26. november 2006

Jesper Langballe vs Jørgen Bæk Simonsen om nødvendigheden af islamisme-forskning

Under finanslovsforhandlingerne blev der på Dansk Folkepartis foranledning, øremærket ti millioner kroner til islamisme-forskning, og da Jesper Langballe og Peter Skaarup fra partiet senere pointerede at midlerne ikke skulle gå til Carsten Niebuhr-instituttets forskere var debatten igang. Et indgreb mod forskningsfriheden lød det fra den ene fløj, alt imens Langballe pointerede at man selvfølgelig ikke kunne bruge Jørgen Bæk Simonsen til noget, når han i sin seneste bog skriver at jihad “begyndte som krige mod vestlige kolonimagter”.

Det er ikke svært for undertegnede at give Langballe ret, for er der noget den post-koloniale tradition i islamforskningen ikke kan bruges til, så må det være at afdække forholdet mellem islamisme og terrorisme. I mit speciale konkluderede jeg specifikt at Bæk Simonsens humanistiske tilgang, og udtalte promovering af multikultur, ikke gav “videnskabeligt forankrede tolkninger af islam som samlende fænomen”, og det er her hunden ligger begravet så at sige. Når man som Bæk Simonsen har det udgangspunkt at muslimer stort set ikke har fællestræk der kan henføres til religiøse skrifter, så er han næppe den rigtige til at blotlægge ideologiske mønstre med baggrund i det religiøse.

Jeg har ikke tidligere henvist til debatten der fulgte finanslovsbevillingen, men må dog fremhæve en længere artikel i seneste nummer af Universitetsavisen (KU, 23/11-06, Nr. 17, s. 8-11), hvor Kristoffer Holm Pedersen har sat Jesper Langballe og Jørgen Bæk Simonsen stævne.

Her lidt fra Har islam indbygget terror?

Jørgen Bæk Simonsen (JBS): »Hvis du kigger på hvad der er bedrevet af forskning på CNA er det helt rigtigt at den ikke har været fokuseret på – endsige specielt interesseret i – at kigge på den afart af islam og islamisme der ender i terrorisme. Men jeg viser fx i min disputats at der er en iøjnefaldende ‘manipulation’ af dele af den koranske åbenbaring.

Så dér er hverken tale om at være politisk korrekt endsige konfliktsky.
Enhver der kender Langballes position, kan ikke være i tvivl om at der er nogle tydelige uoverensstemmelser mellem ham og så de resultater jeg når frem til i mine empiriske undersøgelser af islam i Danmark…«.

[…]

JL: »Nu hvor Jørgen Bæk Simonsen taler om vores respektive positioner, så vil jeg gerne ganske kort præsentere min personlige baggrund. Jeg er kristen teolog, og det er min tilgang. Jeg anskuer islam ud fra sammenstødet med og modsætningen til kristenheden.

Og her er der tale om det man kalder ‘kulturkristne’ og ‘kulturmuslimer’ – mennesker som med modermælken har fået fuldstændig diametralt forskellige begrebssæt om hvad tilværelsen går ud på indbygget i sig. Og det mener jeg faktisk har relevans.

Det jeg har imod når jeg læser dig, Jørgen Bæk Simonsen, er alt det du ikke skriver. I din bog ‘Hvad er islam?’ har du et afsnit om Jihad, der jo er et meget væsentligt begreb for vores verden lige nu.

Afsnittet begynder i år 1798 med nogle muslimske opstande mod Napoleons besættelse af Ægypten hvor du beskriver Jihad som frihedskrige mod vestlige aggressioner.

Jeg synes dog det ville være mere naturligt dels at begynde med koranen der opfordrer til hellig krig et utal af gange, hvilket du kun nævner i forbifarten et andet sted i bogen, dels at gøre opmærksom på at der ikke findes én tomme muslimsk jord i verden som ikke er vundet ved militær erobring i Allahs navn. Hele den kolossale muslimske ekspansion hører man intet om.«

[…]

JBS: »Din indgang til islam ligger i en kristen tradition. Og derfor undrer du dig over at det du kalder ‘ånden i islam’ ikke er redegjort for i forskellige sammenhænge. Men det er jo den måde du mener svarene på islam skal gives.

Når de ikke bliver givet på den måde, er det jo fordi vi både i den moderne og historiske verden kan se at der ikke er tale om en Jihad i den forstand du tror at man dogmatisk og teologisk vil kunne forklare moderne Jihad på.

Moderne Jihad er vokset ud af en sammenhæng. Og det er fuldstændig rigtigt at den sammenhæng er til stede i den muslimske verden. Men jeg vil til et hvilket som helst tidspunkt afvise at der er nogen som helst videnskabelig forklaringsmodel indbygget i en kristen teologisk tilgang til forståelsen af islam.

[…]

JL: »Nu har jeg ikke læst din disputats. Men at beskrive Jihad som du gør i ‘Hvad er islam’ synes jeg svarer til at man skal skrive bilens historie og så begynder med et bilsammenstød i 2004«.

[…]

JL: »… du vil formentlig medgive at man ser et muslimsk handlingsmønster igen og igen og igen. Og her taler jeg om terroren, jeg taler om den meget massive kvindeundertrykkelse, jeg taler i det hele taget om de ting ved islam der skaber problemer.

Kan vi da ikke enes om, at der er en helt bestemt åndsbaggrund i islam? Og at vi, hvis vi ikke forstår den og dens kobling til handlingskonsekvenserne, så er fuldstændig hjælpeløse og afmægtige overfor den?«

JBS: »Ud fra et videnskabeligt synspunkt kan jeg ikke anerkende at der bag disse handlinger skulle være en bestemt ånd der får mennesker til at gøre noget bestemt. Jeg medgiver at der er nogle referencerammer som muslimske mænd igennem mange århundreder har været dygtige til at udnytte for at holde deres kvinder hvor de gerne ville have dem.

Men min pointe er at der ikke er nogen ånd, men en vedvarende dialektik mellem den person der er resultatet af en bestemt kulturel og religiøs tradition på den ene side og så måden hvorpå han/hun går ind i dialog med den tradition for at udvikle en fortolkning som passer, indfrier og tilfredsstiller de behov han/hun har til religionen«.

[…]

JBS: »Når forskningsrådene fastlægger nogle forskningspolitiske erklæringer, så sker det ud fra det der er i alles forskningsinteresse at få afdækket. Beslutningen ligger med andre ord hos forskerne. Det der skurer i mine ører, er at du så bramfrit og meget kontant siger at det er ånden i islam du gerne vil have undersøgt.

Der er du jo med til at fastlægge præmisserne for måden hvorpå de ti mio. skal bruges, og det mener jeg bliver politisk.

[…]

JBS: »Der er ingen som helst tvivl om at hadet til USA indgår som et ideologisk ikon som så har været selvforstærkende på grund af en bestemt politisk adfærd fra amerikansk side.

Den amerikanske politik har i en lang række sammenhænge været en afgørende mobiliserende faktor for at nogle muslimer i fortolkningen af deres islamiske tradition ender steder hvor de udgør en trussel for helt uskyldige mennesker.

Men jeg vil altså fastholde at der ikke er noget i islam der får ganske bestemte muslimer til at gøre noget ganske bestemt. Men der er noget i den islamiske tradition som nogle muslimer under ganske bestemte forudsætninger kan bruge til at få en eller anden politisk eller økonomisk eller kulturel mening udtrykt.

Det dynamiske element er omdrejningspunktet. Og derfor afviser jeg antagelsen af at der findes en »islamisk ånd. Findes der noget, så er det forskellige måder hvorpå forskellige muslimer har læst og fortolket det de opfatter og udlægger som islam«.

JL: »Det er da en utrolig underkendelse af Koranen. Selvfølgelig er der da en islamisk ånd, ligesom der er en kristen ånd der består af den ganske enkle påstand at gud blev menneske og døde på korset for vore synders skyld og at hele vores tilværelse begynder med tilgivelse. I modsætning til en lovreligion som islam der foreskriver menneskene hvordan de skal leve«.

JBS: »Jeg er helt enig i at der er en ånd i Koranen, selvfølgelig er der det. Men der er ikke nogen ånd i Koranen der får muslimer til at gøre noget ganske bestemt. Jeg tror ikke et øjeblik på at der er en eller anden gud der styrer det historiske forløb«.

[…]

JBS: »Altså, hvis du fx går ind i debatten i et land som Ægypten vil du kunne se at da Ægypten blev etableret som selvstændig nation i 1922, var en stribe intellektuelle muslimer der på det personlige niveau var troende, men som samtidig holdt fast i at enhver reference til et kalifat, som et på koranen baseret system, er en muslimsk historisk konstruktion«.

JL: »Det er jeg helt med på. Vi kan nævne Ægypten som du gør, vi kan nævne Kemal Atatürks Tyrkiet, og vi kan nævne Shahens Persien fordi de alle var vestligt orienterede«.

JBS: »Præcis. Og det er min afgørende pointe: At etablere et politisk system er en lige så levende reference for ganske mange muslimer som det er for os andre. Der er massevis af muslimer der kan gebærde sig sekulært«.

JL: »Prøv nu at høre: Hvis vi tager både Atatürk og Shahen, så var de jo ikke udtryk for nogen mangfoldighed indenfor islam. De var udtryk for antiislamisme. Shahen ville jo faktisk rive sjælen ud på sit folk og fjerne den muslimske tro.

Det tror jeg ikke på at man kan og man kan se hvordan det gik: Et tilbageslag kom med stor uhygge med Khomeinis islamiske revolution. Og at den bare skulle være en facet i det islamiske mønster, er forkert. Nej, det er den rigtige islam«.

JBS: »Det er så dit udsagn. Mit udsagn er at islam er blevet og islam vil forblive fortolket meget forskelligt afhængig af hvem der fortolker hvad hvornår. Dit postulat er at der er et eller andet i islam der per automatik vil slå igennem«.

[…]

JL: »Der er et eller andet i islam der uvægerligt slår igennem. Synes du ikke Persien er et fantastisk godt eksempel? En af de rigeste kulturer verden nogensinde har set, vores egen kulturs vugge, som bliver tromlet flad af islam«.

JBS: »Nu får jeg kuldegysninger! For det du der er i gang med, er at genopvække ganske bestemte mytologiske antagelser af det ariske«.

[…]

JBS: »… Shahen blev væltet af den islamiske revolution. Men Khomeini satte de øvrige Ayatollaher i husarrest fordi den fortolkning af islam han lancerede, var uislamisk efter de andre Ayatollahers mening. Der var altså en diskussion blandt de muslimske højlærde om det Khomeini postulerede var islam, nu også var islam.

Så derfor er det ikke islams vederstyggelighed der slår igennem i den islamiske revolution, men et brutalt politisk opgør som mere eller mindre politisk vederstyggelige personer iscenesætter. Og jeg opponerer imod og jeg tager afstand fra at der er nogen som helst forklaringseffekt i en reference til islam i det her«.

JL: »Det synes jeg altså er at sætte kikkerten for det blinde øje. At Khomeini sætter de øvrige Ayatollaher i husarrest er jo et udtryk for at muslimer ikke kan blive enige om noget som helst. Og jeg vil sige: Gud være lovet for os andre at de ikke kan det«.

JBS: »Muslimer fortolker islam og det gør de i overensstemmelse med hvem de er, hvor de er og hvornår de er, på fuldstændig samme måde som alle mulige andre mennesker fortolker det de respektivt er resultat af.

Og den fortolkningsiver er tilsyneladende noget der hverken er knyttet til det at være muslim eller kristen eller jøde eller buddhist eller noget som helst andet. Men det ligger tilsyneladende til det at være menneske. Og derfor er det jo helt afgørende at vi skal væk fra antagelsen af at når et menneske er noget bestemt religiøst, så agerer det på en bestemt måde.

Jørgen Bæk Simonsen i abstrakt (virkelighedsfjern) apologi med indbygget ideologisk positioneren, hvor enhver form for islam forholder sig lige korrekt til de religiøse kilder, og virkeligheden blot er noget forskere kan italesætte efter forgodtbefindende. Det er naturligvis nonsens, for selvfølgelig kan islam defineres, og når den kan defineres, så kan der selvfølgelig også afdækkes fællestræk med basis i det religiøse. Al forskning er betinget af kategoriseringer og generaliseringer, og når Bæk Simonsen med flere afviser at se nærmere på forbindelsen mellem islam og terrorisme, så siger det mere om deres forhold til multikultur i en dansk kontekst, end om islam som ideologisk konstruktion.

Blandt Bæk Simonsens mange polemiske kommentarer må fremhæves hans påstand om at der ikke er nogen “som helst videnskabelig forklaringsmodel indbygget i en kristen teologisk tilgang til forståelsen af islam”. Danmarks mest berømte islamforsker gennem historien er uden tvivl filologen Frants Buhl. En mand der i forhold til det religiøse var langt mere kristen-fundamentalist end Langballe, og i forhold til det videnskabelige var langt mere stringent end Jørgen Bæk Simonsen. Begge tilgange har sine mangler, men man kan altså ikke spørge Tim Jensen, Mikael Rothstein eller Jørgen Bæk Simonsen om forholdet mellem islamisme og terrorisme. Ideologien blokerer simpelthen tankerækken.

Links.

  • 2/8-05 Uriasposten – Jørgen Bæk Simonsen: Studies in the Genesis and Early De… (1988)..
  • 9/11-06 DR2 Deadline 22.30 – Debat mellem Jesper Langballe og Mikael Rothstein.
  • 17/11-06 Kristeligt Dagblad – Er dansk forskning i islam for politisk korrekt?
  • 24/11-06 Weekendavisen – Man forsker jo heller ikke i Tøndersagen.
  • 21 Comments »

    1. JL: “En af de rigeste kulturer verden nogensinde har set, vores egen kulturs vugge, som bliver tromlet flad af islam«.
      JBS: »Nu får jeg kuldegysninger! For det du der er i gang med, er at genopvække ganske bestemte mytologiske antagelser af det ariske«.

      Prøv at se hvordan JBS glider af, når talen handler om islams ekspansion ved militær aggression. Og for god til at spille på en billig kobling mellem Dansk Folkeparti og nazismen er han heller ikke.

      Dette udsagn er højst besynderligt:

      JBS: »Jeg er helt enig i at der er en ånd i Koranen, selvfølgelig er der det. Men der er ikke nogen ånd i Koranen der får muslimer til at gøre noget ganske bestemt. Jeg tror ikke et øjeblik på at der er en eller anden gud der styrer det historiske forløb«.

      For mig at se springer han fra én betydning af “ånd” i de to første helsætninger, til en anden i den sidste. At der er en “ånd” som handler om vold mod ikke-muhammedanere kan enhver forvisse sig om ved at læse et udvalg af Korancitater. Dette vil også en ateist kunne se. Men denne ånd er at finde i Muhammeds hjernevindinger. No god required.

      Om JBS er sig bevidst at han manipulerer så det står ud af samtlige kropsåbninger er et af tilværelsens store mysterier for mig, på linje med Dallas, 22/11-63.

      Mit sædvanlige modtræk mod argumentation som hans er at bede ham om at dokumentere eksistensen af en demokratisk retning indenfor islam, en retning som troværdigt afsværger sharia som endemål, og som har formuleret en teologi som distancerer sig fra de angiveligt gudsgivne voldelige suraer som f. eks. 9:29, OG at vise, at denne teologi er accepteret som mainstream, og ikke kætteri.

      Kan JBS det? Gu’ kan ej. Så længe jeg ikke har fået dokumenteret eksistensen af dette fabeldyr vil jeg fortsætte med at være muhammedanismens fjende.

      Kommentar by Lars Findsen På Crack — 27. november 2006 @ 00:07

    2. Mon ikke de fleste muslimer ville undre sig meget over JBS’s udtalelse om, at deres handlemåde ikke er påvirket af Koranens ånd? For samtidigt siger han jo, at idéen om islam som en samlende og identitetsgivende ideologi er et stort blufnummer.

      Kommentar by Mette — 27. november 2006 @ 00:11

    3. Ja han dummer sig. Først har islam ikke en ‘ånd’, dernæst erkender han det, og forsøger at redde det i definitionen. Det han i realiteten siger, er at det nok kan være man kan udlede noget af kilderne, men hvis man gør det, så skal det være noget banalt positivt. Alt andet smager for meget af Hitler.

      Kommentar by Kim Møller — 27. november 2006 @ 00:17

    4. ->2 Jo, der er noget patroniserende ved apologeternes holdning til dette trossystem. Men hvis de tog jihadisternes egen opfattelse af deres motivation alvorligt, ville deres apologi falde til gulvet med et brag, og de ville nok få vanskeligt ved at få gehør hos dhimmierne og appeaserne. Hmm, dén vinkel har jeg ikke været opmærksom på før nu.

      Kommentar by Lars Findsen På Crack — 27. november 2006 @ 00:21

    5. Hvordan gik det egentlig med specialet?? Er lidt nysgerrig efter hvordan det blev modtaget :o)

      Kommentar by Morten — 27. november 2006 @ 09:13

    6. ->5 Morten

      “Hvordan gik det egentlig med specialet??”

      Det gik som forventet, men vil helst ikke røbe for meget mens ankenævnet stadig behandler sagen;-) Bogen udkommer på et senere tidspunkt, og jeg skal i den forbindelse nok lave en solid gennemgang af forløbet inkl. sagens akter.

      Kommentar by Kim Møller — 27. november 2006 @ 09:25

    7. Meget interessant samtale og illustrere jo fantastisk godt at DF og Langballe er fantastisk uvidende om de historisk-økonomiske faktorer bag islamisme. De er forblændet af koranen.

      JBS er en god og neutral forsker der tager alle elementer ind og vurderer dem. At borgerlige tæskehold angriber ham er for sølle. Men sådan går det når man skal bekæmpe viden for at beholde magten.

      Kommentar by allan — 27. november 2006 @ 10:05

    8. For nogle måneder siden kunne man på Allans blog læse at Dansk Front havde infiltreret Danmarks Radio. Idag kalder han Jørgen Bæk Simonsen for “en god og neutral forsker”.

      Kommentar by Kim Møller — 27. november 2006 @ 10:16

    9. “JBS er en god og neutral forsker”

      Ja, og Adolf Hitler var en blændende god maler, og Stalin en hjertevarm præst i den russiske ortodokse kirke. Utroligt sådanne to genier kunne ende med at hylde det totalitære ????

      Ærlig talt Allahn; Du er ganske enkelt uden for pædagoisk rækkevide.

      Kommentar by JensH — 27. november 2006 @ 12:15

    10. “Der er du jo med til at fastlægge præmisserne for måden hvorpå de ti mio. skal bruges, og det mener jeg bliver politisk”.

      – Det er ganske utroligt hvad JBS siger. At JL bliver “politisk” når han vil fastlægge præmisserne hvad 10 mio. kr skal bruges til – førhen var alt jo politik for venstrefløjen. Men åbenbart ikke når man selv har magt – så bliver man reaktionær.

      “Men jeg vil altså fastholde at der ikke er noget i islam der får ganske bestemte muslimer til at gøre noget ganske bestemt”.

      – Hvis man læser hvad nogle siger: At vesten fører krig mod islam burde det være et signal til JBS og andre. For hvad er essensen i dette udsagn. At troen er truet og derfor kan alle regler sættes tilside for at bevare troen hvis det er dens overordnede interesse.

      -Så vidt jeg husker, siger Buhl, at for islam helliger målet midlet.
      I en beretning om islam i kolonitiden i Afrika – den europæiske, ikke den arabiske – fortæller en kristen missionær om en tildragelse med en “hellig” mand, der efter koranens forskrifter finder ud af at islam er truet og indleder hellig krig med babariske midler ud over det sædvanlige.

      -Alt dette kan en materialist som JBS ikke acceptere og derfor løber han vild. Islam handler jo netop ikke om den enkeltes frihed til søge lykken, men om at underkaste sig et bestemt tankesæt. Derfor er en marxist som JBS også så glad for islams koncept. Og mussulmændene er så glade for den gudløse marxisme, der dog søger det “retfærdige” samfund og ikke individet.

      “JBS: »Der er ingen som helst tvivl om at hadet til USA indgår som et ideologisk ikon som så har været selvforstærkende på grund af en bestemt politisk adfærd fra amerikansk side”.

      -Javel, ja – så er det jo også helt naturligt at man sender fly ind i WTC, Pentagon og mod det Hvide Hus. Hvad i alverden forventer man, når amerikanerne angribes på deres eget territorium. Japanerne angreb Pearl Harbor og dette fik USA ind i 2. verdenskrig. JBS lader til at være ganske uvidende om historiske og politiske forhold så det skriger til himlen.
      Kunne han ikke sige det samme om den muslimske verden?

      “JBS: »Nu får jeg kuldegysninger! For det du der er i gang med, er at genopvække ganske bestemte mytologiske antagelser af det ariske«”.

      -JBS fanges i sin egen besættelse af racen/det racistiske tema. Hvad er “det ariske”. Hvad mener JBS?? Igen er sammenligningnen islam/marxisme nærliggende. Den grænseoveskridene ideologi hvor forskelligheder påståes opløst af et interessefællesskab og et fælles trosfundament. Udtryk for ren og skær leninisme.

      JBS:
      Det lugter som islam, det ser ud som islam, det har samme farve som islam, det har udspring i islamiske kilder og traditioner som islam -men det er ikke islam.

      Kommentar by limewoody — 27. november 2006 @ 12:29

    11. Kim. Forvent dig ikke for meget af en anke. Jeg hár været der, og oplevede med forbløffelse, at vandtæt dokumentation blev ignoreret af personer, der ikke selv havde behov for at dokumentere.

      I øjeblikket er jeg i gang med middelalderhistorikeren Brian Patrick McGuires “Den levende middelalder”, Gyldendal, 2005. Som du måske ved, er han professor ved RUC. Bogen er en gave, og det var med bange anelser, at jeg allerede på omslaget, hvor forfatterens meriter ellers kun ultrakort ridses op, stødte på oplysninger om, at han har modtaget “PH-prisen for sit arbejde i at bistå asylsøgere og flygtninge i Danmark”. Det er jo aldeles uvedkommende i den sammenhæng.

      Men muslimerne dukker jo hurtigt op i teksten og hele tiden i positiv sammenhæng og uden de perspektiver, som der ellers var god grund til at nævne. Fx den rædsel, som Kontantinobels fald førte med sig i den kristne verden. Ligeså køres der meget rundt i homoseksualitet, og minsandten er der også blevet plads til Jan Guillou, hvis historiske romaner betegnes som “fremragende”. Det er muligvis rigtigt, men det er der jo så mange andre, der også er, så der var ikke grund til at få specielt denne medieping mast ind.

      Hvis jeg havde afleveret slet skjult propaganda af den art i et historisk eksamensprojekt, var jeg kort og godt blevet dumpet eller bedt om at trække det tilbage og ændre det, så at det uvedkommende blev slettet.

      Kommentar by Mette — 27. november 2006 @ 12:42

    12. Desværre ser jeg først mine stavefejl et par sekunder efter, at de er sendt afsted.

      meriTTer

      KontaninoPel.

      Kommentar by Mette — 27. november 2006 @ 12:46

    13. > 11: McGuire er en ynkelig amerikaner, integreret 100 procent i ynkelig dansk multikulturalisme. Det kunne være fint at se nogle uddybende bemærkninger om hans (uden tvivl) ynkelige bog!

      Kommentar by Lama Q — 27. november 2006 @ 14:11

    14. Jeg synes, det er interessant at JBS bruger den samme metode ved islam som når kommunismens skal undskyldes. Altid er det at det er pga. enkeltpersoners fortolkning og at der ikke er noget galt med ideologien i sig selv, og at man skal se de historiske, politiske og økonomiske sammenhænge. Jeg gad vide om det samme også gælder for nationalsocialismen? Bør man ikke også have den samme forståelse for nynazister og forstå, at de blot fortolker på forskellige måder? Eller jeg har måske ikke forstået. Utroligt så svært det efterhånden er blev gjort at forstå. Jeg går selv på universitetet og de fleste af JBS’s type både studerende og undervisere er virkelig veltalende og retorisk dygtige. Det minder mig tit om sofisterne i Platons fortællinger om Sokrates. Så veltalende, at de kan overbevise en om at man er en sten og en sten er en mand.

      Kommentar by Jacob — 27. november 2006 @ 14:45

    15. >14 Jacob

      Det pudsige er at multikulten skifter mellem at mene at det er enkeltpersoner den er gal med når snakken falder på Islam, til at det er gruppen eller kulturen den er gal med når snakken falder på Danmark eller dansk kultur.

      I andre tilfælde kan du høre dem hævde, at der ikke findes noget sådant som et afgrænset Islam om hvilket der kan fældes dom, men når så snakken falder på Kristendom har de sjovt nok færre problemer med at fælde dom.

      Alt efter hvilken sammenhæng de udtaler sig i, vil du kunne høre dem udtale, at der:

      1. Ingen dansk kultur findes
      2. Ingen islamisk kultur findes
      3. islamisk kultur er smukt
      4. dansk kultur er fascistoid
      5. ingen afgrænset religion findes
      6. religion styrer alt
      7. ingen forskel er på kristendom og islam
      8. islam betyder fred og kristendom er krigerisk

      Du vil såmen også kunne høre de samme multikult tilhængere hævde, at kultur eller religion ikke findes og at individet ikke findes idet individet defineres af sin kultur.

      Pointen er at multikultens tilhængere har lykkedes med at erobre vores kulturs højeste poster og nu har de sat sig for at destruere den. Jeg kan umuligt se det på anden vis, når jeg kan se med egne øjne og med egne ører hører hvorledes disse mennesker som bl.a. JBS har degraderet al humanistisk videnskab i DK til at ligge under for det værste pseudovidenskabelige semimytologiske og notoriske nonsens.

      Det er en skændsel hvorledes disse mennesker er sluppet afsted med at ophøje religiøst volapyk til videnskab.

      Kommentar by Mackety — 27. november 2006 @ 15:00

    16. 14 Mackety

      Enig og jeg har skam hørt alle de punkter du opridser, dog ofte bedre pakket ind i snak. Andre gang som enkelt kommentarer, der er kortere. Det er kulturrelativismen, der er intet der kan defineres og alt er lige godt. Hvis kulturrelativismen var kommet tidligere havde vi aldrig udviklet os fra aberne. “Deres leve måde er jo lige så god som vores!” Vi var aldrig kommet til at have agerbrug.”Man kan ikke sådan tage jorden i besiddelse den tilhøre alle og vi kan ikke have førsteret!” Grækerne ville aldrig have besejret perserne. “Vi bør leve sammen i fred og fordragelighed og blive beriget af deres kultur!” Romerriget ville aldrig have kunne udvikle sig. “Kulturel og økonomisk udnyttelse og assimilering af andre folkeslags egenart er umenneskeligt!” Den kristne kirke bevarede romerretten og gjorde en ende på en stor del af den overtro der florerede i Europa. “Alle religioner og kulturelle træk er lige gode og skal leve sammen fredeligt!” Den industrielle revolution ville selvfølgelig være fuldstændig utilstedelig. “Man ødelægger jo mulighederne for de små traditionelle håndværkere og forskuber verdens handelsbalance!” Jeg går ikke udfra at jeg behøver at give flere eksempler, men jeg vil gerne citeres for at jeg mener at kulturrelativismen er det mest regressive der nogensinde er kommet frem. Sjovt nok udvikler den sig hos de progressive.

      Kommentar by Jacob — 28. november 2006 @ 12:23

    17. ->16 Jacob

      Fra Allan Blooms Historien om vestens intellektuelle forfald.. (link: http://www.uriasposten.dk/bibliografi/Bloom-Vestensintellekturelle.htm)

      “Åbenhed var engang den dyd, der skulle hjælpe os til at finde det gode ved fornuftens brug. Nu betyder det at godtage alt og benægte fornuftens magt. Den uindskrænkede og tankeløse leflen for åbenhed, uden erkendelse af det nedarvede politiske, sociale eller kulturelle problem, der kommer af at betragte åbenhed som naturens mål, har gjort åbenhed meningsløs. Kulturrelativisme ødelægger både éns eget og godheden.” (s. 26)

      Kulturrelativismen har succes med at ødelægge Vestens universelle eller intellektuelle imperialistiske bedreviden og bare indrømme den samme plads som enhver anden kultur. Desværre kendetegnes Vesten ved sit behov for retfærdiggørelse af egen værdier eller metoder, af sit behov for at opdage naturen og for filosofi og videnskab. Dette er det kulturelle imperativ. Uden det falder vi sammen.” (s. 26)

      Kommentar by Kim Møller — 28. november 2006 @ 12:32

    18. -> 13, Lama Q

      For mig, der kun er kommet 180 sider hen i RUC-professoren McGuires bog om middelalderen, er det et voveligt at forsøge at indkredse, hvad han egentlig står for og mener. Hans knyttede næver går som møllelvinger i tre dimensioner, men hvis jeg skriver, at han nok helst vil opfattes som en kærlig og inspirerende pædagog , ven og humanist med glødende interesse for kontemplativt katolsk klosterliv, rammer jeg ikke helt ved siden af. Om nogen så bliver klogere af det, er en helt anden sag.

      Første næveslag falder i forordets anden sætning, hvor vi får at vide, at det er håbløst gammeldags at man i undervisningsvejledningen for faget historie i gymnasiet kræver, at der både sker en indføring i dansk middelalder og i international middelalder. For McGuire er det nemlig oplagt, at der var tale om et pluralistisk enhedssamfund, og her taler vi vel at mærke om en periode, som omfatter omkring tusind år.

      Snart begyndte jeg da også i en tilstand af øgende konfusion at overveje, hvem ”Den levende middelalder” egentlig er skrevet for, og om jeg var alt for venlig, da jeg på første side accepterede, at bogen

      ”er en samling fragmenter fra fortiden, brudstykket af en virkelighed, som forandrer sig i forhold til menneskers behov og interesser. ”Min” middelalder er resultatet af et næsten fyrreårigt levende engagement. Her finder jeg en fælleds identitet og den europæiske kulturs ophav og mulige redning.”

      OK, vi har behov for at blive reddet, det er jeg enig i. Men jeg kigger forgæves efter ”mine” farer, for dem har McGuire ikke øje for. Det samme gælder det middelalderliv, som jeg ved noget om – vikingernes fremdrift, det normanniske talent for at organisere en velfungerende stat, og de italienske bystaters økonomiske tæft og kunstglæde. Det forsvinder alt sammen i omtale af munkeordener og deres kampe med at få ekspederet kødelige drifter over på det åndelige liv og venskaber.

      Dette er ikke uinteressant, det er blot meget anderledes, og ingen gør sig begreb om, hvad der kan dukke op på næste side. For det ene øjeblik er man i klostercellen eller i audiens hos paven, og det næste er man på Guantanamobasen eller deler McGuires begejstring over Katherine Hepburn i ”Løve ved vintertide”. Kedeligt er det sjældent, men heftigt omflakkende og sært forstyrret er det hele tiden. Og fløjtende politisk. Spørgsmålet er dog, hvilken retning vinden blæser?

      Marxistisk historieskrivning får nogle kraftige skud for boven, materialismen er for grov, der mangler ånd, mener McGuire, og det er vi helt enige i. De radikale tudesøstre bliver heller ikke strøget med hårene, for vi får at vide, at der gjaldt de samme grundlæggende regler i middelalderen som i vore dage. Nemlig, at hvis man vil opnå noget i livet, må man være i besiddelse af ambitioner og energi, sociale barrierer findes ikke. Nå, nå, det lyder jo rablende liberalistisk.

      Liberal da? Næppe, for læs lige, hvad vi bliver belært om side 167:

      ”For mig at se kan der ikke herske tvivl om, at de danske universiteters selvstændighed i disse år er ved at blive trådt under fode. I en lang periode led de under et professorvælde, der var en indsnævring af middelalderens mere demokratiske system. Som en følge af 1960’ernes studenteroprør blev professorerne afløst af et nærmest populistisk styre. Magten blev tilbudt alle, der gad, men det resulterede i, at små kliker overtog styringen, og de er nu i færd med at positionere sig med henblik på at besætte stillingerne som direktører og bestyrelsesmedlemmer. De sidste rester af middelalderens frie universitet er ved at forsvinde.

      Middelalderen har åbenbaret, hvad ægte humanisme er: en erkendelse af menneskets plads, som det ikke selv har skabt, med ansvar for at tage vare på de værdier, som er blevet det betroet. (…) Men også i en erkendelse af tilstedeværelsen og afhængigheden af en kraftkilde som ophav til enhver form for indsigt.”

      Efter den salve må vi gå ud fra, at professoren er et troende menneske, og vel også katolik.

      McGuire skriver i forordet, at hans bog er sammensat af fragmenter, men på nuværende tidspunkt synes jeg, at ord som essays og causerier ville være mere dækkende, og måske er det i virkeligheden en samling af hans forelæsninger for de studerende, vi præsenteres for. For jævnligt får vi lige at vide, hvad et temmelig almindeligt fremmedord betyder, og snart efter skal det se ud, som om vi er i færd med at skære ind til benet med letfordøjelige overskrifter, som kan være sikre på at holde unge studerende vågne. Fx

      Kapitel 6. Kroppens behov og askesens krav: Hvad skal det nytte? Det handler om følelser. Bør historikeren skrive om den slags?

      Svaret på den sidste overskrift er, at det skal historikeren, for ellers vil andre gøre det. Hør lige her:

      ”Jeg skylder stadigvæk at svare de historikere i min egen kulturkreds, som ser med skepsis på en kollega, som insisterer på at beskæftige sig med spørgsmål om seksuel identitet. Mit svar er, at hvis vi som fagfolk ikke undersøger disse anliggender, så vil andre gøre det for os. Uden måske at udvise den kildemæssige indsigt og selvkritik, som vi forhåbentlig undervejs i vores arbejde er kommet i besiddelse af. En historiker må være parat til at tage stilling til det hele menneske, dets tanker og følelser, og ikke udelukkende til personens officielle relationer og rolle i samfundet. Det er mig umuligt at se bort fra spørgsmål om kroppens behov og seksuel orientering, for de er med til at bestemme et menneskes livsform og en kulturs selvforståelse.”

      Nuvel, historikeren Dan H. Andersens nyligt udkomne bog om Marie Grubbe er desværre et eksempel på, at en stor glæde ved at beskæftige sig med et emne ikke altid er nok.

      Skal vi da sige, at skomageren skal blive ved sin læst? Tja det vil i de fleste tilfælde være det klogeste, tror jeg. Men det er jo ikke forbudt at have eller erhverve supplerende viden fra andre fagområder, for der er jo grænser for, hvad begrebet historisk kildekritik kan bære, og jeg vil vove at påstå, at mange misbruger begrebet på det groveste. Historien er blevet en slagmark, skriver redaktørerne af “Siden Saxo” i det seneste nummer.

      Det gælder for både Bæk Simonsen og McGuire, at de utvivlsomt er dybt dedikerede til deres interesseområde og i besiddelse af en omfattende viden. Som sådan kan de i studieøjemed være inspirerende for andre, men problemet består i, at deres politiseren foregår på nogle præmisser, hvor få kan være med – for så vidt man holder sig snævert til emnet. De får for let spil, indtil vi andre kommer i besiddelse af mere viden om emnet og kan slå ned på det, som de tier om.

      For Bæk Simonsensens vedkommende er han godt på vej til at blive indhentet af virkeligheden Det bliver mere og mere synligt, at han har problemer med at afbalancere sin faglige viden med sin politiske ønsketænkning.

      Hvad McGuire angår, vil jeg indtil videre lade en lille kattelem stå åben. På den anden side finder jeg, at han flagrer alt for ukritisk rundt, og at han fx med blot en smule faglig selvkritik burde have indset, at det – i en bog om europæisk middelalder – er dårlig smag at bruge halvdelen af side 17 til et fotografi af sig selv sammen med 12 munke i Colerado. Den slags hører hjemme i private album.

      http://209.85.129.104/search?q=cache:u2eHkzs4kX8J:www.ruc.dk/hist/ansatte/vip/McGuire/+brian+patrick+mcguire+ruc&hl=da&gl=dk&ct=clnk&cd=1

      Kommentar by Mette — 28. november 2006 @ 16:53

    19. Apropos McGuire: http://www.uriasposten.dk/kopier/121103-KM-Maguire.gif

      Kommentar by Kim Møller — 28. november 2006 @ 17:02

    20. 17 Kim Møller

      Interessant tekst, tak for linket.

      Man må jo håbe på, at kulturrelativismen også medfører en modreaktion, hvis vi da ikke allerede er begyndte at se den:+)

      Kommentar by Jacob — 28. november 2006 @ 17:40

    21. “vi skal væk fra antagelsen af at når et menneske er noget bestemt religiøst, så agerer det på en bestemt måde.”

      gad vide hvordan JBS vil bortforklare det i lyset af, at stort set alle muslimer selv siger at Koranen indeholder regler for alle_livets_forhold.

      Meningen med ideologi- og i den grad religion, er netop at styre den generelle sindstilstand i et samfund ved at afgøre hvorledes en hel befolkning forholder sig til bestemte situationer og problemstillinger. Ellers ville der jo heller ikke være nogen mening med indoktrinering…

      Vi kender det jo selv herhjemmfra igennem medieinduceret politisk korrekthed der skal styre hvorleds vi forholder os til minoriteter, bruger sproget osv.

      Det, at en person som JBS har kunne ende somprofessor viser bare hvor voldsom den venstreradikale slagside er i det danske undervisningssystem. Man kan ganske enkelt ikke være så stor en tåbe og komme så langt, uden særdeles positiv politisk særbehandling fra undervisningsanstalternes side.

      Kommentar by Voltaire — 28. november 2006 @ 17:56

    RSS feed for comments on this post.

    Leave a comment

    Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper