bliver kaldt alt muligt andet end fremmede, er blot et resultat af Pestagers og Gammeltofts idelige bestræbelser på at slikke dem op og ned ad ryggen. Enhver idiot kan se eller høre om en person er fremmed eller dansk. De nakkebøjendes forsøg på at gøre fremmede danske er ganske simpelt så infantile og latterlige, at man kun kan trække på smilebåndet ad dem. Det er at ligne med at kalde en rengørings-mand/kvinde linoleumsterapeut.

Fidibus og Henrik. Den dansk-tyske grænse – altså grænsen mellem nord-og sydschleswig – var lukket for de østpreussiske flygtninge, som derfor hobede sig op i sydschleswig efter krigen.
Flygtningene var tyskere (østpreussere)og især englænderne var selvfølgelig modstandere af, at nægte dem rettigheder i deres eget land, selvom det var reduceret noget af den russiske besættelse af østeuropa inkl. det østlige Tyskland.

De allierede generaler, der administrerede sydschleswig, gennemtrumfede, at de østpreussiske flygtninge fik fulde borgerrettigheder i den allierede zone i Tyskland og sydschleswigernes ønske om, at få dem fordelt mere jævnt i hele den allierede besættelseszone i Tyskland, afviste de kategorisk.

De danske myndigheder stoppede effektivt indvandringen af flygtninge over grænsen til Nordschlesvig (som vi af national/-e/-istiske grunde nu kalder Sønderjylland).
Schleswig blev som bekendt delt i et Sydschleswig, syd for grænsen og et Nordschlesvig, nord for grænsen efter afstemningen i 1920.
Schleswigerne – hverken dansktalende eller tysktalende, ønskede ikke, at være delt(de fleste talte iøvrigt dialekter af plattysk og det gør mange stadig. Et sprog som også visse dialekter af sønderjysk tilhører).
De kan stadig idag ikke udstå hverken preussere og københavnere, der i flere omgange har frataget dem, deres egen regering i Gottorp og deres land.

A-mad

Mht Sønderjylland, så er det bare følgesvenden til Nørrejylland, næppe brugt af nationalistiske grunde – Sydslesvig er også del af Sønderjylland.

Slesvig er blot et navn man fandt på, da der skulle bruges et til det hertugdømme de danske konger gav arvefølgeren omkring år 1200. Man opkaldte det efter den største by i hertugdømmet, og så var den potte ligesom ude.

Tyskerne vil forståeligt nok hellere kalde den sydlige del af Sønderjylland for Sydslesvig – dels er det nemmere at udtale for en tysker, dels bliver man ikke på uheldigste vis mindet om, at man har stjålet fremmed land hver gang man nævner dets navn.

->Henrik. Der var en Slesvigsk identitet og mentalitet i hertugdømmet Slesvig under helstaten. Den er der stadig på begge sider af grænsen.
Slesvigerne blev stoppet i deres kamp for en republik med demokrati – som i parentes bemærket startede før samme bevægelse i København, sikkert fordi Schesvig-Holsten var mere industrialiseret og kulturelt udviklet end resten af det tilbagestående kongerige Danmark.

Den Sclesvig-Holstenske revolution udløst af Pariseropstanden i 1848 blev stoppet af ‘danskerne’ dvs af grundlovståberne i København med Orla Lehmann i spidsen. De ville regere helst helt til Elben og ophævede ved krig selvstyret i Schleswig-Holsten.
Den Galaj skulle de aldrig have gået ombord i. Det var ikke kongens idé, for han havde jo hertugen i Schlesvig direkte under sig. Men de tog jo magten fra ham og ville have hertugdømmerne og gik i krig syngende ‘Dengang jeg drog afsted’ og blev helt til grin, fordi de ved deres tåbelighed skilte os af med 1/3 af det danske rige og dertil det mest industrielt og kulturelt udviklede ! Ikke nogen god reklame for borgeskabet ved magten i København, som den konservatiive politiker, Danmarks længst siddende statsminister, godsejer Jacob Brønnum Scavenius Estrup heldigvis indså.
PS. Jeg er ikke selv Schleswiger, men indrømmer dog at være gift med én