22. december 2006

Pascal Bruckner: “den vestlige masochisme er en overdrevet reaktion på vores kritiske ånd”

Fra dagens Jyllandsposten. Lidt fra et langt interview med Pascal Bruckner – Vesten skal stoppe sit selvpineri.

“I sin seneste bog anklager Pascal Bruckner europæerne for at være en flok masochister, der på grund af dårlig samvittighed over vores forfædres synder vender hadet mod os selv i stedet for at stå op mod fjenderne, heriblandt de fanatiske islamister…

»Det er altid de intolerante, der forlanger af os, at vi skal være tolerante. Eller folk uden respekt, der kræver respekt. Mit budskab er, at folk skal holde op med at føle sig skyldige. Vi har ikke noget at bebrejde os selv, og vi bærer ikke skylden for de forbrydelser, som vores forfædre begik.

Vi skal ikke skamme os over vores værdier. Vi skal forstå, at vores værdier er gode, at de har hjulpet os hen over de værste totalitære regimer, som har eksisteret fascismen, kommunismen og stalinismen. Vores værdier efterspørges i dag af millioner af mennesker uden for Europa. Så vi skal ikke i tolerancens navn vige tilbage, når vi står over for fjenderne af tolerancen,« siger Pascal Bruckner.

Senest er han gået i spidsen for forsvaret af den franske filosofilærer Robert Redeker, der på grund af en kritisk kronik i avisen Le Figaro i september blev dødsdømt på islamistiske internetsider…

For kronisk og nærmest religiøs skyldsfølelse vil føre til, at vi undergraver vores egen frihed og ender med at hade os selv, mener han…

[…]

I dag advarer Bruckner om, at verden står midt i en ideologisk krig, som handler om at tilpasse en stor religion som islam til det moderne og sekulære samfund. I den krig er det vigtigt at vælge side. Og det er vigtigt ikke at falde i fælder som ordet islamofobi, der bruges som et afskrækkende middel til at lukke munden på alle kritikere af islam.

»Ordet islamofobi er en løgn og en konstruktion. Der findes jo ikke tilsvarende ord som kristenfobi eller en buddhafobi. Der findes derimod racisme mod arabere, sorte, hvide, jøder og pakistanere. Men at kritisere en religion har intet med racisme at gøre. Religioner er meninger, der deles af millioner af mennesker. Men man har ret til at kritisere dem og diskutere dem. Det er ikke racistisk.«

[…]

»Når en vis del af venstrefløjen taler om respekt, er der i virkeligheden tale om foragt. De mener, at muslimerne er så underlegne, at de aldrig kan blive vores ligestillede og derfor ikke skal have samme rettigheder som os. Mens frihed er godt for os, har muslimerne selv valgt stening af kvinder, omskæring og tvangsægteskaber. Det minder om apartheid og er det samme princip, som var gældende under den franske og britiske kolonialisme.«

[…]

»Alle ved, at tørklædet ikke er neutralt. Det er et instrument, som bruges til at få kvinderne til at skamme sig, hvis de viser deres hår. Det indebærer, at kvindens ansigt er en kønsdel, at hendes hår er satanisk. I yderste fald er enhver kvinde, der går uden tørklæde, en luder. Det var det, der skete i skolerne. De muslimske piger, der ikke bar tørklæde, blev fornærmet af de andre, indtil forbudet blev gennemført.

Derfor er det vigtigt ikke at slække en millimeter på vores principper. Loven er den samme for alle, hvad enten man er sikh, hindu, muslim, buddhist, kristen eller ateist. Der skal ikke gælde specielle regler for muslimer. Muslimske drenge og piger skal uddannes på samme skoler og behandles på samme hospitaler som alle andre. Svømmehaller skal ikke deles op i drenge og piger. Der skal ikke være plads til diskrimination, hverken positiv eller negativ. Det er nødvendigt, at muslimer accepterer, at Guds love er underlagt samfundets love. Gud står ikke over samfundet. Det princip står ikke til forhandling.«

[…]

Pascal Bruckner tager Al Qaida og den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad på ordet, når de erklærer krig mod Vesten og vil genvinde Andalusien for at udbrede islam til hele Europa. Det er en reaktion på, at islam er en svækket religion, der gik upåvirket ud af Oplysningstiden, og som aldrig formåede at tilpasse sig det moderne samfund, mener han.

[…]

»Det er frygteligt at se, at ytringsfriheden tilsyneladende er demokraternes værste fjende. Lederne valgte at kapitulere. Hvis man havde haft tilsvarende forbehold over for karikaturtegninger om den kristne kirke, ville vi stadig leve i inkvisitionen. For 100 år siden var kampen mod kirken ekstremt voldsom. Men man tør ikke gøre det samme med islam.«

[…]

»I dag er mange parate til at afskrive sig nogle frihedsrettigheder bare for at leve i fred. Angst blandet med ønsket om fred og ro har vundet over ønsket om frihed. Man glemmer, at nogle faktisk forsøger at tvinge os ned på knæ ekstremister, der forsøger at islamisere Europa ved at støtte sig til de muslimske grupper som til en trojansk hest…«

I sin nye bog anklager Pascal Bruckner de europæiske samfund for at være plaget af en neurose, der får os til at synke ned i en tilstand af selvudslettende masochisme. I stedet for at stå op mod faren fra den fanatiske islam, søger vi forklaringer på, hvorfor vi måske selv er skyldige.

[…]

Så den vestlige masochisme er en overdrevet reaktion på vores kritiske ånd, som gør, at vi anklager og straffer os selv så meget, at det til sidst fører til et had til os selv. I stedet for at ødelægge for at bygge op bagefter, ødelægger vi for at ødelægge. Det er den absolutte selvopgivelse og en skam over at være det, vi er.«

2 Comments »

  1. Kloge ord. Og så fra en socialdemokrat. Godt, at man ikke er den eneste af slagsen, sammen med PIttelkow og Jespersen, der har fattet galoppen!

    God Jul!
    Jacob

    Kommentar by Jacob A — 23. december 2006 @ 14:48

  2. Pascal Bruckner er blandt de frygtløse, politisk ukorrekte og etisk ansvarlige filosoffer, der ikke er bleg for at advare mod ethvert brud på almen menneskelig moral. Han, som vi, accepterer kun en fornuftig lovgivning udtænkt af mennesket selv og ikke masterminded af et eller andet overjordisk hurlumhej!

    – Hellere blive kaldt islamofob end ignorere menneskelige lidelser!

    Kommentar by Thomas Johannes Erichsen — 28. januar 2008 @ 23:54

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper