2. november 2006

Anker Jørgensen & Kim Il Sung – Berlingske Tidende d. 16. maj 1984

For et par uger siden henviste jeg her på sitet til et punditokratisk tilbageblik til året 1984, hvor tidligere statsminister Anker Jørgensen gæstede Kim Il-Sung i Nordkorea. Den socialdemokratiske partiformand var officiel gæst af det nordkoreanske kommunistparti, og tilbragte perioden fra d. 4. til den 13. maj i landet.

Besøget blev en forsidehistorie i Berlingske Tidende d. 16. maj 1984: Anker J. hylder diktator.

Lidt fra forsiden…

“Det var en hyldesttale af de usædvanlige til Nordkoreas kommunistiske enehersker Kim Il Sung, der gentagne gange blev rost for sin kamp og hengivenhed, og ikke mindre end fem gange fik Kim Il Sung, der i sit land officielt er ‘den store leder’, at vide, at han var ‘kær’ og ‘en kær kammerat’.

Anker Jørgensen var også begejstret for det nordkoreanske folks lykke, og han kunne se på alle folk, at de var glade og tilfredse… [han] benyttede også lejligheden til i sin takketal at beundre landets disciplin og høje produktivitet.

Socialdemokratiets formand fandt endvidere anledning til at fremhæve det nordkoreanske folks kamp for uafhængighed og sammenlignede i en tale med danskernes indsats mod tyskerne under besættelsen.

Forklaringen på de nordkoreanske fremskridt fandt Anker Jørgensen i den kendsgerning, at folket stod bag dets leder, der havde forstået at vise den vej, der skulle følges.”

Besøeget, og ikke mindst Anker Jørgensens tale blev beskrevet i en større artikel på side 5 i 1. sektion: En dansker møder sit forbillede.

Lidt fra artiklen…

“I Nordkorea blev de store ord fundet frem, og han var ikke karrig med sin ros. Landets mangeårige enehersker Kim Il Sung var både kær og elsket og fik iøvrigt mange gode ord med på vejen.

[…]

… og Anker Jørgensen viste med klare ord, hvad han mente om systemet og dets leder, da han holdt sin store officielle takketale i landets hovedstad:

‘Vi forstår, at De, præsident Kim Il Sung, har været en fremragende leder af en meget lang og hård kamp for Deres lands uafhængighed. Jeg forstår, at Deres folk ønsker at være fri af enhver dominans fra store lande. En af de store opgaver for det koreanske folk er at fremme genforeningen af Korea. Jeg forstår meget vel at ét folk ønsker at bo i ét land, så jeg støtter fuldtud Deres kamp for at nå dette mål… Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke… Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne. Jeg mener, vores kamp var hård. Men jeg er sikker på, at vi ikke kan sammenligne den med alle de frygtindgydende begivenheder, som De og Deres land har været udsat for.’

Talen og dens omtale af besættelsen blev holdt netop på Danmarks befrielsesdag 5. maj ved en stor banket i Pyongyang… Så fulgte en meget rosende omtale af Nordkorea. ‘Folket fører et godt og sundt liv’, konstaterede Anker Jørgensen, der også hyldede landets produktivitet. Afsnittet sluttede: ‘Denne udvikling er meget fantastisk’.

Den danske oppositionsleder fortsatte: ‘Jeg vil også sige, at det er skønt at se Deres lykkelige folk. Alle har job, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børn og skoleelever i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid.’

Herefter gav Anker Jørgensen forklaringen på, hvordan alt dette er gået til:

‘Det har været muligt, fordi De, præsident Kim Il Sung, har vist Deres folk den vej, der skal følges, fordi Deres folk står bag dets leder, men også fordi Deres folk virkelig ønskede at bygge landet fint op igen… Deres folks villighed og disciplin ligger på et meget højt niveau.’

[…]

Anker Jørgensen åbnede sin tale med et ‘kære kammerat’, men ved talens slutning tog begivenhederne fart. Før skålen blev udbragt, fik Kim Il Sung at vide hele fire gange, at han var ‘kær’ og endelig ønskedes Kim Il Sung personligt ‘et langt liv og et godt helbred’. Dette med det lange liv blev kædet sammen med en skål for ‘venskabet mellem Koreas arbejderparti og det danske socialdemokrati’. Anker Jørgensen kunne også den særlig jargon med at ønske ‘alle tilstedeværende et godt helbred’.

Da Kim Il Sung skulle tale til Anker Jørgensen var han mere behersket i tiltaleformen… Den danske gæst blev også hyldet, fordi han havde arbejdet så ihærdigt for venskabet mellem Korea og Danmark. Kim Il Sung var også tilfreds med, at Anker Jørgensens parti var så aktivt i fredsbevægelsen.”

På fotografiet, som Berlingske Tidende har taget fra det engelsksprogede partiorgan The Pyonggyang Times, ses fra venstre mod højre: Ho Dam (formand for Politbureauet mv.), Anker Jørgensen, Kim Il Sung (‘den store leder’), Kil Jae Gyong (suppleant, Centralkomitéen mv.).

NB: Artiklen er skrevet af Lars Th. Kjølbye. Jeg har valgt at fremhæve citaterne fra Anker Jørgensens tale med brun skrift.

Oploadet Kl. 10:12 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer

10 Comments »

  1. En nyttig dokumentation af hvor dybt Socialdemokratiet fornedrede sig i fodnote- og besøg i Moskva- perioden.
    Jeg havde faktisk næsten glemt, hvor grelt det stod til den gang.

    Kommentar by antisalafisten — 2. november 2006 @ 10:38

  2. Hvordan Anker Jørgensen i visse dele af befolkningen står som en god leder er mig ganske ubegribeligt !!! Udenrigspolitisk bestilte han jo stort set ikke andet end at lave dybe knæfald for de brutale kommunistiske diktatorer, samtidig med han konstant kritiserede vores amerikanske venner. Præsident Reagan dæmoniserede Anker J. jo nærmest som værende den den største trussel mod verdensfreden. Slevfølgelig en fuldstændig absurd tanke, men desværre var den slags fordrukne sludder særdeles ‘gangbar mønt’ i den offentlige debat under fodnote-regimet.

    Kommentar by JensH — 2. november 2006 @ 11:16

  3. ->1 “Jeg havde faktisk næsten glemt, hvor grelt det stod til den gang.”

    Og så er forskellen jo næsten ikke til at få øje på i dag. Jeg husker engang i 1983 hvor DR sendte et BBC-program om forholdene i Nordkorea. Der var bl. a. noget med at deres radioer var indrettet til kun at kunne modtage regimets egne stationer. Jeg kom i skænderi med en bekendt som (beruset) var på besøg hos en af mine medboere, da jeg fortalte om de skrækkelige forhold i dette land. “Hold nu ooooop”, kan jeg huske han sagde. Pointen er, at selv om han ikke var engageret på denne del af venstrefløjen, var det upassende af mig at sidde og lire sådan noget reaktionær snak af. Det gjorde gode, venstreorienterede mennesker som os altså ikke.

    Det er kun en times tid siden at jeg gerådede ud i et mindre skænderi med en kollega som åbenbart stemmer EL. Her er hans “guldkorn”: De dårlige ting som muslimer begår skyldes at de er ofre for racisme. Dansk Folkeparti er gennemført “fascistisk”. Enver Hoxha-styret i Albanien og Maos Kina var ikke ubetinget onde. Det kan godt være, at Mao var historiens største massemorder, sagde han, men der var også “gode ting”. “Tingene er ikke sort-hvide” (til hvilket jeg sagde, at det kunne man da også sige om Hitlertyskland, hvor togene kørte til tiden, og man risikofrit kunne stille cyklen fra sig ulåst. Ironien prellede helt af). Jeg har konstateret at han lukker helt af når man prøver at komme med fakta som modargumenter, bliver fjern i blikket og hører ikke hvad man siger. Jeg cuttede hurtigt af og sagde, at jeg ikke gad den diskussion. Det var også en undtagelse, da jeg godt ved at man spilder tiden. Revolutionsromantisk selvbedrag og apologi eksisterer i bedste velgående.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 2. november 2006 @ 11:48

  4. Og hvad hører man fra Anker Jørgensen og hans proselytter.
    Larmende tavshed!

    Kommentar by Anders Orris — 2. november 2006 @ 12:42

  5. “Jeg har valgt at fremhæve citaterne fra Anker Jørgensens tale med brun skrift.”

    Velvalgt farve. Mage til knæfald for et diktatorisk regime skal man lede længe efter.

    Anker Jørgensens regeringstid er ikke et af de lyse i danmarkshistorien. Det er næppe helt tilfældigt, at den gamle 5 øre gik under tilnavnet en “Anker”: lille, rød og rund – og ikke meget værd!

    Kommentar by freshair — 2. november 2006 @ 17:06

  6. Til morgen var en lektor i DRs islamiske propagandamaskine – også kaldet Pravda eller Isvestia – for at fortælle om diktaturet Dubai der sørme har økonomisk udvikling, og det ligner sørme et moderne samfund med højhuse og såd´n – paralellen til 30ernes intellektuelle besøgende i Lillefar Stalins paradis på jord er skræmmende og begrædelig.

    I det hedengangne Sovjet gik den vittighed om Pravda og Isvestia, der hhv. betyder Sandheden og Nyhederne, at der ikke var nogen sandheder i Nyhederne og ingen Nyhederne i Sandheden.

    Om Goebbels gik der i Danmark under krigen at der var lighed mellem ham og lyng.
    De dækker begge over Sand Heden………..

    Hvor er i øvrigt den danske humor henne – den politiske satire – viddet og det ædende og spiddende subtile… Er Mo-tegningerne virkelig det bedste i den forbindelse….

    Kommentar by Limewoody — 2. november 2006 @ 18:11

  7. Har Anker Jørgensen ikke også slået sig på flasken nu om dage?

    3 – Lars Findsen.
    Jeg kender godt de typer du beskriver, har selv prøvet at debatere med en af mine venner som arbejder for en fagforening. Han fik et chok da jeg vovede at kritisere Mao! Altså helt ærligt hvor har han været? Han har ingen viden, kun fantasi. Amerika er de dårlige og Maos Kina de gode.
    Man kunne jo bare starte med at lade alle de 5 millioner der i sin tid stak af fra Kina til Hong Kong fortælle deres historie om hvorfor de stak af med livet som indsats. Men det er ikke noget for vores dDR eller TV2 at bore i. Desværre.

    Kommentar by Pleth — 2. november 2006 @ 18:16

  8. Lille lyserøde Anker var som statsminister en gennemført, eksemplarisk skiderik, hvilket han fik manifesteret både indenrigs- og udenrigspolitisk.

    Efter sin afgang støttede han en gruppe palæstinensiske asylsøgeres besættelse af Hellig Kors kirke på Nørrebro. De stakkels flinke mennesker skulle da have asyl, selv om reglerne ikke berettigede dem til det.

    Det fik de så. Kriminalitet, vold og systematisk nasseri er den regning, det danske folk betaler.

    Lille lyserøde Anker blev den nyere tids Erik Scavenius. Spytslikker for en ny besættelsesmagt, og for så vidt endnu mere modbydelig end Scavenius, der var en kold pragtmatiker. Anker bildte sig selv – og med et vist held også andre – ind, at han havde moralen på sin side.

    Kommentar by Lama Q — 2. november 2006 @ 20:34

  9. Korrektur: Pragtmatiker, ha ha. Pragmatiker.

    Kommentar by Lama Q — 2. november 2006 @ 20:37

  10. Og de økonomiske flygtninge fra f.eks. Libanon og Somalia rejser år efter år på lange ferier i det land, de er flygtet fra.

    Kommentar by Kurt — 3. november 2006 @ 00:28

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper