8. februar 2007

“Jeg synes, ganske som romeren, at se floden Tiberen skumme med meget blod.”

Kronikken i dagens Berlingske Tidende er skrevet af punditokraten Jørgen Møller, der giver Beretningen om Enoch Powell. En historie vi også kender herhjemme fra. [via Universalgeni]

“Den 20. april 1968 indtraf en begivenhed, der vendte op og ned på britisk politik. Den tidligere konservative minister Enoch Powell holdt sin berømte og berygtede ‘Birmingham-tale’- bedre kendt under betegnelsen ‘rivers of blood’. Det makabre tilnavn kommer af Powells afsluttende reference til Vergils Aeneide: »Når jeg ser fremtiden for mig«, lød hans dystre spådom, »så fyldes jeg af bange anelser. Jeg synes, ganske som romeren, at se floden Tiberen skumme med meget blod«.

Powell var lidt af en enegænger, politisk såvel som personligt. Det lå ham meget på sinde at sige fra, når ‘establishmentet’ bevægede sig ud ad en tangent, han ikke kunne acceptere. Hin aprildag i 1968 var det indvandringspolitikken, han rettede skytset imod. Powell mente i sin Wolverhampton-valgkreds at kunne se de første tendenser til det, der i dag går under betegnelsen ‘parallel-samfund’. Hele bykerner var ved at blive tømt for englændere, og den massive indvandring var allerede i færd med at splitte det engelske samfund på kryds og tværs. Hvis tingene fik lov til at gå deres skæve gang, så var borgerkrig i sidste ende at forvente. Eller med Powells egne ord: »En sky, der ikke er større end en mands hånd, kan hurtigt formørke hele himlen. En sådan sky har på det seneste været synlig i Wolverhampton, og den viser tydelige tegn på at sprede sig hurtigt«.

[…]

Knap havde han afsluttet sin tale i Birmingham, før hele Storbritannien kom på benene. Powell var ved denne tid en del af Edward Heaths ’skyggekabinet’. Men Heath fyrede ham på grund af talens krasse ord. For manden på gaden var sagen derimod klar: »Good old Enoch« havde sat ord på en udbredt bekymring. En efterfølgende Gallup-måling talte sit klare sprog. 74 procent af de adspurgte erklærede sig enige i Powells udmelding; kun 15 procent var af en anden overbevisning. 69 procent mente, at Heath havde begået en fejl ved at fjerne Powell fra sit skyggekabinet; blot 20 procent erklærede, at Heath havde gjort det rigtige.

Mest bemærkelsesværdig var den pludselige opbakning til Powell som konservativ partileder. Før talen havde kun 1 procent af briterne anset Powell for at være den mest egnede afløser for Heath. Efter talen var det tal steget til 20 procent – en opbakning der placerede ham øverst på listen over konservative kronprinser.

[…]

I medierne blev Enoch ofte fremstillet som en ekstremist. Når han i de følgende år betrådte talerstolen, blev han almindeligvis mødt af ‘anti-racistiske’ demonstrationer. Fra tid til anden valgte arrangørerne ligefrem at aflyse af frygt for uroligheder.

Racisme-anklagen fulgte Powell i resten af hans politiske karriere, på trods af at han aldrig havde så meget som antydet, at han troede på visse racers biologiske overlegenhed. Han afviste på det bestemteste, at sagen drejede sig om hudfarve. Den drejede sig om antal, og om det var tyskere eller pakistanere var for så vidt lige meget. Problemet var alene, at den store indvandring førte til samfund i samfundet.

Det ville være synd at sige, at den forklaring faldt i god jord hos de vrede studenter og meningsdannerne. Men Powell var en stridens mand, og de mange skældsord fik ham ikke til at stikke piben ind. I forlængelse af ‘Birmingham-talen’ gjorde han opmærksom på, at den engelske befolkning ikke var blevet spurgt, når det kom til indvandringspolitikken. Der var tale om et rent fait accompli: »Alle mulige undskyldninger bliver opfundet, og vi får – indpakket i en arrogant moralsk overlegenhed – at vide, at vi allerede har et ‘multi-etnisk samfund’, og at vi lige så godt kan vænne os til det«.

Op til valget i 1970 gik han ét skridt videre. I et angreb på det, der i dag bliver kaldt ‘politisk korrekthed’, stillede han det følgende spørgsmål til en vælgerskare: »Har I nogensinde tænkt over, hvorfor holdninger, som den største del af befolkningen ganske naturligt deler – hvis nogen drister sig til at ytre dem offentligt – med det samme bliver fordømt som ‘kontroversielle’, ‘ekstremistiske’, ‘eksplosive’, ’skændige’, og straks bliver lagt for had?«.

Powells modstand mod indvandringen, ja hele hans politiske program, udsprang af en indgroet mistro til verdensforbedrende projekter. Hans filosofiske pessimisme fik ham til at undsige ikke bare det multi-kulturelle samfund og det europæiske samarbejde, men også den amerikanske udenrigspolitiske dagsorden og FN.

[…]

Dissens er sundt for et samfund, og argumenter skal mødes med argumenter – ikke med skingre anklager om racisme, ‘hate-speech’ og dets lige. Beretningen om Enoch Powell viser, at undsigelsen af ‘de forkerte holdninger’ efterhånden har mange årtier på bagen. Måske det var på tide, at der blev lidt højere til loftet?”

  • Enoch Powell, 20/4-1968: “Rivers of Blood”-tale.
  • Opdate.

    “Ligesom romerne ser jeg floden Tiberen skumme af meget blod”

    Det er statsmandskunstens opgave at sikre sig mod onder, som kan forhindres. I forsøget på at gøre dette, støder politikken på vanskeligheder med dybe rødder i menneskenaturen. En vanskelighed består i, at ifølge sagens natur er sådanne onder ikke synlige, før de optræder. I hver fase af dets udvikling er der plads til tvivl og uenighed om, hvor vidt problemerne er virkelige eller indbildte. Derfor tiltrækker de sig heller ikke så megen opmærksomhed sammenlignet med de aktuelle problemer, som både er uomtvistelige og presserende. Deraf opstår den truende fristelse i al politik kun at interessere sig for den umiddelbare nutid på bekostning af fremtiden.
    Fremfor alt er mennesker disponeret til at misforstå det at forudsige vanskeligheder med at forårsage disse vanskeligheder og måske ligefrem ønske disse vanskeligheder. “Hvis bare”, tænker mange, “hvis bare folk ikke ville tale om det, ville det nok ikke ske”.

    Måske går denne vane tilbage til primitiv overtro, hvor et ord og tingen, navnet og objektet, er identiske. Af alle forhold er diskussionen af fremtidige alvorlige onder, som hvis der handles nu kan undgås, den mest upopulære og på samme tid den mest nødvendige beskæftigelse for en politiker.

    Dem som med viden om forholdene unddrager sig denne opgave må ofte og med rette tage imod fordømmelsen fra dem, der kommer efter. For en uge eller to siden faldt jeg i snak med en vælger i min kreds, en midaldrende, almindelig mand, som var ansat i en af vores nationaliserede industrier. Efter en sætning eller to om vejret sagde han pludselig: “Hvis jeg havde råd til at rejse, ville jeg ikke blive boende i dette land”. Jeg gjorde nogle afværgende bemærkninger om, at denne regering ikke ville sidde i længden, men han registrerede det ikke og fortsatte: ” Jeg har tre børn, som alle har gået i gymnasiet og to af dem er i dag gift og har familie. Jeg er ikke tilfreds, før jeg ser dem bosat i udlandet. I dette land vil den sorte mand om 15 eller 20 år have overtaget over den hvide mand”.

    Jeg kan allerede høre koret af forbandelser. Hvordan vover jeg at sige sådan noget? Hvordan vover jeg at røre ved vanskeligheder og tænde følelser ved at gengive en sådan samtale? Svaret er, at jeg ikke har ret til ikke at gøre det. Her er en anstændig, almindelig englænder, som i åbent dagslys i min egen by siger til mig, hans medlem af Parlamentet, at dette land vil ikke være værd at leve i for hans børn. Jeg har ikke ret til bare at trække på skulderen og så tænke på noget andet. Hvad han siger, siger og tænker tusinder og hundrede tusinder, ikke i hele Storbritanien måske, men i de områder, som allerede er ved at undergå den totale forandring, som der ikke er nogen parallel til i 1000 års engelsk historie. Om 15 og 20 år vil der i dette land med de nuværende tendenser fra Commonwealth være 3_ million indvandrere med efterkommere. Det er ikke mine tal. Det er de officielle tal, som parlamentet har fået af det statistiske kontor. Der er ingen sammenlignelige tal for år 2000, men det må være i omegnen af fem til syv millioner, tilnærmelsesvis en tiendedel af hele befolkningen, og svarende til Stor-Londons befolkning. Det vil ikke være ligeligt fordelt fra Margate til Aberystwyth og fra Penzance til Aberdeen. Hele områder, byer og dele af byer rundt om i England vil være befolket af grupper af indvandrere og deres efterkommere.

    Som tiden går vil den andel af befolkningen, som er efterkommer af indvandrere, dem som er født i England nøjagtigt som vi andre er født i landet, stige hastigt. Allerede i 1985 vil dem, der er født her i landet som efterkommer, udgøre et flertal blandt indvandrere. Det er dette faktum, som gør det ekstremt påkrævet at handle nu. Men det er netop den slags handlinger, som er sværest for politikere at tage, fordi handlingen skal foretages nu, mens onderne der skal undgås eller minimeres ligger flere parlaments-valg ude i fremtiden.
    Det naturlige og fornuftige første spørgsmål i en nation konfronteret med en sådan udvikling er at spørge: “Hvordan kan dets dimensioner reduceres?” Givet at det ikke helt kan forhindres, må det kunne begrænses. Og vi må tænke på, at tallene er meget vigtige: betydningen og konsekvenserne af et fremmed element indvandret til landet eller befolkningen er meget forskelligt, afhængigt af om det drejer sig om 1 procent eller 10 procent. Svarene på det simple og fornuftige spørgsmål er lige så simple og rationelle: ved at stoppe eller så godt som stoppe yderligere tilgang og ved at befordre den maksimale strøm tilbage. Begge svar er dele af det konservative partis officielle politik.

    Det er ikke til at tro, at for tiden ankommer der 20 til 30 indvandrerbørn alene fra oversøiske områder til Wolverhampton hver uge. Og det betyder 15 til 20 yderligere familier ti eller tyve år senere hver uge. Dem som guderne ønsker at ødelægge, gør de først gale. Vi må være gale, bogstaveligt talt gale, ved som nation at tillade en årlig tilstrømning på 50.000 mennesker, som lever af offentlig hjælp, hvor af hovedparten vil bidrage til en fremtidig vækst i indvandrerbefolkningen. Det er som at se en nation travlt optaget af at lægge grunden til sin egen begravelse. Så sindssyge er vi, at vi i dag tillader ugifte personer at indvandre for at etablere familie her med forlovede og ægtefæller, som de aldrig har set. Ingen har grund til at formode, at tilstrømningen af flere, der skal forsørges eller giftes, årligt vil aftage. Tværtimod, selv på det nuværende besluttede indvandringsniveau på kun 5.000 pr. år, er der tilstrækkeligt til at der vil komme 25.000 familiesammenførte pr. år i det uendelige, uden at tage hensyn til de allerede eksisterende indvandrere her i landet. Og så forudsætter regnestykket, at der ikke kommer nogen illegalt ind i landet. Under disse omstændigheder er der intet andet at gøre, end at det totale tal for tilstrømningen skal reduceres på en gang til et langt mindre antal, og at de nødvendige lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler tages med det samme.

    Jeg går nu over til re-patriering. Hvis al indvandring stoppede i morgen, ville vækstraten hos indvandrerne og efterkommerne af indvandrerne blive væsentligt reduceret, men set ud i fremtiden ville dette element i befolkningen stadig efterlade karakteren af den nationale fare upåvirket. Dette kan kun ordnes, sålænge en betydelig del af indvandrerbefolkningen udgøres af dem, der kom ind i landet i løbet af de sidste ti år eller deromkring. Derfor er det nu påtrængende nødvendigt at gennemføre det andet element i det konservative partis politik: opmuntringen til repatriering. Ingen kan vurdere hvor mange som med generøs hjælp ville vælge enten at vende hjem til deres oprindelige lande eller at emigrere til andre lande, som er ivrige efter at modtage arbejdskraften og færdighederne, som disse mennesker repræsenterer. Ingen ved, fordi en sådan politik har endnu ikke været forsøgt. Jeg kan kun sige, at på det nuværende tidspunkt spørger indvandrere i min egen valgkreds mig fra tid til anden, om jeg kan hjælpe dem med assistance til at vende hjem. Hvis en sådan politik blev accepteret og fulgt med den bestemthed, som alternativets alvor begrunder, ville repatrieringen i betragtelig grad kunne ændre udsigterne til fremtiden.

    Det tredje element af det konservative partis politik er, at alle som opholder sig her i landet skal være lige overfor loven og at der ikke fra offentlige myndigheders side må forekomme diskrimination eller forskelle imellem dem. Som Mr. Heath [lederen af det konservative parti] har sagt, vil vi ikke have nogle “første klasses borgere” og “anden klasses borgere”. Dette betyder ikke, at indvandrerne og deres efterkommere skal løftes op til en priviligeret status eller at arbejdsgiveren på en virksomhed skal fratages retten til at diskriminere mellem medborgerne eller at han retligt skal undersøges for sine motiver og grunde til at handle på én lovlig måde fremfor en anden. Ingen misforstår virkeligheden mere end dem, der højrøstet forlanger lovgivning “mod diskrimination” – uanset om det stammer fra den samme slags agitatorer og ofte også fra de samme aviser, som år efter år i 1930erne forsøgte at forblinde dette land overfor de voksende farer det stod overfor, eller fra ærkebiskopper som bor i paladser og lever fintfølende med sengetæppet trukket godt op over ørerne. De har forstået alting forkert. Diskriminationen og tilsidesættelsen, følelsen af uro og harme, rammer ikke indvandrerbefolkningen, men rammer dem som lever der hvor indvandrerne kommer og bliver ved med at komme. Derfor vil det være som at tænde en tændstik i krudtkammeret, hvis parlamentet lige nu vil gennemføre en sådan lovgivning. Det bedste man kan sige om dem, der har foreslået det, er at de ikke ved bedre. Intet er mere misvisende end at sammenligne indvandrerne fra Commonwealth-landene til Storbritannien med de sorte i Amerika. Negerne i USA, som allerede beboede landet før USA blev en nation, levede først som slaver og fik senere stemmeret og andre borgerlige rettigheder, som de kun langsomt og endnu ikke i fuldt omfang kan udøve. Commonwealth-indvandrerne kom til Storbritanien som ligestillede borgere, til lande som ikke kendte til diskrimination mellem borgerne, og de kunne straks nyde rettigheder som almindelige borgere med stemmeret til ret til offentlig og gratis sygebehandling. De tilbageslag som indvandrerne kom ud for skyldtes hverken loven eller den offentlige politik eller administrationen, men de personlige omstændigheder og forhold som bevirker, og altid vil bevirke, at det ene menneskes held og erfaring er forskellige fra andres.

    Mens indvandrernes komme til det her land betyder indgangen til privilegier og muligheder, er virkningen på resten af befolkningen helt forskellig. Af grunde som de ikke forstår og på grund af manglende beslutsomhed, hvor de aldrig er blevet spurgt, føler de sig gjort til fremmede i deres eget land.

    De finder deres koner ude af stand til at få en hospitalsseng, deres børn ude af stand til at få plads i skolen, deres hjem og nabolag ændrer sig til det ukendelige, deres liv og fremtidsplaner lider skibbrud. På arbejdet oplever de deres arbejdsgiver tøve med at stille de samme krav om disciplin og kompetence som kræves af den engelske arbejder. De begynder at høre flere og flere stemmer, som fortæller dem at de nu er de uønskede. De lærer så, at der gennemføres en lov i parlamentet med ensidige privilegier, en lov som ikke kan og ikke har til hensigt at beskytte dem eller hjælpe dem i deres klager, men at loven skal give den fremmede, den utilfredse og agent-provokatøren magten til at sætte dem i gabestok for deres private handlinger.

    Blandt de hundrede og hundrede af breve, som jeg modtog da jeg sidste år talte om dette emne for to eller tre måneder siden, var der et typisk træk, som var nyt og som jag fandt ildevarslende. Alle medlemmer af parlamentet er vant til at modtage anonyme breve, men hvad der forbavsede og chokerede mig var de mange almindelige, anstændige og veluddannede mennesker, som skrev fornuftige og opmærksomme breve, og som mente, at de gjorde bedst i at undlade at angive deres adresse, fordi det var farligt for dem at skrive til mig som medlem af parlamentet og være enig i mine synspunkter og at de ville risikere straf eller repressalier, hvis det blev kendt, hvad de gjorde. Følelsen af at være en forfulgt minoritet, som vokser blandt almindelige englændere i de områder af landet som berøres, er noget som dem uden direkte erfaring næppe kan forestille sig. Jeg vil tillade bare en af disse hundrede af mennesker at tale for mig:

    “For otte år siden i en pæn gade i Wolverhampton blev et hus solgt til en sort. Nu bor der kun en hvid (en ældre kvindelig pensionist) der. Dette er hendes historie. Hun mistede sin mand og begge sine sønner i krigen. Så hun lavede sit syv-værelses hus, hendes eneste aktiv, om til et pensionat. Hun arbejdede hårdt og klarede sig godt, fik betalt huset af og begyndte at spare op til alderdommen. Så flyttede indvandrerne ind. Med stigende frygt så hun det ene hus efter det andet blive overtaget. Den stille gade blev en plads for støj og spektakler. Beklageligvis flyttede hendes hvide lejere ud. Dagen efter at den sidste havde forladt hende, blev hun vækket klokken syv om morgenen af to sorte, som ønskede at bruge hendes telefon for at kontakte en arbejdsgiver. Da hun afviste, som hun ville have afvist enhver fremmed på et sådant tidspunkt, blev hun skældt ud og frygtede, at hun blev udsat for overgreb, hvis det ikke havde været for sikkerhedskæden i døren. Indvandrerfamilier har forsøgt at låne værelser i hendes hus, men hun har altid afvist. Hendes lille opsparing blev brugt efter at have betalt ejendomsskat, og nu havde hun kun to beboere om ugen. Hun gik hen for at søge om reduktion i ejendomsskatten, hvor en ung pige foreslog hende at leje nogle af sine syv værelser ud. Da hun så sagde, at de eneste lejere hun kunne få var sorte, sagde pigen, at “med racefordomme kommer du ingen vegne i det her land”. Hun gik hjem. Telefonen er hendes livsline. Hendes familie betaler regningen og hjælper hende ud så godt de kan. Indvandrere har tilbudt at købe hendes hus – til en pris som den fremtidige ejer ville være i stand til at tjene ind fra lejerne på uger og højst på et par måneder. Hun er blevet bange for at gå ud. Vinduerne er gået i stykker. Hun får ekskrementer puttet i postkassen. Når hun køber ind, følger børn efter hende, charmerende, storsmilende negerbørn. De kan ikke tale engelsk, men ét ord kender de: “Racist”, bræger de. Når den nye lovpakke om race-relationer er vedtaget, er denne kvinde overbevist om, at hun må i fængsle. Og har hun uret? Jeg begynder at tvivle.

    ”En anden farlig illusion, som dem der er blinde for virkeligheden lider af, kan sammenfattes i ordet “integration”. At blive integreret i en befolkning betyder i alle praktiske henseender ikke at kunne skelnes fra de øvrige medlemmer. Selvfølgelig vil integration, hvor der er klare fysiske forskelle, særligt med hensyn til farve, være vanskelig nok over en periode, men ikke umulig. Der er mange Commonwealth-indvandrere som er kommet her for at leve i de sidste 15 år, hvis ønske og formål er at blive integreret og hvis hele tanke og bestræbelse går i den retning. Men at tro at den tanke fylder hovederne hos det store og voksende flertal af indvandrere og deres efterkommere er en latterlig og farlig misforståelse.

    Vi står på randen af store forandringer. Hidtil har baggrunden gjort ideen om integration utilnærmelig for den største del af indvandrerbefolkningen. De havde aldrig tænkt på det eller tilsigtet det. Når et stort antal indvandrere fysisk blev koncentreret, betød det at presset mod integration, som normalt virker på en lille minoritet, ikke virkede. Nu ser vi væksten i aktive kræfter, som ikke ønsker integration, og stærke interesser for at bevare og skærpe raciale og etniske forskelle og med henblik på at udøve faktisk dominans, først over andre indvandrere og senere over hele befolkningen. En sky ikke større end en mands hånd, og som hurtigt kan formørke hele himlen, er fornylig blevet set over Wolverhampton, og har vist tegn på at sprede sig hurtigt. De ord, som jeg vil citere, er ikke mine, men et medlem af parlamentet for Labour og minister i regeringen og som de ordret stod i den den lokale presse den 17. februar: “Sikh-samfundenes kampagne for at opretholde skikke upassende i Storbritannien må meget beklages. Når de arbejder i Storbritannien og specielt i offentlig tjeneste burde de være parate til at acceptere betingelserne for ansættelse. At kræve specielle samfundsmæssige rettigheder (eller skulle vi sige ceremonier) fører til en farlig splittelse i samfundet. Denne etnifisering er en kræftsvulst og uanset om den praktiseres af en hudfarve eller en anden, bør den stærkt fordømmes.” Al ros til John Stonehouse for at have øjnene til at se det og modet til sige det.For disse farlige og splittende elementer i vores lovgivning får kun næring til at vokse ved den lovpakke om race-relationer, som nu foreslås. I den får indvandrersamfundene midlerne til at organisere sig og sikre deres medlemmer, til at agitere og gå i felttog mod deres medborgere og til at skræmme og dominere resten med lovlige midler, som de uvidende og uoplyste har givet dem.

    Når jeg ser fremad, fyldes jeg med bange anelser. Som romerne, synes jeg at “floden Tiberen skummer af meget blod”. Det tragiske og ustyrlige fænomen som vi nu ser med rædsel på den anden side af Atlanten, men som dér er vævet tæt sammen med deres historie og med USA´s eksistens, kommer nu til os i kraft af os selv og vores eftergivenhed. Faktisk er det først lige begyndt. Talmæssigt vil det blive af amerikanske proportioner langt før århundredeskiftet. Kun resolut og hurtig handling kan afværge det. Om der vil være en offentlig vilje til at forlange og gennemføre den handling, ved jeg ikke. Alt, hvad jeg ved er, at se og ikke at tale ville være et stort forræderi.

    Oploadet Kl. 13:20 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer

    33 Comments »

    1. Jeg forstår ikke vores demokratibegreb. Kan vi så få en folkeafstemning om indvandringen her i Danmark, det vil da være helt i demokratiets ånd, eller hvad?

      Kommentar by alf asgaard — 8. februar 2007 @ 13:58

    2. Enig med alf asgaard og lad os ved samme lejlighed får en folkeafstemning om bistandshjælp og til hvilke lande og projekter. Det skal være muligt at se om man giver økonomisk støtte til islamister eller ej – på verdensplan.

      Kommentar by J — 8. februar 2007 @ 14:17

    3. Powell i England, Glistrup i Danmark. Same old story, sådan i det store og hele.

      Og mens de fine diskuterede tonen i debatten, blev deres hjemlande løbet over ende.

      Skaden er uoprettelig, og der vil blive floder af blod. Det drypper allerede.

      Kommentar by Lama Q — 8. februar 2007 @ 14:27

    4. Det er ubegribeligt, at folk ikke vil indse, at opgøret er uundgåeligt.
      Jo før vi tager det, jo mindre ødelæggende vil det blive.

      falkeøje

      Kommentar by falkeøje — 8. februar 2007 @ 14:51

    5. Jaja falkeøje, tag lige et par dybe indåndinger, det kan gå så galt, men det gøre det andre steder end her først.

      Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 8. februar 2007 @ 15:04

    6. Ja, fin artikel af Jørgen Møller, men Powells løgnagtige modstandere har da drevet det vidt, når selv hans forsvarere tillægger ham det synspunkt, som ikke fremgår af talens ord men er angribernes forkerte udlægning.

      “Vi kan lægge ud ved at slå fast, at Powell tog fejl – i hvert fald når det kom til den mest hidsige del af hans dystre spådom. Indvandringen fra de tidligere britiske kolonier har ikke ført til borgerkrig eller floder af blod.”

      Powell nævner intet om “floder af blod”, som det også fremgår af Jørgen Møllers egen artikel(!), og kvinden Sybils ord fra Virgils Æneiden er udtryk for hendes profeti eller anelser om de voldsomme begivenheder, som immigranten Aeneas vil give anledning til, og blodet, hun ser, er nok hans. Han vil rejse til Italien medbringende sine egne guder og en guddommelig ret til at bosætte sig der. Denne intention vil han ikke forhandle om, skulle der så blive “forfærdelige krige” ud af det.

      I øvrigt er det vist i høj grad et fortolkningsspørgsmål, om han tog fejl om masseindvandringens konsekvenser. Han sætter de samtidige raceuroligheder i USA op som det skræmmebillede, der skal få de engelske politikere til at besinde sig, men jeg ville ærligt talt meget gerne bytte med amerikanerne! De problemer de havde/har er langt mindre og lettere at løse, end det vi har skaffet os på halsen med den muslimske indvandring.

      Et venligt råd til Jørgen Møller: Læs lige korrektur en gang til.

      Kommentar by NAN — 8. februar 2007 @ 15:11

    7. 1&2 -> Lad os ved samme lejlighed stemme om skatten, bistandshjælp osv…

      Kommentar by Morten — 8. februar 2007 @ 15:17

    8. Vi socialdemokrater !
      Må på det kraftigste anbefale ikke at lade den dumme Bertel Harder stamme dansker, få lov til at stemme om vores kultur berigelse. Af den simple grund, de fleste har jo haft den fornøjelse, at have gået i skole, under vores alle sammens marRitt`s umulige fordummende skolesystem.
      Desuden er folketinget et udemærket eksempel på, hvordan man lever i et parallel samfund, vi, os levebrødspolitikker,høre ikke efter pøblen eller det pøbelvalgte DF.
      Stamme danskeren må og skal forstå, at vi med den rigtige isme, socialismen og vores isme venner islamisterne er totalitære størrelser, der ikke har til hensigt, at respektere noget så simpelt som demokrati og folkeafstemninger, føj, vi alene vide.
      Vi argumentere ikke, men stempler gladeligt anderledes tænkende som racister. Spørg bare DDR Beate fra racistkontoret.
      Mvh Egon
      ps. vores papegøje Helle kan nu et nyt ord, som hun skræpper hele tiden: VELFÆRD, VELFÆRD, VELFÆRD og lad os alle sammen glæde os over dette.!!!

      Kommentar by li — 8. februar 2007 @ 15:24

    9. 1. Stem på DF, det eneste parti som vil give folket ret til et de facto demokrati, nemlig ved at lade det udskrive en bindende folkeafstemning med 100000 underskrifter.
      I øvrigt også ved at holde bureaukratiet i Bruxelles på afstand, 667000 tusinde love er det blevet til i EUs historie, 170000 gældende den dag i dag.
      Kombinationen af gummiparagraffer til snart ethvert formål og EU domstolens lidt for vidtstrakte magt, er ødelæggende for demokratiet.
      En centralistisk, små autokratisk EU regering, vil ikke gøre det bedre.

      Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 8. februar 2007 @ 15:58

    10. -> #5 Thomas Bolding Hansen

      “Jaja falkeøje, tag lige et par dybe indåndinger, det kan gå så galt, men det gøre det andre steder end her først.”

      Helt enig, og Sverige er et godt bud. Før eller siden må den Svenske multikulturelle illusion kollapse. Alene i de næste par år regner de med over 100.000 nye ikke-vestlige ‘flygtninge’, og oven i den kollosale mængde de allerede har modtaget, vil landet vel blive som en krudttønde.

      Hvis tingene eksploderer bliver det jo svært at holde Danmark fri af deres konflikter derovre hinsidan. Hvis den Danske regering har bare et mindstemål af ansvarlighed overvejer den allerede nu hvordan den kan lukke Øresundsbroen mest effektivt.

      Kommentar by JensH — 8. februar 2007 @ 16:08

    11. Hvad er det for noget nonsens, vi skal have folkeafstemning af indvrandring, halo er der nogen hjemme hos #1 & #2, her gik jeg og troede at med 4 år`s mellemrum var der folkeafstemning, men jeg må have misset et og andet !

      Kommentar by Per N. — 8. februar 2007 @ 16:31

    12. Falkeøje har ret det ender i en borgerkrig, hvis man kan kalde arabere for danskere.

      Kommentar by mke — 8. februar 2007 @ 16:39

    13. -> #11 Per N

      “at med 4 år`s mellemrum var der folkeafstemning”

      Nej, der er Folketingsvalg, hvor der bliver debatteret mange andre emner end lige indvandring, hvilket selvfølgelig generelt er fint nok. Men det er problematisk set i lyset af, at Danmark og resten af Europa oplever en indvandring, som er ved at fuldstændig omtransformere vores samfund, og derfor bør dette emne have sin egen valgkamp uden andre emner står i vejen.

      Lad mig give et eksempel. Fru Jensen støtter VKO’s stramme udlændingepolitik, men synes VK regeringen er for ‘nærige’ med statens overskud når det drejer sig om nye velfærdsydeleser. Så Fru Jensen beslutter sig for, at stemme på de velfærdsglade Socialdemokrater, også fordi hende den søde Helle har lovet at føre næsten den samme udlændingepolitik. Soc. vinder valget, og Fru Jensen får et par ekstra milliarder i nye offentlige udgifter, men oven i hatten får hun også en genoptagelse af masseindvandringen, fordi hende den søde Helle har været nødt til at give store indrømmelser til SF, DRV og hendes egen interne venstrefløj. Da Fru Jensen finder ud af hun er blevet snydt er det for sent, og skaden er irreversibel.

      Derfor bør vi have en folkeafstemning om udlændingepolitikken. En sådan vil også tvinge Soc. ud af busken, og bekende kulør. Jeg mener faktisk de har haft en sådan afstemning i Schweiz, så det kan altså lade sig gøre i praksis.

      Kommentar by JensH — 8. februar 2007 @ 16:53

    14. Egentlig kan jeg ikke ha ondt af hverken dem eller os – vi blev advaret, og har ikke reageret. Det er rigtigt hvad JensH skriver – men den burde jo kun gå 1 gang. Og Powell her var altså ude i 1968 – hvor mange valg har der været siden? Glistrup har været fremme i over 20 år – vi har haft rig mulighed for at gøre noget ved problemet – men har undladt det gang på gang.
      Så går det sådan….selvom det kan synes uretfærdigt, så kan dumhed og naivitet være dødbringende, også for en kultur.

      Kommentar by AMB — 8. februar 2007 @ 17:16

    15. -> 11 Per N.

      “troede at med 4 år`s mellemrum var der folkeafstemning”

      Uanset hvad du troede, så har vi haft 5 EU-afstemninger.
      Og det om et samarbejde, som vi – hvis det går helt galt, kan melde os ud af.

      Har du et bud på, hvordan vi, England, Sverige, Frankrig, etc., kan frigøre os fra den trussel mod demokratiet som den muslimske indvandring må anses at udgøre på lidt længere sigt?
      Det klares vist ikke med en udmelding. Hvor blev proportionerne af?

      Folkeafstemninger om EU i Danmark.

      2. oktober 1972: Danmark stemte ja til å være med i EF med god margin. 63,3% stemte JA og 36,7% stemte NEI. Valgoppslutningen var på 90,1%. Danmark ble medlem av EF fra 1. januar 1973.

      27. februar 1986: Veiledende avstemning om tilslutning til EFs indre marked. 56,2 % stemte JA og 43,8 % stemte NEI. Valgoppslutningen var på 75,4%.

      2. juni 1992: Danmark stemmer NEI til Maastricht-traktaten om en politisk og økonomisk union mellom EF-landene. 50,7% stemte NEI og 49,3% stemte JA. Valgoppslutningen var på 82,3%. Traktatendringene kunne kun bli vedtatt dersom alle land var enige.

      18. mai 1993: Den endrede Maastricht-traktaten med forbehold for Danmark ble tatt opp til avstemning. Denne gangen stemte 56,8% for og 43,2% imot. Valgoppslutningen var på 86,2%. EF omdøpes til EU. De danske forbeholdene betyr at Danmark ikke deltar i den felles valutaen, felles forsvar-, politi- og asylsamarbeid samt felles statsborgerskap.

      28. mai 1998: Danskene stemte om Amsterdam-traktaten. 55,1% er for og 44,9% er mot. Valgoppsluntningen var på 75.6%.Traktaten åpner blant annet for mulighet for å oppta flere land i unionen.

      Kommentar by Antisalafisten — 8. februar 2007 @ 17:40

    16. ->13 korrekt…..hvem husker ikke valgsvindlen med efterløns garanti beviset…..efterløn`s Poul…ha..ha..ha
      Selv en brugtbils forhandler ville ryge bag træmmerne, hvis han havde lavet det fup nummer, men vores parallelsamfund, de folkevalgte, kan ikke straffes, ej heller for groft svindel.
      Præcis det samme vil ske med indvandrings stamningerne, af hensyn til konventionerne osv..osv vil vi få plasket i hoved at “mindre” justeringer er nødvendige !? og sluserne lukkes op igen, og de stakkels muslimske kvinder skal igen lægge krop til.
      menneskehandel/tvangsægteskaber.

      Kommentar by li — 8. februar 2007 @ 17:45

    17. -> #13 AMB

      “men den burde jo kun gå 1 gang”

      Helt enig, men jeg er bange for at det vil lykkedes multikulturalisterne igen at få lukket op for sluserne.

      Man kan vel sige, at folketingsvalgene i 2001 og 2005 i høj grad var folkeafstemninger om udlændingepolitiken, og ’strammer-fløjen’ vandt klart. Men det man kan frygte er, at nogle vælgere nu tror den hellige grav er velforvaret, og det problem er løst, som følge deraf vender ’sving-stemmerne’ tilbage til Socialdemokratiet, og der er no way Helle Thorning kan føre en stram politik med DRV og SF. Det vil resultere i en genoptagelse af masseindvandringen.

      Det er meget muligt disse sving-vælgere bliver sure over at være blevet taget ved næsen, men da er for sent, og skaden kan ikke gøres god igen, selv ikke med et nyt VKO-flertal. Det er ovennævnte scenarie -der sammen med udviklingen i Sverige- kan gøre mig mest bekymret dtte lands fremtid.

      Kommentar by JensH — 8. februar 2007 @ 18:05

    18. Kære Jens H. Din argumentation er helt rigtig, det er altid en vudering af hvad der vægtes højest her og nu ( ved valg ) min vudering om afstemninger er, at det system vi har i DK er en god middelvej på demokratisk “vis” det er en samlet pakke man tager stilling til, jeg har ofte stødt ind i problemet selv, noget kan jeg lide og omvendt, vi mennesker at jo et ofte et splittet meneske, hvor ligger den samlede sandhed.

      Om den Schwiez model er den rigtige, har jeg svært ved at gennemskue, nogen gange ja, andre nej, det kan også blive en glidebane for alle andre ting som pludselig dukker op… omkring indvrandring som er et Mega problem, men har man sagt A skal man så sige B??

      Kommentar by Per N. — 8. februar 2007 @ 18:05

    19. ¤14.

      Vi ligger som vi har redt – ja.

      Vi har været for magelige, for ignorante og troet for meget på, at det hele såmænd nok skulle gå.

      Når indvandrerne fra de Arabisk/Islamiske lande havde levet her i Europa / Danmark et stykke tid ville de automatisk, i det store og hele, ende med at leve som andre Europæere / Danskere .

      Det er først nu det er ved at gå op for os, at Islam ikke er helt som andre religioner – men at denne er en ideologi .

      Og DET var noget ganske andet at få ombord en blot og bar en religion mere på linie med de, der i forvejen var her.

      Problemet er, at vi med vores laizze-faire forholden os har opbygget en arv til vores efterkommere, som DE for alvor kommer til at føle konsekvenserne af .

      Havde den så blot kun været af en negativ økonomisk art ville vores efterkommere muligvis kunne arbejde sig ud af den .

      Og dog, noget tyder jo på, at der bliver flere og flere på livslange overførelsesindkomster og stadig færre til at tjene den økonomi hjem der skal opretholde velfærdssamfundet .

      Den anden side af sagen er den demografiske ændring af samfundet .

      Den tør jeg slet ikke forestille mig – for billedet af, at landets oprindelige indbyggeres efterkommere må acceptere en Dhimmistatus i eget land er for rædsom.

      Men muligheden foreligger .

      Og så kan valget meget vel blive enten at acceptere tilstandene eller at flytte væk fra Danmark.

      Kommentar by vivi andersen — 8. februar 2007 @ 18:08

    20. #19 Vivi Andersen

      Og så kan valget meget vel blive enten at acceptere tilstandene eller at flytte væk fra Danmark

      Flytte hvorhen?
      Frankrig 5 mio. musl., UK 1-2 mio musl., Canada med en flygtinge/immigrations-politik, som ligner “åbne døre og vinduer og luk øjnene” etc.
      En anden planet?

      Kommentar by Vivian — 8. februar 2007 @ 22:32

    21. Selvføljelig vil muslimerne blive de dominerene i Danmark, hvis ikke vi stopper dem. I kan ikke li det, men Falkeøje har ret.

      Kommentar by mike — 8. februar 2007 @ 22:51

    22. 20.

      Har tænkt på lande som Finland, Polen, Estland, Letland og Litauen .

      Har disse ikke være afsindige, som resten af Europa har været det de sidste mange år, håber jeg den demografiske ændring i Vesteuropa vil virke afskrækkende !

      Kommentar by vivi andersen — 8. februar 2007 @ 22:58

    23. ->6:Nan du tager grueligt fejl, hvad angår USA. Prøv selv ar undersøge det lidt. Du vil blive rystet.

      Kommentar by Hodja — 8. februar 2007 @ 23:41

    24. ->23 Det er helt korrekt. Daglig læsning af Jihad Watch giver den ene groteske historie efter den anden. Man skulle ikke tro det var muligt efter 9/11, men USA er lammet af politisk korrekthed og virkelighedsfornægtelse. En af de seneste bizarre historier:

      http://www.jihadwatch.org/archives/015182.php#comments

      http://www.jihadwatch.org/archives/015159.php#comments

      En Hizbollah-sympatiserende imam holder en “fællesbøn” ved Demokraternes “National Committee’s Annual Winter Meeting”. Talen er på overfladen kønne ord som påkalder Moses, Jesus – og Bombe-Muhammed – men læser man efter med islamkritiske briller, er den et angreb på USA og Israel. Fornægtelse over hele linen hos Demokraterne. Tidligere vicepræsidentkandidat Geraldine Ferraro afviser på TV på det skarpeste at tage talen for andet end det på overfladen pålydende.

      USA har dog den kæmpe fordel i forhold til Europa, at udviklingen/undergravningen slet ikke har nået det omfang den har her. Og mon ikke mentaliteten derovre er noget anderledes end her, og de på et tidspunkt vågner op?

      Kommentar by Lars Findsen På Crack — 9. februar 2007 @ 00:38

    25. -> 17

      Jeg er skam også bekymret! Men når vi er så dumme og dovne som vi har vist os at være i Europa – så går det ilde! Sådan er det bare. Vi har haft alle chancer for at forhindre situationen, men gentagne flertal i befolkningen har over de sidste 25 år valgt at lade stå til. Synd for vores børn, ja, men ikke synd for os!

      -> 23

      Forskellen på den gamle og den nye verden(Europa hhv. USA/Canada/NZ/Australien) er at her i Europa er det befolkningerne der ikke gider kæmpe for deres egen overlevelse. I den nye verden er befolkningerne hæmmet af politisk korrekthed, det er rigtigt, men de har viljen til overlevelse, selv hvis deres politikere ikke har.

      Kan I huske dengang det blev nok for de australske mænd, at muslimer chikanerede kvinder på stranden? De tog sagen i egen hånd – og blev fremstillet som bøller! De forsvarede blot deres land og værdier – noget vi burde have gjort for længe siden herhjemme.

      Men ingen danskere kommer op af stolen når tilvandrede barbarer mishandler og voldtager danske kvinder og børn. Bevares, vi skriver måske et læserbrev, og en par stykker mere indser at DF er det eneste parti der virkelig vil ændre noget….men rent faktisk at handle….nej, det bruger vi ikke! Dertil er vi alt for magelige, og vores overlevelsesinstinker er altfor amputerede!

      Så dør man. Sådan er livet, hvad enten vi vil eller ej.

      Jeg tror på at den nye verden, trods ulidelig politisk korrekthed, har mere fremtid en vi har, simpelthen fordi befolkningerne har bevaret deres overlevelsesinstinkter.

      Kommentar by AMB — 9. februar 2007 @ 11:08

    26. Enoch Powell blev herostratisk berømt som bad guy på den engelske rockscene i 70’erne. Under en koncert kom en beruset Eric Clapton til at sige, at han delte Powells bekymringer ang. det engelske samfund. Dette førte til dannelsen af organisationen Rock Against Racism. Der er også en lille sjov vinkel som har med The Beatles at gøre. I januar 1969, da gruppen indspillede de sessions der skulle blive til albummet og filmen Let it Be, var Powell i de engelske aviser. Paul McCartney var da ikke færdig med at komponere Get Back, og avislæsning under indspilningerne fik ham til at kreere en midlertidig tekst til melodien, kaldet No Pakistanis: “we don’t dig no Pakistanis taking other people’s jobs / get back, get back to where you once belonged”. Indspilningen af denne version blev selvfølgelig aldrig udsendt, men den kan høres på adskillige piratudgivelser. Der er opstået en helt urimelig mytologi omkring dette, at Macca skulle være racist osv., men teksten er næppe andet end satire. Racisme ville også være absurd, da deres sorte amerikanske ven Billy Preston medvirkede på disse sessions, og især George Harrison var kraftigt involveret i indisk musik og religion. Men måske har der været en anti-pakistansk bias p.g.a. fjendskabet mellem Indien og Pakistan, hvem ved.

      Kommentar by Lars Findsen På Crack — 9. februar 2007 @ 12:42

    27. ->23, 24 Måske er jeg lidt farvet af, at jeg lige har læst Mark Steyns “America Alone” ;-)

      Tak for linksene. Helt grinagtigt er det med indslaget fra det demokratiske partimøde, hvor de delegerede gutmenschen respektfuldt står og bøjer hovedet, mens den rabiate imam står og prædiker radikal islam, velvidende at de ignorante demokratiske delegerede vil høre hans ord som et budskab om religiøs tolerance. ROFL. Knapt så godt klarede han sig i studiet hos Fox News ;-)

      Kommentar by NAN — 9. februar 2007 @ 13:05

    28. Indlægget i Berlingske, af den unge ph.D mand, er godt og nødvendigt, men forfatteren tager munden for fuld, når han skriver at Powell tog fejl vedr. floder af blod.

      Gud forbyde at det skulle ske, eller hvad?

      Hvis alternativet til en borgerkrig er et islamisk DK, så hellere krig.

      Den unge ph.D’er er på vildspor i sin afslutning, hvor han skriver at Powell ‘tog fejl’ mht. floderne af blod. – Det er alt for tidligt at sige noget om.

      Jeg sætter mine penge på Powell. Alternativet er for forfærdeligt til blot at blive tænkt…

      anti-sharia

      Kommentar by anti-sharia — 9. februar 2007 @ 13:49

    29. til AMB: Feminisme er måske hovedproblemet. Hvorfor skulle danske mænd vove mere for deres kvinder og børn?

      Nu har jeg i mange år retorisk forsvaret kvinder og børn mod den muslimske masseindvandring. Som tak er jeg blevet svinet til som racist af selvsamme kvinder som har nydt frugterne af min indsats. Mine karrieremuligheder er blevet dårligere, og dermed mine muligheder hos kvinderne.

      Kvinderne kan give Pia ret i al ting, for så at stemme på siclademokratiet, eller de kan rynke på næsen af Pia og købe Politiken, stemme på de radikale eller SF og samtidig beklage sig over voldtægter og mandschauvinisme.

      Danske kvinder af idag er ikke værd at kæmpe for. De må først vise at de respekterer manden, og ikke mindst hans sunde fornuft. Så længe de tildeler deres egne flyvske følelser højere sandhedsværdie end deres landsMÆNDs (for)domme, så vil feminismen regere og Danmark(vesten) gå under.

      Kommentar by Kimporator — 9. februar 2007 @ 15:13

    30. Kimpo. Desværre har du ret, det oplever jeg også igen og igen, fra at kritisere muslimske mænd osv. Over til at kritisere Pia Kjærsgaard øjeblikket efter.
      Eller vildt utryg og bange for at en ung muslim snupper håndtasken, samtidig med at man stemmer de radikale.

      Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 9. februar 2007 @ 17:07

    31. -> 29 & 30

      Kvinder er ikke lig med feminisme.

      En lille fejl du ofte begår Kimpo. Hvis samfundet er femininiseret kan det i sagens natur ikke kun være kvindernes skyld, al den stund vi har demokrati her i landet. Igen: Et demokratisk folk har det styre det fortjener, og fortjener således også sin skæbne. Det er sådan set pointen i mit indlæg.

      Uanset at danske mænd ikke gider forsvare danske kvinder (din påstand, ikke min), så burde alle danskere, uanset køn, dog evne og ønske at forsvare Danmark og Dansk kultur.
      Det gider vi helt åbenlyst ikke. Så mister vi begge dele, sådan er det. En naturlov.

      Kommentar by AMB — 9. februar 2007 @ 19:26

    32. Det feministiske i det danske samfund ligger i mangelen af maskulinitet. I 1970 husker jeg tydeligt at jeg blev præsenteret for en venindes fyr, han sad i hjemmenørklet hønsestrikssweater med lange slangekrøller os hæklede strømper til deres nyfødte. Hvad der blev af ham ved jeg ikke, men han kan da nok sidde et eller andet sted på KU og forske eller hvad det er de nu laver dèr. Men det kan nok ikke tænkes at han tilfører samfundet noget som helst maskulint. Hans tidligere kone er direktør i en større virksomhed.Det danske samfund er fyldt med mænd der ikke aner hvad det er at blive voksne, de lever i en evig drenge verden uden at kunne tage ansvar for noget som helst.
      Det er en af grundene til feminismen i det danske samfund. Den såkaldte bløde mand.

      Kommentar by alf asgaard — 11. februar 2007 @ 12:08

    33. læs “forsker”

      Kommentar by alf asgaard — 11. februar 2007 @ 13:01

    RSS feed for comments on this post.

    Leave a comment

    Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper