30. december 2006

P1: Lars Hug var tidligere “målrettet politisk engageret i en eller anden bestemt retning”

Vita er et af flere magasinprogrammer på P1, der helt ukritisk lader udvalgte meningsdannere udtale sig om politik – ofte forklædt som moral.

Lars Hug var den 12. og 13. december gæst i to selvstændige udsendelser, hvor han fortalte om “sin kunst, livet og døden og udenrigspolitik” . Her et par smagsprøver fra anden udsendelse. [tip: Ole]

Bente Kromann, P1: Dem der husker dig fra Kliché-tiden vil jo nok mene du er blevet mere poppet. Den gang det var kliché, der kunne man slet ikke forestille sig dig i den rolle du har i dag. Der virkede du nok meget mere målrettet politisk engageret i en eller anden bestemt retning. Nu går du oveni købet også ind og synger gamle ting igen, men i en ny version…

[…]

Lars Hug: … man bliver ligesom viklet ind i et spil andre folk sætter igang… Jeg kan da bare konstatere for mit eget vedkommende, at det er da noget jeg er blevet indlemret i – mit land er i krig. Det berører mig da dybt, og hvad skal jeg sige til mine børn, når de spørger om vi er i krig far. Ja, vi er i krig – hvorfor kan vi ikke gå ind på Kastellet? Jamen det er fordi Danmark er i krig, og det er blevet spærret af, af hensyn til terrorister. Hvad er terrorister? Jamen terrorister det er dem som i gamle dage blev kaldet frihedskæmpere, når de kæmpede imod nazisterne, men når de kæmper imod Bush, så er de terrorister. Pludselig bliver man indlemret i et spind af storpolitiske gerninger…

Mao Zedongs kulturrevolution der kostede flere hundrede tusinder mennesker livet, sluttede formelt i 1976. Tre år senere arbejdede Lars Hug og hans band Kliché på debutalbummet Supertanker, der i flere numre utvetydigt sluttede op om maoismen (se evt. Militskvinder og Masselinjen). P1-værten eufemiserede den ubehagelige fortid væk, og undlader således at trække en streg mellem hans rabiate maoistiske fortid og hans nutidige synspunkter…

Såsom hans forsøg på at sidestille danske frihedskæmpere under 2. Verdenskrig med islamistiske terrorister i Irak. Terrorisme handler om at sprede skræk (terrorisere). Danske frihedskæmpere gik målrettet efter den tyske hær, i modsætning til terrorister i Irak der bevidst myrder civile for at sprede skræk i civilbefolkningen. Forskellen er alt.

PS: Jeg snublede tilfældigvis over en DR-anmeldelse af Klichés Supertanker. Den fortæller tørt at bandet havde valgt at inkluderet tekster fra den daværende leder af den kinesiske folkerepublik, formand Mao Tse-Tung”, og det pointeres forarget at pladen…

“… fik sarte og fintfølende kritikere til at se “fascistoide” tendenser i Kliche.”

Vi skriver snart 2007 – kulturkampen er stadig i sin spæde fase.

Oploadet Kl. 16:15 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer

33 Comments »

  1. Jeg har altså altid opfattet “Militskvinder” som stærkt kritisk overfor Mao. På videoen optræder de robotagtigt/industrielt, mens de synger om uniformer. Det hele er ensrettet og helt i modsætning til, hvad datidens flipper-socialister hævdede om deres idealsamfund – at det var præget af mangfoldighed og løssluppenhed. Nej Kim, her ser du altså spøgelser!

    Kommentar by Ole — 30. december 2006 @ 16:42

  2. -> 1 Ole

    Jeg er tidligere stødt på din udlægning…

    1) Iscenesættelsen af Maos kollektivisme var ironisk ment, og hermed kritisk imod maoismen

    Men jeg hælder mere til den modsatte udlægning…

    2) Dyrkelsen af kollektivismen skulle forstås bogstaveligt

    Et citat fra hans bookingbureau:

    “I 1975 startede Lars H.U.G. på Kunstakademiet i Århus og mødte her den ligesindede Johnny Voss. Sammen med keyboardspilleren Jens Valo og trommeslageren Brill, dannede de det banebrydende band Kliche, der fra starten vakte opsigt med lige dele dogme og iørefaldende musik, der trak langt mere på udenlandske stilskabere som Roxy Music, Brian Eno, David Bowie og Kraftwerk, end på datidens danske lyd. Flerstemmig sang var forbudt, og Kliche satte en ære i at minde mere om arbejdsmænd på en futuristisk og atomdrevet fabrik end at ligne det gængse billede af rockstjerner. Kliche debuterede live i 1978 og var samme år blandt de deltagende bands i en markant punk-festival i Århus. Det førte året efter til gruppens medvirken med to tracks på den første danske punk- og new wave kompilering “Pære Punk”, hvor Kliche absolut var det mest markante og pladeklare navn, ikke mindst med deres strømførende tonesætning af Formand Mao´s hyldestdigt til de revolutionære kinesiske “Militskvinder”.

    I 1980 udkom debutalbummet “Supertanker” – produceret af gruppen i samarbejde med Poul Bruun; stadig et af danskrockens mest markante værker og allerede ved udgivelsen udråbt til mesterværk og milepæl. “Militskvinder” blev gruppens første hit med sit markante og iørespringende “bab bab babba di åh” omkvæd, og fra starten byggede Kliche bro mellem de toneangivende kritikere og de, der bare hørte en god popsang. Debutalbummet var præget af skarpe og korte tekster, stort set renset for følelser, som i det ti minutter lange afslutningsnummer “Masselinien” (igen en tonesætning af et Mao-digt), hvor det igen og igen og udelukkende lød:

    Folket og kun folket
    Er drivkraften
    I skabelsen af verdens historie

    Live var Kliche en stærk og anderledes oplevelse på datidens rockscene med musikerne iklædt ens arbejds- eller beskyttelsesdragter og med en lyssætning, der indimellem kun bestod af neonlysrør sat i indkøbsvogne. “Der er ingen stille dage i Kliche”, som det hed i en anmeldelse fra Dengang.” http://www.jobstars.dk/Lars_H_U_G_.html

    Den udlægning minder lidt om Che Guevaras ord om arbejderne som hverdagens helte.

    Kommentar by Kim Møller — 30. december 2006 @ 17:13

  3. Kim, det er jo mere reglen end undtagelsen, at kunstnere er politisk udflippede – at de anvender deres æstetik og moralisme på politik, og går totalt galt i byen.

    Det man er træt af at høre, er at de får taletid som særligt interessante orakler i TV og radio. DET er for dumt !

    Men tak for at du gengiver ham ordret – det er aktså ubarhjertigt :-)

    Kommentar by steen — 30. december 2006 @ 17:14

  4. Jeg ser intet i den tekst, som bare antyder, at de skal forstås bogstaveligt. Hvor ser du det?

    Kommentar by Ole — 30. december 2006 @ 17:17

  5. Nu kom der fremhævninger på, men jeg kan stadig ikke se det.

    Kommentar by Ole — 30. december 2006 @ 17:22

  6. -> 4 Ole

    “Jeg ser intet i den tekst, som bare antyder, at de skal forstås bogstaveligt. Hvor ser du det?”

    Jeg citerer bureauets præsentation for at imødegå din udlægning. Ingen kender Klichés sande 1979-1980-opfattelse, men et band i denne tid, i et meget venstreorienteret miljø der citerer Maos tekster, må tages for pålydende med mindre der er vægtige indikationer på andet.

    Det er således ikke mig der skal bevise noget. Maos ord i Lars Hugs mund er god dokumentation. Bevisførelsen er din, så at sige.

    Såfremt Lars Hug og Klichés Supertanker var en del af venstrefløjens kollektivisme-kritik (eller decideret anti-autoritets anarko-punk) så burde kritikken vel også ses i andre sammenhænge. Det gør den ikke – tværtom er der noget der tyder på at de alle stadig tilhører den yderste venstrefløj, og jeg ser bestemt ikke nogen form for selvransagelse i eksempelvis Niels Torps tekster (Souvenirs).

    Bandet fik i forbindelse med Supertanker navnet Kliché. Den karikerede form for kollektivisme, kunne således ligeså godt være en måde at levere budskabet på … inspireret af en gruppe som Kraftwerk.

    Kommentar by Kim Møller — 30. december 2006 @ 17:48

  7. Jeg har hørt Lars HUG udtale, at pladen var ironisk ment. Dog hørte det stik modsatte – at de var stærkt venstreorienterede – og det var vel at mærke fra en bekendt af mig i musikmiljøet, der var i gang i samme lydstudie som Kliché.

    På den anden side var tiden jo postmoderne og ironien dyrkedes intenst. Dog kan det også være at DRs tilrettelæggere fik mulighed for dyrke den politiske vinkel i teksterne til deres egen østinspirerede formål. Lige som så meget anden propaganda derfra.
    Man hørte dem i hver tilfald tit.

    Kommentar by limewoody — 30. december 2006 @ 18:48

  8. Ah, jeg glæder mig til den dag, hvor et andet band i samme ironisk-finurlige stil lægger musik til en af Hitlers taler.

    Kommentar by Rackne — 30. december 2006 @ 19:00

  9. Kim, dog! Du kritiserer en “uomgængelig dansk kultur”, se http://kum.dk/sw34306.asp

    Kommentar by Arild — 30. december 2006 @ 19:34

  10. Nej Kim, den går altså ikke. Det er jo dig, der – tilsyneladende – ud af den blå luft påstår, at Kliché var et venstreorienteret band. Det må du så bakke op med dokumentation, som du så dygtigt plejer at gøre. Mig bandets medlemmere ikke udtalt sig som maoister eller lignende i interviews på samme måde som f.eks. medlemmerne af Savage Rose. Jeg siger blot, at jeg altid har opfattet deres maolyrik som ironisk, og jeg synes da også, at jeg har argumenteret bedre for det, end du for din påstand. Ironi var for Søren jo hele deres stil. Det næste bliver vel, at du også påstår, at bandet mente, mennesker skulle opføre sig, som var de robotter på en fabrik, for det gjorde de jo også i deres videoer, som man ifølge dig ikke skal opfatte som ironiske.

    Kommentar by Ole — 30. december 2006 @ 19:36

  11. Og der skulle stå: Mig BEKENDT HAR bandets medlemmer ikke udtalt sig som maoister eller lignende i interviews på samme måde som f.eks. medlemmerne af Savage Rose.

    Kommentar by Ole — 30. december 2006 @ 19:38

  12. jeg tror også der var en hvis ironisk distance i foretaget, det senere album, “bag de røde bjerge” var et rent mekanisk surrealistisk album, de var i front, nogen der husker at et år eller to efter hittede en gruppe der kaldte SPK med “Metal Dance” en mere aggresiv form for maskin punk – Kliché lavede et forvrænget spejlbillede af den tid de levede i og i 70erne var maoismen fremtrædende, nok var de venstreorienterede, men det er ikke ensbetydende med at de var blinde i troen på maoismen.

    Om de så var maoister så er det de lavede unikt og uden sidestykke og smågenialt. Kunst for sig og politik for sig. Det første album jeg personligt købte for mine sure og koldt og vådt tjente avispenge var netop “bag de røde bjerge” i 82. Et køb jeg bestemt aldrig har fortrudt og det hører til et af de få albums jeg stadigvæk tager frem og hører.
    Man skal ikke forvente af kunstnere af de er klogere end mennesker generelt er, men at de er gode kunstnere.
    Af HUG får lov til at blamere sig med sit i hvert fald delvist platsocialistiske livssyn på p1 fordi han er en interessant og dygtig kunstner, det må vi tage med.

    Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 30. december 2006 @ 20:04

  13. Jeg husker Kliché fra slutningen 1970’erne i Århus, hvor de var et af de virkelig gode livebands. De bibragte med deres særlige sound rock’en en cool’nes, som den ikke havde haft før.

    Vi opfattede dengang sange som “masselinjen” overvejende ironisk. Som en delvis udstilling af de rigtige maoister, der i hvert fald aldrig tog Kliché til sig.

    Selv om Kliché så endda havde været krypto-maoister, kan jeg ikke rigtig se, er det er noget at bebrejde dem i dag. Vi lever heldigvis i en kristen tilgivelses-kultur, hvor vi førsteprioriterer at fange én fortabt tilbage til flokken.

    Det er derfor vores kultur er dynamisk og fremadrettet og attraktiv – i forhold til så mange andre. Vi spilder ikke energi og talenter på ved at bruge fortiden mod folk.

    Kommentar by Peter Nedergaard — 30. december 2006 @ 20:51

  14. Nu kan det godt være fordi jeg er for ung, men jeg har aldrig nogensinde hørt om bandet Kliché eller deres sange, så så stor en indflydelse kan de vel ikke have haft. Og med hensyn til af sangeren bliver slæbt ind på P1 kan der vel ikke være noget overraskende i, og hvem lytter helt ærligt til hvad de siger på P1?

    Kommentar by Jacob — 30. december 2006 @ 21:19

  15. -> Ole

    Vi kommer næppe videre i debatten. Jeg kan i lighed med dig ikke dokumentere noget som helst, og må nøjes med at sandsynliggøre. Jeg giver ikke goodwill til venstreorienterede punkere der citerer Mao.

    Det ville flytte min tolkning, hvis en eller flere fra Kliché i perioden 1979-1985 retorisk havde taget afstand til Maos Kina, kollektivisme eller kommunismen. Som sagen står nu kan min tolkning ikke blive anderledes.

    Jeg giver heller ikke meget for hovedpersonernes efterrationaliseringer, men det da sjovt at det jeg anså for at være forherligelse af ‘arbejderhelten’, af Johnny Voss tolkes som værende pseudo-pro-kapitalistisk sceneshow… I 2005 gav han dog dig ret.

    “»Vores sceneshow tog tilsyneladende industriens og storkapitalens parti, men i virkeligheden ville vi punktere den slags indefra ved at udstille det. Det samme med 70’ernes meget venstreorienterede agitation: Vi sang f.eks. Mao-tekster tilsyneladende helt ukritisk, men i virkeligheden tog vi jo afstand til den totalitære kulturrevolution i Kina, når vi sang en Mao-tekst i Militskvinder. Vi ville tvinge lytterne til at tænke selv, og vi var trætte af 70’er-musikkens løftede pædagog-pegefinger,« fortæller Johnny Voss.” (JP, 6/2-05)

    Ved midnat imorgen vil jeg fra min altan recitere Mein Kampf, i en happening mod anti-semitisme. De lidt for brede skråremme illustrerer det ironiske element… Host.

    Jeg kunne ikke finde meget på infomedia (cirka 1985-).

    Kommentar by Kim Møller — 30. december 2006 @ 21:22

  16. Hvis man kan se Kliché som venstreorienterede propagandister, så må man også se Rammstein som nazipropagandister. Prøv f. eks. at se Live Aus Berlin-DVD’en, hvor den ganske vist får på fuld hammer med alle de teutoniske klicheer (!) – men, men, men musikerne har så tydeligt tungen plantet lige i kinden. Og hvem kan opfatte Rammstein som nazister med et tykt lag mascara?

    Rammstein har et eller andet sted rødder tilfælles med Kliché, ikke mindst via Kraftwerk. Forbillederne Brian Eno og David Bowie markerede sig ligeledes med direkte borgerlige synspunkter, i modsætning til deres samtid i 70’erne.

    Da Kliché satte minimal-tekno-punk-akkompagnement til Mao var de i dén grad ude af trit med tidens venstreorienterede miljø. Tro mig, Kim, enhver kunne se satiren. Live spillede i øvrigt også Holst & Würglers Merværdisangen. Igen var inkongruensen mellem forbilledet og den form som gruppen valgte ikke til at tage fejl af.

    Jeg må melde mig i koret, Kim. Her har du ikke fat i den lange ende. Hvad Haagensen så står for i dag, her er der ingen ironisk futurisme involveret, men kun tumpet medløberi.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 30. december 2006 @ 21:24

  17. -> 15 Findsen

    “Hvis man kan se Kliché som venstreorienterede propagandister, så må man også se Rammstein som nazipropagandister.”

    Nu tror jeg sådan set ikke der er tvivl om at Klichés medlemmer var meget venstreorienterede.

    Kender kun Rammstein fra “We are all living in America”… (sic). Her kan jeg nemt gennemskue ironien.

    Du strejfer en vigtig pointe. For samtiden er det langt nemmere at gennemskue ironien. Ingen kan være i tvivl om at Rammstein kritiserer Bush – de er en del af samtidens ‘kritik’ af Bush-administrationen.

    Ligeledes ift. Kliché. Idag virker det kollektivistiske element i videoerne langt mere overdreven end det gjorde i 1979-1980, så når venstreorienterede eks-punktere på denne tid citerer Mao i længder, ja, så er de i min optik pro-kollektivister med mindre der er vægtige indikationer for andet.

    Johnny Voss’ kommentar om at det både var et opgør med kapitalismen (udbytning af arbejdere der blot er maskiner) og kollektivismens konformitet lyder i mine øre lidt søgt. Hvis man vil tage et opgør med maoismen, hvorfor så være så utvetydig…

    Kommentar by Kim Møller — 30. december 2006 @ 21:38

  18. Jeg kommer i tanke om et illustrativt eksempel som du måske kan søge på Youtube, hvis du ikke kender den: Devos minimalversion af Stones’ Satisfaction. Devo var visuelt helt parallelle til Kliché, og med en ironisk distance til den ældre generation indenfor rocken – derfor er der ikke noget sex og lir i deres udgave her, men den er barberet ned til et skrøbeligt, kønsløst mekanisk computersimulacrum, fremført af en (må man formode) neurotisk, bleg teenager som ikke har del i rockstjernernes vilde liv.

    Eller kig på David Byrnes sceneoptræden fra samme periode. Det er det urbane, neurotiske storbymenneske som tegner den nye rock, ikke en sexmaskine som Mick Jagger.

    På samme måde var Kliché “the new kids on the block”, med en ironisk distance til tidens venstreorientering. Det kan være svært at forstå i dag, men bare dét at de havde kort hår var suspekt. Netop det industrielle, kølige, neonbelyste look gav anledning til beskyldninger om “fascistisk” ideologi. For at forstå deres udtryk i dag skal man kunne se denne kontekst, ellers er vurderingen meningsløs.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 30. december 2006 @ 21:48

  19. Kildehenvisninger. Koncert-anmeldelserne.. vil jeg se på en dag.

    1978:
    dB110 nr. 1, september 1978 – anmeldelse af koncert i Århus 14/7
    Information 13. september 1978 – anmeldelse af koncert i Århus 7/9
    Da græsrødderne gik amok – præsentation af Kliché

    1979:
    Århus Stiftstidende 17. januar – foromtale af “Pære Punk”
    dB110 nr. 4, marts – Et besøg på Kliché-anstalten (billedserie)
    Politiken 24. april – anmeldelse af “Pære Punk”
    Information 25. april – anmeldelse af “Pære Punk”
    dB110 nr. 5, maj – anmeldelse af “Pære Punk”
    Helsingør Dagblad 12. maj – anmeldelse af “Pære Punk”
    Ekstra Bladet 16. maj – anmeldelse af “Pære Punk”
    Land og Folk 23. maj – anmeldelse af “Pære Punk”
    Sjællands Tidende 25. maj – anmeldelse af “Pære Punk”
    Vendsyssel Tidende 30. maj – anmeldelse af “Pære Punk”
    Flensborg Avis 16. juni – anmeldelse af “Pære Punk”
    Berlingske Tidende 24. juni – anmeldelse af “Pære Punk”
    Århus Stiftstidende 25. juli – lille omtale

    1980:
    Politiken 6. maj – anmeldelse af “Supertanker”
    Århus Stiftstidende 7. maj – anmeldelse af “Supertanker”
    Aktuelt 12. maj – anmeldelse af “Supertanker”
    Holbæk Amts Venstreblad 13. maj – anmeldelse af “Supertanker”
    Ekstra Bladet 14. maj – anmeldelse af “Supertanker”
    Vendsyssel Tidende 14. maj – anmeldelse af “Supertanker”
    Sjællands Tidende 16. maj – anmeldelse af “Supertanker”
    Jydske Tidende 17. maj – anmeldelse af “Supertanker”
    Information 21. maj – anmeldelse af “Supertanker”
    Aftenavisen Roskilde Tidende 30. maj – anmeldelse af “Supertanker”
    Fredericia Dagblad 30. maj – anmeldelse af “Supertanker”
    Vejle Amts Folkeblad 31. maj – anmeldelse af “Supertanker”
    Land og Folk 4. juni – anmeldelse af “Supertanker”
    Midtjyllands Avis 6. juni – anmeldelse af “Supertanker”
    Ny Dag 9. juni – anmeldelse af “Supertanker”
    Holstebro Dagblad 13. juni – anmeldelse af “Supertanker”
    Fyns Amts Avis 21. juni – anmeldelse af “Supertanker”
    Lolland-Falsters Folketidende 25. juli – anmeldelse af “Supertanker”
    BT 27. juli – foromtale af koncert i København 1/9
    dB110 nr. 10, juli-august – interview
    dB110 nr. 10, juli-august – anmeldelse af “Supertanker”
    Holstebro Dagblad 16. august – anmeldelse af koncert i Holstebro 15/8
    MM nr. 6, september – anmeldelse af “Supertanker”
    Aalborg Stiftstidende 1. september – anmeldelse af koncert i Aalborg 30/8
    Århus Stiftstidende 24. august – interview
    Politiken 3. september – anmeldelse af koncert i København 1/9
    Jydske Tidende (Haderslev) 18. september – foromtale af koncert i Haderslev 20/9
    Aftenavisen Roskilde Tidende 26. september – foromtale af koncert i Roskilde 27/9
    Dagbladet (Roskilde) 26. september – foromtale af koncert i Roskilde 27/9
    MM nr. 8, november – interview

    1981:
    Berlingske Tidende 28. juni – anmeldelse af koncert på Roskilde Festival
    Politiken 28. juni – anmeldelse af koncert på Roskilde Festival
    Information 1. juli – anmeldelse af koncert på Roskilde Festival
    Vejle Amts Folkeblad 24. august – anmeldelse af koncert i Vejle 23/8
    Atom-a-go-go september – flyer uddelt før koncert i København 12/9
    MM nr. 6, september – anmeldelse af koncert på Roskilde Festival
    Sjællands Tidende 19. september – foromtale af koncert i Slagelse 23/9
    Sjællands Tidende 24. september – anmeldelse af koncert i Slagelse 23/9
    MM nr. 8, november – anmeldelse af koncert i København 12/9

    Kommentar by Kim Møller — 30. december 2006 @ 21:53

  20. @ Lars Findsen

    Du har ikke hørt om sangen “Links 2 3 4”, går jeg ud fra?

    “Das Herz schlägt links”.

    Henrik

    Kommentar by Henrik Krog — 30. december 2006 @ 22:00

  21. Jo, den kender jeg udmærket, fra deres fantastiske Mutter-album. Den blev vist skrevet for at imødegå rygterne om at de skulle være krypto-nazister. En indikation af at man skal se deres udtryk i helhed, og ikke (som venstrefløjen pr. automatik gerne gør, og som den gjorde da den lige evolutionslinje tilbage til tresseroprøret blev brudt af punken/new wave’n/nå-generationen sidst i 70’erne) i bar forskrækkelse afvise det nye som kryptofascisme.

    Kraftwerk blev mødt af samme puritanske næserynken da de blev kendte i midt-70’erne. De blev, om nogen, Klichés forgængere, og med ufattelig stor inspirationsevne, som de frelste dengang ikke havde forestillingsevne til at forudse. Hip-hop-pionererne fremhævede igen og igen Kraftwerk som forbilleder.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 30. december 2006 @ 23:02

  22. “Ved midnat imorgen vil jeg fra min altan recitere Mein Kampf, i en happening mod anti-semitisme. De lidt for brede skråremme illustrerer det ironiske element… Host.”

    For sent Kim, Mel Brooks har allerede været der :) Men hvis du kan give en skønsangsversion af “Spring time for Hitler and Germany” , tropper jeg gerne op med klapsalver.

    Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 31. december 2006 @ 00:31

  23. -> 13 Peter Nedergaard

    “Selv om Kliché så endda havde været krypto-maoister, kan jeg ikke rigtig se, er det er noget at bebrejde dem i dag. Vi lever heldigvis i en kristen tilgivelses-kultur, hvor vi førsteprioriterer at fange én fortabt tilbage til flokken.

    Det er derfor vores kultur er dynamisk og fremadrettet og attraktiv – i forhold til så mange andre. Vi spilder ikke energi og talenter på ved at bruge fortiden mod folk.”

    Du tilgiver bare løs, men jeg finder det ikke desto mindre relevant at nævne… og det hører jo også til historien at der sjældent foreligger en tilståelsessag. Dyrkede man rødfascistiske diktaturer i en årrække, så kommer man på P1 og taler i 55 minutter om hvorledes man i sin ungdom drevet af idealisme blev politisk engageret. Medlemskabet af DKP, sympatien for PFLP og lignende reduceres til bollerum, sjov tobak og akustisk guituar.

    Kommentar by Kim Møller — 31. december 2006 @ 04:32

  24. I mine ører har hr. HUG altid lydt som en testikelamputeret plagiatkunstner, der kører andres påfund gennem en computer og får et tyndt, metallisk produkt ud af det. Han er selvfølgelig belønnet med maksimumydelser fra Statens Kunstfond.

    Privatisér lortet (altså både DR og musikbranchen) og lad de røde og/eller universitetsstuderende, som synes at være målgruppen, selv betale for det.

    Amen.

    Kommentar by Lama Q — 31. december 2006 @ 09:54

  25. – > 23 Kim Møller

    “Du tilgiver bare løs…”

    Ja, tilgivelse er er jo nu den basale mekanisme, som den ganske udmærkede evangelisk-lutherske danske nation er rundet af. Det er vores måde at komme videre på. Derfor går det også her bedre end så mange andre steder, som er præget af andre denominationer.

    Af den grund synes jeg også, at det er spild af tid og energi at grave i (endda efter min mening misforståede) maoistiske tendenser i Klichés produktioner omkring 1980. Det gælder da ikke mindst, når man som dig har så meget talent for at finde de gode kritiske vinkler på historier i medierne her i nutiden.

    Kommentar by Peter Nedergaard — 31. december 2006 @ 11:58

  26. Ironiske tvetydige populister er det der dækker bedst. Man er venstreorienteret med et pift. Og sådan er Rammstein vel også. Har oplevet dem i Frankfurter Festhalle (hed det vist). De favnede bredt mange typer tyskere (og et par danskere), så jeg tvivler på at de er særligt politiske. Lars Hug har altid været sådan en mandlig pendent til Hanne Vibeke Holst, småchecket trendy populistisk celeberty.

    Bowie derimod er noget helt helt andet. Han er så langt mere begavet end 99% af popkendisserne at det faktisk kunne give mening at interviewe ham om samfundet, omend han sikkert ville være politisk korrekt.

    Og så er vi tilbage ved det der bør være den blå tråd: DRs ødslen med sendetiden til venstreorienterede folkeforførere. Det er ren Goebbels når folkekære stupide kunstnere får mikrofonen for at tale om samfundet i et angiveligt seriøst program.

    Kommentar by Kimporator — 31. december 2006 @ 15:13

  27. Altså: Venstreorienterethed som form og (kommunikations)middel (mere end mål) til at formidle følelser med penge i. Hovedmålet er penge til kunstnerne, ikke at opdrage folk. Sideeffekten er rød hjernevask af folket.

    Kommentar by Kimporator — 31. december 2006 @ 15:20

  28. Tja jeg elskede Kliche Supertanker var vist et af de første albums jeg selv spenderede penge på dog først længe efter det var udgivet, eftersom jeg jo ikke var så gammel dengang.

    Men jo ældre jeg blev synes jeg nu også at det lød temmeligt venstreorienteret, netop især med deres brug af mao tekster.

    Men stadigvæk, de var sgu meget godt skruet sammen, var de ;-)

    De to første solo plader fra hr H.U.G var såmænd også ganske gode, Cityslang (som også hurtigt blev en populær skive hjemme hos mig) og Kysser himlen farvel (min lidt mere poppede periode) men derefter har jeg nu ikke set noget specielt fra ham, andet end som sagt plagiater og tynde sange, så noget tyder på at han er på vej ud i glemslen rød eller ej !

    Kommentar by whodares — 1. januar 2007 @ 20:05

  29. Nu var jeg blot en purk på 5 år, da Supertanker udkom, men som så mange andre har jeg opdaget Kliché mange år efter bandet var spredt for alle vinde, og HUG var blevet poppet folkeeje. Nu har jeg læst alle jeres kommentarer, og jeg morer mig lidt over denne her borgerlige skræk for alt, der ser ud/lyder af rødt ;) Der I, efter min mening, næsten alle går galt i byen ifht Klichés politiske ærinde, er når I insisterer på, at bandets tekster ENTEN skulle repræsentere en pro-maoistisk propaganda ELLER ses som en tyk tagen-pis på datidens venstresnoede slagside i kulturverdenen. Når Voss & HUG jo bare var nogen af de første på den danske rockscene, der formåede at angribe essensen af deres samtid med en sund ironi. Således kunne man pludselig godt være BÅDE sundt venstreorienteret OG stille sig kritisk overfor despotiske folkeforføreres vanvidspojekter. Og hvordan dele velfortjente flade ud til sine politiske “ligesindede” for disses ukritiske medløberi end at skifte 70ernes batik-paroler ud med klinisk barberede “sangtekster” ifa Mao-citater og tykt, tykt overdrevne hymner som “findes der mon en mand, der kan tænde stjernerne (!) i deres øjne?”? Jeg er ret så sikker på, at datidens maoister i eksempelvis KAP ikke ligefrem fik stjerne i øjnene, når HUG og resten af Kliché gik på scenen i groteske parodiske “arbejderhelt-uniformer”. Derfor må Kliché vel gøre sig fortjent til noget, som I borgerlige bør være mere bange for end sekteriske diktatprdyrkere: nemlig dygtige tekstforfattere, der formåede at starte en bølge af noget så nutidigt og moderne som politiske tekster, der appelerer til progressive tanker og kritik af såvel (det borgerlige) systemet og de, som sværter en venstreorienteret tænkning. Og nåja, gode langtidsholdbare popsange kunne de sgu også skrive :)

    Kommentar by Bo — 10. september 2007 @ 16:13

  30. Du godeste, for en gang enøjet pladder. Nu forstår jeg endegyldigt, hvorfor jeg kunlæser Urisaposten sporadisk. Bo rammer egentlig hele debatten i sin essens – og derudover kan jeg tilføje, at debatoplægget som sådan er et udtryk for manglende research. Undersøg dog hvad du udtaler dig om før du udtaler dig, Kim!

    Godt at man først er stødt på debatten nu, to år efter sidste indlæg.

    Kommentar by Erik — 17. marts 2009 @ 13:54

  31. -> Erik

    “… kan jeg tilføje, at debatoplægget som sådan er et udtryk for manglende research.”

    Vås.

    Kommentar by Kim Møller — 17. marts 2009 @ 16:45

  32. Nej, ikke vås. Du har sat dig lemfædligt ind i emnet. Læs f.eks. artiklen om badet fra d. 6/2-2005, skrevet af Anders Houmøller Thomsen, hvor jeg nu citerer flg. fra: “Vores sceneshow tog tilsyneladende industriens og storkapitalens parti, men i virkeligheden ville vi punktere den slags indefra ved at udstille det. Det samme med 70’ernes meget venstreorienterede agitation: Vi sang f.eks. Mao-tekster tilsyneladende helt ukritisk, men i virkeligheden tog vi jo afstand til den totalitære kulturrevolution i Kina, når vi sang en Mao-tekst i ”Militskvinder”. Vi ville tvinge lytterne til at tænke selv, og vi var trætte af 70’er-musikkens løftede pædagog-pegefinger, fortæller Johnny Voss.”

    Vås? Javist, men det er dig, Kim, der våser.

    Kommentar by Erik — 18. marts 2009 @ 09:28

  33. Fair nok – nu, vhor min tid har været lidt bedre, og jeg har fået nærlæst indlæggene, kan jeg se, at du ER stødt på citatet tidligere – men blot vælger at se bort fra det. Det gør efter min mening ikke dine påstande mere lødige – tværtimod. For det er næppe lødigt at se bort fra et vidneudsagn (der oven i købet kommer fra en person, der må siges at have været så tæt på sagens kerne som man kan komme), bare fordi det ikke passer ind i dit kram. Du må dog forholde dig nøgterne til sagens akter og partsindlæg. Som du har argumenteret for tingene, og for dit valg om at se bort fra centrale kilder, må dine indlæg siges at være temmelige tendentiøse (især med tanke på din baggrund som historiker) – og efter min mening grænse-McCarthyistiske.

    Verden var fuld af rødgardister fra midt i 60’erne, og til langt op i 80’erne. Det er den ikke mere i samme omfang. Skal vi ikke tage og glæde os over det? Og glæde os over, at mennesker har den unikke egenskab, at de kan blive klogere?

    Kommentar by Erik — 18. marts 2009 @ 13:34

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper