11. oktober 2006

16. december 1997 – da Nyrup skød Salman Rushdie, mens Jelved så ham forbløde…

I disse dage hvor ytringsfrihedens moralske vogtere næsten i kor bifalder offentliggørelsen af skjult kamera-footage fra sene aftentimer under et DFU-landsmøde, så kan det godt ærge undertegnede at Poul Nyrup Rasmussens udskejelser i festligt lag ikke trak store overskrifter i 1997. Kunne det være fordi Salman Rushdie som islamkritiker i forvejen var fredløs…

En Julefrokost

‘Bang, bang. Bang, bang.’
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen løfter sin højre hånd, tager roligt sigte – og affyrer med pegefingeren en salve skråt ned mod Salman Rushdie, der ligger og roder på gulvet.

Det er mandag eftermiddag den. 16. december 1996. Vi befinder os i Finansministeriets Struenseværelse, hvor der er julefrokost for regeringens magtfulde økonomiudvalg. I centrum for begivenhederne finder vi Danmarks statsminister, der efter den værste krise i sin regeringstid omsider kan få hævn.

I dette øjeblik leger han, at han dyster mod Salman Rushdie. Forestiller sig, at den verdenskendte britiske forfatter ligger nede under spisebordet, og at han – Nyrup – omsider kan gøre gengæld for alle de problemer, manden med de tunge øjenlåg, har påført regeringen blot nogle uger forinden.

Da har Rushdie i fuld offentlighed ydmyget Nyrup. Ganske vist har Nyrups embedsmænd begået klare fejl ved i første omgang at aflyse Salman Rushdies besøg i Danmark. Men Rushdie har fået en undskyldning, en uforbeholden undskyldning. Og et nyt besøg.

Alligevel fremturer Rushdie ved at gå på natværtshus i København, med Tuborg-nissehue på hovedet og med pressefotografer i hælene. Nyrup er godt træt af den selvbevidste britiske forfatter.

Og nu – her i Struenseværelset – er der mulighed for at få afløb.

Nyrups pæne politiske venner er også med til julefrokosten og deltager i løjerne. Det er en eksklusiv kreds af legekammerater: finansminister Mogens Lykketoft, erhvervsminister Mimi Jakobsen, økonomiminister Marianne Jelved, departementschef Anders Eldrup samt departementsråd Karsten Dybvad. Den absolutte inderkreds i dansk politik.

Med andre ord: Det er den fatwa-ramte Salman Rushdie mod regeringens top og det ypperste af dansk centraladministration. Alle har de nu rottet sig samen mod den stakkels forfatter, der i julefrokost-deltagernes fantasi fortsat ligger dernede på gulvet i desperat kamp mod overmagten.

Marianne Jelved tager over efter statsministerens indledende skudsalve. Hun forestiller sig, at Rushdie er blevet ramt af Nyrups kugler og nu er i færd med at forbløde.

‘Salman, jubler en kåde, radikale økonomiminister og partileder, ‘hvorfor ligger du dernede med alle rødbederne?’
Oprindeligt har det slet ikke været meningen, at Nyrup skulle med til julefrokosten. Han er ikke medlem af regeringens økonomiudvalg, men han har længe nok plaget Marianne Jelved og Mimi Jakobsen, om han ikke nok må have lov at være med.

Selvfølgelig må statsministeren det. Julefrokostens øvrige deltagere nyder at se Nyrup totalt afslappet og på slap line. Det sker så sjældent.

Og netop denne eftermiddag kort før jul er Nyrup helt tydeligt i sit es. Nu er han i færd med at lege den aparte selskabsleg med Rushdie i centrum – forinden er han mødt op med cubanske cigarer til alle, han har medbragt nytårsknallerter til hele selskabet, og han har underholdt med et pænt udpluk fra arbejdersangbogen.

‘Kan du så blive dernede, Salman,’ råber statsministeren – og tramper i gulvet med højre fod for at fastholde Rushdie på positionen, hvor Nyrup og de andre i dette øjeblik mener, han hører hjemme: på gulvet, nede under bordet.

De andre deltagere forstår så inderligt, at Nyrup på denne måde har behov for at få afløb for sine opsparede frustrationer over den i deres øjne så irriterende britiske forfatter, der har været ved at koste regeringen livet.

Marianne Jelved, Mimi Jakobsen og Mogens Lykketoft under virkelig deres statsminister denne stjernestund. Hvis bare folk vidste, at han også kan være sådan. Gid han dog ville slappe af oftere, tænker de.

Kilde: Lunde, Niels & Qvortrup, Henrik: Nyrup. Aschehoug, 1997. S. 9-11. [via Angantyrs hjørne]

Oploadet Kl. 12:28 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer

18 Comments »

  1. Helt ærligt Kim. Hvorfor uploader du denne ikke-historie. Jelved, Mimi og Nyrup tilhører de stuerene, og så er der jo intet forargeligt i den historie. Havde det været en DF’er der havde optrådt på en sådan måde havde det været en anden sag, naturligvis.

    Man skal huske på, at det er ikke konkret hvad der bliver sagt eller gjort der er afgørende for forargelsen. Det er hvem der gør eller siger det.

    Kommentar by JensH — 11. oktober 2006 @ 12:48

  2. Meningen med at grave denne historie er vigtig: at udstille godhedsmafiaens hykleri, og håbe at MSM får øje på den. Ikke som (for nu at gentage mit mantra som jeg har hugget ovre på Jihad Watch) et tu-quoque-pseudomodangreb som afleder opmærksomheden fra DFU. Hvad folk foretager sig af lovlige handlinger i muntert selskab er ikke en historie. Dhimmiernes hykleri og fortielser er, derimod.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 11. oktober 2006 @ 13:07

  3. “Salman, jubler den kåde, radikale økonomiminister og partileder, ‘hvorfor ligger du dernede med alle rødbederne?”
    Man kan sige meget om de radigale, men ingen kan benægte, at de har en ganske særlig form for humor. Det er vel også den, de drager nytte af til daglig, når de skal bortforklare konsekvenserne af det multikulturelle paradis, de ville opbygge.

    Kommentar by JanChris — 11. oktober 2006 @ 13:36

  4. Stol ikke på folk, der ikke engang imellem opfører sig som Nyrup og DFUerne. Et Danmark, der kun består af folk, der ikke bare et nanosekund af deres liv har udsat sig for bare den allermindste risiko for lungekræft, skrumpelever og gonorre, vil være ulideligt at leve i. Tænk bare paa valget i 2001, jeg frøs, da jeg så de unge VUere bag Fogh, allesammen ligeså gennemkontrollerede som han, ikke een eneste ærlig brandert – på sådan en festaften!

    Lars Otto Kristensen

    Kommentar by Lars Otto Kristensen — 11. oktober 2006 @ 14:20

  5. Retten til at dumme sig hører ufravigeligt med til ytringsfriheden.

    Problemet er blot, at nogle (politikere) mener at denne ret til at dumme sig kun tilkommer dem selv, og følgelig er hævet over andres ret til samme.

    Kommentar by Marianne — 11. oktober 2006 @ 15:08

  6. Det er ikke første gang Poul Nyrup har skudt sig selv i foden

    Kommentar by pane — 11. oktober 2006 @ 16:02

  7. Ja, Poul Nyrup opførte sig idiotisk, DFU opførte sig idiotisk.
    Hvad jeg ikke kan forstå ved din posting, Kim Møller, er følgende?

    “I disse dage hvor ytringsfrihedens moralske vogtere næsten i kor bifalder offentliggørelsen af skjult kamera-footage fra sene aftentimer under et DFU-landsmøde.”

    Ytringsfrihedens moralske vogtere, se dem troede jeg du tilhørte.
    Nu er dem der efter din mening svigtede ytringsfriheden under muhammedkrisen pludselig blevet til de foragtelige moralske vogtere af selvsamme. Forvirringen er total, Kim Møller. Hvem forsvarer ytringfriheden i dit univers?

    Og så vil jeg gerne høre, hvordan du kan kritisere offentliggørelsen af disse videoer, når du er en af de få, der rent faktisk stadig har dem til offentligt skue. Hvordan hænger det sammen?

    Kommentar by RasmusE — 11. oktober 2006 @ 16:03

  8. ->6 Rasmus

    “Og så vil jeg gerne høre, hvordan du kan kritisere offentliggørelsen af disse videoer, når du er en af de få, der rent faktisk stadig har dem til offentligt skue. Hvordan hænger det sammen?”

    Offentliggørelsen af videoerne bekymrer mig ikke en høstblomst, hvis man ser på det isoleret. Jeg pointerer bagmandens og Nyhedsavisens motivation for at offentliggøre videoerne, og retter hermed fokus på hykleriet, der i denne sag når uanede højder. Væsentlighedskriteriet sættes ude af kraft for at ramme politiske fjender…

    Jeg vil dog påpege at jeg som weblogger sagtens kunne finde på at smide ting online som har en vis aktualitetsværdi. I det her tilfælde gik det udover DFU…

    Kommentar by Kim Møller — 11. oktober 2006 @ 16:26

  9. Det gør vel næppe heller den store forskel mere om videoerne er online. Jeg nærer ingen tvivl om at islamister allerede har gemt dem på deres harddisks. Skaden er sket og den blev forårsaget af en selvgod socialistisk nar.

    Hvad muhammedtegninger angår, så lad os endelig få flere. Gerne en ny på forsiden af JP hver evig eneste dag hvis det stod til mig.

    Men det skal bare ikke være sådan at der er nogen der får deres tegninger offentliggjort når de ikke selv har indvilliget i det!

    Hvad angår ytringsfrihedens moralske vogtere. Ja så er det vel sådan at disse vogtere netop vogter på at vi andre IKKE bruger vores ytringsfrihed.

    Men det var måske lidt uklart udtrykt Møller.

    Anyway. Jeg har indtryk af, at der er rigtig meget RasmusE ikke forstår!

    Kommentar by Mackety — 11. oktober 2006 @ 17:06

  10. Det mest opsigtsvækkende ved historien er, at Marianne Jelved og Lykke Mogens har humor (dog muligvis under indflydelse af alkohol)!

    At det naturligvis SLET IKKE kan sammenlignes med andres private festligheder er selvklart (ironi, hvis nogen skulle være i tvivl..)

    Kommentar by freshair — 11. oktober 2006 @ 19:17

  11. Minder mig om Seidenfadens hjerneblødning på landsdækkende tv:
    Bertel Haarder: Må man slet ikke lave satire?
    Tøger Seidenfaden: Jov, men det skal være sjovt.

    Kommentar by Anders Kusk — 11. oktober 2006 @ 21:16

  12. Marianne Jelved, Mimi Jakobsen og Mogens Lykketoft under virkelig deres statsminister denne stjernestund.

    —-

    Ja, de under hinanden at have det sjovt og fedt. På andres bekostning. Og uden at indrømme andre den samme ret.

    Jo længere man kommer mod venstre, des mere begrænset bliver synet på ytringsfriheden. Det er deres frihed til at føle sig gode, og til at fede sig – på enhver måde, materielt som moralsk. Alle andre har at rette ind.

    Men den går ikke længere. Uriasposten og andre blogs er det samme sting i siden, som de fede, tyskerforbrødrede magthavere mærkede, da den illegale presse blev udbredt under besættelsen. Fy for satan, det må bekæmpes. Men det blev ved med at brede sig. Folk læste illegale blade og hørte engelsk radio. Og der kom en 5. maj.

    Kommentar by Lama Q — 11. oktober 2006 @ 22:38

  13. Du er sent ude, hr. Møller – den historie havde jeg allerede tilbage i marts …:

    http://www.modspil.dk/politik/danmarks_statsminister__ville_myrde_salman_rushdie.html

    Men da var den nok ikke politisk korrekt set fra det socialt bevidste nationale højre.

    Kommentar by Carsten Agger — 13. oktober 2006 @ 08:50

  14. -> 13 Agger

    Jeg linkede faktisk til din postering den 26. marts, idet Lasse Jensen i Mennesker og Medier bragte Nyrup-historien på banen et par dage forinden.

    Generelt godtager jeg ikke to på hinanden følgende ord fra din hånd, og denne her postering er jo ren ‘kildeoptryk’, inkl. kontekst.

    Kommentar by Kim Møller — 13. oktober 2006 @ 09:08

  15. Det er bare bemærkelsesværdigt, at du nu kan “bruge” den selvsamme historie, som du tilbage i marts udtrykte en mild forargelse over min brug af.

    Ironisk, ville nogen sige. :-)

    Kommentar by Carsten Agger — 13. oktober 2006 @ 10:32

  16. -> 15 Agger

    “Det er bare bemærkelsesværdigt, at du nu kan “bruge” den selvsamme historie, som du tilbage i marts udtrykte en mild forargelse over min brug af.”

    Du sammenlignede Nyrups helt klart humoristiske henrettelse af Salman Rushdie med Akkaris henkastede bemærkning til en kendt terrorsympatisør. Den holder selvfølgelig ikke.

    Jeg sammenligner DFUernes humoristiske tegninger af Muhammed med Nyrups fiktive henrettelse, for at illustrere at der ikke rigtigt er en historie med mindre man vil gøre det til en historie.

    Kommentar by Kim Møller — 13. oktober 2006 @ 10:46

  17. Bortset fra, at Akkaris henkastede bemærkning også virkede som en (knap så smagfuld, ville nogen sige, but there you are) spøg – så forskellen er for så vidt ens. Det er svært at se, når man både er enøjet og har klap for :-)

    Kommentar by Carsten Agger — 13. oktober 2006 @ 10:49

  18. -> 17 Agger

    “Bortset fra, at Akkaris henkastede bemærkning også virkede som en (knap så smagfuld, ville nogen sige, but there you are) spøg – så forskellen er for så vidt ens. Det er svært at se, når man både er enøjet og har klap for.”

    Det holder ikke. Der er tre episoder.

    1) Nyrup pjatter til en julefrokost. Kendes kun fra en kilde = entydigt humoristisk ment. Salman Rushdie blev ikke truet.

    2) Akkari taler med Abu Laban i en bil, som et led i projektet: Mobiliser islam mod Danmark. Akkari er blevet mere radikal de senere år. Abu Laban er kendt islamist: har haft besøg af kendte terrorister, har flere gange udtalt sig rosende om Osama bin Laden, og vigtigst af alt – han har på flere forskellige måder til flere medier erklæret Naser Khader frafalden, hvad i traditionel islamisk ret medfører døden.

    3) Småfulde DFU’er tegner Muhammed i festligt lag. Kendes kun fra en kilde = humoristisk ment. Intet ulovligt er begået – man kan ikke true en afdød.

    Uanset hvordan du vrider fakta, så kan du vanskeligt sammenligne de tre sager.

    Kommentar by Kim Møller — 13. oktober 2006 @ 11:05

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper