27. september 2006

Engelbreth Larsen – fra Neutzsky-Wulffs satanisme til Faklen, Minoritetspartiet og Politiken

Politikens venstreradikale fortrop Rune Engelbreth Larsen meddelte i søndags, at de den 6. oktober anmelder tretten ledende medlemmer af Dansk Folkeparti for racisme. At bruge lovgivningen til at undertrykke andres ytringsfrihed er set tidligere, sjovt nok ikke altid med Minoritets-Rune som den offensive rent juridisk. Tidligere var han redaktør for tidsskriftet Faklen, der blandt andet kæmpede for seksuelle minoriteters rettigheder. Følgende skrev han i en Aktuelt-kronik imod Dansk Folkeparti 21. november 2000 [via Minut]. 

“Men når debatten udarter sig til Dansk Folkepartis krav om at forbyde en forening for pædofile, er det ikke desto mindre nødvendigt at holde hovedet koldt og understrege, at der er tale om en meget farlig afsporing. Vi må klart håndhæve ytringsfriheden samvittighedsfuldt, også hvor den anvendes til at udtrykke synspunkter og tilbøjeligheder, som er det store flertal uspiseligt.

Det er ikke altid lige nemt at se hvor han får sin motivation fra, og herfra hvor jeg står ser det ud til at eneste fællesnævner er foragten for alle former for konservative dyder, herunder selvfølgelig det kristen-kulturelle aspekt.

Engelbreth har fået en hel del taletid i medierne under Muhammedsagen, og i kølvandet på en af hans mange bogudgivelser gav Poul Pilgaard Johnsen et kritisk portræt af ham i Weekendavisen d. 25. august (Faklen brænder) – et portræt delvist baseret oplysninger der på fornem vis er gravet frem af Johan Hermann Rump, der som religionsstuderende har observeret Engelbreths bevægelse fra noget der smager af okkultisme/satanisme til det han idag vælger at kalde ‘humanisme’.

Portrættet, hovedpersonen og satanisme-bevægelsen har efterfølgende været debatteret i Weekendavisens spalter, med kommentarer fra både Rune Engelbreth Larsen og sekt-leder Erwin Neutzsky-Wulff. Seneste nummer indeholdt desuden et indlæg fra lektor Ole Witt-Hansen, der påpegede det problematiske ved Tøger Seidenfadens “mentale fællesskab med Rune Engelbreth”. Historien slutter sikkert ikke her, men det vigtigste blev skrevet allerede i 1999 af Johan Hermann Rump – der nu har lagt sin artikel online i en let revideret udgave. (opr. trykt i Arken, Det Teologiske Fakultets Tidsskrift, KU).

Her lidt fra Bibelforfalskningen og tidsskriftet Faklen (16 s., pdf) – men det er i sandhed en artikel som bør læses i fuld længde.

“Jeg vil i det følgende forsøge at redegøre for Faklens historie, sådan som den officielt er kommet til udtryk i tidsskriftet Faklen og pressen i øvrigt siden september 1996, da det første nummer af Faklen udkom. Samtidig vil jeg se på, hvad der tidsmæssigt lå før, og hvilke bevæggrunde, der lå bag Faklens officielle historie.

[…]

Umiddelbart skulle man tro, at mange mennesker kunne bifalde et studenter-blad, der påstod at være »venstreorienteret«, »anti-fascistisk«, »anti-racistisk«, »samfundskritisk« og »humanistisk«. Imidlertid undrede mange sig over Faklens offensive højrøstethed, atypiske retorik og emnevalg. Det forekom mange, at der også var andre ting på spil imellem linierne… der var aldrig nogen, der fik et sandfærdigt svar på Faklens ideologiske grundlag – om der egentlig gemte sig noget mellem linierne.

[…]

Da første nummer af Faklen udkom, havde den danske forfatter, Erwin Neutzsky-Wulff skrevet digtet »Faklen: En ny Fædrelandssang« som indledning til tidsskriftet. En del journali-ster kendte til Erwin Neutzsky-Wulffs okkultistiske forfatterskab og vidste, at han havde mange disciple omkring sig (»Erwin-studenterne« eller »ulveungerne«, som de er blevet kaldt efter forfatteren). Men både fakkelfolkene og Neutzsky-Wulff selv nægtede, at der var nogen videre forbindelse mellem dem.

[..]

