22. november 2012

Torben B. Dyrberg om venstrefløjens hykleriske modstandsidentitet, opretholdelsen af ven/fjende-matrix

Der findes også fornuftige røster på Roskilde Universitetscenter. For selvom lektor Torben Bech Dyrberg i sine unge dage var medlem af Socialistisk Arbejderparti (SAP), så er han ikke bleg for at kritisere venstrefløjens bekvemme modstandsidentitet i den verserende værdidebat. Der er mindre skønhedsfejl, det være sig brugen af ordet ‘karikaturkrisen’, men også det at han afslutningsvis sidestiller venstrefløjens hykleri med ‘den nationalkonservative kulturalisme’. I de blindes rige er den enøjede konge, men problemet med venstrefløjen i dag er selvfølgelig ikke at de har glemt progressive idealer og er blevet ‘konservative’.

(Tidskriftet Antropologi, nr. 65, 2012. S. 85-101; se evt. abstract)

Fra den 17 sider lange artikel i seneste nummer af tidsskriftet AntropologiDen tavse venstrefløjspolitik : At være og at gøre tavs.

“Der kan være flere grunde til denne tavshed. Men én, der forekommer iøjnefaldende, er, at man er i vildrede med hensyn til, hvad det er man vil, efter at fordums universalistiske forestillinger om socialisme og emancipation har mistet pusten. Dette hænger sammen med, at højre/venstreorientering ikke længere er i stand til at præge og indramme politisk orientering. Som modtræk til desorientering er der en tendens blandt venstreorienterede til at holde fast i en ven/fjende-skematik for at dyrke sin modstandsidentitet, hvilket er kommet til udtryk i moralisering og kulturrelativisme. Men prisen for at bevare denne identitet har været, at evnen til principiel stillingtagen er blevet svækket. Det indebærer, at man indstiller kritikken af holdninger, man plejede at være modstander af, når det er venner eller fjendes fjender, der ytrer dem, og at man vil censurere politiske modstandere, dvs. knægte deres ytringsfrihed, selvom man kan være enig med dem.” (s. 85)

[...]

“Tavshed kan have utallige årsager og virkninger. Den kan være forårsaget af afsky, arrogance, ligegyldighed, befippelse, sorg, eller fordi man er bevæget eller omvendt er lidenskabsløs. Og den kan have de mest forskelligartede virkninger som at udvise foragt, mistænksomhed eller samtykke. Den tavshed, jeg vil beskæftige mig med her, illustrerer det problem, brede kredse på venstrefløjen står over for i disse årtier, hvor den universalistiske og emancipatoriske kritik af kapitalisme og imperialisme er blevet afløst af kulturrelativismens kritik af modernitet og Vesten. Det har medført, at man de facto har støttet radikale islamister som f.eks. under karikaturkrisen. Det overordnede hensyn synes at have været at pleje sin modstandsidentitet ved at støtte dem, der er imod magten, og som automatisk tildeles status som udstødte og svage, dvs. ofre.

Dette har indebåret, at man er tavs om forhold, man plejede at kritisere. Man er stadig indigneret over homofobi og kvindeundertrykkelse, men kun i det omfang, det ikke kolliderer med indignationen over racisme, der for det meste identificeres med ‘islamofobi’. Det, jeg vil se på her, er, hvordan venstreorienterede er tavse – en tavshed, der er betinget af tre nært beslægtede forhold: relativisme, politisk defaitisme og modstandsidentitet.

Relativisme er vævet sammen med diverse posttrends’ insisteren på, at alt er kontekst. Politisk har det indebåret, at relativisme er blevet lanceret som tolerance og forståelse for anderledes kulturer. Kulturen bliver individets skæbne, hvilket ikke bare udhuler højre/venstreorientering, men også individualitet og ansvarspådragelse. Men indifference over for undertrykkelse er indbygget i kulturrelativisme, hvilken indebærer, at det kan være svært at trække grænsen mellem solidaritet og berøringsangst.”(s. 86, fra afsnittet Venstreorienteredes tavshed)

[...]

Når det er ven/fjende-skematikken, der styrer, hvad der er venstreorienteret, er det at være i opposition en kvalitet i sig selv, uanset hvem og hvad det så er, man ikke kritiserer. Detfor er man selektiv med hensyn til, hvad man bliver indigneret over, og hvad man ignorerer, og derudover er kritik ofte ude af proportioner. Amerikanske soldaters forbrydelser i Abu Ghraib-fængslet i Irak i 2006 vakte opstandelse og ikke mindst skadefryd, fordi det kompromitterede den amerikanske præsident Bush. Men reaktionerne er ude af proportioner sammenlignet med eksempelvis det folkemord, det islamistiske terrorregime i Sudan har begået på en million mennesker de seneste årtier, som ikke har vakt indignation. Heller ikke Robert Mugabes diktatur i Zimbabwe, der har dræbt flere afrikanere end apartheid-diktaturet i Sydafrika, har kunnet vække forargelse, ligesom Saddam Husseins diktatur i Irak kun blev fordømt, da Irak var allieret med USA. Hvis der er en årsag til den slags misforhold, er det, at disse regimer ikke var autoriserede fjender…” (s. 87, fra afsnittet Antiracisme: tre måder at argumentere på)

[...]

“Den anden argumentationsfigur handler om moralisering af politik og dæminonisering af modstanderen, hvor temaet er selvgodhed. Dette kan illustreres ved at se på, hvordan venstrefløjsidentitet profileres ved at moralisere den offentlige debat og stigmatisere modstanderen. Eksemplet er igen karikaturkrisen, hvor man gennem sprogbrugen skaber et billede af dem, der forsvarer ytringsfrihed, som indskrænkede og anløbne. Den tredje argumentationsfigur berører, hvordan tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold, hvilket belyses ved hjælp af racismeparagraffen, hvor venstrefløjen ikke er styret af værdier, men af ven/fjende-forhold. Grundet sin modstandsidentitet retter man sin kritik mod højrefløjens islamofobi og bruger racismeparagraffen som et middel til at censurere politiske modstandere, hvorimod man er tavs over for islamisters racisme og sexisme. (s. 88, fra afsnittet Antiracisme: tre måder at argumentere på)

[...]

For en kulturalistisk venstrefløj bliver de andres kultur identificeret med politisk progressivitet, der borger for, at det, de siger og gør, er på afstand af og derfor besudlet af magt. Denne dyrkelse af renhed er essentiel for en modstandsidentitet, hvilket har en tematisk lighed med radikal højreorientering, hvorfor det gælder om at have status af at være undertrykt som udsatte minoriteter eller det tavse flertal.” (s. 90, fra afsnittet Depolitisering gennem forskydning og tilsløring)

[...]

“Hvor bolværk er ‘damage control’, og signal er imagepleje, har påstanden om kausalitet mellem ord og handling altid været hovedargumentet for indgreb mod ytringsfriheden. Det var trumfkortet for Sovjetunionen og tredjeverdenslandes vedtagelse af FN’s racismekonvention i sin tid, og det er også løftestang for multikulturalisme. Antagelsen af, at hvis man offentligt ikke bare truer, men også nedværdiger nogen på grund af deres ‘race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering’, som det hedder i racismeparagraffen, vil det opildne til had og hetz. Krænkelsen er ikke bare rettet mod bestemte grupper, men er politisk, i og med den truer den sociale orden og forrår samfundet.

Det er ikke klart, hvordan ord og handling hænger sammen. Men det har noget med at gøre, at højreradikale populister systematisk spreder løgne om svage og udsatte grupper. Det går især ud over muslimer, men homoseksuelle står også for skud. Konsekvensen er, at nogle kommer til at tro på det, hvorefter de ser sig i deres gode ret til at udøve vold mod dem, der er blevet lagt for had. Som advokat Pia Justesen (2010) siger: ‘Ord er ikke bare ord. Ord kan slå hårdt. Ord kan skabe virkelighed… Hvis ord gentages tilstrækkeligt mange gange, risikerer de at blive opfattet som fakta.’ De er to ting på spil her. For det første, at skellet mellem ord og handling er så sløret, at det berettiger til at forbyde særligt ondartede ytringer, fordi de kan slå hårdt og skabe virkelighed. Det er centralt for ethvert angreb på ytringsfrihed, at man udvisker skellet mellem krænkende ytringer og fysisk vold, således at man kan straffe meningstilkendegivelser, der opfattes som uacceptable. (s. 96, fra afsnittet Depolitisering gennem forskydning og tilsløring)

(s. 96, Zenia Stampes ‘kausale kæde’)

“Politisk uenighed behøver ikke at indebære, at man udviser moralsk foragt over for dem, man er uenig med, eller vil lukke munden på dem ved at føre retssager imod dem. Men som vi har set i forbindelse med venstrefløjsdebattørernes indlæg under karikaturkrisen, har man lagt vægt på at forskyde sagens kerne fra politisk ytringsret til moralsk tavshedspligt. Dette er gået hånd i hånd med en dæmonisering af højrefløjen, som man tiltænker det værste.” (s. 91f, fra afsnittet Moralisering af politik og dæmonisering af modstanderen)

[...]

“Sammenfattende kan man sige, at der er nogle karakteristiska ved denne måde at argumentere på, der står i skarp kontrast til en højre/venstreoptik: at uenighed er moralsk forkastelig, hvorfor opposition er illegitim, og at kritik er stødende og skal begrænses af lovgivning og selvcensur (Bawer 2009:26; Bruce 2001:76). Det er tydeligt, når man ser de ord, der bliver anvendt, og hvor kontrasten til dialog, respekt og forståelse (det gode) er diktat, ringeagt og uvidenhed (det onde). De ord, man bruger, tåler ikke at blive sagt imod, og derfor er dissens illegitim. For skal man lade være med at opføre sig pænt og tænke, før man taler? Eller skal man være uopmærksom på sit sprog, ubegavet, ufornuftig og usaglig, uhøflig og ufølsom? Eller umoden, ignorant, ensidig og uansvarlig? At bruge den slags argumenterer kendetegner en politisk kultur, hvor forskelle reduceres til en moraliserende indignation mellem godt og ondt, der undergraver det, man prædiker, altså dialog, tolerance og forståelse. For er man uenig, må man være styret af nedrrige motiver, der overfløddiggør samtale og gør konflikter uforsonlige.” (s. 93f, fra afsnittet Moralisering af politik og dæmonisering af modstanderen)

[...]

“I de sidste par årtier har multikulturalisme været et omdrejningspunkt for venstrefløjsidentitetspolitik, hvor det at være bundet til sin subkultur indikerer politisk progressivitet. Multikulturalisme refererer ikke bare til sameksistensen af flere kulturer, men også til, at man hverken kan eller bør kritisere andre i det omfang, det, de siger og gør, kan føres tilbage til deres kultur. I den oplysningstradition, venstrefløjen er rundet af, plejede det at være omvendt: Kultur som skæbne var et reaktionært anslag mod individets frihed og emancipation i det hele taget. Men sådan er det ikke nu, fordi det ikke giver mulighed for at være i opposition. I stedet borger det at være minoritet for høj moral i modsætning til det at tilhøre majoriteten, der er konform og middelmådig (Bérubé 2009:11-12. 21, 28, 41, 84-6, 224-6, 245-6; Davies 2010:50). Denne modstandsidentitet har medført, at der er brede kredse på venstrefløjen, der udviser en tolerance over for islamister, fordi de som fjendens fjende kan bruges til at kritisere det, de ser som den konforme tidsånd præget af assimilation og intolerance. Kravet til minoritetssamfundet er at søge dialog, forståelse og konsensus frem for at være forudfattet, dogmatisk og antagonistisk, at have respekt for andres følelser og levevis, altså at være tolerant og åben frem for intolerant og snæversynet, samt at give plads til og anerkende forskellighed frem for, at alle skal skæres over én læst.

Men når moralske opfordringer er utilstrækkelige, må man ty til anstændighedens sidste bolværk: racismeparagraffen. Det er især to argumenter, man har ført sig frem med, for at bevare denne paragraf, der gør tavs. For det første sætter den grænser for tilsvining af svage grupper og plejer i den forbindelse et venstrefløjsimage. For det andet stadfæster den, at ord leder til handling, hvilket er lovens omdrejningspunkt.” (s. 94, fra afsnittet Tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold)

[...]

“Ved at associere krænkende ytringer med vold, folkedrab og krig kan venstefløjens antiracisme opnå tre ting. For det første fremmaner man en krænkelsesmentalitet, der går på, at etniske minoriteter i Vesten systematisk bliver lagt for had, stigmatiseret og hetzet imod. Det er i tråd med den strategi, Organisationen for Den Islamiske Konference (OIC) har ført sig frem med siden årtusindskiftet. I denne strategi bliver muslimer fremstillet som ofre for amerikansk imperialisme og borgerlig konformitet. Ved at kriminalisere det, der kan udlægges som forhånelse og latterliggørelse af religion, kan man presse på for at begrænse ytringsfrihed. For det andet vender man op og ned på tolerancebegrebet, så det ikke længere er modtageren af en kommunikation, der skal udvise tolerance over for ytringer, man ikke bryder sig om, men den, der ytrer sig, der skal udvise agtpågivenhed for ikke at såre andres følelser (Rose 2010:399-400). Gør man det, er man ansvarlig for voldelige reaktioner, for den, der tyer til vold, er i virkeligheden selv offer, der blot reagerer og derfor unddrager sig ansvar. Det gælder selvfølgelig kun i det omfang, volden begås af medlemmer af minoritets- eller subkulturer. For det tredje vender man op og ned på forholdet mellem racismeparagraf og ytringsfrihed, dvs. at paragraffen forsvarer denne frihed. Det er Stampes pointe (2010d)…” (s. 97, fra afsnittet Tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold)

“Tanken med racismeparagraffen er at slå en kile ind i denne onde spiral.” (s. 98, fra afsnittet Tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold)

[...]

“Disse temaer har appelleret til venstrefløjen, fordi de passer ind i den ven/fjende-matrix der strukturerer dens udsyn. Denne ven/fjende-matrix danner rammen om politisk intensitet, der kredser om kollektivisme, solidaritet og eksklusion som nødvendige for stærk gruppeidentitet. Af samme grund er det at bekræfte denne matrix vigtigere, end at de værdier, man forsvarer, er udskiftet med deres modsætning. Det, der ansporer venstreorienteredes goodwill over for islamister, er fremmaningen af deres fælles fjende, hvilket skyldes, at det, der virkelig tæller, er at dyrke sin modstandsidentitet.” (s. 99, fra afsnittet Ven/fjende-logik og venstrefløjens goodwill over for islamister)

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/42668/trackback

12 kommentarer »

  1. Vi mindes om, at venstreorientering er et socialt projekt i højere grad end det er et politisk projekt, som kommentatoren Morten før har påpeget.

    Kommentar by JensF — 22. november 2012 @ 16:46

  2. “Den anden argumentationsfigur handler om moralisering af politik og dæminonisering af modstanderen, hvor temaet er selvgodhed. Dette kan illustreres ved at se på, hvordan venstrefløjsidentitet profileres ved at moralisere den offentlige debat og stigmatisere modstanderen. Eksemplet er igen karikaturkrisen, hvor man gennem sprogbrugen skaber et billede af dem, der forsvarer ytringsfrihed, som indskrænkede og anløbne. Den tredje argumentationsfigur berører, hvordan tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold, hvilket belyses ved hjælp af racismeparagraffen, hvor venstrefløjen ikke er styret af værdier, men af ven/fjende-forhold. Grundet sin modstandsidentitet retter man sin kritik mod højrefløjens islamofobi og bruger racismeparagraffen som et middel til at censurere politiske modstandere, hvorimod man er tavs over for islamisters racisme og sexisme.“ (s. 88, fra afsnittet Antiracisme: tre måder at argumentere på)”

    og

    “Dette har indebåret, at man er tavs om forhold, man plejede at kritisere. Man er stadig indigneret over homofobi og kvindeundertrykkelse, men kun i det omfang, det ikke kolliderer med indignationen over racisme, der for det meste identificeres med ‘islamofobi’. Det, jeg vil se på her, er, hvordan venstreorienterede er tavse – en tavshed, der er betinget af tre nært beslægtede forhold: relativisme, politisk defaitisme og modstandsidentitet.”

    og specielt

    “Når det er ven/fjende-skematikken, der styrer, hvad der er venstreorienteret, er det at være i opposition en kvalitet i sig selv, uanset hvem og hvad det så er, man ikke kritiserer. Detfor er man selektiv med hensyn til, hvad man bliver indigneret over, og hvad man ignorerer, og derudover er kritik ofte ude af proportioner. Amerikanske soldaters forbrydelser i Abu Ghraib-fængslet i Irak i 2006 vakte opstandelse og ikke mindst skadefryd, fordi det kompromitterede den amerikanske præsident Bush. Men reaktionerne er ude af proportioner sammenlignet med eksempelvis det folkemord, det islamistiske terrorregime i Sudan har begået på en million mennesker de seneste årtier, som ikke har vakt indignation. Heller ikke Robert Mugabes diktatur i Zimbabwe, der har dræbt flere afrikanere end apartheid-diktaturet i Sydafrika, har kunnet vække forargelse, ligesom Saddam Husseins diktatur i Irak kun blev fordømt, da Irak var allieret med USA. Hvis der er en årsag til den slags misforhold, er det, at disse regimer ikke var autoriserede fjender..”

    kunne ikke skrives mere korrekt.

    Flot stykke arbejde som han nok skal få høre for…….

    Kommentar by Cicero — 22. november 2012 @ 18:01

  3. Torben Dyrberg er bestemt ikke den værste venstrefløjsakademiker vi har, selvom han jo reelt blot i denne debat repræsenterer et synspunkt der har fjernet de mest latterlige ideer fra “multikulturalismen”, men som jo ellers ikke har fornuftigt at byde ind med i forhold til de reelle udfordringer der følger af masseindvandringen, eller blot at identificere problemernes årsag.

    Mere interessant; er Antropologi et “videnskabeligt” tidsskrift ?
    Tæller det med som “publiceret artikel” når han skal gøre status over årets gang til sin leder.

    I givet fald, siger det ualmindeligt meget om de bløde “videnskaber” at den publiceres.
    Indholdsmæssigt er det som en kronik på det jævne ( f.eks. gentagelser af pointer som vel har været fremme i årtier) bare forlænget og med lidt opstyltet akademikersprog. Men altså; et helt ordinært debatinlæg.

    Man gruer ved tanken om hvor mange statsansatte “forskere” vi har hvis eneste reelle produktion består i den slags.

    Kommentar by Superman — 22. november 2012 @ 18:16

  4. Det er jo vildt, det er jo sådan det er! Det som har været svært at få formuleret ned, LFPC lykkes momentvis med det, men hold kæft hvor er det godt det her! En fornøjelse at læse, total udstillelse af venstrefløjen…

    Kommentar by Frank P — 22. november 2012 @ 18:22

  5. Mærkeligt at der skal sidde en og fede den af på RUC og gøre selvfølgeligheder om venstrefløjens dårligdomme, som alle, der følger lidt med i debatten, kender på rygmarven, til ophøjet forskning.

    Men det indikerer, at der et tomrum inden for denne genre, hvilket altså giver fri plads til en RUC-rektor til at sidde og kloge sig. Vi har fået tænketanke som CEPOS til at forske i de mere økonomiske sider af samfundets indretning, men vi mangler en kompetent tænketanke til at forske i filosofiske og politiske forhold (Mandag Morgen kunne måske have været en kandidat til opgaven, men deres niveau/dagsorden? er ganske enkelt for håbløs/t).

    En stærk tænketank i samfundsdebatten kunne måske i tide have stoppet venstrefløjens vanvittige mentale deroute; for nu man koncentreret læser RUC-rektorens sammendrag af tilstanden på venstrefløjen, må man atter ihukomme egne erfaringer om denne gruppes indre sammenbrud. Hvor vanvittig kan man dog egentlig blive i disse venstrefløjskredse og stadig opretholde en normal hverdag? Det er den store gåde.

    Og som Kim er inde på, er der disse typiske irriterende, signalord som ‘karikaturkrisen’ og ‘kulturalisme’ og sikkert mange flere, som henviser til hvilket miljø, RUC-rektoren skriver i/for. Den lukker desværre teksten af og gør den sekterisk.

    Kommentar by traveler — 22. november 2012 @ 19:41

  6. Fuldstændig enig superman.
    Det kunne være kogt ned til 10 linjer.
    Ikke noget nyt eller sprængfyldt.

    Lidt som billigt fyrværkeri, en masse papir og meget lidt krudt.
    Men fornuftigt nok.
    Det ville være sjovere, at læse lidt mere om Stampes citater i teksten.

    Kommentar by XXXXX — 22. november 2012 @ 19:43

  7. Er dog rart at høre fra hestens egen mund

    Kommentar by Frank P — 22. november 2012 @ 20:43

  8. Det var så lidt af en åbenbart reel indføring i venstrefløjens goodwill over for islamister. Følgetonnen må så være, hvordan den goodwill, vil blive reflekteret tilbage på venstrefløjen engang i fremtiden.
    Med udgangspunkt i demografien kan man jo filosofere over om venstrefløjens ven/fjende forhold ikke engang i fremtiden, bringer dem til at sidde som en lus mellem to negle i et fjende/fjende forhold.

    Kommentar by Menig 442 — 22. november 2012 @ 22:02

  9. Tlk, Torben Dyrberg. Du er herefter persona-non-grata i de cirkler, du hidtil har bevæget dig i. Du skriver jo sandheden. Venstrefløjsernes selvopfattelse har altid været skudt over målet. Nu får de travlt med at fortælle, at det er DIG, der misforstår alting.
    Du er nu at betragte som en frafalden muslim.
    I sidste afsnit står der : “Venstrefløjens udsyn”
    Det må være en fejl. Der skulle retteligt have stået : Venstrefløjens tunnelsyn.
    Da Mikkel Plum skrev “Bombarder Hovedkvarteret”, blev han en paria.
    Nu er i så to om det.

    Kommentar by ramses-2 — 22. november 2012 @ 23:09

  10. Man er ene og alene bange for at blive kaldt racist, derfor benytter man sig på venstrefløjen af det omvendte racismekort, man er faktisk SELV racisten – både overfor etnisk danske man nedgør og mistænker alt muligt men også fordi man lader race spille en rolle for ens meninger. Det faktum at 99,9% af muslimer er farvede er hovedårsagen til den røde fløjs kollaps og overtolerante listefødder, man aner ikke hvad man skal gribe i eller gøre ved den væmmelse man unægtelig må føle overfor islams substantiel undertrykkende gru, men måske problemet ivirkeligheden er man er blevet kold som is og slet ikke KAN føle noget længere og derfor lukker af for al fornuft. Hvis nu venstrefløjen havde taget sig sammen i tide, hvis de kom i sving var det bedre sent end aldrig, og havde kritiseret islam sammen med alle andre i fornuftens navn havde måske alle muslimer langt tidligere indordnende makket ret og forstået alvoren i hvor skabet står. Men ak det er vel på alle måder for sent, socialister tager næppe ved lære nu dumheden virker så fastgroet og vil fortsat støtte en forloren principløs fløjs dødedans helt uden moral eller berettigelse idag, hverken politisk eller menneskeligt.

    Kommentar by Lars B — 22. november 2012 @ 23:20

  11. måske går det fremad, se selv denne artikel fra politiken, den havde været utænkelig at bringe for bare få år siden: http://politiken.dk/indland/ECE1821752/hver-13-indvandrerdreng-under-20-aar-er-kriminel/

    Kommentar by per — 23. november 2012 @ 02:00

  12. Splittelsen på de politiske fløje ang. integration har den muslimske masseinvandring naturligvis kunnet benytte/udnytte til egen fordel, ren bjørnetjeneste fra rød side bare at lade folk i hobetal dyrke egen kultur i ghettoer, hvorfor dælen har nogen dog naivt tilladt dette vanvid. Antallet der blev lukket ind, og stadig torskedumt gør det, er hovedårsagen til balladen. Ingen anden gruppe end venstrefløjens foretrukne offergruppe #1 kan slippe afsted med den slags, igen alene pga. angst for racisme fra fløjen selv (vis principper er mere ubruglige og meningsløse end nogensinde før) hvilket selvfølgelig er blevet taget imod med kyshånd af muslimer til stor skade for gruppen selv og alle andre omkring den. Nu er gruppen nemlig så stor at den er i direkte opposition til resten af samfundet, tak Jelved/Nyrup & Co. Kaoset vi kender fra Frankrig og England kan dermed begynde.

    Kommentar by Lars B — 23. november 2012 @ 08:52

RSS feed til kommentarer til dette indlæg.

Skriv en kommentar

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.