Ifølge fakkelfolkene og Erwin Neutzsky-Wulff havde tidsskriftet Faklen altså ikke sit ophav i Neutzsky-Wulffs forfatterskab. Ifølge fakkelfolkene var Faklen et venstreorienteret, anti-fascistisk og samfundskritisk tidsskrift. Deres ideologiske grundlag var udelukkende »Humanismen … Andet ›program‹ har vi ikke« – sagde fakkelfolkene. (nr. 1, 8; nr. 2, s. 9). Og det troede de fleste på… Imidlertid er disse påstande noget af et manipulationsnummer. – Det er et kraftigt ord at tage i munden, men med risiko for at lyde lige så selvhævdende som fakkelfolkene, mener jeg ikke, at Faklens påstande kan betegnes mere præcist. Sandheden er, at Faklens emnevalg, betoning, retorik, billedbrug og hele tilgang til verden ikke lader sig forstå uden baggrunden i det, man må kalde Neutzsky-Wulff-bevægelsen. Det vil stå enhver klart, hvis man gennemlæser Faklen grundigt og samtidig har kendskab til, hvad Faklens redaktionsmedlemmer har skrevet, før Faklen udkom, og har kendskab til Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab. Denne artikel bygger desuden på samtaler med folkene bag tidsskriftet Faklen og med personer, der tidligere i større eller mindre grad har været tilhængere af Erwin Neutzsky-Wulff. For dem, der i forvejen kendte til Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab og hans disciple, var udgivelsen af det første nummer af tidsskriftet Faklen i 1996 ikke et pludseligt opstået studenteroprør på Aarhus Universitet, men en foreløbig kulmination af en bevægelse, som var opstået i København omkring forfatteren og okkultisten, Erwin Neutzsky-Wulff, siden begyndelsen af 70’erne.

[…]

I 1992, mens Erwin Neutzsky-Wulff skrev på sin kommende roman Verden, bad han sine disciple om »et offentliggjort tillidsvotum« i form af kronikker og læserbreve (jf. ELSEBETH, nr. 1, s. 7), hvilket resulterede i, at når avisernes kritikere derefter anmeldte Neutzsky-Wulffs bøger eller interviewede ham, væltede det – næsten systematisk styret – ind med vrede læserbreve fra hans tilhængere, der gav udtryk for, at anmelderne ikke evnede at forstå mesterforfatteren (jf. J. Stein Pedersen, Politiken, 10.02.1996). Også dengang var Rune Engelbreth Larsen og de andre Neutzsky-Wulff-disciple flittige skribenter (se fx. Engelbreth Larsen i Kristeligt Dagblad 15.11.1994 og 28.11.1994, Information 26.09.1996 samt Weekendavisen 27.12.1996 og desuden Jakob Stensgaard i Berlingske Tidende 27.09.1996, Carsten Agger i Politiken 26.09.1996 og Weekendavisen 22.11.1996 samt Heidi Holmgaard Knudsen i Politiken 26.09.1996). I 1994 fik Rune Engelbreth Larsen sågar udgivet bogen Forsvar for Verden – en indføring i Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab på Borgens Forlag (bogen er en hyldest til og et forsvar for Neutzsky-Wulffs forfatterskab på 335 sider), og i 1996 blev Engelbreth Larsen valgt som »rektor« for AKADEMIET, hvorved Engelbreth Larsen konsoliderede sin position som Neutzsky-Wulffs 1. discipel og højre hånd.

[…]

Af ovenstående fremgår, at hverken Faklens leder af bibelprojektet, Jens-André Pedersen Herbener, eller Faklens hovedredaktør, Rune Engelbreth Larsen, er homines novi i Neutzsky-Wulff-sammenhæng. De er begge sammen med de øvrige prominente Faklen-redaktører – Carsten Kallesø Agger… Sidsel Skjæg Petersen og Jakob Stensgaard osv. – gamle kendinge fra Neutzsky-Wulff-bevægelsen. Dette ses tydeligst, hvis man gennemblader forløberen for Faklen – Neutzsky-Wulff-bevægelsens interne blad… Tidsskriftet ELSEBETH – der var opkaldt efter Erwin Neutzsky-Wulffs anden hustru – skulle »formidle okkult viden, formuleret af Erwin Neutzsky-Wulff« (nr. 2 mfl.) og blev oprettet som følge af, at Neutzsky-Wulffs tilhængere ønskede at få uddybet de teoretiske forklaringer på okkultisme og de praktiske anvisninger i magi efter udgivelsen af Neutzsky-Wulffs tobinds hovedværk af samme navn.

[…]

Spørgsmålene og svarene i tidsskriftet ELSEBETH forudsætter en konsensus blandt Erwin Neutzsky-Wulff og hans læsere om en anden Virkelighed end den alment kendte. I Neutzsky-Wulffs svar til J.-A. P. Herbener tales der nemlig helt indforstået om Okkultismens fænomener (»limen«, »mysten«, »tærskelvogtere«, »transcendens-faserne«, »tunnellen«), der for en uindviet ville være den rene tågesnak.

[…]

Omkring marts 1995 meddelte Erwin Neutzsky-Wulff, at han i fremtiden ikke længere kunne levere stof til ELSEBETH, da han var travlt optaget af sit egentlige arbejde med at forfatte sin 16. roman: Døden. Neutzsky-Wulffs disciple opmuntredes derimod til selv at forfatte alle artiklerne, for nu var tiden inde til at stå på egne ben og afprøve, hvad man havde lært af mesteren (jf. Tidsskriftet ELSEBETH: Nyhedsbrev, nr. 3). Det følgende nummer (11) af ELSEBETH indeholdt derfor udelukkende artikler af Neutzsky-Wulffs disciple, hvoraf Rune Engelbreth Larsen havde skrevet og redigeret over to tredjedele af bladet… Men Mundus og ELSEBETH nr. 12 udkom aldrig. Derimod udkom Neutzsky-Wulffs egen roman Døden den 20. september 1996, og den 27. september udkom det første nummer af Faklen, der blandt andet indeholdte Engelbreth Larsens redegørelse for indholdet af Døden (s. 44-45). Med disse to udgivelser fremstod en ny fase i Neutzsky-Wulff-bevægelsen – Neutzsky-Wulffs disciple var for alvor blevet modne, og noget nyt og stort skulle ske: Fak-len! Rollefordelingen på Faklen-projektet var på forhånd givet: Erwin Neutzsky-Wulff var chefideologen og strategen, der dagligt talte med og rådgav sin højrehånd, Rune Engelbreth Larsen. Engelbreth Larsen – der havde markeret sig som den mest opvakte discipel og den flittigste skribent i ELSEBETH efter Neutzsky-Wulff – skulle gøre Neutzsky-Wulffs ideer til politisk virkelighed og fik derfor rollen som hovedredaktør (»propagandaminister« – jf. Engelbreth Larsens eget udtryk: »goebbelske propagandametode« i Faklens pressemedde-lelse af 28.01.1999 og i Ekstra Bladet 29.01.1999).

[…]

Faklens koncept blev skabt med direkte afsæt i Neutzsky-Wulffs første politiske bog Døden, og som et modtræk mod dens scenarium – om et snarligt kommende fascist-Danmark, der tager sin ideologiske rod i Luthers og Grundtvigs Kristendom. For at afværge dette potentielle fascist-Danmark og for at berede den danske befolkning på den nye, uafvendelige tidsalder – som Neutzsky-Wulff alle 25 år af sin forfatterkarriere havde indvarslet – skulle Faklen udbrede Neutzsky-Wulffs verdenssyn i samfundet.

[…]

Betydelig vigtigere for valget af netop venstrefløjen var nok Neutzsky-Wulffs idé – som er gentaget internt i bevægelsen af Engelbreth Larsen – om, at venstrefløjen er en nød-vendighed, fordi det er det eneste sted i det politiske spektrum, hvor det er muligt at finde fodfæste, hvis Neutzsky-Wulffs verdensbillede skal gøres til politisk virkelighed. Man må tænke på, at Erwin Neutzsky-Wulffs fremtidssamfund må skabes via en atomkrig, hvor nogle få overlevende vender tilbage til skovene eller via en revolution, hvor flere og flere enklaver og minoritetsgrupper tilkæmper sig selvstyre fra Staten (centralmagten). – Intet mindre kan nemlig gøre det i Neutzsky-Wulff-bevægelsen!

[…]

Den ellers så centrale isme i Neutzsky-Wulff-bevægelsen og i hele Neutzsky-Wulffs forfatterskab: »Satanisme«, måtte for eksempel i Faklen oversættes med den mere politisk gangbare term: »Humanisme«. Denne taktiske oversættelse var Erwin Neutzsky-Wulffs påfund – et påfund, som Neutzsky-Wulff allerede havde taget tilløb til tidligere i sit forfatterskab:

Satanismen er renæssancens opgør med kristendommen, det opgør, som senere kom til at hedde humanisme og er vores kulturgrundlag. Vi er alle satanister. (jf. »Wulfianismen« i ELSEBETH nr. 2, 1992 og Essedum, den reviderede genudgivelse nr. 3, s. 33-34, 1996).

Når Rune Engelbreth Larsen i Faklen skal forklare, hvorfor Neutzsky-Wulff har erklæret sig som satanist, lægger han sig helt op ad Neutzsky-Wulffs egen taktiske oversættelse. Engelbreth Larsen siger således, at det ikke bare er Erwin Neutzsky-Wulff, men at det er hele Danmarks befolkning, der er satanister, da vi i vore dage reelt lever i et samfund, der har vendt sig 180 grader fra Kristendommen, men stadigt beskriver verden i en kristen begrebs-ramme (nr. 4, s. 52).

Denne accept-anglende bortforklaring kunne lyde besnærende, men jeg tror, at de færreste humanister, og den danske befolkning i øvrigt, kan identificere sig med de idéer, som ligger til grund for Neutzsky-Wulff-bevægelsens Satanisme-humanisme:

I en tidsalder som denne kunne man føle sig fristet til at opfinde humanismen. En sådan humanisme skulle fastholde, at mennesket eksisterer, at hvert eneste menneske fødes med nogle begær og evner til at tilfredsstille disse begær. … At mennesket af natur er rimelig skikkeligt, men, når det forstyrres i sin lykke, også råder over muligheder til at forsvare sig, som en sidste (men absolut effektiv) udvej, drabet. (Neutzsky-Wulff: Magi, s. 11). Vi må opgive at være pæne mennesker, der er imod vold og kropslugt. Ellers bliver vi ikke mennesker igen. Kun således kan dæmonerne vende tilbage. (Neutzsky-Wulff: Okkultisme, s. 222).

Erwin Neutzsky-Wulffs satanisme-humanisme svælger i den vold, som han synes er så helt igennem menneskelig. Almindelige humanister ville derimod finde den temmelig umenneskelig. I selve Faklen tages der skarpt afstand fra politivold, men i det fremtidige fascist-Danmark, som Døden og Faklen forudsiger, er det danske politi netop også fascismens hånd-langer. Faklen er dog helt på det rene med, at bekæmpelsen af »Intolerancen« – altså Faklens fascistiske fjender – godt kan tage andre former end verbale:

Den tid, der tavst kunne vende den anden kind til, er definitivt forbi – vi må møde intolerancen, som den møder os, ord for ord og slag for slag. (Engelbreth Larsen: »Et humanistisk manifest«, Faklen, nr. 1, s. 8 )

[…]

Som også Bo Bjørnvig redegør for, anvendes taktikken i både Neutzsky-Wulffs bog Døden og i tidsskriftet Faklen med at forbinde et givet fænomen med enten fascisme eller humanisme, således at læseren påvirkes til at opfatte dette fænomen enten negativt eller positivt. Humanisme er jo et såkaldt plusord – altså positivt ladet – hvorimod fascisme unægteligt har klang af noget negativt. For eksempel betragtes fascismen i Døden og i Faklen som den direkte politiske udløber af Kristendommen, af hvilken grund Kristendommen og fascismen må modstilles med humanismen (på samme måde som Kristendommen begrebsmæssigt modstilles af Satanismen):

Hvis vi ikke tager entydigt og 100% afstand fra samtlige fascistiske tendenser i den politiske udvikling i dag, bliver vi selv en del af dem, og hvis ikke vi fravælger kristendommen, kan vi heller ikke helhjertet kæmpe for humanismen. Enten eller. (R. Engelbreth Larsen: Faklen, nr. 7, s. 50; jf. nr. 4, s.38-47; jf. J.-A. P. Herbener: Faklen, nr. 6, s. 52 og nr. 2, s. 42-46).

Gengangeren [dvs. Kristendommen/Jesus Kristus] går igen. Hans sædekorn spirer – om ikke længere i den verdensforladende salighed, han forjættede, så i dennes slægtninge af næsten lige så indiskutable og inappellable ekkoer. Fjerne og forvrængede ekkoer – men immervæk ekkoer. Som ein Volk, ein Reich, ein Führer kun er den yderste skal om det totalitære ekko fra én kirke, én frelse, én pave. (Den redaktionelle leder, Faklen, nr. 9, s. 2)

[Fra sammenfatningen…] 

Erwin Neutzsky-Wulff var ikke bare en inspirationskilde, han var Faklens chefideolog, og han besluttede, at den politiske kamp måtte foregå fra venstrefløjen på trods af, at bevægelsen tidligere ikke havde haft meget tilovers for den fløj. Som strateg besluttede Neutzsky-Wulff også, at Okkultismen ikke måtte kunne spores i Faklen. Derfor måtte Erwin Neutzsky-Wulffs eget navn ikke figurere i kolofonen, da det var offentligt kendt, at han var okkultist-guru og havde erklæret sig selv som værende satanist. I tråd med Neutzsky-Wulffs egen bog Døden anvendte Faklen begreberne »humanisme« og »fascisme« til at opdele verden i. Hvad almindelige læsere af Faklen ikke vidste, var, at der bag denne »humanisme« lå en anden isme, nemlig Satanismen i Erwin Neutzsky-Wulffs udformning.

Links, kildehenvisninger, yderligere info

15 Comments »

  1. “Erwin Neutzsky-Wulffs fremtidssamfund må skabes via en atomkrig, hvor nogle få overlevende vender tilbage til skovene eller via en revolution, hvor flere og flere enklaver og minoritetsgrupper tilkæmper sig selvstyre fra Staten (centralmagten). – Intet mindre kan nemlig gøre det i Neutzsky-Wulff-bevægelsen”

    Det er de også godt i færd med at hjælpe på vej, anarki, borgerkrig, almindeligt forfald.
    Det er da en kulturrevolution der vil noget, selv Mao ville ikke gå så vidt.
    Det er en forunderlig verden vi lever i, nogle folk er sgu syge i hovedet.
    Men der kom også for meget godt ud af Grundtvig, efter 1864.
    At man faktisk stille og roligt kan vinde indad hvad man har tabt ud ad til, det passer jo ikke sammen med de store forkromede totalitære ideologier hvor verden er evigt opdelt i en manikæisk konflikt – muslimer altid er forfulgt – fraværet af permanent blod og revolution er stagnation og fascisme.

    Jeg gentager fuck hvor er mange mennesker bare totalt syge i hovedet.

    Glimrende post, burde være obligatorisk for alle læsere af Politiken.

    Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 27. september 2006 @ 15:47

  2. Rune Engelbreth Larsen er en af de personer i
    Danmark som bekymrer mig mest. Ja, ærligt talt
    så skræmmer han mig.

    Kommentar by islamofascisme.dk — 27. september 2006 @ 16:15

  3. ->2 Ja, han har endog dom for at man godt må kalde ham ekstremist. Og når man ser de personager som udgjorde kredsen omkring Minoritetspartiet og deres mærkesager, kan man roligt sige, at det hedengangne Fremskridstspartiet har fundet en afløser hvad angår landsbytosser og fanatikere.

    Mht. udgydelserne fra Wulff og Engelbreth er det mig en stadig uløst gåde, om de lever i deres egen bizarre fantasiverden uden jordforbindelse, eller om der er tale om en meget bevidst strategi gående ud på manipulation og fordækte hensigter. Tror de i deres krøllede hjernevindinger, at en politianmeldelse mod MF’ere for Dansk Folkeparti kan føre til dom mod disse? Eller ligger der i denne happening et skjult motiv, som ikke er lige til at få øje på?

    Jeg kan ikke se andre alternativer end det gakkede eller det fordækte, når man skal forklare disse menneskers adfærd. Hvis der er et legitimt, ægte humant motiv kan jeg altså ikke få øje på det.

    Der er et bestemt ord jeg altid kommer til at tænke på i forbindelse med disse mennesker, men dette prædikat må man jo ikke gå og hæfte på folk. Ét bestemt ord.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 27. september 2006 @ 19:57

  4. @#3: Arj, kom nu! Hvad er det for et ord? Lover ikke at sige til nogen. – Det bliver i al fortrolighed mellem os her på internettet.

    Kan jeg ikke i det mindste købe en vokal?

    Hvad var det i øvrigt han hed ham den der ret fremtrædende mikroparti-mand, Schidt-et-eller-andet, der kraftigt propaganderede for pædofiles rettigheder – herunder deres ret til “fri livsudfoldelse”…?

    Kommentar by Nicolai — 27. september 2006 @ 21:38

  5. Aktion for at få DF-politikere dømt for racisme

    http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=3985912/

    “Her vil en stribe offentlige debattører og kulturpersonligheder begrunde, hvorfor de anmelder…”

    Det er lidt sjovt, at JP bevidstløst bruger den gamle traver med “kulturpersonligheder”, som altid er synonymt med moonbat-dhimmier. Jeg har somme tider tænkt på, at nogle af os antidhimmier skulle gå sammen og udsende en erklæring i stil med “25 almindelige danskere protesterer mod de evindeligt utilfredse og voldstruende muslimer, og deres danske medløbere…”. Eller holde stilen fra dhimmierklæringerne med “kulturpersonligheder” og “samfundsdebattører”, med den forskel at vi nu taler om Bent Jensen, Lars Hedegaard, Tina Magaard, Mogens Rukov osv. osv. Det kunne være rigtig sjovt at bryde konformiteten på denne måde.

    Venstrefløjen er så dræbende forudsigelig, og ustyrligt ufrivilligt komisk i egen selvhøjtidelige tro på egen betydningsfuldhed.

    Men på den anden side er det godt, at de kører sig ud på et sidespor i forhold til udviklingen. Er det bare mig, eller er det ikke som om Mo-kriserne synes at komme trip-trap-træsko lige nu? En papirflyver, en pave, en opera. Hvad bliver det næste? Tak til venstrefløjen fordi de trækker modsætningerne i samfundet tydeligt op, og blotter deres irrelevans for alle.

    Bemærk, du kære automatkaffedrikkende, citronmåneguffende PET-mand derinde bag monitoren i The War Room, at modsætningerne i samfundet eksisterer og manifesterer sig selv, helt uden hjælp af væmmelige, subversive bloggere.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 27. september 2006 @ 22:52

  6. Jeg syntes DF er nogle skatteælskende veldfærdsliderlige socialiter der mest af alt går op i at tage fra de fattige unge og give til rige ældre – men hvis denne sag skulle blive til nogen vil jeg stemme på dem ved næste valg. Jeg vil tro det vil være en stor fordel for DF.

    Kommentar by Rune — 28. september 2006 @ 14:37

  7. Forskellen mellem Rune Engelbrechts glødende forsvar for ytringsfriheden hos de pædofile versus Dansk Folkeparti kan måske findes i Rune’s seksuelle præferencer?

    Tænk over det, i minoritetspartiet var der også forkæmpere for pædofiles “ret” til at misbruge børn.

    Kommentar by Donkey — 28. september 2006 @ 19:02

  8. 5. haha god idé, jeg er frisk.

    Kommentar by islamofascisme.dk — 28. september 2006 @ 22:44

  9. JP-leder: Kollaps på Politiken

    http://www.jp.dk/meninger/artikel:aid=3988062/

    Nu bedyrer Sorte Rune og Erwin “zing zing” jo at de ikke er satanister. Faktisk findes der slet ikke satanister. Slet ikke nogen som praktiserer det. Alle de man troede var det, viser sig altid at være blevet misforstået. Skulle pressen opstøve en eller anden som går med til at lade sig kalde dette, bedyrer han altid, at det bare er et andet navn for ateisme. Faktisk er han helt igennem almindelig. Han praktiserer det i hvert fald ikke.

    Godt. Så fik vi det af vejen. Der findes ikke praktiserende satanister. Så kan man jo også godt tillade sig at sige, at hvis der gjorde, måtte de betegnes som psykopater. Der findes psykopater, men ikke psykopater som er praktiserende satanister. Det er altså en helt hypotetisk sammenligning.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 28. september 2006 @ 22:46

  10. Først tak til Kim for den gode sammenfatning / indføring i den Engelbrethianske /Neutzsky-Wulffske mytologi. Kim burde klones, for der er nok materiale derude til at holde en snes stykker af samme kaliber beskæftiget i døgndrift.

    En gang i mellem forvilder man sig ind på polit-blogs, og ser ikke noget fra Uriasposten.. Skuffelse.. men så kommer guldkornene lige pludseligt i stimer. Analyserne og kommentarene er det der får nyheder og underholdning til at gå op i en højere enhed. Generelt må jeg sige at jeg allermest nyder de blogs hvor nyheder of information bliver tilført noget personligt, er noget mindre begejstret for dem hvor der kun bliver linket til nyheder, selv om de også har deres berettigelse.

    “Neutzsky-Wulff”, og så “Erwin” til fornavn. Hvordan kan man blive andet end satanist, når man er født med sådan et navn? Eller er det et han har købt? Det er som taget ud af en Bram Stoker roman, eller tegneseriebladet Gru..

    Ærlig talt lyder det en smule beroligende at vide at en del af vore politiske modstandere består af sådanne typer, især da det åbenbart lykkes dem at hverve nye proselytter på højt plan. På den måde kan de rive endnu flere med sig i faldet.

    Jeg kommer til at tænke på andre af tidens nylevende messiasser, som den norske præst (tror jeg nok) der holdt harem osv. Forbindelserne til det pædofile miljø er i den forbindelse særlig foruroligende, men gør dog Fakkelrunes begejstring for den alternative Satanisme der hedder Islam mere forståeligt..

    Hvad foregår der mon på deres heksesabbatter, eller er Fakkelrune og de andre vandbærere endnu ikke kommet op til det højeste trin, hvor alle begreber lige pludseligt bliver vendt på hovedet, lige som det skulle være tilfældet (efter hvad jeg har hørt) hos nogle frimurere?

    Plejer der ikke at være et trin hvor man bliver løst fra alle moralske bånd, og man kan hengive sig med fuld styrke til al livets lir og lyst? Handle som en Gud? Skabe og igen ødelægge verdener?

    Udløsningen ved pludseligt at opnå et trin der er fuldstændigt hinsides enhver indsnævret borgerlig moral må være fantastisk, efter man i mange år som Fakkelrune, ikke har gjort andet end at prædike moral for andre.

    Jeg så “Erwin Neutzky-Wulff” i TV, for ikke så længe siden, men han lignede nu mere en forhutlet narkoman end en stor filosof. Der kom ikke mange ord over hans læber, men han er vel øvet i at fastholde sit mystiske image, siden det er det han lever af. Er der mon andre end hans direkte disciple + bibliotekerne der køber hans bøger? Eller er han også kommet på livsvarig kunststøtte?

    Tja, Fakkelrune og den Wulffske flagermus (Neutzkybat) er vel nogle af de mere underholdende elementer i dagens politik.

    “Minoritetspartiet”, ideen er i grunden lige så fantastisk og praktisk umuligt som “Demokratiske Muslimer”. Bøsser, pædofile og frontkæmpere for større seksuel frihed der allierer sig med islamister! Det er da tragikomisk, lige så tragikomisk som Mona Sheiks tilknytning til Det Radikale Venstre og tørklæde Asmaas medlemskab af Enhedslisten.

    Når man ser denne forsamling af komiske selskaber for sit indre øje bliver man næsten opstemt.

    Det kan umuligt gå andet end godt for højrefløjen…

    Kommentar by Balder — 28. september 2006 @ 23:40

  11. Havde glemt det, men havde ham faktisk i arkivet: http://www.uriasposten.net/?p=2689

    PS: Der er rod i html’en i denne postering.

    Kommentar by Kim Møller — 28. september 2006 @ 23:49

  12. Fra Allan Bloom: Historien om Vestens intellektuelle forfald.

    “Meget tidligt i dette århundrede begyndte mødet med Nietzsche at kunne mærkes blandt marxisterne. Et eksempel er revolutionens betydning. Revolution og den vold, der følger med… Selvfølgelig hører blodsudgydelse med til revolutioner, den er et bevis på at mennesker vil betale for deres frihed med livet… Men det var ikke store mængder blod, der gik til, og volden blev ikke regnet for noget godt i sig selv… Men for nylig har dette ændret sig. Volden har nu en egen charme, glæden ved kniven. Den viser beslutsomhed eller engagement. Den nye orden venter ikke, men må indføres med menneskets vilje, den støttes ikke af andet end viljen. Viljen er blevet nøgleordet for både venstre- og højrefløjen… Forvandlingen af volden fra et middel til i det mindste en form for mål er med til at afsløre forskellen, eller forbindelsen, mellem marxisme og fascisme.(s. 211f)

    Alt i alt blev den sofistikerede marxisme til en kulturel kritik af livet i de vestlige demokratier. Af indlysende grunde afholdt den sig fra at kommentere Sovjetunionen på det punkt. Noget af denne kritik var seriøs, andet var overfladisk og kværulantisk. Men intet af den kom fra Marx eller fra et marxistisk perspektiv. Den var, og er, Nietzscheske variationer over vort liv som ‘det sidste menneske’.” (s. 216)

    Forpligtelsen til at fremme ligeberettigelse, udradere racisme, sexisme og elitisme (vort demokratiske samfunds specielle forbrydelser) – samt krig, er naturligvis påtrængende for et menneske, der ikke kan finde andet, der er værd at forsvare. At politikken i Tyskland var højreorienteret, mens den i USA lå til venstre, bør ikke forvirre os. Begge steder gav universiteterne op over for massebevægelser, og det gjorde de især, fordi de troede at masserne besad en moralsk sandhed, universiteterne ikke kunne hamle op med. Engagement blev bedømt som dybere end videnskab, følelse end fornuft, historien end naturen, de unge end de gamle. Faktisk var den grundlæggende tanke, som jeg har hævdet, den samme. Amerikas nye venstre var et Nietzscheficeret-Heideggeriseret venstre. Det ubændige had til det ‘borgerlige samfund’, var nøjagtigt det samme. Det beviste en berømt professor i politisk videnskab, da han læste nogle taler højt for sine revolutionære studerende om, hvad der måtte gøres. De var vildt begejstrede, indtil han afslørede, at det var Mussolinis taler.” (s. 308)

    Kommentar by Kim Møller — 29. september 2006 @ 00:01

  13. troede at bruge loven til at begrænse ytringsfriheden var en del af regeringens terrorpakke? Så helt skidt kan de da ikke mene det er…

    Kommentar by Allan — 29. september 2006 @ 14:19

  14. Tak til Kim for det store arbejde. Jeg er selv en af de, der figurerer på Rune-“min kone er profet”-Larsens hjemmeside, under betegnelsen fremmedfjendsk. Jeg er i fint selskab: Haarder, Kultur-Brian og Farshad Kholghi!!!!! Det er kosteligt! En af mine gode venner opererer med begrebet: “Gruppen af vanvittige, der bør på finanslove, så de kan optræde til almindelig morskab.” Der tegner sig nogle helt forrygende perspektiver indenfor tv-underholdning:

    Trut-trutte-rut!….DRs licenscirkus præsenterer “Det store kombi-show”…værten er den uforlignelige, Abu-jeg ville jo bare forklare-Laban, med deltagere som Rune E. Farcen, Thøger Said En-faden m.fl. Gæt med i “Hvem gemmer sig i Burkaen, syng med på Kollaboratørpartiets skizofrene canon; “Den aller sidste svans, før vi får Sharia”, sunget af Abdul Habit Nedersen og “I will let your son go down on me”, sunget af en anonym mand fra “Foreningen af festlige pædofile”. Alt sammen foran et veloplagt publikum, der imens spiser vor stjernekoks menu: Kylling Akkari med masser af rå løgn.

    Mulighederne er svimlende!

    De skal eksponeres, hvorefter de skal have det glatte lag med både saglig modargumentation og den latterliggørelse, som de selv så gerne lader andre nyde. De kan nemlig ikke tåle det, så de bliver så dejligt sure.

    Kommentar by Smeden — 29. september 2006 @ 20:47

  15. Erwin Neutzsky-Wulff er søn af Åge Neutzsky-Wulff
    http://bibliotek.dk/vis.php?origin=sogning&field1=forfatter&term1=aage+neutzsky-wulff&field2=titel&term2=&field3=emne&term3=&field4=fritekst&term4=&cclbuf=&divbuf=Alle+typer+materiale&field_mat=&term_mat=&field_sprog=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar=&target%5B%5D=dfa
    Erwins søster er også forfatter, den mere kendte Vita Andersen.

    Der findes en fantastisk god parodi på Faklen her:
    http://www.mereteland.dk/fragglen/fragglen.html

    Sjovt nok ragede Rune uklar med sin mester, hvilket gav mange giftige indlæg i 2001, især Sangen om Rune var giftig
    http://enw.dk/afenw.html

    De er fjernet nu, men kan måske findes på
    http://web.archive.org/web/*/http://enw.dk

    Kommentar by Eks-fakkelbærer — 16. oktober 2006 @ 08:14

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper